Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Latinamerika  .  Mellemamerika  .  Belize
DatoOpdatering
2013.12.03Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 21/8 2016
Læst af: 38.527
Verden  .  Latinamerika  .  Mellemamerika  .  Belize
: :
Belize
Befolkning200.000
ValutaBelice dollars
Areal22.696 Km2
HovedstadBelmopan
Befolkningstæthed8,8 indb./Km2    
HDI placering78    

Belize udgør den sydøstlige del af Yucatan-halvøen. Lavland, med varmt og regnfuldt klima i nord. I syd er landskabet bakket, og her dyrker man forskellige afgrøder. De nordlige kystområder er sumpede og omgivet af flade øer. De sydlige kystområder har udmærkede naturlige havne mellem koralrevene. Man formoder, at der i kyststrækningerne findes rige olieforekomster. Landet lider under de samme problemer som resten af de caribiske øsamfund, som f.eks. ødelæggelserne forårsaget af havet og jorderosionen. I nærheden af de større byer er vandet forurenet af affaldsstoffer fra sukkerproduktionen. Affaldsstoffer fra industrien, der ganske enkelt dumpes i havene, har skabt enorme sundhedsproblemer for landets indbyggere og har ført til omfattende fiskedød.

Folket: Den «engelske» befolkningsgruppe, af afrikansk afstamning, som rent historisk udgjorde flertallet er nu reduceret til at indtage andenpladsen med 29,8% af befolkningen, mens befolkningstilvæksten blandt de spansktalende har resulteret i at de nu repræsenterer 43,6%. Maya-indianere udgør 11%; garifunas 6,7%; den europæiske minoritetsgruppe 3,9%, indere 11%, samt en del kinesere og arabere.

Religion: 60% er katolikker; flertallet af resten er protestanter.

Sprog: Engelsk er det officielle sprog; der tales desuden spansk, quiché og andre indianske dialekter.

Politiske partier: Det demokratiske Enhedsparti (UDP), under ledelse af Manuel Esquivel; Det forenede Folkeparti (PUP), stiftet i 1950 under ledelse af Said Wilbert Musa; Den nationale alliance for Belizes rettigheder, stiftet i 1992 af udbrydere fra Det demokratiske Enhedsparti, der vender sig mod de aftaler, man har indgået med Guatemala.

Sociale organisationer: Arbejdernes Landsorganisation; Sammenslutningen af Kristne Arbejdere (CWU); Den forenede Sammenslutning; Arbejdernes forenede Sammenslutning; Sammenslutningen af Offentligt Ansatte.

Officielt navn: Belize

Administrativ inddeling: 6 provinser.

Hovedstad: Belmopan, 14.000 indbyggere. (2004).

Andre vigtige byer: Belize, 50.200 indbyggere; Orange Walk, 13.800 indbyggere; Corozal, 8.100 indbyggere; Dangria, 9.000 indbyggere. (2000).

Regering: Parlamentarisk monarki. Dronning Elisabeth den 2. af England er statsoverhoved; Colville Young er generalguvernør; Dean Barrow er siden februar 2008 premiereminister, genvalgt i 2012 og 15. Den lovgivende forsamling består af et underhus med 31 medlemmer, valgt ved almindelige valg, og et overhus, Senatet, med 12 medlemmer udpeget af generalguvernøren.

Nationaldag: 10. september, Nationaldagen; 21. september, Uafhængighedsdagen. (1981).

Væbnede styrker: 3.046 mand. (2003).

 

Itza'erne var eet af de folkeslag, der udgjorde mayaernes imperium, som inkluderede det sydlige af vor tids Mexico, Guatemala og Belice. De slog sig ned i Belice, og deltog i opførelsen af byerne Lubaatún, Pusilhá og det, arkæologerne i mangel af bedre kalder San José.

I 1502 styrede Columbus mod landets kyster og døbte det Bahia de Honduras. Det var primært spanierne, der udgjorde områdets vigtigste kolonimagt, men det lykkedes dem aldrig at erobre Belice, hvor de mødte voldsom modstand fra den oprindelige befolkning. Spanien tillod i henhold til Paris-traktaten fra 1763, at englænderne satte sig på udnyttelsen af ædeltræ; en autorisation, der bekræftedes i Versailles-traktaten fra 1783. Fra hovedkvarteret i Yucatan - det nuværende Mexico - forsøgte spaniere gentagne gange at fordrive englænderne, som hovedsageligt var beskæftiget med sørøveri. Briterne havde i 1798 opnået fuld kontrol over øen, selv om spanierne stadig officielt bevarede overherredømmet. Først i 1862 blev Britisk Honduras en engelsk koloni. En regering udnævnt af den britiske krone indførtes i 1871 og området blev administreret af guvernøren på Jamaica indtil 1884.

