Befolkning 3,7 mio. Valuta Kupon Areal 69.700 Km2 Hovedstad Tbilisi Befolkningstæthed 76,0 indb./Km2     HDI placering 63

Beliggende i den vestlige og centrale del af Kaukasus. Georgien grænser i nord op mod Rusland, i øst mod Azerbadjan, i syd mod Armenien og Tyrkiet og i vest mod Sortehavet. Landskabet er bjergrigt og mellem de kaukasiske bjergkæder hæver højsletterne Colquida og Kartli sig og i øst Alazan dalen. Klimaet er subtropisk i vest og mere modereret i øst. De vigtigste floder er Kura og Rioni. Den vestlige del af landet får megen regn og ligger som sagt ud til Sortehavet. Omkring 40% af landet er derfor dækket af skov. Georgien rummer betydelige aflejringer af jern og mangan, og er berømt for sine vine. Bakterieforureningen af 70% af Sorte Havet udgør et alvorligt problem. Kun 18% af spildevandet fra landets vigtigste havneby Batumi renses ordentligt. Endelig er anvendelsen af sprøjtemidler en alvorlig belastning for landets jorder.

Autoritært regime med regelmæssige overtrædelser af menneskerettighederne, tortur og forfølgelse af landets opposition, muslimer og LGBT personer. Nært allieret af EU og USA.

 

Folket: Georgiere 70%; armenere 8,1%; russere 6,3%; azerbadjanere 5,7%; osetiere, abkasiere og adzharier.

Religion: Georgisk ortodokse 65%, muslimer 11%, russisk ortodokse 10% samt ortodokse armenere 8%.

Sprog: Georgisk (officielt), russisk og abkasisk, armensk, azeri, græsk, kurmanjo, tyrkisk og forskellige kaukasiske sprog.

Politiske partier: Den forenede Nationalbevægelse (Ertiani Natsionaluri Modzraoba); Partiet for nye Rettigheder; Georgiens industrielle Frelse (Mretsveloba Gadaarchens Sak'art'velos); Den demokratiske union for Genopstandelse (Demokratiuli Aghordzinebis Pavshiri); Georgiens Arbejderparti (Sakartvelos Leoboristuli Partia). Selvstændighedsbevægelser: Aidguilara (Abkasiernes nationale Bevægelse), Admon Nyjas (Sydosetiens nationale Bevægelse).

Sociale organisationer: 2.595.956 var medlemmer af de gamle fagforeninger

Officielt navn: Sakartvelos Respublika

Hovedstad: Tbilisi, 1.152.500 indb. (2010).

Andre vigtige byer: Kutaísi, 264.600 indb.; Rustavi, 178.900 indb.; Batumi, 143.800 indb.; Sukhumi, 63.800 indb. (2000).

Regering: Salome Zourabichvili er præsident siden december 2018. Irakli Garibashvili er premierminister siden februar 2021. Parlamentet har ét kammer med 235 pladser.

Nationaldag: 26. maj (Uafhængighedsdagen, 1991)

Væbnede styrker: 45.000 soldater (2007)

 

Folkene fra Kaukasus anses for at være skaberne af metalurgien. I det 2. årtusinde f.v.t. gik de ind i bronzealderen, og det menes at være i denne periode, at de nuværende georgieres forfædre dannede deres første stammer. I Homers digte og i de græske traditionelle historier omtales riget Colquida, der menes at være dannet i det 6. århundrede f.v.t. To århundreder senere skabte den legendariske høvding Farnavaz kongeriget Iberia i den østlige del af det nuværende Georgien. Disse to riger var de første georgiske stater - et resultat af sammenslutningen mellem områdets gamle landbrugsstammer.

Colquida og Iberia blev underlagt først Grækenland og siden Rom under Pompeius' kampagner i det 1. århundrede f.v.t. I år 337 indførte kong Mirian af Iberien kristendommen som officiel religion. Ligesom den armenske kirke brød den georgiske kirke i 506 med Rom for at danne en ny kirke, der fik hovedsæde i Tiflis (i dag Tbilisi).

Fra at have været en by af sekundær betydning blev Tiflis hovedstad i første Iberien og siden Georgien efter samlingsprocessen i det 8-9. århundrede. I det 6-10. århundrede var begge kongedømmer underlagt hhv. sasaniderne i Iran, Byzans og det arabisk Kalifat, der alle kæmpede om området. Det feudale Georgien blomstrede i det 11. og 12. århundrede under Opbyggeren David (1089-1125) og dronning Tamara (1184-1213).

I det 13. og 14. århundrede blev Georgien invaderet af tartarerne og Timur Lenk (Tamerlán). I det 15. århundrede blev kongeriget opdelt i små fyrstedømmer og var i det 16-18. århundrede mål for hhv. tyrkisk og iransk ekspansion. Der fandt større oprør sted mod tyrkerne og iranerne: i 1625 under ledelse af Gueorgui Saakadze og i 1629. I den anden halvdel af det 18. århundrede kom området gradvist indenfor den russiske indflydelsessfære.

Med traktaten af Gueorguievsk (1783) etablerede Rusland sit protektorat i Østgeorgien, der i 1801 blev indlemmet i det russiske imperium. I anden halvdel af det 19. århundrede skete det samme for det vestlige Georgien - Tiflis og Kutaisi. De georgiske provinser blev inkorporeret i Transkaukasien, der blev regeret af en vicekonge udpeget af zaren.

