Befolkning 28,3 mio. Valuta Bolívar Areal 912.050 Km2 Hovedstad Caracas Befolkningstæthed 26,5 indb./Km2     HDI placering 120

Landet kan opdeles i tre naturlige regioner. I den vestlige og nordlige del af landet løber Andeskæden og andre ikke-andinske bjerge. I den sydlige del findes yderligere bjergområder. Landets centrale dele er præget af sletteområderne omkring Orinocofloden og anvendes til kvægdrift. I den sydøstlige del af landet strækker et sandbeklædt gammelt bjergmassiv sig mod grænsen til Brasilien og Guyana. Det er tyndtbefolket område dækket af regnskov, savanne og gennemkrydset af floder. Højslettebjergene - de såkaldte tepuyes - ved de besynderlige Sarisariñama slugter er enestående geologiske formationer.

Størstedelen af befolkningen lever i bjergene i den nordlige del af landet. Ud mod kysten ved Maracaibo og Paria golfen findes landets vigtigste olieforekomster. Udover gas- og olieforekomsterne råder landet over jern, bauxit, mangan, wolfram, guld, diamanter og krom. De alvorligste miljøproblemer er afskovningen og udpiningen af jorden. Den manglende behandling af spildevandet fra byer og industrier er en alvorlig kilde til forurening af floder og Caribien.

 

Folket: Det venezuelanske folk er et resultat af blandingen mellem europæere, afrikanere og indfødte. Den indfødte befolkning udgør i dag 7%, og det samme gælder efterkommerne af afrikanske slaver. Landet har desuden en betydelig indvandring - især fra Colombia.

Religion: Overvejende katolsk (92,7%)

Sprog: Spansk (officiel og mest betydende). Desuden 31 indfødte sprog.

Politiske partier: Partido Socialista Unido de Venezuela (PSUV); Un Nuevo Tiempo (UNT); Accion Democratica (AD); Partido Social Cristiano (COPEI); LA Causa R.

Sociale organisationer: Gennem 40 år var Confederación de Trabajadores de Venezuela (CTV) landets vigtigste landsorganisation, omend den ofte samarbejdede med arbejdsgiverne. Men efter at CTV ledere støttede statskuppet i 2002 og stod i spidsen for en 63 dage lang strejke med det formål at bringe Chávez regeringen til fald, blev der i april 2003 dannet en ny landsorganisation - Unión Nacional de Trabajadores (UNT). Den er i dag Venezuelas største landsorganisation med ca. 1.200.000 medlemmer mod CTV's 200.000.

Officielt navn: República Bolivariana de Venezuela

Administrativ inddeling: 21 delstater med delvis autonomi (herunder Forbundsdistriktet - hovedstaden), 2 føderale territorier

Hovedstad: Caracas, 3.226.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Maracaibo, 1.847.000 indb.; Valencia, 1.719.500 indb.; Barquisimeto, 1.027.700 indb.; Ciudad Guayana, 748.200 indb. (2000).

Regering: Nicolás Maduro er siden marts 2013 landets præsident, genvalgt i 2018. Præsidentstyre. Parlamentet har et kammer: Nationalforsamlingen med 167 medlemmer.

Nationaldag: 5. juli (Uafhængighedsdagen, 1811)

Væbnede styrker: 82.000 (inkl. 18.000 rekrutter) (2003)

Paramilitære styrker: De kooperative væbnede Styrker, 23.000.

 

Flere forskellige caribiske folk beboede den nordligste del af det sydamerikanske kontinent, da Cristóbal Colón (Columbus) ankom til disse kyster i 1498. Det gjaldt bl.a. cumanagotos, tamaques, maquiritares og arecunas. Ved kysten byggede den indfødte befolkning sine huse på pæle i vandet, hvilket mindede spanierne om Venedig, hvorfor de gav landet navnet Venezuela.

Under den spanske kolonitid var Venezuela organiseret som vicekongedømmet Nueva Granada (Capitanía General del Virreinato de Nueva Granada). I det 18. århundrede udviklede landet sig til den landbrugsmæssigt vigtigste koloni - især pga. produktionen af kakao. Borgerskabet - det kreolske aristokrati («mantuanos») - kontrollerede denne produktion, der var baseret på afrikansk slavearbejdskraft, og disse «pardos» udgjorde det store befolkningsflertal.

Kampen for selvstændighed

I dette land fødtes to af den latinamerikanske selvstændighedsbevægelses vigtigste ledere: Francisco de Miranda og Simón Bolívar. I hovedstaden Caracas dannedes en rådsforsamling, der den 19. april 1810 indledte kampen for selvstændighed med Miranda i spidsen for oprørshæren. Hans ide var at danne en omfattende amerikansk konføderation, der skulle hedde Colombia, og hvor en Inka skulle krones til kejser. Men selv blev han taget til fange af spanierne i 1811 og døde i fængslet.

Bolívar tilsluttede sig Mirandas selvstændighedsprogram, og støttede sig i begyndelsen til mantuana borgerskabet. Efter en hurtig militær offensiv i 1812-13 lykkedes det ham at danne en regering i Caracas. Men selvstændighedsprojektet sigtede ikke mod større forandringer i de lokale sociale strukturer, og blev ikke støttet af de brede folkemasser, der overvejende var pardos og som hadede de kreolske godsejere. Caudilloen José Tomás Boves var lydig overfor den spanske krone og stillede sig i spidsen for folkemasserne. I 1814 lykkedes det ham at besejre Bolívar, slaverne fik deres frihed, og der blev fordelt jord blandt bønderne.

Den første republik var gået under, Bolívar gik i eksil og tog kontakt med Haitis præsident Alexandre Sabés Petion, der støttede selvstændighedskampen. Da han vendte tilbage til Venezuela gjorde han de folkelige krav til sine, og fik på den måde massernes opbakning. Sammen med en række vigtige militære ledere som Antonio José de Sucre, Mariño, José A. Páez og Arismendi gennemførte han en række sejrrige offensiver i den nordlige halvdel af kontinentet frem til dannelsen af Bolivia.

I 1819 besluttede kongressen i Angostura at danne et Stor Colombia ved en sammenlægning af det nuværende Equador, Colombia, Venezuela og Panama. I 1830 kort før Bolívars død besluttede general Páez at trække Venezuela ud af statssamarbejdet og gøre det selvstændigt.

Páez var en stor caudillo og udgjorde i årtier det politiske centrum i Venezuela. Hans efterfølger, Antonio Guzmán Blanco introducerede en række reformer mhp. en modernisering af landet. Han introducerede nye produktionsteknikker, nye former for kommunikation og fornyede lovgivningen.

1917 Olieboom

Frem til olieudvindingen indledtes i Venezuela i 1917, var landet økonomisk svagt udviklet. På samme måde som de andre latinamerikanske republikker var det kontrolleret af et godsejer- og eksportborgerskab. Kaffe og kakao dominerede den ringe eksport, som fandtes, og der var relativt få udenlandske investeringer.

Men olieudvindingen vendte hurtigt op ned på hele landets økonomi, og allerede i 1929 var det verdens største olieeksportør og stod for 10% af verdensproduktionen. Olievirksomheden har siden da domineret økonomien fuldstændig, og 95% af eksportindtægterne kommer fortsat derfra. Eksportborgerskabet under ledelse af den berygtede diktator Juan Vicente Gómez (1908-35) gav de britisk-hollandske og nordamerikanske olieselskaber fuldstændig frit spillerum, og hele olieproduktionen var fra starten af under deres kontrol. Olieproduktionen var allerede på dette tidspunkt koncentreret omkring Maracaibo søen.

Gómez blev efter sin død fulgt på præsidentposten af sin højre hånd, general Eleazar López Contreras, og i 1941 af general Isaías Medina Angarita. Under de to generaler begyndte det fremvoksende industriborgerskab og småborgerskabet - især de intellektuelle - at kræve politisk liberalisering og en vis statslig styring af økonomien. Ikke mindst krævede de øget beskatning af olieselskaberne. Samtidig begyndte arbejderklassen at organisere sig. I begyndelsen skete dette illegalt under ledelse af kommunistpartiet. Senere lykkedes det det nationalistiske, og antikommunistiske parti Accion Democrática (Demokratisk Handling, AD) at sikre sig fuldstændig kontrol over bonde- og fagbevægelsen gennem en storstilet mobiliseringskampagne med løfter om jordreform og en social udjævningspolitik. Det blev muliggjort, da general Medina i starten af 40'erne godkendte partiet. Det har siden bevaret denne kontrol over de centrale folkelige bevægelser.

