Befolkning 2,8 mio. Valuta Jamaica dollars Areal 10.990 Km2 Hovedstad Kingston Befolkningstæthed 236,5 indb./Km2     HDI placering 110

Øen Jamaica er den tredje største i Caribien. En bjergkæde gennemskærer øen i øst-vestlig retning og optager to tredjedele af landets areal. Mod vest ligger et fladere område dækket af tropisk vegetation. Kystområderne er velegnet til landbrug og undergrunden er rig på bauxit. Klimaet er regnfuldt, tropisk ved kysten og tempereret i bjergområdet i øst. Tabet af landbrugsjord som følge af skovning og erosion opgøres til 80 millioner tons årligt. I nogle byområder har den sparsomme kloakering og den industrielle forurening ført til forurening af drikkevandet.

Folket: Størstedelen af Jamaicas befolkning har afrikanske rødder. Der er små minoriteter af kinesere, indere, arabere og europæere.

Religion: Protestanter (56%), katolikker (5%), rastafaris (5%).

Sprog: Engelsk (officielt). Der tales et lokalt sprog med stærke engelske elementer.

Politiske partier: Peoples National Party (PNP), grundlagt i 1938 af Norman Manley og ledet af nuværende premierminister Percival Patterson, medlem af Socialistisk Internationale siden 1975. Jamaicas Arbejderparti grundlagt i 1943 af Alexander Bustamante, konservativt orienteret og ledet af Edward Seaga. Den Nationale Demokratiske Bevægelse udspringer af sidstnævnte. Workers Party of Jamaica (WPJ), marxistisk-leninistisk parti grundlagt i 1978, ledet af Trevor Monroe.

Sociale organisationer: National Workers Union of Jamaica (NWUJ), støtter PNP. Bustamante Industrial Trade Union (BITU), ledet af «Arbejderpartiet».

Officielt navn: Jamaica

Administrativ inddeling: 14 distrikter

Hovedstad: Kingston, 651.880 indb. (2001)

Andre vigtige byer: Montego Bay, 90.500 indb.; Spanish Town, 127.300 indb. (2000).

Regering: Medlem af det britiske statssamfund Commonwealth. Dronning Elisabeth II er statschef. Patrick Allen er udpeget af dronningen og siden februar 2009 landets guvernør. Andrew Holness er premierminister og regeringschef siden marts 2016, genvalgt i 2020. Parlamentet har to kamre: Senatet med 21 medlemmer udpeget af generalguvernøren, Deputeretkammeret med 60 medlemmer, der vælges ved direkte valg hvert 5. år.

Nationaldag: 6. august (Uafhængighed, 1962)

Væbnede styrker: 3.350 soldater (1993).

 

Etnologiske studier viser, at øen var beboet af arawak folket, som kaldte øen for Xamayca - «kildernes land» - pga. de mange kilder der fandtes i landets tætte skove. Arawak folket havde fortrængt guanahatabey folket, der var kommet til øen fra Nordamerika. Arawak'erne boede i landsbyer i hytter lavet af palmeblade. Af natur var de fredelige og praktiserede et selvforsyningslandbrug. De var dygtige søfolk og fiskere og glimrende kunstnere i udskæringen af muslingeskaller. Sangen og dansen optog en vigtig plads i deres liv. De havde afguder - cemíes - med troede kun på én enkelt gud, skaberen af hele naturen.

Cristóbal Colón (Columbus) ankom til Jamaica i maj 1494 under sin anden rejse til den ny verden, og det var hans søn, Diego Colón der i 1509 erobrede den. Fra dette tidspunkt faldt antallet af indianere hastigt, hvilket var baggrunden for at den spanske historiker Francisco López de Gomara i den første halvdel af det 16. århundrede (sandsynligvis i 1545) kunne skrive, at «Jamaica ligner Haiti i den forstand, at alle indianere er blevet udryddet». Ifølge nogle kilder var antallet af arawak indianere omkring 60.000, da de spanske conquistadores satte foden på øen.

