Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Korea
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 41.889
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Korea
: :
Korea

Den koreanske halvø blev oprindelig befolket af stammer af tungufolket, der emigrerede fra Sibirien. I det 10. til 7. århundrede før vor tidsregning blev der oprettet en række stammestater, hvoraf den mest udviklede i dag kendes som det Antikke Choson, der lå i Taedong floddalen. Frem mod det 6. århundrede fvt. udviklede Choson sig til en sammenslutning af de stammer, der boede i området omkring floderne Liao og Taedong. I denne epoke anvendte Chosons indbyggere våben af jern, seletøj og stridsvogne. I år 108 fvt. besejrede Kina Choson kongeriget, og delte det op i 4 kinesiske kolonier. I de århundreder hvor det Antikke Choson var på højdepunktet, fandtes der også andre blomstrende stammestater på halvøen. Det gjaldt specielt kongedømmerne Puyo i bækkenet omkring floden Sungari i Munchuriregionen, samt Chin der gennem det 2. århundrede fvt. opstod syd for Han floden. Det blev senere delt i tre stammestater: Mahan, Chinhan og Pyonhan.

De forskellige ligaer ekspanderede ned gennem halvøen, der fra det 1. århundrede fvt. var delt op i 3 rivaliserende kongedømmer: Koguryo, Paekche og Silla. Koguryo blev oprette af Chu-mong i år 37 fvt., Paekche blev oprettet af Onjo i år 18 fvt. og Silla af Pak Hyokkose i år 57 fvt. De tre stater blev konsolideret af Taejo (53-146? e.v.t.) i Koguryo, kong Koi (204-286?) i Paekche og kong Naemul (356-402) i Silla. De tre kongedømmer udviklede sig gennem en række erobringskrige til stater. De udviklede centraliserede militære og administrative systemer. I alle tre stater blev der også udviklet et stærkt aristokrati, der holdt til i de respektive hovedstæder. Et andet fælles karakteristika ved disse kongedømmer var, at de udviklede en højt sofistikeret kultur, og bl.a. udviklede deres egen historieskrivning for derved at underbygge statens autoritet.

Med støtte fra T’ang dynastiet i Kina erobrede Silla i 660 Paekche og i 668 Koguryo. De overlevende fra det besejrede Koguryo anført af general Tae Cho-yang oprettede i den nordlige del af det nuværende Manchuriet kongedømmet Perhae. Det kom hurtigt i konflikt med Silla. Den koreanske halvø var nu delt i to stater - en nordlig og en sydlig - der begge var afhængige af Kina. Perhae udviklede sig til en meget sofistikeret stat. Kineserne kaldte den for «den rige stat i øst». Men fra det øjeblik hvor den blev erobret af Khitan - et nomadefolk fra nord - ophørte den med at være en del af Koreas historie.

Det forenede Silla blev et absolut monarki og reducerede aristokratiets indflydelse. Den kinesiske variant af buddhismen - avatamsaka - står for en harmonisk totalitet af de ting der er repræsenteret i den lysende Buddha. Denne retning blev det ideologiske grundlag for monarkiet og aristokratiet, mens den fattige almindelige befolkning følte sig mere tiltrukket af den rene buddhisme, der lovede frelse i det næste liv. I hovedstaden Kwangju i det nuværende Sydkorea byggede monarkerne enorme paladser og kongegrave. Samtidig blev staten efter kinesisk mønster opdelt i provinser, præfekturer og grevskaber.

I slutningen af det 8. århundrede satte forfaldet ind i Silla, som følge af bondeoprør og konflikter med aristokratiet, der ønskede et opgør med den despotiske kongemagt. Der blev indført en ny styreform, der var baseret på enkeltherskere. De to provinsledere Konhwon og Kungye oprettede to kongedømmer, Det sene Koguryo og Det sene Paechke. I denne periode der blev kendt som «de tre sene kongedømmer», blev zenbuddhismen den dominerende religion. Den lagde vægt på selvrealisering gennem selvfordybelse. Denne retning var langt mindre hierarkisk end avatamsaka-buddhismen og favoriserede den personlige selvstændighed.

