Tugthusloven blev gennemført i 1928 af venstreregeringen Madsen-Mygdal. Baggrunden var den såkaldte Kolindsundsag, som specialarbejderforbundet (DASF, senere SiD) havde været aktiv i, men baggrunden var desuden tilsvarende love i bl.a. England, Tyskland og Norge (se Tughthuslovene i Norge).

Udtrykket er oprindelig hentet fra Tyskland. I sin kamp mod arbejderbevægelsen udtalte kejser Wilhelm II i 1898, at enhver som hindrede en arbejdsvillig tysk arbejder i at arbejde, «skal straffes med tugthus». Et lovforslag i den retning - Zuchthausverlage, 1899 - blev imidlertid afvist af rigsdagen. Lovbestemmelser til værn af strejkebrydere var alligevel kendt fra enkelte andre europæiske lande i slutningen af 1800-tallet.

I sin danske udformning fra 1928 blev det fastslået, at kollektive aftaler der på uberettiget måde begrænser den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde ikke kan tillægges retsvirkning ved domstolene, og at enhver form for økonomisk eller personlig forfølgelse, der tilsigter på uberettiget måde at begrænse de enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde, eller hans adgang til at være medlem af eller stå udenfor en organisation, er ulovlig.

Det var et klart formål med loven at begrænse fagbevægelsens indflydelse, men den blev kritiseret af ikke blot DsF (senere LO), men også Dansk Arbejdsgiverforening og fik ikke nogen større betydning. Den blev ophævet igen i 1937, da det borgerlige flertal i Landstinget var brudt.

A.J.