Befolkning 814.000 Valuta Comorer francs Areal 2.230 Km2 Hovedstad Moroni Befolkningstæthed 313,9 indb./Km2     HDI placering 156

Øgruppen Comorerne ligger ved indsejlingen til den strategisk vigtige Mozambique Kanal, på «olieruten» der forbinder Golfen med Vesten. De fire vigtigste øer i den vulkanske øgruppe er Njazidia, tidligere Stor Comora, Nawani eller Anjouan, Mwali eller Moheli og Mahoré, også kendt under navnet Mayotte. På den førstnævnte findes i 2.500 meters højde den stadigt aktive vulkan Karthala, hvis overflade er dækket af tropisk skov. Af de ca. 100.000 hektar opdyrket areal bliver kun 37% benyttet til kommerciel dyrkning af vanille og andre krydderier. På det overskydende areal produceres - uden adgang til permanent vandforsyning - fødevarer på selvforsyningsbasis. Regnvandet opbevares i reservoirer, der let bliver forurenede.

Folket: Sammensætningen af Comorernes befolkning afspejler øgruppens geografiske beliggenhed: en ur-befolkning af malaysisk-polynesisk oprindelse, der underlagdes indvandrende bantu'er og de nu dominerende arabere, samt, i mindre udstrækning, folk fra Madagascar og indere.

Religion: 98,9% af befolkningen er muslimer; 1,1% er katolikker.

Sprog: Arabisk og fransk er de officielle sprog. Flertallet taler comoransk, en swahili-dialekt; visse grupper taler madagasci

Politiske partier: Konventet for fornyelse af Comorerne; Sammenslutningen af autonome Øer; Kræfterne for republikansk Aktion; Den nationale front for Retfærdighed (islamisk); Den nationale union for Udvikling (konservativ alliance).

Sociale organisationer: Sammenslutningen af Comorernes Arbejdere er den største faglige organisation.

Officielt navn: Union des Comores.

Hovedstad: Moroni 60.200 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Mutsamudu, 25.400 indb; Domoni, 14.000 indb; Fomboni, 12.200 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk islamisk forbundsrepublik. Azali Assoumani er siden maj 2016 føderal præsident, genvalgt i 2019. Nationalforsamling med 33 medlemmer. Heraf vælges 18 af lokale forsamlinger og 15 ved direkte valg.

Nationaldag: 6. juli, Uafhængighedsdagen. (1975).

 

Comorerne, der siden begyndelsen af det 5. århundrede har været befolket af een af de sidste indonesiske emigrationer, var afskåret fra kontinentet indtil det 12. århundrede, da islamiske handelsmænd fra Kilua slog sig ned på øerne, grundlagde havne og medbragte en civilisationsform fra den afrikanske kontinents kyster. (Se Tanzania: «Zandj-kulturen»). Indtil det 16. århundrede havde Comorerne del i områdets velstand og blev derfor offer for portugisernes angreb, der ødelagde øens økonomi. Da det lykkedes sultanen af Oman at fordrive portugiserne fra regionen, underlagdes Comorerne Zanzibar og slavehandelen forøgede antallet af bantu'er.

Efter Zanzibars løsrivelse fra Sultanatet i Oman i det 19. århundrede, forstærkedes den europæiske pression og endte med franskmændenes besættelse af Mayotte i 1843. Kolonialisternes dominans udbredtes derefter til hele øgruppen, på grund af den rentable produktion af krydderier, og derudover spillede øens beliggenhed en vigtig strategisk rolle.

Molinaco, Den comoranske Nationale Befrielsesbevægelse, dannede sammen med det lokale Socialistparti, Pasoco, Den nationale Enhedsfront, FNU; denne organisation pressede den franske regering til i 1974 at udskrive en folkeafstemning, hvor 154.182 vælgere stemte for uafhængighed mens kun 8.854 stemte imod.

