Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2013.11.28Opdatering 2013
2015.01.02Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 31/10 2017
Læst af: 40.492
: :
Fransk Guiana
Befolkning115.000
ValutaEuro
Areal90.000 Km2
HovedstadCayenne
Befolkningstæthed1,2 indb./Km2    

Fransk Guyana er Sydamerikas mindste og tyndest befolkede land. Klimaet er varmt og regnfuldt, og det er kun de fladere kystområder, der er opdyrket: kakao, bananer, sukkerrør, ris og majs. Det indre af landet er bjergrigt og dækket af tropisk regnskov. Der er betydelige reserver af bauxit og guld.

Folket: Flertallet af befolkningen er en blanding af efterkommere efter afrikanske slaver og europæere. I det indre af landet bor der oprindelige folkeslag (4000 mennesker), der nedstammer fra caribe og tupí stammerne, samt mindre samfund af afroamerikanere, der i de foregående århundreder gjorde oprør mod slaveriet. Endvidere findes en minoritet af kinesere, indere og franskmænd.

Religion: Overvejende katolicisme, hinduisme og islam.

Sprog: Fransk (officielt), kreolsk

Politiske partier: Guayanas Socialistparti (PSG); Unión pour le Repúblique (Republikkens Union, RPR); Unión pour le Democratie Francese (Unionen for fransk Demokrati, UDF); Bevægelsen for afkolonialisering af Guayana.

Officielt navn: Département d'Outre-Mer de la Guyane française.

Administrativ inddeling: 2 distrikter

Hovedstad: Cayenne, 56.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Kourou, 21.000 indb.; Saint-Laurent-du-Maroni, 21.000 indb. (2000).

Regering: Emmanuel Macron, (fransk) statschef siden maj 2017. Regionalparlamentet har 2 kamre men kun konsulterende status: Generalrådet (Conseil Generale) med 19 medlemmer og Regionalrådet (Conseil Regionale) med 31. Rådets formand siden marts 2010 er Rodolphe Alexandre. Departementet (kolonien) har 2 repræsentanter i den franske Nationalforsamling og 2 i det franske Senat.

Nationaldag: De franske festdage markeres.

Væbnede styrker: 8.400 franske soldater (1993)

 

Det lavstammede arawak folk var de oprindelige indbyggere i Guyana. De dyrkede majs, bomuld, ñame og batata, byggede runde huse med koniske tage af palmeblade. De tilbad solen, himlen, stjernerne, floderne og vinden. De sov i hængekøjer - arawaks - der har overlevet den kultur, der ellers blev udryddet. Cariberne var et mere krigerisk folk end arawakkerne, fortrængte dem fra området og modstod de spanske invasionsforsøg, der fra det 16. århundrede blev stadig hyppigere.

I 1604 indledte franskmændene deres besættelse af Guayana, og blev mødt med voldsom modstand fra Caribernes side. Området blev siden hollandsk, engelsk og portugisisk for i 1676 atter at ende på franske hænder. I slutningen af det 18. århundrede sendte Frankrig over 3000 settlere ind i landets indre. De få der overlevede tropesygdommene søgte tilflugt på øerne ud for kysten, som de døbte «Sundhedens øer». Den mest berømte af disse var Djævleøen, der i løbet af det 19. århundrede blev gjort til fængselsø.

Fransk Guayana er siden 1946 formelt et fransk oversøisk departement. 90% af landet er dækket af jomfruelig regnskov, jorden er frugtbar, men alligevel er landet fødevareimporterende. Den kreolske befolkning (afroamerikanere og blandingsfolk) udgør 80% af befolkningen, men er dømt til at udfylde underordnede poster indenfor den offentlige administration og politiet. Landet er i ekstrem grad afhængig af fransk støtte, der i 1989 udgjorde 70% af dets samlede BNP.

I 1967 etableredes det Nationale Center for Specialstudier, hvor der arbejder 1300 udenlandske teknikere - der får lønninger som i den rige del af verden - og omkring 1500 af landets egne indbyggere. Fra basen i Kourou er der foretaget over 30 opsendelser af Arianne raketter, der sætter satellitter i bane financieret af europæiske konsortier.

I 1970'erne øgedes tilslutningen til autonomibevægelsen og Guyanas Socialistparti (PSG) blev landets største. I begyndelsen af 80'erne gennemførte forskellige væbnede grupper attentater mod «kolonimål», men spændingerne aftog efter socialisternes valgsejr i Frankrig i 1981.

Under den «Første konference for de sidste franske Kolonier» afholdt i Guadeloupe i 1985 blev det kraftigt kritiseret, at Frankrig var hurtig til at give visum og statsborgerskab til indvandrere fra Sydøstasien, mens indvandrere fra Haiti, Brasilien og Guyana - der kulturelt ligger tættere på Frankrig - blev udsat for forfølgelse og diskrimination.

I 1986 blev Fransk Guyanas repræsentation i den franske nationalforsamling øget til to repræsentanter, hvilket banede vej for et medlem fra Jacques Chiracs parti RPR. Ved kommunalvalget i 1989 blev hovedstaden Cayenne og andre 12 ud af de 19 valgkredse vundet af venstrefløjen, og Georges Othily - en afhopper fra Guyanas socialistparti - blev valgt til det franske senat.

I 1990 offentliggjorde Frankrig en regional samarbejdsplan for Caribien, der inkluderede en finansieringspakke, der dog kun var på 2,8 millioner dollars.

I 1992 udløste den fortsatte økonomiske krise en uges generalstrejke - indkaldt af både fagforeninger og arbejdsgivere. Som resultat gik Paris med til at finansiere en plan til forbedring af infrastrukturen og undervisningen. I 1994 gik Guyana ind i den caribiske samarbejdsorganisation CARICOM som associeret medlem.