Spanierne havde nu øen under fuldstændig kontrol og begyndte at plante sukkerrør, bomuld og opdrætte kvæg. England havde allerede i 1596 og 1636 gjort invasionsforsøg, og i 1655 havde 6.000 britiske soldater under ledelse af William Penn ikke de store problemer med at eliminere de knapt 1.500 spaniere og portugisere. I løbet af kort tid blev Jamaica centrum for den piratvirksomhed, der saboterede Spaniens handel gennem Caribien. Til gengæld mødte briterne modstand fra de samfund af bortrømte slaver - maroons - der oprettede deres egne landsbyer i vanskeligt tilgængelige områder i det indre af landet - bl.a. i Blue Mountains i den østlige del af landet. I 1760 brød der et omfattende slaveoprør ud, der blev kvalt i blod og ild, og i 1795 blev det fulgt af et andet omfattende oprør.

Alligevel fortsatte koloniseringen. I de sidste år af det 19. århundrede fandtes der omkring 800 sukkermøller og over 1000 kvægfarme. Grundlaget for denne omfattende økonomiske aktivitet var 200.000 afrikanske slaver. Mens det 18. og 19. århundrede havde været præget af oprør vendt mod slaveriet og kolonimagten blev de første årtier af det 20. århundrede præget af faglige kampe. Det var på grundlag af denne faglige organisering, at landets to vigtigste politiske partier blev dannet: Peoples National Party (PNP) og Arbejderpartiet. I 1962 opnåede landet uafhængighed, men alligevel lå kontrollen med økonomien fortsat i udenlandske hænder.

I 1942 blev der opdaget enorme forekomster af bauxit, og de multinationale aluminiumsselskaber ALCOA, ALCAN og Reynolds & Kaiser trængte hurtigt ind i landet. Sukkerproduktionen blev fortrængt til en andenplads.

Koncernerne udvandt landets mineraler udfra det klassiske koloniskema. Bauxitten blev eksporteret i råform uden lokal bearbejdning. Koncernerne tog alle beslutninger omkring produktionen og betalte kun sparsomme toldafgifter.

Efter selvstændigheden blev der oprettet enkelte fabrikker for forarbejdning af bauxit til aluminium, men størstedelen af bauxitten blev fortsat eksporteret i råform til USA. I 1973 var Jamaica verdens næststørste eksportør af bauxit, og den udgjorde halvdelen af landets eksport, men kun 1% af arbejdskraften var beskæftiget i denne sektor.

PNP vandt valget i 1972, og i 1974 hævede den nye premierminister Michael Manley skatten på bauxiteksport og indledte forhandlinger med de multinationale selskaber for at opnå statslig deltagelse, genindvinding af kontrollen over selskabernes jorder (en tredjedel af landet) og en større kontrol over deres aktiviteter.

Samtidig gav PNP en stærk impuls til regional caribisk integration. Sammen med Venezuela oprettedes et fælles selskab til handel med bauxit og Jamaica blev tilsuttet Caribiens multinationale handelsflåde. Sammen med Cuba og Costa Rica blev der udviklet politik, der skulle hindre den nordamerikanske kapitals indtrængen.

Ved det følgende valg i december 1976 opnåede PNP en knusende sejr, der konsoliderede dets parlamentariske majoritet. Med denne omfattende opbakning erklærede Manley nu, at landet ville slå ind på en socialistisk udvikling indenfor rammerne af den eksisterende forfatning.

Jamaica fik nu en mere fremtrædende rolle i de alliancefri landes bevægelse og forsvarede effektivt sin støtte til befrielsesbevægelserne - især i det sydlige Afrika. Denne udvikling skabte stærke spændinger i forholdet til USA, og de multinationale selskaber reducerede deres bauxitproduktion og flyttede dele af denne til Guyana. Det fik eksportindtægterne til at falde, og regeringens sociale programmer kom dermed til at stå uden financiering.

I 1979 blev Manley tvunget til at forhandle med IMF, men i februar 1980 afbrød han forhandlingerne pga. de skarpe betingelser fra Valutafonden der ville føre til en drastisk reduktion af levestandarden i landet. I stedet udskrev han valg før tiden. Valgkampen var meget voldelig og præget af destabilisering fra både USA's og den konservative oppositions side. Under disse kaotiske omstændigheder vandt det konservative «Arbejderparti». Den nye regering under ledelse af Edward Seaga udviste den cubanske ambassadør og gennemførte en neoliberal politik, der åbnede fuldstændig op for udenlandske investeringer. Han erklærede desuden, at det var muligt at Jamaica ville søge om optagelse i USA. Men hans økonomiske politik gav ikke de ønskede resultater. I 1981-83 voksede arbejdsløsheden, bauxitproduktionen faldt yderligere, inflationen steg og udlandsgælden blev fordoblet.

