Befolkning 62,6 mio. Valuta Tanzania shilling Areal 883.749 Km2 Hovedstad Dodoma Befolkningstæthed 39,7 indb./Km2     HDI placering 160

Landet består af det gamle land Tanganyika samt øerne Zanzibar, Pemba og Mafia. Øerne er af koral oprindelse. På fastlandet er landskabet og klimaet varieret. Kystområdet ud mod det Indiske Ocean er fladt og dets klima er tropisk og regnfuldt. Her er størstedelen af befolkningen samtidig koncentreret. Længere mod vest ligger den centrale højslette, hvor klimaet er tørt og plaget af tsetse fluen. Den nordlige del af landet er bjergrigt, men skråningerne er egnede til landbrug. Det er også i dette område, at Afrikas største bjerg, Kilimanjaro (6.000 m) findes. Området omkring Victoriasøen er tæt befolket, og der anvendes kunstvanding i landbruget. Langs kysten findes der store sisal- og sukkerrørsplantager. Nødvendigheden af at øge eksporten fører til, at landbrugsproduktionen øges, også i halvtørre områder. Det har medført stigende jorderosion. Samtidig fortsætter den utæmmede afskovning.

Autoritært regime støttet af EU og USA.

 

Folket: Tanzanianerne har overvejende bantu baggrund, og er inddelt i 120 etniske undergrupper. I den vestlige del af fastlands Tanzania findes der desuden nilocamitiske grupper. På Zanzibar findes minoriteten shivazi, der har persisk oprindelse. Begge steder findes desuden grupper af arabere, indere, pakistanere og europæere.

Religion: Islam (35%), traditionelle kulter (35%) og kristendom. På Zanzibar er 99% af befolkningen muslimer.

Sprog: Swahili og engelsk (officielle) samt omkring 100 lokale sprog

Politiske partier: Tanzanias Revolutionære Parti (CCM, Chama Cha Mapinduzi), socialistisk, dannet 5. februar 1977 ved sammenlægning af Tanganyika African National Union (TANU) stiftet af Julius K. Nyerere i 1954 og Afro-Shirazi Partiet fra Zanzibar. I 1992 blev flerpartistyre tilladt. I dag eksisterer der bl.a. følgende partier: Partiet for demokrati og Fremskridt (CHADEMA); Den civile forenede Front (CUF); Nationalkonventet for opbygning og Reform (NCCR-Mageuzi); Bevægelsen for demokratisk Alternativ (MDA) på Zanzibar.

Sociale organisationer: Organisationen af Tanzanias Fagforeninger (OTTU); Unionen af tanzanianske Kvinder (UWT); Unionen af tanzanianske Kooperativer (WASHIRICA); Sammenslutningen af NGO'er i Tanzania (TANGO) har omkring 500 medlemmer; Den nationale union af studenter i Tanzania (MUWATA).

Officielt navn: Jamhuri ya Muungano wa Tanzania.

Administrativ inddeling: 25 regioner

Hovedstad: Dodoma, officiel hovedstad, 324.347 indb. (2002).

Andre vigtige byer: Dar-Es-Salaam, 2.372.200 indb.; Mwanza, 291.900 indb.; Tanga, 202.900 indb.; Zanzibar, 247.500 indb. (2000).

Regering: Samia Suluhu Hassan er præsident siden marts 2021. Kassim Majaliwa er premierminister siden november 2015. Parlamentet har ét kammer med 343 medlemmer.

Nationaldag: 26. april (Dagen for Foreningen, 1964)

Væbnede styrker: 27.000 (2003).

Paramilitære styrker: 1.400 (Landpolitiet), 85.000 (militsen).

 

I Olduvai slugten i det nordlige Tanzania har man fundet de ældste fossile rester af vor art. De er flere millioner år gamle. Fra dette tidspunkt og frem til år 700 e.v.t. har vi kun meget begrænset viden om, hvad der skete på størstedelen af det afrikanske kontinent.

I perioden 695-1550 eksisterede der i området en blomstrende arabisk handelscivilisation, der blev ødelagt af portugisiske invasorer. Først halvandet århundrede senere lykkedes det araberne under ledelse af sultanen af Oman at fordrive portugiserne, men den rige gamle kultur og handel vendte ikke tilbage. I stedet intensiveredes handelen med slaver, og Kilua og Zanzibar blev centre for denne handel.

I perioden 1698-1830 blev Zanzibar og kystområdet regeret af en repræsentant for sultanen i Oman. Han fik sit hovedsæde på Zanzibar, men hans sønner blev presset til at dele arven, og området blev således opdelt i to sultanater.

I slutningen af det 19. århundrede oprettede en tysk eventyrer et handelsselskab, fik øjeblikkelig støtte fra det tyske kejserrige og lejede Tanganyikas kystområde af sultanen på Zanzibar. Men England havde de samme planer, og på Berlinkonferencen hvor de europæiske stormagter delte Afrika mellem sig blev det derfor besluttet, at Tyskland kunne få Tanganyika, Rwanda og Burundi og England Zanzibar.

Den første del af kolonitiden - frem til 1920 - var præget af store ødelæggelser, kraftig nedgang i folketallet og en økonomisk omdannelse for at varetage tyske koloniinteresser. I 1905 gjorde muslimerne i Tanganyika oprør - Maji-Maji-oprøret - men det blev slået ned af en fælles tysk-britisk interventionsstyrke. Det anslåes, at omkring 150.000 afrikanere døde i kamp, af sult eller sygdom.

Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig overdrog Folkeforbundet Tanganyika til englænderne i mandat, mens Rwanda og Burundi blev overdraget til Belgien. Jorden og arbejdskraften blev især anvendt i produktionen af sisal, kaffe og bomuld, og råvarerne fra landbruget udgjorde ved slutningen af kolonitiden næsten al eksport. Tanzania var et af de afrikanske lande, som ved selvstændigheden havde mindst industri, og næsten alle færdigvarer måtte købes fra udlandet. Også den lokale fødevareforsyning blev forsømt. Alle handels- og transportselskaber, banker og forsikringsselskaber var kontrolleret af udenlandsk kapital - først og fremmest britisk. En stor del af småhandelen blev varetaget af det asiatiske mindretal. Klasse- og raceskellene var stort set sammenfaldende, og afrikanerne havde ingen politiske rettigheder. Administration, skole og kirke var institutioner der var stærkt domineret af europæere og deres interesser.

Afkolonialisering og nykolonialisme

Kampen for selvstændighed blev ledet af Tanganyika African National Union (TANU), som blev stiftet i 1954, og som sammenlignet med de fleste andre afrikanske lande var et parti med stor tilslutning på landet. Partiet havde også gode forbindelser med fagbevægelsen og organisationerne indenfor landbruget.

Men selv om bønderne udgjorde TANU's massegrundlag, var det handelsfolk og småborgerlige lag med en vis uddannelse som udformede ideologien og sikrede sig vigtige stillinger. Her i findes noget af baggrunden for de politiske modsætninger i 1960'erne og 70'erne.

1961 Selvstændighed

Selvstændigheden kom i 1961 og da som resultat af forhandlinger. Tanzanias udgangspunkt var dermed ganske forskelligt fra f.eks. nabolandet Mozambique, som først opnåede selvstændighed i 1975 efter væbnet befrielseskamp og revolutionær mobilisering.

På Zanzibar sluttede to nationalistiske organisationer sig i februar 1957 sammen og dannede Afro-Shirazi partiet. Alligevel overdrog briterne i 1963 magten til den arabiske minoritet. Kun en måned senere blev den upopulære regering væltet i et oprør anført af Afro-Shirazi. Tre måneder sluttede Tanganyika og Zanzibar sig sammen i den Forenede republik Tanzania.

Hverken på det økonomiske eller politiske område skete der dybtgående ændringer i de første år efter selvstændigheden. Afhængigheden af britisk personel og bistand var stor. Udviklingsplanerne blev udformet af Verdensbanken og der blev i nykolonialistisk stil satset på private investeringer, råvareproduktion og u-landsbistand.

I midten af 1960'erne blev landet imidlertid kastet ud i økonomisk krise: Tanzania havde ikke mineraler eller et købekraftigt marked, der kunne tiltrække udenlandske selskaber. Bistanden fra USA, Storbritannien og Vesttyskland blev standset på grund af Tanzanias selvstændige udenrigspolitik og kritik af de vestlige landes støtte til racistregimerne i det sydlige Afrika. Samtidig sank priserne på kaffe, bomuld og sisal kraftig.

Det var klart, at de sociale og regionale uligheder i landet blev større. De første spirer til en nykolonial elite - eller et bureaukratisk borgerskab - voksede frem, og en stadig større del af budgetterne gik til byerne frem for til landet. Under denne økonomiske og sociale krise blev diskussionen om den fremtidige udvikling skærpet.

1967 Arusha erklæringen

I 1967 blev der vedtaget et centralt dokument, som afspejlede at den progressive fløj i partiet - med præsident Nyerere i spidsen - havde overtaget kontrollen. Den såkaldte Arushaerklæring kritiserede den politik, der hidtil var blevet ført, og skitserede i generelle vendinger en målsætning med socialisme og selvforsyning («self-reliance») som de centrale elementer.

I praksis skulle dette medføre bl.a. nationalisering af nøgleindustrierne, banker og handelsselskaber, samt en større satsning på landsbyerne. Endvidere blev der gennemført et forbud mod, at folk med politiske stillinger samtidig kunne varetage økonomiske interesser - som f.eks. bestyrelsesposter i udenlanske selskaber, huse til udlejning, flere landbrug e.l., som ellers er så almindelige i andre afrikanske lande. Tilslutningen til nationaliserings- og socialiseringsprogrammet afspejlede samtidig bureaukratiets ønske om at udvide «sin» sektor, og tiltaget blev gjort muligt ved, at modstanderne var svage. Tanzania havde ikke noget nationalt borgerskab af betydning og spillede en beskeden rolle for den internationale kapital.

For at omdanne leve- og produktionsforholdene på landet blev der sidst i 1960'erne udformet en strategi for at flytte folk sammen i ujamaa-landsbyer (af swahiliordet for storfamilie, fællesskab, socialisme). Tanken var, at dette skulle hindre, at kapitalistisk landbrug udviklede sig videre, samtidig med at landsbybefolkningen i fællesskab både kunne øge produktionen, styrke sin politiske deltagelse og få bedre adgang til fællesgoderne.

Efter en nølende start - som bl.a. afspejlede svaghederne i TANU's evne til politisk mobilisering - blev der i 1973 sat gang i sammenflytningen. De oprindelige idealer som frivillighed, fælles produktion og socialisme blev nedtonet, og mange steder blev sammenflytningen gennemført med bureaukratisk styring, uden at lokalbefolkningens ønsker blev hørt. I 1979 boede 13-14 millioner i sådanne landsbyer.

