 |
|
 | ||||||||||||
Beliggende ud for den venezuelanske kyst, 31 km fra Paraguaná-halvøen. Aruba dannede sammen med Curaçao og Bonaire indtil januar 1986, øgruppen «ABC-øerne» eller «Nederlandsk Sotavento». Aruba, der nyder godt af et tempereret, tropisk klima, koncenterer sin økonomi om raffinering af venezuelansk olie og turisme.
Folket: Flertallet af befolkningen er efterkommere af europæere eller caribiske indianere. Der har været en vis latinamerikansk indvandring.
Religion: Flertallet er katolikker, 82%. En protestantisk minoritet udgør 8%, og endelig findes der små samfund af jøder, muslimer og hinduer.
Sprog: Nederlandsk er det officielle sprog. Det mest anvendte talesprog, som tilfældet også er med Bonaire og Curaçao, er papiamento, en lokal dialekt, der stammer fra spansk, nederlandsk, portugisisk (der tales af jøderne), engelsk og visse afrikanske dialekter.
Politiske partier: Folkets Valg Bevægelsen; Det Arubanske Folks Parti (AVP); Curaçaos Demokratiske Parti; Den Demokratiske Nationale Bevægelse (ADN); Arubas Patriotiske Parti; Arubas Liberale Organisation.
Sociale organisationer: Sammenslutningen af Arbejdere i Aruba.
Officielt navn: Aruba.
Hovedstad: Oranjestad, 33.000 indbyggere. (2008).
Andre vigtige byer: St. Nicolaas, 17.400 indbyggere. (2000).
Regering: Alfonso Boekhoudt, guvernør, udpeget af Nederlandene i januar 2017. Evelyn Wever-Croes, premierminister siden november 2017. Nederlandene bestemmer fortsat over udenrigs- og forsvarspolitikken. Parlamentet, som er et etkammersystem, består af 21 medlemmer, der vælges ved almindelige valg, afholdt hver 4. år.
Nationaldag: 18. marts, flagdagen. (1976).
Caiqueto'erne var de første indbyggere i Aruba. I 1634 slog en koloni af europæere sig ned for at slå sig på hesteavl, som var den eneste aktivitet, man anså for at være økonomisk rentabel i en øgruppe, der var erklæret uanvendelig af spanierne. Caiqueto'erne blev udnyttet som slaver og solgt af spanierne, der kaldte øen for «Española».
Efter fredsafslutningen efter trediveårskrigen (1648), «tilkendtes» Nederlandene Aruba, Bonaire og Curaçao. Der var brug for ganske lidt arbejdskraft for at holde kvægavlen ved lige i Aruba, hvilket forklarer hvorfor man registrerede, at kun 12% af befolkningen var af afrikansk herkomst, da man ophævede slaveriet.
I begyndelsen af dette århundrede bevirkede etableringen af store raffinaderier en større indvandring af specialiseret arbejdskraft, hovedsageligt fra USA, og det medførte også højere lønninger, som så igen førte til konflikter mellem Aruba og Curaçao.
I 1971 splittedes Det Arubanske Folks Parti, som havde været ledet af den nationalistiske, anti-nederlandske og anti-Curaçaoske premierminister Henny Eman, og heraf dannedes Arubas Patriotiske Parti, der var modstander af arubansk løsrivelse, og Folkets Valg Bevægelse, som repræsenterer den radikale sektor, under ledelse af Gilberto «Betico» Croes, der er tilhængere af de enkelte øers frie muligheder for at indføre egne forfatninger og herunder ligeledes at erklære sig selvstændige.
I 1979 opnåede Antiyas Nobo Bevægelsen, som havde tilhængere på samtlige øer, absolut flertal i Curaçao og i en koalition med Folkets Valg Bevægelse og Bonaires Patriotiske Union, dannedes den første centrum-venstre regering i øernes historie. Antiyas Nobo Bevægelsen foreslog en føderation, men udbredt selvstyre for den enkelte ø, mens Folkets Valg Bevægelse insisterede på en fuldstændig løsrivelse for Aruba. Uoverensstemmelserne førte til at regeringskoalitionen opløstes i 1981.
Nederlandene accepterede i 1983 at tildele Aruba en særstatus, gældende fra 1986, ifølge hvilken den nederlandske trone udpeger en guvernør, og at øen får sit eget flag. Parlamentet, som er et led i et etkammersystem, med 21 medlemmer, vælges af arubanerne. Ved valget i 1985 vandt Folkets Valg Bevægelse 8 pladser, mens Arubas Folks Parti 7, der via en alliance med 3 mindre partier, som satte sig på de resterende 6 pladser, dannede regering med Eman som premierminister. Croes afgik ved døden i 1986, ved en endnu ikke opklaret ulykke.
Ved valget i 1989 opnåede Folkets Valg Bevægelse 10 pladser, Arubas Folks Parti 8, mens de 3 mindre partier i regeringssamarbejdet fik een plads hver. Premierministeren, Nelson Oduber, er fortaler for en fortsat tilknytning til Nederlandene.
Arubas økonomi har «rygdækning» via nederlandske lån. Man eksporterer rom og tobak, men 98,9% af eksporten stammer fra raffinering af venezuelansk olie. Indehaveren af raffinaderiet, Exxon, trak sig i 1985 ud af landet og efterlod øen i et økonomisk morads. Med en arbejdsløshed på 20%, blev regeringen tvunget til at satse på turisme, som fra det pågældende tidspunkt har bidraget med 35% af bruttonationalproduktet. I løbet af de efterfølgende år forsøgte man at reducere afhængigheden af turismen og iværksætte industrifremmende projekter.