1945-48 Reformer og militærkup

I 1945 kom AD til magten ved et kup gennemført af utilfredse officerer, og det stod i spidsen for et civil-militært styre, som gennemførte betydelige reformer. Det blev anført af formanden for AD, Rómulo Betancourt og general Marcos Pérez Jiménez. I 47 udskrev regeringen landets første frie direkte valg. Det blev vundet af AD og dets præsidentkandidat, forfatteren Rómulo Gallegos kunne indtage posten, men allerede i 1948 blev det styrtet ved et nyt militærkup. I den tiårsperiode med militærdiktatur som fulgte - størstedelen af tiden med Pérez Jiménez som diktator - blev den sociale reformpolitik fuldstændig opgivet, og de udenlandske oliemonopoler fik atter frit spillerum.

Det var store forventninger til det civile styre, som overtog magten efter at Pérez Jiménez' var blevet styrtet ved et folkeoprør i 1958, og især til AD som ved valget samme år blev det ubetinget største parti. Præsidenten under den første fase med civilt styre, Romulo Betancourt, blev atter præsident. Men venstrefløjen blev hurtig skuffet over den kompromislinie, som partiet fulgte i forholdet til det nationale storborgerskab og den udenlandske kapital. Den civile regering påbegyndte i 1960 en jordreform, som siden er blevet karakteriseret som verdens dyreste, men den førte ikke til nogen væsentlig omfordeling af jordejendommene, som en tilsvarende reform i 1947 havde gjort. Den meget skæve indtægtsfordeling i landet har stort set været konstant siden 1958.

I begyndelsen af 1960'erne opstod der en række guerillabevægelser i landet, og mange troede, at der ville ske en udvikling svarende til den, Cuba få år tidligere havde gennemløbet. Men guerillaen havde ringe støtte både blandt arbejdere og bønder. Trods en opfordring fra guerillaen til valgboykot i 1963 deltog 90% af de stemmeberettigede ved valget.

Den økonomiske udvikling efter 1958 har frem for alt været kendetegnet af en voldsom folkevandring fra landet til byerne - ikke mindst på grund af sanering af småbrugene og satsning på kapitalistisk stordrift i landbruget. Samtidig har de enorme indtægter fra olievirksomheden medført, at den industri som gradvis er blevet bygget op, er baseret på teknologi som kræver store kapitalinvesteringer og ringe arbejdskraft. Resultatet har været massearbejdsløshed og fremvæksten af enorme slumområder omkring storbyerne - især i hovedstaden Caracas.

1976 Olien nationaliseres

Venezuela var i 1960 en af initiativtagerne til dannelsen af OPEC (Organisationen for de olieeksporterende Lande). I 1976 blev hele olievirksomheden i Venezuela nationaliseret af AD præsidenten Carlos Andrés Pérez, uden at dette på nogen måde afskaffede den kontrol, som oliemonopolerne hele tiden har haft over landets økonomi. Pérez støttede samtidig dannelsen af det latinamerikanske økonomiske samarbejde SELA (Sistema Económico Latinoamericano) og udviklingen af en Ny økonomisk Verdensorden.

Valget i december 78 gav atter magten til COPEI (de kristelige demokrater) der tidligere i 1969-73 havde været en kort afbrydelse i AD's magtmonopol. Men præsident Luis Herrera Campins gennemførte ikke større ændringer i landets økonomiske eller sociale strukturer.

Trods det at landet var verdens tredjestørste olieeksportør og under Pérez og Herrera regeringerne fik historisk høje olieindtægter, var det ikke i stand til at administrere de enorme indtægter fornuftigt. Gennem 70'erne udvikledes en stærk statskapitalistisk sektor, som på basis af olieindtægterne foretog kæmpeinvesteringer for at udvikle en omfattende eksportorienteret industri baseret på produktionen af olie, jern, aluminium og cement. Samtidig fik næsten alle private økonomiske aktiviteter statssubsidier. Endnu i dag står staten for 95% af landets eksportindtægter og er langt den største arbejdsgiver.

I 1981-82 indledtes der retsforhandlinger med Colombia om retten over Guajira halvøen og med Guyana om Esequibo området. Samtidig lykkedes det Venezuela på den internationale havretskonference at skaffe sig kontrol over store havområder i Caribien.

En forstærket økonomisk krise i den udviklede kapitalistiske verden i 82 førte til et betydeligt fald i oliepriserne og dermed til et fald i Venezuelas olieindtægter. I stedet steg udlandsgælden og gennem året strømmede store mængder privat kapital til udlandet. Det tvang i sidste ende regeringen til at indføre kontrol med valutaen og med udenrigshandelen. Inflationen steg, det samme gjorde arbejdsløsheden og fattigdommen. Krisen forværredes i 83, og i juni måtte landet opgive at betale 5 milliarder dollars i renter og afdrag på udlandsgælden. Ved valget i december 83 bragte den udbredte utilfredshed med de kristelige AD tilbage til magten med Jaime Lusinchi som præsident. Han fik 56% af stemmerne.

Befolkningen støttede i en periode Lusinchi regeringen, men han var ikke i stand til at bremse landets økonomiske rutsjetur. Han førte en krisepolitik, der kun gav middelmådige resultater og forsøgte at indgå en social pagt med arbejdsgivere og fagforeninger, men den brød sammen. Mod slutningen af sin regeringsperiode forsøgte han at øge statens kontrol over økonomien, men den mundede ud i en række korruptions skandaler.

Det lykkedes dog Lusinchi regeringen at komme til at spille en vigtig udenrigspolitisk rolle gennem sin deltagelse i Contadoragruppen, der diplomatisk arbejdede for fred i Mellemamerika. Men samtidig bevarede landet sine nære relationer til IMF og USA. I januar 86 fik landet konverteret to tredjedele af sin udlandsgæld til nye 10 årige lån, men fald i olieprisen tvang allerede året efter regeringen til nye forhandlinger om gælden. Før hans præsidentperiode ophørte i 88 skulle Lusinchi endnu en gang indstille betalingerne, i et forsøg på at få gennemført endnu en refinanciering.

1989 Oprør i Caracas

Ved valget den 4. december 88 vandt AD's kandidat, Carlos Andrés Pérez med støtte fra landsorganisationen CTV. Han fik 54,5% af stemmerne mod COPEI's 41,7%. Blot 25 dage efter han havde overtaget præsidentposten, kom det til en bølge af oprør og plyndringer af forretninger. De blev kendt som «Caracazo», da de var koncentreret i hovedstaden Caracas. Oprøret var en spontan reaktion fra de socialt marginaliserede grupper, efter regeringen havde hævet en række af de offentlige tariffer og prisen på olie. Oprøret blev slået ned af politiet og efterlod over 1000 døde og forsvundne - regeringens tal var 246 - samt 2000 sårede og flere hundrede arresterede.

Regeringen gennemførte IMF's økonomiske tilpasningspolitik, og det kostede den størstedelen af dens støtte i befolkningen. I december 89 valgte venezuelanerne for første gang i historien guvernører i landets 20 delstater og borgmestre i dets 200 kommuner. Valget blev boykottet af 70% af de stemmeberettigede og gav betydelig fremgang til de kristelige og til venstrefløjen. AD vandt valget i 10 af delstaterne, men tabte flere af sine traditionelle kerneområder. COPEI vandt i 4, men mest overraskende var det, at venstrefløjen vandt i 3: I industristaten Bolívar vandt fagforeningslederen Andrés Velázquez, i Aragua vandt MAS og i Anzoátegui vandt en af lederne i MEP.

Venstrefløjen

En stor del af forklaringen på at Venezuela i en lang periode efter 1958 har haft et ret stabilt politisk system, skyldes at de store olieindtægter gav mulighed for at etablere et bedrestillet, reformistisk og politisk kontrollerende lag i arbejderklassen - et arbejderaristokrati. De politiske og sociale kontrolformer gennem stat, partier, bonde- og fagbevægelse har et stærkt korporativt præg, uden at det har været nødvendigt at nedfælde det i love. Dette var samtidig hovedårsagen til, at venstrefløjen i Venezuela var blandt de svageste i Latinamerika.

Kommunistpartiet har i længere perioder været forbudt, og adskilte sig ud fra sine søsterpartier andre steder på kontinentet ved at det i en periode aktiv støttede guerillaaktiviteten. Partiet har iøvrigt haft ringe tilslutning. Det mest aktive parti blandt guerillaerne var MIR (den venstrerevolutionære bevægelse), som brød ud af AD i 1960. En anden udbrydergruppe fra AD, MEP (Folkets Valgbevægelse), som står for en venstre-nationalistisk opposition, har efterhånden fået en vis tilslutning i fagbevægelsen.

