Befolkning 12.000 Valuta Australske dollars Areal 20 Km2 Hovedstad Befolkningstæthed 600 indb./Km2

Nauru er en 4 * 6 km stor koralø beliggende i Mikronesien næsten på ækvator. Øen er omgivet af sandstrande og et 300 meter bredt frugtbart bælte. Det indre af øen består af et 60 m højt plateu, der er dannet gennem årtusinder af fugleekskrementer - guano. Ved blandingen mellem de fosfor- og kvælstofholdige ekskrementer og den kalkholdige koralklippe er der blevet dannet en farve- og lugtløs klippe, der rummer omkring 90 % kalk-fosfat, der er en glimrende gødning.

Lille stat allieret med USA, Taiwan og Israel. Berygtet for sin koncentrationslejr, hvortil Australien sender de flygtninge, der ankommer til landet.

 

Folket: Nauru'erne nedstammer fra indvandrede polynesiere, mikronesiere og melanesiere. Den oprindelige befolkning udgør i dag knapt halvdelen af den samlede befolkning. Den anden halvdel udgøres af australiere, new zealændere, kinesere samt arbejdere fra Tuvalu, Kiribati og andre nærvedliggende øer. Der findes to mænd for hver kvinde.

Religion: Kristendom

Sprog: Engelsk (officielt) og nauru

Politiske partier: Nauru Party (NP); Nauru Democratic Party.

Sociale organisationer: Der findes to fagforeninger: Nauru Workers Organization (NWO) stiftet i 1974 som faglig organisation for NP medlemmer; Phosfate Workers Organization stiftet i 1953.

Officielt navn: Republic of Nauru.

Administrativ inddeling: 14 distrikter

Hovedstad: Eftersom der ikke findes noget bymæssigt center (hele øen kan krydses på en times spadseretur), eksisterer der heller ikke nogen formel hovedstad. Regeringen træder sammen i en bygning overfor lufthavnen i Yaren distriktet.

Regering: Lionel Aingimea er siden august 2019 landets præsident. Han er udpeget af parlamentet der har 18 medlemmer, der vælges for en 3-årig periode.

Nationaldag: 31. januar (Uafhængighed, 1968)

Væbnede styrker: Eksisterer ikke. Australien er ansvarlig for landets forsvar.

 

Øen er beliggende i den centrale del af Stillehavet og blev oprindelig beboet af indvandrede polynesiere, mikronesiere og melanesere. Den engelske kaptajn John Fearn var den første europæer der besøgte øen, som han navngav Pleasant Island (den muntre ø). Gennem det 19. århundrede blev øen hyppigt besøgt af hvalfangerskibe, indtil den i 1888 blev annekteret af Tyskland.

I år 1900 fandt australieren Albert Ellis en sten på sit skrivebord i Sydney, som en rejsende havde sendt ham i håbet om at den ville kunne bruges til at fremstille bolde til børn. Analysen af stenen afslørede i stedet den fosfat, der skulle gøre Naura til et meget rigt land. I 1905 begyndte et engelsk-tysk selskab at udvinde mineralressourcerne.

Ved udbruddet af 1. verdenskrig besatte Australien Nauru, der ved afslutningen af krigen blev australsk mandatområde. Under 2. verdenskrig blev øen besat af Japan, der deporterede over 1000 indbyggere til Truk i det nuværende Mikronesien. De blev tvunget til tvangsarbejde, og kun 700 vendte efter krigen hjem. Øen blev atter lagt ind under Australien og en multinational engelsk-australsk-new zealandsk koncern genoptog udvindingen af fosfat.

Nauru'erne er historisk fiskere, og de havde derfor vanskeligt ved at tilpasse sig til minedriften. De blev i stedet erstattet af indvandrede kinesere. Indvandringen antog et sådant omfang, at Australiens regering i 1964 foreslog nauru'erne, at de flyttede til en anden ø eller til Australien. Den oprindelige befolkning afviste blankt forslaget, krævede øjeblikkelig autonomi samt et stop for udvindingen af landets eneste naturressource.

Minedriften blev nationaliseret i 1967, hvilket medførte en voldsom vækst i per-capita indkomsten. I 1992 var minimumslønnen 6.500 dollars. Nauru erklærede sig den 31. januar 1968 for selvstændigt og afviste de australske forsøg på fortsat dominans. Den er fortsat jordens mindste republik. Et år senere blev den optaget som medlem af det britiske statssamfund, Commonwealth.

I 1970 blev minevirksomheden nationaliseret og hvert familieoverhovede blev aktionær i denne. Dette hævede gennemsnitsindkomsten over niveauet i mange industrialiserede lande, omend indkomstfordelingen ikke er jævn.