Tilhængerne af fortsat tilslutning til Frankrig koncentreredes på Mayotte - det drejede sig om 63% af øens befolkning. Frankrig har her anlagt en vigtig flåde- og flybase. Nogle hundrede katolske mestiz-familier, hovedsageligt af fransk afstamning, kontrollerer Mayottes økonomi og de er fortrinsvis organiseret i «Mahorés Folkelige Bevægelse», MPM, under ledelse af Marcel Henry.

Ahmed Abdallah, der var den første premierminister i den halv-autonome lokalregering og samtidig een af øgruppens største riseksportører, erklærede i juli 1975 Comorerne for selvstændig uden at afvente franskmændenes anerkendelse af afstemningsresultatet. Abdallah frygtede at hans parti, «Udzima», der betyder Enhed, skulle tabe terræn i forhold til FNU, da den grundlovsgivende nationalforsamling mødtes første gang. I et forsøg på at udnytte situationen, erklærede MPM sin interesse i at bevare Mayotte som fransk område. Frankrig støttede øens udtræden af det comoranske fællesskab for dermed at kunne bevare sin militære tilstedeværelse i Det indiske Ocean, og brød dermed sit tidligere løfte om at respektere Comorernes suverænitet og resultatet af folkeafstemningen. Man forhindrede ganske vist ikke Comorernes optagelse i FN, men der nedlagdes veto i Sikkerhedsrådet mod initiativerne, der skulle genforene Mayotte med resten af Comorerne.

Mindre end een måned efter selvstændighedserklæringen, besatte en mindre gruppe af yngre tilhængere af FNU regeringspaladset i Moroni og udnævnte socialisten Ali Soilih til præsident i stedet for Ahmed Abdallah. Frankrig indsatte øjeblikkeligt en hærstyrke bestående af 3 krigsskibe og 10.000 soldater på Mayotte - det svarede til een soldat for hver 3 indbyggere.

Betalt af Ahmed Abdallah fra hans eksil i Paris, gik en gruppe lejesoldater i maj 1978 i land på øen Stor Comora og afsatte Ali Soilih, der henrettedes 3 dage senere. Det faktum at operationen var ledet af franskmanden Bob Denard, der havde været retsforfulgt som lejesoldat af regeringen i Benin i 1977, førte til protester fra det internationale samfund - i en sådan grad at det førte til at Comorerne ekskluderedes fra ministermødet i Organisatinen for Afrikansk Enhed, OAU, der fandt sted i Khartoum, Sudan.

Denard blev herefter, i samarbejde med 30 lejesoldater, leder af præsidentens personlige vagtkorps, der bestod af 650 mand, og opnåede at blive en nøgleperson i øgruppens politiske liv.

Under ledelse af Bob Denard iværksatte 30 franske og belgiske lejesoldater et statskup den 26. november 1989, hvorunder Ahmed Abdallah blev myrdet.

De europæiske lejesoldater, der udgjorde en del af præsidentens vagtkorps var formodentlig financieret af Sydafrika; i hvert fald tydede visse oplysninger på at Comorerne tjente som forsyningsbase for de mozambikanske oprørere fra RENAMO. På sin side havde Frankrig fortsat et kontingent bestående af 102 teknikere tilstede på øen, af hvilke de 30 var beskæftiget med oprettelsen af Comorernes hær.

Den franske regering suspenderede al økonomisk bistand til øgruppen og indledte forhandlinger, der havde til formål at fordrive de europæiske lejesoldater, ledet af Bob Denard. Som en konsekvens af disse initiativer forlod en gruppe lejesoldater i midten af december øerne med kurs mod Sydafrika. Inden afrejsen overdrog Bob Denard ansvaret for hæren til et kontingent franske soldater, samtidig med at den comoranske præsident udtalte at franskmændene havde tilladelse til at opholde sig på øerne de næste et til to år.

De officielle begrænsninger for de politiske partier ophørte efter drabet på Abdallah, hvorefter adskillige oppositionspartier vendte tilbage fra deres eksil.