I 1977 blev TANU og Afro-Shirazi Party på Zanzibar slået sammen, og det nye parti fik navnet Chama cha Mapinduzi (Revolutionspartiet), der blev landets højeste politiske myndighed

I oktober 1978 blev Tanzania invaderet af ugandiske tropper. Det var et klart forsøg fra Ugandas diktator Idi Amin på at styrke sin hjemmefront, og samtidig svække Tanzanias aktive solidaritet med befrielseskampene i det sydlige Afrika. Angrebet blev i løbet af få uger slået tilbage, og Tanzanias tropper bidrog efterfølgende aktivt til at vælte Amin.

Ujamaa i krise

Militærudgifterne steg voldsomt - især for at financiere intenventionsstyrken i Uganda - og det belastede Tanzanias økonomi meget hårdt. Krisen blev yderligere forstærket af faldet i priserne på landets eksportvarer: Kaffe, krydderier, bomuld og cashewnødder, og samtidig steg priserne på de importerede varer. Landet fik et voldsomt budgetunderskud, og ressourcerne til udvidelsen af de kommunale landsbyer måtte drastisk reduceres.

Meningen med ujamaa landsbyerne var bl.a., at de skulle være selvforsynende, men i udgangspunktet var de afhængige af statslige tilskud. Trods Julius Nyerere regeringens store bestræbelser på at udvikle denne landbrugsstruktur, voksede de kun langsomt, hvilket overvejende skyldtes naturlige forhold. Men landsbyerne kunne ikke over en kortere årrække fjerne landets afhængighed af importerede fødevarer, og da statssubsidierne samtidig blev drastisk reduceret, kom mange landsbyer i krise.

Fra CCM's 2. kongres i 1982 overtog en ny generation af ledere nøgleposterne indenfor regeringen og partiet. De var overvejende orienteret mod at styrke udviklingen i retning af socialisme. I 1983 udnævntes Edward Sokoine til premierminister og under ham indledte regeringen en kampagne mod korruption, samtidig med at den indtog en mere fleksibel holdning overfor den udenlandske kapital. Samtidig indledte han en tilnærmelsesproces overfor Kenya. Relationerne mellem de to lande havde været afbrudt siden 1977, da det Østafrikanske Fællesmarked bestående af Tanzania, Kenya og Uganda var blevet opløst. Da Sokoine døde fortsatte hans efterfølger, Salim Ahmed Salim den samme politiske linie.

På det politiske plan indledtes i disse år en national diskussion omkring gennemførelsen af en forfatningsreform, der skulle omorganisere den udøvende magt, udvide kvinders deltagelse i politik, øge demokratiet i CCM's basis og forbyde mere end to valg i træk af den samme person til præsident.

Efter at have været statschef i 24 år overlod Julius Nyerere den 25. november 1985 præsidentposten til Ali Hassan Mwinyi, der var blevet valgt en måned tidligere med 92,2% af stemmerne bag sig. Nyerere blev i stedet formand for Syd-Syd kommissionen, der med sæde i Geneve havde til formål at styrke den Tredje Verdens enhed og dens forhandlingsstyrke overfor de udviklede kapitalistiske lande i nord.

Strukturtilpasning

I 86 indledtes gennemførelsen af en plan for økonomisk genopretning, der var udformet efter retningslinier fra IMF og Verdensbanken. Planen lagde bl.a. vægt på reduktionen af told på importerede varer og støtte til private investeringer.

Produktiviteten i det private landbrug steg og det samme gjaldt dele af industrien, men samtidig kom ujamaa modellen i stadig dybere krise. Både fordi produktionen var utilstrækkelig og pga. stigende modstand fra befolkningens side mod den ofte tvungne genbosættelse af hele landsbyer. Den økonomiske genopretning blev i stigende grad afhængig af kreditter fra de internationale finansinstitutioner, der ville blive udbetalt når de planlagte strukturtilpasningsprogrammer var blevet gennemført.

Men åbningen overfor den private kapital løste ikke landets problemer. Iflg. studier fra FN's børneorganisation UNICEF lider halvdelen af landets børn af underernæring, og landet er fortsat at finde blandt verdens 30 fattigste lande, trods det at ikke er blevet kastet ud i hungersnød som andre lande i Østafrika.

Arbejdet i landbruget udføres overvejende af kvinder. Kvinderne udgør næsten halvdelen af arbejdsmarkedet, men indenfor landbruget udføres 85% af arbejdet af kvinder. Samtidig er den kvindelige befolkning i byernes slumkvarterer overvejende beskæftiget indenfor det uformelle arbejde. Statistikker fra 89 indikerede, at landbruget stod for 51% af landets BNP, industrien 10,2%, handelen 13,3% og service 25%. Sidstnævnte var den mest konkurrencedygtige og lagde kun beslag på 10% af arbejdsstyrken, mens landbruget var den mindst kapitalintensive og mest arbejdsintensive, idet det lagde beslag på 85,6% af arbejdstyrken.

1991 Flerpartisystem

I begyndelsen af 90 opgav Julius Nyerere modstanden mod et flerpartisystem. Ifølge den tidligere præsident havde fraværet en politisk opposition medført, at regeringspartiet CCM havde fjernet sig fra sit program og sociale ansvar for at udvikle sig til en politisk kaste isoleret fra folket. Under ledelse af Abdullah Fundikira nedsattes i februar 91 en komission, der skulle planlægge forandringen af Tanzanias politiske system.

