Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Der er en uendelighed af forhold, der påvirker sundheden. For at sundhedspolitikken ikke skal siges omfatte alle politikområder, er det meningsfuldt at lave den afgrænsning, at sundhedspolitikken handler om de politiske beslutninger der træffes og gennemføres med det formål at påvirke befolkningens sundhed eller at tage sig af de syge. Sundhedspolitikken omhandler dermed: indretningen af sundhedsvæsenet, bestræbelser på at forebygge sygdomme og indsats for at mindske sundhedsrisici i samfundet i øvrigt.

Den måde, sundhedsvæsenet indrettes på, afspejler de grundlæggende værdier i det pågældende samfund. Sundhedspolitiske valg, ligesom de fleste andre politiske beslutninger, fremstilles ofte af politikerne som »nødvendige« eller »rationelle«, men er som alle politiske valg bestemt af værdier. Sættes individets mulighed for selvbestemmelse højt, udformes sundhedsvæsenet anderledes, end hvis solidariteten anses for det vigtigste. Sættes den effektive udnyttelse af ressourcerne målt i forbedret helbred højest, bliver prioriteringen anderledes, end hvis målet er at opnå størst mulig lighed i sundhed

Frihed eller lighed

I sundhedspolitikken kan man tale om to modstridende hensyn, ønsket om at sikre individets valgfrihed og ønsket om lige behandling af borgerne. Ingen sundhedssystemer er udelukkende opbygget i overensstemmelse med det ene politiske mål, men vægtningen mellem dem er forskellig. Prioriteres valgfriheden højt, vil sundhedsvæsenet ofte være organiseret efter en markedsmodel. Er ligheden det væsentligste mål, vil en model med solidarisk finansiering f.eks. via skatter vælges. Hvis valgfriheden prioriteres, spiller individets personlige ansvar for helbredet en stor rolle. Mangfoldighed eller pluralisme er ofte også knyttet til dette ideal. Lighed er forbundet med solidaritet og større ensartethed.

Idealet om individets valgfrihed har været dominerende i USA, også i sundhedspolitikken, mens ligheden, eller i det mindste solidariteten, har haft en mere fremtrædende plads i Europa.

Denne forskel hænger sammen med de to områders historie. I Europa har der i århundreder eksisteret samfundsstrukturer med forskellige former for ansvarsforhold mellem husbond og tyende, mester og svend, herremand og bonde. Håndværkerne i byerne havde lav, hvor medlemmerne havde ansvar for hinanden. Man kan tale om en paternalistisk tradition. I USA derimod var de indvandrede familier og individer henvist til at klare sig selv. Der var ingen forsorg og slet intet offentligt organiseret.

Danmark placerer sig i mange henseender midt imellem yderpunkterne, selv om ligheden ofte har haft prioritet over valgfriheden. I de senere år er der i de sundhedspolitiske tiltag sket en forskydning mod større vægt på individets valgfrihed og ansvar og mod øget brug af markedslignende mekanismer.

Lighed

Ligheden som politisk mål har flere begrundelser: at alle mennesker er født lige og derfor bør behandles lige, at alle bør have lige chancer på trods af forskelligheder, eller at alle skal leve lige godt, og derfor bør eventuelle uligheder kompenseres med forskellige vilkår.

I sundhedspolitikken, kan lighed fortolkes på mindst tre måder:

• Der kan være lighed i adgang til sundhedsvæsenets ydelser, uafhængigt af indtægt, bopæl etc.
• Lighed kan også bestå i, at alle betaler lige meget til sundhedsvæsenet, uanset hvor de bor, og uanset hvor meget de bruger det. Alternativt at der betales efter evne, f.eks. med et progressivt skattesystem.
• Der kan være lighed i sundhed, dvs. at tilbuddene skal afhænge af den enkeltes sundhedstilstand, og at man skal intervenere for at sikre lighed, så individer med de største behov får de fleste ydelser.

Den lighed, man vil fremme, kan optræde mellem forskellige sociale klasser eller lag, mellem forskellige geografiske områder, aldersgrupper, køn og mellem forskellige sygdomsgrupper.

Valgfrihed

Det andet hensyn er den enkeltes valgfrihed og autonomi. Bestræbelserne på at øge valgmulighederne i sundhedsvæsenet ytrer sig på forskellige måder:

• Det kan dreje sig om frihed for udbydere af sundhedsydelser til at etablere sig og konkurrere om patienter og kontrakter med forsikringsselskaber eller offentlige instanser.
• Det kan være frihed for patienterne til at vælge behandlere og sygehuse eller at vælge forsikringsselskab og forsikringstype.
• Endelig kan der lægges vægt på patienternes mulighed for at vælge mellem forskellige behandlinger for samme sygdom.

I det seneste årtier, og især efter kommunismens fald, har der i mange vest- og østeuropæiske lande været tendens til at opprioritere valgfrihed og markedsmekanismer på bekostning af lighed og solidaritet. Motivationen er dels ideologisk, dels en forestilling om, at man får øget effektivitet i sundhedsvæsenet ved at indføre markedsmekanismer. Sundhedspolitik er ikke adskilt fra andre samfundsområder, og valgfriheden og markedsmekanismerne prioriteres generelt højt i disse år.

