Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

REBEL (1992-), socialistisk ungdomsorganisation, dannet i september 1992 af unge fra Venstresocialistisk Ungdom (VSU), BZ-bevægelsen, og lokale aktionsfora som Gadens Parlament o.lign. Enkelte unge medlemmer af Socialistisk Arbejderparti (SAP) og tidligere medlemmer af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) deltog i dannelsen af REBEL.

REBEL’s dannelse blev kulminationen på en omgruppering på den unge venstrefløj, der startede med forsøget på en sammenlægning af DKU og SFU i 1989-90, hvilket bl.a. blev forhindret af SF. DKU valgte istedet at nedlægge sig selv samme år. Tiden med DKU som drivende kraft i ungdommens faglige organisationer og bevægelsesmiljøer som Next Stop-bevægelsen var således definitivt forbi.

I det mere anarkistiske og udenomsparlamentariske miljø omkring BZ-bevægelsen var dagsordenen også ændret. Fra at være en bevægelse med besatte huse som omdrejningspunkt kom andre politikområder og aktionsmåder på dagsorden i takt med at man blev smidt ud af de besatte huse. I slutningen af 1980’erne blev kampen imod Sydafrikas Apartheidstyre således dominerende, mens antiracisme og miljø overtog i 90’erne. Fraværet af besatte huse og den større politiske spredning skabte interesse i dele af BZ-miljøet for et mere fast organisatorisk og politisk grundlag.

På baggrund af VS’s nedgang i slutningen af 80'erne og manglende succes med at opbygge en større politisk ungdomsorganisation udover rollen som opposition til DKU i de forskellige ungdomsbevægelser, var VSU indstillet på at tage initiativ til en omgruppering. De første skridt i den retning blev socialistisk ungdomstræf i 1989 og revolutionært ungdomstræf i 1991, hvor så godt som hele den organiserede unge venstrefløj til venstre for SFU/DKU gik sammen om at holde åbne træf. Et af de 2 træfs konkrete resultater var udbredelsen af Gadens Parlament som aktionsforum og enhedsarbejde til flere byer end Maribo og Slagelse, hvor det havde fungeret i nogle år. På det praktiske plan havde BZ-miljøet og VSU arbejdet sammen i antiapartheidkampen, i miljøkampen og op til EF-folkeafstemningen 2. juni 1992.

VSU havde deltaget i Enhedslistens opstart i 1989 og muligheden for en «enhedsliste-omgruppering» i ungdommen var også tilstede. VSU havde da også åbnet op for unge SAP’eres medlemsskab af organisationen. Men et tættere samarbejde med DKU var dog urealistisk på baggrund af mange års bekrigen hinanden og DKU’s flertals klare politiske sigte i SFU-retning. En omdannelse af VSU til Enhedslistens Ungdom blev af det store flertal i VSU betragtet som uinteressant i forhold til ungdommen og som en højredrejning. VSU valgte således at lægge alle kræfter i en omgruppering til venstre for SFU, på et ikke-stalinistisk grundlag.

Forberedelserne til REBEL's dannelse var åben for alle interesserede, men fandt primært sted i et samarbejde mellem folk fra BZ-miljøet og VSU, og tog form af bl.a. udgivelsen af et antal åbne debataviser.

Der var i BZ/VSU-alliancen enighed om det ikke-stalinistiske og dermed en afvisning af unge fra DKP/ML’s deltagelse i den nye ungdomsorganisation. De unge DKP/ML’ere valgte dog alligevel at deltage og kom til at indtage en central rolle på det åbne træf der stiftede REBEL, ved at alliere sig med folk fra mindre byer, der ønskede et længere tilløb til dannelsen af en ny organisation. Det store flertal valgte dog at danne REBEL - ovenpå et kaotisk møde.

De unge DKP/ML’ere dannede sammen med andre REBEL-kritikere Rød Ungdom et halvt år efter REBEL’s dannelse. Hvad der i første omgang blev formuleret som en uenighed om tempoet i dannelsen af REBEL viste sig derefter hurtigt at blive til markante forskelle i stil og politik mellem REBEL og Rød Ungdom.

REBEL blev født med et yderst begrænset politisk grundlag i form af et 10-punktsprogram, uden politisk analyse, men med en beskrivelse af organisationens mål på såvel kort og langt sigt. Man foretog dog en klar afstandstagen fra de tidligere såkaldte socialistiske systemer i Østeuropa og Rusland.

Mens det politiske grundlag kun generede DKP/ML blev strukturen fra REBEL's start den store diskussion. REBEL blev født med en flad struktur med selvstyre til lokal og emnegrupper og hyppige halvårlige landstræf som landsdækkende myndighed. Altså ingen ledelse som i de mere traditionelle organisationer. Hvor det for BZ-miljøet og andre mere anarkistisk orienterede unge var noget nyt at skulle være medlem af en landsdækkende organisation, var den nye flade struktur for flere VSU’ere en svær kamel at sluge. Enkelte arbejdede for opretholdelsen af VSU, men organisationen blev definitivt nedlagt i 1993.

For flere erfarne unge fra BZ-miljøet i København blev REBEL for fast en ramme og uenigheder om metoder og bredde førte til at man hen af vejen trak sig fra REBEL til fordel for grupper som Antifascistisk Aktion (AFA). Samtidig udviklede resterne af BZ-miljøet sig til et «autonomt» miljø, der især de første år var præget af en meget bred definition af det autonome, forstået som «selvstyrende» grupper. REBEL i København indgik især i sine første år i dette autonome miljø.

Dynamikken omkring REBEL’s dannelse var således hurtigt spist op af DKP/ML’ernes indhug og mange tidligere BZ’eres afgang. Organisationen var således et halvt år efter sin stiftelse ikke meget større end VSU havde været.

