Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2006.02.08Uddybning af Israels likvideringspolitik overfor palæstinenserne i og udenfor Palæstina.
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/1 2007
Læst af: 25.552
: :
Dødspatruljer

Dødspatruljer er grupper der udenfor retssystemet henretter eller dræber personer de mener er politisk upålidelige eller uønskede. Dødspatruljers motiver kan endvidere hentes i religion eller race. Formålet er ikke blot fysisk eliminering men også at sprede terror i bestemte befolkningsgrupper.

Dødspatruljer adskiller sig fra terrorgrupper ved at de ofte er tæt knyttet til en regering:

Dødspatruljer er historisk blevet dannet både i diktaturer og i demokratier med det formål at udrydde eller terrorisere politiske modstandere, som det ville være tidsrøvende, vanskeligt eller umuligt at sætte ud af spillet gennem det traditionelle retssystem, og hvor regimet omvendt heller ikke har ønsket at stå som direkte ansvarlig for overgrebene.

Før 2. verdenskrig

Før 2. venderskrig eksisterede der dødspatruljer i både Stalins Sovjetunionen og i nazi Tyskland. Begge steder var patruljerne tæt integreret i statens almindelige undertrykkelsesapparat. I Sovjetunionen var dødspatruljerne knyttet til det hemmelige politi, NKVD. De opsporede hundredetusinder af politiske eller formodede modstandere og henrettede dem. Op mod 1 million blev henrettet i 1930'erne på den måde. De fleste blev skudt. Andre adskillige millioner blev sendt til fangelejrene Gulag.

Nazi Tyskland gjorde ligeledes udstrakt brug af dødspatruljer. Det startede med de «Lange knives nat», hvor lederne i nazisternes eget SA blev henrettet og organisationen opløst. Nazisterne anvendte endvidere dødspatruljer i de besatte lande. Især i det besatte Sovjetunionen, hvor 4 såkaldte «Einsatzgruppen» (indsatsgrupper) fra 1941 blev brugt til at opspore og dræbe jøder, kommunister og andre uønskede i de tysk besatte områder. Disse grupper var forløberne for det efterfølgende Holocaust. Grupperne menes alene at være ansvarlige for mord på 1,2 mio. jøder, kommunister, krigsfanger og sigøjnere i perioden 1941-44.

Efter 2. verdenskrig

Mange regimer erkendte efter 2. verdenskrig værdien af anvendelsen af dødspatruljer, som middel i den politiske kamp. USA besluttede at sprede anvendelsen af metoden i kampen mod kommunismen. På sin School of the Americas (SOA) blev latinamerikanske officerer og soldater oplært i efterretningsvirksomhed, tortur- og drabsmetoder, før de vendte tilbage til deres hjemlande for at oprette dødspatruljer. Denne praksis tog især fart under militærdiktaturerne på kontinentet fra starten af 60'erne.

Guatemala

Den første periode med demokrati i Guatemalas historie var 1944-54. Den sluttede brat, da eksilguatemaltekere støttet af USA invaderede landet og omdannede det til et brutalt militærdiktatur. Siden 1954 har landet været hærget af dødspatruljer, der med træning og våben fra CIA har kostet flere hundrede tusinde livet. Allerede efter invasionen af landet i 54 gav CIA den nye diktator, Castillo Armas, ordre til at nedsætte en komite til registrering af venstrefløjen. 4 måneder efter invasionen havde komiteen 72.000 navne på sine lister. Disse lister blev det vigtigste arbejdsredskab for regimets udryddelsespolitik de følgende årtier.

Et af USA's vigtigste instrumenter i landet var Mario Sandoval Alarcon, der var CIA agent og som allerede i 1953 havde dannet det ekstreme højrefløjsparti Movimiento para la Liberacion Nacional (MLN, Bevægelsen for national Befrielse). Dets primære formål før invasionen var at destabilisere landets demokratiske regering. Efter invasionen blev det omdrejningspunkt for oprettelsen af dødspatruljer, hvoraf den vigtigste var Mano Blanco (den Hvide Hånd). Den henrettede arbejder- og studenterledere og andre modstandere af diktaturet. I 70'erne fik den følgeskab af en anden berygtet gruppe, Ojo por Ojo (Øje for Øje). Alarcon var ikke blot CIA agent. Han var også tæt knyttet til det republikanske parti i USA og blev nær ven af Ronald Reagan. Så tæt, at han var den ene af to guatemaltekere der deltog ved Reagans indsættelse som USA's præsident i 1981.