I sin rapport fra 1991 pegede Amnesty International på tilstedeværelsen af 120 fanger på øen Zanzibar, hvor af mindst de 40 var politiske. Mwinyi regeringen benægtede, at der var forekommet politiske arrestationer og inviterede menneskerettighedsorganisationen til at undersøge sagen på stedet.

I marts samme år opsagde Organisationen af Tanzanias Arbejdere (JUWATA) sin organiske tilknytning til CCM. I december offentliggjorde oppositionslederen Oscar Kambona sine planer for at vende tilbage til Tanzania efter 23 års eksil i England med det formål at lede kampen for et flerpartisystem. Han informerede samtidig om dannelsen af partiet Tanzanias Demokratiske Alliance. Men valget i april 93 understregede atter engang det regerende CCM's ledende rolle i det politiske liv, da det fik 89% af de afgivne stemmer mod de øvrige partiers 11%.

Alligevel førte landets alvorlige socio-økonomiske situation til stigende modstand. Landets udlandsgæld var i 91 på 6,5 milliarder dollars svarende til 26% af dets eksportindtægter. I 1993-94 fik det løfte om bistand på ialt 1,2 mia. dollars fra de vestlige lande, men det grundlæggende problem var uforandret - det stigende underskud på handelsbalancen. IMF og Verdensbanken havde tvunget landet til at åbne for stigende import, og den nåede i 93 op på 1,5 mia. dollars, mens eksporten faldt til 370 mio. - især pga. de faldende verdensmarkedspriser på bomuld.

Regeringen indgik en ny aftale med IMF om gennemførelsen af et endnu strammere strukturtilpasningsprogram, der bl.a. ville medføre fyringen af 20.000 offentligt ansatte og reduktion af budgetunderskuddet. For at gennemføre dette blev udgifterne til undervisning yderligere skåret ned. I 1960 havde disse udgifter udgjort 30% af de offentlige udgifter. I 94 nåede de ned på 5%. Samtidig forhøjedes elpriserne med 68% og forskellige lokale afgifter forhøjedes med 233%.

I marts lovpriste Verdensbanken Tanzanias økonomiske politik og karakteriserede landet som dets næstbedste elev i Afrika - efter Ghana. Landets alvorlige sociale situation blev imidlertid yderligere forværret af den massive strøm af flygtninge fra nabolandet Rwanda efter massakren der på over en halv million mennesker.

Året 95 var præget af parlaments- og præsidentvalgene i oktober, som CCM atter engang vandt - takket være støtten fra Nyerere. Benjamin Mkapa blev valgt til ny præsident og han udnævnte Frederick Sumaye til premierminister.

I december 96 besluttede landet at udvise de fleste af de 540.000 flygtninge fra Rwanda, der fortsat opholdt sig i landet. Mange af disses skæbne var fatal, da de vendte hjem til de samme konflikter, som de var flygtet fra 2½ år tidligere. Tanzania huser fortsat 230.000 hutu flygtninge fra Rwanda samt 50.000 flygtninge fra Den demokratiske republik Congo - det tidligere Zaire.

Produktionen af landets to vigtigste eksportprodukter, kaffe og bomuld faldt atter i 1997. Benjamin Mkapa bad om international bistand og erklærede, at 13 ud af landets 20 produktive zoner ikke var i stand til opfylde befolkningens basale behov - især pga. de ødelæggende klimatiske konsekvenser af vejrfænomenet «El Niño».

Parlamentet indledte i 98 debatten om seksualforbrydelser, og anbefalede bl.a. højere straf for seksuelle overgreb mod unge under 18. Fattigdommen, den dårlige behandling af børn og unge i landet samt den stigende sexturisme blev anset for de væsentligste årsager til den stigende ungdomsprostitution.

De første måneder af 1998 var præget af politiske spændinger mellem hovedstaden og Zanzibars civile forenede Front. Oppositionen kritiserede påstået valgsvindel i 1995 og den efterfølgende forfølgelse af alle de der kritiserede regeringen.

I december 1998 ødelagde en kraftig bombe USA's ambassade i Dar es Salaam, dræbte 11 og sårede 80.

I oktober 99 var Julius Nyerere død, og hans begravelse samlede dusinvis af statsledere fra hele verden. Et forslag om at oprette en halvautonom regering for den kontinentale del af landet udløste i december en bølge af stridigheder mellem præsidenten og tilhængerne af forslaget. Ideen var, at den kontinentale regering skulle sidestilles med Zanzibars regering og Unionsregeringen. Denne forestilling om en føderation mellem autonome områder var imidlertid blevet angrebet af Nyerere, men hans død medførte, at forslaget atter dukkede op. Hensigten var politisk at sidestille befolkningen på fastlandet med befolkningen på Zanzibar, der allerede har en halvautonom regering.

tilspidsningen af kampene i Burundi i begyndelsen af 2000 medførte en stigning i antallet af flygtninge, der ankom til Tanzania, men omstændighederne vanskeliggjorde den sundhedsmæssige og fødevaremæssige bistand til flygtningene.

En række forfatningsreformer gennemført i februar 2000 blev kritiseret af oppositionens leder, Fatma Maghimbi. Iflg. Maghimbi er det farligt at fjerne kravet om, at præsidenten skal have halvdelen af stemmerne bag sig, og det er farligt at give præsidenten ret til at udpege sin egen regering. Det er ændringer der iflg. Maghimbi alene vil gavne regeringspartiet.

