Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Latinamerika  .  Mellemamerika  .  El Salvador
DatoOpdatering
2013.12.03Opdatering 2013
2015.01.05Ã…rlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 9/7 2017
Læst af: 73.934
: :
El Salvador
Befolkning6,3 mio.
ValutaUS$
Areal21.040 Km2
HovedstadSan Salvador
Befolkningstæthed299,4 indb./Km2    
HDI placering90    
Det var især de elendige levevilkår på landet der var grundlag for det sociale oprør i 1970'erne og befrielseskampen i 80'erne. Bønder og landarbejdere er i dag atter ladt i stikken.
(Solidaritet)

El Salvador er Mellemamerikas mindste og tættest befolkede nation, og samtidig den eneste, der ikke har kyststrækninger ud mod Det caribiske Hav. En række vulkaner gennemskærer landet fra øst til vest og højderne påvirker klimaet. Kaffe er den primære afgrøde i højlandet, hvor der ligeledes dyrkes majs, bønner og ris, mens der ved Stillehavskysten, hvor klimaet er varmere, dyrkes sukkerrør. El Salvador er et af de lande i Latinamerika, der er mest hærget af afskovning.

Folket: Salvadoranerne er hovedsageligt mestizer, efterkommere af de spanske erobrere blandet med den oprindelige befolkning. 89% er mestizer, 10% er indianere og 1% er af europæisk afstamning.

Religion: Flertallet er katolikker.

Sprog: Spansk er det dominerende og officielle sprog. Indianske minoritetsgrupper taler nahuatl.

Politiske partier: La Alianca Republicana Nacional, ARENA, regeringspartiet; Frente Farabundo Marti de Liberación Nacional, FMLN, stiftet i 1980 ved sammenlægningen af 5 politisk-militære grupper: Fuerzas Populares de Liberación «Farabundo Marti», FPL; Partido Comunista de El Salvador, PCS; Fuerzas Armadas de la Resistencia Nacional, FARN; Ejército Revolucionario del Pueblo, ERP, og Partido Revolucionario de los Trabajadores Centroamericanos, PRTC. Partido Demócrata Cristiano, PDC; Unión Democrática Nacional, PCN; Movimiento Auténtico Cristiano, MAC, og Unión Popular, UP.

Sociale organisationer: Unidad Nacional de Trabajadores Salvadoreños, UNTS; MUSYGES og Coordinadora Nacional contra el Hambre y la Represión, CNHR, stiftet i 1988. Consejo Coordinador Indígena Salvadoreño (CCNIS); Asociación Democrática Campesina (ADC).

Officielt navn: República de El Salvador.

Administrativ inddeling: 14 departementer

Hovedstad: San Salvador, 1.766.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Santa Ana, 538.800 indb; San Miguel, 473.300 indb; Soyapango, 324.800 indb; Mexicanos, 152.900 indb. (2000).

Regering: Salvador Sánchez Cerén fra FMLN, præsident siden juni 2014. Parlamentet (Asamblea Legislativa) har 84 medlemmer.

Nationaldag: 15. september, Uafhængighedsdagen. (1821).

Væbnede styrker: 30.500 mand. (1995).

Paramilitære styrker: Det nationale politikorps, Policia Nacional Civil, er sammensat af tidligere guerillasoldater, soldater fra den nationale hær og politiet.

 

El Salvador har siden tidernes morgen været befolket af chibcha-folket, hvor pipil'erne og lenca'erne udgjorde de to største undergrupper. Maya'erne slog sig ligeledes ned i landet, men fik ingen større indflydelse.

Efter at have besejret aztekerne i Mexico, fortsatte spanierne under ledelse af Pedro de Alvarado erobringen af Mellemamerika. Alvarado grundlagde i 1525 byen El Salvador de Cuscatlán. Området hørte under Generalkommandaturet i Guatemala, der igen var underlagt den spanske Vicekonge i Mexico. Mellemamerika frigjorde sig fra spanierne i 1821 og organiserede sig som en forbundsstat.

Rivaliseringen mellem «imperialisterne» og «republikanerne» førte til udbruddet af borgerkrigen i 1827. Præsidenten for Den mellemamerikanske Republik, general Fransisco Morazán, forsøgte at forhindre opløsningen af forbundet fra 1839. Han startede kampen for bevarelse af forbundet fra El Salvador med støtte fra den indianske befolkningsgruppe nonulc'erne, under ledelse af Anastasio Aquino. Morazáns styrker led nederlag i 1840 og han sendtes i eksil, mens Anastasio Aquino arresteredes og henrettedes.

Da landet var blevet splittet fik englænderne forholdsvis let kontrol med området. Da præsident Doroteo Vasconcelos i 1848 afviste at bøje sig for englændernes pression, blokeredes de salvadoranske havne. I den sidste tredjedel af århundredet erstattedes den engelske dominans af USA's.

Med opfindelse af kunstige farvestoffer i slutningen af århundredet faldt verdensmarkedspriserne på indigo, der indtil da havde været El Salvadors primære eksportartikel, og erstattedes af kaffe. Liberalisternes revolution i 1880, affødt af behovet for jord til den nye afgrøde, førte til at tusindvis af bønder blev fordrevet fra de kollektive jorde - herved skabtes en landarbejderklasse, men man lagde også grunden til en permanent konflikt i landområderne. «Kaffegodsejerne» blev i den efterfølgende periode landets dominerende klasse.

