Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ulighed drejer sig om forskellen mellem personer eller grupper, ifht. hvad de har opnået af et bestemt gode eller er belastet med af en bestemt byrde eller risiko.

Et beslægtet spørgsmål drejer sig om, i hvilken grad det er de samme der scorer stort på mange områder. Når dette er tilfældet, taler vi om ophobningseffekter, fordi fordele eller ulemper tenderer til at ophobe sig hos de samme personer. I modsat fald kan vi tale om krydseffekter, hvor de der scorer lavt indenfor et område scorer højt på et andet. Et eksempel på det sidstnævnte har vi i den populære opfattelse, at de som ikke har det i hovedet, har det i benene. Et eksempel på det førstnævnte har vi, når den som har det i hovedet, også har det i benene - og desuden har joggingsko.

Et tredje spørgsmål drejer sig om, i hvilken grad uligheden går i arv fra én generation til den følgende, således at de samfundsmæssige goder og ulemper over tid knyttes til de samme familier, lokalsamfund, grupper eller lande. Dette kaldes reproduktion af ulighed. Mest kendt her er måske tesen om, at sociale grupper kan spærres inde i en fattigdomskultur, i en ond cirkel, hvor de fattige er så afmægtige, at frigørelsen ikke kan være deres eget værk.

I en politisk sammenhæng kan nogle af de vigtigste betydninger af ulighed defineres som forholdet mellem ens personlige eller private udgangspunkt og det offentliges holdning til dette udgangspunkt. Før vi går nærmere ind på dette, må det imidlertid understreges, at det offentlige er med til at fastlægge ressourcefordelinger - også selvom offentlige institutioner forholder sig passive. Det offentlige griber ikke kun ind i den enkeltes skæbne gennem det der normalt betegnes som «indgreb». Private forskelle bevares også gennem forhold, som er offentligt regulerede, f.eks. ved at staten garanterer lige ejendomsret for alle, mens ejendom faktisk er meget ulige fordelt og er med til at give store forskelle i levekår og livschancer.

Det samme gælder, når markederne giver uligheder i indtægt alt efter personlig indsats. Disse markeder eksisterer ikke i noget institutionelt tomrum. Der må love og regler til, for at markederne skal kunne fungere og opretholdes. Derfor vil det offentlige gennem de lovregler som gælder for forskellige markeder, allerede have taget et standpunkt til adgangen til opretholdelsen af sociale uligheder på «privat» grundlag.

En stor del af de forskelle som det offentlige - og især staten - tillader at der etableres på de forskellige markeder, bliver modificeret eller forstærket af andre offentlige indgreb som progressiv beskatning eller mest støtte til de mest dygtige i skolen. Kort sagt, visse uligheder fremtræder på grundlag af forhold, som det offentlige tillader, samtidig med at det offentlige kan søge at reducere eller øge disse forskelle gennem bevidste tiltag. I begge tilfælde kommer det offentlige ind i billedet.

Ved udgangen af 2016 rådede verdens 1.542 dollar-milliardærer over en formue svarende til 6.000 mia. US$. I løbet af året var gruppen vokset med 145 personer, og milliardærenes formuer var i gennemsnit vokset med 17% i løbet af året. Mens neoliberale som Liberal Alliance og Cepos i Danmark ikke kunne få armene ned i begejstring over den stigende ulighed, var milliardærenes begejstring mere afdæmpet. De var godt klar over, at tendensen til at de rige blev rigere og de fattige fattigere dramatisk vil øge konflikterne internt i verdens stater og staterne imellem i årene fremover og vil bidrage til øget migration, som verden i forvejen er ude af stand til at håndtere. I Danmark søgte regeringen at befordre uligheden ved at indføre særlig lav skat for spekulanter. En reform den konservative Erhvervsminister og apartheidtilhænger Brian Mikkelsen rammende omtalte som «Lamborghinireformen». (World's witnessing a new Gilded Age as billionaires’ wealth swells to $6tn, Guardian 26/10 2017)

Formel lighed

For at afgrænse forskellige opfattelser af lighed, kan man altså skelne mellem en udgangstilstand og det offentliges reaktion på denne. Man kan da tale om formel lighed (formelt lige rettigheder for alle), behandlingslighed (samme indsats af ressourcer for alle), kompetencelighed (støtte lig med muligheder) og resultatlighed (størst indsats for dem som behøver det mest).