Ved valget i oktober blev Mkapa genvalgt med 72 % af stemmerne. Også på Zanzibar foretrak vælgerne CCM's kandidat, Amani Karume, men de de notoriske uregelmæssigheder i optællingen fik oppositionen til at forkaste resultatet. Først efter et nyt valg i to af øens valgdistrikter og voldelige optøjer blev Karume i november indsat som Zanzibars præsident.

I marts 2001 indgik CCM en aftale med det vigtigste oppositionsparti i Zanzibar - Den forenede civile Front - med det formål at afslutte den politiske vold på de halvautonome øen omkring Zanzibar. Partierne besluttede at nedsætte en fælles komite med det formål at genoprette roen og skabe mulighed for, at de 2.000 der var flygtet til Kenya kunne vende tilbage. I Dar es Salaam gennemførtes i april den første fælles demonstration fra oppositionens side i årtier. Oppositionen krævede reformer af forfatningen og Arbejderpartiet krævede en helt ny forfatning og nedsættelsen af uafhængige valgkommissioner.

I juli åbnedes en ny stor guldmine - Bulyanhulu minen. Den gjorde med et slag landet til Afrikas tredje største guldproducent. Bulyanhulu minen blev købt af canadiske Barrick Gold Corporation, der investerede 280 mio. US$ i den og derefter planlagde at udvinde 400.000 ounzes guld årligt.

I november oprettede Mkapa i Arusha sammen med præsidenterne fra Uganda og Kenya et regionalt østafrikansk parlament og en regional domstol. Iagttagere pegede på, at aftalen mellem Tanzania, Uganda og Kenya var et første skridt i retning af dannelsen af et fællesmarked mellem de tre lande med en samlet befolkning på 80 mio. mennesker.

En måned senere kunne den britiske presse berette om salget af et militært luftkontrolsystem til Tanzania til en pris af 28 mio. £. Handelen udløste protester, med argumenter for, at systemet var overflødigt, men den britiske regering godkendte alligevel salget. En rapport fra Verdensbanken blev lækket der pegede på, at et tilsvarende civilt system kunne erhverves for en ottendedel af prisen.

I starten af 2002 erklærede nationalbankchefen, Doaud Ballali, at Tanzanias nationaløkonomi de foregående 7 år havde gjort store fremskridt. Iflg. Ballali var inflationen faldet fra 30% i 1995 til 4,7% i 2002, og økonomien voksede nu med over 5% årligt - over det afrikanske gennemsnit. Indenfor finanssektoren var der sket en stort vækst i antallet af banker - fra 1 i 1993 til 20 i starten af 2002. Dertil kom 12 andre finanshuse, der ikke var banker.

I januar 2004 fejrede Zanzibar 40 året for sin selvstændighed, samtidig med at Den forenede civile Front anklagede regeringen for at misrøgte øens økonomi. Den daglige gennemsnitsindtægt på øen svarer til 60 US cent.

I marts indgik Tanzania en toldunion med Kenya og Uganda. De tre lande har tilsammen 90 mio. indbyggere og et årligt BNP på 25 mia. US$.

I april fejrede Tanzania 40 årsdagen for sammenslutningen mellem Zanzibar og kontinentet. Præsident Mkapa benyttede lejligheden til at opfordre til, at enheden blev bevaret for enhver pris. Kort tid forinden havde Zanzibars autonome regering erklæret, at øen i slutningen af året ville indføre sit eget flag, og ophøre med at anvende Tanzanias. Den autonome regering insisterede på, at forfatningen gav øen lov til at «have sin egen identitet».

I maj indvidedes i Dar es Salaam en nyt WEB site for parlamentet, der blev kendt under sin engelske forkortelse POLIS (Parliamentary Online Information System). Sitet har til formål at forklare parlamentets lovarbejde og planer overfor offentligheden. Regeringen erklærede at den forventede at sitet blev et af de mest besøgte i landet. POLIS var financieret af UNDP, og FN udviklingsprogrammets lokale chef, Malloch Brown erklærede, at «demokratiet på den måde stak sine tentakler ud». Det samme erklærede parlamentsformand Pius Msekwa. Iflg. Msekwa er information fra parlamentet i folkets hænder central for at fremme den demokratiske proces og for at gøre regeringens arbejde transparent overfor offentligheden.

Iflg. oplysninger fra forskellige organisationer havde kun 300.000 ud af Tanzanias befolkning på 35 mio. dog adgang til internettet i 2002. I 2004 eksisterede der 23 udbydere i landet, og de fleste internetbrugere anvendte internetcafeer som adgangsvej. Priserne er her lavere end i andre afrikanske lande.

Oppositionens leder i parlamentet, Wilfred Lwakatare, erklærede til gengæld, at indvielsen var et stort show, eftersom mange af regeringens ministre end ikke har computere på deres kontorer.

I juli undersøgte myndigheder med ansvar for landets fauna 10.000 flamengoers død i Manyara National Park søen øst for Rift Valley. Rapporter indikerede, at flamengoerne var døde af toksiner fra alger. Omkring 300 fuglearter lever ved søen, heraf 3 mio. flamengoer.

En gruppe eksperter konstaterede i september 2004, at det frem til 2010 vil være muligt at reducere antallet af malariatilfælde i Tanzania til halvdelen. For at det er muligt, skal befolkningen begynde at bruge moskitonet behandlet med insektgift. Det reducerer antallet af malariastik med over 80% og dræber 50% af de moskitoer der i dag kommer ind i boligerne. Omkring 100.000 tanzaniere dør årligt af malaria, hvilket svarer til et dødsfald ca. hvert 5. minut. Eksperterne gjorde samtidig opmærksom på, at anvendelsen af moskitonet omkring børnenes senge vil reducere børnedødeligheden som følge af sygdommen med 27%.

