Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Metalarbejder
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
    .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 24.819
: :
Marchais, Georges
Left
Rocks
2024-02-25 16:57

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler


Liste over de foreløbig 11.500 børn terrorstaten har myrdet i Gaza

Et af de myrdede børn, den 6 årige Hind

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 27.000 civile (heraf over 11.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 70.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Georges Marchais (1920-97), fransk politiker og tidl. formand for det magtfulde franske kommunistparti (PCF). Født den 7. juni 1920 som søn af en minearbejder i den lille by La Hoguette i Calvados distriktet. Udlært som maskinarbejder i flyindustrien. Under 2. verdenskrig arbejdede han i perioder i Tyskland. Efter krigen vendte han tilbage til Frankrig, hvor han blev formand for metalarbejderfagforeningen i Issy-les-Moulineaux. I 47 blev han sekretær i landsorganisationen CGT's afdeling i Paris området og meldte sig samtidig ind i PCF. Marchais avancerede indenfor partiet i takt med at modstandslederne fra 2. verdenskrig blev fjernet fra nøgleposter i partiet. Han var formand for Seine Metalarbejderfagforeningen i 1953-56. I 59 blev han medlem af partiets centralkomite og samme år af Politbureauet. I 61 blev han organisationssekretær - en magtfuld post. Da partiets generalsekretær, Waldeck Rochet i 1969-70 blev meget syg, blev Marchais i februar 70 gjort til bitrædende generalsekretær, for i december 72 at overtage generalsekretærposten. I juli samme år havde han været ansvarlig for indgåelsen af et fællesprogram med socialistpartiet (PSF). I marts 73 blev han valgt til Nationalforsamlingen.

PCF havde siden krigen haft et mere distanceret forhold til Sovjet, og havde bl.a. kritiseret Warschawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968 - omend det efterfølgende accepterede Sovjets «normalisering» af forholdene i landet. I forlængelsen af alliancen med socialisterne udviklede PCF i midten af 70'erne sammen med søsterpartierne i Italien og Spanien den såkaldte Eurokommunistiske ideologi og på partiet 22. kongres i 76 blev der gennemført en delvis liberalisering.

Denne udvikling blev stoppet i 77. Ved valget tabte PCF terræn overfor socialisterne og sprang derfor alliancen. Det blev nu mere isolationistisk, pro-sovjettisk og aggressivt overfor PSF. Konsekvensen var, at PCF over de følgende valg fik reduceret sin vælgeropbakning fra 20% - i starten af 70'erne - til 6%.

Alliancen med PSF blev dog genoptaget i 1981 og banede vejen for venstrefløjens valgsejr. Marchais var dog ikke i stand til at standse partiets tilbagegang. Marchais døde i november 1997. Han er forfatter til bøgerne: Le défi démocratique (1973) og L'Espoir au president (1980).

A.J.