 |
|
 | ||||||||||||||
| Kapitalistisk diktatur Skyldig i folkemord (senest gennem støtte til folkemordet i Gaza), apartheid |
 |
| Sammenbruddet i Østeuropa har jaget mange konservatorie uddannede kunstnere på gaden. Her i Prag. (Solidaritet) |
De bøhmiske bjerge dækker den vestlige del af landet, afgrænset i sydøst af sletterne Moravia. I Moravias og Bøhmens lavland dyrkes korn og sukkerroer og avles kvæg og svin. I de bøhmiske dale dyrkes rug og kartofler. Området er rigt på mineraler: stenkul, brunkul, grafit og uran i Bøhmen og kul i Moravia. Udslippet af svovldioxid fra industrien er meget høj, hvilket forårsager den såkaldte «sure regn». Luftforureningen har enten helt ødelagt eller alvorligt skadet større skovområder. Omkring 75% af samtlige træer i landet viser tegn på afløvning. Vandforureningen er ligeledes ret høj, især i landdistrikterne. Industrien, minedriften og de intensive dyrkningsmetoder truer såvel overfladevand som vandet i undergrunden.
Højreradikal stat der forfølger mindretal (romaer og flygtninge) som nazisterne under 2. Verdenskrig forfulgte landets jøder. Landet nægter at følge EU's anbefalede flygtningekvoter og fører i stedet en hadefuld diskurs rettet mod flygtninge og især muslimer.
Folket: Sammensat af tjekker, 81,2%; moravier, 13,2%; slovakker, 3% samt mindre grupper af polakker, tyskere, sigøjnere, ungarere og ukrainere.
Religion: Katolikker, 39%; protestanter, 4,3%; ortodoxe 3%. 40% af befolkningen erklærer sig for ateister.
Sprog: Tjekkisk er det officielle sprog. Sigøjnerbefolkningen på 200.000 taler desuden roma.
Politiske partier: Det civile demokratiske Parti (Občanská demokratická strana). Det bøhmiske og moraviske Kommunistparti (Komunistická strana Cech a Moravy), opstået efter reorganiseringen af det tidl. Tjekkoslovakiets Kommunistparti. Det socialdemokratiske Parti (Česká strana sociálně demokratická), forbudt i 1948, genopstået i 1989. Socialistpartiet. Bondepartiet, stiftet i 1990 af jordbesiddere, der fik jorde eksproprierede i forbindelse med kollektiviseringen. De Grønne, stiftet i 1989. Unionen af Kristelige Demokrater - Det tjekkiske Folkeparti (Křesťansko-demokratická unie - Ceskoslovenská strana lidová), stiftet i 1992, stadig eksisterende efter opløsningen af Tjekkoslovakiet. Det republikanske Parti, højreekstremistisk parti. Den civildemokratiske Alliance. Moravias og Schlesiens demokratiske Selvstændighedsbevægelse.
Sociale organisationer: Fagbevægelsens Centralråd med 6 millioner medlemmer; Bevægelsen for autonomi i Schlesien og Moravien; Antiglobaliserings grupperne (INPEG).
Officielt navn: Ceska Republika.
Administrativ inddeling: 8 regioner, 73 distrikter og 4 kommuner.
Hovedstad: Praha, (Prag), 1.290.000 indbyggere, (2009).
Andre vigtige byer: Brno, 382.800 indbyggere; Ostrava, 320.900 indbyggere; Olomouc, 102.800 indbyggere. (2000).
Regering: Parlamentarisk republik. Miloš Zeman, præsident siden marts 2013, genvalgt i 2018. Petr Fiala, premierminister siden november 2021. Mangemilliardær og kriminel, Andrej Babišovertagerposten i december 2017. Parlamentet har 2 kamre: repræsentanternes hus med 200 pladser og senatet med 81.
Nationaldag: 28. oktober, Grundlæggelsen af republikken (1918); 1. januar, Uafhængighedsdagen (1993).
Væbnede styrker: 58.000 mand. (2000).
Paramilitære styrker: 11.000 mand. (1993).
Man ved ikke meget om, hvor de første folkeslag i det centrale Donau-område kom fra, ud over sporene efter boi'erne, en keltisk stamme, der har givet Bohemia dets latinske navn. Kelterne blev uden større problemer fordrevet af germanerne og derefter af slaverne i det 6. århundrede, da germanerne fortsatte mod syd.
Skovene og bjergene beskyttede indbyggerne, men lavlandet der strakte sig nord for Donau, invaderedes adskillige gange af avarerne. Slaverne modstod presset, fordi de havde ledere som den frankiske købmand Samo, der var i stand til at forene stammerne. Bøhmen oplevede i det 8. århundrede relativt rolige tider efter Karl den Store havde besejret avarerne.
I begyndelsen af det 9. århundrede regnede man med 3 politiske magtcentre: Nitrasletten, dalstrøgene i Det nedre Mähren og det centrale Bøhmen. Slaverne fra Bøhmen, de såkaldte tjekker, opnåede kontrol med hovedparten af området. Den første tjekkiske prins var Mojmir den 1., der udvidede sit domæne til Nitra. Hans efterfølger, Rostislav den 1., institutionaliserede staten og konsoliderede forbindelserne til det østfrankiske rige, som et middel til at bevare suveræniteten.
Frankerne sendte de første missionærer til Nitra og Bøhmen, men Rostislav accepterede ikke at anvende latin og anmodede om at få slaviske prædikanter. Munkene Konstantin og Metodio ankom i året 863 i spidsen for en gruppe græske præster, der udarbejdede det første slaviske alfabet og oversatte de hellige tekster.
Metodio modtog storanerkendelse fra Rom for sin indsats i Mähren og i Panonia, der udgjorde en gejstlig provins med tætte forbindelser til ærkebiskoppen i Sirmium. På grund af sin succes anså det frankiske religiøse hierarki Metodio for at være en fjende og han blev taget til fange og holdt fængslet til år 873, hvor han kunne vende tilbage til Mähren.
Rostislav grundlagde Stor-Mähren ved som den første at samle alle slaviske regioner under eet. Slovakiet, der grænsede op til de nordlige Karpaterbjerge og Morova, tilsluttede sig Stor-Mähren.
Den religiøse konkurrence mellem latin og slavisk holdt sig op gennem Bøhmens ekspansive periode. Ved Metodios død i 885, styrkede hans gamle fjende, den frankiske biskop Wiching, sin position i Mähren. Wiching udviste Metodios tilhængere og opnåede at den nye pave forbød afholdelse af messer på slavisk.
Den tjekkiske ekspansion førte et år senere til konflikt med det germanske kongedømme. Kong Arnulfo sendte en hærstyrke til Mähren i 892 og han gik senere i forbund med magyarerne for at kunne besejre fyrstedømmet. I perioden 905-908 hærgedes Mähren af gentagne invasioner, indtil Mojmir indgik en aftale med Arnulfo.
Germanernes tiltagende styrke, kombineret med «genopstandelsen» af det romerske Pavedømme betød at Bøhmen mistede en stor del af sit territorium. Med Bfetislav den 1.s indsættelse i 1034 lykkedes det at generobre en del af Mähren og Polen blev invaderet i 1039, men den germanske kong Heinrich den 3, tvang ham til at trække sig tilbage, men den ungarske krone beholdt Slovakiet.