Formel lighed betyder at det offentlige ikke på nogen måde driver en aktiv forskelsbehandling eller diskriminering. Udtrykt på en anden måde indebærer dette, at markedet overlades til sig selv. På en række områder er gennemførelsen af formel lighed af relativt ny dato. Kvinder fik for eksempel først almindelig stemmeret i 1915, og deres adgang til præsteembedet er et efterkrigsfænomen. På andre områder er formel lighed endnu ikke indført: Kun de der er over 18 år og danske statsborgere kan f.eks. deltage i folketingsvalg.

Formel lighed kan også gælde standpunkter. Det er en grundlæggende betragtning i demokratisk teori, at alle skal have ret til at ytre deres opfattelse, uanset hvad den går ud på. På tilsvarende måde indebærer formel lighed, at alle ønsker eller præferencer skal ligestilles i politikken - eksempelvis ved at alle har en stemme hver. Konsekvent gennemført kan formel lighed derfor medføre stor variation og spredning i opfattelser, forbrugsmønstre og samlivsformer.

Selv om forskellige politiske retninger lægger forskellig vægt på formel lighed, er det givet mere korrekt at sige, at de ønsker den gennemført i forskellig grad indenfor forskellige områder. Grupper som går imod avisstøtte, og som mener at de markedskræfter som det offentlige regulerer gennem støtten, bør have lov til at udspille sig uden indgreb, går måske samtidig imod at den enkelte kvinde selv må bestemme i spørgsmålet om abort. I praksis går de politiske partier ind for paternalisme og indgreb på forskellige felter, samtidig med at der også er store områder, hvor de er enige om at favorisere bestemte standpunkter og præferencer. For eksempel når det gælder demokratiske holdninger, holdninger overfor fremmede lande, ernæring og rygevaner. I hvilken udstrækning formel lighed gennemføres, er samtidig situationsbestemt: Reglerne i krig og ved undtagelsestilstand er andre end i fredstid.

Adgangen til videregående uddannelse har formelt længe været åben. Men før det offentlige trådte til med gratis skolematerialer og uddannelse, var det blot en ren formel betragtning, at man kunne sige at denne åbenhed indebar lighed. Selv om adgangen var den samme for alle, hjalp de lige juridiske rettigheder ikke meget, når de økonomiske ressourcer manglede.

I praksis vil formel lighed derfor i mange tilfælde betyde, at de der i udgangspunktet står stærkt hvad angår ressourcer, også opnår de bedste resultater, når de sætter dem ind på forskellige områder. På markedet vejes den enkeltes ønsker mod hans købekraft. I skolen favoriseres de der har flest ressourcer med hjemmefra. Gennemført isoleret kan formel lighed derfor bidrage til at bevare, forstærke og legitimere forskelle, som allerede eksisterede i udgangspunktet.

Formel ytringsfrihed koblet sammen med konkurrence på markedet kan indebære, at de opfattelser der har de største bagvedliggende økonomiske ressourcer bliver de mest udbredte. Fuld ytringsfrihed indebærer åben omsætning af pornografi, og fuld konsumfrihed indebærer afskaffelse af filmcensuren. Det er sådanne betragtninger, som har fået politiske grupperinger af alle afskygninger til dels at forlange begrænsninger i den formelle lighed, dels at gøre gældende at den må suppleres med mere direkte indgreb.

Behandlings- og kompetencelighed

Mens den formelle lighed er passiv, i den forstand at den giver frit spillerum for alle, er behandlingsligheden aktiv i den forstand, at samme støtte, tilskud eller ydelse gives til enhver i samme stilling. Her træder det offentlige altså ind med tilskud til de private ressourcer, der er etableret på markedet. Hovedpointen er at man dermed skal ligestille adgangen til institutioner eller arenaer, hvor den formelle lighed i praksis fører til systematisk diskriminering af bestemte grupper.

