Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Politi
     .  Efterretningsvæsen
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 31.183
: :
Federal Bureau of Investigation (FBI)

Det er vanskeligt at forstå det 20. århundredes venstrefløj i USA uden at forstå FBI's rolle. FBI har ikke blot forsøgt at fastlægge grænserne for tilladt dissidens, men har også grebet direkte ind for at ændre historiens gang i USA. I nogle perioder har det handlet uafhængigt af Kongressen og Justitsministeriet. I andre perioder har det haft et implicit mandat og fungeret som regeringens forlængede arm.

1919-20 Heksejagt på venstrefløjen

Bureau of Investigation - navnet på FBI frem til 1935 - blev oprettet i 1908. Det blev første gang sat ind mod den nordamerikanske venstrefløj under de såkaldte «Palmer Raids». I nationalt koordinerede aktioner i november 1919 og januar 1920 anholdt bureauet mindst 4.000 formodede subversive, hvoraf omkring 1.000 endte med at blive deporteret fra USA. I 1920-24 fortsatte bureauet sine «antisubversive» aktiviteter. Det udvidede sine arkiver over dissidenter (afvigere), hjalp med til at knuse jernbanearbejderstrejken i 1922, samarbejdede med private detektivbureauer og anførte den føderale regerings anstrengelser for  at ødelægge Marcus Garvey og The United Negro Impoverment Association.

FBI's systematiske overtrædelse af borgerrettighedsparagrafferne i forfatningen samt intern korruption i toppen og blandt agenterne fremtvang betydelige reformer i 1924. Rigsadvokaten Harlan Stone gennemførte stramme begrænsninger af bureauets aktiviteter og forfremmede vicedirektør J. Edgar Hoover til direktørposten. En stillig han bevarede frem til sin død i 1972.

Hoover var født i Washington D.C. i 1885 og var FBI. Hans verdensopfattelse og værdier var dannet under hans barndom og under hans arbejde i Justitsministeriet under 1. verdenskrig med registrering af udlændinge. Han gjorde bogstavelig talt institutionens ansatte til kopier af sig selv. Hans overvågning af Palmer Raids skabte desuden en holdning til dissidens, der prægede bureauet frem til hans død.

To karakteristika prægede bureauet i perioden 1924-36. For det første fortsatte det sine spionageaktiviteter, selvom omfanget blev reduceret noget. Andre institutioner - politiets «red squads», den militære efterretningstjeneste, private spionageorganisationer og højreorienterede organisationer - kompenserede for denne reduktion. For det andet bidrog en række forskellige omstændigheder til udviklingen af en perfekt offentlig facade for Hoover og hans «G-Men». Det gjaldt bl.a. øget offentlig fokus på kriminalitet, en effektiv PR kampagne og en kvalitativ forbedring i professionaliseringen. Hoovers FBI kom til at leve på denne ideologiske og kulturelle kapital over de følgende 40 år.

1936 Roosevelt beordrer kommunister og fascister overvåget

FBI's antisubversive aktiviteter fik ny medvind i 1936, da præsident Franklin D. Roosevelt beordrede kommunistiske og fascistiske organisationer «overvåget». Hoover fik hurtigt dette mandat udvidet, fik reaktiveret bureauets Overordnede Efterretningsafdeling der havde ligget i dvale siden 1924, og fik sat den i gang med at overvåge venstrefløjens blade og skabe et arkiv over personer og organisationer. I 1933 havde 391 agenter været aktive på dette område, i 1940 var tallet øget til 898 og i 1944 var det oppe på 4.886.

I perioden 1940-46 oprettede bureauet tusindvis af sager på personer og organisationer. Informationerne strømmede ind fra forskellige kilder. I 1941-42 oprettedes 60.000 personsager under kategorien «subversion», og alene i 43 var tallet 120.000 nye sager. Som kilder anvendte bureauet almindelige aviser, venstrefløjspublikationer og interne materialer fra organisationerne. «Hemmelige kilder» blandt virksomhedsledelser, arbejderbevægelsen og venstrefløjsorganisationer gav yderligere oplysninger. Endelig skaffede FBI sig informationer ad veje, der dårligt kunne kaldes legale, eller som var direkte ulovlige. Telefoner, lejligheder og kontorer blev aflyttet, der blev gennemført indbrud i lejligheder og kontorer, posten blev åbnet og affaldet kigget igennem.

I slutningen af februar 1946 indledte bureauet en total offensiv rettet mod nordamerikansk kommunisme. Det begyndte samtidig at udarbejde «oplysningsmaterialer» for at «underminere kommunistisk indflydelse» i fagforeninger og «religiøse kredse». Formålet var at forberede den nordamerikanske offentlighed på den «strøm af propaganda fra venstreorienterede og såkaldte liberale kilder» i «tilfælde af omfattende arrestationer» af kommunister under «alvorlige omstændigheder». Kommunisterne skulle adskilles fra de, der kunne tænkes at ville samarbejde med dem, venstreorienterede liberale skulle isoleres politisk, og endelig skulle kommunismen gøres til nationens eneste betydende politiske spørgsmål.