For at kunne bevare sin selvstændighed blev Bøhmen tvunget til at deltage aktivt i Vatikanets felttog. På denne måde lykkedes det de bøhmiske fyrster at blive udråbt til konger af begge parter.
I begyndelsen af det 13. århundrede adskildtes kirken fra staten og adelen forlangte større indflydelse på det politiske kiv. Samtidigt øgedes befolkningstallet betydeligt på grund af den germanske indvandring der, takket være grundlæggelsen af nye byer og minedrift, udviklede sig til at blive en klasse af handelsmænd.
Under Przemysl-dynastiet, indtil 1306, kontrollerede Bøhmen dele af Østrig og Alperegionen og «delte» konge med Polen. Som en konsekvens af Luxembourgernes storhedstid, der indtrådte omkring 1310, sammensluttedes Bøhmen og Vatikanet, da Karl den 1. udråbtes til kejser. Prag, der opnåede status af hovedstad, oplevede herefter sin storhedstid.
Reformationen tog til i styrke i det 14. århundrede og radikaliserdes under pater Juan Hus' lederskab fra kapellet i Bethlehem til Prag. Hus, der blev lyst i band af Paven, dømtes for kætteri og oprør af Rådet i Constanza og døde på bålet i 1415, efter at have nægtet at angre.
Indignationen over Hus' død gav stødet til dannelse af den hussiske bevægelse i Bøhmen og Mähren. Germanerne var dog fortsat loyale overfor Rom; til de religiøse uoveresstemmelser føjedes nu det etniske spørgsmål, der forstærkedes af den politiske konflikt. Det hellige Imperium, der var i forbund med de germanske fyrster, førte adskillige felttog mod Bøhmen, men blev slået tilbage af hussisterne.
Den religiøse splittelse forhindrede i en årrække indgåelse af en union mellem Bøhmen og dets tidligere besiddelser. Vladislav den 2. regerede Bøhmen fra 1471, men Mähren, Schlesien og Lusacien hørte under Mathias af Ungarn. Først efter Mathias' død i 1490, blev Vladislav udråbt til konge af Ungarn og på denne måde opnåede man en genforening.
Louis' den 2's død i 1526 banede vejen for det habsburgske dynasti, og Louis' svoger, Ferdinand den 1., satte sig på tronen. Østrigs triumf i konflikten med det Schmalkaldiske protestantiske Samfund i 1547, tillod Ferdinand at indføre arvefølge til tronen i Bøhmen og dets associerede stater.
Det østrigske kongehus' regering understøttede modreformen i hele regionen, herunder Slovakiet, for Habsburgerne fastholdt sit greb om dem, da Ungarn blev invaderet af tyrkerne i 1526.
Rudolf den 2. (1576-1612) flyttede imperiets hovedsæde til Prag og byen oplevede endnu engang at blive eet af de vigtigste politiske og kulturelle centre på kontinentet. Rudolfs katolske opdragelse satte hans trosfæller i stand til at opnå de højeste poster i kongedømmets hierarki, men det blev samtidig indledningen på et oprør, foranstaltet af det reformerte befolkningsflertal og kongen afsattes i 1611.
Efter en stormfuld periode, besejrede Ferdinand den 2. af Estirien, med støtte fra Maximillian den 1. af Bayern, protestanterne og de blev underlagt et hårdhændet regime. Tysk blev sammen med tjekkisk officielt sprog og kun katolicismen blev tilladt.
Mähren deltog lige som Bøhmen i kampen mod Habsburgerne men led mindre under følgerne af de religiøse og civile stridigheder. Den religiøse tolerance i Mähren gav plads for en opblomstring for protestanterne i landet, der forblev et område adskilt fra det østrigske kongehus indtil 1848.
På trods af det tyske overherredømme og forbuddet mod politiske aktiviteter, bevarede tjekkerne deres etniske identitet, sprog og kultur. Noget lignende havde fundet sted i de ungarske grevskaber, hvor der boede slovakker. Det gav grobund for nationalismens renæssance i begyndelsen af det 19. århundrede og styrkede båndene mellem de to befolkningsgrupper.
Inspireret af den revolutionære bølge, der skyllede hen over Europa i 1848, deltog tjekker og slovakker sammen med tyske republikanere i forsøget på at gøre en ende på Enevælden. Kejserriget blev i 1867 splittet op i to: Østrig, hvor det tyske flertal regerede over tjekker, polakker og andre befolkningsgrupper, og Ungarn, hvor ungarerne undertrykte slovakkerne.
Det østrig-ungarnske kejserriges fald i Den første Verdenskrig førte til anerkendelse af Republikken Tjekkoslovakiet. Den nye nation, hvis grænse var blevet trukket i 1919 af sejrherrerne efter verdenskrigen, havde indlemmet dele af Polen, Ungarn og Sudeterland, hvor der boede 3 millioner tyskere - her lå kimen til fremtidige konflikter.
Et nationalråd fik af de tjekkiske og slovakiske ledere overdraget opgaven med at udarbejde et forslag til en ny forfatning. Rådet valgte at foreslå et parlamentarisk system, hvor præsidenten og hans kabinet var ansvarlige overfor to lovgivende forsamlinger og indførte for første gang stemmeret og valgbarhed for kvinder.
Ved de første parlamentsvalg - i 1920 - fik socialdemokraterne over 40 % af stemmerne. Alligevel gik de i samarbejde med de borgerlige partier, hvilket splittede partiet. I 1921 blev det kommunistiske parti dannet. I begyndelsen var det det største parti i landet, men senere - efter at Komintern havde gennemtvunget en «bolsjevisering» af det - mistede det sin stærke stilling. Kommunistpartiet var alligevel altid repræsenteret i parlamentet - i modsætning til de andre lande i Centraleuropa.
Den nye stat var et kapitalistisk land med et borgerlig-demokratisk politisk system efter fransk forbillede. De to liberal-demokratiske præsidenter, Tomás Garrigue Masaryk og Edvard Benes, havde stor indflydelse og nød stor tillid. De partipolitiske tilhørsforhold var svage, og ved valgene konkurrerede ofte over 30 partier om stemmerne. Regeringskonstellationerne bestod oftest af forskellige borgerlige partier og socialdemokrater. Trods alle modsætninger udgjorde den selvstændige borgerlig-demokratiske republik et vigtigt skridt fremad for både tjekker og slovakker.
Verdenskrisen i 1930'erne berørte især sudeterne, fordi det var den mest industrialiserede region og styrkede den tyske nationalisme, som efter Hitlers magtovertagelse i 1933 fik separatistiske overtoner. Udenrigspolitisk var Tjekkoslovakiet i mellemkrigstiden allieret med Frankrig og Storbritannien. Da Hitler-Tysklands aggressivitet begyndte at true landet, blev der i 1935 skabt en forsvarsalliance mellem Frankrig, Tjekkoslovakiet og Storbritannien. Men allerede i 1938 gav Frankrig og Storbritannien efter for presset fra Hitler. Med det såkaldte Münchendiktat blev Tjekkoslovakiet tvunget til at afstå sine grænseområder til Tyskland, Ungarn og Polen. Den forsvarsløse republik holdt sig i live i endnu seks måneder, men i marts 1939 invaderede Nazi-Tyskland. Bøhmen-Mähren og Slovakiet blev omdannet til et lydrige under Nazi-Tyskland.