Tiltrukket især af ceder-, campeche- og tintetræet, slog nogle engelske handelsmænd sig ned i de tyndt befolkede kystområder i det 17. århundrede og begyndte i denne periode at importere afrikanske slaver, for at kunne disponere over den fornødne arbejdskraft. I løbet af kort tid oversteg antallet af slaver de europæiske kolonisatorer, og i 1784 var knap 10% af den samlede befolkning af europæisk afstamning; et forhold, der ikke har ændret sig meget siden.

Sammensætningen af befolkningen blev endnu mere uensartet i begyndelsen af det 19. århundrede. På den tid begyndte man at «importere» garifuna’er til den sydlige del af Belice. Racekrigen der udspillede sig på Yucatan-halvøen mellem 1847 og 1853, fordrev titusinder af spansktalende fra det nordlige Belice, på samme tid som adskillige maya-samfund igen slog sig ned i nord og vest. Disse indvandrere medbragte tekniske nyskabelser og udviklede landbruget, og medvirkede til at forbedre ikke kun overlevelsesmulighederne, men bidrog også til at forbedre produktionen af sukker, bananer og citrusfrugter. Fra 1860-1870 sørgede plantageejerne for indvandring af tusindvis af arbejdere, som hovedsageligt kom fra Kina og Indien. I slutningen af århundredet grundlagde maya- og kekchi-indianere, som var flygtede fra Guatemala, selvforsynende samfund i det sydlige og vestlige Belice.

I begyndelsen af det 20. århundrede var den etniske sammensætning af befolkningen i Belice rimeligt stabil, men økonomien var stagnerende og den britiske koloniadministration forhindrede ethvert demokratisk tiltag. En orkan ødelagde i 1931 en stor del af Belice By. En række strejker og demonstrationer, organiserede af arbejdere og arbejdsløse gav anledning til at danne fagforeninger og førte til fornyede krav om demokratiseringer. Stemmeret indførtes i 1936, men blev stærkt hæmmet af kravet om at kunne læse og skrive, kravet om at besidde fast ejendom og af racemæssige krav. Da guvernøren i 1949 devaluerede den nationale valuta, forenedes fagforeningslederne og den farvede middelklasse for at danne Folkekomiteer, der skulle kræve forfatningsreformer.

Af denne bevægelse udsprang i 1950 initiativet til stiftelsen af Det forenede Folkeparti, under ledelse af George Price, som gjorde sig overvældende bemærket i det første valg, hvor de deltog. Den almindelige valgret og direkte valg til en lovgivende forsamling indførtes i 1954. I 1961 indførtes et system med ministeriel regering, og i 1964 opnåede landet autonomi og George Price blev premierminister. Den 1. juni skiftede landet navn fra Britisk Honduras til Belice.

Guatemala hævdede at have fået arveretten til området fra den spanske krone og anerkendte ikke grænsen mellem Guatemala og Belice. Guatemala og Storbritannien underskrev i marts 1981 en 16-punkts aftale, der skulle garantere Belices uafhængighed i fremtiden til gengæld for nogle få indrømmelser til styret i Guatemala, så som fri adgang til Atlanterhavet, retten til fælles udnyttelse af havbunden, konstruktion af olierørledninger og en «anti-oprørsaftale». Den 21. september kunne Belice erklære sig selvstændig.

Turismen stod for indtægter på 4 millioner dollars i 1983, men på trods af en voldsom ekspansion på dette område, anså man det for usandsynligt at turismen kunne nå op på de indtægter, i størrelsesordenen 36 millioner dollars, der kom fra sukkerproduktionen. Den svindende tilslutning til Folkepartiet og det stigende pres mod George Price’s regering - hovedsageligt p.gr.a. støtten til Cuba og Nicaragua - blev udnyttet af det højreorienterede oppositionsparti, Det demokratiske Enhedsparti, der vandt valget i december 1984. Den nye premierminister, Manuel Esquivel, indførte en liberal økonomisk politik, og støttede den private import- og eksportsektor, der hovedsageligt var ejede af familier med ringe kendskab til virksomhedsdrift. Samtidig anlagde man en velvillig attitude over for de udenlandske investorer og forsøgte at tiltrække kapital fra USA, Jamaica og Mexico for at kunne udbygge turist-, energi- og landbrugssektoren. Belice kan, som en arv fra den tidligere regering, tilbyde hvad der formodentlig er den tredje verdens mest favorable skatteregler vedrørende udenlandske investeringer.

