Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 10.554
: :
Class War
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Engelsk aktivistisk venstrefløjsorganisation (1983-98). Organisationen havde en traditionel analyse af klassestrukturen i Storbritannien, men adskilte sig fra resten af venstrefløjen ved at sætte navne på klassemodstanderne. I stedet for at analysere borgerskabet som en abstrakt størrelse, blev modstanderne - uanset om det var rigmænd, politikere eller racister - identificeret med navne, billeder og adresser. I sine velmagtsdage i slutningen af 1980'erne og starten af 90'erne skabte den derfor en vis angst blandt den britiske overklasse.

Historie

Class War startede oprindelig som et tidsskrift i 1983, og frem til sin opløsning var tidsskriftarbejdet det organisatoriske omdrejningspunkt for organisationens arbejde. Bag tidsskriftet stod oprindelig en lille gruppe med basis i bydelen Swansea. De havde indtil da fremstillet et lille lokalt, populistisk agitationsblad kaldet Alarm, der blev kendt for sine afsløringer af korruptionen blandt de lokale politikere. De første numre af Class War havde den omfattende punk-, anarkist- og fredsbevægelse som målgruppe.

Artiklerne i Class War afviste pacifismen og fredsbevægelsen og fremførte den idé, at vold er nødvendig. Analysen af klassemodstanderen var ligefrem - der var ikke blot tale om «systemet» eller «staten», men om den «herskende» klasse, og ikke blot som klasse, men som enkeltpersoner indenfor klassen.

I 1984 indledte de britiske minearbejdere deres langvarige strejke og bladet og dets støtter reagerede hurtigt på strejken. Skribenterne på Class War havde ønsket at anarkist- og punkbevægelsen havde fortsat det oprør, der var indledt med optøjerne i bykernerne i 1981. Men nu blev tusinder af minearbejdere over hele landet hovedeksponenter for denne vrede mod den herskende klasse. Class War havde indtil da brugt en del spalteplads på at diskutere problemerne i Fredsbevægelsen (Campaign for Nuclear Disarmament, CND). Diskussionen blev nu droppet til fordel for appeller om direkte fysisk støtte til minearbejderne. Class War var ene om at støtte minearbejdernes direkte aktioner, og oplaget steg drastisk - ikke mindst i mineområderne. Bladet havde nu en udbredelse og betydning, der langt oversteg dets grundlæggeres vildeste forventninger.

Kollektivet bag bladet besluttede nu, at tiden var inde til at begynde at organisere ud over bladets egne rammer. I 1985 organiserede de «Bash the Rich» marchen fra Notting Hill til Kensington i London. Omkring 500 deltog i denne første - omend symbolske - indtrængen af en voldelig arbejderklasse pøbel i et rigmandskvarter. Den første siden det 19. århundrede. Marchen blev fuldt af en ny fra Camden til Hampstead og i 86 aflagde Class War sympatisørerne Henley Regattaen et fint besøg.

Organisationen tager form

I slutningen af 85 udbrød der optøjer i det centrale London, og dette gav organisationen et nyt skub. Det efterår nåede bladets oplag op på 12.000. Efter «Bash the Rich» marcherne mente stadig flere, at det var nødvendigt at konsolidere de foregående 3 års fremgang. Der var allerede i forvejen blevet afholdt en Class War konference med deltagelse af 50 mennesker, og der havde været afholdt et møde 200 i Halloway. Class War afholdt nu sin første nationale konference i Manchester, og på den var der flertal for, at de grupper og enkeltpersoner der skrev og solgte bladet skulle danne Class War grupper som del af en national føderation med fælles «mål og principper». Føderationsformen blev valgt fordi den gav lokalgrupperne udstrakt frihed indenfor en fælles politik- og strategiforståelse. Organisationen tiltrak både anarkister, kommunister og socialister, men der var også et mindretal der var imod enhver form for organisation, og som forlod samarbejdet.

Minearbejdernes nederlag var yderligere en pind til den etablerede venstrefløjs ligkiste. Den var ikke i stand til at afværge overgrebene fra den stærkeste konservative regering siden den 2. verdenskrig. Labour (arbejderpartiet) gik mod højre, og grupper som Kommunistpartiet og Workers Revolutionary Party forsvandt stort set fra den politiske scene. Arbejdspladserne var stort set ophørt med at være centrum for klassekonflikterne. Centret blev i stedet overført til gaderne og de lokale bydele, hvor yuppierne trængte ind i de traditionelle arbejderkvarterer. Class War nød gavn af denne udvikling og blomstrede.