Under 2. verdenskrig kæmpede tjekker og slovakker for deres frigørelse. Præsident Edvard Benes dannede en eksilregering i London, mens de ledende kommunister arbejdede fra Moskva. Både i vest og øst i Sovjetunionen opstod der tjekkoslovakiske armékorps. Modstanden på hjemmefronten nåede et højdepunkt i 1944 med et omfattende oprør i Slovakiet. I foråret 1945 nåede oprøret Bøhmen-Mähren og 300.000 tjekker og slovakker ofrede deres liv i den antifascistiske kamp.
I 1943 indgik den tjekkoslovakiske eksilregering en venskabs-, samarbejds- og hjælpeaftale med Sovjetunionen. Samtidig gennemførte partierne i Benes' eksilregering forhandlinger med ledelsen i det tjekkoslovakiske kommunistparti - fremfor alt med Klement Gottwald. De talte bl.a. om de indre forhold i et fremtidig frit Tjekkoslovakiet. Kommunistpartiet fremlagde et program for en «national og demokratisk revolution» for de andre partier, og de accepterede det.
I tiden oktober 1944 til maj 1945 kæmpede den sovjetiske hær de sidste kampe på tjekkoslovakisk jord. De blev budt velkomne som befriere. Med den såkaldte Jaltaaftale accepterede stormagterne, at Tjekkoslovakiet var Sovjetunionens interesseområde. I Potsdam i 1945 godkendte de, at Tjekkoslovakiet tvangsforflyttede de fleste af de tre millioner tyskere til det besejrede Tyskland. Det Transkarpatiske Ukraine blev overdraget Sovjetunionen. Slovakiet fik en form for selvstyre i det frie Tjekkoslovakiet, med dets egne nationale organer. Alligevel var dette ikke den føderative løsning, som slovakkerne helst ville have.
Den tjekkoslovakiske regering havde repræsentanter fra seks demokratiske partier i Nationalfronten. Dette regering var dannet i Moskva og indledte sit arbejdet på tjekkoslovakisk jord i april 1945. Kommunistpartiet blev hurtigt det største af disse partier, I foråret 1946 havde det over en million medlemmer. Partiet var klart det bedst organiserede og sikrede sig derfor vigtige poster indenfor det nydannede statsapparat. Ved parlamentsvalget i 1946 fik det 38 % af stemmerne. Det socialistiske flertal i parlamentet nåede da op på 51 % - inklusive socialdemokraterne. Den «folkedemokratiske» regering gennemførte en ret omfattende nationalisering af storindustrien. Det blev igangsat store landbrugsreformer og en række vigtige sociale og kulturelle reformer.
Kold krig
Men i 1947 - da den kolde krig brød ud - var Stalin træt af «folkedemokratierne». Han begyndte at regne med en tredje verdenskrig og krævede en hurtig overgang til et sovjetisk samfundsmønster. Dette gjaldt alle de lande, der lå i den Sovjetiske indflydelsessfære. Da kommunistpartiet stod så stærkt i Tjekkoslovakiet, var det let at omorientere politikken sammenlignet med andre steder i Østeuropa. Ved valget i 48 fik kommunistpartiet 51% af stemmerne, og proklamerede i juni samme år Folkerepublikken og indførte et socio-økonomisk program i stil med det sovjetiske. Men dette var begyndelsen til enden for den tjekkoslovakiske selvstændighed og for en særlig «tjekkoslovakisk vej til socialismen».
De andre partier blev undertrykt, og hele den politiske, administrative og kulturelle organisation blev underordnet kommunistpartiets «ledende rolle». Den demokratiske kontrol af magten forsvandt. I socialismens navn opbyggede de et bureaukratisk diktatur, som sad inde med al magt. De grundlæggende borgerlige friheder og rettigheder blev strøget. Det blev igangsat en politisk terrorbølge. Hundredevis af mennesker blev henrettet og titusindvis blev sat fast. De fleste var uskyldige.
De sovjetiske «rådgivere» vendte efterhånden også deres terror mod kommunister. I 1952 blev generalsekretæren i kommunistpartiet, Rudolf Slánský, og ti andre ledende kommunister henrettet. Tjekkoslovakiet mistede al sin handlefrihed udadtil og blev forvandlet til en satellitstat for Sovjetunionen. Med Warszawapagten fra 1955 fik Sovjetunionen fuld kontrol over Tjekkoslovakiets militærstyrker.
Industrien, transporten og handlen blev gjort til statslig ejendom. De centrale myndigheder styrede dem efter femårsplaner, som om de var en eneste stor virksomhed. Landbruget blev kollektiviseret med vold, og landbrugsvirksomheder der gav sig ud for at være kooperativer blev opbygget. Den tjekkoslovakiske økonomi var i vid udstrækning et appendix til økonomien i Sovjet. Dette blev organiseret gennem COMECON - Rådet for gensidig økonomisk hjælp - der blev dannet i 1949.
Gennem 50'erne tog industrialiseringen fart og førte også til økonomisk fremgang i Slovakiet. I denne periode voksede produktivkræfterne, og der var fuld beskæftigelse i landet. Men den økonomiske effektivitet var lav, og levestandarden steg kun langsomt. Den ekstensive industrialisering skabte en meget ujævn udvikling. I begyndelsen af 60'erne udviklede dette sig til en dyb økonomisk krise.
Den kapitalistiske klassestruktur var borte og en ny, ikke-kapitalistisk social struktur voksede frem. Arbejderne opnåede en hel del vigtige sociale og kulturelle rettigheder, men de blev begrænsede af myndighedernes udemokratiske og repressive politik. Alligevel fandt samfundsomvæltningerne - der var «en blanding af revolution og undertrykkelse» - betydelig støtte i folket den første tid. Dette gjaldt både i arbejderklassen og blandt de intellektuelle. Men det bureaukratiske magtsystem afskar samfundets flertal fra at deltage i beslutningsprocesserne. De var passiviserede. Også det politiske system var inde i en dyb krise.
Reformer i 1960'erne
Krisen fremtvang fra og med 1960 visse reformer fra den ellers konservative partiledelse med Antonin Novotný i spidsen. Dette var en forsinket «afstalinisering». Først gennemførtes der en skolereform, som gjorde uddannelsessystemet mere moderne. I 1963 blev de uskyldige ofre for de politiske processer i 50'erne rehabiliterede. I perioden 1964-1966 blev der gennemført tiltag til en omfattende økonomisk reform. Hovedtrækkene i denne var, at styringssystemet skulle decentraliseres, og at planøkonomien skulle have et tilskud af markedsøkonomiske elementer. Videnskab og kunst fik større frihed, og den værste vilkårlighed blev afskaffet.
I kampen om hvor vidtgående reformerne skulle være og hvor hurtigt de skulle gennemføres, udviklede der sig efterhånden en stærk opposition indenfor kommunistpartiet. I 1967 kom det til åben strid mellem «de progressive» og «de konservative» i partiets ledende organer. I januar 1968 blev Novotný tvunget til at gå af, Alexander Dubcek blev ny partichef og Ludwik Svoboda blev præsident .