Produktionen af sukkerrør indbringer en halvdel af landets udenlandske valuta, men faldet i verdensmarkedsprisen har medført problemer. Industrien overlevede takket være garanterede importkvoter fra USA og EU, selv om disse kun aftager 60% af produktionen - resten må sælges med tab!

Premierminister Esquivel udtænkte i marts 1986 en plan ifølge hvilken man skulle kunne købe sig til statsborgerskab i Belice. Planen var i store træk beregnet på handelsfolk bosiddende i Hong Kong, hvor suveræniteten ville blive overdraget til Kina. Ifølge planen, skulle de, der købte statsobligationer for en værdi af 25.000 dollars - den reelle værdi af obligationerne var kun det halve! - automatisk og med det samme opnå statsborgerskab i Belice.

I 1980'erne modtog landet i nærheden af 40.000 flygtninge fra El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua. På trods af den officielle velvillighed, begyndte visse ledere at gøre flygtningene ansvarlige for den tiltagende handel med marihuana og den øvrige kriminalitet.

Ved Vinicio Cerezos tiltrædelse som Guatemalas præsident, forbedredes forholdet mellem de to lande betydeligt. Cerezos regering fornyede de diplomatiske relationer med Storbritannien, som ellers havde været afbrudt p.gr.a. Guatemalas krav på Belice. Man dannede en permanent kommission med deltagelse af repræsentanter fra Belice, Guatemala og Storbritannien i et forsøg på at finde frem til en fredelig løsning.

På trods af dannelsen af den omtalte kommission, var der forsat et kontingent på 1.800 britiske soldater i Belice. Årsagen var frygten for en invasion fra Guatemala. Ikke desto mindre viste Esquivel sig ikke parat til at tillade yderligere militærbaser med det argument, at landet ikke ønskede at involvere sig i de kriser, man oplevede i regionen.

Alligevel seksdobledes antallet af nordamerikanere ansat på USA's ambassade efter Belices selvstændighedserklæring og antallet af frivillige fra Peace-Corps voksede til det ti-dobbelte. Udenrigs- og Udviklingsminister Dean Barrow, accepterede at Belice forøgede sin afhængighed af USA, selv om han også henviste til det britiske Commonwealth som eet af de redskaber, Belice kunne anvende for at forsvare sin territoriale integritet.

Man kunne notere en bemærkelsesværdig fremgang for «Belice-brisen», et narkotisk stof der, ifølge udenlandske økonomer, var landets vigtigste eksportartikel. Det anslås at omkring 700 tons, til en værdi af ikke under 100 millioner dollars, eksporteredes til USA, hvor det kunne videresælges for det tidobbelte beløb. Det samlede areal, hvor planten dyrkedes, blev udvidet med i det mindste 20%, på trods af kampagner, hvor mexicanske helikoptere, financierede af USA, ødelagde planterne med sprøjtemidler.

George Price fra Folkepartiet vendte tilbage til magten efter valget den 6. september 1989. I september 1991 anerkendte Guatemalas præsident, Jorge Serrano Elias, omsider officielt Belice som en suveræn og selvstændig stat; til gengæld tilstod Belices regering Guatemala fri adgang til Honduras Golfen, hvilket betød en reduktion af Belices havområde.

Et stort antal haitianere føjede sig til de mange indvandrere, der pga. bedre lønninger end i deres respektive hjemlande, arbejdede som daglejere. En inflation på under 10% og en mere retfærdig fordeling af goderne var andre faktorer, der stimulerede indvandringen. Indvandrerne havde adgang til at modtage undervisning og lægehjælp. Det medførte en overbelastning af social- og sundhedssystemet, og rejste en folkestemning blandt Belices befolkning, med krav om hjemsendelse af indvandrerne.

En folketælling i 1992, viste at de spansktalende mestizer nu talmæssigt overgik den anglofone befolkning af afrikansk oprindelse som hidtil, sammen med europæerne, havde været dominerende.