IMF krævede nedskæringer i antallet af offentlige virksomheder, hvilket ganske langsomt påbegyndtes i 1989.

Republikkens Højesteret erklærede i august 1991 præsident Said Mohammed Yohar for afsat, efter anklager om grov uansvarlighed.

Samtidig krævede et forbund bestående af samtlige politiske partier fra øen Mwali med 25.000 indbyggere, en mere retfærdig fordeling af posterne inden for den offentlige og økonomiske sektor.

Efter det mislykkede forsøg på at afsætte præsidenten i slutningen af 1991, underskrev præsident Yohar og de politiske partier en national forsoningsaftale. I januar dannedes en ny regering, under ledelse af Mohamed Taki, formand for Comorernes demokratiske Nationalunion.

Præsident Yohat afsatte Taki i juli 1992, efter at have anklaget ham for at have udnævnt en tidligere fransk lejesoldat til medlem af kabinettet.

Et forsøg på statskup mod Yohar i september ledet af to af den tidligere præsident Mohamed Abdallah's sønner, mislykkedes. Adskillige oppositionsledere arresteredes efter anklager om medvirken i kupforsøget og i hvert fald 6 civile rapporteredes dræbt.

På grund af «uregelmæssigheder» forlængedes det første parlamentsvalg til at vare november og december. Oppositionen opnåede 25 pladser i parlamentet og regeringspartiet 17. I juni 1993 udnævntes Ahmed Ben Cheikh Attoumane til premierminister, men mindre end halvandet år senere blev han tvunget til at træde tilbage efter udbredt folkelige utilfredshed med hans styre.

Denard forsøgte endnu engang at gennemføre et statskup i september, men han og 1000 af hans tilhængere blev tvunget til overgivelse af franske tropper, der var ankommet fra Mayotte få dage senere og præsidenten blev øjeblikkeligt sat på fri fod. I oktober, mens den næsten 80-årige Yohar var overført til øen Reunión for at modtage medicinsk behandling, udråbte premierminister Caabi el Yachourtu Mohamed sig selv til ny præsident og vægrede sig ved at afgive magten til den hjemvendte præsident.

Yohar genvandt symbolsk sin præsidentpost i januar 1996 og i perioden fra den 6. til den 17. marts afholdtes valg der endte med sejr til Taki fra CDN, Comorernes demokratiske Nationalunion.

En måned efter sin tiltrædelse opløste Taki Nationalforsamlingen og udskrev valg til afholdelse den 6. oktober. CDN opnåede 36 af parlamentets 43 pladser, ved et valg, der blev boykottet af oppositionen.

Forfatningen af oktober 1996, der afløste den tidligere fra juni 1992, indeholdt bl.a. oprettelsen af Ulema Rådet, der skulle kontrollere var i overensstemmelse med islamisk lovgivning, sharia. Bl.a. blev dødsstraf - afskaffet i 1975 - genindført.

Verdensbanken financierede et program, der skulle reducere infektionssygdomme. Malaria er den primære dødsårsag i Comorerne; 20% af dødsfaldene blandt børn under fem år skyldes malaria!

En løsrivelsesbevægelse under ledelse af Abdallah Ibrahim krævede i august 1997 uafhængighed for øen Anjouan, hvor halvdelen af Comorernes befolkning lever. Den nationale hærs indgriben og en række voldelige konfrontationer resulterede i flere hundrede dødsfald i løbet af de efterfølgende måneder.

Mere end 99% af Anjouans befolkning stemte i marts 1998 til fordel for øens løsrivelse fra Comorerne. Valget skæmmedes ved arrestationen af en oppositionsleder fra uafhængighedsbevægelsen på øen Moroni. Øen Mohéli krævede ligeledes uafhængighed. En delegation fra OAU, der udtrykte ønsket om et forenet Comorerne, rejste til begge øer for at bedømme situationen.

Tre måneder inden de planlagte valg døde Taki Abdulkarim i en alder af 62 år af hjerteslag. Formanden for Nationalforsamlingen, Tadjidine Ben Said Massonde, overtog midlertidigt præsidentposten.

