Befolkning 12,2 mio. Valuta Tunesiske dinarer Areal 163.610 Km2 Hovedstad Tunis Befolkningstæthed 58,0 indb./Km2     HDI placering 97

Tunesien er den nordligste af de afrikanske lande. De flade områder i den østlige del af landet ud mod Middelhavet er tæt befolkede, og her dyrkes oliven, citrusfrugter og vin. De står i skarp kontrast det mere bjergrige indre af landet (Tell og Aures bjergene), der er befolket af nomader, der opdrætter geder. I den sydlige del af landet produceres der bl.a. dadler i oaser i ørkenen, og her findes desuden forekomster af fosfat og jern. Der er en stigende jorderosion.

Præsidentielt diktatur. Præsidenten afsatte i juli 2021 regeringen, lukkede parlamentet, tiltog sig udøvende myndighed og har siden styret landet ved dekreter.

 

Berberne. En lille men stolt minoritet. (Solidaritet)

Folket: Tuneserne er overvejende arabere (98,2%); berbere (1,2%); franskmænd (0,2%); italienere (0,1%), andre (0,3%).

Religion: Sunni retningen indenfor islam (99,4 %). Der findes desuden en lille kristen minoritet (0,3 %) og jødisk minoritet (0,1 %).

Sprog: Arabisk (officielt)

Politiske partier: Nidaa Tounes (NT) er regeringsparti; Hezb Ennahda.

Sociale organisationer: Landsorganisationen af tunesiske Arbejdere (UGTT)

Officielt navn: Al-Jumhouriya at-Tunisiya

Administrativ inddeling: 25 præfekturer

Hovedstad: Tunis, 1.200.000 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Sfax, 262.000 indb.; Sousse, 149.200 indb.; Aryanah, 203.500 indb. (2000)

Regering: Kais Saied er præsident siden oktober 2019. Diktator siden juli 2021. Najla Bouden er premierminister siden oktober 2021. Landet har et tokammersystem: Folkerepræsentanternes Forsamling har 217 pladser der vælges ved direkte valg; Det Rådgivende Kammer (Overhuset) har 112 pladser der er guvernører, repræsentanter fra fagbevægelsen og fremtrædende personligheder. 41 udpeges af præsidenten, mens resten udpeges af deres basisforeninger og -organisationer.

Nationaldag: 20. marts (Uafhængighedsdagen, 1956)

Væbnede styrker: 35.500. (1997).

Paramilitære styrker: 13.000 (Nationalpolitiet); 10.000 (Nationalgarden).

 

Araberne stødte i Tunesien på den hårdeste modstand i deres fremrykning mod vest, men landet blev samtidig det sted, hvor deres kultur bedst udvikledes og kom til udfoldelse. Byen Kairuán er knyttet sammen med de mest fremtrædende navne indenfor islamisk arkitektur, medicin og historie. Under opløsningen af almohade imperiet (se Marokko), blev området omkring Tunis selvstændigt under berber dynastiet haféssida, der i løbet af det 13. og 14. århundrede udstrakte sin kontrol til Algeriets kystområder.

Udviklingen af den europæiske søfart i Middelhavet trak tyrkiske sørøvere til regionen, og den mest berygtede af disse, Khayr ad-Din (også kendt som Rødskæg) oprettede sin operationsbase i Tunis. Den algiersk-tunesiske kyst kom dermed under osmanniske sultaners kontrol. Men det indre af landet var fortsat på berber stammernes hænder. Det var nødvendigt at forsone sig med disse, og tyrkerne tillod derfor at den udnævnte guvernør (bey) fik omfattende autonomi, og der udviklede sig et arvefølge monarki. I 1612-1702 var det Murad familien der regerede, og fra 1705 til efter selvstændigheden i 1957 var det heussini dynastiet der sad på magten.

Efter den franske besættelse af Algeriet, trængte den europæiske økonomi stadig længere ind i området, og med den en stigende gældssætning. I 1869 var gælden så stor, at guvernøren (bey) blev tvunget til at acceptere, at en engelsk-fransk-italiensk kommission styrede landets finanser. Den udenlandske indblanding steg, indtil 30.000 franske soldater i 1882 besatte landet. Baggrunden var, at Frankrig havde indgået en aftale med England, der efter briternes nylige besættelse af Egypten nu «opgav sine krav på Tunis» - til gengæld for at Frankrig havde mistet Suezkanalen.