Produktionen af bananer, sukker og citrusfrugter steg og beskæftigede næsten 40% af den erhvervsaktive befolkning og udgjorde 4/5 af den samlede eksport. Fiskeri var den fjerdevigtigste produktion, mens turismen var den sektor, der havde størst potentiale. Arkæologiske fund tiltrak en del besøgende.

Få timer efter præsident Serranos fald i Guatemala, den 1. juni 1993, fremskyndede Price de forestående valg 15 måneder, idet han udtalte, at han efter en valgsejr til Folkepartiet ville ratificere de indgåede aftaler med nabolandet. Hans modstander, Manuel Esquivel, satte spørgsmålstegn ved værdien af de aftalerne og krævede en folkeafstemning.

Ved valget i juni 1993 tabte Folkepartiet og erstattedes af Det demokratiske Enhedsparti, ledet af Manuel Esquivel, og domineret af mestizer. Enhedspartiet vandt ligeledes valget til landets 7 lokalforsamlinger i marts 1994. Regeringen dannede en gruppe af økonomiske rådgivere, der havde til opgave at studere initiativer inden for turisme og finansieringsmarkedet, såvel som f.eks. etablering af en eller flere skatte- og toldfri zoner. Frygten for at Guatemala skulle forny territorialkravene og tilbagetrækningen af de britiske tropper førte til forøgede militærudgifter.

Premierminister Esquivel omdannede sin regering i januar 1995 i et forsøg på at kontrollere det økonomiske tilbageslag og den øgede kriminalitet. Regeringen oprettede en kommission, der skulle forny planen om medborgernes investeringer. Et program der skulle tiltrække indenlandske investorer og nedbringe udlandsgælden. Samtidigt blev de offentligt ansattes lønninger fastfrosset i perioden 1995-1996 for at mindske underskuddet på statsfinanserne. Oppositionspartiet Folkepartiet erobrede for første gang i landets historie flertallet af de 7 lokalforsamlinger ved kommunalvalget i marts 1997. Esquivel foretog nye ændringer i sin regering i april; nogle ministre skiftede resort og andre udnævntes til ambassadører i udlandet.

I slutningen af oktober 97 hærgede orkanen Mitch Mellemamerika, hvor den kostede flere tusinder mennesker livet. I Belize anrettede den enorme skader på landets infrastruktur.

Ved valgene i august 1998 vandt Folkepartiet 26 af pladserne i parlamentet, og Said Wilbert Musa overtog premierministerposten. Det demokratiske Parti måtte nøjes med 3 pladser.

Den 24. februar 2000 blev 4 medlemmer af Belizes sikkerhedsstyrker arresteret i Guatemala for formodet invasion af dette land. Hændelsen forværrede grænsesituationen mellem de to lande, om den caribiske samhandelsorganisation CARICOM beskyldte umiddelbart efter Guatemala for at have invaderet Belize og for at have bortført et antal statsborgere. Grænseforhandlingerne blev genoptaget i 2002, men er fortsat uløste.

I oktober 2000 medførte orkanen Keith omfattende skader, flere blev dræbt - herunder turister - og de efterfølgende oversvømmelser ødelagde dele af landets infrastruktur. Regeringen erklærede 3 landsbyer ved kysten for katastrofeområde.

En tragedie indtraf i 2001, da orkanen Iris ramte landet, jævnede flere landsbyer med jorden og efterlod 13.000 hjemløse. Den værste orkan i 30 år ødelagde jungle, bananplantager og kostede omkring 20 livet.

Den 7. februar 2003 indgik Belize, Guatemala og Honduras en aftale i samarbejde med OAS for at give Guatemala adgang til Caribien. Samtidig blev der nedsat en tresidet kommission for at administrere fiskeriet i Honduras golfen.

I marts 2004 vandt det canadiske selskab Fortis Inc. en afgørende juridisk sejr i spørgsmålet om bygningen af et vandkraftværk ved Chalillo. Foreningen BACONGO havde kørt en appelsag mod byggeriet, hvis hovedargument var at miljøundersøgelserne af projektet var behæftet med fejl og udelod vigtige risici ved projektet. Projektet vil føre til oversvømmelse af 9 km2 regnskov. Dette område rummer flere truede dyrearter som jaguarer, tapirer, krokoddiller, brøleaber og en række kattearter. Det rummer endvidere en række kulturskatte fra Maya perioden. Miljøorganisationen slog endvidere fast, at de lovpligtige høringer om projektet ikke blev gennemført på et ordentligt grundlag. Projektets tilhængere hævdede, at det ville aflaste landets overbelastede elnet, reducere prisen på elektricitet og Belizes afhængighed af energi købt i Mexico.

