Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Palæstina
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
    .  Befrielsesbevægelser
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Leninisme
DatoOpdatering
2006.02.18Ajourføring og uddybning af historie og politik
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/3 2011
Læst af: 41.145
: :
Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP)

PFLP's logo Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP, arabisk: الجبهة الشعبية لتحرير فلسطين - Al-Jabha Al-Sha'biyah Li-Tahrir Filastin) (1967-), palæstinensisk marxistisk befrielsesorganisation, medlem af PLO.

PFLP's oprindelse er den Arabiske Nationalistiske Bevægelse (Harakat al-Qawmiyyin al-Arab, Arab Nationalist Movement, ANM), der blev dannet af den kristne palæstinenser George Habash i 1953. Hans familie stammede fra Lydda i det nuværende Israel, men blev drevet på flugt af zionister ved dannelsen af staten Israel i 1948. Den 22 årige Habash blev sendt til Beirut, hvor han studerede medicin ved det Amerikanske Universitet. Han blev færdig med sine studier i 1951.

Habash erklærede allerede ved oprettelsen af ANM, at oprettelsen af staten Israel ikke blot var en katastrofe for palæstinenserne, men også udstillede den arabiske verdens tilbageståenhed. Målet med ANM var derfor ikke blot oprettelsen af et socialistisk Palæstina, men også gennemførelsen af revolutioner i de tilbagestående arabiske lande. Bevægelsen oprettede hemmelige celler i flere arabiske lande - deriblandt Libyen, Kuwait og Saudiarabien. Den erklærede sig for sekulær, socialistisk og for væbnet kamp. I 1966 dannede den sammen med Palestinian Liberation Army kommandogruppen Abtal al-Audah. I forlængelse af Seksdageskrigen i juni 1967 sluttede denne sig i august sammen med Youth for Revenge og Ahmad Jibrils syrisk støttede Palestine Liberation Front. PFLP var en realitet og George Habash dens første generalsekretær.

1968 Splittelse fra starten

Allerede i starten af 1968 havde PFLP 1-3.000 partisaner under våben. Fronten fik økonomisk støtte fra Syrien, hvor den også havde sit hovedkvarter. Den havde desuden træningslejre i as-Salt i Jordan og i Libanon.

I juli 1968 gennemførte Fronten sin første flykapring, da et El Al fly på vej fra Rom til Tel Aviv blev bortført. Anledningen var, at PFLP mente at general Ariel Sharon var ombord. Han havde haft kommandoen i Sinai under Seksdageskrigen året forinden, og Fronten ville meget gerne have fat i ham. Men han var ikke ombord. Passagerer og besætningsmedlemmer blev alle løsladt uskadte 39 dage senere.

Bortførelsen indledte mange års flykapringer, der kulminerede med kapringen af 4 vestlige fly i september 1970. Tre af disse blev senere sprunget i luften i ørkenen i Jordan. Ingen passagerer kom til skade under aktionen, men den medførte et voldsomt vestligt pres på de arabiske lande, der bl.a. førte til at den vestligt orienterede jordanske konge samme september smed alle palæstinensiske partisaner ud af landet. Det skete ikke uden væbnede sammenstød og førte til dannelsen af terrorgruppen Sorte September, der i 1972 stod bag massakren på israelske sportsfolk i München.

Først i 1978 afsværgede PFLP anvendelsen af terror og gennemførelsen af aktioner udenfor Palæstina.

Trods PFLP's tidlige militante aktioner prioriterede Fronten også det politiske arbejde og de politiske diskussioner højt. Det var baggrunden for at den syrisk trænede officer Ahmed Jibril allerede i september 1968 brød ud og dannede Popular Front for the Liberation of Palestine - General Command (PFLP-GC). I modsætning til PFLP har PFLP-GC aldrig indstillet eller afsvoret sin terrorvirksomhed.