Tsunamien der i december 2004 ramte Sydøstasien krydsede også det Indiske Ocean og dræbte 10 personer langs Tanzanias kyster.

I marts-april 2005 kom det til alvorlige sammenstød i Zanzibar ifbm. vælgerregistreringen op til valget i oktober. Den Civile Enhedsfront erklærede at der var tale om en planlagt kampagne fra regeringspartiets side for at undgå valgnederlag. Regeringspartiet bevarede sit absolutte flertal på 53% ved valget på Zanzibar og Karume blev genvalg som præsident. På selve valgdagen stødte tilhængere af oppositionen flere gange sammen med politiet.

Udenrigsminister Jakaya Kikwete fra regeringspartiet CCM vandt med 80% af stemmerne præsidentvalget i december. Kikwete erstattede Mkapa på posten, som denne havde beklædt i 10 år. CCM vandt ligeledes parlamentsvalget med 70% af stemmerne. Oppositionspartiet CUF vandt på øen Pemba, hvilket iflg. Kikwete viste, at valget havde været retfærdigt, trods påstanden om valgsvindel fra Augustine Mrema, hvis Arbejderparti fik under 1% af stemmerne. Ved sin tiltræden erklærede den nye præsident at: «de der forventer radikale politiske forandringer tager fejl».

En domstol på Zanzíbar indledte i maj 2006 en retssag rekst af gruppe borgere på øen, der hævdede at traktaten fra 1964 der forenede Zanzibar med fastlandet var illegal. Iflg. sagsøgerne er traktaten kun til den ene parts fordel, og især til skade for Zanzibar.

Verdensbanken bevilgede i juli 2007 60 mio. US$ til Tanzania til kloakeringsprojekter. Samme måned lancerede præsident Kikwete en ny kampagne mod HIV/AIDS. Endvidere blev der sat gang i skolebyggeriet og bygningen af et stort teknisk universitet med plads til 40.000 studerende. Præsidenten høstede imidlertid især ros for sin kamp mod korruptionen.

Premierminister Edward Lowassa blev i februar 2008 tvunget til at træde tilbage efter en parlamentarisk undersøgelseskommission havde afsløret korruption indenfor hans kabinet. Præsidenten udpegede Mizengo Pinda som hans efterfølger. Efter en strøm af korruptionssager i landet oplyste Pinda i januar 2010 offentligt om sin økonomi, og erklærede at han kun havde 3 mindre huse, en lånt ministerbil og 20.000 US$ på bankkontoen.

Tanzania havde i 2008 formandskabet i den Afrikanske Union. Præsident Kikwete spillede her en central rolle i at bilægge striden i Kenya efter valget i 2007.

I 2010 begyndte man undersøgelserne af den sammensunkne vulkan Ngualla 200km nord for Dar. I februar 2012 blev det bekræftet, at området er rigt på sjældne jordarter og er den næststørste forekomst i verden - efter Kina.

Antallet af flygtninge fra Burundi lå i 2010 på 38.000. De boede i og omkring Mtabila flygtningelejren i det vestlige Tanzania. Myndighederne betragtede officielt lejren som lukket og repatrierede flere tusinde.

Kikwete blev genvalgt som præsident i oktober 2010 med 62,8% af stemmerne. Der blev samtidig gennemført parlamentsvalg, hvor regeringspartiet fik 258 ud af parlamentets 343 pladser. Det største oppositionsparti Chadema kritiserede uregelmæssigheder i valghandlingen og stillede spørgsmålstegn ved flere af resultaterne, men valget forløb fredeligt, og blev overvejende betragtet som retfærdigt. Allerede i juli havde der på Zanzibar været gennemført en folkeafstemning om hvorvidt der skulle dannes en national samlingsregering efter parlamentsvalget i oktober. Forslaget blev vedtaget med 66,4% af stemmerne.

Tanzania kritiserede gennem 2011 skarpt NATO's invasion af Libyen og FN's manglende vilje til at stoppe krigen. Gennem den Afrikanske Union (AU) søgte Tanzania sammen de øvrige afrikanske lande at mægle i konflikten og få skapt en forhandlingsløsning. Forsøg der alle blev afvist af NATO.

Mindst 2 demonstranter blev dræbt under en ellers fredelig demonstration i Dar i februar 2012. Et par uger inden var 16 menneskerettighedsaktivister blevet arresteret af politiet. Der finder generelt mange politiovergreb sted i landet, og politiet har en udbredt straffrihed.

I april 2012 nedsatte Kikwete en forfatningskommission. Den afgav et første udkast til ny forfatning i december 2013, hvorefter der blev nedsat en grundlovsgivende forsamling bestående af landets parlamentarikere samt 200 enkeltpersoner udpeget af præsidenten og Zanzibars præsident. I april 2014 udvandrede parlamentarikerne for de tre største oppositionspartier i protest imod, at deres forslag til ændringer blev ignoreret. De væsetligste ændringer ifht. den gældende forfatning var: oprettelsen af en uafhængig valgkommission, gøre det muligt juridisk at få undersøgt præsidentvalg, begrænse antallet af ministre en præsident kan udpege, krav om lige kønsfordeling i parlamentet og lige ret for mænd og kvinder til at eje jord. Forfatningen forventedes at kunne sendes til folkeafstemning i april 2015.