Trods den udbredte repression blev oppositionen og guerillaen i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne så stærk, at dødspatruljevirksomheden ikke længere var tilstrækkelig. Militæret gennemførte åbenlyst massakrer på civilbefolkningen i landområderne og opbyggede sammen med CIA den 2.000 mand stærke efterretningsenhed G2. Der var tale om en kraftig opmanding og «professionalisering» af dødspatruljevirksomheden. Kun målet var uforandret: terror og mord.

I Israel erklærede Knesset medlemmet general Peled i 1991, at Israel gennem 1980'erne havde «gjort det beskidte arbejde» for USA i Mellemamerika. Israel havde gennem tiåret været rådgivere for militæret i Guatemala omkring oprørsbekæmpelse og havde leveret 15-20.000 automatvåben til contraerne i Honduras. Våben erobrede under Israels besættelse af Libanon.

Oprøret mod diktaturet i Guatemala blev druknet i blod og fra midten af 80'erne indledtes en langsom overgang til demokrati. Det hindrer dog ikke, at dødspatruljerne fortsat er aktive. Et af deres mere prominente ofre var biskop Juan Gerardi, der i 1998 blev myrdet efter at have fremlagt en rapport, hvori militæret blev anklaget for årtiers massakrer i landet.

Patruljernes metode er ofte dødstrusler, og hvis truslerne ikke resulterer i at ofret holder kæft eller går i eksil, bliver de fulgt op af handling.

Cuba

Da Batista diktaturets forsvar mod Fidel Castros revolution i Cuba i 1956 kom ud af kontrol pressede CIA chef Allan Dulles Batista til at lade CIA oprette et kontor til bekæmpelse af kommunisterne: Bureau for the Repression of Communist Activities (BRAC, Bureauet til undertrykkelse af kommunistiske Aktiviteter). Dette fremgår af dokumenter der i 1994-95 blev frigivet af USA's State Department. Kontoret var involveret i tortur og henrettelse af politiske modstandere af Batista.

Brasilien

I 1962-64 publicerede Instituto de Pesquisas e Estudos Sociais (IPES, Instituttet for forskning og sociale Studier) i Brasilien med støtte fra USA tusindvis af antikommunistiske foldere og bøger, og sendte endvidere tusindvis af brasilianere på træningsophold i USA. I slutningen af 1962 oprettede IPES medlemmet Siekman i Sao Paulo et privat vagtværn, der havde til formål at overvåge venstrefløjen. Vagtværnet bevæbnede sig, fremstillede håndgranater og hyrede pensionerede officerer for at få kanaler ind i militæret. Frem til 64 brugte det iflg. egne oplysninger flere hundrede tusinde US$ til opbygningen af et efterretningsnetværk, der indsamlede oplysninger om venstrefløjen. Efter militærkuppet i 1964 blev gruppen omdannet til en egentlig dødspatrulje, og med støtte fra CIA og USAID blev der oprettet en lang række andre dødspatruljer, der oftest blev bemandet med politifolk udenfor tjeneste.

Dødspatruljevirksomheden rettet mod venstreorienterede klingede af gennem 70'erne. Fra midten af 80'erne tog aktiviteten imidlertid atter til, men nu med økonomiske motiver. Det er blevet almindelig praksis, at politifolk udenfor tjeneste, financieret af forretningsfolk og købmænd myrder gadebørn og småkriminelle som de mener er en økonomisk trussel mod deres virksomhed. Trods omfattende national og international kritik fortsætter denne virksomhed uforandret.

