Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hamas, fundamentalistisk islamisk bevægelse i Palæstina, oprettet med støtte fra staten Israel i 1988. (How Israel Helped to Spawn Hamas) Den blev etableret som politisk bevægelse under den palæstinensiske opstand - Intifadaen. Bevægelsens charter fra august 1988 stadfæster Hamas som en afdeling af Det Muslimske Broderskab, der er en islamisk, fundamentalistisk bevægelse grundlagt i 1928 i Egypten, men med afdelinger i mange arabiske lande. Når Det Muslimske Broderskab i Palæstina fik navnet Hamas indebærer det en distance til moderbevægelsen i Ægypten. Denne tager officielt afstand fra terrorisme, og ville nødigt se sit navn indblandet i terroraktioner, heller ikke selvom de ville finde sted uden for Egyptens grænser. Måden som bevægelsen organiserer sine aktiviteter på, ligger i sagens natur tæt op af strukturen i Broderskabet. Der lægges vægt på socialt arbejde i form af undervisning, arrangering af sportsaktiviteter, opbygning af sundhedsklinikker og organisering af studiekredse, hvor politiske og religiøse skrifter og ideer diskuteres.

Indtil Det Palæstinensiske Selvstyre blev etableret i 1994, menes det, at Hamas alene drev 150 børnehaver i Gaza samt havde kontrol med 40% af de 256 moskéer, der findes i Striben. Efter Arafats ankomst til Gaza og Vestbredden har Selvstyret overtaget kontrollen med mange af de tidligere Hamas-institutioner. Bevægelsens ideologi er et patchwork af begreber hentet fra Koranen oversat til moderne politisk sprog. Spredningen af budskabet sker ikke blot i forbindelse med fredagsbønnen; det populære sociale arbejde er selvsagt også en idéel scene til viderebringelse af ideologien, der tillige finder sted gennem udgivelse af aviser, bøger og tidsskrifter, i undervisning på alle niveauer fra børnehave til universitet, produktioner af video- og kassettebånd og runddeling af løbesedler. Netværket er imidlertid ikke begrænset til Mellemøsten, men har forgreninger globalt, og navnlig i USA har de organiseret agitation, fundraising og hvervning af nye medlemmer overraskende effektivt.

Hamas' brug af begrebet jihad og uenighed med selvstyret

I modsætning til Det Muslimske Broderskab i Ægypten og andre islamiske grupperinger i de arabiske nabolande er hovedfjenden Israel, og Hamas vedkender sig terror som et middel i kampen. Dette har konsekvens for fortolkningen af jihad (hellig krig), der hos bevægelsen har fået en mere strategisk betydning end hos andre grupper: Jihad forstået som bekæmpelse af enhver besmittelse af islamiske værdier og tænkning omtolkes i praksis hos Hamas til at betyde frigørelse fra den jødiske besættetse af Palæstina. Begrebet har dermed fået et klart nationalistisk indhold. Fredsprocessen, i den form PLO har givet den, er principielt uforenelig med Hamas-ideologien, og fredsforhandlerne med Arafat i spidsen anses ikke blot som forrædere mod den palæstinensiske sag, men i princippet også mod islam. Imidlertid har deres praksis ikke hele tiden været i overensstemmelse med principperne, hvilket har vist sig ved, at Hamas ved flere lejligheder har indtaget en pragmatisk holdning til den igangværende proces. Således var bevægelsen tæt på at tage del i de palæstinensiske valg i januar 1996. Så vidt kom det dog ikke.

Hamas generelt

Den militante del af organisationen bærer navnet Izz al-Din al-Qassam brigaden, opkaldt efter en arabisk helt, der faldt i den første palæstinensiske opstand i 1936, og omfatter ifølge nordamerikanske og israelske efterretningskilder til enhver tid omkring 100 aktivister organiseret i mindre, operative celler. På trods af, at både Det Palæstinensiske Selvstyre og den israelske efterretningstjeneste anstrenger sig for at kontrollere organisationen, har den vist sig meget levedygtig og demonstreret skræmmende effektivitet i sine terroraktioner. Bevægelsens grundlægger og åndelige leder var den blinde gamle mand, sheik Ahmad Yassin. Han blev likvideret af israelsk militær i marts 2003.

