Befolkning 370.000 Valuta Euro Areal 1.100 Km2 Hovedstad Fort-de-France Befolkningstæthed 356,3 indb./Km2

Martinique er af vulkansk oprindelse og er beliggende i den østlige del af Caribien. Øen er bjergrig og dens vigtigste punkt er vulkanen Mont Pelée, der ved sit voldsomme udbrud i 1902 fuldstændig ødelagde byen Saint-Pierre. Jorden er frugtbar og anvendes bl.a. til dyrkningen af sukkerrør. Klimaet er tropisk men en smule modereret af det omkringliggende hav.

Folket: Flertallet af befolkningen (90%) nedstammer fra indførte afrikanske slaver. 5% er af europæisk afstamning og ialt 5% tilhører andre indvandrergrupper som indere, libanesere og kinesere.

Religion: Overvejende katolsk (95%). Hinduisme og afrikanske religioner (5%).

Sprog: Fransk (officielt), kreolsk.

Politiske partier: Parti Comuniste de Martinique (PCM); Parti Progresiste de Martinique (PPM) er et uafhængigt venstrefløjsparti; Parti Socialiste (PS); Front National Martiniques pour le Autonomie; Union de Democrats de Martinique (UDM); Groupe Revolutionaire Socialiste; Mouvement de l’Indépendence de Martinique (MIM).

Sociale organisationer: Landsorganisationen (Confederation General de Travail (CGT))

Officielt navn: Département d'Outre-Mer de la Martinique

Hovedstad: Fort-de-France, 91.249 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Le Marin, 13.100 indb.; La Trinité, 7.400 indb. (2000)

Regering: Frankrig anser Martinique for at være et oversøisk departement og som sådan en integreret del af Frankrig. Ange Mancini er præfekt, udnævnt af den franske regering i juli 2007. Alfred Marie-Jeanne blev i december 2015 valgt som formand for Conseil Generale (parlamentet), der består af 36 medlemmer, der vælges ved almindelige valg for en 6 årig periode. Kolonien har 2 pladser i det franske Senat og 4 i Nationalforsamlingen.

 

Cariberne, et af de vigtigste indfødte amerikanske folk, spredte sig fra det sydamerikanske kontinent til de nærmeste caribiske øer. De kaldte den største af de Små Antiller «Madinina», som i kolonitiden kom til at hedde Martinique.

Den sparsomme befolkning og det næsten fuldstændige fravær af ædelmetaller betød at franskmændene først påbegyndte økonomiske aktiviteter halvandet århundrede efter besættelsen i 1635. Denne besættelse blev afbrudt af korte perioder med engelsk styre.

I anden halvdel af det 17. århundrede omdannede dyrkningen af sukkerrør det naturlige landskab og gjorde en ende på samlerepoken. Der skete ændringer i produktionssystemet og i arbejdskraften der var ansat på sukkerrørsplantagerne, idet indfødte blev erstattet af afrikanske slaver. Siden da har monokulturen været bestemmende for Martinique’s rolle i den internationale arbejdsdeling, og styrkede det koloniforhold som fortsat eksisterer ifht. Frankrig.

Dominansen fra den europæiske minoritet – 12.000 ejere af møller, plantager og handelsforetagender – og over 93.000 slavearbejdere, skabte et utal af konflikter kaldet marronuage (slavernes kollektive oprør som dannede virkeligt befriede områder indenfor selve kolonien). Tidens historikere registrerer eksistensen af quilombos (autonome modstandssamfund under ledelse af slaverne. Se også Brasilien) i 1811, 1822 og 1833 for blot at nævne de oprør som rystede Martinique i det 19. århundrede.

I begyndelsen af det 19. århundrede medførte kapitalismens krise, at man på øen opgav den traditionelle plantagetype, som ikke kunne overføre kapital til industrien. Det medførte en social omvæltning uden fortilfælde.

I 1937 grundlagdes Martiniques faglige landsforbund, og blev et organisatorisk udtryk for den sociale agitation på øen. Men det er nok fra afslutningen af 2. verdenskrig, at der på øen udvikler sig en politisk bevidsthed, udtrykt i Franz Fanons forfatterskab. Hans orientering var martinique’sk-algiersk, og han var ideolog for den antikolonialistiske kamp i 1960'erne.

I 1946 omformulerede den franske regering forholdet til kolonierne, og skabte i 1948 et departement (svarende til et dansk amt) for de oversøiske besiddelser. Fra begyndelsen lagde Martiniques middelklasse op til ligeret med franskmændene, men andre holdninger indenfor den antikolonialistiske bevægelse udskød enheden. Indtil i dag er de progressive organisationer delte imellem de som søger øget selvstyre og andre som tænker i kamp for fuldstændig uafhængighed.

Frankrig har forsøgt forskellige fremgangsmåder for at modvirke Martiniques uafhængighed: på det økonomiske område involverede man kolonierne i udviklingen af højteknologi, og på det kulturelle område forsøgte man at indprente befolkningen et forbrugsmønster som i det franske samfund.

I 1992 skærpede oprettelsen af EU's indre marked yderligere de økonomiske vanskeligheder. Ved valgene dette år var der dødt løb imellem højrefløjen på den ene side og uafhængighedstilhængere – eller selvstyrefolk – og venstrefløjen på den anden. Ved folkeafstemningen om Maastricht traktaten undlod tre fjerdedele af vælgerne at stemme, og udviste fjendtlighed eller i det mindste passivitet overfor yderligere integration af øen i den Europæiske Union (EU).