Direktøren for Belizes zoologiske have og medlem af BACONGO, Sharon Matola erklærede at foreningen diskuterer muligheden for at indlede juridiske skridt til at tvinge regeringen til at respektere planen for bæredygtig udvikling, i lyset af at byggeriet er umiddelbart forestående. Biologen erklærede, at området hvor kraftværket skal placeres allerede har oplevet tilstrækkelig skovrydning og erosion, og at vildtet i området jages af arbejdere på projektet. Dawn Sampson fra Belice Electricity Limited afviste beskyldningerne. Trods de juridiske forhalinger vil projektet blive gjort færdig til januar 2005.

Den 15. april 2005 kom det til strejker og protester mod nedskæringer og korruptionen indenfor Said Musa regeringen. Urolighederne kostede 37 sårede - deriblandt 10 politifolk - og afbrød kommunikationsforbindelserne. Musa lagde ansvaret for urolighederne på oppositionen, og erklærede at telefonnettet var blevet afbrudt af teknikere ved det største telefonselskab, og betegnede det som «vandalisme og sabotage». Telefonselskabet er iøvrigt privatiseret, selv om størstedelen af befolkningen gerne så det på statslige hænder igen. Demonstrationen var i udgangspunktet fredelig og arrangeret af skoleelever, der krævede Musas afgang, men andre mindre fredelige elementer sluttede sig til demonstrationen, blokkerede gader og veje og gik senere i gang med at plyndre forretninger. Over 100 blev arresteret.

Efter 3 års stilstand blev forhandlingerne mellem Belize og Guatemala om havterritorialrettigheder genoptaget i februar 2006. Den fremtidige aftale vil blive sendt til folkeafstemning i begge lande, og hvis den ikke vedtages vil afgørelsen blive overdraget til en arbitrage domstol i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater).

Belize fungerer som brobygger mellem CARICOM i Caribien og det mellemamerikanske fællesmarked SICA. I denne rolle organiserede landet i maj 2007 et topmøde mellem statscheferne fra Caribien og Mellemamerika. Under topmødet diskuteredes muligheden af at udvide det handelssamarbejde der er aftalt mellem CARICOM og Costa Rica til at gælde hele Mellemamerika.

Parlamentsvalget i februar 2008 blev overraskende vundet af oppositionen, UDP, hvis formand Dean Barrow overtog posten som premierminister. Partiet vandt 25 af parlamentets 31 pladser, og det tidligere regeringsparti måtte nøjes med 6. Valgkampen var præget af korruptionsskandaler begge partier var involveret i, men vælgerne valgte især at straffe det tidligere regeringsparti.

I august 2009 nationaliserede staten telefon og internet selskabet Belize Telemedia Limited. I juni 2011 nationaliserede den Belize Electricity Ltd (BEL), der i flere år havde været i dybe økonomiske problemer. Den tidligere hovedaktionær, canadiske Fortis Inc. appellerede nationaliseringen, men statens fokus var at sikre produktionen fra landets største elproducent og -distributør.

Parlamentsvalget i marts 2012 gav en sviende tilbagegang på 8 mandater for regeringspartiet UDP, men med 17 pladser ud af 31 havde det fortsat flertal i parlamentet. Oppositionen gik 8 mandater frem til 14.

Belize er som de andre mellemamerikanske lande gennemgangsland for narkotika fra især Colombia, men er ikke lige så hårdt ramt af den medfølgende vold. Regeringen og politiet har siden 2008 gennemført en lang række programmer rettet mod unge for at undgå at de går ind i bander, og i 2011 lykkedes det regeringen at få en våbenhvile i stand mellem banderne, hvilket yderligere reducerede volden.

Det regerende UDP vandt valget i november 2015 og gik samtidig 2 mandater frem til 19. Premierminister Barrow kunne dermed fortsætte på posten.

I december 2015 forbød Belize boringer indenfor 1 km fra dets koralrev for at beskytte revet mod ødelæggelse. Ødelæggelsen af revet er dog allerede fremskreden som følge af ukontrolleret turisme og fiskeri. Det værste problem er dog den globale opvarmning, der alene siden 1998 har ødelagt 40% af revet.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Belize)
Political database on the Americas (engelsk)
Amnesty International Reports (engelsk)