I månederne der fulgte, havde de reformvenlige kræfter kontrol over vigtige stillinger både i partiet og staten. Det såkaldte «Pragforår» sprang ud. Det var en mærkelig demokratiseringsproces. Man skulle gå reformvejen og på den måde vinde over det bureaukratiske diktatur og erstatte det med et historisk nyt socialistisk demokratisk system.
De tjekkoslovakiske reformkommunister fik meget stor støtte i folket. Samtidig fik de støtte fra Rumænien, Jugoslavien og kommunistpartier i vest. Fra Moskva og de andre Warszawapagtlande var der imidlertid ikke megen forståelse at hente. Der opfattede de den demokratiske genoplivning af socialismen i Tjekkoslovakiet som en kontrarevolution.
Den 20. august 1968 invaderede militære styrker fra de fem Warszawapagtlande Tjekkoslovakiet. Indmarchen var dog ikke i stand til umiddelbart at vælte Dubcekstyret. Den folkelige ikke-voldelige modstand tvang den sovjetiske ledelse til at forhandle om en kompromisløsning, og en del vigtige reformer blev gennemført - også efter interventionen. De fleste selvforvaltningsorganer i virksomhederne blev bygget op efter august 1968, og fra og med januar 1969 blev Tjekkoslovakiet omdannet til en føderativ stat, bestående af en tjekkisk og en slovakisk delrepublik.
Men Moskva tiltvang sig samtidig retten til at have stærke styrker stående på tjekkoslovakisk jord. De kom med stadige trusler og blandede sig i landets ledelse, således at Dubcek blev tvunget til at gå af i april 1969.
Nye stramninger
Den nye partichef, Gustav Husák opfyldte Moskvas krav og lod Tjekkoslovakiet overgive sig fuldstændig. Fra og med 1975 var han endvidere republikkens præsident. Indmarchen i 68 blev nu fremstillet som: «en broderhjælp mod kontrarevolutionen». Alle de demokratiske reformer blev annulleret, med undtagelse af føderaliseringen af republikken. Landet var atter underlagt total sovjetisk kontrol.
Med en kraftig udrensningsbølge i 1969-70 blev hundredetusindvis af reformkommunister og andre som støttede samfundsreformerne smidt ud af det politiske liv. En stor del af dem mistede også deres arbejde og blev ramt af Berufsverbot. Det bureaukratiske diktatur var genoprettet med magtmisbrug, bevidst undertrykkelse, politiovervågning, censur og politiske fængslinger. Tjekkoslovakiet - som i 60'erne var det mest frie land i Sovjetblokken - var omdannet til det mest ufrie og undertrykte af dem alle.
Husákstyret udøvede sin magt ved hjælp af en særlig «samfundskontrakt». Denne ordning havde ikke meget med socialisme at gøre: De samfundsborgere som i det mindste lod som om de var loyale overfor magthaverne, kunne leve relativt roligt og trygt. De kunne beskæftige sig med deres private interesser på normal vis. De der vovede at kritisere forholdene i landet, blev behandlet som andenklasses borgere og asociale elementer. Eftersom styret i landet var i stand til at undgå en nedgang i levestandarden helt frem til slutningen af 70'erne, underordnede samfundsflertallet sig denne «kontrakt». De havde ikke noget alternativ og forholdt sig passive.
I 1977 opstod der en borgerrettighedsbevægelse omkring manifestet «Charta 77». Gennem talløse dokumenter kritiserede denne bevægelse åbent krænkelserne af de menneskelige borgerrettigheder, som stred mod forfatningen og internationale konventioner. Imens slog styret i landet brutalt sine kritikere ned. Mellem 1969 og 1979 blev omkring 6.000 mennesker arresteret for «politiske forbrydelser», som det blev formuleret. Samtidig anvendtes den «repressive tolerance»: De blev ikke fysisk udslettet som i Stalintiden. Den oppositionelle virksomhed kunne fortsætte indenfor meget snævre grænser.
1989 Sammenbrud
Den reformproces der indledtes med udnævnelsen af Mihail Gorbachov til førstesekretær for det russiske kommunistparti medførte forandringer i Tjekkoslovakiet. På trods af kraftige repressalier fortsatte de regeringsfjendtlige demonstrationer i 1989 og det førte til en krise før styret.
Regeringen var tvunget til at forhandle med Borgerforum, et forbund af flere oppositionsgrupper. Parlamentet vedtog bl.a. ophævelsen af kommunistpartiets (TKP) ledelsesmonopol. I slutningen af 1989 dannedes en provisorisk regering med flertal af ikke-kommunister.
Borgerforum anklagede i december 1989 TKP for at anbringe deres medlemmer på nøgleposter. Omkring 200.000 mennesker forsamledes i Prag for at kræve stærkere repræsentation i regeringen af personer fra oppositionen. Gustav Husak gik af som præsident for føderationen og erstattedes af dramaturgen Vaclav Havel, der udstedte amnesti til de politiske fanger og udskrev valg til juni 1990.
De sovjetiske og tjekkiske regeringer enedes i slutningen af 1989 om vilkårene for tilbagetrækning af de 70.000 soldater fra Den røde Hær, der var udstationeret i landet. I Charta 77 havde man krævet opløsning af de to militærblokke, der splittede kontinentet, men ned Warzhawapagtens forsvinden og med risikoen for nationalistiske konflikter som den i Jugoslavien, ansøgte Tjekkoslovakiet sammen med Ungarn og Polen om at blive associeret NATO.
Ved valget i juni 1990 genvalgtes Vaclav Havel til præsident, og man proklamerede Den tjekkisk-slovakiske Forbundsstat. Præsidenten bifaldt kort tid efter offentligt Francois Mitterrands ide om at danne en europæisk union, der inkluderede de østeuropæiske lande. I september samme år blev landet optaget i Verdensbanken og IMF.
Efter valget splittedes Borgerforum i Det demokratiske Borgerparti, selvudnævnt højreparti, med et konservativt program, og Borgerbevægelsen. I Slovakiet blev Folkepartiet mod Vold delt i to fjendtligt stemte grupperinger, hvoraf den vigtigste er Bevægelsen for eet Slovakiet.
Reformerne som den nye regering indførte fik ikke umiddelbart succes. I marts 1991 nåede arbejdsløshedstallet op på 185.000 og man anslog at det i slutningen af året ville overskride den halve million.
1992 Deling af landet
Ved parlamentsvalget i juni 1992 opnåede det tjekkiske Civil-demokratiske Parti og Bevægelsen for eet Slovakiet flertallet i deres respektive republikker. Da forhandlingerne om en ny forbundsstats status gik i hårdknude, besluttede de tjekkiske og slovakiske ledere en deling, hvilket betød at Tjekkoslovakiet forsvandt fra det politiske landkort, for i stedet at give plads til Republikken Tjekkiet, med Prag som hovedstad, og Republikken Slovakiet, hvor Bratislava er hovedstad.
Den tjekkoslovakiske forbundspræsident, Vaclav Havel, meddelte Nationalforsamlingen sin tilbagetræden fra posten den 17. juli 1992, efter den slovakiske selvstændighedserklæring. I 1993 blev Havel den første tjekkiske præsident og Vaclav Klaus den første premierminister i den nye uafhængige nation.
Tjekkiet blev i marts 1994 den 11. medunderskriver af Partnerskab for Fred - en organisation dannet af NATO, med det formål hen ad vejen at optage landene fra den opløste socialistiske blok.