I 1969 fulgte endnu en splittelse, da den tidligere såkaldte «progressive fløj» i ANM omkring Naif Hawatmeh og Yasser Abd Rabbo forlod PFLP. Deres gruppe tog konsekvensen af en årelang intern konflikt med ANM's såkaldte «historiske fløj» omkring Habash. Hawatmeh-fløjen kritiserede PFLP flertallet for ikke at have den rette forståelse af marxisme-leninisme. De dannede PDFLP, der i 1974 blev omdannet til DFLP. Den væsentligste praktiske politiske forskel på de to var, at DFLP støttede ideen om en to-statsløsning som løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina, mens PFLP gik ind for en et-statsløsning, hvor både jøder, kristne, muslimer og ikke-troende kunne leve side om side.

Hawatmeh fløjens farvel til PFLP var en konsekvens af den interne teoretiske afklaring i organisationen, der i 1969 fik den til at erklære sig som marxistisk-leninistisk. Samtidig så den sig dog fortsat som pan-arabisk, som led i et større internationalt oprør vendt mod den vestlige imperialisme og i opposition til de reaktionære arabiske regimer.

PFLP sluttede sig i 1968 til PLO og blev fra starten bevægelsens næststørste fraktion,  kun overgået af Yassir Arafats borgerligt nationalistiske Fatah bevægelse. I 1974 trak PFLP sig ud af PLO's eksekutivkomite i protest mod beslutningen om, at PLO gik ind for en to-statsløsning. PFLP forblev i PLO, men var dermed ude af eksekutivkomiteen. Først i 1981 trådte Fronten atter ind igen.

Konkurrence fra Hamas og ny vækst under Intifadaen

Gennem 70'erne og den første del af 80'erne fandtes frontens rekrutteringsgrundlag først og fremmest blandt palæstinenserne i de overfyldte flygtningelejre i Gaza, Libanon og Jordan. De fleste palæstinensere på Vestbredden havde boet der i generationer og havde ikke de store problemer med at acceptere de andre palæstinensiske organisationers to-statsløsning. Anderledes med flygtningene der var blevet fordrevet af Israel i 1948. De ønskede at vende hjem, og et-statsløsningen så ud som den eneste farbare vej dertil. PFLP voksede sig derfor især i 70'erne stærkt i Gaza. Israels svar herpå var todelt: voldsom forfølgelse af PFLP og PFLP aktivister samtidig med at Israel støttede islamisterne i det Muslimske Broderskab - det senere Hamas. Håbet var at Hamas ville udkonkurrere PFLP. Det lykkedes. Gennem 80'erne dalede frontens opbakning i Gaza, mens Hamas med støtte fra Israel voksede sig stærkt.

I denne periode satsede PFLP på opbygningen af hemmelige celler på den israelsk besatte Vestbred og især i Gaza. De gennemførte væbnede aktioner mod besættelsesmagten og spillede en central rolle i udviklingen af den palæstinensiske Intifada fra 1987, der atter satte den israelske undertrykkelse af palæstinenserne på verdensoffentlighedens dagsorden. Israel mente frem til 87 i vid udstrækning at have bragt den palæstinensiske modstand under kontrol. De palæstinensiske partisaner var blevet fordrevet fra Jordan (1970) og Libanon (1982), og PLO var henvist til en hensygnende tilværelse i eksil i Tunesien. Men dette blev ændret med Intifadaen, der satte stenkastende unge palæstinensere overfor israelske kampfly, kampvogne og svært bevæbnede soldater. PFLP spillede en central rolle i organiseringen af Intifadaen og voksede derfor atter hastigt. Især blandt de unge på Vestbredden.