Chile

Efter Allendes valg til præsident i Chile i 1970 begyndte CIA at udarbejde en liste over de civile der skulle arresteres hvis og når militæret overtog magten. Efter Pinochets kup i september 1973 blev denne liste overdraget til diktaturets efterretningsvæsen, SIM. Det dannede en gruppe kaldet Dødens Karavane, der fra oktober rejste rundt til landets fængsler for at henrette personer fra denne liste. Gruppen bestod af et par soldater og flere officerer, deriblandt brigadegeneral Sergio Arellano Stark; obertsløjtnant Sergio Arredondo Gonzalez, senere direktør for infanteriskolen; militær efterretningsofficer Mayor Pedro Espinoza Bravo, der senere blev operationschef for det hemmelige politi, DINA; kaptajn Marcelo Moren Brito, der senere blev leder af torturlejren Villa Grimaldi; løjtnant Armando Fernandez Lario, der senere blev ansat i DINA og var involveret i bl.a. mordet på Chiles ambassadør i USA, Orlando Letelier.

Ofrene blev myrdet med håndvåben eller knive og efterfølgende begravet i umærkede grave. I juni 1999 beordrede dommer Juan Guzmán Tapia 5 pensionerede officerer - deriblandt en general - arresteret for deres deltagelse i Dødens Karavane og mordene på 70 formodede modstandere af diktaturet.

El Salvador

Diktaturet oprettede i 1961 Organizacion Democratico Nacional (ORDEN, den Nationale demokratiske Organisation), hvis formål primært var at «sikre roen» i landområderne. Det skete gennem mord på landarbejdere, præster og lærere. ORDEN havde tætte forbindelser til CIA. Dets grundlægger, general José Alberto Medrano blev hyret som CIA agent, og CIA bidrog ved træning af ORDEN og med egne efterretninger om venstrefløjen i landet.

I midten af 70'erne organiserede CIA en præsidentiel elite-efterretningsenhed, ANSESAL. Den kom under ledelse af major Roberto d'Aubuisson.

Roberto d'Aubuisson. Manden bag El Salvadors dødspatruljer.

Både ORDEN og ANSESAL blev opløst, da liberale officerer i 1979 tog magten ved et nyt kup, men det betød blot at dødspatruljernes relation til staten blev en smule svagere - for en periode. I marts 1980 dræbte en af d'Aubuissons dødspatruljer El Salvadors ærkebiskop Oscar Romero under en messe i katedralen i hovedstaden. I november dræbte de 4 nordamerikanske Maryknoll nonner, der arbejdede humanitært i El Salvador. De var blot de mest prominente ofre. Gennem 1980 blev snesevis - op til 100 - formodede venstrefløjsaktivister myrdet - dagligt. Ved slutningen af året havde d'Aubuisson organiseret sine patruljer under paraplyen Ejercito Secreto Anticomunista (ESA, den Hemmelige Antikommunistiske Hær). Mordene på de nordamerikanske nonner gjorde alligevel situationen så prekær for USA's regering, at præsident Jimmy Carter afbrød militærhjælpen til landet. Afbrydelsen varede dog kun en måned. Den første embedshandling den konservative præsident Ronald Reagan foretog i januar 1981 var at genoptage hjælpen.

De følgende år dræbte dødspatruljerne årligt 10-20.000 formodede modstandere af diktaturet. Reagan regeringen undlod at kritisere de massive krænkelser af menneskerettighederne, men søgte dog at holde en minimal distance. F.eks. blev det alligevel for meget for USA, da major d'Aubuisson i sommeren 1982 blev indsat som formand for den grundlovgivende forsamling i landet. En post han fik som næstformand for det fascistiske ARENA, der var det største parti i forsamlingen.

I 1984 vidnede oberst Roberto Santivanez for USA's kongres. Han var tidligere chef for den specielle militære efterretningsenhed i den salvadoranske hær. Santivanez erklærede, at Roberto d'Aubuisson sammen med oberst Nicolas Carranza, der var øverste chef for Policia de Hacienda, var de øverste ansvarlige for landets dødspatruljer. Han fortalte samtidig, at Carranza leverede efterretningstjenester til CIA og for denne tjeneste blev betalt 90.000 US$ om året.

I 1975-85 deltog d'Aubuisson årligt i World Anti-communist Leagues (WACL) møder, som også Dansk Folkepartis Pia Kjærsgård deltog i.

