Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den omfattende Blekingegadesag starter i offentligheden med røveriet mod Købmagergades Posthus den 3. november 1988. Under røveriet blev der røvet 13 mio. kr, og en betjent blev dræbt. (Sagen blev først betegnet med Blekingegade efter fundet af en dæklejlighed i maj 1989).

Politiet nedsatte derefter en tværgruppe med bl.a. deltagelse af PET. PET genoptog aflytning og overvågning af gruppens medlemmer og omegn, der med mellemrum havde været i PET's søgelys i mange år.

Som følge af efterforskningen blev fem personer arresteret den 13. april 89, mistænkt for at tilhøre Kommunistisk Arbejdsgruppe, der formodedes at have begået kriminelle handlinger, bl.a. postrøveriet i Købmagergade med det formål at støtte befrielseskampe i den tredje verden. Gruppen var udskilt fra den maoistiske Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, der stammede fra 1963. Adskillelsen skete i slutningen af 1970'erne, hvorefter KAK i praksis ophørte med at eksistere.

Der blev senere rejst tiltale mod fire af de anholdte. En palæstinenser blandt dem blev løsladt senere, og tiltaltes ikke. Den 2. maj kørte et femte medlem galt med sin vogn, og politiet fandt adressen til en lejlighed i Blekingegade på Amager. I lejligheden fandt politiet et større våbenlager gemt, samt et stort og belastende materiale mod de varetægtsfængslede. Flere anholdelser, ransagninger og afhøringer fulgte fundet i Blekingegade, og sigtelserne mod de varetægtsfængslede voksede. De befandt sig alle i isolation på forskellige anstalter,

En byretskendelse pålagde anklagemyndigheden at udlevere PET's materiale om de sigtede, dvs. resultatet af ti års aflytning og overvågning af de nu syv varetægtsfængslede. Først i marts 1990 efter endnu en kendelse, bøjede anklageren sig for kravet, og begyndte en sortering af materialet. Noget skulle søges tilbageholdt under påberåbelse af hensynet til fremmede magter. PET's souschef, vicepolitimester Henning Thiesen, begrundede bag lukkede døre PET's modstand mod at udlevere sit materiale. Det endte med at forsvaret fik meget af materialet, noget var undervejs gået tabt, til gene for anklagemyndigheden, og noget blev tilbageholdt.

I maj 1990 begyndte de indenretlige afhøringer for lukkede døre, under forsvarets protest. De beskyldte politiet for unødig politisering af sagen gennem deres pressemøder og lækager til pressen. De lukkede døre forhindrede andre versioner af forløbet end politiets i at nå ud til offentligheden.

I juni 1990 var anklageskriftet klar og syv mænd sigtes alle eller delvist for væbnede røverier, forsøg herpå, planlægning af kidnapning og våbentyverier, spionage mod jødiske personer og firmaer, dokumentfalsk, hæleri og overtrædelse af våbenloven. Seks af dem sigtedes for drabet på politimanden under røveriet i Købmagergade. Der blev ikke rejst sigtelser for terrorvirksomhed. Efter 14 måneders isolation måtte de fængslede nu have samkvem med andre arrestanter, og modtage kontrollerede besøg.

Selve retssagen blev ført for åbne døre for et nævningeting i østre Landsret, og blev indledt i september 1990. Der blev holdt 52 retsmøder med bevisførelse før proceduren og nævningenes votering mm. Dommen faldt i maj 1991.

De syv dømtes således: tre fik 10 års fængsel, én fik 8 år, én fik 7 år, én fik 3 år og endelig fik én 1 års fængsel. Fire af dommene blev anket til Højesteret, der i november 1991 stadfæstede Landsretsdommene. Ingen blev dømt for drabet på politibetjenten. Dels kunne det ikke fastslås, om der var tale om mord eller om uagtsomt manddrab. Dels kunne det ikke fastslås, hvem der havde affyret det dræbende skud.

Journalister, der dækkede retssagen, klagede over, at de omfattende sikkerhedsforanstaltninger generede dem i deres arbejde, og over anklagemyndighedens hemmelighedskræmmeri ved at nægte at udlevere kopier af sagsakter til journalisterne. En dansk uskik, der står i kontrast til forholdene i de lande, vi plejer at sammenligne os med. I Sverige f.eks. kan enhver købe den slags sagsakter, inklusive politiets efterforskningsmateriale, helt frit.

De sidste tre dømte i Blekingegadesagen, der hver havde fået ti års fængsel. i 1991, blev prøveløsladte kort før julen 1995. Den såkaldte femte mand fra Købmagergade, schweizeren Mark Rudin, der var udleveret til de danske myndigheder fra Tyrkiet i april 1993, fik i oktober samme år otte års fængsel for sin andel i posthusrøveriet. Hanne Bech Hansen, den tidligere PET-chef, var nu blevet statsadvokat og var anklager i sagen. Schweizeren blev prøveløsladt i februar 1997 og udvist til Schweiz.

Journalist Peter Øvig Knudsens udgav i 2007 to bøger om Blekingegadesagen. De blev hurtigt bestsellere og forfatteren modtog Cavlingprisen 2007 for dem. I forbindelsen med overrækkelsen af prisen bad Øvig Knudsen statsminister Anders Fogh Rasmussen om hjælp til at få åbnet PET's arkiver, således at de sidste uklare punkter i sagen kan afdækkes. Et af de vigtigste spørgsmål er, hvorfor Danmark aldrig anmodede Frankrig om udlevering af 2 medlemmer af PFLP, der blev arresteret i Paris med penge fra røverierne i Danmark. Den officielle forklaring er, at de danske myndigheder «frygtede» PFLP terrorangreb, men den palæstinensiske befrielsesorganisation havde allerede 10 år forinden indstillet sine flyterroraktioner og sin væbnede aktivitet udenfor Israel/Palæstina. Iagttagere peger på, at en mere sandsynlig forklaring er, at det israelske efterretningsvæsen Mossad og dets kontaktmand i PET modsatte sig udlevering fordi de havde PFLP medlemmerne i Frankrig under observation. De danske myndigheder efterkom Mossads ønske.

Medlemmer af gruppen svarede i artiklen »Vi var politiske røvere, ikke terrorister« bragt i tidsskriftet Social Kritik i februar 2009 igen på Øvig Knudsens anklager, og afviste bl.a. at have indgået i et internationalt «terrornetværk» som Knudsen ellers påstod i sin bog.

Demos