1990'erne Fredsprocessen

I 1992-93 blev Intifadaen afløst af fredsprocessen, og dette ramte PFLP hårdt. PFLP er en verdslig marxistisk organisation hvilket gør, at den aldrig har fået støtte fra de reaktionære arabiske regimer, der gennem 80'erne og 90'erne drejede i en stadig mere islamisk retning. Sovjetunionens sammenbrud i 1991 medførte ligeledes, at den begrænsede støtte derfra stoppede. Samtidig indebar fredsprocessen, at PLO trods PFLP's voldsomme protester anerkendte staten Israel - i modstrid med PFLP's mål om en et-statsløsning. Endelig vurderede PFLP, at Israel i sidste ende ikke ville acceptere oprettelsen af en palæstinensisk stat, og at fredsprocessen ikke ville føre til løsning på det enorme palæstinensiske flygtningeproblem. (Ifht. den gensidige anerkendelse skal bemærkes, at PLO har anerkendt Israel, mens Israel aldrig har anerkendt oprettelsen af en palæstinensisk stat).

PFLP dannede sammen med DFLP en afvisningsfront overfor fredsprocessen og var gennem 90'erne derfor i voldsom intern opposition i PLO. Afvisningen betød imidlertid ikke så meget i praksis. PFLP sygnede hen gennem 90'erne. Arafats Fatah fik på den ene side omfattende international støtte til PLO selvstyret, mens Hamas fik støtte fra de reaktionære arabiske stater. Støtten til PFLP var minimal.

Imidlertid viste PFLP's analyse af fredsprocessen i slutningen af 90'erne at holde stik. Stærke reaktionære kræfter i Israel ønskede ikke dannelsen af en palæstinensisk stat og slet ikke flygtningenes hjemvenden. I 1995 havde de dræbt den israelske premierminister Rabin, og havde i stedet placeret fredsmodstanderen Netanyahu på premierministerposten.

PFLP gennemløb selv en demokratiseringsproces efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. For PFLP var sammenbruddet af regimerne i Østeuropa ikke et nederlag for den marxistiske socialisme, men snarere en politisk fallit for et system, hvis bureaukratisk stivnede marxisme-leninisme doktrin ikke havde formået at forny sig. PFLP mente, at det var mangel på demokrati i parti og statsstruktur, der var en af hovedårsagerne til sammenbruddet. Denne erkendelse dannede grundlag for en demokratisering af de hierarkiske strukturer, PFLP selv havde udviklet i løbet af sin 25-årige eksistens. På frontens nationalkongres i 1993 blev der således vedtaget en rotationsordning for samtlige af partiets ledelsesorganer, inklusiv formandsposten. Partiet åbnede op for diskussioner og beslutningsprocesser udgående fra partiets basis, og 60% af partiets hidtidige ledelse blev udskiftet ved demokratiske valg.
 

1999 Legalisering inde i Palæstina

For at styrke sin legale position inde i Palæstina forhandlede PFLP i 1999 en aftale på plads med PLO og Israel, der tillod fronten at åbne kontorer i de palæstinensiske byer og operere legalt. Hovedkvarteret blev ved denne lejlighed samtidig flyttet fra Damaskus til Ramallah.

På frontens 6. Nationalkonference i 2000 trådte den aldrende George Habash tilbage fra posten som generalsekretær og blev erstattet af Mustafa Zibri. I sine forsøg på at provokere palæstinenserne besluttede det israelske sikkerhedskabinet med premierminister Ariel Sharon i spidsen i august 2001 at likvidere Zibri på PFLP's kontor i Ramallah. Det skete med raketter fra en israelsk angrebshelikopter. (Se: Dødspatruljer). PFLP svarede igen ved to måneder senere at likvidere den israelske turistminister Rehavam Zeevi, der havde været med til at tage beslutningen om likvideringen af Zibri i august, og var åben fortaler for tvangsforflyttelse af alle palæstinensere fra Vestbredden (eng. Transfer).

