Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Frederik Borgbjerg (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA)

Frederik Borgbjerg (1866-1936) socialdemokratisk politiker og redaktør. I perioden 1900 til 1925 var han en af Socialdemokratiets betydeligste politikere, der forenede strategisk tænkning med agitatorisk virksomhed og målrettet reformvirksomhed.

Borgbjerg var oprindelig påvirket af grundtvigianismen, senere darwinisme og radikalisme og påbegyndte i 1884 et ikke afsluttet teologistudium. I 1890 blev han socialdemokrat og medarbejder ved Social-Demokraten, fra 1911 virkede han som bladets redaktør. Allerede i 1892 indvalgtes han i Socialdemokratiets hovedbestyrelse og udfoldede i 90'erne en livlig agitationsvirksomhed gennem et utal af møder overalt i landet. Hans indsats som agitator var legendarisk. I 1898 opnåede han valg til både Københavns Borgerrepræsentation og Folketinget. Han påtog sig her et utal af ordførerskaber, spillede en central rolle ved udformningen af Grundloven i 1915, fungerede som socialminister i den første socialdemokratiske regering 1924-26, og som undervisningsminister 1929-1935 i de følgende Stauning regeringer

Med sin store krop og vældige tveskæg var Borgbjerg i perioden 1900 til 1915 Socialdemokratiets formodentlig mest aktive taler og pennefører. Hans oratoriske evner var legendariske; af mange i sin samtid blev han betragtet som den største politiske taler. I sine foredrag og artikler søgte han at forbinde de dagsaktuelle reformkrav med endemålet, det socialistiske samfund. Når Borgbjerg i 1915 i Københavns Borgerrepræsentation argumenterede for en kommunal skolereform med plads til børn fra alle sociale lag, der lærte at tale samme sprog og tænke nogenlunde ens, så han en sådan reform som en social og psykologisk forudsætning for klasseadskillelsens og klasseherredømmets ophævelse. Og når Borgbjerg frem til grundlovsrevisionen i 1915 virkede for, at tjenestefolk og kvinder skulle have valgret, så han dette politiske krav som en station på vejen frem mod det nye samfund, hvor demokratiet vandt udbredelse i produktionslivet. Borgbjerg var i sin strategiske opfattelse dybt præget af evolutionstanken. Samfundet var underkastet udviklingsloven. Det kapitalistiske samfund var et overgangsled fra det feudale til det socialistiske, også fremtidens socialdemokratiske samfund ville blive et udviklingsled - frem mod noget større og rigere. Det var denne udviklingsoptimisme, betinget af tidens teknologiske fremskridt og arbejderbevægelsens organisatoriske succes, som gav hans politiske indsats saft og kraft. Han fandt det muligt skridt for skridt at reformere sig frem til ikke blot social retfærdighed, men også et samfund hvor kapitalen var nationaliseret og produktionslivet demokratiseret. Borgbjerg tænkte langsigtet: Han fandt, at Socialdemokratiet behøvede en politisk alliancepartner. På denne baggrund medvirkede han som fødselshjælper for dannelsen af Det radikale Venstre for dernæst at arbejde målrettet for en alliance mellem Det radikale Venstre og Socialdemokratiet, der blev vedtaget efter en hed debat på Socialdemokratiets kongres i 1908 med én stemmes overvægt - 143 for 142 imod. Borgbjergs linje vandt med nød og næppe. Den satte sig dybe spor i 1900-tallets politiske liv. I en række tilspidsede situationer optrådte Borgbjerg snarrådigt og selvsikkert, men også for impulsivt set fra partiets og DsF's (det senere LO) side. Det var ligeledes på 1908 kongressen, Borgbjerg efter intern politisk uenighed vandt partiets tilslutning til kooperationen, herunder forbrugerkooperationen som han var en varm fortaler for. Han støttede bolsjevikkerns revolution i Rusland i 1917, men tog senere afstand fra Lenins politik. I 1920 under Påskekrisen, hvor kongen afsatte den parlamentarisk valgte Zahle regering, lancerede Borgbjerg egenhændigt generalstrejkeparolen for at tvinge kongen på tilbagetog. Taktikken lykkedes. Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg var enige om at afvise Socialdemokratiets skiftende revolutionære oppositionsgrupper - forestillingen om et markant brud med kapitalismen anså de begge for både skadelig og overflødig. Efter Den første Verdenskrig var de to arbejderkongers forhold i stigende grad præget af jalousi. Borgbjerg trak det korteste strå i 1935 - Stauning undlod at genudnævne ham som minister efter partiets kanonvalg i 1935.

S.K.