Princippet om behandlingslighed er måske mest konsekvent gennemført i skolen, hvor det i dag er lige så selvfølgeligt som det engang var radikalt, at forældrenes økonomiske evne ikke må påvirke børnenes chancer i uddannelsen. Derfor eksisterer der et netværk af støtteordninger lige fra offentlig aflønning af lærerne til gratis skolematerialer. Ved at give alle den samme adgang, vil evner og ikke oprindelse blive udslagsgivende. Alle får lov at deltage i konkurrencen, og der bruges lige store midler på alle elever indenfor samme skoletype eller samme niveau.

Her kommer et andet lighedsprincip samtidig til anvendelse: Kompetencelighed som gerne betyder, at offentlige ressourcer sættes ind i forhold til det niveau, den enkelte har opnået, og som tages som et udtryk for den. kompetence vedkommende besidder. Udtrykt på en anden måde honorerer princippet lige støtte for lige præstation og større støtte for større præstation. I uddannelsessystemet betyder det f.eks., at det er de bedste der får mest. Indenfor politik indebærer princippet, at de partier der har opnået flest stemmer, får den højeste partistøtte. Lige behandling af forskellige vil bevare ulighederne, uanset om det gælder elever som har private ressourcer ved siden af de økonomiske, eller partier som får størst støtte fordi de har størst tilslutning. Alle vil få deres situation forbedret absolut, men udgangsfordelingen vil i hovedtrækkene forblive relativt uændret. Det er denne kritik der rettes mod behandlingslighed som princip for den offentlige politik.

Indenfor økonomisk teori er problemer af denne art bl.a. blevet diskuteret i forbindelse med etableringen af ny industri i et givet land. Her er det blevet gjort gældende, at hvis dette skal lykkes, er det nødvendig at afskærme den nyetablerede industri fra konkurrencen fra andre lande, som allerede har produktion i gang og som har oparbejdet ekspertise. Dette kan for eksempel gøres gennem såkaldt «beskyttelsestold». Til trods for at økonomer også har betragtet uddannelse som en form for investering i «menneskelig kapital» (human capital), har de kun i ringe grad gjort noget tilsvarende princip gældende for opfostringen af enkeltpersoner - altså at de der har det svageste udgangspunkt bør have specialbehandling.

Resultatlighed

Det er imidlertid dette, der ligger i princippet om resultatlighed. Udgangspunktet er at forskelsbehandling er nødvendig, hvis man ønsker at reducere bestemte forskelle. Udtrykt på en anden måde betyder det, at for at virkeliggøre målsætningen om social lighed, må det offentlige sætte sine ressourcer ind omvendt proportionalt med de private ressourcer, som personerne har eller som opstår på markedet. Og de ressourcer som det offentlige satser, må være dem som individerne selv mangler.

Hvis det for eksempel er forældrenes intellektuelle evner der afgør barnets skolepræstationer, og den i høj grad falder sammen med fordelingen af økonomiske ressourcer, vil det ikke være tilstrækkelig med økonomiske tilskud for at udjævne præstationerne. Man må endvidere satse på at kompensere svagtstillede elever når det gælder færdigheder, de ikke får med hjemmefra.

Det er givet indenfor sundhedssektoren, man er nået længst i forsøget på at gennemføre princippet om resultatlighed. Når der er håb om bedring eller lindring, sættes ressourcerne ind i den udstrækning de er nødvendige, for at patienterne så langt som det er muligt kan nærme sig den samme sundhedsstandard. Mere generelt vil en politik som lægger resultatlighed til grund være fremgangsrig i den udstrækning den frigør slutresultatet fra udgangspunktet, og i den udstrækning uligheden i slutresultat reduceres i forhold til ulighederne i udgangspunktet. En af de første eksplicitte formuleringer af denne målsætning, finder man for øvrigt i Marx' kritik af Gothaprogrammet.