Alligevel havde REBEL en appel til ungdommen og kombineret med solidt benarbejde, i de første år - især fra de erfarne VSU’eres side - udviste organisationen op igennem 90’erne en bemærkelsesværdig vækst. Politiske områder som antiracisme, international solidaritet og miljø - fra MacDonalds over gensplejsning til trafik - har siden REBEL’s dannelse præget organisationen og resulteret i mange kampagner. På det faglige område blandt lærlinge- og ungarbejdere og i elevorganisationerne har REBEL’s aktiviteter til gengæld været mere svingende, men i konkrete kampe som den mod tvangsaktiveringen og i Ribus-konflikten har organisationen været solidt repræsenteret.

REBEL har siden sin dannelse udvist en imponerende pressetække, dels i kraft af markante aktioner og dels i kraft af et mere eller mindre tæt forhold til det autonome miljø, hvor REBEL som den meste velargumenterede gruppe var nærliggende at kontakte for pressen.

På trods af det «autonome»-image lå en stor del af REBEL’s vækst op igennem 90’erne lidt overraskende i provinsen. REBEL kunne i midten af 90’erne præstere over 20 aktive lokalgrupper, og man var aktive i mindre byer, hvor end ikke Enhedslisten var tilstede. Et udpræget fænomen var dog en «arbejdsdeling» med Rød Ungdom udenfor de 5 store byer. Enten var der en Rød Ungdom afdeling i en by eller også en REBEL lokalgruppe. I København var gennemsnitsalderen løbende højere end i provinsen, og REBEL København har båret præg af tilflyttede rebeller fra provinsen.

Året efter sin dannelse blev strukturen strammet op med dannelsen en landskoordination med repræsentanter for lokalgrupperne, som skulle mødes jævnligt mellem landstræffene. En konstruktion som siden har fungeret med meget varierende betydning. Styrken i REBEL har tydeligvis ligget i det kraftige initiativ, som lokalgrupperne har udvist sammenlignet med andre organisationer. Strukturen har løbende være et stridsemne, uden at der dog at er blevet foretaget de store ændringer i den.

Politisk udvikling

REBEL’s politiske grundlag fra stiftelsen, 10-punktsprogrammet, blev i 1997 suppleret med et programlignende papir, en politisk platform, med en udstrakt politisk analyse. Politisk ligger platformen i forlængelse af en VS tradition, med arbejderklassen i den industrialiserede verden som udslagsgivende i en revolutionær udvikling. Platformen satte ikke de store aftryk på REBEL's politiske praksis i årene derefter, men markerede en løbende teoretisk diskussion og interesse i organisationen.

Mere væsentligt viste det sig at være, da et flertal i 1995 vedtog en udtalelse, der opfordrede til samling på den unge venstrefløj. Baggrunden var en løbende tilgang til REBEL af «afhoppere» fra Rød Ungdom, og hede diskussioner i Rød Ungdom om forholdet til REBEL. Samtidig var venstrefløjen i SFU brudt ud og havde dannet Uafhængige Unge Socialister (UUS). Modstanderne af udtalelsen i REBEL organiserede sig i Autonome Rebeller, REBEL's første officielle fraktion, der dog eksisterede i mindre end et år. Rød Ungdom afviste officielt tilnærmelsen, men den løbende bevægelse fra Rød Ungdom til REBEL fortsatte. SFU-udbryderne valgte efter et års eksistens i 1996 at gå ind i REBEL. På det tidspunkt var deres organisation dog gået så meget i opløsning, at beslutning fik en meget begrænset betydning, samtidig med at SFU-udbrydernes kultur i langt højere grad svarede til Enhedslistens, hvor de da også har været at finde siden.

Forholdet til Enhedslisten har løbende været et stridsemne i REBEL. Ironisk nok har REBEL siden sin start deltaget solidt i folketingsvalgkampe som aktivister for Enhedslisten, og har dermed på det praktiske plan været en væsentlig del af valgkampagnerne. Samtidig har rebeller i flere byer været opstillet som kandidater på liste Ø. Ved kommunalvalget i 1997 valgte REBEL i Varde at opstille selvstændigt i fraværet af liste Ø(!). Samtidig er en del praktisk og økonomisk støtte også gået den anden vej. Men et egentlig formaliseret samarbejde er løbende blevet blokeret af uenighed i REBEL, hvor en del af organisationen ønsker at lægge solid afstand til det parlamentariske samarbejde, samtidig med at dele af Enhedslisten ønsker at fremhæve REBEL og Rød Ungdom som ligeværdige samarbejdspartnere og dermed ikke officielt ønsker at etablere et tættere forhold til REBEL.

Diskussionen om forholdet til Enhedslisten, der fandt sted i hele REBEL's levetid, markerede en usædvanlig stor afstand mellem vedtagelser og praksis. Men også en modsætning der var meget repræsentativ for REBEL's virke.

Rebel var i 1998 med til at bringe en længe savnet feminisme-debat på banen igen. På sit landstræf i november vedtog den et af venstrefløjens mest omfattende programafsnit om kvindefrigørelse. På samme landstræf blev også et afsnit om seksuel undertrykkelse vedtaget.

Interne organisatoriske problemer, betydelig medlemsafgang og det forhold at REBEL blev frataget sit tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) førte i slutningen af 2000 til, at organisationen gik ind i seriøse overvejelser om sammenlægning med Enhedslistens ungdomsnetværk og Rød Ungdom. Dette resulterede i stiftelsen af SUF, Socialistisk UngdomsFront i påsken 2001. Dog uden Rød Ungdoms deltagelse, da denne organisation hellere ville satse på egen opbygning.

J.N.