I 1993 kunne den FN nedsatte Sandhedskommission for El Salvador efter undersøgelse af 32 sager berette, at USA havde fuldstændig kendskab til det salvadoranske militærs og den fascistiske højrefløjs deltagelse i de massive menneskerettighedskrænkelser i landet fra massakren på 700 bønder ved El Mozote floden i 1981 til mordene på 6 fremtrædende jesuitter præster - der i blandt en universitetsrektor - i 1989. Samt tusinder af andre mord i løbet af tiåret. Kommissionen endte med at placere ansvaret for 85% af menneskerettighedskrænkelserne under konflikten i landet på regeringen, militæret og de dertil knyttede dødspatruljer. Kommissionen placerede ansvaret for de resterende 15% på guerillaen i FMLN.

Honduras

I Honduras havde forskellige dødspatruljer været aktive i den sidste halvdel af 1970'erne. Med optrapningen af kampene i Guatemala og El Salvador og med sandinisternes revolution i Nicaragua i 1979 blev dette sat i system. Generalstabschef og CIA mand, Alvarez Martinez organiserede i 1981 bataljon 3/16, der på baggrund af militære og CIA efterretninger blev sat ind mod oppositionen. I 84 var 200 honduranske lærere, studerende, arbejderledere og oppositionspolitikere blevet myrdet af bataljonen. I midten af 90'erne frigav USA's udenrigsministerium dokumenter der viste, at både CIA, udenrigsministeriet og USA's ambassadør i Honduras, John Dimitri Negroponte havde fuld kendskab til bataljon 3/16's aktiviteter.

Colombia

Det oprindelige udgangspunkt for dødspatruljerne i Colombia var i 1950'erne og 60'erne lokalt: godsejere der ansatte revolvermænd, ofte pensionerede politi- eller militærfolk, eller sådanne der blot tjente nogle ekstra pesos udenfor den normale arbejdstid. Disse lokale dødspatruljer dræbte bønder og landarbejdere, der satte sig op mod godsejerens magt - eller blot stod i vejen.

Det første skridt i retning af regionale eller nationale dødspatruljer blev taget i 1980 med dannelsen af Muerte a los Secuestradores (MAS, Død over Bortførerne), der blev dannet af landets to store narkokarteller, godsejere og militæret. Baggrunden var, at regeringen i 1980 indledte fredsforhandlinger med to af de store guerillaorganisationer, M-19 og FARC. Men hverken godsejerne eller militæret ønskede fred. Derfor oprettedes MAS. Formålet var at myrde de venstrefløjspolitikere der nu trådte frem på den politiske scene som følge af fredsaftalerne. M-19's leder Jaime Bateman døde i en mystisk flyulykke i 1980. Dødspatruljens myrderier fortsatte de følgende år, og i 1985 var 2.000 blevet dræbt. Overvejende venstrefløjspolitikere der havde stillet op til kommunal- eller parlamentsvalg, men også fagforenings- og studenterledere. I 1987 dræbte de den fremtrædende venstrefløjspolitiker Jaime Pardo Leal og i 89 blev præsidentkandidaten Luis Carlos Galán dræbt. Han havde lovet at opløse de paramilitære grupper og bekæmpe narkomafiaen. Året efter blev venstrefløjens præsidentkandidat Bernardo Jaramillo dræbt, og blot 20 dage senere blev hans efterfølger, Carlos Pizarro dræbt. Officielle undersøgelser viste da, at der fandtes ca. 140 dødspatruljer i landet.

Gennem 90'erne blev de forskellige dødspatruljer fusioneret i Autodefensas Unidas de Colombia (AUC, Colombias forenede Selvforsvarsgrupper), der i dag tæller omkring 20.000 mand. Det vigtigste instrument til at bringe de mange forskellige grupper sammen var Colombias regering og USA. USA gik i midten af 90'erne ind i Colombia, angiveligt for at bekæmpe narkokartellerne, men indsatsen var først og fremmest rettet mod guerillaen. Til dette formål sammentømrede USA og regeringen AUC, der i slutningen af 90'erne dræbte over 1.000 årligt. Først i fremmest i landområderne.

