Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Social arv vil sige, at et menneske overtager viden, holdninger og personlighedstræk fra forældrene gennem opvæksten. I denne brede betydning svarer social arv stort set til det indhold, der lægges i begrebet socialisering, når synsvinkelen er socialisering i familien. Social arv beskriver imidlertid oftest overførelsen af påvirkning fra forældre til børn, når der er tale om negativ arv. Altså hvor børnene bliver bærere af de samme belastende livsomstændigheder og reaktionsmønstre som forældrene.

Begrebet er skabt af den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson (1907-1994). I sin disputats fra 1967 belyste han situationen for 100 drenge, der havde været anbragt på døgninstitutionen Skå uden for Stockholm. Med i undersøgelsen var drengenes forældre og bedsteforældre. Denne gruppe blev sammenlignet med en gruppe drenge, der ikke var anbragt på Skå. Også her var både forældre og bedsteforældre inddraget i undersøgelsen. Resultaterne viste, at der hos de anbragte børn og deres familie var tale om ophobninger af afvigelse: der er en markant overhyppighed af sociale problemer og kriminalitet hos forældre. Hos bedsteforældrene også en overhyppighed, men mindre end hos forældrene. Dette får Jonsson til at tale om social arv - og om et samspil mellem biologisk arv og social arv. Det får ham oven i købet til at mene, at antallet af afvigere stiger fra generation til generation.

Jonssons forskningsmæssige fremgangsmåde er med rette blevet kritiseret for sin forskningsmæssige metodik. Man kan ikke ud fra et såkaldt retrospektivt design (at gå ud fra en problemgruppe og så i tilbageblik vurdere og belyse sammenhænge) give et pålideligt udtryk for mere generelle årsagsforhold. Gruppen er selekteret, derfor er det forventeligt at finde tilsvarende problemer hos forældrene, som man ser hos børnene.

Denne kritik af begrebet social arv har medført, at der oftere anvendes et andet begreb, nemlig risiko (se også Risikobørn). I begge tilfælde forsøges beskrevet, at børn, der vokser op med belastninger har en risiko for at overtage og videreføre disse belastninger som en slags «arv». Men det er ikke sikkert, at de gør det. Der er ingen automatik. Derfor fører et begreb som social arv til den forkerte opfattelse, at de fleste børn, der vokser op med sociale belastninger også selv får disse belastninger. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Risikoen for at dette sker ligger et sted mellem 15 og 30 procent, afhængig af, hvilke belastninger, der er tale om.

Selve indholdet i begrebet er dog vigtigt. Det udtrykker det forhold, at der i et samfund - også som det danske - eksisterer en betydelig ulighed. Den andel af befolkningen, der har de dårligste sociale og økonomiske kår har oftest også de dårligste livsvilkår i almindelighed - f.eks. hvad angår kulturelle og uddannelsesmæssige forhold. De har også den dårligste sundhed, og de har ringere politisk indflydelse sammenlignet med de dele af befolkningen, der har de bedste vilkår.

I et sådant samfund er der også tale om, at børnene fra de dårligst stillede familier har sværere ved at opnå en plads på «solsiden». Det gælder i alle henseender: de har en større risiko end andre for ikke at få en uddannelse, ikke at få et solidt og godt netværk, ikke at få et sundt og godt liv osv. Det er denne sociale formidling af ulighed, der er det centrale indhold i begrebet social arv.

Børn bryder altså i det fleste tilfælde denne «arv». De er omtalt som «mønsterbrydere» - selv om det altså er det almindelige. Men det er sværere for børn fra de mest belastede forhold at få mulighed for at opnå del i de goder, som andre får - uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt osv. Det, der skal til for at får denne andel af goderne, er beskrevet som at bryde den sociale arv. Mange undersøgelser - ikke mindst i USA - har påvist, at gruppen af børn med forøget risiko for et dårligt liv får en bedre chance for at komme af med denne risiko og ind i et godt liv, hvis de får ekstra støtte socialt og menneskeligt. Ikke kun kortvarigt, men over lang tid - som en hjælp fra slægt, fra venner eller i skole og institution.

Social arv problematikken er til stadighed genstand for offentlig opmærksomhed. Det handler blandt andet om hvilken slags pædagogik, der er mest hensigtsmæssig og givende for børn, der kommer fra en belastet familiebaggrund. Skal det være en «blød» og dermed socialt og menneskeligt støttende ramme om læringen; eller lige tværtimod: skal det være en «fast» hånd, der skal stille præcise krav og dermed følge disse grupper af børn tæt? Der kan ikke siges at være et dokumenteret grundlag for at hævde, at den ene opfattelse er mere rigtig end den anden.

Den politiske synsvinkel på social arv drejer sig om social indsats over en bred front. Hvordan skal de mest udsatte støttes? Kan den sociale arv brydes ved et mere effektivt skolesystem, eller skal der mere grundlæggende ændringer til i retning af at ændre ved den sociale ulighed i samfundet? Her står de politiske opfattelser over for hinanden.

Der er næppe nogen, der forestiller sig, at den sociale arv kan «afskaffes». Men et perspektiv, der vil hævde at være humanistisk og demokratisk, vil satse på at støtte de svageste grupper af børn tidligt og forebyggende, og vil sætte ind mod ulighedsskabende træk i samfundet.

P.S.J.