I oktober 1983 sluttede Jamaica sig til den lille gruppe af caribiske lande, der diplomatisk støttede USA's invasion af Grenada. Måneden efter drog Seaga nytte af det favorable politiske klima og udskrev valg i utide. Valget blev boykottet af PNP, der beskyldte regeringen for ikke at overholde et tidligere løfte om fornyelse af valglisterne og indførelse af et identifikationssystem for vælgerne for at hindre svindel. Regeringspartiet var derfor det eneste der deltog i valget, og det satte sig på alle 60 pladser i parlamentet.

I 1984 forværredes krisen. Der blev indgået nye aftaler med IMF, der førte til betydelig indskrænkning af statens udgifter. Inflationen var da steget fra 4,7% i 1981 til 32% i 84. I 1985 faldt indtægterne fra bauxiteksporten og turismen yderligere. Samme år kritiserede fagbevægelsen sænkningen af levestandarden blandt arbejderne i frizonen i Kingston. Sænkningen havde til formål at tiltrække flere udenlandske investeringer. Samtidig påpegede fagforeningerne, at de faglige rettigheder ikke blev respekteret i frizonen.

96% af arbejderne i frizonen var kvinder, der blev udsat for langstrakte arbejdsdage, under elendige arbejdsmiljøforhold, uden sikkerhed og med lave lønninger. Dette havde alvorlige følger for børnene i hovedstaden Kingston, hvor 52% af familierne blev ledet af kvinder.

I 1985-87 indgik arbejderregeringen en række aftaler med USA om gennemførelse af et program til bekæmpelse af narkohandel. Det blev vurderet, at der årligt blev smuglet for 750 millioner dollars marihuana fra Jamaica til USA.

I 1989 kunne Michael Manley og PNP atter overtage regeringsmagten, efter at være blevet styrket ved kommunalvalgene i juni 1986. Det program han nu fremlagde var meget forskelligt fra hans program i 1976. Det var nu baseret på fremme af det private erhvervsliv og gode relationer med USA. Han genoprettede relationerne med Cuba, og erklærede at han ville respektere aftalerne med IMF, selvom han ikke ville acceptere betingelser, der ville føre til en forværring af de sociale uligheder. Hans mål var at fastholde den økonomiske vækst, men med en bedre fordeling af landets rigdomme.

Efter langvarig sygdom overlod Manley i april 1992 premierministerposten og formandsposten for PNP til Percival J. Patterson. Patterson var en kendt politiker, tidligere senator og tidligere minister i flere PNP regeringer.

Samtidig med at regeringen gav garantier til fagbevægelsen, indledte den i 1992 privatiseringen af omkring 300 statslige virksomheder, der blev karakteriseret som uproduktive. Hele sukkerindustrien var også en del af dette privatiseringsprogram.

Ved valget i marts 1993 fik PNP 60% af stemmerne, og Patterson kunne dermed fortsætte på premierministerposten. Arbejderpartiet - ledet af den stadig mere kritiserede Edward Seaga - afviste at deltage i midtvejsvalg i 1994 og kritiserede voldsomt valgsystemet.

I oktober 1995 brød en fløj ud af Arbejderpartiet og dannede Den Nationale Demokratiske Bevægelse. Imens fortsatte premierminister Patterson liberaliseringen af økonomien, og hans omformning af finanssektoren gjorde denne til en af landets mest blomstrende.

I 1997 dannedes en komite bestående af de politiske partier, religiøse repræsentanter og beboergrupper for at finde løsninger på den omfattende vold i landet. Presset fra denne komite medførte, at Jamaica blev det første land der løb fra FN's internationale aftale om Civile og Politiske Rettigheder, der begrænser anvendelsen af dødsstraf.

Den omfattende vold under valgkampen op til valget 18. december 1997 medførte, at mange kandidater trak sig. Ved valget erobrede PNP 50 af parlamentets pladser, mens de resterende 10 gik til Arbejderpartiet.