I år 918 oprettede Wang Kong kongedømmet Songak - det nuværende Kaesong i Nordkorea - og i 936 genforenede han halvøen ved at indlemme de overlevende fra Paechke, der var blevet hærget af Khitan folket. Wang Kong erklærede sig for den legitime efterfølger til Koguryo. Han gik flere gange i krig med Khitanfolket og udvidede kongedømmet til Yalufloden. Det var Wang Kong der var grundlæggeren af Koryo dynastiet - fra hvilket det vestlige navn, Korea, stammer. Den herskende klasse i Koryo bestod overvejende af lokale grever, der ejede slotte, samt det oprindelige aristokrati fra Silla. Koryo blev ledet af et øverste statsråd, der bestod af aristokrater. De anvendte buddhismen som middel til at opnå personlig lykke og åndelig tilfredsstillelse, samtidig med at de støttede sig til konfucianismens politiske grundlag og etiske værdier.

Trods nødvendigheden af at have et meget stærkt forsvarssystem, blev soldaterne ikke behandlet særligt godt. Dette førte i 1170 til et statskup. En af generalerne, Ch'oe Ch'ung-hon udnyttede det efterfølgende kaos til at etablere et militærdiktatur, der varede 1197 til 1258. Ch'oe foretrak at regere bag kulisserne. De besteg aldrig tronen. Formelt var Koryo dynastiet fortsat ved magten. I det 13. århundrede blev Koryo gentagne gange invaderet af mongolerne, der fik stor indflydelse i den nordlige del. I 1392 bragte den konfucianske lærer Yi Song-gye det vaklende dynasti til fald og grundlagde Choson (Yi) dynastiet, der overlevede frem til 1910. Yi Song-gye grundlagde i 1394 Seul, der blev kongerigets hovedstad.

1392-1910 Yi dynastiet

Det område som Yi dynastiet kontrollerede blev med tilladelse fra kejseren i Kina omdøbt til Choson. Det konfucianske etiske system blev officielt indført og fortrængte buddhismen, der var blevet korrumperet. Chosons herskende klasse var et aristokrati baseret på arvefølge, der blev kaldt yangban. Det gav sig af med at studere de ny-konfucianske doktriner. Under Sejos regeringsperiode blev der udviklet en regeringstruktur, der var baseret på yangban ideologien. Landet blev opdelt i 8 provinser, og regeringen udpegede alle statens funktionærer; Landets love blev nedskrevet og den øverste administration blev overladt til Statsrådet. Gennem det 15. århundrede blev mange lærere rekrutteret til at arbejde i statens tjeneste. De kritiserede bureaukratiet og anbefalede drastiske skridt for at Confucius' ideer kunne gennemføres. Efter voldsomt pres var lærerne dog atter nødt til at forlade administrationen.

I 1597 havde den japanske militærleder, Toyotomi Hideyoshi fuldført arbejdet med samlingen af det japanske rige, og han invaderede nu Shohon med det formål at indlede en invasion af Kina. Den nationale krise medførte, at folk fra alle klasser - selv de buddhistiske munke - lod sig indskrive for at kæmpe mod invasionsstyrkerne. Med støtte fra Kina lykkedes det i 1598 at tvinge japanerne på tilbagetog, men da lå størstedelen af landet i ruiner. Mange paladser, offentlige bygninger og huse blev brændt ned, mange nationalskatte blev ødelagt og et utal af håndværkere og lærde blev bortført og sendt til Japan. I begyndelsen af det 17. århundrede invaderede nomader fra Manchuriet Shohon. De underlagde sig den nordlige del af landet. I 1636 erobrede de Seul og krævede kongens betingelsesløse tilbagetræden. I 1640 væltede manchuerne Mingdynastiet i Kina og indsatte Ch'ing dynastiet. Den tribut som Korea havde betalt til Ming, skulle nu betales til Ch'ing.

