Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Major Muammar Abu Minyar Al-Qaddafi (1938/42-2011), libysk politiker. Qaddafi blev født et sted mellem 1938 og 42 nær Syrte i en nomadestamme, der hørte til Sanussi sekten. Som teenager var han en stor beundrer af den ægyptiske præsident Nasser, og han kom hurtigt i knibe pga. sine politiske aktiviteter. I 1963 blev han optaget på militærakademet i Benghazi, og lige som Nasser dannede han en gruppe af «frie officerer», der den 1. september 1969 gennemførte et kup mod kong Idris. Den kun 27 årige Qaddafi tog magten i Revolutionsrådet og blev i januar 1970 premierminister. I 1977 blev landets officielle navn ændret til « Jamahiryia», og Revolutionsrådet blev erstattet af Folkekongressen. Qaddafi blev dennes første generalsekretær.

Et tilbagevendende træk ved Qaddafis udenrigspolitik har været offentliggørelsen af forslag om dannelsen af unioner mellem Libyen og landets nabostater - og disse planers efterfølgende skibbrud. Det gælder unionsplaner med Ægypten, Sudan, Syrien og Tunesien. Efter at disse planer var blevet forkastet eller havde lidt skibbrud, forsøgte han at skaffe offentlig støtte til sine planer i den arabiske verden. Dette udløste til gengæld konflikter mellem Libyen og en række af de arabiske lande. Relationer med andre lande i andre dele af verden blev ligeledes forværret, da Libyen gav penge, våben og træning til en række udenlandske guerillabevægelser. I marts 1979 trak Qaddafi sig tilbage fra posten som generalsekretær for folkekongressen, således at han kunne anvende mere tid på «revolutionært arbejde». Han fremsatte flere forslag om at videreudvikle det libyske samfund udfra de retningslinier han havde fremlagt i sin «grønne bog» - den 3. universelle teori mellem kapitalisme og socialisme. Alligevel er han fortsat den virkelige leder af den libyske Jamahiriya. Han er blevet karakteriseret som hårdfør, retfærdig med også forvirret.

Libyen modtog ikke megen støtte fra de arabiske lande i Lockerbie affæren, og Qaddafi har derfor erstattet landets tidligere pan-arabiske politik (som han kalder en «luftspejling») med en interesse i at spille en større rolle på det afrikanske kontinent.

Det afrikansk-europæiske topmøde i april 2000 gav en speciel anledning til formel fornyelse af forbindelserne på højeste niveau mellem EU og Libyen. Ved denne lejlighed havde Qaddafi længere diskussioner med EU kommissionens formand, Romano Prodi, med den tyske kansler Schröder, med den franske præsident Chirac og med den spanske premierminister Aznar.

Anført af Storbritannien og Frankri indledte NATO i marts 2011 en angrebskrig mod Libyen, der kulminerede i henrettelsen af Qaddafi den 20. oktober 2011.

A.J.