Et andet tegn på fjendtlighed imod EU var banandyrkernes demonstrationer i protest imod åbningen af det europæiske marked for bananimport fra Afrika og Latinamerika, hvis frugter er billigere end dem fra de «franske» Antiller. Krisen skærpedes i 1994, da arbejdsløsheden steg 20%, og erhvervsinvesteringerne faldt mærkbart.

Øens fremtid gav anledning til uenigheder imellem de forskellige partier på Martinique og var til heftig diskussion i 1995-96. Mens det kommunistiske parti gik ind for øget selvstyre uden at sigte imod uafhængighed, krævede Martiniques Uafhængighedsbevægelse (Mouvement de l’Indépendence de Martinique, MIM) forhandlinger om fuld selvstændighed.

I 1997 fortsatte USA's pres for begunstigelse af Mellemamerikas bananproduktion fremfor den caribiske. Grupper af caribiske banandyrkere, heriblandt de vigtigste fra Martinique og Guadaloupe, krævede af EU en prisjustering der stod i forhold til de forhøjede produktionsomkostninger.

De sociale spændinger steg i begyndelsen af 1998. Arbejdsløsheden berørte 40% af den erhvervsaktive befolkning, hvilket er en historisk rekord for landet. Strejker og demonstrationer, igangsat især i sundheds- og transportsektoren, fulgte efter hinanden med krav om arbejde, lønforhøjelser og bedre arbejdsforhold.

Claude Lise fra Martiniques progressive Parti genvalgtes i marts 1998 som formand for «Conseil Général», det ene af Martiniques parlamentskamre. Ikke desto mindre gav valgene fremgang til MIM, der nu har flertal i «Conseil Général».

I marts 2000 besøgte den franske præsident Jacques Chirac øen. Her blev han mødt med kravet fra øens indbyggere om på den ene side større samhandel med kolonimagten, og på den anden side større autonomi der kan muliggøre øget samhandel med nabolandene i Caribien.

Michel Cadot overtog i juli 2000 posten som præfekt fra Dominique Bellion.

Som i kolonilandet Frankrig begyndte euroen at cirkulere som valuta i Martinique fra 1. januar 2001.

Det franske dagblad Le Parisien karakteriserede i 2002 de forhold som hotellerne i Martinique og Guadeloupe opererede under som en naturkatastrofe. Direktøren for hotelkæden Accor, Gerard Pelission, informerede den franske præsident om den aggressive holdning blandt de hotelansatte i Martinique, der gennemførte strejker og skadede hotellernes produktivitet og renomé. Det havde indtil videre medført et tab af 1500 arbejdspladser på 15 hoteller.

Frankrig gennemførte 7. december 2003 en folkeafstemning i sine caribiske kolonier om styreformen. Resultatet faldt ret forskelligt ud. På St. Martin og St. Barthélemy blev det med henholdsvis 95,6% og 76,1% af stemmerne vedtaget at gennemføre en reform, der gav dem status af Collectivités d'Outre-mer (COM). I Guadeloupe og Martinique blev det derimod med 72,9% og 50,4% vedtaget at fortsætte med det eksisterende system - administration gennem et generalråd og et regionalråd.

Krisen i bananindustrien forværredes i 2004, da producenterne erklærede, at de ikke længere var i stand til at betale de sociale afgifter samt skatter. De afkrævede følgende den franske regering et svar på situationen.

I august styrtede et fly fra det colombianske flyselskab West Caribbean Airways ned i Venezuela og alle blev dræbt. Alle passagerer var fra Martinuque, hvilket udløste landesorg.

Regeringen ønskede i 2006 at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet, men dette stødte på massiv modstand i befolkningen og måtte opgives.

Generalstrejken i Guadeloupe i januar 2009 spredte sig i februar til Martinique. Strejken blev udløst af de højre leveomkostninger, lave lønninger og mangel på arbejde. Efter 3 mdr. strejke gik Sarkozy regeringen i Paris med til at hæve lønnen for de lavest lønnede med 200 Euro om måneder. Generalstrejken gjorde de etniske, race- og klassemæssige spændinger i de franske kolonier lysende klare. Trods lønforhøjelserne forblev de grundlæggende problemer uløste.

Martiniques Selvstændighedsparti i koalition med højefløjen vandt i december 2015 lokalvalget på Martinique og fik 33 ud af lokalforsamlingens 51 pladser. Selvstændighedspartiets leder, Alfred Marie-Jeanne blev derefter valgt som formand for lokalforsamlingen.

COVID-19 pandemien nåede i 2020 også Martinique og ramte økonomien hårdt. En tredjedel af befolkningen lever i forvejen under fattigdomsgrænsen. I slutningen af 2021 besluttede kolonimagten, at sundhedspersonale der ved udgangen af december ikke var vaccineret ville blive fyret uden løn. Beslutningen udløste voldelige protester i både Martinique og naboøen Guadeloupe. Demonstranter byggede barrikader og besatte parlamentet. Kolonimagten svarede igen ved at sende flere politisoldater til øen. I starten af januar 21 indførte kolonimagten udgangsforbud fra 20 til 05.

Guia del Mundo