Det stærkt forgældede land var fortsat de andre tidligere kommunistiske lande i regionen underlegen, samtidig med at de udenlandske investeringer var blandt de største. Premierminister Klaus var arkitekten bag den økonomiske reform, der baseredes på en hastigt gennemført privatiseringskampagne. I 1995 opdagede bankerne et større antal bankkonti, hvor det indestående stammede fra ulovlige økonomiske aktiviteter. Samme år blev Tjekkiet som det første tidligere kommunistiske land optaget i OECD.
Socialdemokraternes fremgang ved valget i juni 1996 betød at Klaus mistede det absolutte flertal i parlamentet. Republikken Tjekkiet og Tyskland undertegnede i december et forsoningsdokument, hvori Tyskland gav en officiel undskyldning for nazisternes forbrydelser under Den anden Verdenskrig, mens Tjekkiet undskyldte for udvisningen af 3 millioner Sudeter-tyskere efter afslutningen på krigen.
Devalueringen af den nationale møntfod, kronen, førte til politisk kaos. Højrefløjspartiet Borgerpartiet, ledet af Klaus, anklagedes for i privatiseringskampagnerne at favorisere de finansgrupper, der betalte bestikkelse til flere af partiets medlemmer. Havel anmodede officielt Klaus om at træde tilbage, hvilket han gjorde i november; han efterfulgtes af Josef Tosovsky.
Den økonomiske krise faldt sammen med en stigning i fremmedfjendtligheden, der kom til udtryk gennem tiltagende racistisk vold overfor minoritetsgrupper som sigøjnere. Volden syntes at finde støtte blandt en betydelig og stigende del af befolkningen.
I april 1998 blev Republikken Tjekkiet optaget som medlem af NATO. Valget i juni blev vundet af Socialdemokratiet, der fik 32,3 % af stemmerne og 74 pladser i parlamentet, mens det konservative Civile demokratiske Parti fik 27,7 % og 63 pladser. Som konsekvens af vanskelighederne ved at sammentømre et flertal gik de konservative med til at overdrage regeringsmagten til socialdemokraterne mod at den konservative leder Vaclav Klaus blev parlamentsformand. Efter aftalen kunne socialdemokraterne danne den første venstrefløjs regering i perioden efter kommunismens sammenbrud. Mindretalsregeringen havde som mål at bekæmpe korruptionen, hæve mindstelønnen og at bremse «tilbageleveringen» af den katolske kirkes ejendomme.
Regeringen havde imidlertid alvorlige problemer med at få vedtaget sin finanslov og med at få gennemført punkterne i sit eget program. Arbejdsløsheden nåede et foreløbigt maksimum i slutningen af 1998 og inflationen oversteg 11½ %. Økonomien blev noget forbedret gennem 1999, men i december gennemførtes demonstrationer med deltagelse af op til 50.000 mennesker, der krævede regeringens afgang.
I begyndelsen af 2000 begyndte medierne at spekulere i muligheden af, at USA's udenrigsminister Madeleine Albright ville stille op som præsidentkandidat til valget i 2002. Ideen var blevet foreslået af præsident Havel selv i 1998 efter en rejse til USA, hvor han havde haft drøftelser med diplomaten, der var født i Prag før 2. verdenskrig. Albright indrømmede, at Havel havde talt om emnet, men erklærede at hun aldrig havde opfattet forslaget som seriøst.
I slutningen af september 2000 gennemførte Verdensbanken og IMF for første gang et topmøde i Prag, og forsøgte at vise Tjekkiet som deres største succes i et tidligere Østblokland - hvor kun 5% af befolkningen var fattige. Men civil ulydighed og omfattende protestdemonstrationer fra anti-globaliseringskampagnens side tvang mødet til at slutte en dag tidligere end planlagt.
Udgiveren af Hitlers «Mein Kampf» på tjekkisk, Michal Zitko, blev i december idømt 3 års betinget fængsel for at promovere nazismen. Bogen var blevet sendt på gaden i marts i et oplag på 100.000 eksemplarer, og var øjeblikkelig blevet en succes, men havde samtidig udløst stærke reaktioner fra det jødiske samfund i Tjekkiet, fra antifascister og fra forskellige politikere. En første begrænset udgave var sendt i církulation i 1993, og den rummede en række kritiske kommentarer til nazismen skrevet af den tidligere Tjekoslovakiske udenrigsminister Jiri Hajek, men den nye udgave var fuldstændig, og rummede ingen kritiske kommentarer.
Samme måned afviste journalisterne på den statslige TV station at acceptere udnævnelsen af Jiri Hodac til direktør, pga. dennes tætte forbindelser til Vaclav Klaus og hans konservative parti. Hodac var blevet udpeget af parlamentet. Klaus krævede stationens privatisering, og Hodac havde fyret 20 journalister, som han anklagede for at true den redaktionelle frihed. Samtidig greb Hodac ind i den politiske journalistik for at favorisere de konservative og socialdemokraterne. En konsekvens af studehandlen i parlamentet omkring hans udnævnelse. Præsident erklærede til sidst, at han støttede journalisterne, og efter at tusinder af mennesker havde deltaget i de største demonstrationer siden kommunismens fald, blev Hodac i januar tvunget til at træde tilbage.
Atomkraftværket Temelin blot 60 km fra grænsen til Østrig udgjorde fortsat en fortsat et stort problem i forholdet mellem de to lande og truede Tjekkiets optagelse i EU. Østrig havde allerede i 1978 forkastet bygningen af atomkraftværker, udtrykte kontinuert sin bekymring over sikkerheden på Temelin værket, og truede med at blokkere for Tjekkiets optagelse i EU. Først efter forhandlinger i Bruxelles mellem den tjekkiske premierminister Milos Zeman og den østrigske udenrigsminister blev problemet løst. Prag forpligtigede til at tage en række skridt til forbedring af værkets sikkerhed og til at overvåge dets belastning af miljøet. På det europæiske topmøde i december 2002 kom Tjekkiet derfor på listen over 10 nye lande, der kunne optages i 2004.
Premierminister Zeman kom ud i politisk stormvejr efter at en israelsk avis citerede ham for at have sammenlignet den palæstinensiske præsident Yasser Arafat med Hitler. Den arabiske verden reagerede voldsom på disse udtalelser, og i februar 2002 bad Egypten om at få udsat et besøg fra Zemans side, der ellers var planlagt til samme måned.
Valget i juni 2002 blev vundet af socialdemoratiet ČSSD, der fik 70 mandater. Det dannede regering med to mindre partier og indsatte Vladimir Spidla som premierminister. De største overraskelser var de liberales tilbagegang fra 27 til 24% og kommunisternes fremgang fra 11 til 18%. I marts 2003 erstattede Václav Klaus Václav Havel som landets præsident. Efter at landet på topmødet i København i december 2002 blev lovet optagelse i EU, gennemførtes i juni 2003 en folkeafstemning om dette emne. 77% af tjekkerne stemte for landets optagelse, og det træder dermed ind 1. maj 2004.