I 2002 fik Colombia sin første dødspatruljepræsident, da AUC medlemmet Álvaro Uribe Vélez blev valgt til posten. Han blev valgt på et program for at «skabe sikkerhed for alle colombianere». Hans far var blevet dræbt af guerillaen FARC, og han erklærede sig derfor som modstander af enhver form for kontakt med guerillaen. I januar 2003 anmodede Uribe om direkte intervention fra USA's side i kampen mod guerillaen og paramilitære grupper, som han karakteriserede som terrorister. Samme måned ankom de første specialstyrker fra USA og blev sat ind i Arauca provinsen.

Colombias dødspatruljepræsident Álvaro Uribe Vélez sammen med USA's tidligere udenrigsminister Colin Powell

Med AUC ved magten blev en nedlæggelse af organisationen i 2004 formelt sat i gang. Myrderierne udføres i dag åbent af Colombias militær og nordamerikanske specialstyrker.

Vietnam

Det land hvor USA først satte dødspatruljerne i system var Vietnam. I perioden fra 1965 udarbejdede det nordamerikanske militær lister over formodede Viet Cong medlemmer og sympatisører, der skulle henrettes. I 67 blev programmet sat i system under kodenavnet Operation Phoenix. Det var først og fremmest kommandosoldater som Green Berets og Navy Seals der blev rekrutteret til operationen. I 1969 var deres kvote at «neutralisere» 1.800 om måneden. William E. Colby fortalte i juli 1971 en Senats underkomite, at Operation Phoenix havde dræbte 21.587 vietnamesere i perioden fra januar 1968 til maj 71. Programmet blev først opgivet i 1973, da supermagten var strategisk slået i Vietnam.

Israel

Israels dødspatruljer blev etableret allerede umiddelbart efter landets selvstændighed på resterne af de zionistiske terrororganisationer, der i 40'erne havde gennemført terror mod englændere og palæstinensere.

Senere premierminister Yitzhak Shamir var i 1955-64 ansat i det israelske efterretningsvæsen Mossad, hvor han ledede sektionen for snigmord. Til dette arbejde rekrutterede han bl.a. tidligere medlemmer af terrorgruppen Stern. Målene var formodede fjender af staten Israel samt nazistiske krigsforbrydere.

Efter Sorte Septembers angreb på den israelske olympiade delegation i München i 1972 dannede Mossad en dødspatrulje, der opsporede og henrettede alle palæstinensiske deltagere i terroraktionen. Plus en del andre. Bl.a. gik det galt, da Mossad henrettede en uskyldig marokkaner i Lillehammer i Norge i 73. Flere andre palæstinensere blev henrettet af Mossads dødspatruljer gennem 70'erne og starten af 80'erne.

Men Israel havde faktisk indledt likvideringer allerede før München. I 1970-73 gennemførte dødspatruljer under ledelse af Ariel Sharon likvideringer af palæstinensere i Gaza, for at knække modstanden mod den israelske besættelse. I foråret 1972 blev den fremtrædende palæstinensiske forfatter og redaktør Ghassan Kanafani og hans 17 årige niece dræbt af en bilbombe i Beirut. To andre palæstinensere: Bassam Abu Sharif fra PLO og Anis Sayigh, der ledede en palæstinensisk forskningscenter, blev udsat for lignende attentater, men overlevede.

Gennem 80'erne trænede israelsk militær og sikkerhedsfolk medlemmer af dødspatruljerne i især Guatemala og Honduras, men også Inkatha folk fra Sydafrika blev trænet i dødspatruljevirksomhed i 1985-91. De skulle dræbe ANC medlemmer i Sydafrika.

Under den første Intifada indledte Israel en likvideringskampagne rettet mod palæstinensere i de besatte områder. Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B´Tselem blev godt 70 palæstinensere likvideret i perioden 1987-92. Et af disse mord huskes meget tydeligt af alle i Ramallah, fordi liget af en af byens unge helte, en 17-årig PFLP'er, blev kørt rundt i gaderne i flere timer i en åben israelsk jeep, så alle kunne se hvad den israelske hær gjorde ved selv de små ledere i modstandskampen. Hans begravelse blev en af de største demonstrationer under denne første Intifada.