Nauru har ikke noget skattesystem. Regeringens udgifter og investeringer foretages fra en stor fond, der financieres af indtægterne fra udvindingen af fosfat. Uddannelse, sundhedsforsorg og boligerne er gratis.

Hammer De Rount dominerede landets politiske scene fra dets selvstændighed frem til 1976. Han havde i denne periode regeringsmagten, men tabte den i 1976 til Bernard Dowiyogo fra Nauru Party. I 1978 genvandt De Rount atter præsidentposten. Ved valget i 1986 blev en kvinde for første gang siden selvstændigheden valgt ind i parlamentet.

Bernard Dowiyogo genvandt præsidentposten i 1989. Under hans regering indledtes en retssag mod Australien for den uhæmmede udvinding af fosfat gennem 50 år. I 1991 anerkendte Australien, at Naura havde ret til at kræve erstatning, og Storbritannien og New Zealand indvilgede sammen med Australien i at betale omkring 100 millioner dollars til Nauru.

Samme år havde Nauru for første gang underskud på statsbudgettet. Det blev beregnet, at hvis udvindingen fortsatte med samme tempo, ville ressourcerne være udtømte i år 2000.

I 1995 valgtes Lagumot Harris til regeringschef, og regeringen indledte nu investeringer i fly og i landets fiskerflåde. Samtidig satsede regeringen på at reducere statsunderskuddet ved at reducere de statslige udgifter, forhøje skatterne, fastfryse arbejdernes lønninger for en to-årig periode, lukke nogle af landets konsulater i udlandet og privatisere en række statslige virksomheder.

Men faldet i verdensmarkedspriserne på fosfat, de høje udgifter til opretholdelse af statens flyselskab og investeringer indenfor ikke-profitable områder medførte alvorlige problemer i økonomien.

Den 13. februar 1997 valgte parlamentet Kinza Godfrey Clodumar til ny præsident - den 4. på kun 4 måneder. Som et af sine første skridt gik han i gang med at tiltrække udenlandske investeringer - især fra Australien. I december genoptog landet de diplomatiske forbindelser med Frankrig, der havde været suspenderet siden 1995 i protest mod atomprøvesprængningerne i Fransk Polynesien.

I slutningen af 1997 krævede Clodumar, at verden drastisk reducerer udslippet af drivhusgasser. Præsidenten lagde vægt på, at Nauru står i fare for at forsvinde i havet som indirekte konsekvens af den globale luftforurening.

Landets indbyggere der for blot få år siden havde en af verdens højeste indkomster pr. indbygger har de seneste år oplevet et drastisk fald i deres levevilkår pga. regeringens fejlinvesteringer. Clodurmars efterfølger, Bernard Dowiyogo, mistede parlamentets tillid og blev i april 1999 erstattet af Rene Harris på præsidentposten. Øens alvorligste problem er, at de mineraler der tidligere var landets vigtigste indkomstkilde næsten er udtømte. Harris var ikke i stand til at håndtere dette problem og trak sig i april 2000 fra præsidentposten. Under disse omstændigheder genvalgte parlamentet Dowiyogo som præsident.

I august 2001 blev 460 illegale emigranter - overvejende afghanere, men også singalesere og thailændere - reddet af et norsk fragtskib, da deres eget skib sank. Fragtskibet søgte at sætte dem af på Christmas Island, der er australsk territorium, men Australien nægtede at tage imod dem. Efter flere dages diplomatiske forhandlinger blev der indgået en aftale om, at 150 flygtninge kunne komme til New Zealand, mens resten skulle sendes til Nauru. Canberra tilbød Naurus regering at betale alle udgifter ifbm. flygtningene.

Samme år tog den Internationale Finansaktionsgruppe skridt mod Nauru, fordi landet ikke havde styrket sin lovgivning mod hvidvask af penge. Det blev derfor sat på listen over lande, der ikke ønskede at samarbejde i spørgsmålet. Året efter hævede USA, at 70 mia. US$ der var trukket ud af Rusland i 1998 var sat ind på konti i Nauru.

I juli 2002 etablerede Nauru diplomatiske forbindelser med Kina. Taiwan svarede igen ved 2 dage senere at afbryde de diplomatiske forbindelser med Nauru. Nauru fik til gengæld en bistandspakke på 130 mio. US$ fra Kina.

Efter at have kæmpet om embeddet med René Harris overtog Bernard Dowiyogo i januar 2003 præsidentposten og beskrev situationen i landet som kritisk. Dowiyogo døde allerede i marts efter en hjerteoperation. Ludwig Scotty blev i maj valgt til præsident, men fik kort tid senere et mistillidsvotum i parlamentet. Han blev i august erstattet på posten af René Harris.