Frem til 2003 havde 20 unge efterlignet tjekken Jan Palach, der i 1969 satte ild til sig i protest mod den sovjetiske invasion af landet. De fleste af de unge døde som følge af deres forbrændinger. Politikere og psykologer i Tjekkiet har gennem årene forsøgt at bremse bølgen af selvantændelser, og har betegnet de der opfordrer til sådanne handlinger som mentalt syge.
Den 1. maj 2004 blev Tjekkiet sammen med 9 andre lande optaget i EU, der dermed øgede sit medlemstal til 25. I juni afholdt landet valg til Europaparlamentet og samme måned trådte Vladimir Spidla tilbage fra posten som premierminister. I august godkendte parlamentet den nye koalitionsregering og samtidig overtog Stanislav Gross premierministerposten.
I september styrtede en britisk Lynx helikopter ned under en militærøvelse nær Namest nad Oslavou, 180km fra Prag. Øvelsens navn var «Flyvende Næsehorn». Alle de ombordværende, 4 soldater og 3 øvrige passagerer blev dræbt ved styrtet. Den tjekkiske forsvarsminister Miroslav Kostelka oplyste, at årsagerne til styrtet ville blive grundig undersøgt. Lynx helikoptere har tidligere haft problemer med rotorerne, men det kunne ikke bekræftes at årsagen til styrer var mekanisk. Britiske tropper stationeret i Tyskland har de senere år optrappet øvelserne med tjekkisk og polsk militær. Iflg. øjenvidner i nedstyrtningsområdet var helikopteren blevet viklet ind i højspændingsledninger når en flod i området.
I marts 2005 startede en politisk krise på baggrund af beskyldninger om premierminister Stanislav Gross' økonomiske transaktioner. En måned senere trådte Gross tilbage, efter at regeringskoalitionen var blevet enige om at danne en ny regering under ledelse af socialdemokraten Jiri Paroubek. Ved valget i juni fik de kristelige demokrater 81 af de 200 pladser i parlamentet - 7 flere end de regerende socialdemokrater. Regeringspartiet blev derfor tvunget til at indgå alliance med kommunisterne - den eneste måde at sikre sig opbakning fra 50% af parlamentet.
I marts 2006 tilsidesatte parlamentet et veto fra præsidentens side og vedtog en lov der legaliserede homoseksuelle ægteskaber.
Efter langstrakte og hårde forhandlinger i parlamentet og paralysering af det politiske arbejde nåede partierne i parlamentet i august 2006 frem til en aftale og udpegede den kristelige demokrat Mirek Topolánek til ny premierminister. Han overtog posten i september.
Den 1. januar 2008 trådte Tjekkiet ind i Schengen samarbejdet, og tjekkerne kan nu rejse uhindret indenfor EU.
I marts 2009 faldt regeringen, da den for 4. gang blev udsat for en mistillidsafstemning. Premierminister Mirek Topolánek trådte tilbage, og blev erstattet af et forretningsministerium under ledelse af teknokraten Jan Fischer. Den politiske situation blev yderligere kompliceret af, at Tjekkiet i første halvdel af 2009 havde formandsskabet i EU. Formandsskabet kom derfor til at ligge underdrejet i denne periode. Der var flere årsager til den tabte afstemning: uenighed om den økonomiske politik i lyset af den økonomiske krise, uenighed om Lissabon traktaten og statslig indgriben i TV udsendelser.
Forretningsministeriet tilsidesatte i juni et tidligere veto fra præsident Václav Klaus og indførte en anti-diskriminationslov, som EU i flere år havde krævet af landet, men som de konservative var imod. Loven giver adgang til ligestilling, uanset race, og forbyder diskrimination indenfor områder som uddannelse, ansættelse og bolig. Ikke desto mindre fortsatte den voldelige forfølgelse af Roma'er i landet. I marts havde den øverste Administrive Domstol afvist en anbefaling fra regeringen om at opløse det højreradikale «Arbejderparti», der havde dannet dødspatruljer og tæskehold, der forfulgte Roma'er. Den økonomiske krise i landet medførte en drastisk stigning i «hate-speach» rettet mod Roma'er og voldelige overfald på disse fra højre-radikale grupper. Trods den nye lovgivning fortsatte myndighederne med diskrimering ved f.eks. at sætte Roma-børn i særlige klasser og nægte Roma'er adgang til bolig og arbejde. I november beklagede premierminister Fischer tidligere tiders tvangssteriliseringer af Roma-kvinder. En praksis der var foregået frem til 2007. Trods den officielle afstandtagen fra denne praksis nægtede forfatningsdomstolen at kvinderne var berettigede til erstatning med den argumentation at «sagerne var forældede».
Præsident Václav Klaus var i lang tid imod at underskrive landets ratificerring af Lissabon traktaten. Først da forfatningsdomstolen i november 2009 havde afsagt kendelse om, at traktaten ikke stred mod Tjekkiets forfatning, underskrev Klaus.
I februar 2010 blev det højreradikale Arbejderparti forbudt. Det første forbud mod et politisk parti siden omvæltningen i 1989.
Valget i maj 2010 gav en dramatisk fremgang til højrefløjen. Socialdemokratiet gik 18 mandater tilbage til 56. Til gengæld kom der to helt nye konservative partier i parlamentet: Top 09 og Offentlige Anliggender med henholdsvis 41 og 24 mandater. Den konservative fremgang var dog ikke gratis. Det kristeligt demokratiske parti med tidligere 13 mandater røg helt ud, og det tidligere regeringsparti, det konservative ODS gik 28 mandater tilbage. Kommunistpartiet lå uforandret på 26 mandater. Trods tilbagegangen var Socialdemokratiet nu det største parti i parlamentet, men dets store mandattab medførte, at formanden, Jiří Paroubek trådte tilbage. ODS dannede efterfølgende regering med ODS' formand, Petr Nečas som premierminister.
Tjekkiet blev mindre hårdt ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008, end de fleste andre EU lande. Årsagen var en mere stabil banksektor, der ikke havde kastet sig ud i spekulation som mange andre EU lande. Landet blev til gengæld ramt indirekte gennem krisen i de andre EU lande, der reducerede landets eksport. Som konsekvens heraf faldt dets BNP ca. 4% i 2009, og arbejdsløsheden steg fra 6,0% i marts 2009 til 7,9% i marts 2010. Ungdomsarbejdsløsheden var da oppe på 21,7%.
Den konservative nedskæringspolitik udløser i september 2010 store demonstrationer i Prag. Måneden efter får Socialdemokratiet flertallet i senatet efter et midtvejsvalg og kan dermed blokkere for nedskæringspolitikken.
Vaclav Havel døde i december 2011. Regeringen dekreterede 1 uges landesorg og mange af verdens statsledere tog til Prag for at deltage i hans begravelse.
I februar 2012 vedtog senatet ny lovgivning der åbnede op for at præsidenten skulle vælges ved direkte valg. Ikke som hidtil af parlamentet. Selvom han er imod ender Klaus i august med at underskrive loven.
Undervisningsminister Josef Dobeš træder tilbage i marts 2012. Han har indtil da modarbejdet, at segregeringen mellem romabørn og tjekkiske børn i skolerne blev ophævet. I maj træder den nye undervisningsminister Petr Fiala. Han lover at ophæve diskrimineringen af romaerne i landets undervisningssystem. I december konstaterer ministerkomiteen i Europarådet, at endnu 5 år efter sagen D.H. m.fl. mod den Tjekkiske stat ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, har landet endnu ikke gjort meget for at fjerne diskrimineringen af romaer i landets undervisningssystem.