I 1925 indledtes i Tunis en kampagne for en ny forfatning (Destur 1), der skulle skaffe landet autonomi. Efter den 2. verdenskrig vandt selvstændighedspartiet Neo Destur i betydning, og det kom til antikoloniale rejsninger, der i 1952-55 mundede ud i væbnet kamp. I marts 1956 anerkendte Frankrig bey'ens overherredømme - den samme hersker som i 1881 var gået med til at gøre landet til fransk protektorat. Året efter - den 25. juli 1957 - blev kongen væltet af en grundlovgivende forsamling, der blev kontrolleret af Neo Destur. Landet blev udråbt til republik og partiets øverste leder, Habib Bourguiba udfoldede en voldsom kampagne mod den franske tilstedeværelse på flådebasen Bizerta. Men først i 1964 blev basen evakueret. Neo Destur omdannede sig i 1964 til Socialistpartiet Destur (PSD), der frem til 1981 var landets eneste legale parti.

I perioden 1963-69 gennemførtes en kollektivisering af de mindre brug i landbruget under ledelse af økonomiminister Ahmed Ben Salah. Endvidere blev de større plantager kollektiviseret og de udenlandske virksomheder nationaliseret.

I 1969 blev Ben Salah tilbageholdt og senere sendt ud af landet. Samtidig blev kollektiviseringen og kooperativiseringen af landbruget opgivet, og landet åbnede sig overfor udenlandsk kapital. I 1972 gjorde en ny investeringslov nærmest hele landet til frizone for eksportvirksomhederne. Samtidig blev Habib Bourguiba - den «Øverste Kæmper» - udnævnt til præsident på livstid.

I slutningen af 1970'erne forværredes økonomien som følge af et fald i eksporten af fosfat, og EF's protektionistiske skridt overfor den vigtigste tekstilindustri. I januar 1978 indledte Landsorganisationen af tunesiske Arbejdere (UGTT) - Afrikas ældste landsorganisation - en generalstrejke mod lønpolitikken og den faglige undertrykkelse. De efterfølgende sammenstød kostede flere hundrede livet, og landsorganisationens ledelse blev arresteret, herunder dens formand Habib Achour.

I 1980 udnævntes Mohamed Mzali til premierminister, og dermed indledtes en politisk åbningsproces. Året efter fik partierne tilladelse til et reorganisere sig, og der blev gennemført fagforeningsvalg, der medførte en afgørende fornyelse i landsorganisationen UGTT. I november 1981 gennemførtes parlamentsvalg, der blev vundet stort af det regerende Front National, der fik 94 % af stemmerne og samtlige pladser i parlamentet. Der var en lang række klager over uregelmæssigheder.

I januar 1984 besluttede regeringen at fjerne subsidierne til en række fødevarer. Prisen på brød steg 115 %, og det kom til voldelige demonstrationer, der kostede over 100 livet. Det tvang præsident Bourghiba til at undertrykke prisstigningerne. Efter nye faglige konflikter i 1985 blev landsorganisationen UGTT bragt under regeringens kontrol. Endvidere kom det til kraftige sammenstød med den fremvoksende islamiske bevægelse. Hundredevis af islamister blev tilbageholdt og en række blev dømt til døden.

Under Bourguibas præsidentperiode udviklede Tunesien til det mest vestligt orienterede i den arabiske verden. Men fra 1986 stillede den islamiske reaktion en række fundamentale spørgsmål ved det civile samfund: religionens betydning i den enkeltes og samfundets liv, samt landets islamiske bevidsthed. Endvidere stillede den spørgsmål ved kvindens frigørelse og indflydelsen fra den europæiske turisme.

Fra 1986 indledtes desuden oberst og senere general Zina El Abidine Ben Alis vej mod den politiske magt. I 1987 blev han udnævnt til premierminister og i november erstattede han Bourguiba på præsidentposten. Bourguiba var ellers præsident «på livstid», men en gruppe læger erklærede ham for mentalt og fysisk uegnet til fortsat at beklæde posten. Nu indledtes en «national forsoningsproces», der bl.a. indebar, at hundredevis af politiske fanger blev løsladt, og en række lukkede dagblade fik lov at genåbne. Regeringspartiet to samtidig navneforandring til Den demokratiske forfatningsmæssige Samling (RCD), uden dog at opgive sin dominerende rolle i det politiske liv.