Den russiske annektering havde en række negative følger for den georgiske befolkning. Befolkningens eget sprog blev elimineret fra de administrative dokumenter, forbudt i litteraturen og i skolerne, for at blive erstattet med russisk. Den nationale georgiske kirke blev indskrænket, dens patriarker deporteret og erstattet med russisk ortodokse biskopper. Samtidig fremmede zarvældet emigrationen af russere til alle de georgiske byer. Dette er med til at forklare den usædvanlige styrke, den revolutionære bevægelse fik i Georgien. Det gælder både den nationalistiske, populistiske og socialdemokratisk marxistiske strømning. Det var i sidstnævnte, at Iosif Dzhugashvili - bedre kendt under pseudonymet Stalin - indledte sin politiske karriere. Efter en lang række oprør i sidste halvdel af det 19. århundrede spillede georgierne en central i den revolution, der i 1905 rystede imperiet.

Da den 1. verdenskrig brød ud, fandt kampene mellem Rusland og Tyrkiet sted i Kaukasus. Georgiernes had til russerne var så stort, at de dannede en brigade, der kæmpede på tyrkernes side. I februar 1917 udløste sulten og zarens krigspolitik en ny revolution, der skyldede ham bort. Også denne gang spillede de kaukasiske folk en central rolle.

Efter bolsjevikkernes revolution i oktober faldt magten i Kaukasus i mensjevikkernes hænder. Under disse omstændigheder forlod Stalin og en gruppe kammerater Kaukasus for at slutte sig til bolsjevikkerne, anført af Lenin. I april 1918 besluttede den transkaukasiske forenede regering i Tiflis at løsrive sig fra Sovjetunionen. Den 26. maj 1918 erklærede Georgien sig for selvstændigt, hvilket Moskva 2 år senere anerkendte.

I perioden 1918-20 trængte hhv. tyske, tyrkiske og engelske tropper ind i landet i et forsøg på at bringe dets socialistiske regering til fald. I februar 1921 besatte den Røde Hær området, og genindførte sovjetmagten i Georgien. Den 25. februar 1921 udråbtes den Socialistiske Sovjetrepublik Georgien, hvori den autonome republik Abkasien også indgik. I marts blev der indgået en fredsaftale mellem den russiske føderation og Tyrkiet. Tyrkiet afstod Batumi og den nordlige del af Adzharia, der blev indlemmet som autonom republik i Georgien.

I marts 1922 blev Georgien, Azerbadjan og Armenien omgrupperet i den transkaukasiske føderation. En måned senere oprettedes den autonome region Sydosetien som en del af Georgien. Den 5. december 1936 opløstes føderationen, og Georgien blev nu én af Sovjetunionens 15 republikker.

Stalin blev generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistparti (SUKP) i 1922, og efter Lenins død blev han partiets øverste chef og fra 1928 Sovjetunionens øverste leder. I 1924 greb den Røde Hær ind for at slå et bondeoprør ned, der var brudt ud imod tvangskollektiviseringen.

Landet nød i de følgende år godt af den kulturelle og økonomiske udvikling, unionen skabte. En række andre georgiere - udover Stalin - spillede en central rolle i SUKP: Sergo Ordzhonikidzegv som minister for sværindustri og Lavrenti Berija som chef for det hemmelige politi (NKVD). Beria blev henrettet kort tid efter Stalins død i 1953.

I 1953 udpegede Moskva Edvard Shevardnadze til chef for Georgiens politi. Indtil da havde han været leder af ungkommunisterne (Komsomol). Vasili Mzhavanadze fortsatte som førstesekretær i republikkens kommunistparti og var landets stærke mand. Efter omfattende svindel og korruption blev Mzhavanadze i 1972 erstattat af Shevardnadze. Fra dette tidspunkt fik nationalismen en opblomstring, der kom til udtryk gennem demonstrationer til fordel for det georgiske sprog og i sabotagehandlinger.

I 1978 gennemtvang Sovjetunionens nye forfatning russisk som officielt sprog. Det udløste nye protester i Georgien, men det lykkedes Shevardnadze at få skridtet ophævet. Samtidig tillod han fremvisningen af en anti-stalinistisk film, der blev starten på glasnost og perestroika.

Shevardnadze fortsatte på posten som kommunistpartiets førstesekretær og regeringschef i Georgien, indtil han i 1985 blev hentet til Moskva som supermagtens udenrigsminister. I forlængelse af Mikhail Gorbachovs overtagelse af magten i Sovjet opstod der i bl.a. Georgien bevægelser og partier, der krævede landets selvstændighed, som de mente var gået tabt allerede i 1921 med indførelse af sovjetmagten. Den 9. april 1989 opløste enheder fra den Røde Hær en demonstration i hovedstaden Tbilisi, der krævede Georgiens selvstændighed med basis i §72 i Sovjetunionens forfatning. 19 personer blev dræbt under hærens angreb - de fleste kvinder og børn.

I midten af 1980'erne dannedes miljøpartiet de Grønne i Georgien, i forlængelse af at det for første gang blev muligt åbent at diskutere republikkens miljøproblemer. Trods det at det var et yndet feriemål, var det nu forbudt at bade i Sortehavet pga. den omfattende kemiske og bakteriologiske forurening. Samtidig plages landet af alvorlige problemer med erosion og skovning. Den nye organisation forenede sit arbejde for miljøet med forsvaret for ikke-vold, demokratiet og menneskerettighederne. Organisationen forsøgte at koordinere sine aktioner med tilsvarende organisationers omkring Sortehavet. Georgien var den 2. tidligere sovjetrepublik - efter Estland - der blev optaget i det europæiske grønne parlament.