Den 23. april 1999 blev der i Madagascar foreslået en aftale, der skulle give større autonomi til Anjouan og Moheli, etablere en overgangsregering og skabe en præsidentpost der skulle gå på skift mellem de 3 øer. Repræsentanterne fra Anjouan afviste imidlertid at underskrive aftalen, med henvisning til, at de først måtte konsultere med deres befolkning. Det udløste voldelige sammenstød både på Comorerne og Anjouan. Den politiske ustabilitet udløste den 30. april et militærkup. Oberst Azali Assoumani overtog de-facto præsidentposten og lovede at gennemføre valg indenfor 10 måneder.

Hverken Comorernes føderale regering eller den afrikanske enhedsorganisation OAU havde på noget tidspunkt indgået aftale om Anjouans selvstændighed. Mens Anjouans politiske ledere i august 2001 var forsamlede i Moheli for at studere et forslag til forfatning, der skulle omdefinere relationen mellem øerne, tog en militærkomite under ledelse af major Mohamed Bacar kontrol over øen. Komiteen erklærede sig villig til at give Anjouan «regional autonomi overfor Comorerne, men ikke selvstændighed.»

To modkup blandt separatister indenfor den militære ledelse slog fejl, og det var fortsat Bacar der havde kontrollen. I sidste ende blev der gennemført en folkeafstemning på Njazidja, der støttede den nye forfatning, der bevarede føderationen, men gav større autonomi til dens enkelte øer. Forfatningen var da allerede vedtaget på de andre øer. Præsidentposten skal gå på skift mellem de 3 øer, og Njazidja tegner sig for første periode på 4 år.

Efter en valgkamp præget af påstande om uregelmæssigheder blev Assoumani i maj 2002 indsat som føderationens præsident. Mohamed Fazul blev erklæret vinder af valget på Moheli, der også var præget af uregelmæssigheder, Bacar vandt præsidentvalget på Anjouan og Abdou Soule Elbak blev valgt til præsident på Gran Comora.

De konstante stridigheder mellem Assoumani og Elbak om fordelingen af skatteindtægter, sikkerheden og budgettet forsinkede parlamentsvalget, der skulle gennemføres i 2003. Efter at nabolande, internationale organisationer og grupper fra civilsamfundet gik ind og mæglede i konflikten, kunne der i december 2003 indgåes aftaler mhp. afholdelsen af valg i april 2004.

Valget til det føderale parlament i april 2004 blev vundet af de nationale partier fra hver af de 3 autonome øer. disse partier står først og fremmest sammen pga. deres opposition mod præsident Assoumani, der regerer mens oppositionen kontrollerer parlamentet.

I august registrerede vanillen et kraftigt fald i prisen på de internationale markeder, hvilket på længere sigt kan føre til katastrofe for denne industri. Vanille er det vigtigste eksportprodukt fra østaten, hvor de seneste års politiske uro har bremset investeringer indenfor andre sektorer. 33% af landets landbrugseksport udgøres af vanille iflg. statistikker fra FAO. Landbruget tegner sig for 40% af BNP.

I september blev den franske journalist Morad Aït-Habbouche arresteret i Moroni umiddelbart efter sin ankomst til Gran Comora, anklaget for «at forberede et statskup». Journalisten blev arresteret sammen med Said Larifou, leder af oppositionssammenslutningen Rassemblement pour une initiative de développement avec une jeunesse Avertie (RIDJA), der året forinden var stillet op til præsidentvalget på Gran Comora. Larifor blev anklaget for delagtighed i kupplanerne.

Samme måned havde Larifou og hans tilhængere organiseret en protestdemonstration i Mbeni - på den østlige kyst af Gran Comora. I demonstrationen havde deltaget omkring 1.500. Larifou havde rettet kritik mod både lokal- og centralregeringen, pga. den blindgyde comorernes regering efter hans mening var inde i.