I januar 1992 satte israelske militære dødspatruljer en offensiv ind mod palæstinensere i de besatte områder. Flere hundrede palæstinensere - formodede ledere af Intifadaen - blev opsporet og dræbt.

Under fredsprocessen i 90'erne brugte det israelske militær likvideringer til at sabotere fredsprocessen. Dette blev allermest tydeligt i foråret 1996, da Israel likviderede Yehya Ayash, kendt som en af de vigtigste militær ledere i Izze din Al Qassam, Hamas' militære fløj. Hamas havde på det tidspunkt overholdt en godt 6 måneders våbenhvile efter aftale med Arafat og PLO. Men drabet på Ayash kunne Hamas ikke sidde overhørig, og efter sørgeperioden på 40 dage eksplodere en række meget store bomber i busserne i Jerusalem. Konsekvensen var, at modstander af fredsprocessen, Benjamin Netanyahu efterfølgende vandt parlamentsvalget. Israel likviderede og bombede. Palæstinenserne svarede igen med selvmordsattentater og fredsprocessen brød sammen. Næsten hver eneste af de efterfølgende palæstinensiske våbenhviler er bragt til ophør af en israelsk likvidering af en fremtrædende palæstinenser.

Israel fortsætter sin politik for «målrettede drab», som den omtales officielt, men siden 2000 er drabene åbent blevet gennemført af militæret. De mest spektakulære henrettelser var mordet i Ramallah på PFLP's leder Mustafa Zibri i august 2001 og mordet i marts 2004 på Hamas' åndelige leder sheikh Ahmed Yassin, da denne forlod en moske i Gaza. Begge mord blev gennemført med raketter affyret fra israelske kamphelikoptere. Israel har gennemført omkring 500 af denne type mord i 2000-05. I 25% af tilfældene har der været tale om uskyldige, der blot stod i vejen for de israelske kugler og raketter. Mordene er i strid med både israelsk og international lovgivning, og kritiseres skarpt fra bl.a. Amnesty International og Human Rights Watch, men den vestlige verden er ophørt med at kritisere Israels overgreb mod palæstinenserne. Likvideringerne skaber heller ikke længere debat i Israel. I den store israelske avis, Yehidot Aharonot konkluderede journalisten Moshe Zonder i juli 2001 i en artikel om likvideringerne: «Det moralske spørgsmålet om Israel som en retsstat er blevet marginaliseret. Der er ingen offentlig diskussion af dette emne undtagen blandt en håndfuld venstreorienterede». (Se også: Likvideringer af palæstinensere

Thailand

USA frygtede i 70'erne, at revolutionerne i Vietnam, Laos og Cambodia skulle sprede sig til Thailand. CIA opbyggede derfor et omfattende netværk indenfor militær og politi til bekæmpelse af denne fare, og oprettede i 1973-76 endvidere dødspatruljen Krathin Daeng (Red Guars), der især bestod af stærkt højreorienterede studenter, men også havde regeringsansatte, soldater og politifolk som medlemmer. På sit højrepunkt havde den omkring 100.000 medlemmer. Dødspatruljen stod bag et utal af bombeattentater, mord, beskydninger og chikane af arbejder-, bonde- og studenterledere.

Kun få måneder før militærkuppet i oktober 1976 erklærede forsvarsminister Pramarn Adireksan åbent: «højrefløjen dræber venstrefløjen». Kuppet medførte umiddelbar arrestation af over 10.000 oppositionelle, og i de følgende måneder blev tusinder dræbt.

Indonesien

I Indonesien tog general Suharto i 1965 magten ved et blodigt militærkup. USA's ambassade i Jakarta havde de to foregående år haft sin politiske sektion på den opgave at lave lister over alle højtplacerede medlemmer af det indonesiske kommunistparti, PKI. Efter militærkuppet blev disse lister overdraget til militæret af chefen for ambassadens politiske Robert J. Martens. Han erklærede siden: «it really was a big help to the army.... They probably killed a lot of people...». Men militæret havde også sine egne lister. I månederne efter kuppet blev 250.000 formodede medlemmer af PKI myrdet af soldater og dødspatruljer. I CIA's hovedkvarter blev navnene på de dræbte krydset af mod CIA's egne lister, og organisationen konkluderede i slutningen af januar 1966, at PKI var udslettet.