I anden halvdel af det 17. og det meste af det 18. århundrede gennemlevede det koreanske samfund dybtgående forandringer. Det blev atter populært at plante ris, vandingssystemet blev forbedret, landbrugsproduktionen steg og med den bøndernes levevilkår. Dyrkningen af tobak og gingseng førte til stigende handel internt i landet og med udlandet. På den måde blev kontakten til europæiske handelsfolk og katolske præster forstærket. Samtidig undergik ideologien radikale forandringer - især fordi lærerne holdt op med deres teoretiske spekulationer og i stedet kastede sig over gøremål med praktisk relevans. Dette var grundlaget for udviklingen af silhak - en undervisning baseret på pragmatisme. En gren af silhak kastede sig over studiet af det koreanske sprog og historie, hvilket sammen med udviklingen af en folkelig kultur gav befolkningen adgang til skrevne tekster. I slutningen af det 18. århundrede havde nogle af silhak lærerne konverteret til katolicismen, og de blev senere fulgt af medlemmer af aristokratiet. Betydelige dele af befolkningen lod sig lokke af løfterne om lighed overfor gud efter døden, og katolicismen spredte sig derfor hastigt.

Yi dynastiets forfald hang både sammen med udviklingen i økonomi, religion og presset udefra. Yangban adelen havde tilranet sig offentlige jorde og betalte ikke skat. Regeringen øgede derfor skattetrykket på de fattige, der ikke kunne betale og derfor mistede deres jorde. Når der indtraf hungersnød, havde regeringen ikke tilstrækkelige økonomiske midler til at stå imod med. Endvidere var katolicismen og konfucianismen ikke i stand til at eksistere side om side, og regeringen valgte til sidst side til fordel for førstnævnte. Under religionsforfølgelserne i 1801, 1839 og 1866 blev de konverterede lærere tvunget til at dø eller vende tilbage til deres oprindelige tro, og de udenlandske missionærer blev halshugget. I samme periode øgede  Japan presset på Korea for at få åbnet dets grænser for handel, og Kina øgede tilsvarende sin indblanding på halvøen for at modgå denne japanske indflydelse. I 1860 grundlagde vismanden, Ch'oe-u folkereligionen Tonhak - den orientalske lære - der havde elementer fra både konfucianismen, kristendommen, shamanismen og buddhismen. Denne nye lære blev brugt til at samle bønderne til modstand mod den udenlandske indblanding og korruptionen, og i 1893 havde den religiøse bevægelse udviklet sig til også at være en politisk bevægelse. I maj dette år besatte Tonhak tilhængerne byen Chonju i Koreas sydvestlige hjørne, og både Kina og Japan sendte umiddelbart tropper afsted for at smide dem ud.

1910 Japansk kolonistyre

For at retfærdiggøre sin militære tilstedeværelse i landet foreslog Japan kineserne at gennemføre en fælles reform i Korea, men dette blev afvist. Snart kom det til væbnet kamp mellem de to stormagter, og Japan gik af med sejren. Tilskyndet af sin sejr over Kina i 1895 besatte Japan hele den koreanske halvø i 1905, og annekterede det formelt i 1910. Yi dynastiet var endelig brudt sammen.

Under den japanske besættelse blev Korea udnytte som leverandør af fødevarer og senere for sin billige arbejdskraft. Godsejerne og ejerne af de japanske fabrikker slog sig ned i landet og udviklede en infrastruktur, der gjorde det let for dem at udvinde landets rigdomme. I 1930'erne blev der gennemført en betydelig industrialisering på den nordlige del af halvøen til forsyning af Japan med krigsmateriel. Allerede på dette tidspunkt havde Japan indledt sin ekspansion på det asiatiske fastland.