Den 2. april 1989 gennemførtes præsident- og parlamentsvalg, der af iagttagere blev betragtet som «de frieste» siden selvstændigheden - trods det forhold at 1,3 millioner ikke kunne deltage, da de ikke var registrerede som stemmeberettigede. Valget afspejlede polariseringen mellem regeringspartiet RCD, der fik 80 % af stemmerne og samtlige pladser i parlamentet, og den islamiske bevægelse Hezb Ennahda, der nok var erklæret illegal men med sine «uafhængige» kandidater alligevel tiltrak 15 % af stemmerne. Oppositionspartierne i centrum og på venstrefløjen kritiserede uregelmæssighederne i valget, men var alligevel næsten fuldstændig uden opbakning. Præsident Ben Ali blev genvalgt med 99 % af stemmerne.

Tunesien havde modsat sig den Arabiske Ligas anerkendelse af staten Israel i 1968 og brød de diplomatiske forbindelser med Egypten efter Camp David aftalen af 1979. Landet tog i 1982 imod palæstinenserne, da de blev smidt ud af Libanon, og fungerede fra samme år som PLO's hovedkvarter. I de første år af Ben Alis præsidentperiode havde styret anlagt en mere forsonende holdning overfor islamisterne, men nu besluttede det at slå til mod det illegale Hezb Ennahda og andre oppositionsgrupper. I 1991 blev alle religiøse politiske partier forbudt.

I juni 1990 offentliggjorde Amnesty International en rapport om Tunesien, i hvilken der blev berettet om tortur og mishandling af fanger i isolation. Amnesty International anmodede endvidere om, at to dødsdomme blev omstødt - uden held. Midt i 1991 opfordrede personligheder fra hele oppositionen til at støtte studenterbevægelsens kamp for demokrati og respekt for menneskerettighederne.

Præsident Ben Ali svarede igen ved at stramme lovgivningen og øge repressionen. En mere restriktiv lov om forsamlingsfrihed blev vedtaget i marts 1992, og i juli blev medlemmer af Hezb Ennahda dømt til livsvarigt fængsel. Repræsentanter fra en række vestlige lande lod forstå, at risikoen for at den islamiske fundamentalisme skulle sprede sig til Tunesien, retfærdiggjorde Ben Alis politik.

Samtidig fortsatte menneskerettighedsorganisationer deres kritik af Tunesien for dets anvendelse af tortur. I november 1993 fremsatte Ben Ali en ny lov, der begrænsede de «fundamentale frihedsrettigheder». På denne baggrund blev præsidenten i marts 1994 genvalgt med 99 % af stemmerne, mens regeringspartiet fik 88 % af pladserne i parlamentet.

Præsidenten fortsatte sin hidtidige politik: liberalisering på det økonomiske område og «den hårde hånd» på det politiske. En af oppositionens vigtigste politikere, Mohamed Moada blev i oktober 1995 idømt 11 års fængsel for at have offentliggjort et dokument om indskrænkningerne af frihederne i Tunesien, og for at have skjulte kontakter med en «udenlandsk magt» (Libyen).

Verdensbankens præsident James Wolfensohn besøgte Tunesien i april 1996, og benyttede lejligheden til at karakterisere landet som «Verdensbankens bedste elev i regionen». Alligevel sagde prognoserne, at den stigende liberalisering af økonomien ville medføre, at omkring en tredjedel af landets virksomheder ville forsvinde, og yderligere forstærke skævhederne i indkomsterne i landet.

I juni 1997 opfordrede IMF regeringen til at accelerere de økonomiske reformer, især indenfor området privatiseringer. Fonden bemærkede dog samtidig, at arbejdsløsheden på 15 % var alarmerende høj.

I slutningen af året vedtog parlamentet en lov, der giver præsidenten ret til at udskrive folkeafstemning med henblik på ændringer af forfatningen.

Ikrafttrædelsen af en frihandelsaftalen med EU i januar 1998, gav de tunesiske varer bedre adgang til de europæiske markeder. Tilsvarende aftaler blev indgået med Egypten, Libyen og Marokko. Bortfaldet af toldafgifter blev kompenseret gennem en forhøjelse af momsen. Åbningen mod de regionale markeder og den hastige privatiseringsproces fik IMF til at fortsætte sin støtte til regeringen.

De første flerpartivalg i landets historie blev gennemført i oktober 1999 og gav en overvældende sejr til præsident Al-Abdine Ben Ali, der fik 99,4 % af stemmerne. Hans parti, den Konstitutionelle Demokratiske Union fik 148 af parlamentets 182 pladser, mens andre seks partier delte de 34 pladser, der var tilbage til oppositionen. En af den nye regerings første handlinger var løsladelsen af omkring 600 politiske fanger - overvejende fra Al-Nahda Bevægelsen og Arbejdernes Kommunistparti.