Angreb på den faglige venstrefløj

FBI fremmede sin egen udgave af nordamerikansk industri-faglig organisering på tre måder:

  1. For det første fik tidligere FBI agenter fremtrædende stillinger i koncernernes sikkerheds- og personaleafdelinger. De bragte information og hemmelige kilder med sig og ansatte tidligere kolleger til at gøre det samme. Beslægtede former som tidligere agenter i New York City der dannede Modangreb (Counterattack) og begyndte at publicere Red Channels var yderligere redskaber i den antikommunistiske organisering.
  2. Lækkede udvalgt information til enkeltpersoner. Allerede i 1940 havde bureauet fået «placeret» artikler og ledere i aviser over hele landet. Denne aktivitet tog til i løbet af årtiet. Denne journalistiske aktivitet bidrog ikke blot til at skabe de ideologiske rammer for tilladt faglig aktivitet, men spredte også oplysninger, som antikommunister kunne drage nytte af i deres arbejde. En lækning af oplysninger til Milwaukee Journal i 1946 hjalp således Allis-Chalmers koncernen med at smadre en militant faglig organisering på sin West Allis fabrik.
    Ledere fra den faglige landsorganisation CIO fik støtte fra FBI både på lokalt og nationalt plan. I 1943 havde James Carrey bedt om oplysninger om CIO ansatte. Da han og andre antikommunister i starten af 50'erne optrappede deres angreb på United Electrical Workers (UE) forsynede bureauet ham og hans tilhængere med løbende oplysninger. På lokalt niveau forsøgte f.eks. utilfredse medlemmer ved Westinghouses fabrik i Erie, Pennsylvania gentagne gange at anvende denne information til at få væltet ledelsen af UE.
    FBI lækkede også oplysninger til lægmænd og præster, der var aktive indenfor det stærkt katolsk prægede CIO. Fader John Cronin havde fungeret som mellemland for FBI og Richard Nixon under Alger Hiss sagen og blev senere ghostwriter for Nixon. Han begyndte at modtage og videregive informationer allerede i 1941. I 1946 blev han ansat i Afdelingen for Sociale Aktioner i den Nationale Katolske Velfærdskonference, hvor han skrev en række meget vigtige pamfletter for Handelskammeret, bl.a. Kommunister indenfor Arbejderbevægelsen (1947). Nogle medlemmer af de katolske faglige organisation som fader Charles Owen Rice leverede oplysninger til FBI, og fik tilsvarende oplysninger af dem.
    I Kongressen blev FBI informationerne anvendt ved høringer i Uddannelses- og Arbejdskomiteen i Repræsentanternes Hus, i senatets Interne Sikkerheds Underkomite og i husets Komite for Uamerikanske Aktiviteter (HUAC). Høringerne i disse komiteer spillede en central rolle for angrebene på venstrefløjen i CIO. De blev ofte afholdt umiddelbart før eller under strejker eller fagforeningsvalg. Det gjaldt bl.a. strejken på Univis Lens i Dayton i 1948 samt strejken i 1952 på International Harvester. Selvom CIO ledelsen ofte officielt fordømte disse heksejagtkomiteer, drog de selv nytte af oplysningerne under efterfølgende angreb på venstreorienterede fagforeninger eller afdelinger. Med betydelig opbakning fra FBI koncentrerede HUAC i 1952 sin Detroit høring om den store United Automobile Workers (UAW) lokalafdeling på Fords River Rouge fabrik. UAW's formand, Walter Reuther var under stadig kritik fra River Rouge afdelingen, og han brugte HUAC høringen som anledning til at sætte afdelingen under central administration.
  3. Endelig findes der beviser for mere direkte FBI indgreb i faglig politik. I 1952 forsøgte FBI agenter på Hawaii at splitte havnearbejdernes fagforening, da de tilbød at droppe anklager, mod at en lokal fagforeningsleder stillede sig i spidsen for et splittelsesforsøg. Selv om agenterne troede de havde sikret sig deres opbakning i fagforeningen, gav forsøget bagslag, da de faglige ledere optog agenternes tilbud om bestikkelse på bånd.