I januar 2005 fandt det første statsbesøg i 30 år fra Comorernes side sted i Frankrig, da Assoumani og hans franske modpart Jacques Chirac blev enige om «at sætte nyt liv» i forbindelserne mellem de to lande. I april kom vulkanen Karthala på øen Njazidja i udbrud. Udbruddet varede kun i få dage, men var så kraftigt at 40.000 mennesker blev evakueret. I 2006 havde vulkanen yderligere et mindre udbrud. Den anses for tiden for at være en af verdens mest aktive vulkaner.

Den religiøse leder Ahmed Abdallah Sambi vandt præsidentvalget i maj 2006, efter at have slået 2 andre kandidater fra Anjouan - den ø som det tilkom at have præsidentposten i det rotative præsidentsystem.

I juni 2007 gennemførtes guvernørvalg på hver af øerne, overvåget af den Afrikanske Union. Efterfølgende nægtede Frankrig at anerkende resultatet på Anjouan. På denne ø var Bacar blevet genvalgt, trods det at han iflg. loven ikke kunne genopstille. Konflikten kulminerede da en styrke fra OAU i marts 2008 angreb Anjouan og fjernede Bacar, der efterfølgende søgte asyl i Mayotte. OAU styrkerne bestod af soldater fra Sudan, Senegal og Tanzania, og havde desuden logistisk støtte fra Libyen og Frankrig. Bacar søgte efterfølgende asyl i Frankrig, hvilke førte til anti-franske demonstrationer i Comorerne, der krævede ham udleveret. I maj afslog Frankrig asylansøgningen, men besluttede samtidig at undlade at sende ham tilbage til Comorerne med den begrundelse at han der ville blive udsat for forfølgelse. I juni valgtes Moussa Toybou til ny præsident over Anjouan.

Præsidentvalget i december 2010 blev vundet af Ikililou Dhoinine med 61,2% af stemmerne. Han fik i første runde af valget 28,2%.

I maj 2013 indbragte regeringen Israels angreb på Fredsflotillen og drab på 7 personer i internationalt farvard ud for Gaza for den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC). Hændelsen fandt sted i maj 2010. ICC's chefanklager besluttede i november 2014 ikke at rejse sag mod Israel for massakren.

Præsidentvalget i april 2016 blev vundet af Azali Assoumani. I anden runde af valget deltog de 3 kandidater, der fik flest stemmer i 1. runde. Det var heldig for Assoumani, for i 1. valgrunde kom han ind på tredjepladsen. I 2. runde fik han 41,4% af stemmerne, mod 39,7% til Mohamed Ali Soilihi. Soilihi kritiserede resultatet, men processen blev i det store hele betegnet som korrekt af AU, den Arabiske Lige, EU og FN. Pga. Soilihis protester og det snævre resultat besluttede Forfatningsdomstolen i maj, at valget skulle gå om i 13 distrikter. Afstemningen ændrede ikke resultatet og i maj blev Assoumani indsat som landets præsident.

I juli 2018 gennemførtes en folkeafstemning om forfatningsændringer. Begrænsningen på hvor mange perioder en præsident kunne sidde blev fjernet og samtidig blev kravet om rotation af præsidentposten mellem de 3 vigtigste øer fjernet. Ænderingerne blev vedtaget med 92% af de afgivne stemmer. Utilfredsheden med resultatet ulmede dog, og i oktober gennemførte dele af militæret et kupforsøg på øen Anjouan. Kupforsøget blev dog hurtig nedkæmpet. Det efterfølgende præsidentvalg i marts 2019 blev vundet af Azali med 60,8% af stemmerne.

Comorene blev ramt af COVID-19 i april 2020. I løbet af sommeren kom epidemien nogenlunde under kontrol, men fra december begyndte antallet af smittede at vokse drastisk. I januar 2021 blev 1903 registreret smittede. Mere end en fordobling af smitteantallet siden epidemiens start. Frem til februar 2021 var 142 døde.

Guia del Mundo