I december 2003 udtrykte FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR sin bekymring over de flere hundrede flygtninge - overvejende afghanere men også irakere, deriblandt 90 børn - der var tilbageholdt i Nauru. Nogle af dem i over 2 år.

23. juni 2004 blev Harris afsat ved et mistillidsvotum i parlamentet, og erstattet på posten af Ludwig Scotty.

Nauru besluttede i maj 2005 at genoprette de diplomatiske forbindelser med Taiwan, der ellers havde været afbrudt siden 2002. Beslutningen førte til kinesisk vrede, og Kina erklærede at Naurus beslutning alene var baseret på ønsket om «materielle gevinster». Samme år blev landets eneste flyvemaskine overtaget af en nordamerikansk bank, da Nauru ikke var i stand til at betale renter og afdrag på maskinen.

En rapport fra WHO i februar 2006 pegede på, at specielt Asien hærges af en diabetes epidemi, og at sydommen fortsat vil spredes de næste 2 årtier. Rapporten pegede endvidere på, at Naura er det land i verden der har flest diabetes tilfælde ifht. indbyggertal.

Eftersom landets fosfatminer er næsten udtømte er stadig flere af dets indbyggere tvungne til subsistens landbrug og fiskeri. Landet bliver stadig mere afhængig af bistand fra Australien og af den betaling det får for at huse den omstridte flygtningelejr for Australien.

Over 80 flygtninge fra Sri Lanka blev i marts 2007 sendt til flygtningelejren fra Australien, efter at regeringen i Canberra havde været ude af stand til at få en aftale i stand med Indonesien om at tage mod flygtningene.

Marcus Stephen blev i december valgt til præsident. Allerede i marts-april 2008 gennemlevede han en alvorlig parlamentarisk og forfatningsmæssig krise. I parlamentet blev han stillet overfor et mistillidsvotum, der i første gang blev afværget, da parlamentsformanden gik af. Uroen bredte sig nu til hele øen. Nogle dage senere indkaldte den ny parlamentsformand parlamentet, uden dog at informere flere ministre. Parlamentet stemte nu en lov igennem der forbød dobbelt statsborgerskab for ministre. Havde loven fået effekt, var magten tippet til fordel for oppositionen, da to siddende ministre havde dobbelt statsborgerskab. I april kendte højesteret loven for ulovlig, da det var en fejl ikke at indkalde alle medlemmer. Situationen mellem parlament og regering blev stadig tilspidset til Stephen den 18. april udskrev et hurtigt parlamentsvalg, der blev holdt allerede 8 dage senere. Det gav ham til gengæld flertal i parlamentet og løste umiddelbart krisen.

Som lille land har Nauru en affinitet for mindre stater. Det er derfor ofte hurtigt til at anerkende nye stater. I 2008 anerkendte det som et af de første lande Kosova, og i 2009 anerkendte det Abkhazien - den autonome region der løsrev sig fra Georgien. Som belønning for anerkendelsen fik Nauru 50 mio. US$ i bistand fra Rusland.

I marts 2010 opløste Stephen parlamentet og udskrev parlamentsvalg til afholdelse i april. HAn vandt valget, men tabte i november 2011 en tillidsafstemning i parlamentet, hvorefter Freddie Pitcher blev præsident. Han blev stillet overfor en ny mistillidsafstemning, som han tabte og ny præsident for det næste 1½ års tid blev Sprent Dabwido.

Australien havde i 2001-07 en koncentrationslejr i Nauru: Nauru Detention Centre, hvortil flygtninge der nåede Australien blev sendt til. Lejren var en vigtig indtægtskilde for det fattige land, men blev af humanitære årsager lukket i 2008. Det blev genåbnet i august 2012. Nauru tillader ikke Amnesty International eller andre internationale menneskerettighedsorganisationer adgang til centret, hvor flygtningene opbevares under umenneskelige forhold. Børn ned til 8 år har begået selvmord i koncentrationslejren som følge af de rædselsvækkende forhold.

Baron Waqa valgtes i juni 2013 til Naurus præsident. Landet er hårdt presset økonomisk af manglende indtægter og af den globale opvarmning, der vil medføre oversvømmelse af dele af landet. Selv om det siden selvstændigheden har været nær allieret af Australien og USA og traditionelt har stemt som USA i FN's Generalforsamling, er denne alliance i opløsning. Primært pga. de store industrilandes uvilje til at bremse udledningen af CO₂ og dermed den stigende vandstand.

Nauru har i årtier haft diplomatiske forbindelser med Israel, og har politisk været landets trofaste støtte i FN. Israel har betalt for den politiske støtte med økonomisk bistand.

Parlamentet valgt i august 2019 Lionel Aingimea til landets præsident.

Guia del Mundo