Præsidentembedet var begrænset til 2 perioder, og den siddende præsident Václav Klaus kunne derfor ikke genvælges ved præsidentvalget i januar 2013. Den socialdemokratiske Miloš Zeman fik 24,2% af stemmerne i første runde, mens den konservative Karel Schwarzenberg fik 23,4%. Anden runde senere på måneden blev vundet af Zeman med 54,8%, der blev indsat i embedet i marts. Zeman har en række kontroversielle holdninger. Lige som sin forgænger Klaus mener han ikke global opvarmning kan skyldes menneskelig aktivitet; i juni sammenlignede han islam med nazisme og satte at en «smitte var under spredning fra Nordafrika til Indonesien»; udtalelser der førte til en anmeldelse; endelig har han sat sig imod tjekkisk anerkendelse af Kosova.
Tjekkiet har traditionelt haft et tæt og ukritisk forhold til Israel, som det har forsvaret mod enhver form for kritik i både EU og FN. I maj 2013 besøgte premierminister Petr Nečas Israel med det meste af sit kabinet og gentog Tjekkiets uforbeholdne støtte til Israel.
I juni slog politiets enhed til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og statsadvokaturen til mod en række højtplacerede statsembedsmænd, politikere, virksomhedsledere og lobbyister. Blandt de arresterede var både den fungerende og tidligere chef for det militære efterretningsvæsen og topchefer i statsministeriet der havde fået gennemført ulovlige aflytninger. Efter 4 dage måtte premierminister Petr Nečas træde tilbage, da han var seksuelt involveret med en af de anholdte, som han giftede sig med 3 måneder senere.
Efter premierministerens tilbagetræden udpegede præsident Zeman sin personlige økonomiske rådgiver Jiří Rusnok til ny premierminister. Parlamentsflertallet talte om Zemans udvalgte venner, mens Zeman talte om en «overgangsregering». I august tabte Rusnok en tillidsafstemning med 93 mod 100. Derefter blev der udskrevet valg til afholdelse i oktober. Valget medførte en større ommøblering i parlamentet. Den største overraskelse var, at det nye protestparti ANO 2011 kom ind med 47 mandater, og dermed blev landets næststørste parti. Partiets formand, multi-millionæren Andrej Babiš præsenterede det som liberalt, men samtidig var det stærkt imod EU - f.eks. indførelsen af Euro som valuta i Tjekkiet. Den korrupte Nečas' konservative ODS mistede til gengæld 37 mandater og fik 16. Det konservative TOP 09 gik 15 mandater tilbage til 26. Til gengæld kom den Kristeligt Demokratiske Union ind i parlamentet med 14 mandater. Socialdemokratiet gik 6 mandater tilbage til 50 og kommunistpartiet 7 mandater frem til 33. I november gik Socialdemokratiet i forhandlinger om dannelse af en koalitionsregering med ANO 2011 og de Kristelige Demokrater. Det førte i januar 2014 til regeringsdannelse blandt de tre partier med socialdemokraten Bohuslav Sobotka som premierminister.
Tjekkiet forsøgte i løbet af 2014 at bremse EU's aggressive retorik og sanktionspolitik overfor Rusland i kølvandet på det vestlige statskup i Ukraine i februar. Tjekkiet bakkede op om sanktionerne, men prøvede sammen med Slovakiet og Ungarn at søge diplomatiske løsninger på konflikten frem for at starte en ny kold krig. Forgæves. EU's sanktioner mod Rusland udløste russiske sanktioner rettet mod EU. Tjekkiets industri var stærkt afhængig af eksport som underleverandører til den tyske industri, og den tyske industrieksport til Rusland var ved udgangen af 2014 faldet 25%. De russiske sanktioner mod EU's landbrugsvarer ramte også den tjekkiske eksport af æbler til Rusland. Ved udgangen af året var æblepriserne i Tjekkiet faldet 25-30%. Den tjekkiske præsident var langt klarere i sin kritik af EU's sanktionspolitik, som han kaldte en «loose-loose» strategi.
Uden anledning overfaldt og gennemtævede uropoliti 300 deltagere i en fredelig demonstration i Prag den 13. december 2014. Demonstrationen sluttede foran det tidligere socialcenter Klinika, der forinden var blevet ryddet af politiet.
Landet udsætter fortsat romaer for diskrimination. I skolerne samles romaer i klasser for sig, hvor de får en inferiør undervisning ifht. den de etnisk tjekkiske børn får. I september 2014 erklærede EU Kommissionen at den ville tage retslige skridt til at få standset Tjekkiets fortsatte diskrimation af romaer.
Der var en række demonstrationer i slutningen af marts 2015 mod en igangværende NATO øvelse, der strakte sig fra Baltikum i nord, gennem Polen og ind i Tjekkiet. Øvelsen var rettet Rusland, der året inden havde optaget Krim halvøen fra Ukraine. Demonstranterne var dog i undertal overfor de mange mod-demonstranter, der støttede NATO øvelsen.
Tjekkiet stemte i september mod indførelsen af kvoter i EU for fordeling af flygtninge. Præsident Zeman erklærede, at flygtningene var «en muslimsk invasion af Europa organiseret af IS». Siden juni havde den radikale højrefløj organiseret aktioner vendt mod flygtninge og indvandrere i en række større byer. Højrefløjen blev mødt af modaktioner fra flygtningevenner. Frem til oktober var kun 700 flygtninge kommet ind i landet, grundet intens overvågning af grænseovergangene. De blev interneret i et center, der kun var beregnet til at huse 260. Centret blev ledet af uniformeret politi, der samtidig krævede 260 € pr. flygtning pr. måned for mad og ophold. Både landets Ombudsmand, EU og FN's Menneskerettighedskommissær kritiserede de tjekkiske myndigheder for deres behandling af flygtningene og forholdene i centret. Kritikken blev ignoreret. I stedet deltog præsidenten i november i en radikal højredemonstration i Prag vendt mod flygtninge.
Vicepremierminister Babiš afviste i august 2016 EU's kvotesystem for flygtninge. Han afviste at flygtninge skulle have adgang til Tjekkiet, også selv landet så blev udsat for EU sanktioner. Efter attentatet på et marked i Berlin i december gjorde han kansler Merkel ansvarlig: «Det er desværre ... (Angela Merkels åbne flygtningepolitik) der er ansvarlig for denne forfærdelige hændelse. Det er hende der har ladet flygtninge strømme ind i Tyskland og EU i ukontrollerede bølger, uden papirer og derfor uden at vide hvem de virkeligt er».
Hadretorik og aktioner mod flygtninge og romaer fortsatte gennem 2016, godt støttet af præsidenten der erklærede, at flygtninge var en fare for landet. Højreradikale demonstrerede i Prag og overmalede butiksvinduer hvor ejerne havde erklæret sig som modstandere af deres had-retorik. I august skød en mand op i luften udenfor en roma sommerlejr i Jiřetín pod Jedlovou og råbte anti-roma slagord. Politiet afviste at undersøge hændelsen. FN opfordrede regeringen til at yde erstatning til de roma kvinder der havde været udsat for tvangssterilisation og i det hele taget til at undersøge omfanget og de konkrete detaljer. Regeringen afviste.