I 1986 løsrev Aruba sig fra De nederlandske Antiller, som det første skridt til det, der skulle resultere i endelig selvstændighed i 1996. Nederlandene annullerede denne beslutning i 1990.
I løbet af 1990 fordobledes hotelkapaciteten i Aruba og olieraffinaderiet genåbnedes i 1990-1991. Arbejdsløsheden reduceredes til 0,6% i 1992. Alligevel bragte den økonomiske krise adskillige af de internationale virksomheder, beskæftiget inden for turistsektoren, på fallittens rand. Folkets Valg Bevægelse gentog sin sejr ved valget i 1994 og introducerede et økonomisk program med henblik på at skaffe mere varierede indtægter.
I september 1997 opløstes parlamentet på grund af uoverensstemmelser mellem 2 af de største partier i regeringskoalitionen, men valget i december har ikke væsentligt forrykket balancen mellem partierne i parlamentet.
I november 1999 ramte orkanen Lenny øen og medførte omfattende ødelæggelser. Alene på Arubas havn var der skader for 500.000 US$.
Valget den 28. september 2001 blev vundet af Folkets Valg Bevægelsen, og for første gang siden 1980 fik et enkelt parti absolut flertal i parlamentet med 12 ud af 21 pladser, og dets leder Nelson Oduber blev udnævnt til premierminister.
I begyndelsen af 2002 erklærede OECD at Aruba ville forblive på organisationens sorte liste over lande der medvirker ved hvidvaskning af penge.
Iflg. FN statistik fra 2002 udgøres 30% af magthaverne i Aruba af kvinder. Det er et af de højeste indices i Latinamerika og Caribien.
For at fremme turiststrømmen fra Europa besluttede regeringen i 2003 at Euroen fremover vil blive accepteret som betalingsmiddel. Regeringen anvendte divi divi træet som symbol på landet i sit forsøg på at øge turiststrømmen. Det blev anvendt på plakater, postkort og i annoncer. Transport- og turistministeriet offentliggjorde i april 2006 investeringer på ialt 274 mio. US$ i turistindustrien. Alligevel kunne Arubas Centralbank i september meddele, at turiststrømmen var faldet 10% i årets første 7 måneder.
Fedme er blevet en alvorlig trussel for Aruba borgernes helbred. I 2007 var 73% af befolkningen overvægtige. 41% af børn på 6-11 år var overvægtige.
Arubas Folkeparti (AVP) vandt parlamentsvalget i september 2009, og i oktober overtog dets formand, Mike Eman posten som premierminister. AVP vandt atter i 2013 og fik 13 ud 21 pladser.
Nederlandene udpegede i oktober 2016 Alfonso Boekhoudt til posten som guvernør over Aruba. Det udløste en politisk krise mellem Nederlandene og Aruba, der ikke mente den korrekte procedure var blevet fulgt, og parlamentet udtrykte efterfølgende mistillid til Boekhoudt. Krisen blev løst efter nogle uger og Boekhoudt blev indsat på posten i januar 2017.
Ved parlamentsvalget i september gik det regerende AVP 4 pladser tilbage. Det socialdemokratiske MEP gik 2 pladser frem, og dets leder Evelyn Wever-Croes kunne i november overtage posten som premierminister. Både AVP og MEP havde 9 pladser i parlamentet, så det tog 4 ugers forhandlinger og aftaler med to andre partier inden der kunne dannes en koalitionsregering. Den første i 16 år.
På grund af den politiske og økonomiske krise i Venezuela var 5.000 venezuelanere frem til midten af 2018 flygtet til Aruba. Regeringen erklærede, at Nederlandene åbenbart var ligeglade med krisen. Kolonimagtens svar var, at Aruba var en autonom region og kunne anmode om bistand, hvis det var nødvendigt.
I december 2019 trak minister for miljø og infrastruktur, Otmar Oduber sig fra posten med henvisning til familie og personlige forhold. I juni 2020 gennemførte myndighederne en husransagning i hans hjem pga. hans forbindelse til korruptionssagen Flamingo. I juli kom regeringen i krise da koalitionspartneren POR truede med at trække støtten til den pga. mistillid til den nye minister for miljø og infrastruktur, Marisol Lopez-Tromp. Krisen fortsatte frem til oktober hvor Lopez-Tromp gik af og posten blev overtaget af premierministeren.
COVID-19 pandemien ramte Aruba i marts 2020, da de første tilfælde blev registreret. Regeringen indførte skrappe restriktioner: indstillede næsten al transport til landet, lukkede skoler og forretninger. Restriktionerne var ødelæggende for landets økonomi. 80% af statens indtægter forsvandt. Premierministeren satte ministrenes lønmninger ned med 20% og andre offentligt ansattes med 12,5%. Samtidig anmodede hun om bistand fra Nederlandene, hvilket kolonimagten imidlertid afviste. Ved udgangen af marts havde restriktionerne fået smitten til næsten at forsvinde og restriktionerne blev atter lettet, men i august ramte 2. bølge landet. Restriktionerne blev atter skærpede til situationen i slutningen af oktober var under kontrol. 2. bølge ramte landet efter jul og i januar 2021 var restriktionerne genindført. 6.500 havde da været registreret som smittede og 52 var døde.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||