Som resultat af den økonomiske verdenskrise i 1929 blev kaffe et svært afsætteligt produkt; man undlod at høste kaffen og tusindvis af daglejere og bønder blev overladt til deres egen skæbne. Den 22. januar 1932 startede en folkelig opstand, inspireret af kommunistpartiet under ledelse af Farabundo Marti, der tidligere havde været sekretær for Augusto Sandino under modstandskampen mod nordamerikanernes invasion af Nicaragua.

Opstanden kvaltes i fødslen af general Maximiliano Hernández Martínez' styrker; han havde erobret magten i 1931, hvilket blev det første af en række militærregimer, der ledede landet de efterfølgende 50 år. Nedkæmpelsen af opstanden kostede op mod 12.000 mennesker livet.

70.000 civile blev dræbt under diktaturene i 1980'erne. Menneskerettighedsorganisationen CDHES var en af dem der omhyggeligt registrerede folks vidnesbyrd om det USA støttede regimes overgreb.
(Solidaritet)

I slutningen af 1960 indledtes industrialiseringen af landet inden for rammerne af Det mellemamerikanske Fællesmarked med bistand fra «Fremskridtsalliancen». Selv om man kunne notere sig høje vækstrater, var det ikke tilstrækkeligt til at afbøde arbejdsløsheden, der i de foregående århundreder havde fået 300.000 jordløse bønder til at forlade landet og søge til Honduras. Dette demografiske pres, sammenholdt med den interne konkurrence blandt industriborgerskabet, fik El Salvador til at starte krigen mod Honduras i juni 1969. Den blodige konflikt, der varede i 100 timer, fik samarbejdet i Det mellemamerikanske Fællesmarked til at slå revner og den salvadoranske industrisektor røg ind i en krise.

I begyndelsen af 1970'erne fik den salvadoranske arbejderbevægelse en kraftig saltvandsindsprøjtning. Der stiftedes nye oprørsbevægelser og den legale opposition, PDC, UDN og MNR, sammenlagdes i Unión Nacional Opositora, UNO, hvis kandidat til valget i februar 1972 var Napoleón Duarte. Hans modstander var Arturo Molina fra regeringspartiet PCN; det lykkedes den sidstnævnte at vinde valget ved hjælp af udbredt valgsvindel.

Valgsvindel hjalp også general Carlos Humberto Romereo til magten efter valget i 1977. De efterfølgende demonstrationer blev nedkæmpet; i den forbindelse anslås det at 7.000 mistede livet.

Fraværet af politiske alternativer fik oprørsbevægelserne til at ekspandere; man begyndte at koordinere aktionerne mod regimet de enkelte oprørsbevægelser imellem, ligesom der etableredes kontakter til landets demokratiske opposition.

Den 15. oktober oprettede regeringen en militær-civil junta med repræsentanter fra Socialdemokratiet og de kristelige demokrater. Uden reel magt var juntaen ikke i stand til at kontrollere den hårdhændede undertrykkelse mod oppositionen, hvilket tvang de civile i juntaen til at trække sig; de erstattedes af folk fra Det kristeligt-demokratiske Partis højrefløj, ledet af Napoleón Duarte.

Fra dannelsen af den legale centrum-venstre koalition FDR i 1980. Koalitionen blev efter kort tid tvunget under jorden.
(Solidaritet)

Den 24. marts 1980 blev San Salvadors ærkebiskop, Oscar Arnulfo Romero, myrdet under afholdelse af en messe; tydeligvis p.gr.a. hans stædige forsvar for menneskerettighederne. De politisk-militære organisationer sluttedes sammen og der oprettedes en bred alliance af politiske partier og sociale oppositionsgrupper.

I oktober dannedes Frente Farabundo Marti para la Liberación Nacional, FMLN, der bestod af 5 politisk-militære organisationer, der kæmpede mod det salvadoranske regime. Den 10. januar 1981 indledte FMLN en «storoffensiv» og gennemførte samtidig aktioner over stort set hele landet.

I august 1981 undertegnede regeringerne fra Mexico og Frankrig en deklaration, hvori de anerkendte forbundet Frente Farabundo Marti para la Liberación Nacional-Frente Democrático Revolucionaro, FMLN-FDR, som legal repræsentant for den salvadoranske befolkning.

Ronald Reagans regering i USA betragtede situationen i El Salvador som et nordamerikansk sikkerhedsproblem og intervenerede direkte i konflikten; herved blev USA den militære og økonomiske garant for «anti-guerillakrigsførelsen», der praktiseredes af den salvadoranske hær.

Efter forslag fra Washington afholdtes valg den 28. marts 1982 med det formål at oprette en grundlovsgivende forsamling. Oprørsbevægelserne svarede igen ved at iværksætte en storoffensiv, der kulminerede med den ugelange belejring af byen Usulután.

Efter langvarige interne magtkampe, blev den nye leder af den grundlovsgivende forsamling Roberto D'Aubuisson, øverste leder af det højre-ekstremistiske parti ARENA. Han anses for at være hovedmanden bag attentatet mod ærkebiskop Romero.