Tyrkiet

I Tyrkiet oprettedes det stærkt højreorienterede Nationalistiske Aktionsparti (MHP) i 1960'erne. Dets militære gren blev kaldt de Grå Ulve og fungerede som dødspatrulje med venstrefløjsaktivister som skydeskiver. Frem til militærkuppet i Tyrkiet i 1980 og i tiden herefter var Ulvene særdeles aktive. MHP blev officielt forbudt ligesom de øvrige politiske partier efter kuppet, men et efterfølgerparti, MCP blev dannet i 1983, og i 1992 skiftede det atter navn til MHP.

De Grå Ulve eksisterer fortsat, og er aktive både i og udenfor Tyrkiet. Mehmet Ali Agca, der skød og sårede paven i 1981 var tidligere medlem af de Grå Ulve.

Spanien

Spanien oprettede i starten af 1980'erne dødspatruljen GAL (Grupos Antiterroristas de Liberación, De antiterroristiske Befrielsesgrupper), der jagtede formodede medlemmer af den baskiske befrielsesbevægelse ETA og andre baskiske oppositionsgrupper. GAL var især virksom i 1983-86 i den franske del af Euskal Herria, men gennemførte også operationer i den spanske del. Den tegnede sig i denne periode for 23 drab, et ukendt antal bortførelser og et ukendt antal tilfælde af tortur af baskere. I starten af 1990'erne blev det bekræftet, at den spanske socialdemokratiske regeringschef, Felipe González havde tilknytning til GAL. Dette var medvirkende til, at socialdemokratiet PSOE tabte valget i 1996. González er aldrig blevet dømt for sine forbindelser til dødspatruljen, men har offentligt undskyldt sine underordnedes gerninger.

GAL's medlemmer var overvejende ansatte i det spanske politi samt franske småforbrydere. Blandt GAL's ledere finder vi daværende indenrigsminister José Barrionuevo Peña; statssikkerhedschef Rafael Vera, PSOE's generalsekretær i Biscaya, Ricardo García Damborenea; chef for regeringens antiterrorismegruppe Francisco Álvarez; informationschef for politiet i Bilbao Miguel Planchuelo; politichef José Amedo Fouce og Biscayas guvernør Julián Sancristóbal.

Storbritannien

Ombudsmanden for Nordirland, Nuala O´Loanan offentliggjorde i januar 2007 en rapport fra en omfattende efterforskning af samarbejdet mellem det britiske politi i Nordirland og nordirske terrorgrupper og dødspatruljer med UVF (Ulster Voluntary Force) i spidsen. Rapporten bekræftede hvad nordirske katolikker i årtier har vidst, at det britiske politi i Nordirland arbejdede sammen med de protestantiske terrorgrupper og dødspatruljer i området med det formål at terrorisere den nordirske befolkning og få henrettet politisk uønskede elementer. Afsløringerne kom som en bombe i de britiske medier og blev af premierminister Tony Blair som «dybt bekymrende» og «forhold der aldrig burde være sket». Storbritanniens samarbejde med dødspatruljerne strækker sig mindst tilbage til 1970'erne, hvor der skete et politisk opsving blandt republikanerne i Nordirland.

Filipinerne

Allerede under Hukh oprøret i Filipinerne i 1950-54 blev der med støtte fra USA oprettet dødspatruljer, der huggede hovederne af tilfangetagne hukh'er.

Diktatoren Ferdinand Marcos forsøgte i 1969-71 at gennemføre en jordreform, som imidlertid slog fejl. Han oprettede gruppen «Monkees», der forfulgte, intimiderede og dræbte hans modstandere. 1.166 personer blev dræbt af politiske årsager i perioden 1972-83. De fleste var modstandere af Marcos diktaturet.

I midten af 80'erne oprettede regimet såkaldte Vigilante grupper, der blev sat ind overfor politiske modstandere i landområderne og i slumkvarterene.