Det største parti på venstrefløjen i dag er MAS (Bevægelsen for Socialisme), som brød ud af kommunistpartiet i 1970, bl.a. i protest mod dette partis støtte til Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet. MAS forsøgte at udvikle et program for det som kaldes en «venezuelansk vej til socialisme», men det domineres i dag af reformistiske og venstre-socialdemokratiske kræfter.

Den indfødte befolkning

Trods det at regeringen har gennemført en omfattende afgrænsning og afmærkning af den indfødte befolknings landområder, findes der endnu ikke nogen tilfredsstillende beskyttelse af denne befolkningsgruppe. Den udsættes fortsat for forfølgelse fra godsejere, kreolske bønder og offentlige funktionærer samt en begyndende invasion af garimpeiros - brasilianske guldgravere. I begyndelsen af 90'erne udgjorde den indfødte befolkning omkring 200.000 mennesker og talte 31 forskellige sprog.

I perioden 1950-80 oplevede landet en betydelig indvandring. Især af colombianere og i mindre udstrækning af equadorianere, peruanere og dominicanere. Indvandringen er aktuelt meget begrænset, selv om det diskuteres at åbne op for en selektiv indvandring af primært østeuropæere.

I begyndelsen af 92 havde regeringen mistet næsten enhver støtte. AD tog afstand til dens økonomiske politik, samtidig med at kongressen besluttede at skærpe sin overvågende rolle og efterforskede regeringens forbudte økonomiske aktiviteter. Alligevel nåede skandalerne sjældent at blive udsat for retslig efterforskning, hvilket primært skyldtes retsvæsenets mangel på effektivitet og korruption.

1992 Kupforsøg

Den 4. februar 92 forsøgte en gruppe officerer at afsætte præsident Carlos Andrés Pérez. Forsøget mislykkedes men gruppens leder, Francisco Arias anførte den administrative korruption og den økonomiske krise som baggrund for landets mangel på stabilitet. Arias og chefen for faldskærmstropperne Hugo Chávez blev begge taget til fange. De tilhørte den Militære bevægelse Bolivariano-200. Kupforsøget kostede snesevis af civile og militærfolk livet. Forsvarsminister Fernando Ochoa erklærede officielt, at 19 militærfolk var blevet dræbt og 51 såret.

Samme dag som kupforsøget suspenderede præsidenten de forfatningsmæssige garantier. Skridtet blev godkendt af kongressen og forbød afholdelsen af møder, begrænsede presse- og bevægelsesfriheden og gav udvidede rettigheder for tilbageholdelse af venezuelanerne. Som eneste undtagelse gik Pérez med til at forhandle en aftale igennem med lærerne. Den afsluttede næsten to ugers strejke fra deres side og politiundertrykkelse af lærere og elever.

Den 12. februar indledte en militærdommer undersøgelsen af 113 officerer og omkring 1000 soldater, der havde deltaget i kupforsøget. Oberstløjtnanterne der havde stået i spidsen for kupforsøget blev varetægtsarresteret, og to dage senere ophævede præsidenten undtagelsesbestemmelserne.

I begyndelsen af marts øgedes den politiske og militære spænding atter. Præsidenten blev atter opfordret til at træde tilbage, samtidig med at der blev rapporteret om tyveri af våben, og militære enheder blev beordret tilbage i kasernerne. I lyset af krisen offentliggjorde Pérez den 5. marts, at der skulle afholdes en folkeafstemning for at reformere forfatningen, der skulle dannes en national samlingsregering, der skulle gennemføres reformer i retsvæsenet, og han ville foretage en «kovending» i sin økonomiske krisepolitik.

Den 27. november 92 fandt der et nyt kupforsøg sted, og luftvåbnet spillede denne gang en central rolle i at få kupmagerne under kontrol. Ved de efterfølgende guvernørvalg og valg til de regionale parlamenter og kommuner vandt regeringspartiet kun i 7 af de 22 delstater.

Den 21. maj 93 blev præsident Carlos Andrés Pérez afsat efter anklager for misbrug af offentlige midler. Præsidentposten blev midlertidig overtaget af Ramón Velázquez. Rafael Caldera havde været landets præsident for COPEI i 1969-73. Han vandt det efterfølgende valg den 5. december 93. Han blev støttet af brede sektorer og forskellige partier - deriblandt MAS. 40% af vælgerne besluttede sig dog for at boykotte valget.

Ifølge officielle statistikker nåede inflationen i 93 op på 40%, og næsten halvdelen af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. En anden kilde til social uro var de stadige krænkelser af menneskerettighederne - både mod de etniske minoriteter og indsatte i de forskellige fængsler. Den 21. august blev det rapporteret, at 16 personer fra Yanomani folket var blevet dræbt af «garimpeiros» - brasilianske guldgravere - nær grænsen til Brasilien. Flere personer fra Yupca folket blev dræbt af godsejere i delstaten Zulia. Et oprør i et fængsel i Maracaibo den 3. januar 94 blev slået ned af sikkerhedsstyrker og efterlod 122 dræbte. Fængslet var bygget til 1500 indsatte, men husede 2500.

Ekspræsident Carlos Andrés Pérez blev dømt for korruption, men skulle afsone dommen i husarrest eftersom han var over 75 år. I september 96 havde han udsonet dommen i sin luksuriøse bolig i bjergene over Caracas. Han vendte tilbage til den politiske scene og erklærede, at han agtede at lade sig vælge til præsident igen. Han blev anklaget for at have rejst til udlandet under sine 2 år i «husarrest».

Allerede i slutningen af 80'erne var Caracas blevet en af Latinamerikas mest voldelige byer. Fornemmelsen af usikkerhed øgedes i takt med det stigende antal mord. I 95 blev det vurderet, at omkring 10% af befolkningen i hovedstaden var bevæbnet.

Den økonomiske krise forværredes i løbet af 94. Det financielle sammenbrud var indledt i februar 93, da Banco Latino brød sammen. Den var landets næststørste kommercielle bank. I august 95 havde staten været nødt til at gå ind i 18 ud af 41 banker, og 70% af landets konti blev administreret af staten.

Præsident Caldera suspenderede de forfatningsmæssige rettigheder over den private ejendom. Endvidere indførte han restriktioner på rejser til udlandet, mødefriheden og beskyttelsen mod tilfældige arrestationer. Trods det at kongressen stemte for at fjerne restriktionerne, blev de fastholdt af præsidenten for at hindre kapitalflugt og spekulation.

Forsøgene på at tiltrække udenlandske investorer slog fejl i 95 og regeringen besluttede derfor, at stille venezuelanere og udlændinge lige i olieefterforskningen - for første gang siden nationaliseringen af olieindustrien i 76. I september 95 og igen i marts 96 blev prisen på benzin fordoblet, hvilket udløste betydelige prisstigninger på en række forbrugsvarer - især primære forbrugsvarer.

I april 96 offentliggjorde Caldera nye økonomiske liberaliseringstiltag. IMF svarede ved at fjerne blokkeringen for et lån på 1,4 milliarder dollars, der havde været suspenderet siden juli 95.

Intern splittelse og uenighed mellem partierne førte i 97 til afbrydelse af de forhandlinger om en reformpakke, som regeringen havde lanceret. Som led i reformerne skulle elektricitets-, aluminiums- og jernindustrien privatiseres, retsvæsenet reformeres og de offentlige finanser reorganiseres. Med mindre end 10% af pladserne i parlamentet var regeringspartiet tvunget til at søge opbakning hos forskellige sektorer for at skaffe den nødvendige opbakning til sit reformprojekt. Til gengæld for sin støtte krævede AD større liberalisering af økonomien.

I marts 98 blev Venezuela enig med Mexico og Saudi Arabien om reduktion af olieproduktionen i et forsøg på at få hævet verdensmarkedsprisen på olie, der var faldet betydeligt, efter at OPEC i november 97 havde besluttet at øge produktionen med 10%. Aftalen blev underskrevet i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh og trådte i kraft den 1. april.