I et højspændt klima under intense kamphandlinger afholdtes parlamentsvalg den 25. marts 1984, der dog boykottedes af FMLN-FDR; en opfordring der blev fulgt af 51% af de stemmeberettigede. Med åbenlys støtte fra USA, opnåede Napoleón Duartes parti PDC 43% af stemmerne mod 30% til major Roberto D'Aubuissons ARENA.

Højreekstremisterne kritiserede valgresultatet, men den hurtige opbakning til Duarte fra Forsvarsministeren og fra hærledelsen lagde en dæmper på kritikken. Det var første gang hæren offentligt støttede de reformvenlige kræfter. Der var møder mellem regeringen og guerillaen i La Palma og Ayagualo i 1984 og 1985.

Forskellen mellem rige og fattige er i dag endnu større end i 1970'erne. Her fra et af de riges indkøbscentre i udkanten af hovedstaden San Salvador.
(Solidaritet)

 

De fattige må søge frelsen i det hensides.
(Solidaritet)

Som følge af et kraftigt jordskælv i oktober 1986 enedes de stridende parter om en våbenhvile. Forhandlingerne blev fornyede i oktober 1987, efter et fredsinitiativ, der i august 1987 var blevet støttet af samtlige mellemamerikanske regeringer, med undertegnelsen af Esquipulas-aftalen.

I perioden fra 1987-1989 søgte Duarte med bistand fra USA at finde en forhandlingsløsning på konflikten, men interne uoverensstemmelser samt modstanden fra højrefløjen og hæren, forhindrede dette.

I oktober afholdtes valg, der blev boykottet af fraktioner inden for modstandbevægelsen, men hvor den civile sektor af FDR - socialdemokraterne og de kristeligt-sociale - deltog; præsidentkandidat var Guillermo Ungo. ARENAs kandidat, Alfredo Cristiani, blev ny præsident.

I november 1989 indledte FMLN atter en storoffensiv, hvor det denne gang lykkedes at besætte adskillige kvarterer i hovedstaden. Regeringen svarede igen med voldsomme bombardementer af tætbebyggede områder i hovedstaden. 6 jesuitter, bl.a. rektoren for Det mellemamerikanske Universitet, Ignacio Ellacuría, udsattes for tortur og henrettedes af svært bevæbnede soldater. Verdenssamfundet , og især den katolske kirke, fordømte på det kraftigste begivenhederne og den nordamerikanske bistand kom i farezonen.

Iflg. oplysninger fra den salvadoranske menneskeskerettighedskomission, CDHES, var det især kvinderne, der blev udsat for repressalier fra regimet, navnlig de kvindelige studerende og de fagligt aktive kvinder. Organisationerne der forsvarede menneskerettigheder, ledet af mødre, hustruer, døtre og familiemedlemmer til de tusindvis af ofre for overgrebene og den faglige organisation, UNTS, udfordrede gennem 12 lange år hæren og regimet med anklager om de konstante og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne.

Parlaments- og kommunalvalgene, den 10. marts 1991, afspejlede det nye forhandlingsklima: For første gang i 10 år opfordrede FMLN ikke til boykot og dekreterede samtidigt en 3-dages ensidig våbenhvile. På trods af dette, valgte flere end halvdelen af vælgerkorpset ikke at deltage i valget, der skæmmedes af dødspatruljernes overgreb. Regeringspartiet opnåede 43 af parlamentets 84 pladser. Den 12. marts blev freden atter brudt og kamphandlingerne fortsatte.

Guerillaen FMLN blev afvæbnet i 1992-93 som led i fredsprocessen. Her fra afvæbningsceremoni i november 1992 i Chalatenango.
(Solidaritet)

Medlemmer af Cristianis regering og repræsentanter fra FMLN indledte den 4. april 1991 en forhandlingsrunde i Mexico, hvor man forsøgte at få indført en våbenhvile. 10.000 demonstranter fra 70 sociale organisationer, samlet i Comité Permanente del Debate Nacional, CPDN, krævede ved en demonstration den 19. april indførelse af forfatningsreformer; demonstrationen fandt sted 2 uger inden parlamentets mandat udløb, det tidspunkt FMLN havde fastsat som endegyldigt for underskrivelse af en fredsaftale.

Efter forskellige tilløb lykkedes det, den 27. april, repræsentanter fra regeringen og FMLN at få underskrevet fredsaftalen, den såkaldte «Mexico-aftale», hvor man bl.a. fastlagde begrænsninger for hærens kontrol over det nationale forsvar. Samtidig forbød man oprettelsen af paramilitære grupper og man enedes om en ændring af forfatningens paragraf 83, for hermed at kunne fastslå at suverænitet «kommer fra befolkningen, og fra den udgår den politiske magt.» Yderligere en aftale blev indgået i juni i New York, iflg. hvilken regeringen forpligtede sig til at opløse Nationalgarden og Skattepolitiet og som erstatning oprette Policia Civil med deltagelse af medlemmer fra FMLN.

Den 16. november indledtes en ny etape i forhandlingerne, denne gang i FN's hovedsæde. Ved denne lejlighed dekreterede FMLN ensidigt våbenhvile, der skulle gælde indtil man havde fået underskrevet en ny aftale om en endelig våbenstilstand. Samtidig med dette udarbejdede en parlamentarisk delegation fra Spanien, der besøgte El Salvador, en rapport om drabene på de 6 spanske jesuitterpræster fra Universitetet i San Salvador. I denne rapport, der overbragtes til det spanske parlament, Europaparlamentet, Det salvadoranske parlament og USA's, anklagedes El Salvadors regering og hær for at skjule bevismateriale, der kunne føre til opklaring af forbrydelserne.