Afrikanske topledere fejrede i maj 2013 50 års dagen for oprettelsen af OAU - den Afrikanske Unions (AU) forgænger. Men ved siden af hyldesttalerne var præsident Kikwete særdeles ærlig. Som formand for AU's Sikkerhedsråd erklærede han, at hvis Congo kunne gå i forhandlinger med oprørsgruppen M23 , så burde Uganda også kunne forhandle med ADF-Nalu og Rwanda burde kunne forhandle med FDLR oprørerne. Det var en klar oprdordring til at forsøge at løse nogle af Afrikas sikkerhedsmæssige problemer ad forhandlingens vej og ikke blot militært. Mens Uganda fulgte opfordringen til forhandling erklærede Rwandas præsident at han kun følte foragt for Kikwetes udtalelser. Forholdet mellem de to nabolande blev yderligere nedkølet i maj 2014, da Tanzanias udenrigsminister i parlamentet udtalte, at Rwanda forårsagede ustabilitet i Congo. Udtalelsen udløste en bredside fra Rwandas udenrigsminister. Tanzania har desuden en konflikt med nabolandet Malawi om grænsedragningen i Lake Nyasa. De to lande blev i 2013 enige om at inddrage den International Domstol i Haag, hvis de ikke kunne indgå forlig. Forhandlinger i marts 2014 om grænsedragningen slog fejl.

Kinas investeringer i Afrika voksede hastigt i disse år. De kinesiske årlige investeringer i Tanzania voksede fra 700 mio. US$ i 2011 til 2,1 mia. US$ i 2013. Kineserne investerede især i infrastrukturprojekter som jernbaner, havne, bygninger, vejbyggeri, gas pipelines og vindmøller. Kineserne gik ind i bygningen af en ny stor havn i Bagamayo nordvest for Dar. Når den stod færdig i 2017 ville den blive Afrika største og mest moderne havn. Allerede i 2012 var Kina Tanzanias største samhandelspartner med en årlig samhandel på 2,5 mia. US$. Kina var især interesseret i landets store mineralreserver. I oktober 2012 opdagede selskabet Ngwena Company nye nikkelreserver på ialt 290.000 tons. Undvingen forventedes at gå i gang i 2015.

Premierminister Pinda blev i november 2014 indblandet i en korruptionsskandale, hvor 120 mia. US$ var blevet betalt til et energiselskab og en række topembedsmænd. Skandalen medførte, at 460 mia. US$ i bistand fra en række donorlande blev stillet i bero.

Tanzania spillede en stor rolle som leverandør af tropper til FN's fredsbevarende missioner. I oktober 2014 havde landet udstationeret 2.253 soldater på missioner i Congo, Libanon og ikke mindre end 3 missioner i Sudan/Sydsudan området.

Landets elforsyning har historisk været svingende, da den i vid udstrækning var baseret på vandkraft, og tørkeperioder kunne reducere elproduktionen. Det medførte rullende strømafbrydelser over hele landet til skade for den økonomiske udvikling. Med udvingen af gas fra felterne i det Indiske Ocean slog landet ind ind på i stigende grad at producere elektricitet fra gas, hvilket øgede forsyningssikkerheden. Nye gas pipelines blev bygget fra 2010 og frem.

Regeringen fik i 2015 hastevedtaget 4 love til begrænsning af ytringsfriheden. En lov mod «Cyber Crime» forbyder spredningen af «falsk eller vildledende» information online. En ny statistiklov forbød spredningen af «falsk eller vildledende» statistik.

Kikwete kunne kun sidde i 2 præsidentperioder. I juli 2015 udpegede det regerende CCM derfor John Pombe Magufuli til partiets præsidentkandidat ved valget i oktober. En anden fremtrædende CCM politiker, Edward Lowassa valgte derfor at skifte parti og gik over til oppositionen, CHADEMA, der opstillede ham som deres kandidat. Lowassa var tidligere premierminister, men måtte i 2008 træde tilbage pga. korruption. Alligevel var han en værdig modstander for Magufuli, der dog vandt valget med 58,5% af stemmerne. Han blev indsat som præsident i november. Parallelt med præsidentvalget gennemførtes valg til parlamentet. CCM fik ved dette 55,0% af stemmerne mod 31,8% til CHADEMA.

Valget på Zanzibar endte med at blive annulleret pga. for store uregelmæssigheder. Civic United Front (CUF) kritiserede annuleringen og erklærede at den alene havde til formål at fravriste partiet dets valgsejr. Omvalget blev gennemført i marts 2016, men blev denne gang boykottet af oppositionen samlet i CUF. Den siddende præsident, Ali Mohamed Shein fra partiet Chama Cha Mapinduzi (CCM) vandt derfor med 98% af de afgivne stemmer. Stemmeprocenten var 68%. Over 200 personer blev såret under urolighederne i månederne op til valget.

For at bremse antallet af mord på albinoer op til valget indførte regeringen i januar 2015 et forbud mod heksekunst. Alligevel blev 50 dræbt i forbindelse med heksekunst i månederne januar-juni. Heksekunstens udøvere mener at den dræbtes knogler giver særlige kræfter.