Jamaica trak sig i 1998 ud af OAS' Interamerikanske kommission for Menneskerettigheder pga. dennes modstand mod dødsstraf - en praksis der anvendes både i Jamaica og mange andre caribiske lande. Sammen med de andre tidligere britiske kolonier, Barbados, Guyana, Jamaica og Trinidad besluttede Jamaica i juni 98 at afbryde forbindelserne med Overhuset i London og i stedet stifte en fælles caribisk højesteret.

Efter sin indsættelse som formand for G15 gruppen - gruppe af 15 u-lande - erklærede premierminister Patterson på et møde i gruppen i Kingston i februar 1999, at det var nødvendigt at oprette en ny långiverorganisation til vanskelige situationer. Iflg. hans opfattelse er IMF ikke i stand til at opfylde denne rolle.

Samme år blev militæret sendt på gaden for bringe de optøjer under kontrol, der var opstået som følge af store prisstigninger. F.eks. steg benzinen med 30%. Landet har fortsat en af verdens højeste mordrater. I 2001 steg kriminaliteten med 30% og antallet af mord nåede op på 1.100.

I 2002 fejrede Jamaica sin 40 års uafhængighedsdag, og samme år blev Patterson valgt til sin 3. periode som premierminister. Valgkampen var den mindst voldelige i mange år. Økonomisk fortsætter Patterson den liberalistiske politik, der har været i kraft siden hans magtovertagelse i 1992. Udenrigspolitisk har han fulgt en uafhængig linie og erklærede i 2003 at han ønskede forfatningsreformer gennemført, der skulle gøre Jamaica til republik, og dermed endelig bryde båndene til Storbritannien.

Landet står overfor 2 alvorlige problemer: narkohandel og emmigration. I 2001 passerede 100 ton kokain og marihuana gennem landet, og visse sektorer indenfor politiet deltager tilsyneladende i denne illegale virksomhed. Omkring 20.000 udvandrer årligt - primært til Canada, USA og Storbritannien.

I starten af 2004 ankom 20 bådflygtninge fra Haiti på flugt fra Jean Bertrand Aristides styre. I marts tog den da styrtede Aristides selv midlertidigt ophold i Jamaica. Talsmænd for regeringen udtalte, at Aristides kunne blive i op til 10 uger i landet, men måtte i denne periode ikke involvere sig i politiske aktiviteter. Ekspræsidentens modstandere erklærede, at hans ophold i et land så tæt ved Haiti kunne gøre situationen mere ustabil i selve Haiti.

I september ramtes landet af orkanen Ivan, der berørte den sydlige del, hvor flere byer blev oversvømmet og ramt af jordskred. Mindst 1 blev dræbt af orkanen, der nåede vindhastigheder på 248 km/t, og vejene blev afbrudt. Flere steder blev el, vand og telefon afbrudt. Flere tusinde søgte tilflugt i andre dele af landet, og regeringen erklærede landet i undtagelsestilstand for at undgå enhver forstyrrelse af den offentlige orden.

I maj 2005 offentliggjorde bistandsorganisationen Christian Aid en rapport der påpegede, at regeringens liberaliseringstiltag havde kostet mange kvinder deres job og tvunget dem ud i prostitution eller handel med narkotika.

Den 30. marts 2006 blev Portia Simpson Miller fra PNP valgt som landets første kvindelige premierminister. Hun erstattede Patterson, der fik 14 år på posten. Kort tid efter fremsatte Arbejderpartiets leder, Bruce Golding en række forslag for at styrke menneskerettighederne, forbedre landets økonomi og gennemføre en forfatningsreform.

I sin årsrapport fra 2006 placerede Amnesty International Jamaica som et af de lande, hvor  politiet anvender uforholdsmæssig megen magt i sin kamp mod kriminalitet og offentlig uorden, og som et af de lande hvor der sker et stort antal krænkelser af menneskerettighederne.

Miller udskrev i juli valg til afholdelse i september. Valget blev vundet af Arbejderpartiet, og den 11. september blev dets leder, Bruce Golding indsat som ny premierminister.

Golding er homofob. I et interview med BBC i maj 2008 erklærede han, at en bøsse ikke ville få plads i en regering under ham.