Efter 21 ugers forhandlinger - og 12 års borgerkrig , hvor 75.000 havde mistet livet, 8.000 var forsvundet og mere end 1 million salvadoranere drevet på flugt - underskrev begge parter den 1. januar 1992 aftalen i New York, der gjorde en ende på borgerkrigen i El Salvador, og fastlagde tidsrummet for et fuldstændigt ophør af krigshandlingerne til at vare fra den 1. februar til 3. oktober 1992; i den periode skulle man skabe et rum, der muliggjorde opfyldelse af fredsaftalen og forhandlingerne fortsatte med bistand fra FN og Organisationen af amerikanske Nationer, OAS.

I bydelen Chapultepec i den mexicanske hovedstad blev den endelige aftale underskrevet den 16. januar 1992. Heri foreslog man betydelige forfatningsændringer og en omlægning af strukturen, organisationsformen og uddannelsen inden for hæren; man foreslog at gennemføre reformer af ejendomsforholdene i landbrugssektoren og at muliggøre de ansattes medvirken i privatiseringerne af de statsejede virksomheder. Herudover tog man initiativ til oprettelsen af et organisationer, der skulle garantere overholdelse af menneskerettighederne og samtidig være garant for at FMLN's status som lovlig politisk organisation blev respekteret.

Den danske fagbevægelse udfoldede gennem 1980'erne og 90'erne en betydelig solidaritet med El Salvador. Her det danske PMF og den salvadoranske lærerorganisation ANDES.
(Solidaritet)

Iflg. aftalen skulle regeringen reducere antallet af soldater med 50%, og dermed komme ned på 30.000 aktive soldater i 1994, mens efterretningsvæsenet helt skulle nedlægges. Fra den 3. marts skulle der oprettes et nyt civilt politikorps, hvor FMLN's guerrillasoldater skulle inkorporeres. Med loven om national forsoning udstedtes generelt amnesti til samtlige politiske fanger i januar 1992.

Regeringen indvilgede desuden i at uddele jord til de tidligere soldater fra begge de stridende parter og yde bistand til bønderne. Efter den 30. april 1991 at være omdannet til et politisk parti, opfordrede FMLN i sit første politiske budskab, d. 1. februar 1992, samtlige oppositionspartier til at indgå en koalition før afholdelse af valget i 1994. Efter i årevis at have levet under jorden blev FMLN's første offentlige politiske møde ledet af de tidligere kommandanter Shafick Handal, Joaquin Villalobos, Fernán Cienfuegos, Fansisco Jovel og Leonel González.

I begyndelsen af marts 1992 begyndte man at fatte omfanget af de problemer, der var forbundet med opfyldelse af fredsaftalen. Adskillige ledere fra UNTS anklagede regeringen for at overtræde aftalen og for at være i færd med at indlede en smædekampagne mod de folkelige organisationer.

Den 15. februar 1993 afleverede de sidste 1.700 oprørere deres våben ved en ceremoni, hvori deltog flere regeringschefer for de mellemamerikanske regeringer samt FN's generalsekretær, Boutros Ghali. Man oprettede det civile politikorps, der oprettedes en ny, statslig menneskerettighedsorganisation og en ny valgretskommission.

Resultatet af undersøgelserne mod krænkelserne af menneskerettighederne, iværksat af Sandhedskommissionen, oprettet af FN, fik forsvarsminister, general René Emilio Ponce til at trække sig tilbage; han afsløredes som værende een af hovedmændene bag drabene på de 6 jesuitterpræster på Universitetet i San Salvador i 1989. Iflg. kommissionens slutdokument var hæren og dens dødspatruljer samt de salvadoranske myndigheder ansvarlige for 85% af overtrædelserne mod menneskerettighederne begået under borgerkrigen.

Sandhedskommissionen anbefalede afskedigelse af 102 militære ledere og fratagelse af muligheden for at udøve politisk virksomhed for nogle af de tidligere guerillaledere. Præsident Cristiani foreslog at udstede en generel amnesti for overtrædelse af menneskerettighederne; et forslag, der blev vedtaget 5 dage efter offentliggørelsen af Sandhedskommissionens rapport, den 20. marts 1993. Således forblev de groveste forbrydelser begået under borgerkrigen ustraffede.

Et år senere, den 20. marts 1994, afholdtes de første valg efter afslutningen af borgerkrigen. Venstrefløjskoalitionen Convergencia Democrática, der var sammensat af FMLN og andre grupper, opnåede 25,5% af stemmerne i første valgrunde, mens ARENA's kandidat, Armando Calderón Sol, fik 49,2%. Selv om venstrefløjen klagede over svindel, forsikrede FN's observatører fra ONUSAL-korpset at valget havde været fair. Efter valget gerådede FMLN ud i interne konflikter, hvis årsag var divergerende holdninger blandt de 5 tidligere guerillagrupper.