Sundhedspolitik i Danmark efter 1930

Den danske sundhedspolitik prægedes frem til 1970’erne af partipolitisk enighed. I betragtning af, hvor store offentlige ressourcer sundhedsvæsenet beslaglægger, og hvor stor en del af befolkningen, der kommer i kontakt med det, har man klaret sig med et meget nødtørftigt lovgrundlag. Lovgivningen om sygekasser og sygedagpenge samt forebyggelse og forhindring af smittespredning har dog været mere detaljeret.

Den første sygehuslov fra 1946 var en bred rammelov, som overlod den konkrete udformning af sygehusvæsenet til amtspolitikere, læger, embedsmænd og sygekasser. Det forebyggende arbejde var genstand for en del diskussion i 1930’erne og 1940’erne, og der kom love om børneundersøgelse, svangerskabshygiejne, skolesundhedspleje m.v. Der var politisk enighed om princippet om lige adgang til sundhedsvæsenet og den offentlige finansiering, og om at sygehusene skulle have høj prioritet i forhold til andre dele af sundhedsvæsenet.

De diskussioner, der blev ført, handlede om sygehusenes voksende rolle, nedlæggelse af mindre sygehuse og oprettelse af nye specialafdelinger. Det var næsten kun læger og embedsmænd, der deltog i debatterne.

Fra slutningen af 1960’erne blev den sundhedspolitiske debat mere omfattende. Politikerne blev mere aktive, og de politiske uoverensstemmelser blev større. I et forslag til ny sygehuslov fra 1969 var der en paragraf, der ville give amtspolitikerne mulighed for at træffe beslutninger om indførelse af nye, komplicerede og dyre behandlinger. Paragraffen vakte stor modstand i lægestanden, fordi den blev betragtet som et indgreb i lægernes faglige frihed, og paragraffen blev fjernet. Denne konflikt afspejlede, at politikerne begyndte at interessere sig mere indgående for, hvordan sundhedsvæsenet skulle indrettes.

Med sygehusloven fra 1969 og kommunalreformen fra 1970 overførtes stort set hele ansvaret for sundhedsvæsenet til amter og kommuner. Ikke desto mindre diskuterede Folketinget sundhedsvæsenet som aldrig før, og der blev udarbejdet en række betænkninger. Den primære sundhedstjeneste og forebyggelse blev fremhævet som centrale midler til at opnå de sundhedspolitiske mål. Første gang, det skete, var i en statslig publikation, Perspektivplanen fra 1970. Planen forudså en fortsat stærk vækst i de offentlige udgifter. Den gav anledning til en debat om, hvordan væksten kunne begrænses. Fra midten af 1970'erne begyndte man at tale om, at der skete nedskæringer i de offentlige udgifter. Dette på trods af, at hverken de samlede offentlige udgifter eller sundhedsudgifterne blev reduceret, målt i faste priser. Fra midten af 1970’erne skete dog en kraftig opbremsning i væksten.

Et nyt tema i debatten angik sundhedsvæsenets nytte. Hvor denne tidligere var blevet taget for givet, rejstes nu, bl.a. i Prioriteringsudvalgets betænkning fra 1977 , spørgsmålet om, hvorvidt den store satsning på sundhedsvæsenet forbedrede befolkningens sundhed. Den store stigning i den gennemsnitlige levealder var f.eks. indtruffet forud for den kraftige vækst i sundhedsudgifterne.

Med den øgede politiske opmærksomhed om sundhedsvæsenet fulgte en opprioritering af den primære sundhedssektor. De alment praktiserende lægers antal havde i flere årtier ligget på omkring 2.000. Fra midten af 1970’erne lod man antallet stige, så det i 1995 nåede ca. 3.300. Antallet af sygeplejersker i kommunale sundhedsordninger steg ligeledes, fra 7.500 i 1980 til ca. 10.000 i 1995 - antallet er faldet noget siden 1993. Det gik derimod trægere med at tage initiativer på det forebyggende arbejde. Der kom dog regeringsprogrammer om forebyggelse og folkesundhed i 1989 og 1999.

Den politiske debat afspejlede voksende modsætninger. Sundhedspolitikken havde inden 1970 stort set været fraværende i partiernes programmer, men siden da fik mange partier vedtaget en særlig sundhedspolitik. Lighedspunkterne mellem partiernes sundhedspolitik er mange: patientens indflydelse (autonomi) skal være større, forebyggelsen skal styrkes, faggrænserne mellem sundhedsprofessionerne skal nedbrydes (Det konservative folkeparti) eller nyvurderes (Socialdemokratiet), ventetiderne skal afkortes, sundhedsvæsenet skal være mere effektivt, og kvaliteten skal sikres.

Der er dog også forskelle. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fremhæver betydningen af lighed og levekår, hvilket ikke er nævnt i Det konservative folkepartis og Venstres program. Disse indeholder til gengæld meget om valgfrihed, livsstil, nærheden til sundhedsydelserne og den praktiserende læges rolle.

Sundhedspolitikkens vekslinger følger oftest ændringer på andre politikområder. I 1960'erne lavede man sygehusplaner, ligesom man lavede planer for uddannelsessektoren, regionudviklingen m.v. I 1980'erne talte man om at den offentlige sektors produktivitet skulle vokse, ikke kun på sygehusene, men i alle sektorer. I 1990'erne var ledelsen i fokus. Moderne skifter således også inden for politik.

S.V.