Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Pjalteproletariatet består af de dele af arbejderklassen, som er permanent udstødt eller udelukket fra arbejdslivet, og som derfor ikke kan forsørge sig alene. Den vigtigste kilde til livets ophold bliver i denne situation støtten fra det offentlige i form af pensioner, bistandshælp, andre sociale ydelser og eventuelle indtægter fra tilfældige småjobs.

Fattigdommens sociale mønster ændrede sig radikalt, da kapitalismen udvikledes som økonomisk system. Overbefolkning på landet og spirende industrialisering i byerne sprængte de gamle stavnsbånd. Forbuddet mod løsgængeri og andre restriktioner overfor bevægeligheden blev ophævet. Kapitalismen gjorde arbejdskraften mobil.

Storbyerne rådede over et voksende arbejdsmarked, og sugede derfor arbejdskraft til sig. Men mange fandt alligevel ikke arbejde, og sank ned i elendighed. Arbejdsløsheden blev et af fattigdommens vigtigste kendetegn. I storbyen blev de fattige samlet til en sammenhængende gruppe, og efterhånden også udskildt i deres egne bydele som var hærget af underernæring og sygdom. Disse desperate leveforhold medførte opstande og social uro. Udtryk som «hoben» og «pøblen» vidner endnu om overklassens angst for de fattiges raseri. I de største europæiske byer kunne sådanne uorganiserede opstande smelte sammen med politiske bevægelser, som under de store revolutioner i begyndelsen af 1800 tallet. Lignende forhold finder man endnu i dag i mange storbyer i u-landene.

Karl Marx var den første, som knyttede pjalteproletariatets eksistens sammen med en systematisk analyse af de økonomiske forhold. Marx mente, at økonomisk vækst i et kapitalistisk system uvægerligt måtte føre til, at flere og flere blev stødt ud fra arbejdslivet og blev arbejdsløse - enten midlertidigt eller permanent. Denne gruppe kaldte han den industrielle reservearmé (se Arbejdskraftreserve). Marx betegnede ophobningen af fattigdommen under kapitalismen som en af de to grundlæggende «love» for kapitalens udvikling, som han havde opdaget.

Pjalteproletariat og fattigdom i vore dage

Senere forskning har bekræftet hovedtrækkene i Marx' analyse af udstødningen fra arbejdslivet. Godt nok er der siden Marx' tid udviklet en række offentlige velfærds- og socialordninger, og staten har udviklet arbejdsmarkedspolitik, der gør det muligt at skjule dele af massearbejdsløsheden, men disse tiltag har ikke på nogen måde standset udstødningen fra arbejdslivet. Tværtimod. Udstødningen er taget til efterhånden som krisen er uddybet, men samtidig har den stadige vækst i socialvæsenet gjort det muligt at «opfange» den øgede udstødning, sådan at den ikke har ført til social uro af særlig stort omfang.

Hvis man vil lave et mere præcist overslag over, hvor mange der hører til pjalteproletariatet i Danmark i dag, støder man både på definitionsproblemer og problemer med at finde anvendelig statistik. Definitionen kan enten lægge hovedvægten på manglen på fast arbejde, eller på uregelmæssighed i livsførelse, eventuelt begge dele. En tredje mulighed er at koncentrere sig om dem, som lever under eksistensminimum, uanset om de er i arbejde eller ej.

Koncentrerer vi os om dem, som ikke har tilstrækkelige eller regelmæssige indtægter, er det rimeligt at tage udgangspunkt i dem, som modtager bistandshjælp. Det drejer sig om 200.000 mennesker. En del af disse falder imidlertid udenfor det, der med rimelighed kan kaldes pjalteproletariatet. Det er dels folk, som er ramt af skyhøje huslejer og som derfor må have boligstøtte. Andre får kortvarig bistand eller lån. Alligevel er omkring tre fjerdedele af denne gruppe folk, som regelmæssigt ikke «kan klare sig selv».

En anden vigtig gruppe er dem, der modtager førtidspension. Tallet på førtidspensionister ligger i dag på over 250.000. Det er ikke muligt uden videre at vurdere, hvor mange af disse som er direkte udstødt fra arbejdslivet, men en ganske betydelig del af dem har fået førtidspension pga. arbejdsskader, stress på arbejdet og for højt arbejdstempo, samt generelle problemer ved at finde nyt arbejde ved omstillinger i virksomhederne.

De fattige og udstødte er ikke bare præget af alt for små økonomiske ressourcer. Disse grupper er måske allermest præget af «politisk fattigdom». De har store problemer med at organisere sig og kæmpe for deres rettigheder på samme måde som de stærkere samfundsgrupper. Dette hænger først og fremmest sammen med, at de som gruppe ikke har nogen sociale magtmidler; de er svage, fordi de er overflødige.

Et andet træk ved den politiske fattigdom er, at de fattige ofte mangler viden om de rettigheder de har. En række undersøgelser har påvist, at der ikke sker et overforbrug men derimod et underforbrug af sociale ydelser i Danmark. Den nødvendige viden om socialpolitiske rettigheder når ikke frem til dem, der skal hjælpes, og socialsystemet er ofte afvisende overfor sine klienter.

Hjemløse

De fattige og udstødte i dagens Danmark er overvejende en usynlig gruppe. Men pjalteproletariatets nederste lag gør fattigdommen synlig midt i byernes centre. Her lever 4-6.000 hjemløse en yderst kummerlig tilværelse - på herberger, i parker, i opgange og kældre. De er ikke bare arbejdsløse. De har samtidig mistet den sociale tilknytning til lokalsamfundet og familien, og har få eller slet ingen sociale kontakter - bortset fra de andre som lever på samme måde. Fremskreden alkoholisme eller anden stofmisbrug præger mange.

De hjemløse opretholder overvejende livet gennem kontakt med et socialt hjælpeapparat, som ikke har mulighed for at yde den hjælp, som faktisk er nødvendig. Samtidig bliver gruppen aktivt forfulgt af politi og retsvæsen. De forfølges for deres valg af midlertidig bopæl, beruselse, eller anden «forstyrrelse af den offentlige ro og orden».

Politiet ser det som sin opgave at rydde de fattige bort fra gadebilledet. Denne opgave gør det samtidig muligt for «ordensmagten» at demonstrere sine magtmidler overfor en afmægtig gruppe, uden at ramme den «almindelige» samfundsborger. Dette er i sig selv et vigtigt bidrag til «ro og orden» i det kapitalistiske samfund.

F.E.