Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Politisk  .  Kommunalpolitiker
    .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Undervisningsminister
      .  Socialminister
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 16/9 2004
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 37.088
: :
Borgbjerg, Frederik
Left
Rocks
2024-02-26 15:04

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Frederik Borgbjerg
Frederik Borgbjerg
(Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Frederik Borgbjerg (1866-1936) socialdemokratisk politiker og redaktør. I perioden 1900 til 1925 var han en af Socialdemokratiets betydeligste politikere, der forenede strategisk tænkning med agitatorisk virksomhed og målrettet reformvirksomhed.

Borgbjerg var oprindelig påvirket af grundtvigianismen, senere darwinisme og radikalisme og påbegyndte i 1884 et ikke afsluttet teologistudium. I 1890 blev han socialdemokrat og medarbejder ved Social-Demokraten, fra 1911 virkede han som bladets redaktør. Allerede i 1892 indvalgtes han i Socialdemokratiets hovedbestyrelse og udfoldede i 90'erne en livlig agitationsvirksomhed gennem et utal af møder overalt i landet. Hans indsats som agitator var legendarisk. I 1898 opnåede han valg til både Københavns Borgerrepræsentation og Folketinget. Han påtog sig her et utal af ordførerskaber, spillede en central rolle ved udformningen af Grundloven i 1915, fungerede som socialminister i den første socialdemokratiske regering 1924-26, og som undervisningsminister 1929-1935 i de følgende Stauning regeringer

Med sin store krop og vældige tveskæg var Borgbjerg i perioden 1900 til 1915 Socialdemokratiets formodentlig mest aktive taler og pennefører. Hans oratoriske evner var legendariske; af mange i sin samtid blev han betragtet som den største politiske taler. I sine foredrag og artikler søgte han at forbinde de dagsaktuelle reformkrav med endemålet, det socialistiske samfund. Når Borgbjerg i 1915 i Københavns Borgerrepræsentation argumenterede for en kommunal skolereform med plads til børn fra alle sociale lag, der lærte at tale samme sprog og tænke nogenlunde ens, så han en sådan reform som en social og psykologisk forudsætning for klasseadskillelsens og klasseherredømmets ophævelse. Og når Borgbjerg frem til grundlovsrevisionen i 1915 virkede for, at tjenestefolk og kvinder skulle have valgret, så han dette politiske krav som en station på vejen frem mod det nye samfund, hvor demokratiet vandt udbredelse i produktionslivet. Borgbjerg var i sin strategiske opfattelse dybt præget af evolutionstanken. Samfundet var underkastet udviklingsloven. Det kapitalistiske samfund var et overgangsled fra det feudale til det socialistiske, også fremtidens socialdemokratiske samfund ville blive et udviklingsled - frem mod noget større og rigere. Det var denne udviklingsoptimisme, betinget af tidens teknologiske fremskridt og arbejderbevægelsens organisatoriske succes, som gav hans politiske indsats saft og kraft. Han fandt det muligt skridt for skridt at reformere sig frem til ikke blot social retfærdighed, men også et samfund hvor kapitalen var nationaliseret og produktionslivet demokratiseret. Borgbjerg tænkte langsigtet: Han fandt, at Socialdemokratiet behøvede en politisk alliancepartner. På denne baggrund medvirkede han som fødselshjælper for dannelsen af Det radikale Venstre for dernæst at arbejde målrettet for en alliance mellem Det radikale Venstre og Socialdemokratiet, der blev vedtaget efter en hed debat på Socialdemokratiets kongres i 1908 med én stemmes overvægt - 143 for 142 imod. Borgbjergs linje vandt med nød og næppe. Den satte sig dybe spor i 1900-tallets politiske liv. I en række tilspidsede situationer optrådte Borgbjerg snarrådigt og selvsikkert, men også for impulsivt set fra partiets og DsF's (det senere LO) side. Det var ligeledes på 1908 kongressen, Borgbjerg efter intern politisk uenighed vandt partiets tilslutning til kooperationen, herunder forbrugerkooperationen som han var en varm fortaler for. Han støttede bolsjevikkerns revolution i Rusland i 1917, men tog senere afstand fra Lenins politik. I 1920 under Påskekrisen, hvor kongen afsatte den parlamentarisk valgte Zahle regering, lancerede Borgbjerg egenhændigt generalstrejkeparolen for at tvinge kongen på tilbagetog. Taktikken lykkedes. Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg var enige om at afvise Socialdemokratiets skiftende revolutionære oppositionsgrupper - forestillingen om et markant brud med kapitalismen anså de begge for både skadelig og overflødig. Efter Den første Verdenskrig var de to arbejderkongers forhold i stigende grad præget af jalousi. Borgbjerg trak det korteste strå i 1935 - Stauning undlod at genudnævne ham som minister efter partiets kanonvalg i 1935.

S.K.