Selvstændighed 

Den 28. oktober 1990 blev der afholdt valg til Georgiens øverste sovjet (parlament). Det blev vundet af partikoalitionen «Det runde bord - frit Georgien», der var ledet af Zviad Gamsakurdia - en oppositionspolitiker ifht. sovjetregimet. Den øverste sovjet besluttede at ændre republikkens navn til Republikken Georgien (Sakartvelos Respublika).

Samtidig øgedes de etniske problemer i landet. De autonome regioner Sydossetien og Abkhazien havde krævet at bevare deres status indenfor rammerne af den nye republik. I sovjettiden havde de status af autonome regioner i den autonome republik Georgien. Fortsættelsen af deres autonomistatus blev blankt afvist af Georgiens nye ledere. Begge regioner erklærede sig derfor for selvstændige. Georgiens øverste sovjet annullerede denne beslutning, erklærede området i undtagelsestilstand og organiserede en blokade af det. Efter sammenstød mellem sydossetiske partisaner og tropper fra det georgiske indenrigsministerium, anerkendte Georgien i 1991 uafhængigheden.

Den 27. maj 1991 blev Zviad Gamsakurdia valgt til Georgiens præsident, og i september udbrød der kampe mellem tilhængere af præsident Gamsakurdia og oppositionen, der blev anført af Dzhaba Ioseliani og Tenguiz Kitovani, kommandant for nationalgarden. Efter en lang række møder og demonstrationer, der udviklede sig til skyderier, angreb Kitovanis tropper den 6. januar 1992 regeringspaladset. Gamsakurdia flygtede først til Armenien for siden at få asyl i den tjetjenske autonome republik, hvis præsident - general Dzhojar Dudajev - søgte at løsrive sit land fra den russiske føderation.

Et militærråd anført af Kitovani overtog magten i Tblisi og satte landets forfatning ud af kraft. Nogle tilhængere af den styrtede præsident fortsatte med at kæmpe i Vestgeorgien mod det nye regime. I slutningen af januar 1992 slog et forsøg på at bringe borgerkrigen til ophør fejl.

I marts 1992 vendte den tidligere sovjetiske udenrigsminister Edvard Shevardnadze tilbage til Georgien for at overtage posten som formand for statsrådet - den georgiske regerings øverste organ - indtil der kunne afholdes nyvalg. Shevardnadze erklærede, at hans land ville normalisere forholdet overfor udlandet og specielt de tidligere sovjetrepublikker, selvom det ikke ville indgå i Samfundet af uafhængige Stater (SNG)- Sovjetunionens afløser.

28. juni gennemførtes der våbenstilstand i Sydossetien, overvåget af russiske, georgiske og sydossetiske observatører. Abkhasiens autonome myndigheder besluttede samtidig at begrænse Georgiens centralregerings jurisdiktion i området. Den 14. august invaderede regeringsstyrker derfor Abkhasien og besatte dens hovedby Sujumi. Lokalmyndighederne søgte tilflugt i byen Gudauta, der blev en modstandslomme. I begyndelsen af oktober udvidede de deres kontrol til en betydelig del af Abkhasien og nærmede sig Sujumi - støttet af bl.a. enheder fra den russiske hær.

I begyndelsen af 1993 indledte det russiske luftvåben bombardementer af Sujumi, og midt i marts havde kampene nået byens udkant. Den 28. juni blev der med russisk mægling indgået våbenhvile. Begge parter skulle trække deres tropper tilbage fra fronten og afvæbne dem.

Midt i september 1993 indledte abkhaserne imidlertid en storoffensiv, der kom som en total overraskelse for georgierne og kulminerede med indtagelsen af Sujumi. Edvard Shevardnadze opholdt sig i byen til det sidste, og nåede ud med det sidste fly.

I november indledte tilhængere af den styrtede præsident Gamsakurdia en omfattende offensiv, men blev slået efter indgriben fra russiske styrker. Samme måned gik Georgien ind i Sammenslutningen af uafhængige Stater (SNG). I begyndelsen af 1994 døde Gamsakurdia. Iflg. den officielle version havde han begået selvmord. I februar undertegnede landet en venskabsaftale med Rusland og i april undertegnedes i Moskva en fredsaftale med de abkhasiske rebeller.

Trods tilnærmelserne til Moskva blev Georgien endvidere optaget i NATO's Partnerskab for Fred. Landet var ikke i stand til at betale sin gæld til Turkmenistan, hvilket medførte en reduktion af gasleverancerne - Georgiens vigtigste energikilde. I slutningen af november havde hovedstaden Tbilisi hverken varme, elektricitet eller rindende vand.

Den økonomiske situation forbedredes i 1995. I årets 11 første måneder steg industriproduktionen med 20%. I august vedtog parlamentet en ny forfatning, der gjorde landet til præsidentiel republik. Præsidentvalget i november blev vundet af Shevardnadze og hans parti, Unionen af georgiske Borgere fik 124 af parlamentets 235 pladser.

I 1996 stabiliseredes økonomien yderligere. BNP steg med 8% og industriproduktionen med 10%. Inflationen var 30%, men valutaen bevarede sin værdi overfor dollaren. Alligevel forblev arbejdsløsheden med 20% høj. IMF og Verdensbanken bevilgede lån til støtte for den økonomiske plan. Trods protester fra Rusland indgik Georgien en aftale med Azerbadjan om bygningen af en olierørledning gennem georgisk område, for på den måde at lette eksporten af azarbadjansk olie.

