Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 26.000 civile (heraf 11.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 50.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 15 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Tugthuslovene skulle værne strejkebrydere («arbejdsvillige»). I Norge kunne man i perioden 1927-35 blive idømt bøde eller fængsel i indtil et år, hvis man hindrede andre i at arbejde. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

I Norge er udtrykket tugthuslov særlig anvendt om et tillæg til den norske straffelovs § 222, som blev vedtaget i 1927. Tillægget havde til formål at beskytte strejkebrydere. I bredere forstand anvendes tugthuslov om lovgivning, som ved særbestemmelser søger at fratage arbejderne og deres organisationer effektive kampmidler i klassekampen. Udtrykket er hentet fra Tyskland. I sin kamp mod arbejderbevægelsen udtalte kejser Wilhelm II i 1898, at enhver som hindrede en arbejdsvillig tysk arbejder i at arbejde, «skal straffes med tugthus». (Se Tugthusloven) Et lovforslag i den retning - Zuchthausverlage, 1899 - blev imidlertid afvist af rigsdagen. Lovbestemmelser til værn af strejkebrydere var alligevel kendt fra enkelte andre europæiske lande i slutningen af 1800-tallet.

I Norge opstod de første krav om lovbeskyttelse af strejkebrydere fra arbejdsgiverside ved århundredeskiftet. I borgerlig sprogbrug blev strejkebrydere den gang omtalt som «arbejdsvillige». Et forslag i denne retning fra Højre blev afvist af Stortinget i 1903.

Spørgsmålet var oppe flere gange senere, men blev for alvor aktuelt igen i 1920'erne. De store arbejdskonflikter og de skærpede klassemodsætninger førte til, at Stortingets borgerlige flertal gjorde arbejdstvistlovgivningen strengere. Især fra den store jernstrejkes tid, blev der gjort mange forsøg på dette. Beskyttelse af strejkebrydere blev foreslået i 1924 af en Højreregering. Efter at en Venstreregering havde overtaget magten, blev sagen udsat. Venstre var normalt mere tilbageholdende end Højre med love, som kunne anklages for at være klasselove.

Men forskellen var ikke altid så stor. I 1927 blev sagen atter fremmet af en Højreregering. Venstres leder, J. L. Mowinckel (1870-1943), talte imod. Han mente, at loven var unødvendig og kunne skærpe klassemodsætningerne yderligere. Efter at nogle ungkommunister havde afbrudt odelstingsdebatten ved en demonstration i galleriet, oplyste Mowinckel, at han pga. demonstrationen havde skiftet standpunkt.

Venstre gik dermed ind for loven, som blev vedtaget. En så tynd begrundelse for at skifte standpunkt viser, at stærke kræfter i Venstre følte, at afstanden til Højre og Bondepartiet var kort i sådanne spørgsmål, selv om Venstre traditionelt foretrak at fremstille sig som et centrumsparti. En lignende forandring af holdningen hos Venstre skete under behandlingen af boykotloven i 1933.

Efter at straffelovens § 222 var omformuleret, kunne en person nu straffes med bøde eller med fængsel indtil et år, hvis personen hindrede andre i at arbejde. De metoder som var strafbare, blev opregnet. Det blev bl.a. forbudt med fornærmelig eller påtrængende adfærd overfor en strejkebryder, det blev forbudt «at følge ham fra sted til sted», at give offentlig oplysning om hvem der var strejkebrydere osv. Loven var altså et direkte forsøg på at gøre strejkevåbenet ubrugeligt for arbejderne, og blev anvendt i flere konflikter. Tugthusloven blev ophævet i 1935.

Tugthusloven var kun en del af en borgerlig offensiv mod arbejderbevægelsen på lovgivningens område. I 1927 blev også arbejdstvistloven skærpet. Fagforeningers og forbunds økonomiske ansvar for ulovlige konflikter blev udvidet. Nu måtte de bevise, at de var uskyldige for at gå fri - altså omvendt bevisbyrde. Tidligere havde det været anklagerens opgave - i overensstemmelse med almindelig retspraksis - at bevise at den respektive organisationen var skyld i det indtrufne. I 1933 blev loven yderligere skærpet. Der blev indført et objektivt ansvar for foreninger og overordnede organisationer ved brud på overenskomsten  fra medlemmernes side. Dvs. at ansvaret ikke kunne fraskrives, uanset hvad foreningen måtte kunne bevise med hensyn til sin eventuelle uskyld.

Andre arbejderfjendtlige love og lovforslag i samme periode - som også ofte blev betegnet som tugthuslove - var spørgsmålet om offentlige afstemningsregler for fagbevægelsen, som blev taget op både før og efter 1. verdenskrig. Loven blev vedtaget i 1934, men atter ophævet i 1935 da Hovedaftalen indførtes. Boykotten fra 1933 blev også betegnet som en tugthuslov. Dertil kom den midlertidige lov om tvungen voldgift (1927-1929).

J.Se.