I 1988 arrangerede organisationen en ambitiøs national kampagne kaldet «Rock Against the Rich» med tidligere sanger i The Clash, Joe Strummer i spidsen. Formålet var at sprede Class Wars navn og politik vidt og bredt. I foråret 89 overgik bladet fra at udkomme med 8 sider hver anden måned til at udkomme hver 6. uge med 16 sider - i farver. I 1990 kom organisationen på landets avisforsider, da den spillede en fremtrædende rolle i oprøret mod den forhadte «Poll tax» - den konservative idé om, at alle skulle betale en vis skat, hvis de fortsat ville være stemmeberettigede. Mens andre venstrefløjsgrupper som Militant var hurtigt ude med en stærk fordømmelse af oprøret, udtalte en talsmand for Class War i de landsdækkende radio- og TV kanaler, at oprørerne var «arbejderklassens helte». Medierne kogte over af vrede, der blev fremsat spørgsmål i parlamentet og der blev læst op af Class War i Underhuset.

På sin nationale konference i efteråret 1990 i Manchester besluttede føderationen at omdanne sig til en egentlig medlemsorganisation med kontingent og vedtægter. Formålet var at samle ressourcerne for at skabe en stærkere national organisation og at øge demokratiet gennem ordentlige valg af repræsentanter og delegater.

Den konservative regering blev tvunget til at trække forslaget om Poll Tax tilbage, og venstrefløjen afholdt i slutningen af marts 1991 en sejrsmarch for at fejre dette. Ved denne lejlighed viste Class War gruppen sig at være den største blandt de deltagende. Flere tusinde sympatisører marcherede i dens afdeling af demonstrationen. Ved siden af arbejdet mod Poll Tax havde organisationen opbygget et støttearbejde for fanger, og i juli 91 gennemførtes med succes en «Bailiff Day of Action» (aktionsdag mod de statslige skattefogeder). Samtidig spredtes Class War ideen udenfor Storbritannien. Grupper etableredes andre steder i Europa og USA, og i 1991 afholdtes en international konference i London

Efter i 15 år at have kritiseret den etablerede venstrefløj for at fastholde strukturer, hvor medlemmer og aktivister kørte træt, kørte redaktionen bag Class War i sommeren 1998 selv træt. I frustration over ikke at kunne tiltrække friske kræfter til redaktionen, nedlagdes bladet og organisationen blev opløst. Kun en lille gruppe fortsatte arbejdet i London. Et kapitel i organiseringen af det britiske pjalteproletariat var ovre.

Organisations- og kampformen

Også det danske Rebel har «lånt» fra Class War

Class War var meget kritisk overfor den etablerede britiske venstrefløj. Den blev beskyldt for at opfatte arbejderklassen og specielt pjalteproletariatet som uvidende, fordummede får. Heroverfor havde Class War den holdning, at arbejderklassen udmærket forstår sin egen situation, men at den etablerede venstrefløj ikke har noget at tilbyde den. Class War ønskede at basere sin organisering på humor, populisme og vold. Humoren kan være et voldsomt våben, og organisationens paroler om «Eat the rich» og «Her begraver vi de rige» er blevet kopieret langt udenfor Storbritannien - som af det danske Rebel. Humor og populisme skulle anvendes til at gøre politik underholdende - gøre grin med modstanderne. Volden blev opfattet som en naturlig konsekvens af det kapitalistiske vold mod arbejderklassen. Class War opfattede sig ikke som en avantgarde for arbejderklassen, erkendte at også den begik fejl, men ønskede at opbygge arbejderklassens selvtillid til at gå til fysisk angreb på borgerskab og stat gennem udviklingen af en folkelig «modstandskultur».

Trods sin erklærede orientering mod arbejderklassen var det dog kun ved enkelte lejligheder som minearbejderstrejken i 1984-85 at den formåede at forbinde sig med større lag af klassen. Med sin aktivistiske radikalitet var den kun i stand til at trænge ind i dele af pjalteproletariatet, men der gennemførte den til gengæld et organisatorisk arbejde, den etablerede venstrefløj kun meget sjældent er i stand til. Selv om organisationen på sit højdepunkt kun havde få hundrede medlemmer, kunne dens sympatisører tælles i tusinder og de spillede en ikke uvæsentlig rolle i kampen mod racisterne og de konservatives Poll Tax.

A.J.