1998 Starten på den Bolivarianske revolution

Den 6. december 1998 blev lederen af kupforsøget i 1992, Hugo Chávez valgt til præsident med 56,5 % af stemmerne. I sin tiltrædelsestale erklærede Chávez, at han ville udvide forfatningen, som han betegnede som «død», gennem en «fredelig revolution» for at bekæmpe fattigdommen og omstrukturere udenlandsgælden, der var oppe på 23 mia. dollars. til dette formål blev der nedsat en grundlovsgivende forsamling, der indenfor 6 måneder skulle udforme en ny forfatning.

I de første måneder af 1999 offentliggjorde Chávez sin «fredelige revolution» gennem sit diplomatiske korps og styrede et TV program, der modtog og direkte «løste» folkets spørgsmå og problemer. Ved valget til den grundlovgivende forsamling den 25. juli stemte 75 % på Chávez' Patriotiske Pol, der dermed fik absolut flertal i forsamlingen.

I september blev der gennemført forhandlinger mellem guerillaorganisationen ELN og Colombias regering i Venezuela. Chávez var begyndt at spille en vigtig rolle i den colombianske konflikt, og afviste en anmodning fra USA om at bruge flybaser i Venezuela til at «bekæmpe narkotihandelen» i Colombia. Mange opfattede USA's manøvrer som forsøg på at invadere Colombia og gøre op med landets guerillabevægelser.

Ved en folkeafstemning den 15. december stemte 70 % for den nye forfatning, der døbte landet «República Bolivariana de Venezuela» og opløste kongressen. Kun halvdelen af de stemmeberettigede stemte, og den lave deltagelse skyldtes bl.a. de omfattende oversvømmelser, der endte med at koste 50.000 livet.

Den 30. januar 2000 blev den grundlovgivende forsamling som planlagt opløst. Inden da havde den dog fastsat 28. maj som dato for afholdelse af præsident- og parlamentsvalg. Oppositionen kunne hverken markere sig gennem parlament eller grundlovgivende forsamling, der begge var opløst. Som præsidentkandidater stillede den Claudio Fermín fra National Samling og den uafhængige Francisco Arias - med det formål at «fælde Chávez».

Valgene blev i sidste ende gennemført i juni, og Chávez blev med overvældende flertal genvalgt for perioden frem til 2006. I august gennemførte han en rejse, hvor han mødtes med lederne af de vigtigste olieproducerende lande. Det førte til hård kritik fra USA, efter at han i Baghdad havde mødtes med den irakiske præsident Saddam Hussein. Chávez var den første demokratisk valgte statschef der besøgte Iraq siden Golfkrigen i 1990.

2002. USA, borgerskab og udenlandske olieselskaber afsætter præsidenten

Præsidenten offentliggjorde i starten af 2002 en række skridt til stimulering af økonomien, deriblandt en jordreform der giver staten ret til at ekspropriere jord; desuden en reform af olielovgivningen der sætter loft over skatterne som selskaber der udnytter statslige oliekilder skal betale.

Chávez tog i april skridt til skaffe staten kontrol over det statslige olieselskab, Petróleos de Venezuela (PDVSA). Det er formelt på statens hænder, men reelt i lommerne på de udenlandske udvindingsselskaber. Chávez udskiftede en del af ledelsen i selskabet og indsatte sin egen ledelse. Det udløste den 9. april en «strejke» blandt lederne i selskabet, som kulminerede 3 dage senere med store demonstrationer. Erhvervslivet, godsejere, udenlandske olieselskaber, USA og dele af mellemlagene ønskede at skille sig af med Chávez og gennemførte med militærets hjælp et kupforsøg mod ham. Borgerskabet havde næsten total kontrol med medierne og benyttede denne kontrol til at piske en voldsom stemning op mod Chávez. Han blev afsat, fløjet til en lille ø ud for kysten, og i stedet indsattes 12. april formanden for arbejdsgiverforeningen, Pedro Carmona som præsident. Han opløste øjeblikkeligt parlamentet, afsatte højesteret, satte forfatningen ud af kraft og erklærede at der ville blive afholdt nye præsidentvalg indenfor et år og parlamentsvalg i december. Altsammen under parolen om at ville «reorganisere de offentlige institutioner». Samtidig kom der tal frem om tabene under den foregående dags demonstrationer: 15 dræbte og 350 sårede, iflg. brandvæsenet. Samtidig fortsatte gadekampene mellem tilhængere og modstandere af Chávez, trods den nye regerings forsøg på at bringe situationen under kontrol. Den 14. april ved midnat trængte tropper der var loyale overfor den afsatte præsident ind i Miraflores præsidentpaladset, hvor de afventede gennemførelsen af en anden operation, der fløj Chávez tilbage fra hans eksil og genindsatte ham på præsidentposten. Kuppræsidenten Carmona blev afsat og arresteret.

USA's eneste indvending mod statskuppet 12. april var at lade viceudenrigsminister Otto Reich ringe til Carmona for at bede ham om ikke at opløse parlamentet - meddelte udenrigsministeriet senere. USA «fordømte» først kuppet, da Chávez blev genindsat. Den britiske avis The Guardian kunne berette, at USA's efterretningsvæsen allerede et år inden 12. april havde studeret mulighederne for at afsætte Chávez, og at nordamerikanske krigsskibe placeret langs Venezuelas kyst om morgenen på kupdagen jammede kommunikationen i Caracas. Washingtons holdning til demokratiet udløste frygt i hele Latinamerika for, at et ny kupbølge kunne være på vej på kontinentet.

I juli 2002 rejste USA's ekspræsident Jimmy Carter til Venezuela, hvor han mødtes med Chávez i et forsøg på åbne en dialog mellem de stridende parter i landet. Oppositionen deltog ikke i møderne.

I oktober brød konflikten atter ud da en gruppe på 14 højtstående officerer opfordrede til «civil og militær ulydighed». Officererne blev allerede efterforskede for deres deltagelse i kuppet mod præsidenten i april og hævdede nu, at præsidenten ikke længere havde nogen legitimitet. De krævede at han trak sig tilbage, og at der blev gennemført en folkeafstemning om hans fortsættelse på præsidentposten.

I slutningen af oktober kom OAS' generalsekretær og Colimbias ekspræsident César Gaviria til Caracas for at mægle i den politisk-militære krise. Forhandlingerne gik dog i hårdknude allerede umiddelbart efter deres start. Arbejdsgiverforeningen og den Demokratiske Koordinering der rummer den politiske opposition opfordrede til generalstrejke på ubestemt tid for at fremtvinge en øjeblikkelig folkeafstemning om Chávez' forbliven ved magten. Krisen fik nu også et økonomisk aspekt, fordi strejken medførte et tab på 50 mio. US$ i mistede eksportindtægter ved eksport af olie. Oppositionen opfordrede samtidig befolkningen til civil ulydighed og til at nægte at betale for offentlige serviceydelser.

Regeringen afviste at gennemføre en folkeafstemning med argumentationen om, at en sådan afstemning inden midten af Chávez' embedsperiode i august 2003 var forfatningsstridig.

Oppositionen fortsatte sin strejke i 62 dage, men var ikke i stand til hverken at fjerne Chávez eller fremtvinge en folkeafstemning. Strejken måtte hæves selvom regeringen afviste alle oppositionens krav, bortset fra en afstemning efter august 2003. Ekspræsident Carter havde som kompromis foreslået en afkortning af præsidentperioden ved en ændring af forfatningen, men det forslag fandt ingen støtte.

UNICEF erklærede, at den politiske krise havde store konsekvenser for børnene, der pga. de uendelige strejker mistede 30% af deres timer. Samtidig genopstod sygdomme, der ellers var udryddet som mæslinger.

I maj 2003 indgik regering og opposition en 19 punkts aftale, hvis væsentligste punkter var gennemførelse af en folkeafstemning, oprettelse af det Nationale Valgråd (CNE, Consejo Nacional Electoral), afvæbning af civilbefolkningen og dannelse af en sandhedskommission.

Oppositionen indsamlede 3.400.000 underskrifter, af hvilke CNE kun anerkendte 1,83 mio. Mindre end det krævede til gennemførelse af en folkeafstemning. Oppositionen demonstrerede mod hvad den opfattede som svindel i valgkollegiet. Regeringen slog hårdt ned på disse demonstrationer. I juni 2004 accepterede CNE 2,44 mio. underskrifter, hvilket er tilstrækkeligt til gennemførelse af en folkeafstemning.

Siden starten på den politiske krise havde Chávez og regeringen været udsat for en voldsom offensiv fra de borgerlige mediers side anført af Cisneros gruppen. Denne spillede også en central rolle i statskuppet i 2002. Dertil kom en stærkt fjendtlig dækning af krisen i CNN, hvilket i april 2004 fik Chávez til at erklære «kommunikationskrig» mod Ted Turnes nyhedskanal.