Georgien blev i november 1997 den første tidligere sovjetrepublik, der opgav dødsstraffen. I Rusland og Ukraine satte parlamenterne sig imod at vedtage lignende skridt, der ellers var blevet foreslået af disse landes regeringer.

I februar 1998 og atter i maj 1999 kostede attentater næsten præsident Shevardnadze livet. I begge tilfælde nævntes Moskvas mulige deltagelse i attentaterne, hvis formål skulle være at hindre bygningen af en olierørledning gennem landet. Azerbadjans valg af denne rørføring havde skrinlagt et russisk forslag om at lade den passere gennem Tjetjenien, hvor den russiske hær årene i forvejen havde nedkæmpet selvstændighedsbevægelsen og raseret de fleste af områdets byer. Rørledningen gennem Georgien blev endelig åbnet i april 1999. En højtstående georgisk officer blev anklaget for at organisere konspirationen internt i Georgien.

I udbryderrepublikken Abkhasien erklærede parlamentet i oktober 1999 området for selvstændig, efter en folkeafstemning hvor 98 % af stemmerne var for selvstændighed. Tbilisi fordømte erklæringen som ulovlig og opfordrede andre lande til ikke at anerkende den nye stat. Selvom de to republikker i marts 2001 underskrev en ikke-angrebspagt, udbrød der alligevel i oktober nye kampe mellem georgiske paramilitære grupper og abkhasiske tropper.

Ved valget i november 1999 fik præsidentens parti, Borgerunionen, omkring 40 % af stemmerne, mens Fornyelses Bevægelsen fik 27 %. Den er en meget bred koalition bestående af populister, højreorienterede nationalister, socialister og monarkister. Valgdeltagelsen var under 70 %. Shevardnadze karakteriserede valgresultatet som glimrende, og at det ville muliggøre Georgiens optagelse i NATO i 2005.

Spændingen ifht. Rusland steg atter i slutningen af 1999 og begyndelsen af 2000, hvilket hang sammen med krigsaktiviteten i Tjetjenien. Moskva beskyldte Tibilisi for at støtte og give asyl til de tjetjenske separatister. En påstand Shevardnadzes regering energisk afviste.

Den private kanal Rustavi-2 blev i oktober 2001 lukket efter at have rapporteret om korruption i regeringen. Lukningen udløste demonstrationer, der krævede Shevardnadze og hans ministres afgang. Hans embedsførelse blev set som årsagen til korruptionen, borgerkrigen og fattigdommen. Shevardnadze svarede med at fyre sin regering. I november 2001 blev den fungerende udenrigsminister, Nino Burjanadze valgt som formand for parlamentet ved en ekstraordinær samling.

I februar 2002 ankom militærrådgivere fra USA til Georgien, hvilket udløste protester fra Rusland. Washington svarede, at formålet var at bekæmpe en gruppe muslimer knyttet til al-Qaeda netværket. Gruppens base skulle angiveligt befinde sig ved grænsen til Tjetjenien. Alligevel vurderede forskellige medier, at USA planlagde at bygge en militærbase. Under USA's invasion af Iraq i marts 2003 blev disse planer bekræftet.

2003 Exit Shevardnadze

I november 2003 gennemførtes parlamentsvalg. I starten bekræftede de officielle resultater Shevardnadzes partis sejr, men tusinder af mennesker stillede spørgsmålstegn ved resultatet og demonstrerede i gaderne. Lederne af oppositionen brød ind i parlamentet og internationale observatører kunne rapportere om mange uregelmæssigheder. Højesteret måtte annullere valgresultatet. Shevardnadze blev tvunget til at træde tilbage og gå i eksil. Georgien havde gennemført en forholdsvis ublodig revolution. Nino Burjanadze blev indsat som midlertidig præsident. USA drager stor nytte af magtskiftet, og vil nu mere direkte kunne kontrollere oliestrømmen til Europa, gennem den rørledning der er ved at blive bygget gennem Georgien fra oliefelterne i Azerbadjan.

Umiddelbart efter magtskiftet blev en række oppositionspartier enige om at støtte Mikhail Saakashvilis kandidatur til præsidentposten. Han var 37 år, advokat, uddannet i USA, medlem af Nationalpartiet og havde indledt sin politiske karriere under Shevardnadzes beskyttelse, selvom han endte med at lede den revolution, der væltede hans mentor. Selvom han var en af de ministre der var blevet fyret i 2001, blev Saakashvili populær på sin kritik af korruptionen og løfte om at bekæmpe fattigdommen. Han vandt præsidentvalget i januar 2004 med overvældende flertal - 96% af stemmerne og erklærede at han ville tage «specielle midler» i brug «for at gøre op med den organiserede kriminalitet og banditvæsenet».

I marts steg spændingen ifht. Aslan Abashidze der var leder af den semiautonome region Asarien, i det sydvestlige Georgien. Abashidze afviste at anerkende Saakashvilis regering, og Tblisi indførte derfor en delvis økonomisk blokade af Asarien. Grænsen blev lukket - herunder også havne, lufthavne og luftrummet. Tblisi krævede af Asarien at forfatningen blev respekteret - herunder ytringsfriheden, gennemførelsen af politiske kampagner og retten til valg. Ved valget i Georgien samme måned vandt Saakashvili flertallet af pladserne i parlamentet.

I maj truede Abashidze med at invadere og sprænge de broer i luften, der forbandt Asarien med resten af landet. Saakashvili advarede separatistlederen om, at hvis han ikke afvæbnede sine tropper ville hæren slå til mod dem. Konsekvensen var, at Abashidze gik i eksil i Moskva. Ligeledes i maj gennemførte Sydossetien valg, der ikke var anerkendt af Tblisi.