2002 Generalsekretær Saadat i palæstinensisk fængsel

PFLP valgte i oktober Ahmad Saadat til ny generalsekretær. Efter voldsomt pres fra USA og Storbritannien blev han sammen med 5 andre i april 2002 arresteret af det palæstinensiske selvstyre for mordet på Zeevi og blev i juni placeret i fængslet i Jericho. Selvstyret accepterede endvidere, at der blev placeret nordamerikanske og britiske militære fangevogtere i fængslet. Den palæstinensiske højesteret beordrede i 2003 Saadat løsladt, da der ikke fandtes beviser mod ham, og iøvrigt ikke var blevet gennemført nogen retssag mod ham, men selvstyret afviste at følge højesterets påbud om løsladelse. Saadat har altså siden 2002 siddet fængslet uden retssag og uden dom.

I marts 2006 angreb israelske besættelsesstyrker fængslet i Jericho. 15 minutter inden angrebet var de britiske og nordamerikanske fangevogtere blevet advaret og havde forladt fængslet. Situationen mindede bemærkelsesværdigt om mordet på Congos præsident Patrice Lumumba 45 år tidligere - i 1961 - hvor (belgiske) fangevogterne ligeledes blev advaret og trukket bort kort tid før mordet. Efter at det israelske militær have ødelagt dele af fængslet og truet med at dræbe alle fanger overgav Saadat og 5 andre PFLP fanger sig til besættelses bøllerne. I januar 2006 blev Saadat valgt for PFLP til det palæstinensiske parlament.

Efter Arafats død i november 2004 gik PFLP i forhandling med DFLP og det palæstinensiske Folkeparti (det tidligere kommunistparti) om at opstille en fælles venstrefløjskandidat til det efterfølgende præsidentvalg. Forhandlingerne brød imidlertid sammen, og PFLP besluttede i stedet at støtte det uafhængige Palæstinensiske Nationalinitiativs kandidat, Mustafa Barghouti. Han fik ved valget 19,48% af stemmerne.

PFLP i det 21. århundrede

Ved parlaments- og kommunalvalget i januar 2006 stillede PFLP op på Martyr Abu Ali Mustafa listerne og fik 4,1% af stemmerne. Det rakte til 3 pladser i det 132 pladser store palæstinensiske nationalråd. Støtten til PFLP er dog meget uens fordelt. PFLP vandt borgmesterposterne i Beit Jala (Bethlehem) og Bir Zeit. I Ramallah blev fronten det største parti med 6 ud af 15 pladser i byrådet, og støttede valget af Janet Mikhail til borgmester.

Valget afspejler den drastiske ændring i opbakningen til PFLP der har fundet sted siden 70'erne. Det lykkedes Israel at skylle PFLP ud af Gaza, og dette politiske tomrum blev erstattet af Hamas, Islamisk Jihad og til dels Fatah. PFLP står i dag stærkest i de østlige dele af al-Quds (Jerusalem), Bethlehem, Ramallah og i den overvejende kristne Refidyeh bydel af Nablus.

PFLP's opbakning kommer især fra kristne, verdslige og moderat muslimske palæstinensere, der alle frygter den tiltagende islamisering af Palæstina. Uddannelsesmæssigt er de veluddannede. De fleste tilhører mellemlagene. De er byboere, læger, lærere, journalister og studerende. Medlemsmæssigt spiller PFLP fortsat en central rolle i en række af de palæstinensiske NGO'er, der er aktive indenfor sundhed, uddannelse og kvindeorganisering. Den har flere tusinde aktive og passive medlemmer og adskillige hundrede af disse sidder i israelske fængsler.

Politisk har PFLP bevaret kravet om en et-statsløsning, hvor muslimer, kristne, jøder og verdslige lever side om side. Men modstanden mod forhandlinger med Israel er ikke lige så bastant som den var frem til slutningen af 1990'erne. PFLP ser fortsat dannelsen af en palæstinensisk stat som et springbræt til at skabe arabisk enhed - som ANM i 50'erne. Samtidig står fronten fortsat på de palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden til deres hjem før 1948 - dvs. i det nuværende Israel. Den anden søjle i PFLP's program er fortsat omstyrtelsen af den arabiske verdens monarkistiske diktaturer i golfstaterne, Saudiarabien Marokko og Jordan. Den tredje søjle i frontens politiske program er den udogmatiske marxisme.