I maj 2010 kom det til voldsomme uroligheder i Kingston efter regeringen havde besluttet at udvise den påståede narkohandler Christopher «Dudus» Coke til retsforfølgelse i USA. Tilhængere af Coke angreb politistationer i hovedstaden og premierminister Golding satte landet i undtagelsestilstand, hvilket gav politiet beføjelser til at gennemføre husransagninger uden dommerkendelse, tilbageholde mistænkte og begrænse befolkningens bevægelsesfrihed. Et sted mellem 44 og 60 mennesker blev dræbt under undtagelsestilstanden - heraf 3 politifolk. Politiet i Jamaica er usædvanligt skydegale og dræber hvert år flere hundrede - i 2009 alene 253. Til sammenligning dræber dansk politi i gennemsnit 2 om året.

Regeringspartiet JLP led et sviende nederlag i december 2011, da det gik 11 mandater tilbage til 21. PNP gik til gengæld 14 mandater frem og fik 42 (ud af parlamentets 63). Ny premierminister blev derfor PNP's Portia Simpson-Miller, der blev indsat i januar 2012. Simpson-Miller går ind for fuld selvstændighed fra Storbritannien. Altså omdannelse af Jamaica til republik uden forfatningsmæssige forbindelser til Storbritannien. En ændring der dog ikke blev gennemført før landets 50 års dag som selvstændigt land i august 2012. Simpson-Miller har endvidere erklæret sig som tilhænger af fulde rettigheder til homoseksuelle, herunder retten til at gifte sig og søge offentligt embede.

Jamaicas politi er fortsat et af de meste skydegale i verden, selv om antallet af politimord faldt fra 2011 til 12. Alligevel udløste det omfattende protester, da politiet de første 6 dage af marts 2012 skød og dræbte 21. Politiet nyder fortsat udstrakt straffrihed for sine mord, hvilket rutinemæssigt kritiseres af de internationale menneskerettighedsorganisationer.

I april 2014 underskrev Jamaica og Kina en samarbejdsaftale, der skulle gøre Jamaica til et 4. handelsknudepunkt i verden ved siden af Singapore, Dubai og Rotterdam. Jamaica skulle servicere det amerikanske kontinent. Som led i programmet skulle der endvidere oprettes produktionszoner for udenlandske virksomheder.

Regeringen nedsatte i februar 2014 en undersøgelseskommission, der skulle undersøge omstændighederne omkring indførelse af undtagelsestilstand i 2010. En foreløbig rapport fra april 2013 havde konkluderet, at 76 civile var blevet dræbt under undtagelsestilstanden. Heraf var de 44 rene henrettelser. En soldat blev dræbt. I 2011 havde politiet begået 210 drab, i 2012 219 og i 2013 258 drab. Ud af 2200 drab begået af politiet i 2000-10 var kun 2 politifolk blevet stillet for retten og dømt.

Kommissionen til undersøgelse af undtagelsestilstanden i 2010 og krænkelser af menneskerettigheder under denne afgav i juni 2016 rapport. Kommissionen identificerede i sin 900 sider lange rapport en række mulige tilfælde af henrettelser og fremsatte en række vigtige anbefalinger til reform af politiet. I et officielt svar accepterede Jamaicas Politiforbund en række af anbefalingerne, som administrativ undersøgelse af en række politifolk identificeret i rapporten, men afviste samtidig at påtage sig noget ansvar for de menneskerettighedskrænkelser eller henrettelser der havde fundet sted under undtagelsestilstanden. Endnu ved udgangen af året havde regeringen ikke indikeret, hvordan og om den ville gennemføre nogen af kommissionens anbefalinger. Samtidig fortsatte henrettelserne. I 2016 blev 116 personer dræbt af politiet. En stigning fra 101 året inden. Samtidig blev ofrenes efterladte systematisk udsat for chikane og intimidering fra politiets side, når de forsøgte at få mordene undersøgt eller få erstatning.

Parlamentsvalget i februar 2016 medførte et regeringsskift. Det regerende PNP mistede 11 mandater og fik 31, mens JLP vandt 11 og fik 32. JLP's knebne flertal i parlamentet skaffede Andrew Holness posten som premierminister. Valgdeltagelsen var rekordlav med kun 47,3%.

Ved parlamentsvalget i september 2020 vandt JLP en jordskredssejr. Det gik 17 mandater frem til 49, mens PNP gik 17 mandater tilbage til 14. Holness kunne dermed fortsætte på premierministerposten. Stemmedeltagelsen var kun 37%, hvilket blev tilskrevet COVID-19 pandemien.

Guia del Mundo