Den mest omfattende solidaritet fra dansk side stod SiD for. Det danske forbund brugte i 1988-89 5 mio. kr til at købe og indrette et uddannelsescenter til den salvadoranske landsorganisation UNTS.
(Solidaritet)

Ifølge ONUSAL ophørte volden ikke med undertegnelsen af fredsaftalerne. Udover efterrretningsvæsenernes aktiviteter inden for hæren, førte forbindelserne mellem de aktive soldater og den organiserede kriminalitet og mangelen på jobtilbud til de demobiliserede fra begge de tidligere parter i konflikten til en stigning i kriminaliteten.

Fængslerne var overfyldte; kapaciteten på 3.000 indsatte fordobledes. De elendige livsvilkår og den manglende opfyldelse af fredsaftalerne førte til en udbredt utilfredshed og de efterfølgende optøjer kostede 70 mennesker livet, mens flere hundrede blev sårede..

Uddelingen af jord til de demobiliserede soldater foregik langsommeligt og ineffektivt. I 1994 havde knap en tredjedel af de tilgodesete - 12.000 ud af en total på 37.000 - fået tildelt deres jordstykke; resten koncentreredes i midlertidige lejre og en del af disse forfaldt til at begå kriminalitet.

Med hensyn til den regionale politik genoptog Calderón Sol dialogen med naboen Honduras om de gamle grænsestridigheder.

Det lykkedes den nye regering at sikre en årlig økonomisk vækst på 5% og samtidig få styr på inflationen, der i de første 6 måneder af 1995 nåede op på 5%, men fattigdommen lod sig ikke kontrollere. De officielle tal afslørede, at 29% af befolkningen levede på fattigdomsgrænsen, mens 22% befandt sig under denne grænse. Flere end 400.000 børn led af kronisk underernæring, mens 15% af børnene under 5 år udviste tegn på alvorlig underernæring.

Iflg. statistikkerne var 90% af El Salvadors vegetation forsvundet; 2/3 af landet var plaget af jorderosion eller blev udnyttet til ineffektivt landbrug, mens kun 2% af de oprindelige skove stadig fandtes. 90% af landets floder var kraftigt forurenede af spildevand og kemikalier; mere end halvdelen af befolkningen havde ikke adgang til rent drikkevand.

En aftale indgået i maj 1995 mellem ARENA og Partido Democrático - et udbryderparti fra FMLN - muliggjorde en forhøjelse af momsen fra 10 til 13%. Denne stigning blev forsøgt forklaret med behovet for økonomiske midler til at financiere jordreformen, infrastrukturprojekter og en revision af valg- og justitssystemet.

Det nationale politikorps viste sig ude af stand til at håndtere problemerne med den organiserede kriminalitet, der iflg. den nationale presse, statistisk var ansvarlige for lovovertrædelser een gang i timen. Regeringen udstationerede 5.000 soldater for at forstærke patruljeringen på landevejene og i landzonerne. 3 betjente dømtes for at tilhøre den paramilitære organisation «Sombra Negra». Hærens undersøgelser afslørede desuden et våbenarsenal tilhørende organisationen «Los Benedictos», hvis leder havde forbindelser til et netværk af kriminelle organisationer i hele Mellemamerika.

En delegation fra FN, der var udsendt for at overvåge overholdelsen af aftalerne mellem den tidligere guerilla og regeringen, opholdt sig i El Salvador fra april til oktober. Demonstranter, der mente at være generet af langsommeligheden i opfyldelse af fredsaftalerne, herunder bl.a. jordtildelingen og udbetaling af erstatninger til krigsveteranerne, besatte i august 1996, hovedstrøgene og de offentlige bygninger i San Salvador. I maj trak Partido Democrático sin støtte til ARENA tilbage, hvorefter regeringspartiet ikke længere havde flertal i parlamentet.

De grundlæggende sociale konflikter er fortsat uløste. Borgerskabet beskytter sig mod de fattige med NATO pigtråd og bevæbnede vagter.
(Solidaritet)

Oppositionspartiet FMLN opnåede i marts 1997 en vigtig sejr ved lokalvalgene, ved dels at vinde borgmesterposten i hovedstaden, foruden at erobre samtlige større byer i provinsen. I parlamentsvalget, der fandt sted samtidigt, erobrede ARENA 33,3% af stemmerne og 28 pladser i parlamentet, mens FMLN satte sig på 32,1% og fik 27 pladser. Valgdeltagelsen var på sølle 40%.

Højesteret dekreterede at forretningsmanden Orlando de Sola skulle genindsættes i embedet som den øverste ansvarlige for elektricitets- og telekommunikationsselskabet; han var i december 1997 blevet afskediget. Højesteret mente at afskedigelsen, der var blevet besluttet efter uoverensstemmelser mellem præsident Calderón Sol og de Sola om salget af en TV-station, havde været grundløs og i øvrigt ulovlig.

En rapport fra Den Interamerikanske Udviklingsbank, offentliggjort i marts 1998 anslog, at 25% af den årlige økonomiske vækst forsvandt som følge af kriminalitet.

Som andre mellemamerikanske lande blev El Salvador ramt hårdt, da orkanen Mitch i første uge af 1998 ramte regionen. Flere hundrede blev dræbt og omkring 28.000 mistede deres bolig.

Præsidentvalget i marts 1999 bekræftede det højreorienterede ARENA's fortsatte dominans, selvom partiets kandidat, Francisco Flores på en række områder udtrykte fornyelse. Med sine 39 år blev han kontinentets yngste præsident, uddannet i filosofi og politisk videnskab.