Præsident Magufuli markerede sig efter sin tiltræden som stærk modstander af korruption og overforbrug i statsadministrationen. Han aflyste den ellers traditionelt pompøse (og dyre) selvstændighedsdag og opfordrede i stedet befolkningen til at gøre veje og gader rene. Selv gik han i spidsen for rengøringen. Embedsrejser på 1. klasse blev forbudt, delegationer til deltagelse i internationale konferencer skåret drastisk ned. De sparede midler skulle i stedet bruges på hospitaler og vejarbejder.

I juni 2016 forbød præsidenten alle politiske møder frem til 2020. Som svar opfordrede oppositionen til fredelige protester under parolen Alliancen mod diktatur i Tanzania (UKUTA). Konsekvensen var, at politiet også forbød interne møder i partierne. To oppositionsledere og 35 medlemmer blev arresteret og sigtet for forskellige forhold, herunder opfordring til protest.

Politiet arresterede 20 LGBTI personer i Dar es Salaam i august. De fleste blev atter løsladt efter 48 timer. I november suspenderede myndighederne HIV/AIDS præventionsprogrammet for bøsser.

I september erklærede en domstol kapitel 13 og 17 i ægteskabslovgivningen for at være forfatningsstridig. De tillod ægteskab for piger under 18. Tanzania har en af verdens højeste rater for børneægteskaber. 37% af piger under 18 er gift. Statsadvokaten appelerede domstolens kendelse.

Turisme spillede en stadig vigtigere rolle for landets økonomi. I 2016 tegnede den sig for 17,5% af BNP. Næsten 1,3 mio. turister besøgte landet mod knap 600.000 i 2005.

Parlaments- og præsidentvalget i oktober 2020 blev vundet af det regerende CCM og præsident Magufuli. Han fik 84,4% af stemmerne, mens hans modkandidat Tundu Lissu fik 13,0%. CCM gik 90 mandater frem til 350, mens det største oppositionsparti Chadema gik 53 tilbage til 20. Allerede før valgdagen hævdede oppositionen, at regeringen blandede sig i processen og bl.a. gjorde det vanskeligt for oppositionen at akreditere tusinder af oppositionens observatører. Oppositionen hævdede samtidig, at den Nationale Valgkommission havde spændt ben for oppositionskandidaten Lissus kampagne, men der ingen restriktioner havde været for præsident Magufulis kampagne. Dagen før valget blokkerede Tanzania Kommunikations Sekretariat flere populære sociale medier for at begrænse strømmen af nyheder efter uroligheder på Zanzibar, hvor snesevis var dræbt eller såret af sikkerhedsstyrkerne. Al Jazeera konstaterede, at valget havde været præget af anklager om arrestation af kandidater og demonstranter, begrænsninger på de politiske partiers adgang til valgstederne, valg gentagne gange, forudfyldte stemmesedler og blokkering af sociale medier. En lokal oppositionsgrupe konstaterede, at det massive opbud af militær og politi skabte et «klima af frygt». Magufuli blev ikke blot «genvalgt» trods valgsvindel og undertrykkelse af oppositionen, men også fordi det var lykkedes ham i hans første 5 årige embedsperiode at sikre landet en årlig økonomisk vækst på 6%.

COVID-19 nåede Tanzania i marts 2020, men Magufuli gik lige et skridt videre en Trump i USA, Bolsonaro i Brasilien og Johnson i Storbritannien og benægtede simpelthen eksistensen af sygdommen. Staten tog derfor ingen forholdsregler, trods det stigende antal smittede, og nægtede i starten af 2021 at tage imod COVID-19 vaccine. Den censurerede indenlandske og udenlandske nyheder om COVID-19 og betegnede dem som «fake news». Der blev derfor heller ikke registreret smittede eller døde, hvorfor landets egen statistik om sygdommen er ubrugelig. Magufuli selv døde i marts 2021. Iflg. regeringen af en langvarig hjertesygdom - som ingen indtil da vidste han havde. Han forsvandt fra offentligheden allerede 27 februar og de følgende var der spekulationer om, at han blev behandlet for COVID-19 i udlandet. Et rygte der blev delvist bekræftet i Kenya, hvor et dagblad kunne rapportere, at en afrikanske statsleder blev behandlet for COVID-19 på et hospital i Nairobi. CCM meddelte officielt den 17. marts, at han var død. Præsidentposten blev overtaget af hans vicepræsident Samia Suluhu Hassan, der blev landets første kvinde på posten.

Præsident Suluhu havde en helt anden tilgang til COVID-19 end sin forgænger. Hun tog sygdommen alvorlig. Der blev indført 14 dages karantæne for tilrejsende fra lande med nye COVID-19 varianter, der blev indført tests, mundbind og social distancering og ambassader og internationale organisationer fik lov til at importere vacciner til vaccination af udlændinge. Landets egen håndtering af sygdommen led dog under hendes forgængers benægtelse, der havde fået mange læger til at forlade deres stillinger i protest. I slutningen af juli indledte Tanzania sit eget vaccinationsprogram.

Regimet fortsatte sin undertrykkelsen af oppositionen. I juli 2021 blev formanden for Chadema, Freeman Mbowe arresteret sammen med 11 partifunktionærer. Han blev anklaget for økonomisk kriminalitet og terrorfinansiering og sat i fængsel. I august arresterede politiet 22 kvinder fra Chademas kvindeafdeling Bawacha. Efter 4 begyndte politiet at løslade dem og de sidste var ude efter 15. De skulle have gennemført protester mod arrestationen af Mbowe. Regimet arresterede på samme måde journalister og menneskerettighedsaktivister.

A.J. og Guia del Mundo