I maj 2004 arresterede sikkerhedsstyrker 88 paramilitære colombianere, der blev anklaget for at træne til omstyrtelse af præsidenten. Ekspræsident Carlos Andrés Pérez' hus i Caracas blev ligeledes ransaget, selvom Pérez fra Miami nægtede at være involveret i kupplaner, omend han offentligt gav udtryk for, at Chávez skulle fjernes fra præsidentposten med magt.

Iflg. en rapport fra CEPAL var den venezuelanske økonomi den økonomi i Latinamerika der dette år opnåede den højeste økonomiske vækst, nemlig 10%.

Endelig i august 2004 gennemførtes folkeafstemningen, som oppositionen havde krævet i næsten 2 år. Den blev vundet af Chávez med 58,2% af stemmerne, mens oppositionen måtte nøjes med 41,7%. Selvom oppositionen med Henry Ramos Allup i spidsen påstod der var tale om valgsvindel og krævede at alle stemmer manuelt blev talt om, så erklærede OAS' observatør, Cesar Gaviria, at så lang tid der ikke blev fremlagt beviser for disse påstande, tvivlede OAS ikke på resultatet. Jimmy Carter der selv havde fungeret som observatør erklærede, at Chávez havde vundet er ærlig sejr, og understregede den klare og omfattende støtte til Chávez regeringen. Med dette resultat kan Chávez forblive på posten frem til 2007.

Samme måned offentliggjorde César Gaviria en rapport fra OAS' observatørmission der konkluderede, at «flertallet af venezuelanerne havde besluttet ikke at trække Hugo Chávez Frías' mandat tilbage». Gaviria understregede endvidere troværdigheden af det kontrolsystem OAS havde anvendt til overvågning af valget. Chefen for missionen, Valter Pecly Moreira erklærede, at «han var overbevist om at det teknisk havde været umuligt at manipulere noget led af det valg der fandt sted i Venezuela den 15. august».

OAS rapporten blev skarpt kritiseret af oppositionen der fastholdt, at der havde fundet en gigantisk valgsvindel sted. OAS meddelte, at organisationen nøje ville undersøge oppositionens påstand om uregelmæssigheder i valgmaskinerne. Samtidig krævede oppositionens koordinator, Pecly Moreira større transparens hos CNE «for at skabe større tillid blandt borgerne». CNE har 3 direktører der støtter Chávez regeringen og 2 der støtter oppositionen.

I OAS var det permanente råd nødt til at udskyde en debat om vedtagelse af en resolution, der opfordrede venezuelanerne til at acceptere og respektere valgresultatet. Resolutionen opfordrede «alle aktører til at acceptere og respektere folkeafstemningens resultatet», opfordrede til at afstå fra at «fremme vold» og hyldede Chávez' opfordring til at indlede en national dialog. Resolutionen var støtte af Canada, samt landene i Sydamerika og Caribien, mens den blev modarbejdet af USA og nogle lande i Mellemamerika. Resolutionsprojektet forblev blokkeret, fordi alle OAS resolutioner skal vedtages i enstemmighed.

Den 2. november vandt regeringens kandidater i 20 af de 22 provinser i kommunal- og regionalvalget. De foreløbige resultater blev offentliggjort af CNE 6 timer efter valglokalernes lukning. Regeringen vandt borgmesterposten i Caracas og bevarede dem i Libertador og Sucre de Caracas, mens oppositionen bevarede sine borgmestre i Chacao, Baruta og El Hatillo. Iflg. CNE var valgdeltagelsen dog ikke særlig høj. 14 millioner venezuelanere var stemmeberettiggede til at vælge 337 borgmestre, 22 guvernører og 249 medlemmer af lokalrådene.

I januar 2005 lancerede Chávez en ny landbrugsreform, hvis formål var at overdrage uopdyrkede jorde til landets småbønder. En landbrugslov fra 2002 havde været kontroversiel og var endnu ikke blevet ført ud i livet.

Regeringen tilbød i juni at levere billig olie til lande i regionen med økonomiske problemer. Skridtet blev kritiseret af oppositionen, der anklagede Chávez for at bruge olien til at skaffe sig større international indflydelse.

I sidste øjeblik besluttede oppositionen i december 2005 at boykotte parlamentsvalget. Grunden blev angivet som mistillid til valgkommissionen og manglende gennemsigtighed i valgprocessen. Udenlandske valgobservatører gjorde imidlertid opmærksom på at sikkerhed og gennemsigtighed «levede op til de højeste internationale standarder». Selv om valgdeltagelsen knapt nåede op over 25% af de 14 mio. valgberettigede, så sikrede regeringen og dens støttepartier alle 167 pladser i parlamentet. Den egentlige grund til oppositionens boykot var en erkendelse af at den stod til et svidende nederlag i valget. Dette blev skjult ved boykotten.

Hæren startede i marts 2006 et program for militærtræning af civile. De blev anvendt i anvendelsen af guerilla metoder for at bidrage til at modstå en udenlandsk invasion. Planen var at træne 2 mio. venezuelanere i disse civilforsvars og -guerillataktikker.

Peru trak i april sin ambassadør hjem fra Caracas og hævdede at Chávez havde blandet sig i Perus indre anliggender. Chávez som indspark i den aktuelle peruanske præsidentvalgkamp udtalt, at kandidaten Alan García var en tyveknægt. Garcia endte med alligevel at blive valgt. I juni ankom de første 100.000 automatrifter ud af 170.000 som Venezuela havde bestilt i Rusland. Det forstærkede yderligere spændingen mellem Caracas og Washington.

Ved sin tale til FN's Generalforsamling i september 2006 refererede Chávez til Bush som djævlen. Bush havde talt dagen før, og Chávez kommenterede: «Djævelen talte her i går .. og det lugter stadig af svovl». USA havde indtil da gjort alt for at bringe Chávez til fald. Uden held.

Chávez blev i december 2006 genvalgt som præsident med 62,8% af stemmerne.

Den 31. januar 2007 vedtog parlamentet en lov, der gav præsidenten ret til at regerere pr. dekret de følgende 18 måneder. Argumentationen var, at Chávez alligevel havde fuld kontrol over parlamentet, der derfor blot var et forsinkende led ifht. de reformer Chávez ønskede at gennemføre som led i den «bolivarianske revolution». Chávez brugte sine nye beføjelser til i februar at lade staten opkøbe en række elektricitets- og medievirksomheder. I april meddelte han, at Venezuela opsiger sit medlemskab af Verdensbanken og IMF, efter at landet har betalt sin gæld til de to internationale finansinstitutioner 5 år før tid. I maj erklærede han, at oliekilderne i Orinoco området bliver overtaget af staten.

Chávez regerede på en sammenslutning af mindre partier, og i marts 2007 besluttede 11 af disse at slutte sig sammen og danne Partido Socialista Unido de Venezuela (PSUV, Venezuelas forenede Socialistparti).

Under et besøg i Argentina i august 2007 underskrev Chávez en aftale om energimæssig sikkerhed. Denne plan sikrer leverancerne af olie til allierede lande med Venezuela, der har økonomiske problemer med adgang til olie. I Uruguays tilfælde har Venezuela indgået en aftale om raffinering af olie på det statslige uruguayske selskab ANCAP.

Under det ibero-amerikanske topmøde i Chile i november kom det til en udveksling mellem Spanien og Venezuela, da Chávez karakteriserede den tidligere spanske premierminister Aznar som fascist. Det førte til en ordveksling med den nuværende spanske premierminister Jose Luis Zapatero, der kulminerede da den spanske konge på udiplomatisk vis pegede på Chávez og bad ham holde kæft. Chávez fik en del af den efterfølgende taler - Nicaraguas Daniel Ortega - for at forklare sig. Ortega fulgte op og erklærede at Spanien havde blandet sig i Nicaraguas valgkamp og kritiserede samtidig det spanske elselskab Union Fernosas monopol på elforsyningen i det fattige mellemamerikanske land. På dette tidspunkt rejste den spanske konge sig og forlod på udiplomatisk vis topmødet.

Chávez tabte i december 2007 en folkeafstemning om forfatningsændringer, der ville have givet ham udvidede beføjelser. Afgørelsen var dog snæver med 50,7% imod og 49,27% for. Selv om regeringen kørte en omfattende propaganda op til valget, var mange venezuelanere i tvivl og valgprocenten ved afstemningen blev lav - 56%. Medierne kunne allerede i november berette, at CIA havde støttet oppositionens nej-kampagne med 8 mio. US$. Chávez erklærede efter nederlaget, at han træder tilbage når hans nuværende embedsperiode slutter i 2013.