Habib Bourguibas død i april 2000 samlede de politiske ledere fra Europa og den arabiske verden. Præsidenterne Jacques Chirac fra Frankrig, Abdelaziz Bouteflika fra Algeriet og Yasser Arafat fra Palestina deltog i begravelsen, der fandt sted i den tidligere præsidents fødeby, Monastir.

I marts 2001 opfordrede Amnesty International (AI) myndighederne til at indstille en hidtil uset voldsom bølge af chikane og pression mod menneskerettighedsaktivister i landet. I en ny rapport pegede AI på, at kampagnen var blevet indledt, da Tunesiens Menneskerettighedsliga i november 2000 var blevet forbudt. Siden da var alle møder i ligaen blevet hindret af sikkerhedspolitiet. Rapporten pegede også på, at myndighederne havde indledt retslige skridt mod ligaens formand, Moktar Trifi og flere andre.

Forfatningen begrænser antallet af perioder en person kan beklæde præsidentembedet til 3 perioder á 5 år, men i september 2001 udpegede RCD's centralkomite Ben Alí som dets præsidentkandidat til en 4. periode i 2004. Eftersom RCD kontrollerer Nationalforsamlingen blev det vurderet, at et forslag om ændring af forfatningen på dette punkt ville støde på ringe eller slet ingen modstand.

I april 2002 blev den gamle jødiske synagoge Ghriba på øen Djerba mål for et bombeattentat. Den blev denne måned besøgt af jøder fra hele verden på pilgrimsrejse. Attentatet kostede mange dræbte - deriblandt også tyske turister. Regeringen hævdede først at der var tale om en ulykke, men indrømmede siden at der var tale om et attentat. Myndighederne lagde ansvaret på en tuneser, der bor i den franske ny Lyon. Iflg. myndighederne havde han fået hjælp af et familiemedlem i Tunesien. Deltagelsen i Lag B'Omer festen på Djerba blev betydeligt lavere end de foregående år pga. attentatet og spændingerne i Mellemøsten. Omkring 1000 af Tunesiens 3000 jøder lever på Djerba. Sporene efter attentatet blev dog hurtigt udbedret.

I starten af 2003 udsendte præsident Ben Alí flere opfordringer til at finde en fredelig løsning på situationen i Iraq og støttede resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd på dette område.

I oktober fordømte regeringen Israels luftangreb på Syrien og krævede folkeretten overholdt for at hindre en eskalering af volden i Mellemøsten.

USA's udenrigsminister Colin Powell besøgte i december 2003 Tunesien for at diskutere krisen i Mellemøsten og for at overbringe en invitation fra præsdient Bush om at besøge USA i februar 2004.

Efter tilfangetagelsen i december af Saddam Hussein i Iraq opfordrede Tunesiens regering til, at alle anstrengelser blev sat ind på at landet kunne genvinde sin suverænitet og opnå fred. Samme måned vedtog parlamentet en antiterrorlov og en lov mod hvidvaskning af penge.

I februar 2004 rejste Ben Alí på officielt besøg i USA og havde der flere møder hvorunder der blev diskuteret emner af bilateral interesse og diskuteret situationen i Mellemøsten.

I 2004 blev general Habib Ammar udnævnt til formand for den organisationskomite, der planlægger afholdelsen af verdenskonferencen om informationssamfundet i Tunesien i 2005. Ammar havde været Nationalgardens første kommandant og indenrigsminister efter Ben Alís statskup. Der verserede en sag mod ham rejst af statsadvokaten i Geneve på begæring af Verdensorganisationen mod Tortur og den schweiziske sammenslutning mod straffrihed (TRIAL). Ammar var anklaget for at have omdannet Tunesiens politistationer til forhørs- og torturcentre rettet mod oppositionelle og journalister.

Få dage før gennemførelsen af det arabiske topmøde i Tunesien 29-30. marts 2004 blev dette udsat for at muliggøre en bedre forberedelse blandt de deltagende lande. Iflg. regeringsembedsmænd reddede denne beslutning topmødet - grundet situationen i Mellemøsten.

Ved præsident- og parlamentsvalget i oktober fik Ben Ali - der allede havde været ved magten i 17 år - næsten 95% af stemmerne. Iflg. oppositionen var valget præget af svindel. Den tidligere general der blev anset for at have gjort Tunesien til Nordafrikas mest stabile og fremgangsrige land sikrede sig dermed en fjerde præsidentperiode. Indenrigsministeriet bekræftede, at han havde fået 94,49% af stemmerne.

En uafhængig tunesisk menneskerettighedsgruppe fik ikke lov til at fungere som valgobservatører, men den Arabiske Liga havde observatører ved en række valgsteder. Præsidentvalget var det andet der blev gennemført som et flerpartivalg siden landets selvstændighed fra Frankrig.

