Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Premierminister
      .  Socialminister
    .  Fagligt
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 56.974
: :
Stauning, Thorvald
Thorvald Stauning
Thorvald Stauning

Stauning (1873-1942), dansk socialdemokratisk politiker, minister 1916-20, statsminister 1924-26 og 1929-42.

Thorvald Stauning voksede op i et fattigt københavnsk arbejderhjem og fik kun almindelig kommuneskoleuddannelse. Fra tiårsalderen havde han fast arbejde ved siden af skolegangen. Han blev udlært som cigarsorterer i 1892 og deltog i fagforeningsarbejde.

I 1898 blev han ansat som kasserer i det socialdemokratiske parti, og udviste her tidligt administrative evner. Fra 1906 var han medlem af Folketinget og viste også her især praktisk og administrativ dygtighed. I 1909 blev han valgt til forretningsfører - dvs. formand for Socialdemokratiet. I Anden Internationale repræsenterede han det danske parti i politbureauet, og han var leder af det praktiske arrangement ved Internationalens sidste ordinære kongres i København i 1910.

I 1913-25 var Stauning medlem af Københavns borgerrepræsentation, i tidsrummet 1919-24 som formand. I 1918 blev han ekstraordinær minister i en slags samlingsregering under den radikale C. Th. Zahle, og fra 1918 til 20 fungerede han i realiteten som socialminister. Fra 1924 til 26 ledte han en ren socialdemokratisk mindretalsregering, og i tiden 1929-42 stod han i spidsen for koalitionsregeringer: I 1929-40 sammen med det Radikale Venstre - ministeriet Stauning-Munch - og 1940-42 for nationale samlingsregeringer.

Socialdemokratiet var før 1914 i endnu højere grad end de fleste andre partier i Anden Internationale præget af politisk dobbelthed. Den officielle teori var ortodoks marxistisk, mens strategien var en fortsættelse af tidligere ideer om gradvis udvikling. Den politiske praksis var præget af en her-og-nu reformopfattelse, som det var vanskeligt at forene med en socialistisk overgangsstrategi. Partiets endelige karakter som et reformistisk og revisionistisk parti - et borgerligt arbejderparti - blev imidlertid ikke fastlagt før i perioden 1914-24. Første verdenskrig og de europæiske socialistiske revolutioners nederlag blev da de negativt bestemmende faktorer.

Som leder af partiet var Stauning den centrale repræsentant for den revisionistiske udvikling i den socialdemokratiske bevægelse. Der var ikke tale om en bevidst teoretisk nyorientering. Hans samfundsideer var bestemt af og nøje knyttet til hans virke som reformistisk arbejderpolitiker i et borgerligt samfund.

I virkeligheden fjernede han sig længere fra marxismen end de klassiske revisionister, som havde forestillet sig, at samfundet ville vokse ind i socialismen, og at et midlertidigt klassesamarbejde godt kunne forenes med en stræben mod målet. Udviklingen frem mod socialismen skulle foregå gradvis - ad den fredelige, parlamentarisk-demokratiske vej. Stauning forholdt sig ligegyldig eller direkte fjendtlig overfor «teori», og var af samme opfattelse. Her adskilte han sig fra f.eks. sin svenske kollega Hjalmar Branting. Han lagde imidlertid afgørende vægt på klassesamarbejde, hensynet til «helhedens» vel i det korte perspektiv.

Hans «samfundspolitik» - som han selv så som en afløser for «klassepolitikken» - bestod først og fremmest i at stimulere erhvervslivet for at bevare eller øge produktionen og dermed levestandarden, samtidig med at arbejdsløsheden blev reduceret. Det var en politik, som overordnet set støttede kapitalen. Med den materielle struktur i Danmark i den krisehærgede mellemkrigstid da mindre virksomheder fortsat var dominerende og landbruget stadig var den største sektor, fik denne politik et indhold, som langt fra var antikapitalistisk.

Denne «arbejder-bonde» alliancepolitik fik et populistisk og strukturkonserverende indhold, som særlig blev til fordel for bondesmåborgerskabet og hjemmemarkedsproduktionen. Den forholdsvis beskedne, men alligevel betydningsfulde storindustri samt handels- og bankkapitalen blev ikke berørt af denne politik og overlevede krisen i bedste velgående.

Til trods for den populistiske udformning - som f.eks. fremgår af «Danmark for folket», et programmanifest forfattet af Stauning i 1934 - var der altså tale om en borgerlig, meget bred, interesseafvejende politik. Borgerskabet havde pga. fraktionering ikke selv mulighed for at føre eller effektivt imødegå denne politik. Det mest positive resultat af politikken var, at fascismen som dukkede op i visse borgerlige kredse og indenfor landbruget (Konservativ Ungdom og Landbrugernes Sammenslutning), ikke fik mulighed for at sprede sig.

Som statsminister stod Stauning under den tyske besættelse indtil sin død i foråret 1942, som eksponent for forhandlings- og samarbejdspolitikken - både indadtil og udadtil. I enkelte tilfælde gik han meget langt i ønsket om økonomisk og politisk tilknytning til Tyskland. Ikke af ideologiske men af «realpolitiske» grunde. Stauning undgik af naturlige årsager at blive kompromitteret, som f.eks. udenrigs- og statsministeren i 1942-43, Erik Scavenius blev. (Se: Besættelsen)

Staunings magtstilling skyldtes først og fremmest det greb han havde om partiapparatet og indflydelsen i fagbevægelsen. I hans tid som partiformand blev organisationen kraftigt udbygget, og partiet øgede medlemstallet med flere tusinde. Mange af disse medlemmer hørte til udenfor arbejderklassen. Samtidig foregik der en centralisering og efterhånden også en personalisering af magten, således at den fra omkring 1920 kom til at ligge helt i Staunings hænder. Selv om han var ansvarlig for en lang række statsindgreb i arbejdskonflikter og opbygningen af et fagretsligt system med staten som stærk faktor, blev hans og partiets stilling i arbejderklassen ikke nævneværdig svækket, før han døde.

Der er næppe tvivl om, at Stauning i 1930'ernes Danmark fik landsfaderstatus. Som sådan nød han stor tillid i de fleste klasser og lag - ikke mindst i arbejderklassen. Han stod som den demokratiske folkefører - mellem kommunisterne som han bekæmpede og den magtesløse højrefløj.

C.B.