Hamas besluttede i 2005 for første gang at deltage i valget til det palæstinensiske selvstyre, og vandt ved valget i januar 2006 over halvdelen af stemmerne - til overraskelse for alle og især Hamas selv. Der var overvejende tale om et protestvalg rettet mod den siddende borgerlige Fatah regerings omfattende korruption. Hamas er på EU's og USA's terrorlister, og Israel udnyttede øjeblikkeligt situationen til sin politiske fordel, ved at stille krav til Palæstinenserne, og ved at tilbageholde told- og skatteindtægter. Israel og dets støtter i Vesten krævede, at Hamas skulle anerkende den israelske stats ret til eksistens. Til sammenligning har Israel aldrig anerkendt den palæstinensiske stats ret til eksistens, og flere partier - bl.a. Likud - har på deres program at der aldrig må oprettes en palæstinensisk stat (se Israel). Samtidig arbejdede Israel på at provokere Hamas til at gennemfører terroraktioner. Hamas har overholdt våbenhvilen, og bevægelens militære gren har ikke i 2005 gennemført terrorangreb mod Israel. I 2005 blev 50 israelere dræbt af palæstinensere (men altså ikke af Hamas), mens 192 palæstinensere blev dræbt af israelere, iflg. den israelske menneskerettighedsorganisation B'tselem. Israels provokationer mod palæstinenserne fortsatte gennem 2006 (703 dræbte palæstinensere mod 29 israelere), 07 (442 dræbte palæstinensere mod 12 israelere) og 08 (800 dræbte palæstinensere mod 34 israelere).

En lang række vestlige politikere og sikkerhedseksperter - bl.a. USA's tidligere præsident Jimmy Carter - har kritiseret Vestens ensidige krav til Hamas i konflikten. Vesten fungerer ikke længere som fredsmægler eller -skaber i konflikten, men har ensidigt stillet sig på Israels side. Det er baggrunden for at der ikke længere eksisterer nogen fredsproces, for Israel har den totale militære magt i området og har ingen interesse i fred. Israels (og USA's) politik har siden 2006 konsekvent været at skærpe splittelsen internt blandt palæstinenserne ved på den ene side at ville tale med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas (uden at give nogen form for politiske indrømmelser) og på den anden side at sikre fortsat massiv opbakning til Hamas. I sidste halvdel af 2008 skete der en politisk svækkelse af Hamas på specielt Vestbredden, og det var en del af baggrunden for Israels terrorbombardementer af Gaza fra 27. december og senere invasion og massakrer i Gaza, der fik Hamas' popularitet til at skyde i vejret som en raket. Israel har brug for Hamas (og Fatah) til at skabe splittelse blandt palæstinenserne, uden at nogen af dem får det afgørende overtag over modparten.

Hamas og det andet store palæstinensiske parti Fatah indgik i 2011 aftale om deling af magten frem til afholdelse af et nyt parlamentsvalg i Palæstina. Aftalen bilagde i vid udstrækning konflikten mellem de to partier, der blussede op i 2006-08, hvor Fatah efter valgnederlaget til Hamas og ansporet af Israel, EU og USA gik voldeligt til angreb på Hamas.

Frem til det arabiske «forår» i 2011 lå Hamas' hovedkontor udenfor Palæstina i Damaskus. Pga. USA's strategiske alliance med de reaktionære regimer i den arabiske verden havde det ikke mulighed for at åbne kontorer i andre lande. Det ændredes med specielt Mubarak diktaturets fald i Egypten i februar 2011. Gennem 2011 var det det egyptiske Muslimske Broderskab der etablerede som den stærkeste politiske kraft i landet, og det var ligeledes det sammen med de fundamentalistiske salafister der vandt parlamentsvalget i november-januar. Hamas udsprang oprindelig af broderskabet, og fik nu mulighed for at etablere sig i Cairo. Det umage ægteskab mellem det verdslige Baath parti i Syrien og det muslimske Hamas brød endelig sammen i februar 2012, da Hamas åbent støttede den syriske oppositions forsøg på voldeligt at vælte Baath regimet. Med til denne udvikling bidrog samtidig, at feudalstyret i Qatar havde tilladt Hamas også at etablere sig der. Qatar havde siden marts 2011 militært og økonomisk støttet oprørene mod de verdslige regimer i Libyen og Syrien.

A.J.