For at opnå resultatudjævning kan det offentlige gå frem på forskellige måder. Tilskud kan ydes omvendt proportionalt med fordelingen af private ressourcer. Men muligheden for at omdanne en type ressourcer til en anden - f.eks. uddannelse til indtægt - kan også reguleres. I så fald er det «konverteringsmekanismerne» der forandres. Endelig kan det offentlige påvirke slutfordelingen af goder ved at inddrage en større andel af det som de mest ressourcestærke har oparbejdet på forskellige markeder - eksempelvis ved progressiv beskatning af indtægt. Disse tre udjævningsstrategier lader sig ikke anvende lige let på alle områder. Eksempelvis kan det offentlige ikke «inddrage» noget af det, de med højest uddannelse har opnået.

Der findes to forskellige opfattelser af resultatlighed. Det svageste krav kaldes chancelighed, som indebærer at ethvert medlem af en gruppe skal have samme sandsynlighed for at nå samme resultater som hvert medlem af en anden gruppe. Sagt på en anden måde: Det må ikke være nogen sammenhæng mellem hvor man starter (i f.eks. forældrenes indtægt), og hvor man ender (f.eks. egen indtægt).

Kritikken af denne opfattelse går på, at den alene anser folk for deltagere i en eneste stor samfundskonkurrence, hvor deltagerne bliver vindere og tabere i et væddeløb. Det stærkeste krav til udjævning og resultatlighed er derfor, at man ikke blot skal påvirke sandsynligheden for at ende op på forskellige trin i en fordeling, men at man skal påvirke selve fordelingen. Den må da påvirkes således, at spredningen omkring gennemsnittet bliver reduceret. Ifht. indtægtsfordelingen kunne dette ske ved overførsel til lavindtægtsgrupper og progressiv beskatning af højindtægtsgrupper. Ifht. social status må man ikke blot ligestille chancerne for at ende på forskellige trin i statuspyramiden, man må også reducere afstanden mellem trinene.

Slutfordeling og retfærdighedsprincipper

Ansvaret for slutfordelingen placeres forskellige steder under de forskellige lighedsbegreber. Ved formel lighed tager det offentlige ikke ansvar for andet end etableringen af en arena, hvor folk, virksomheder, interesser eller ideer kan konkurrere under de samme juridiske betingelser. Ved behandlingslighed tager det offentlige ansvaret for lige tilskud til alle og ved kompetencelighed for større tilskud til de bedste. Men ud over dette placeres ansvaret for hvad den enkelte opnår hos enkeltpersonerne selv. For skolen betyder dette f.eks., at alle får anledning til at afprøve sig, og at de der ikke opnår højere uddannelse, kun kan «anklage sig selv». Ved resultatlighed tager det offentlige ansvar for det endelige præstationsniveau - fra enkeltpersoner til offentlige institutioner. Det offentlige må da påse - om nødvendigt gennem forskelsbehandling - at alle ender op så nær som mulig ved en nærmere fastlagt standard.

På samme måde som kravet om resultatlighed har sit udgangspunkt i en forudsætning om alle menneskers ligeværd, kan man også formulere begrundelser for ulighed. Den klassiske måde at retfærdiggøre forskelle i resultater på er, at betragte dem som en konsekvens af ulighed i indsats. Ulighed i udbytte kan med andre ord begrundes med et princip om forholdsmæssig lighed - altså at forholdet mellem udbytte og indsats skal være det samme for alle. De som bærer større byrder, bør få mere igen for det. Dyden må belønnes, og gevinsten stå i forhold til præstationen. Skal man få folk til at yde deres bedste, må de selv have noget igen for indsatsen. Dette er motivationsbegrundelsen for ulighed.

Men de kan ikke få lov at beholde alt det som uligheden har resulteret i, for da bliver der jo ikke noget til overs til dem, der har accepteret at andre får mere. En anden og mere radikal begrundelse af ulighed vil derfor gøre gældende, at forskelle i indsats skal belønnes, når de giver bidrag som øger velfærden til dem der ikke kan yde denne indsats. Eller udtrykt på en anden måde, forskelle i udbytte kan være retfærdige, når de kommer de dårligst stillede til gode, eller når alle får udvidet deres muligheder. De konklusioner man vil drage om, hvilke lighedsprincipper der bør anvendes indenfor forskellige samfundsområder, afhænger derfor af hvilken afvejning man vælger mellem motivering og ligeværd og hvilket retfærdighedsprincip man vil lægge til grund.

G.He.