PFLP arbejder i dag overvejende politisk og i NGO'erne. Frontens militære aktiviteter er siden 2001 koncentreret i Abu Ali Mustafa brigaderne, opkaldt efter Mustafa Zibri der blev likvideret af Israel i 2001. Brigaderne rekrutterer især blandt studerende på universiteterne i al-Quds, Bir Zeit (Ramallah), an-Najaf (Nablus) og det amerikanske universitet i Jenin. Frontens militære formåen er stærkt begrænset og er overvejende rettet mod israelske militærforlægninger i de besatte områder, mod israelske soldater og mod bosættere.

Angreb på israelske bosættere i de besatte områder er internationalt omstridt. Nogle betegner sådanne angreb som terror mod civilbefolkningen, mens andre fremhæver, at alle bosættere er reservister eller aktive i den israelske hær, alle er udstyret med automatvåben som hyppigt bruges til angreb på civile palæstinensere, og endelig er besættelsesmagters kolonisering af besatte områder ulovlig iflg. folkeretten.

PFLP afviser i modsætning til Hamas, Islamisk Jihad og al-Aqsa Martyrerne anvendelsen af selvmordsbomber som middel i kampen mod Israel. Et centralkomitemedlem udtalte i 2002:

Of course I can understand why people volunteer to do it, even if I disagree with suicide operations as a tactic. The Palestinian people live under curfews and oppression. In their own country they are humiliated, treated worse than animals… For some people who have lost too much because of the occupation, martyrdom is the only thing left to give meaning to their live. I cannot condemn their decisions to undertake such operations because that would be to deny the reality of their suffering.
(MIPT Quarterly Bulletin. 2. quarter 2002)

Trods frontens generelle fordømmelse af selvmordsaktioner har PFLP medlemmer ved to lejligheder gennemført selvmordsattentater. Begge i 2002. Anledningen var i begge tilfælde den illegale arrestation af PFLP's generalsekretær Ahmed Saadat.

PFLP
PFLP
PFLP
PFLP fejrede sit 42 års jubilæum i december 2009. 70.000 medlemmer og sympatisører deltog i arrangementet i Gaza. I sin tale opfordrede PFLP's leder i Gaza, Rabah Muhanna, til national forsoning mellem de palæstinensiske grupper. Al-Mazah Sammouni der mistede 29 familiemedlemmer under Israels krig mod Gaza i 2008-09 opfordrede til fortsat modstand mod besættelsesmagten og og retsforfølgning af besættelsesmagtens ledere ved internationale domstole for deres krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk.

Trods sin afskriven af terror mod civilbefolkningen som våben er PFLP sat på både EU's og USA's terrorlister. Efter 20 års politisk og økonomisk støtte fra solidaritetsorganisationer i Danmark - med indsamlingsgodkendelser fra det danske politi - blev denne virksomhed i 2002 forbudt med den danske terrorlov. Der verserer aktuelt en sag mod den danske forening Oprør for dens støtte til bl.a. PFLP.

A.J.


Internet

PFLP's WEB site: www.pflp.ps (arabisk)
PFLP videoerWorld News
freeahmadsaadat.dk Støttesite for Ahmad Sa'adat der har siddet som politisk fange i Israel siden 2006
Interview With Imprisoned PFLP General Secretary Ahmad Saadat. Fight Back News 2003, nr. 3
Inge K. Hansen og Alfred Lang: PFLP og DFLPs historie og politik
MIPT Quarterly Bulletin. 2. quarter 2002 med interview med PFLP Centralkomitmedlem
ISRAEL AND THE OCCUPIED TERRITORIES AND THE PALESTINIAN AUTHORITY. Without distinction - attacks on civilians by Palestinian armed groups. Herunder Amnesty kritik af PFLP.
www.opror.net Oprørs WEB site. Oprør støtter bl.a. PFLP
Modrapport til Stasis PFLP rapport i T-shirt sagen