Den virkelige situation for befolkningen i Fransk Guyana er værre, end de økonomiske nøgletal umiddelbart skulle lede til at tro. Per capita indkomsten er den højeste i Sydamerika, men økonomien er afhængig af indkomsterne fra den specielle base i Kourou, franske subsidier og importen af fødevarer fra Frankrig.

I november 1997 offentliggjorde den franske præsident, Jacques Chirac en «udviklingsplan» for Fransk Guyana, efter at have erkendt den kritiske økonomiske situation i sin sydamerikanske besiddelse. Erklæringen udløste dog ikke større forventninger blandt de lokale myndigheder, der var blevet snydt af tidligere løfter. På linie med Martinique, Guadeloupe og Reunión betragtes Guyana som et «oversøisk departement». Men denne status vækker modstand blandt brede sektorer i befolkningen og især blandt de stadig mere indflydelsesrige uafhængighedsgrupper.

Den 1. april 1998 blev André Lecante udnævnt til præsident af Guyanas Generalråd - det ene af parlamentets to kamre. Uafhængighedsbevægelsens stigende tilslutning afspejlede sig ved valget i marts til Regionalrådet. Det regerende Socialistparti led et alvorligt nederlag, da det mistede majoriteten, og fik reduceret antallet af medlemmer i rådet fra 16 til 11, samtidig med at Bevægelsen for afkolonisering af Guyana fik 3 pladser.

Under et officielt besøg i landet i marts 2000, nægtede den franske viceminister for oversøiske anliggender, Jean-Jacques Queyranne at modtage en delegation af uafhængigheds tilhængere. Dette udløste en bølge af demonstrationer, hvor både politifolk og demonstranter blev såret. Den uafhængigheds orienterede landsorganisation indkaldte til generalstrejke i protest mod den arrogante franske holdning og politibrutaliteten.

I december 2001 kritiserede forskellige samfund i det indre af Fransk Guyana den franske regering for dens manglende håndhævelse af miljølovgivningen ved minedriften i landet. Der anvendes kviksølv ved udvindingen af guld, og den ledes efterfølgende direkte ud i floderne, hvor den dræber de fisk, der er vigtigste fødekilde for wayana og emerillon folkene. I juni samme år havde repræsentanter for den oprindelige befolkning fra 9 lande i Amazonas området - deriblandt Fransk Guyana - diskuteret miljøkampagner under en konference i Washington organiseret af NGO'en Amazonas Alliancen.

Europas hidtil dyreste satellit indledte i 2002 sin rejse ud i verdensrummet fra den franske rumbase i Kourou i Fransk Guyana. Gennem 2003 kom nye europæiske missioner til landet for at gennemføre rumprojekter. Kourou spiller fortsat en central i det europæiske rumprogram.

Den franske regering underskrev i maj 2006 en aftale med Brasilien om bygningen af en bro over Oiapoque floden, der udgør den naturlige grænse mellem Fransk Guyana og Brasilien. Projektet var oprindelig blevet formuleret i 1997, og var blevet konkretiseret da den brasilianske præsident Lula da Silva i juli 2005 besøgte Paris.

Frankrig gav i starten af 2007 efter for presset fra miljøbevægelser, da den opgav oprettelsen af en guldmine. Området blev i stedet udlagt som naturpark.

Der er et konstant flow af illegale emigranter og guldgravere fra Suriname og Brasilien ind i Guiana. Grænsen mod Suriname udgøres af Maroni floden, der flyder gennem tæt regnskov og derfor er vanskelig for gendarmeriet og den franske fremmedlegion at kontrollere. Den franske stat har gjort sig betydelige anstrengelser for at begrænse det illegale guldgraveri. Først med operation Anaconda fra 2003 og siden operation Harpie i 2008, 09 og 10. Det franske gendarmeri mener disse operationer er succesfulde, men umiddelbart efter hver operation ven der brasilianske guldgravere «garimpeiros» tilbage. Men guldgraverne slår nu igen. Da franske politisoldater i marts 2010 var på vej tilbage fra en «succesfuld operation» hvor de havde arresteret 15 guldgravere, konfiskeret 3 både og 617g guld, blev de angrebet af guldgravere der tilbageerobrede 1 båd og 500g guld.

Frankrig og Brasilien indgik i 2005 en aftale om at bygge en bro over Oyapock floden, der adskiller Guiana og Brasilien. Broen er bygget men endnu i 2015 havde Brasilien ikke færdiggjort sine dele af den tilhørende infrastruktur, så overgangen var fortsat lukket. Guiana blev for første gang landfast med omverdenen, da broen endelig åbnede i marts 2017. Landet er adskilt af floder fra både Suriname og Brasilien.

I marts 2017 indledtes en strejkebølge anført af «Kollektivet, de 500 brødre». Strejken var i første gang rettet mod den forestående privatisering af et Røde Kors Hospital, men spredte sig hurtigt videre til Cayenne, Saint-Laurent-du-Maroni, og dernæst Maripasoula og Papaichton. Strejken medførte afbrydelse af flyforbindelsen til Paris og forsinkelse af planlagte opsendelser af Ariane 5 raketter med satellitter. Efter få dage lukkede universitetet, skoler, administrative bygninger og havne. Den 28. marts gennemførtes «de dødes dag», hvor alle forretninger var lukket og 8-10.000 demonstrerede i Cayenne. Den største demonstration i landets historie. Den franske stat tilbød i starten af strejken at gennemføre infrastrukturprogrammer til en værdi af 1 mia. €. Det blev afvist af de strejkende, der krævede 2,5. Efter en måneds strejker og aktioner indvilgede Frankrig i at gennemføre programmer til en værdi af 2,1 mia. € - især indenfor undervisning og sundhed.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)