Allerede dagen efter at være blevet indsat som præsident blev han stillet overfor sin første demonstration, anført af bønder og miljøaktivister i San Salvadors gader. De krævede, at regeringen udformede en plan for at løse de alvorlige problemer, orkanen Mitch havde skabt.

Flores-regeringens program gik under betegnelsen «Den nye alliance», og bestod af 4 hovedelementer: arbejde, sociale investeringer, offentlig sikkerhed og bæredygtig udvikling. Men oppositionen under ledelse af Shafick Handal mente, at præsidenten fortsatte med højrefløjens traditionelle politik med støtte til landets arbejdsgivere.

Den 1. januar 2001 gennemførtes en «dolarisering» af økonomien med det formål at reaktivere denne og tiltrække udenlandske investeringer. Selvom US$ nu var betalingsmidlet i banksektoren, kunne befolkningen fortsat betale i salvadoranske colones.

El Salvador blev i januar og februar 2001 ramt af en række alvorlige jordskælv, der hærgede et område fra det sydlige Mexico, gennem Guatemala og El Salvador videre til Nicaragua. 1159 mennesker mistede livet, 8122 blev såret, og 1½ million var berørte (25% af befolkningen). Som følge af skælvene blev yderligere omkring 225.000 kastet ud i fattigdom.

Som følge af den værste tørke i flere år igangsatte World Food Programme (WFP) i august 2001 en uddeling af fødevarer til 20.000 familier, der havde mistet deres høst.

USA's præsident George W. Bush besøgte i marts 2002 San Salvador, netop på den dag hvor ærkebiskop Romero 22 år tidligere var blevet myrdet af dødspatruljer. Trods det at USA's støtte til diktaturene i 1970'erne og 80'erne er dokumenteret, insisterede nordamerikanske funktionærer på at besøget alene blev gennemført for at festligholde en historie med «lykkelig afslutning», som Bush' far havde været involveret i, da han i 1992 deltog i underskrivelsen af fredsaftalen, der afsluttede 12 års borgerkrig. Bush junior erklærede, at El Salvador havde været «et strålende lys for Latinamerika».

I juli kendte en domstol i Florida Carlos Eugenio Vides og José Guillermo García skyldige i tortur i 1980'erne. Der var tale om 2 pensionerede salvadoranske generaler.

I december 2003 indgik El Salvador, Honduras, Nicaragua og Guatemala ensidigt en frihandelsaftale med USA. Det førte til utilfredshed i det salvadoranske erhvervsliv, fordi de nordamerikanske «indrømmelser» ikke var så generøse som forventet. Aftalen skal ratificeres i landenes parlamenter for at træde i kraft.

Befolkningens utilfredshed med regeringspartiet ARENA var tiltagende, hvilket ved parlamentsvalget i 2003 betød yderligere tilbagegang for dette. Mange iagttagere anså det derfor som sandsynligt, at FMLN ville vinde præsidentvalget i marts 2004. FMLN opstillede den 72 årige Schafik Handal, der imidlertid måtte nøjes med 36% af stemmerne overfor ARENA og dets 39 årige kandidat Tony Sacas 57%. For ARENA var det den 4. valgsejr i træk. Saca lovede i sin valgkampagne, at han ville standse væksten i bandekriminaliteten. Banderne «las maras» har som optagelsesbetingelse, at nye medlemmer har prøvet at slå ihjel. Saca lovede endvidere at stå for en åben regeringsførelse. Da valgresultatet lå fast lovede han at samarbejde med de øvrige politiske partier i landet.

Et oprør i fængslet La Esperanza i San Salvador i august efterlod 31 dræbte og snesevis af sårede. Oprøret brød ud, da medlemmer af banden Mara 18 gik til angreb på almindelige kriminelle i fængslet med bank, knive og hjemmelavede granater. La Esperanza blev bygget til at huse 800 fanger, men huser nu 3.000. Det er den væsentligste årsag til de hyppige oprør i fængslet. Regeringen og fængselsmyndighederne lovede at overføre Mara 18 fangerne til andre fængsler i landet.

Orkanen Stan der i oktober 2005 ramte Guatemala hårdt nåede i svækket udgave frem til El Salvador. Alligevel havde den styrke til at koste 25 livet og forårsage skader for flere millioner. Præsident Saca satte landet i national undtagelsestilstand, og et større netværk både indenfor og udenfor landets grænser satte sig i bevægelse for at hjælpe ofrene for orkanen. Flere tusinde blev evakueret, og der blev sat nødforsyninger med mad og medicin i gang.

FMLN's formand, Schafik Handal, døde i januar 2006 i lufthavnen Ilopango, da han vendte hjem fra et besøg i Bolivia. Dødsfaldet var omgærdet af mystiske omstændigheder, og dele af FMLN krævede en tilbundsgående undersøgelse af årsagen til dødsfaldet.

Den 1. marts trådte frihandelsaftalen mellem El Salvador og USA i kraft. Aftalen blev først mulig efter El Salvador havde gennemført en række ændringer i sin lovgivning og import/export regulering. Dagen inden gennemførte gadehandlere, studenter og arbejdere en kæmpedemonstration i San Salvador mod aftalen, som iflg. dem kun var til gavn for landets borgerskab og store virksomheder.