I august 2004 steg spændingen mellem Sydossetien og centralregeringen i Tblisi. Det kom til væbnede sammenstød mellem Georgiens og Sydossetiens sikkerhedsstyrker, som kostede flere dræbte. Regeringen erklærede, at den havde indtaget flere strategiske positioner, og den lovede at «pacificere» regionen når dens tropper var trukket ud.

I oktober endte præsidentvalget i Abkhasien kaotisk. Højesteret erklærede Sergey Bagapsh for vinder, men efter voldsomme protester blev denne afgørelse omgjort, og retten krævede nyvalg. Der var stærke spændinger mellem Bagapsh' tilhængere og tilhængere af modkandidaterne.

I februar 2005 døde premierminister Zurab Zhvania og præsidenten udpegede økonomiminister Zurab Nogaideli som hans efterfølger.

Tblisi og Moskva blev i maj 2005 enige om lukningen af de russiske baser i Georgien, hvilket markerede en ny etape i forholdet mellem de to lande. Saakashvili erklærede, at aftalen var en historisk mulighed for løsning på en række af de historiske konflikter mellem de to lande. Sovjetunionen havde oprindelig 4 baser i Georgien. De to var lukket og med aftalen lukkes de resterende to i perioden frem til 2008.

Saakashvili har siden sin magtovertagelse i 2004 søgt tætte relationer til USA. Nordamerikanere har trænet georgiske soldater, og samtidig er det georgiske militær vokset fra 13.000 til 45.000 mand. En del af disse er udstationeret som lejesoldater i Iraq. USA har til gengæld fået basefaciliteter i Georgien. Også relationerne til Israel er blev udviklede. Georgiens forsvarsminister er israeler, og det har skaffet store ordre for ca. 1 mia. US$ til den israelske krigsindustri. Israel modtager til gengæld olie fra Centralasien ad de rørledninger der går gennem Georgien.

I januar 2006 ødelagde eksplosioner en gasledning og en højspændingsforbindelse, og afbrød dermed i flere dage energiforsyningen fra Rusland til Georgien. Saakashvili anklagede Moskva for at stå bag eksplosionerne for at lægge pres på Tblisi.

I maj var relationerne mellem de to lande yderligere forværret, og Saakashvili truede da med at forlade Sammenslutningen af uafhængige Stater (SNG) for i stedet at søge tættere relationer til EU. Sammenslutningen samler de tidligere sovjetrepublikker.

I marts 2007 indklagede Georgien Rusland for den Europæiske Menneskeretsdomstol. Baggrunden var, at Rusland havde deporteret flere hundrede georgiere fra Moskva under anklage for at være illegale emigranter. Tblisi hævdede, at de deporterede var blevet mishandlet af russiske sikkerhedsfolk.

Oppositionen gennemførte i efteråret 2007 omfattende demonstrationer mod regeringen, og den 7. november erklærede Saakashvili landet i 14 dages undtagelsestilstand. Sikkerhedsstyrker slog ned på demonstranterne med knipler, tåregas, vandkanoner og high-tech akustiske våben leveret af USA til bekæmpelse af demonstranter.

Den 16. november trak premierminister Noghaideli sig fra posten af helbredsmæssige årsager. I hans sted udnævnte Saakashvili forretningsmanden Lado Gurgenidze, der var uddannet i USA. Allerede i starten af måneden havde præsidenten udskrevet nyvalg til præsidentposten - et år før tid. Den 27. november bekendtgjorde han, at der ifbm. præsidentvalget i januar 2008 samtidig ville blive gennemført en folkeafstemning om landets optagelse i NATO. Saakashvili gennemførte i maj desuden parlamentsvalg. Et valg der af observatører fra OSCE blev karakteriseret som præget af svindel og uregelmæssigheder.

2008 Georgien indleder krig mod Abkhasien og Sydossetien 

NATO havde bl.a. Georgiens optagelse på dagsorden under alliancens topmøde i maj 2008, men landet blev ikke optaget. USA var stærkt for, mens de europæiske lande var meget tilbageholdende. En optagelse ville være en stor provokation mod Rusland, og det ønskede europæerne ikke. NATO's officielle forklaring var, at Georgien måtte bringe ro i egen baggård - Sydossetien og Abkhasien - inden landet kunne optages.

I starten af august 2008 indledte Saakashvili derfor krig mod Sydossetien, hvor udbryderreprublikkens hovedstad bl.a. blev bombet og sendte en strøm af flygtninge i retning af Rusland. De russiske fredsbevarende styrker besvarede efter 18 timers betænkningstid i Moskva angrebet, drev de georgiske styrker på flugt og besatte dele af Georgien. Efter få dage fik EU formandslandet Frankrig forhandlet en våbenstilstandsaftale på plads mellem de to parter. Iflg. aftalen skulle Rusland trække sine styrker ud af Georgien (tilbage til udbryderrepublikkerne), men kunne dog holde styrker tilbage i Georgien, hvis der var humanitære årsager hertil. Rusland sammenlignede sin intervention med NATO's indgreb i Serbiens angreb på Kosova i 1999. USA tordnede mod Rusland og talte om brud på folkeretten. Et helt nyt begreb i præsident Bushs ordforråd, efter at USA i hans regeringsperiode har angrebet og besat Iraq og Afghanistan, og kontinuert har truet med angreb på Iran.