I november 2008 gennemførtes regional- og lokalvalg. PSUV vandt guvernørposten i 17 af landets 22 provinser, men måtte samtidig indkassere et alvorligt nederlag da det mistede guvernørposterne i landets to rigeste og folkerigeste provinser, Miranda og Zulia. Samtidig mistede regeringspartiet borgmesterposten i hovedstaden Caracas. I provinsen Zulia der rummer nogle af Venezuelas olierigdomme, vandt den højreorienterede Pablo Perez. Han var tidligere højrehånd hos den nuværende guvernør. Perez vandt med 53,6% af stemmerne, mens GianCarlo DiMartino fra PSUV fik 45% af stemmerne. I Miranda - landets rigeste provins - vandt oppositionens kandidat, Henrique Capriles Radonski med over 52 procent af stemmerne. Trods nederlagene fik PSUV 60% af samtlige stemmer overfor oppositionens 40%. Valgdeltagelsen på 65,45% var samtidig rekord ifht. tidligere regionalvalg.

I februar 2009 gennemførtes en folkeafstemning om en forfatningsændring, der fjernede forfatningens begrænsninger på genvalg af præsident, guvernører, borgmestre og parlamentsmedlemmer. Inden ændringen kunne disse politikere kun vælges for 2 perioder. Forfatningsændringen blev vedtaget med 55% af stemmerne og en valgdeltagelse. Oppositionen kritiserede afstemningen for at være præget af svindel, men dette blev dementeret af de internationale valgobservatører, der overvågede afstemningen. USA kritiserede afstemningen og hævdede den markerede en udvikling i diktatorisk retning. Det fik bl.a. Brasiliens præsident til at undre sig over hvorfor USA ikke havde kritiseret forfatningsændringen i Colombia, der banede vej for genvalg af supermagtens allierede præsident Uribe.

I september 2010 gennemførtes parlamentsvalg. Det blev en katastrofe for oppositionen. Den boykottede valget i 2005, og Hugo Chavez' blok gik frem fra 44,38% af stemmerne i 2000 til 48,20%. Oppositionen måtte nøjes med 47,17%. Trods det forholdsvis tætte løb måtte oppositionen nøjes med 64 ud af parlamentets 165 pladser, mens Chavez' blok fik 96. Det skyldtes fordelingen af stemmer på mandater. For Chavez' blok betød valget dog også, at den ikke længere havde 2/3 majoritet i parlamentet, og derfor ikke uden videre kunne gennemføre forfatningsændringer uden støtte fra i det mindste dele af oppositionen. PSUV er med sine 7 mio. medlemmer landets ubetinget største politiske parti.

Da det «Arabiske Forår» brød ud i januar 2011 erklærede Chávez sin uforbeholdne støtte til demonstranterne og kritiserede de egyptiske og tunesiske ledere for at have været i lommen på Vesten og udemokratiske. Da oprøret imidlertid spredte sig til Libyen og Syrien stillede han sig på hhv. Assad og Gadhafis side og kritiserede skarpt NATO's terrorbombardementer af Libyen.

I juni 2011 dukkede Chávez op i Cuba, hvor han blev opereret for kræft. Over det næste års tid var han flere gange i Cuba til fornyet behandling. I Latinamerika var der spekulationer omkring om det var CIA der stod bag. Den argentinske præsident Christina Kirchner havde nemlig også pådraget sig kræft, og CIA er kendt for at forsøge at dræbe udenlandske statsledere, USA er utilfreds med.

Venezuela gennemførte præsidentvalg i oktober 2012. Det var en dødsyg Hugo Chávez der vand valget med 55,1% af stemmerne.

Chávez' sociale programmer og omfordelingen af rigdommen i landet havde en positiv effekt for den fattigste del af befolkningen. I det ellers olierige land havde 55,4% levet under fattigdomsgrænsen i 1998. Dette tal faldt til 29,5% i 2011. Den økonomiske var på 11,85% årligt i 2004-07.

Hugo Chávez døde af kræft 5. marts 2013. Præsidentposten blev umiddelbart overtaget af hans vicepræsident Nicolás Maduro, og i overensstemmelse med landets forfatning blev der en måned senere afholdt nyt præsidentvalg, som Maduro vandt med 50,6% af stemmerne. Hans modkandidat krævede øjeblikkelig omtælling af stemmerne, hvilket blev endelig afslået af Højesteret i august. Den langt snævrere margen end ved valget et halvt år inden blev tilskrevet at Maduro i offentligheden var et forholdsvis ubeskrevet blad, selv om han havde været medlem af parlamentet, minister og vicepræsident i 13 år. Maduro er oprindelig buschauffør, siden fagforeningsmand og blev i 2000 valgt ind i parlamentet.

Højrefløjen reagerede på valgnederlaget med bølleoptøjer: 15 sundhedscentre, 5 partihovedkvarterer og ombudsmandens kontor blev raserede. 9 blev dræbt og 35 såret.

Som en af sine første embedshandlinger satte Maduro politi og militær ind for at nedbringe antallet af mord i landet. Venezuela var med 55 årlige mord pr. 100.000 indbyggere i 2008 det 3. farligste land i verden efter Honduras og Jamaica. Selv i det ultravoldelige land USA var tallet 10 gange lavere. Sikkerhedsstyrkerne kunne efter 1 måneds indsat i primært Stor-Caracas berette, at mordraten var reduceret med 55%. Årsagen til at Maduro fokuserede på Stor-Caracas (Miranda provinsen) var også, at den blev regeret af hans vigtigste politiske modstander, Henrique Capriles, og at mordraten især var vokset i denne provins under Capriles' embedsperiode som guvernør.

Præsidenten besluttede i juli 2013 at tilbyde Edward Snowden humanitært asyl i Venezuela. Snowden havde en måned tidligere afslåret USA's globale overvågning af internet, telekommunikation og spionage direkte mod et stort antal af verdens statsledere.

Maduro bad i oktober om tilladelse til at regere pr. dekret i et år for at bekæmpe korruption og økonomisk sabotage.

I februar 2014 indledte USA og den højreorienterede opposition voldsomme protester mod regeringen. Højrefløjen etablerede vejspærinnger i velbjærgede kvarterer i hovedstaden, spredte partisansøm der punkterede køretøjers dæk og angreb offentlige bygninger. Inspirationen kom især fra Ukraine, hvor bevæbnede højreradikale bander bragte landets regering til fald. Politikeren Leopoldo López stillede sig hurtigt i spidsen for bølleoptøjerne. Han spillede ligeledes en central rolle under CIA's kupforsøg mod Hugo Chavez i 2002, hvor han bl.a. anførte «arrestationen» af landets daværende indenrigsminister. Som modsvar blev López 18. februar sat i varetægtsfængsel. Venezuela udviste allerede i februar USA's diplomater af landet pga. deres rolle i destabiliseringen og protesterne. Mens de latinamerikanske regeringer næsten enstemmigt bakkede op om Maduro og den venezuelanske stat, fordømte USA og de fleste andre (anti-demokratiske) vestlige lande Venezuela. Allerede i marts gik USA i gang med at indføre sanktioner mod Venezuela.

Protesterne ebbede ud omkring juni 2014, men landets økonomiske krise blev forværret af de faldende internationale oliepriser. USA og Saudi Arabien satte i løbet af 2014 deres olieproduktion i vejret, for på den måde at destabilisere Rusland, Iran og Venezuela, der alle var økonomisk afhængige af deres olieeksport og samtidig stod på USA's fjendeliste.

Protesterne gjorde de skarpe klasseskel i landet pinligt tydelige. Venezuela har altid været præget af dybe klassemodsætninger, men det var Chavez' overtagelse af regeringsmagten i 1998 der bragte borgerskabet på barrikaderne. Protesterne i 2014 blev anført af borgerskabets politikere, dets unge samt medløbere fra de velstillede dele af mellemlagene. Heroverfor stod arbejderklassen og landets fattigste, der havde mest at miste, hvis borgerskabets kupforsøg skulle lykkes. Begivenhederne afslørede imidlertid også, at Maduro langt fra havde Chavez' retoriske og politiske begavelse til at mobilisere arbejderklassen og dens allierede. Opbakningen til Maduro faldt derfor i løbet af 2014, og selvom USA's og højrefløjens kupforsøg og destabilisering ikke umiddelbart førte til et regimeskifte, satte det et stort spørgsmålstegn ved om Maduro og PSUV ville kunne bevare regeringsmagten efter næste valg.