Den 12. marts 2006 gennemførtes parlaments- og kommunalvalg samt valg af medlemmer til det mellemamerikanske parlament. Valget var historisk fordi FMLN for første gang blev El Salvadors største parti. Det fik 784.894 stemmer i parlamentsvalget mod ARENA's 783.208. Alligevel gav det pga. valgsystemet ikke det største antal pladser i det nye parlament. FMLN fik 32 og ARENA 34. De resterende 18 pladser fordeltes på PCN, PDC og CD med henholdsvis 10, 6 og 2. Ved kommunalvalget vandt FMLN borgmesterposten i 59 ud af landets 262 kommuner. Pga. forskellen i kommunestørrelse vil FMLN imidlertid regere i kommuner med tilsammen 42% af landets indbyggere, mens der i de ARENA ledede kommuner kun bor 36%. Størst spænding var der omkring borgmesterposten i hovedstaden San Salvador. ARENA forsøgte her på valgnatten at stjæle posten ved at udråbe sig selv til sejrherre, men det mislykkedes og posten endte med at gå til FMLN's kandidat, Violeta Menjívar. FMLN har i forvejen siddet på denne post siden 1997. FMLN anklagede ARENA for at have anvendt statslige midler i sin valgkamp og for at have hentet støtte i USA.

Få dage efter valget indgik Venezuela aftale med en række kommuner ledet af FMLN om at levere billig energi. Med aftalen blev der oprettet en fælles virksomhed mellem Petróleos de Venezuela (PDVSA) og Asociación Intermunicipal de Energía de El Salvador (ENEPASA).«Hvis El Salvadors regering allerede  for lang tid havde tilbudt os at samarbejde med det salvadoranske folk, havde vi gjort det», erklærede Venezuelas præsident Hugo Chávez ved underskrivelsen af aftalen og fortsatte: «men det har de ikke gjort fordi der fortsat findes regeringer i dette områder, der tror på den amerikanske drøm».

I januar 2007 kom indsatte i et af landets højsikkerhedsfængsler i kamp, og mindst 21 blev dræbt. Sammenstødet skete mellem medlemmer af forskellige bander.

OAS indledte i august en gennemgang af valglisterne i El Salvador for at sikre gennemførelsen af et mere retfærdigt præsidentvalg i 2009. Ved parlamentsvalget året forinden havde FMLN kritiseret valglisterne, der havde gjort det muligt for døde og indbyggere fra nabolandene at stemme. Ved parlamentsvalget i januar 2009 gik FMLN 3 pladser frem og fik 42,6% af stemmerne overfor ARENA's 38,55%. I februar trak to kandidater til præsidentvalget sig da det stod klart, at de ingen chance havde for at vinde. Ved valget i marts deltog derfor alene FMLN's kandidat, TV journalisten Mauricio Funes og fascistpartiet ARENA's kandidat, Rodrigo Ávila. Funes vandt med 51,32% af stemmerne og den tidligere guerillabevægelse FMLN kunne dermed overtage præsidentposten. Funes' vicepræsident var Salvador Sánchez Cerén. Han var i 1970'erne formand for lærerfagforeningen Andes 21 og sluttede sig i slutningen af årtiet til guerillaen og blev til guerillakommandant Leonel González, der ledede den største gruppe indenfor FMLN.

Funes blev indsat på præsidentposten 1. juni og et af hans første skridt blev at genoptage de diplomatiske forbindelser med Cuba. De havde været afbrudt i 50 år efter krav fra USA. Efterfølgende er der kun sket gradvise ændringer i landets udenrigspolitik.

I december ekskluderede Arena sin tidligere præsident Antonio Saca. Saca tog 11 andre Arena parlamentsmedlemmer med og dannede Gana, der kom til at fungere som støtte for FMLN regeringen. Gana har senere trukket yderligere nogle medlemmer fra Arena og har nu 16 pladser i parlamentet overfor Arenas 19 og FMLN's 35.

I november 2009 blev landet ramt af orkanen Ida, der forårsagede betydelige ødelæggelser i Cuscatlán, San Salvador og San Vicente.

I anledning af 30 års dagen i marts 2010 for mordet på ærkebiskop Romero undskyldte præsident Funes på den salvadoranske stats vegne. Det var en statslig dødspatrulje der i marts 1980 myrdede Romero under en messe i San Salvador.

Funes har siden sin indsættelse gennemført en lang række sociale reformer til bekæmpelse af fattigdom og ulighed. Regeringen har især fokuseret på at bekæmpe fattigdommen i landets fattigste områder, har afskaffet betalingen for lægehjælp og sundhed generelt, har introduceret gratis sko, uniformer og måltider til landets skoleelever, har overdraget jord til mange hundrede fattige familier, har introduceret månedlige stipendier og jobtræning til dem der lever i ekstrem fattigdom og har indført folkepension. Den har endvidere gennemført betydelige investeringer i skoler, lærerlønningerne er hævet og der er gennemført programmer til bekæmpelse af analfabetismen. Der er desuden introduceret programmer for lokal sundhedsomsorg. Præsidenten har endvidere udstedt et dekret der forbyder diskriminiation på basis af køn eller seksuel orientering indenfor det offentlige. Endvidere er der nedsat to arbejdsgrupper, der skal sikre landets oprindelige befolkning bedre vilkår og repræsentation.