Tilliden til præsidenten nåede i december 2016 ned på 48%. Et fald på 14% ifht. målingen fra maj. Årsagen var en række skandaler præsidenten var involveret i.
Præsident Zeman oplyste i marts 2017, at han agtede at stille op til næste præsidentvalg i 2018.
Ligeledes i marts blev regeringen kastet ud i en politisk krise da det blev afsløret, at lederen af koalitionspartiet Ano 2011 og finansminister Andrej Babiš stod bag en række personlige kriminelle finansielle transaktioner. Krisen blev yderligere tilspidset i maj, da Babiš nægtede at trække sig som minister. Det fik premierminister Sobotka til at trække sig som premierminister, for nogle dage senere at fortryde, forblive på posten for derefter af fyre Babiš. Men nu nægtede præsident Zeman at acceptere fyringen. Dette udløste protestdemonstrationer i Prag, da Zeman ikke forfatningsmæssigt havde ret til at modsætte sig fyringen. Regeringen var nu stærkt svækket.
Premierminister Sobotka trådte i juni 2017 tilbage som formand for sit parti det socialdemokratiske ČSSD efter nogle nedslående meningsmålinger op til parlamentsvalget. Han blev dog på posten som premierminister. Valget i oktober blev ganske rigtig et sviende nederlag for ČSSD der mistede 35 ud af sine 50 mandater og måtte nøjes med 15. Også kommunistpartiet KSČM gik drastisk tilbage. Det mistede 18 mandater og måtte nøjes med 15. Til gengæld gik højrefløjen frem. Ano 2011 gik 31 mandater frem til 78 og blev dermed parlamentets største parti. Det konservative ODS gik 9 mandater frem til 25. Piratpartiet Piráti kom som nyt parti ind med 22 mandater og blev med et slag parlamentets 3. største parti. Det højreradikale SPD kom ligeledes ind som nyt parti med 22 mandater.
Valgresultatet kastede Tjekkiet ud i en parlamentarisk krise. Ingen andre partier var interesserede i at danne regering med valgets store vinder Ano 2011 da dets leder og mangemilliardær Babiš var under politiefterforskning (både i Tjekkiet og EU) for sine kriminelle aktiviteter. I slutningen af oktober lod præsident Zeman derfor Babiš danne en mindretalsregering, hvilket i sig selv også var en udfordring eftersom kun kommunistpartiet ville tolere en Ano 2011 mindretalsregering.
Tjekkisk politi og EU antikorruptionsenhed OLAF havde i 2015-17 efterforsket en svindelsag, der havde Babiš som hovedperson. Gennem en virksomhed havde Babiš tilsvindlet sig 2 mio. €. I september 2017 blev hans parlamentariske immunitet ophævet og i oktober formelt sigtet.OLAF afsluttede sine undersøgelser i december og anbefalede, at Babiš blev stillet for retten. I januar 2018 blev han atter frataget sin parlamentariske immunitet. Babiš holdt sig dog på magten, støttet af præsident Zeman og kommunistpartiet, men hans regeringsperiode var præget af en række af skandaler. Pga. hans katastrofale håndtering af COVID-19 pandemien døde 35.000 tjekker af sygdommen.
Præsident Zeman blev i januar 2018 genvalgt til en ny periode med 51,4% af stemmerne. Zeman er populistisk autoritær højreradikal, der beundrer andre autoritære figurer. Han udtalte tidligt beundring for Ruslands præsident Putin, har inviteret kinesiske statsledere til Tjekkiet og holdt en tæt kontakt til USA's Trump efter dennes valgsejr i 2016. Zeman er militant anti-palæstinensisk. Han var den første til at udtrykke sin fulde opbakning til USA's beslutning i december 2017 om at flytte sin israelske ambassade til Jerusalem. Han kritiserede derefter EU's holdning til Jerusalem, kaldte dets medlemstater for «krystere» og erklærede at «de gør alt hvad de kan for at en pro-palæstinensisk terrorbevægelse kan vinde over en pro-israelsk regering». I april-maj 2021 beordrede han det israelske flag hejst over slottet i Prag som støtte til slyngelstaten under dens beskydning af palæstinensere og bombardementer af civile i Gaza. Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 vendte Zeman på en tallerken og støttede Ukraine.
I juli 2019 blev Zeman som den første præsident i landets historie stillet for en rigsret for 8 tilfælde af overtrædelse af forfatningen, deriblandt indsættelse og fyring af ministre, indblanding i retsprocesser og handlen i strid med den tjekkiske regerings udenlandske interesser. Deputeretkammeret afviste i september at stille ham for en rigsret. Kun 58 ud af de 120 nødvendige medlemmer stemte for.
Tjekkiet udviste i april 2021 18 russiske diplomater, der blev anklaget for at være spioner og være involveret i en eksplosion i et ammunitionsdepot i 2014. Rusland svarede igen ved at udvise 20 tjekkiske diplomater. Tjekkiet udviste derefter endnu flere diplomater, og Rusland satte Tjekkiet på listen over fjendtligtsindede lande på linie med USA. Den omfattende samhandel mellem de to lande blev påvirket negativt af den diplomatiske krig.
Politiet dræbte i juni 2021 romaen Stanislav Tomáš. Romaer udsættes systematisk for diskrimination og vold fra myndighedernes side. I juli vedtog senatet en lov der gav erstatning til roma kvinder der var blevet udsat for tvangssterilisation i perioden 1966-2012. De skulle dog anmelde deres krav indenfor et år. I august kendte Forfatningsdomstolen en lovtilføjelse til bistandsloven for forfatningsstridig fordi den diskriminerede mod og udelukkede bestemte befolkningsgrupper. Lovtilføjelsen ville havde gjort det muligt for kommuner at erklære bestemte zoner for «inficeret af social patalogisk opførsel», og derefter udelukke zonernes indbyggere fra at modtage bidrag til deres husleje. NGO'er havde kritiseret lovtilføjelsen for at være specifikt rettet mod romaer og andre fattige.
Ved parlamentsvalget i oktober 2021 gik Babiš' Ano parti 6 mandater tilbage til 72. Den store sejrherre var den højreorienterede SPULO koalition, der gik 29 mandater frem til 71. Piratpartiet gik 9 mandater frem til 37. For centrum-venstrefløjen var valget en katastrofe. Socialdemokratiet ČSSD der få år tidligere havde ledet landet røg helt ud af parlamentet for 5% spærregrænsen. Det samme gjaldt kommunistpartiet, der i 4 år havde støttet den kriminelle Babiš regering. SPOLU og Piratpartiet dannede efterfølgende regering med Petr Fiala som premierminister. Politisk tilhører Fiala den radikale højrefløj. Han støttede valget af fascistpartiet PiS i Polen i 2019, benægter eksistensen af globale klimaforandringer, anbefalede i 2015 en NATO invasion af Mellemøsten og er militant anti-palæstinensisk.
Efter Ruslands inavsion af Ukraine i februar 2022 var Tjekkiet et af de første lande, der gik ind i krigen på ukrainsk side. Det sendte kampvogne og raketbatterier. Til gengæld modtog det flygtninge. Omkring 300.000 ukrainske flygtninge var frem til slutningen af marts rejst ind i Tjekkiet.
| ||||