USA's kongres vedtog 10. december 2014 en sanktionspakke rettet mod Venezuela. Pakken skulle fremme destabiliseringen af landet. Skridtet blev øjeblikkeligt fordømt af Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR).

Venezuela fik pr. 1. januar 2015 sæde i FN's Sikkerhedsråd for en 2 årig periode, udpeget blandt de latinamerikanske lande.

I et forsøg på at fremme kaosset i landet udstedte USA's præsident Obama i marts 2015 et dekret hvori det hed, at Venezuela var en «sikkerhedstrussel» mod USA. Nu var det ikke Venezuela, der havde forsøgt at vælte USA's regering, som USA havde forsøgt at vælte den venezuelanske 14 år tidligere. Obama anvendte den påståede sikkerhedstrussel til at indføre målrettede sanktioner mod 7 regeringsembedsmænd.

Som følge af de globalt historisk lave oliepriser og USA's økonomiske blokade skrumpede økonomien i 2015 med 5,7%. USA havde held med sin økonomiske destabilisering.

Parlamentsvalget i december 2015 var et sviende nederlag for det regerende PSUV. Valget blev vundet af oppositionen samlet i Mesa de la Unidad Democratica (MUD), der gik 45 mandater frem til 109. PSUV gik tilsvarende 41 mandater tilbage til 55. Oppositionen havde dermed total kontrol over parlamentet, men eftersom landet har præsidentstyre var det ikke ensbetydende med lovgivningsmagt. Forholdet mellem MUD og præsident Maduro var så forbitret, at der ikke blev tale om samarbejde. MUD modarbejdede præsidenten og omvendt.

Få dage før valget havde højrefløjen sejret i Argentina, og den nye præsident Macri truede som en af sine første embedshandlinger at få smidt Venezuela ud af Mercosur. En trussel han dog trak tilbage efter højrefløjen vandt i Venezuela.

Maduro erklærede i januar 2016 landet i undtagelsestilstand. Den blev forlænget hver 3. måned året igennem.

I et forsøg på at vælte præsidenten anmodede oppositionen i marts 2016 det Nationale Valgråd (CNE) om at få gennemført en folkeafstemning om hvorvidt Maduro skulle fortsætte som præsident. CNE besluttede i august at der var tilstrækkelig opbakning bag forslaget til at det kunne fortsætte, men i november besluttede Valgrådet, at afstemningen ikke ville blive gennemført. Som svar gennemførte oppositionen store demonstrationer og voldelige optøjet, der kostede 1 politibetjent livet og over 100 sårede.

Den 12. maj 2016 gennemførte korrupte parlamentarikere i Brasilien et statskup mod den siddende præsident Dilma Roussef. Dagen efter satte Maduro Venezuela i undtagelsestilstand. I juli udvidedes undtagelsestilstanden til en «økonomisk undtagelsestilstand». samtidig blev grænseovergangene til Colombia midlertidig åbnet for at gøre det muligt for befolkningen at hente fødevarer i nabolandet.

I slutningen af marts 2017 besluttede højesteret at fratage parlamentet dets magtbeføjelser, angiveligt fordi en række parlamentarikere havde udvist foragt for retten ved at kritisere valget i 2015. Højesterets beslutning blev dog omgjort allerede dagen efter. Men inden da havde statsanklager Luisa Ortega skarpt kritiseret domstolen for at sabotere parlamentarismen.

Maduro udskrev i april valg til en grundlovgivende forsamling. Oppositionen ønskede ikke en ny forfatning men at få fjernet Maduro og boykottede derfor valget. I juli valgtes 364 medlemmer til den grundlovgivende forsamling. Yderligere 181 blev udpeget af fagforeninger, kommunalråd, de indfødte folks organisationer, bønder, studerende og pensionister. Pga. oppositionens boykot blev valgdeltagelsen øjeblikkelig en central kampplads. CNE oplyste, at over 8 mio. havde stemt svarende til 41,5% af de stemmeberettigede. I den anden ende erklærede oppositionens parlamentsformand at højest 2 mio. havde stemt. 

Venezuela erklærede i april 2017, at det ønskede at melde sig ud af OAS pga. den regionale organisationskritik af landet. Udmeldelsen ville tage 2 år. I juni lykkedes det ikke OAS at blive enige om en kritik af Venezuelas regering for urolighederne i landet. I spidsen for forsøget stod USA og Mexico, men kun 20 ud af OAS' 34 medlemslande bakkede op, og erklæringen krævede 2/3 flertal svarende til 23 medlemslande.

Oppositionen satte fra april alt ind på at vælte Maduro. Midt i måneden gennemførtes en stor demonstration i Caracas med flere hundrede tusinde deltagere. Maduro svarede igen ved at mobilisere et tilsvarende antal til støtte for regeringen. Frem til starten af august gennemførte oppositionen voldelige angreb på sikkerhedsstyrkerne og blokkerede hovedfærdselsårene. En klar indikation af hvor volden udsprang var, at de fleste dræbte var politifolk eller tilhængere af Maduro. Alligevel gennemførte de borgerlige medier i Venezuela, Latinamerika, USA og Europa en intens kampagne, der fremstillede Venezuelas regering som den voldelige og udemokratiske part. Der var tale om en mediekampagne svarende til den borgerskabet gennemførte i 1972-73 med det formål at få væltet Salvador Allende i Chile. Men til forskel fra Chile havde det venezuelanske regeringsparti fuld kontrol over militæret, og selv om enkelte officerer gjorde oprør, mislykkedes borgerskabets og de anti-demokratiske medier kupforsøg.

USA's præsident Trump truede i august med at invadere Venezuela. Både udenrigsminister Tillerson og hans sikkerhedsrådgivere forsøgte at tale ham fra planen. Forgæves. Først da præsidenterne i USA's lydstater i Latinamerika nogle uger senere også vendte tommelen nedad til Trumps forslag, blev det opgivet. (Trump repeatedly suggested invading Venezuela, stunning top aides – report, Guardian 4/7 2018)

Regionalvalget i oktober blev vundet af det regerende GPP (Gran Polo Patriotico) der fik 52,7% af stemmerne mod 45,1% til oppositionens MUD. GPP vandt derfor 17 ud af 22 regioner, mens MUD tog de sidste 5. Valgdeltagelsen var 61,1%. Der var tale om en svag tilbagegang for GPP der i 2012 fik 56,2% af stemmerne.

EU vedtog i november en række økonomiske sanktioner mod Venezuela. Anledningen var regionalvalget i oktober der viste, at landet ikke var ved at bryde sammen, men at regeringspartiet fortsat havde betydelig opbakning i befolkningen trods den alvorlige økonomiske krise, USA's og EU destabilisering. Der var overvejende tale om en politisk tilkendegivelse. EU forbød salg af våben til Venezuelas militær og sikkerhedsstyrker, men de fleste af landets våben købes i Rusland og Kina. EU's hensyn var ikke demokrati. Unionens medlemslande sælger årligt for flere mia. US$ våben til Saudi Arabien, der anvender dem i den folkeret stridige krig mod Yemen.

Ved kommunalvalget i december 2017 vandt det regerende PSUV i 308 ud af landets 335 kommuner, i 21 ud af de 23 delstatshovedstæder, deriblandt Caracas. Oppositionen var splittet. De 3 store partier i MUD boykottede valget, mens de mindre partier deltog. Valgdeltagelsen var 47,3%. Valgkampen var voldelig. Flere af PSUV's kandidater blev skudt af oppositionen.