En uge efter indgåelse af våbenstilstand indgik USA aftaler med Polen og Tjekkiet om opstilling af avancerede radarstationer som led i supermagtens «starwars» projekt. USA bekræftede derved indirekte Ruslands påstand om at projektet var rettet mod Rusland selv. Ikke Nordkorea og Iran som påstået af USA.

Udenlandske iagttagere vurderede, at Georgien havde fået tilladelse fra USA til sit angreb på udbryderrepublikkerne, på samme måde som Saddam Hussein i august 1989 fik USA's godkendelse til at angribe Kuwait. Saakashvili troede derfor at USA ville forsvare landet i tilfælde af russisk reaktion. Her forregnede han sig.

Rusland anerkendte i august Abkhasien og Sydossetien som selvstændige stater. I sin anerkendelse henviste præsident Medvedev flere gange til Vestens anerkendelse af Kosova i februar 2008, som Rusland havde advaret imod. De to udbryderrepubliker blev efterfølgende ligeledes anerkendt af Venezuela, Nicaragua og Nauru. Georgien svarede igen ved at smide alle russiske diplomater ud af landet og afbryde de diplomatiske forbindelser. Georgien afbrød ligeledes sine diplomatiske forbindelser med Nicaragua. Landet indledte desuden en flådeblokade af Abkhasien. Rusland svarede igen ved at sætte sine styrker i Sydossetien og Abkasien i højeste beredskab og sendte skibe fra sin Sortehavs flåde til området. Vesten gjorde samtidig Georgien opmærksom på, at de ikke ville kunne gribe ind hvis det kom til en fornyet militær konflikt. Saakashvili havde nu både tabt den umiddelbare udsigt til NATO medlemskab og havde mistet to regioner af sit land. Først i januar 2010 slog Georgien ind på en decideret fredelig vej i forsøget på genforening med de to udbryderrepubliker.

Saakashvili  fjernede i slutningen af oktober 2008 Gurgenidze fra posten som premierminister. Præsidenten hævdede at udskiftningen havde været planlagt allerede inden krigen i august, men iagttagere pegede på den alvorlige politiske  krise som landet var kastet ud i som den egentlige årsag. Gurgenidze blev erstattet med Grigol Mgaloblishvili. Han holdt dog kun i 3 måneder. Iflg. presserapporter fra december tævede præsidenten sin premierminister og smed en telefon efter ham. Mgaloblishvili tog derefter til Tyskland for medicinsk behandling og afviste ved sin hjemkomst presserapporterne. I slutningen af januar 2009 tog han sin afsked som premierminister og blev i juni 2009 flyttet til en retrætepost som sit lands NATO ambassadør. Ny premierminister blev Nikoloz Gilauri.

En samlet opposition sluttede sig i marts 2009 sammen i protest mod Saakashvilis autoritære regime og indledte i april omfattende demonstrationer, der gennem april, maj og juni dagligt trak 50-100.000 mennesker. Det kom til hyppige sammenstød med sikkerhedsstyrker og politi. Ingen blev dog dræbt men mange såret. Som en del af oprøret mod præsidenten gjorde en tankbataljon udenfor Tblisi mytteri den 5. maj. Mytteriet blev dog hurtig slået ned. I løbet af juni løb oppositionens demonstrationer og protester ud i sandet.

I 2009 sendte Georgien 1000 soldater til Afghanistan for at kæmpe i NATO's styrker. Frem til 2011 havde landet mistet 10 soldater og fået såret 38.

I juli 2010 fik den georgiske undersøgende journalist Vakhtang Komakhidze politisk asyl i Schweiz efter trusler fra de georgiske myndigheders side.

Arbejdsløsheden i Georgien er den højeste indenfor de tidligere sovjettrepublikker. I byerne ligger den på 26-30% og i Tblisi på 40-50%. I 2009 faldt BNP desuden med 4,9% pga. krigen i 2008 og den globale økonomiske krise. Dette udsætter Saakashvili regimet for et konstant højt socialt pres.

I oktober 2010 ændredes forfatningen på en række centrale punkter. Der var tale om en forskydning af magten fra præsident til premierminister, der skulle vælges af parlamentet efter et parlamentsvalg. Samtidig ville parlamentet permanent blive flyttet fra Tblisi til landets næststørste by Kutaisi. Parlamentet ville blive valgt på baggrund af en kombination af valgkredse og proportionalitet for at garantere de mindre partiers repræsentation i parlamentet. Forfatningsændringerne ville slå fuldt igennem efter valget af næste præsident i efteråret 2013.

I maj 2011 brød nye demonstrationer ud i Tbilisi med krav om Saakashvilis afgang og politiske reformer. Den 26. maj slog sikkerhedsstyrker til mod demonstranterne med tåregas og gummikugler. Det satte en stopper for demonstrationerne, der kostede et par dræbte. I maj 2012 blev der gennemført nye demonstrationer mod præsidenten, uden at det dog kom til nye sammenstød med sikkerhedsstyrkerne.

I oktober 2012 gennemførtes det første parlamentsvalg efter forfatningsændringen. I oktober 2011 gjorde multi-millardæren Bidzina Ivanishvili sin entré på den politiske scene og erklærede han vil danne et nyt parti. Der blev dog tale en koalition, Georgiens Drøm, der blev dannet i april 2012. Der var tale om et sammenrend af 6 ret forskellige politiske partier, der alle lå på højrefløjen: konservative, liberale, xenofobe nationalister og tidligere tilhængere af Saakashvili. Multi-milliardæren kom til at lede koalitionen og vandt valget med 55,0% af stemmerne mod ENM's 40,3%. I 6 måneder op til valget havde regimet ellers gjort alt for at intimidere oppositionen gennem medierne og gennem vold. Forgæves. For Saakashvilis parti var der tale om næsten en halvering. De to partier var de eneste der blev repræsenteret i parlamentet. Der blev ikke gennemført valg i Sydossetien eller Abkhasien.