1948 Uafhængighed - men 2 koreaer

Med sejren over Japan i 2. verdenskrig blev Korea nord for den 38. breddegrad besat af sovjetiske tropper og syd for af nordamerikanske. Koreanernes håb om en forenet og uafhængig nation syntes tæt ved at gå i opfyldelse, men et kompliceret politisk spil mellem de to supermagter hindrede denne udvikling. Sovjet bevarede sin indflydelse og ønskede ikke at der skulle gennemføres valg på hele halvøen. I syd gennemførte USA under dække af FN i maj 1948 valg, hvor Syngman Rhee blev valgt som republikkens første præsident. Samtidig udformede Den øverste Folkeforsamling i Nordkorea en ny forfatning, der blev vedtaget i august 1948. Kim Il Sung blev udpeget til premierminister, og den 9. september samme år blev Den demokratiske folkerepublik Korea oprettet med hovedstad i Pyongyan.

Den 12. oktober anerkendte Sovjetunionen den nye stat som Koreas eneste legitime regering, mens FN's Generalforsamling anerkendte den sydlige Republikken Korea. De fleste udenlandske styrker forlod året efter begge lande. Dog forblev USA's styrker i syd under FN's flag. FN var på dette tidspunkt under USA's kontrol.

I juni 1950 indledte Nordkorea en offensiv mod Sydkorea. FN opfordrede alle sine medlemslande til at bremse invasionen, og daværende præsident i USA, Truman beordrede sit militær til at støtte Sydkorea. Uden FN's tilladelse sendte USA endvidere en flådestyrke gennem Formosastrædet for dels at beskytte en af sine flanker og dels at komme det antikommunistiske Chiang Kai Shek styre på Taiwan til undsætning. Dette træk skabte ængstelse i Kina for en antikommunistisk invasion af fastlandet.

Samtidig indebar udviklingen i krigen på den koreanske halvø store omkostninger for både de sydkoreanske styrker og de nordamerikanske divisioner, der i al hast var blevet sendt afsted, og var dårligt udstyret. De blev tvunget til at trække sig tilbage til byen Pusan. Den katastrofale situation blev først vendt, da USA's general Douglas Mac Arthur sendte en flådestyrke i land 160km syd for den 38. breddegrad. Det gjorde det muligt at skære de nordkoreanske forsyningslinier over og besejre de nordkoreanske styrker i syd.

Kineserne var bekymrede over USA's fremmarch og erklærede, at nordamerikansk tilstedeværelse i Nordkorea ville drage Kina ind i krigen. Mac Arthur overhørte advarslen og indledte i november offensiven «Home by Christmas» (hjemme til jul). Kina svarede med at sende 180.000 soldater ind i Korea og i december var USA atter presset syd for den 38. breddegrad. Den 31. december 1951 blev der indledt en ny offensiv mod syd og efterfølgende kom frontlinien til at ligge omkring den gamle grænse. Pga. politiske og strategiske uoverensstemmelser blev Mac Arthur udskiftet af Truman. Generalen havde udarbejdet planer for bombning af Kina med atomvåben, og for at indlede krig mod dette land.

Kampene bredte sig til hele halvøen. Hovedstaden Seul skiftede hænder flere gange, og tabene nåede op på 4 millioner døde. Efter nye krigshandlinger i juni 1953 blev der en måned senere indgået en våbenhvileaftale. Korea blev delt i en nordlig og sydlig del ved den 38. breddegrad.

Den 8. august 1990 vedtog FN's Sikkerhedsråd enstemmigt optagelsen af begge stater som nr. 160 og 161 i verdensorganisationen. Den 13. december 1991 underskrev premierministrene Yon Kyon Muk (fra Nordkorea)  Chong Won Shik (fra Sydkorea) en «aftale om forsoning, ikke-aggresion, udveksling og samarbejde». Den blev set som et vigtigt skridt i retning af genforening.

Guia del Mundo