FBI var ikke alene om at smadre venstrefløjen i CIO. Mange andre forhold spillede også ind: Sovjets udenrigspolitik, en stadig stigende levestandard baseret på «Pax Americana», interne modsætninger blandt fagforeningerne og den nordamerikanske arbejderklasse, samt anti-moderne reaktioner overfor bl.a. de ændrede relationer mellem kønnene. Bureauets bestræbelser på at få «fakta» ud var imidlertid særdeles effektiv - bl.a. også pga. Kommunistpartiets (CPUSA, den ledende kraft på venstrefløjen) marxistisk-lenistiske strategi. Fagforeningsmedlemmer der samtidig var medlemmer af CPUSA skjulte normalt dette forhold. Denne taktik gjorde det muligt for partiets medlemmer at opnå en enorm indflydelse, hvilket ikke ville have været muligt, hvis spørgsmålet om kommunisme havde været fremme. Men når «fakta» kom frem - og FBI's oplysninger var ofte meget præcise - gav det ofte de almindelige medlemmer og andre faglige ledere en dyb følelse af bedrageri. Hvor partiets medlemmer derimod agerede åbenlyst - som bl.a. i Farm Equipment Workers Union - blev de oftest bakket op, trods utallige angreb.

1956-75 COINTELPRO

FBI optrappede chikanen af venstrefløjen i USA, da bureauet i 1956 oprettede Mod-efterretningsprogrammet (Counterintelligence Program, COINTELPRO). Det blev først sat ind mod CPUSA og det trotskistiske Socialist Workers Party (SWP), senere «White Hate Groups», sorte nationalistiske «Hadgrupper» og det «Ny Venstre». Formålet med COINTELPRO var uden hensyn til midlerne at knuse de grupper og organisationer, det  blev sat ind imod. Hoover havde i sin ungdom selv oplevet racesplittelsen i Washington D.C. og på baggrund af den opfattelse det havde indgydt ham, ledede han nu personligt bestræbelserne på at slippe af med Martin Luther King Jr. og få ham erstattet med en mere «ansvarlig» sort ledelse.

Hoovers opfattelse af verden havde ikke flyttet sig ud af stedet siden 1920'erne og kom i 50'erne og 60'erne i stigende grad ud af trit med det nordamerikanske samfund. Hans FBI blev tvunget til at efterforske organiseret kriminalitet og krænkelserne af de civile rettigheder. Den organisation han havde skabt og formet i sit eget billede forstod aldrig helt, at bevægelserne i 1960'erne ikke kunne indplaceres i en «kommunistisk infiltrationsmodel». Alligevel var COINTELPRO programmerne ofte succesfulde. Ikke fordi deres grundlæggende antagelser havde ret meget med realiteterne at gøre - som tilfældet var med CIO i 50'erne - men fordi FBI havde nærmest uendelige ressourcer, mulighed for at operere illegalt og tilstrækkelig evne til at udnytte allerede eksisterende interne modsætninger.

Den 8. marts 1971 brød en gruppe, der kaldte sig selv Citizen's Commission to Investigate the FBI ind i bureauets kontor i Media, Pennsylvania. Der fik de fingre i arkivmateriale der afslørede  eksistensen af CONINTELPRO infiltration af det Ny Venstre og offentliggjorde det i tidsskriftet Win. Ifølge en af Hoovers rådgivere blev denne hændelse et «vendepunkt for FBI's anseelse». Kritikken tog til, og i slutningen af 1971 gennemførtes der en to-dages konference på Princeton University for at diskutere FBI. I 1973-74 førtes der en retssag indenfor rammerne af loven om Indsigt i den offentlige Forvaltning (Freedom of Information Act), der tvang bureauet til at frigive COINTELPRO dokumenter. I 75 frigav det dokumenter, der afslørede dets program rettet mod SWP. Endelig gennemførte efterretningskomiteerne i kongressens to kamre ret omfattende høringer om FBI's aktiviteter siden 1930'erne.

Den såkaldte Freedom of Information Act lovgivning har givet forskere en unik mulighed for at undersøge FBI's historie. Selvom de dokumenter der kan hentes ud på grundlag af denne lov ofte er mangelfulde eller har været underkastet censur, har de afsløret, at den 20. århundredes nordamerikanske venstrefløjs historie og FBI's er uadskillelige. De har desuden afsløret, at denne institution - der gennem et halvt århundrede blev ledet af en ærke-autoritær personlighed - ofte har fungeret som tankepoliti og krænker af forfatningens afsnit om individets rettigheder.

S.R.


Litteratur

Buhle, Mari Jo et al: Encyclopedia of the American Left. University of Illinois Press, Urbana, 1992.
Garrow, J.: The FBI and Martin Luther King Jr.: From "Solo" to Memphis. Norton, New York, 1981.
O'Reilly, Kenneth: Hoover and the Un-Americans: The FBI, HUAC, and the Red Menace. Temple University Press, Philadelphia, 1983.
O'Reilly, Kenneth: "Racial Matters" In the FBI's Secret File on Black America, 1960-72. Free Press, New York, 1989.
Power, Richard Gid: Secrecy and Power: The Life of J. Edgar Hoover. Free Press, New York, 1987.
Theoharis, Athan & John Stuart Cox: The Boss: J. Edgar Hoover and the Great American Inquisition. Temple University Press, Philadelphia, 1988.