Maduro vandt præsidentvalget i maj 2018 med 67,8% af stemmerne mod 20,9% til Henri Falcón. En række mindre oppositionspartier havde forinden meddelt, at de boykottede valget. Stemmeprocenten faldt til 46% mod 79,7% ved det forrige præsidentvalg i 2013. EU, USA og en række andre lande der arbejdede for regime change i Venezuela nægtede at acceptere valgresultatet. EU indførte sanktioner mod landet allerede i februar, og USA havde siden 2000 brugt flere hundrede mio. US$ på at destabilisere landet. Få dage senere smed Venezuela USA's vigtigste diplomat, Todd Robinson ud af landet for at have konspireret mod Venezuelas regering. De to lande havde ikke gensidigt haft ambassadører siden 2010. (Venezuelan president expels top US diplomat, Guardian 22/5 2018. Venezuela: Maduro hails election win but world leaders threaten sanctions, Guardian 21/5 2018)

2019 USA forsøger statskup

I 2002 forsøgte USA at gennemføre statskup i Venezuela. Det mislykkedes. I januar 2019 forsøgte supermagten igen. I starten af måneden blev den 35 årige Juan Guaidó udnævnt til parlamentsformand, og efter tætte forhandlinger mellem ham og USA's regering erklærede han sig i slutningen af måneden for Venezuelas præsident. Der var ingen instrumenter i Venezuelas forfatning der gav ham denne ret, så skridtet var ligegyldigt. Men få minutter efter sin «udnævnelse» blev han anerkendt som præsident af USA og efterfølgende af en række højreradikale regimer i Latinamerika: Brasilien, Colombia, Argentina, Chile. Udlandets «anerkendelse» af den illegitime præsident illustrerede den gradvise opløsning af den internationale retsorden der havde fundet sted siden opløsningen af Østblokken og Sovjetunionen i 1989-91. Historisk har denne type af vilkårlige «anerkendelser» uden folkeretligt eller demokratisk grundlag dannet basis for krige. EU anerkendte ikke umiddelbart Guaidó som præsident, men opfordrede i stedet til forhandling. Rusland, Kina, Tyrkiet, Mexico, Cuba og Uruguay fordømte USA's kupforsøg og nægtede at anerkende Gauidós vilkårlige udnævnelse. Det samme gjorde New Zealand, mens Australien bakkede op om kupforsøget. Også Danmark brød EU's udenrigspolitiske linie og anerkendte kuppræsidenten. Danmarks udenrigspolitik var i 50 år frem til 2. Verdenskrigs afslutning i lommen på Tyskland, og har siden været i lommen på USA. Guaidó gennemførte demonstrationer i Venezuela til støtte for kupforsøget, men tilsvarende demonstrationer blev gennemført af landets folkevalgte præsident Maduro, som militæret også stillede sig bag. I frustration over kupforsøgets langsomme fremadskriden truede USA med militær indgriben og indefrøs i første omgang det statslige olieselskab PDVSA's midler i USA: 7 mia. US$. Samtidig meddelte regeringen, at den ikke længere ville betale for olieimporten fra Venezuela. USA var indtil da Venezuelas største kunde for olieprodukter og aftog for 11 mia. US$ årligt. Venezuelas højesteret indefrøs til gengæld Guaidós økonomiske midler og pålagde ham udrejseforbud, idet han blev underkastet undersøgelse for forbrydelser mod staten. I de internationale borgerlige mediers diskurs havde Maduro kørt Venezuela i sænk og skulle fjernes. Det blev forbigået i tavshed, at den økonomiske krise i Venezuela skyldtes USA's økonomiske sanktioner mod landet, økonomisk sabotage fra borgerskabets side og dramatiske prisfald på olien over de foregående 5 år. USA's økonomiske destabilisering af Venezuela svarede til supermagtens økonomiske destabilisering af Salvador Allende regeringen i Chile, der ledte frem til militærkuppet i 1973. Vesten viste dermed atter engang sin foragt for den nationale selvbestemmelsesret. (Trump says 'all options on table' as Venezuela crisis deepens, Guardian 24/1 2019; Venezuela crisis: US pulls out staff and tells citizens to 'strongly consider' leaving, Guardian 25/1 2019; The risk of a catastrophic US intervention in Venezuela is real, Guardian 24/1 2019; What has happened in Venezuela is a coup. Trump’s denial is dangerous, Guardian 28/1 2019; Trump steps up Maduro pressure with sanctions on Venezuelan oil company, Guardian 29/1 2019; Venezuela crisis: New Zealand refuses to back Guaidó as interim president, Guardian 29/1 2019; Venezuela court freezes Juan Guaidó's bank accounts and imposes travel ban, Guardian 30/1 2019)

Det USA ledede kupforsøg løb hen over foråret ud i sandet. Efter manipulation af de vestlige medier lykkedes det nok USA at få allierede blandt de vestlige kolonistater til at støtte kupmageren Guaidó som Venezuelas «præsident», men både i Europa og Latinamerika var medløberne imod, at USA skulle gribe militært ind. Omkring 1. maj lykkedes det USA at bestikke enkelte enheder i Nationalgarden og militæret til at støtte kuppræsidenten, men de var få, isolerede og planerne blev afsløret i utide, så også dette forsøg løv ud i vasken. I slutningen af juli forsøgte USA at fremprovokere en militær konfrontation, da det sendte et spionfly ind i venezuelansk luftrum, men flyet blev afvist af venezuelanske jagere. I stadig større desperation indførte USA i starten af august økonomiske sanktioner mod alle dele af det venezuelanske statsapparat og forbød alle tilhængere af den folkevalgte regering indrejse i USA. Samtidig truede USA's «sikkerhedsrådgiver» John Bolton Rusland og Kina, hvis de fortsat støttede Venezuela. (Recognising Juan Guaidó risks a bloody civil war in Venezuela, Guardian 5/2 2019; This man plotted Guaidó's rise – and still dreams of leading Venezuela, Guardian 7/2 2019; Spain would 'roundly condemn' use of force in Venezuela, Guardian 25/2 2019; Venezuela: US increasingly isolated as allies warn against use of military force, Guardian 25/2 2019; The plot that failed: how Venezuela's 'uprising' fizzled, Guardian 3/5 2019; Venezuela government says it foiled plot to assassinate President Maduro, Guardian 26/6 2019; US military: Venezuelan plane 'aggressively' shadowed navy aircraft, Guardian 21/7 2019; Trump freezes all Venezuelan government assets in US, Guardian 6/8 2019)

USA satte i 2019 alt ind på at kvæle Venezuela økonomisk. Virksomheder der solgte varer til Venezuela, købte varer (primært olie) eller transporterede disse blev ramt af sekundære US sanktioner for at skræmme alle aktører bort. Konsekvensen var, at det næsten udelukkende var lande der i forvejen var ramt af US sanktioner, der fortsatte handelen med landet: Rusland, Kina, Iran, Syrien og Indien. Omkring 40.000 venezuelanere døde det år, fordi USA hindrede landets import af medicin. USA's kriminelle aktiviteter blev bl.a. kritiseret af FN Menneskerettighedskommissær Michelle Bachelet.

I desperation over at USA kriminelle sanktioner mod Venezuela ikke havde den ønskede virkning, sigtede USA's «Justitsministerium» i marts 2020 Maduro for «narkohandel» og «narko-terrorisme» og udenrigsministeriet udsatte en belønning på 15 mio. US$ for at få ham udleveret.

I maj 2020 forsøgte USA at gennemføre et nyt kup. 60 lejesoldater organiseret af Silvercorp USA og CIA blev sendt ind i landet for at tage Maduro tilfange. Også dette kup slog fejl og de fleste lejesoldater dræbt.

OHCHR rapporterede i 2021 at 1/3 af venezuelanerne ikke havde adgang til tilstrækkelige fødevarer. Baggrunden var USA's økonomiske krig mod landet.

USA's økonomiske krig mod landet havde ved indgangen til 2022 sendt 6 millioner venezuelanere på flugt, sverende til næsten 25% af befolkningen. 5 mio. var rejst til andre latinamerikanske lande, hvor de levede under miserable forhold, blev udsat for diskrimination og ofte måtte ernære sig ved tyveri. USA havde med andre ord skabt en enorm humanitær katastrofe på kontinentet. Der var ikke umiddelbart nogen ændring i supermagtens politik ved overgangen fra Trump til Biden regimet i januar 2021.

Efter Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine indførte USA og EU omfattende sanktioner mod Rusland. Konsekvensen var, at flere millioner tønder olie pr. dag blev fjernet fra verdensmarkedet, hvilket fik oliepriserne til at eksplodere. USA forsøgte at få verdens største olieproducent Saudi Arabien til at øge produktionen, men dette afviste diktaturet, der i forvejen havde dårlige relationer med USA. Regimet i Washington konkluderede derefter, at den økonomiske krig mod Venezuela var mindre vigtig og indledte forhandlinger om lempelse af sanktionerne. De følgende måneder begyndte Venezuela at øge sin olieeksport, fordi USA ikke længere førte økonomisk krig mod de firmaer der transporterede olien, eller de lande der aftog den. Ikke alle på den yderste højrefløj i USA var tilfredse med denne udvikling. Det gjaldt især Florida senatoren Marco Rubio, der havde gjort krigen mod Venezuela til sin personlige mærkesag.

A.J. og Guia del Mundo