Parlamentet vedtog i januar 2013 at give amnesti til 190 politiske fanger.

I oktober 2013 gennemførtes præsidentvalg. Saakashvili var forfatningsmæssigt udelukket fra at deltage. Giorgi Margvelashvili fra Georgiens Drøm blev valgt allerede i 1. runde med 62,1% af stemmerne. Saakashvili nægtede at være til stede ved Margvelashvilis præsidentindsættelse. Han mente at den nye præsident havde vist disrespekt overfor den tidligere præsident og ENM. Margvelashvili undlod at flytte ind i det luksuspræsidentpalads Saakashvili havde ladet bygge i Tbilisi og flyttede i stedet ind i mindre prangende omgivelser i Statskancelliet. Den nye præsident erklærede at han ville arbejde for at uddybe forbindelserne til EU, men samtidig arbejde for at reducere spændingerne i forholdet til Rusland.

Landets muslimske befolkning udsættes rutinemæssigt for forfølgelse og chikane af kristne. Ofte med politi som passive tilskuere, men nogle gange også som aktive deltagere. Ligeledes udsættes LGBT personer for forfølgelse og chikane. Trods internationale protester søger myndighederne hverken at opklare forbrydelserne eller forhindre dem. Gay Pride paraden i Tblisi i maj 2014 blev angrebet af 1000 bøller, der tæskede paradedeltagerne, mens politiet så passivt til. 17 blev såret.

Efter præsidentvalget trådte premierminister Bidzina Ivanishvili i november 2013 frivilligt fra posten. han ellers havde beklædt siden oktober 2012. Ny pemierminister blev den tidligere indenrigsminister Irakli Garibashvili, der samtidig blev formand for partiet. Med forfatningsændringen beklædte han nu landets stærkeste politiske post, og erklærede han ville forstærke bestræbelserne på at blive medlem af NATO og EU.

Efter NATO topmødet i juli i 2014 besluttede USA at levere Black Hawk helikoptere og andre avancerede våben til Georgien.

Gennem 2012, 13 og 14 kom der løbende rapporter om tortur og nedladende behandling af arrestanter på landets politistationer og fanger i dets fængsler. Fængslet N8 skildte sig her ud som center for særlig skrap behandling af fangerne. Det var også her en tortur-video i 2012 var blevet optaget og udsendt på TV. Myndighederne gennemførte undersøgelser, men sigtede ingen for tortur, kun unødig magtanvendelse.

I marts 2015 trængte 50 medlemmer af Georgiens Drøm koalitionen ind i UNM's kontorer i Zugdidi bevæbnede med køller og sten. De raserede kontoret. 9 personer blev såret, deriblandt en af de politifolk der forsøgte at bremse angrebet, men politifolkene var angriberne talmæssigt underlegne.

Den 17. september 2015 afsagde Forfatningsdomstolen en kendelse om løsladelse af oppositionsaktivisten og tidligere borgmester i Tblisi, Gigi Ugulava. Han var blevet fængslet i 2013, anklaget for bedrageri og pengevask. Domstolen kendte fængslingen ugyldig fordi den langt havde overskredet den juridiske ramme på 9 måneder inden retssag. Domstolens dommere blev derefter udsat for hård kritik fra flere ministre og blev truet med vold af flere grupper knyttet til regeringen. Dagen efter blev Gigi Ugulava derfor atter arresteret og samme dag idømt 4½ års fængsel.

Den politiske spænding i landet spidsede til i slutningen af 2015 efter at premierminister Garibashvili var kommet med flere grove udtalelser om oppositionen UNM. Regeringen lod gennemføre offentlig visning på storskærme af videooptagelser fra en voldtægt i et fængsel gennemført under den forrige UNM regering og offentliggjorde desuden aflyttet kommunikationen mellem den tidligere og nu eksilerede præsident og oppositions TV stationen Rustavi 2. Flere UNM kontorer rundt om i landet blev raseret af regeringskoalitionens tilhængere.

Rustavi 2 kom også i centrum for en anden sag i oktober/november, hvor regeringen skaffede sig kontrol over stationen. En tidligere aktionær i stationen lagde sag mod de nuværende ejere. Den 21. oktober erklærede stationens direktør at han havde været udsat for afpresning fra efterretningstjenesten, der truede med at offentliggøre intime optagelser af ham med mindre han trådte tilbage. Derefter afsagde Tbilisi byret en kendelse til fordel for den tidligere aktionær, og 2 direktører blev derefter 5. november fjernet af myndighederne og erstattet med 2 regeringstro embedsmænd. Dette på trods af en kendelse fra Forfatningsdomstolen der sagde, at den endelige afgørelse måtte afvente appelsagen. En appeldomstol stadfæstede i juni 2016 dommen.

Premierminister Garibashvili trådte tilbage fra posten i december 2015 og blev erstattet af Giorgi Kvirikashvili. Der blev ikke angivet nogen officiel begrundelse for hans tilbagetræden, men iagttagere pegede på, at Georgiens Drøm koalitionen kun havde 18% opbakning i meningsmålingerne og med med udsigt til parlamentsvalg i 2016 måtte koalitionen foretage sig noget drastisk for at forsøge at genvinde opbakning. Premierminister Kvirikashvili forsøgte at bedre forholdet til præsidenten, men dette forblev spændt. I 2016 blev det yderligere forværret, da Georgiens Drøm igangsatte en forfatningsreformproces, der sigtede mod at reducere præsidentembedets betydning. Bl.a. ved at afskaffe det direkte valg til embedet. I oktober 2017 vedtog parlamentet forfatningsændringen. Præsidenten forsøgte at blokkere for vedtagelsen med et veto, men underskrev derefter forfatningsændringen.