Regeringen indledte i 2011 udarbejdelsen af en national plan og strategi til håndtering af klimaændringerne. I juni 2012 blev der lanceret en national miljøpolitik og i juni 2013 en national miljøstrategi. Begge planer rummer elementer til at håndtere de udfordringer de globale klimaforandringer stiller El Salvador overfor. Landet er i det 21. århundreder blevet udsat for både tørkeperioder og oversvømmelser, der i begge tilfælde har ødelagt landbrugsproduktionen.

Parlamentsvalget i marts 2012 blev et nederlag for FMLN, der mistede sit position som det største parti. Det højreradikale ARENA fik 33 pladser i det 84 pladser store parlament, mens FMLN gik 4 pladser tilbage til 31. To mindre højrefløjspartier røg ud, mens det nystiftede AUN kom ind med 11 mandater. ARENA's Norman Quijano vandt borgmesterposten i hovedstaden San Salvador.

Landet er fortsat et af verdens farligste pga. bandekriminaliteten, der dels har sit udspring i bandemiljøerne i Los Angeles, landets rolle som gennemgangsland for narkotika fra primært Colombia mod USA og endelig den omfattende statslige vold under borgerkrigen. I 2012 nåede antallet af årlige drab op på 66 pr. 100.000 indbyggere, men samme år lykkedes det regeringen gennem en række programmer at få bremset op. Den fik etableret en våbenhvile mellem de stridende bander i marts 2012. Denne måned var antallet af drab på gennemsnitligt 16 om dagen, men i april var det faldet til 5 og den 14. april fandt der for første gang i 3 år intet drab sted i landet. Som led i programmet igangsatte regeringen samtidig «Alto al Crimen», der giver en belønning på 100-500 US$ for hvert telefonopkald der fører til arrestation af en bandeleder. En årsag til bandeaktiviteten er dog også den fortsatte ungdomsarbejdsløshed. Hvor der er mangel på arbejde til unge bliven banden et alternativ.

Den tidligere guerillakommandant Salvador Sánchez Cerén fra FMLN vandt i 2014 præsidentvalget. Allerede i 1. runde i februar fik han 48,9% af stemmerne, mens hans nærmeste modkandidat, Norman Quijano fra det højreradikale ARENA parti fik 39,0%. Ved 2. runde i marts fik Cerén 50,1%, mens højrefløjen samlede sig om Quijano der fik 49,9%. Der var tale om en lille tlbagegang for FMLN ifht. valget i 2009.

Med indsættelsen af Cerén på præsidentposten 1. juni fik Latinamerika sin 3. siddende præsident med en fortid i guerillaen - også i Brasilien og Uruguay sad der præsidenter med en fortid i den væbnede kamp mod 60'ernes og 70'ernes USA støttede militærdiktaturer.

Indstillingen til abort i landet er fortsat ekstremt konservativ. I januar 2015 gav parlamentet dog amnesti til «Guadelupe», der havde siddet 7 år i fængsel ud af 30, dømt for at have fået foretaget en abort. I november gik ombudsmanden ind i sagen om Maria Teresa Rivera, der var blevet idømt 40 års fængsel efter en domstol mente at have fundet bevis for at hun havde fået gennemført en abort. Iflg. ombudsmanden var der tale om en fejlbedømmelse af de medicinske komplikationer efter en operation.

I marts 2015 gennemførtes parlaments- og kommunalvalg. Valget gav kun minimale udsving. ARENA mistede 1 mandat i parlamentet og fik 32, mens FMLN fik 31.

FMLN gennemførte i november 2015 sin første politiske kongres - 35 år efter sin oprettelse. De vigtigste punkter på programmets var partiets økonomiske og politiske strategi.

Ligeledes i november registrerede landet de første tilfælde af Zika virus infektion. Frem til februar 2016 blev der registreret 6.000 tilfælde, og samme måned blev det første tilfælde af microcephali (børn født med for lille hjerne) registreret. Trods risikoen for misdannelse af fostre fastholdt landet dog sit strenge forbud mod abort. Regeringen opfordrede i stedet kvinder til at vente med at blive gravide til 2017 og igangsatte et program for at bringe epidemien under kontrol.

Antallet af mord voksede hastigt efter våbenhvilen med banderne brød sammen. Alene i det første 9 måneder af 2015 blev der registreret 4.253 mord mod 3.912 i hele 2014. Volden fik mange til at forlade landet, mens andre blev internt fordrevne når de flyttede fra deres voldsplagede kvarterer og byer.

I løbet af 2017 voksede kravene om omstødning af den 20 år gamle lov om totalt forbud mod abort. Loven har kostet snesevis af salvadoranske kvinder livet og sendt mange andre i fængsel på livsvarige fængselstraffe. Men i 2017 voksede støtten fra læger, advokater, menneskerettighedsgrupper og selv kirken til en omstødning af den drakoniske lov. Processen var dog langvarig. Så sent som i juli blev en 19 årig kvinde idømt 30 års fængsel efter at have født et dødfødt barn 3 måneder inde i sin graviditet. (Support building for landmark move to overturn El Salvador's anti-abortion law, Guardian 23/3 2017)

Guia del Mundo


 

Internet

Political database on the Americas (engelsk)
FMLN (spansk, engelsk)
Committee in Solidarity with the People of El Salvador (CISPES) (engelsk)
Political ressources on the Net (El Salvador)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Human Rights Watch' sider om El Salvador (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)