Rwanda

Folkemordet i Rwanda i 1994 blev gennemført af Hutu militsen Interahamwe - ofte med støtte af militæret. Interahamwe dræbte sine ofre - Tutsier og moderate Hutuer - med macheter eller håndvåben. I løbet af april-juni blev et sted mellem 650.000 og 800.000 dræbt. Folkemordet er historiens hidtil mest koncentrerede udført af dødspatruljer.

Algeriet

I sidste halvdel af 1990'erne betjente militærdiktaturet i Algeriet sig af dødspatruljer til eliminering af formodede islamiske modstandere. Disse dødspatruljer stod også bag overfald og massakrer på hele landsbyer. Massakrer som islamiske partisaner bagefter blev beskyldt for at have stået bag.

Iraq

USA blev første gang involveret i dødspatruljeaktivitet i Iraq i 1963, da CIA forsynede Baath partiet med lister over kommunister, som skulle opspores og elimineres, efter at partiet havde taget magten i landet.

I desperation over ikke at kunne få oprøret i Iraq under kontrol, gik USA i 2004 i gang med at oprette dødspatruljer efter vietnamesisk forbillede, kunne New York Times i maj 2005 berette. 3 ud af de 87 mia. US$ som USA's kongres i 2004 bevilgede til Iraq var reserveret til oprettelse af paramilitære grupper. De trænes af Navy Seals, der var en af hovedkræfterne bag dødspatruljerne i Vietnam i 60'erne. Eliteenheden er Ulvebrigaden under det irakiske indenrigsministerium. Brigaden trådte i aktion i oktober 2004. Den ledes af en tidligere generalløjtnant fra Saddams hær og har 2.000 mand under våben.

Beretningerne om dødspatruljevirksomhed er primært kommet fra sunnier, men dødspatruljerne er også rettet mod shiiter. Dræbte med tydelige tegn på tortur og mishandling indleveres rutinemæssigt til lighusene i Baghdad og andre byer. Sporene er de samme som efter dødspatruljerne i Mellemamerika i 1980'erne. I november 2005 blev en kælder under en af indenrigsministeriets bygninger i Baghdad stormet. Den viste sig at rumme 170 ikke registrerede fanger, alle med tydelige tegn på tortur.

I modsætning til Vietnam hvor det beskidte arbejde udførtes direkte af nordamerikanske specialstyrker, er der i Iraq tilsyneladende tale om en arbejdsdeling. Det er stadig USA der 100% kontrollerer efterretningsvæsenet i landet. Disse efterretninger leveres videre til bl.a. Ulvebrigaden, der gør det beskidte arbejde. Der er imidlertid også beretninger om, at tidligere medlemmer af dødspatruljer fra mange andre dele af verden er søgt til Iraq - bl.a. fra Sydafrika, Chile og Balkan. 20.000 menes at arbejde for sikkerhedsfirmaerne i Iraq. Mange er tidligere kommandosoldater fra USA og Storbritannien, men pga. det enorme behov for sikkerhedsfolk henter USA også folk ind fra andre lande. FN's tidligere chefanklager ved krigstribunalerne for Eks-Jugoslavien og Rwanda, sydafrikaneren Richard Goldstone, mener ikke at folk med en sådan baggrund bør arbejde i Iraq: «Jeg er oprørt over, at de her mennesker har fået arbejde i Irak. De kommer fra et miljø, hvor krigsforbrydelser har været accepteret, så det hører ingen steder hjemme, at de skal forestille at være med til at etablere demokrati», erklærer Goldstone.

A.J.


Litteratur

Sengupta, Kim: Brutal skyggezonekrig udkæmper sig i Irak. Information 17/11 2005.
Ellesøe, Mads: Lejesoldater: Krigsforbrydere ansat i Irak af USA. Information 4/7 2005.
Woodworth, Paddy: Dirty War, Clean Hands - ETA, the GAL and Spanish Democracy
Nissen, Søs: Målrettede mord. Israels likvideringer af palæstinensere, Palæstina Orientering, oktober 2001

Internet:
Iraq's Death Squads, Washington Post, 4/12 2005
Valentine, Douglas: Documents from the Phoenix Program, The Memory Hole 2003
MacGehee, Ralph: CIA Support of Death Squads, 9/10 1999
MacGehee, Ralph: CIA and Operation Phoenix in Vietnam, 19/2 1996.