ICC besluttede i januar 2016 at lade sin anklagemyndighed indlede undersøgelse af mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under og op til krigen mellem Georgien og Rusland i august 2008. Samme måned meddelte Europarådets kommissær for menneskerettigheder, at Georgiens retsvæsen havde en betydelig politisk slagside. Mens det for de samme overtrædelser gav betingede eller ubetingede domme til medlemmer af oppositionspartierne, gav det bøder eller hæfte medlemmer af regeringspartiet.

Forfatningsdomstolen afsagde i april 2016 kendelse om, at lovgivning der gav efterretningsvæsenet ubegrænset adgang til teleoperatørers netværk for at kunne gennemføre overvågning var i strid med forfatningen. Domstolen pålagde samtidig regeringen at ændre lovgivningen inden marts 2017. Under valgkampen i oktober blev der offentliggjort en række private samtaler mellem oppositionsledere og disses medarbejdere. Formålet var at påvirke valgresultatet. Efterretningstjenesten nægtede at være kilden til de hemmelige optagelser.

EU og Georgien indgik i juli en associeringsaftale, hvorefter regimet årligt ville modtage 100 mio. € fra EU mod til gengæld at gennemføre en række reformer indenfor menneskerettigheder og retsikkerhed.

Parlamentsvalget i oktober 2016 blev en jordskredssejr for Georgiens Drøm, der gik 67 mandater frem til 115. Partiet havde dermed absolut majoritet. UNM gik 19 mandater tilbage til 27. Resten af oppositionen blev nærmest udraderet. Valgobservatører rapporterede, at valget overvejende havde været fair trods attentater mod en række oppositionspolitikere og uregelmæssigheder i stemmeoptællingen på 1/3 af valgstederne.

Sikkerhedsstyrker i mere afsides egne af landet fortsatte med at anvende tortur mod mistænkte eller endog drab. Sagerne blev oftest ikke efterforsket, fordi vidner var bange for at stå frem pga. frygten for represalier.

Præsidentvalget i oktober-november 2018 var præget af store uregelmæssigheder. Salome Zourabichvili var valgt til parlamentet for Georgiens Drøm, men stillede op som uafhængig. Hun havde statslige midler i ryggen og Transparency International kunne efterfølgende rapportere, at myndighederne havde udstedt mange identitetskort til hendes tilhængere, hvilket gjorde det muligt for dem at stemme op til 5 gange. Zourabichvili fik 38,6% i første valgrunde og 59,5% i anden runde. Hun blev indsat på præsidentposten i december. Hun vil være den sidste folkevalgte præsident, fordi en forfatningsændring gør, at det fremover vil være parlamentet, der udpeger præsidenten. 

I juni 2018 udskiftede premierminister Kvirikashvili med Mamuka Bakhtadze med 99 stemmer for og 6 imod. Han kom fra posten som finansminister. Han blev dog ikke længe. I september 19 tog han sin afsked og meddelte parlamentet, at han havde udrettet «hvad han ønskede». Han blev erstattet af Giorgi Gakharia. I juni 19 var der udbredt protester efter en interparlamentarisk parlamentarikerdelegation havde besøgt landet, og den russiske politiker Sergey Gavrilov havde siddet i en stol, der ellers var forbeholdt parlamentsformanden. Demonstranterne (fra oppositionen) fik i første omgang fjernet parlamentets talsmand og fik regeringen til at love forfatningsreformer, men i november udbrød nye voldelige protester, med krav om regeringens tilbagetræden.

Parlamentsvalget i oktober-november 2020 blev vundet af Georgiens Drøm, der fik 48,2% af stemmerne. Partiet gik dog 25 mandater tilbage til 90. I første valgrunde var valgdeltagelsen 56,1%, men til anden runde opfordrede oppositionen til boykot og valgdeltagelsen faldt til 26,3%. Valgresultatet udløste demonstrationer i Tblisi, der blev opløst med vandkanoner. I november meddelte de 8 oppositionspartier, at de ikke ville deltage i møder i parlamentet før der var gennemført nye valg.

I februar 2021 trådte premierminister Giorgi Gakharia overraskende tilbage og meldte sig samtidig ud af Georgiens Drøm. Beslutningen var en konsekvens af, at oppositionslederen Niki Melia var blevet arresteret. Han var anklaget for at have organiseret voldelige protester mod regeringen i efteråret, og da han ikke ville betale 12.000US$ i kaution, arresterede myndighederne ham. Premierministeren var ikke enig og forlod både post og parti. Andre meldte sig ud af Georgiens Drøm de følgende måneder og sammen dannede afhopperne et nyt parti.

Georgiens Drøm erstattede den fratrådte premierminister med Irakli Garibashvili.

Georgiens Drøm vandt kommunalvalget i oktober 21. Det udløste nye voldelige protester organiseret af oppositionen. Dagen inden valget arresterede myndighederne tidligere præsident Mikheil Saakashvili. Han var vendt tilbage til Georgien efter 8 år i eksil. I 2018 havde en domstol idømt ham 6 års fængsel in-absentia for magtmisbrug.

Guia del Mundo