Iflg. oppositionen havde regeringen iscenesat valget for at dække over en politistat, der tæver dissidenter, holder hundredevis af politiske aktivister indespærret og begrænser pressefriheden. Regeringen afviste disse beskyldninger. Oppositionens mest fremtrædende leder, Nejib Chebbi, boykottede valget og erklærede: «valget er ikke et produkt af en demokratisk system men af et totalitært regime». Ben Alis popularitet skyldes de fortsatte forbedringer i tunesernes levestandard, alfabetiseringskampagner og at han har givet kvinderne større rettigheder, end de har i de fleste andre arabiske lande. BNP i Tunesien er vokset 5% årligt de seneste 10 år.

Under den franske premierminister Jean-Pierre Raffarins officielle besøg i Tunesien i januar 2005, der officielt havde franske investeringer i Tunesiens industri på dagsordenen, kom ministeren med en opfordring til demokratiske reformer i landet. Der var tale om det første franske regeringschef besøg i tunesien i mere end to årtier, og besøget udløste overraskelse i alle tunesiske cirkler. Raffarin erklærede, at Frankrig ønskede at fremme «Tunesiens vej mod politisk og demokratisk modernisering», samt «økonomisk og social modernisering», eftersom Paris ønskede landet tættere knyttet til EU.

Over 18.000 repræsentanter fra regeringer, civilsamfundet og internationale organisationer mødtes i november i Tunis til et Verdenstopmøde om Informationssamfundet. Der var tale om anden del af et initiativ fra FN's side for at diskutere den almene adgang til internettet og andre informations- og telekommunikationsteknologier. Amnesty International havde inden topmødet erklæret, at den undertrykkelse som den tunesiske regering fortsat udsætter menneskerettigheds forkæmpere for og den intolerance de udsætets for indenfor landets grænser ville bidrage til at gøre topmødet til en «vittighed». Zine El-Abidine Ben Ali regeringen holdt topmødet under streng kontrol og anvendte både juridiske og mere hårdhændede metoder for lukke munden på oppositionen under topmødet.

Efter topmødets afslutning fyldtes medierne med tilfredshed, der stemte overens med FN's og andre regeringers. Civilsamfundet havde mere blandede følelser ifht. resultatet. På den ene side har USA bevaret kontrollen over nettet gennem sin kontrol med nettets koder og numre, der ligger i ICANN med sæde i USA. På den anden side var der tilfredshed over at være accepteret som «deltager» i en ny international organisation - Forumet til Styring af Internettet - på lige fod med regeringer, virksomheder og internationale organisationer.

I anledning af FN's årlige dag for solidaritet med det palæstinensiske folk, den 29. oktober, bad præsident Abidine Ben Ali Israel om at svare positivt på de internationale bestræbelser på at gøre Mellemøsten til en fredelig, sikker og stabil region. Ben Ali erklærede at han ønskede at Israels tilbagetrækning fra Gaza vil fortsætte med tilbagetrækning fra alle besatte palæstinensiske områder, med det formål at sikre at Mellemøstens folk vil kunne leve i fred. Ben Ali fik aldrig svar på sin anmodning.

Et medlem af Amnesty International blev arresteret i maj 2006, mens han deltog i organisationens årsmøde i Tunesien. Han blev efterfølgende udvist; iflg. myndighederne for at bryde loven og opfordre til forstyrresle af den offentlige ro og orden. 

En NGO i Tunis der overvåger ytringsfriheden i landet skrev i sin rapport fra april 2007, at ytringsfriheden er under drastisk indskrænkning i landet. Det sker gennem angreb på journalister og dissidenter, trusler mod det uafhængige retsvæsen, bogcensur og anvendelsen af elektroniske filtre mod WEB sites der kritiserer regeringen.

Tunesien der er nær allieret af EU og USA blev i 2008 placeret på plads 141 (ud af 167) i The Economists demokratiindex. Ifht. pressefrihed blev landet placeret på en 143. plads (ud af 173). Amnesty International kritiserede skarpt landet og skrev i sin årsrapport, at det bag en facade af tilsyneladende demokratisk udvikling fortsætter med at indespærre og torturere sine dissidenter.

Præsident Ben Ali blev genvalgt i oktober 2009 med 90% af stemmerne. Præsidentens parti, CDR fik 85% af stemmerne ved parlamentsvalget samme dag.

2011 Exit Ben Ali

I december 2010 offentliggjorde WikiLeaks ambassadeindberetninger fra USA's ambassader siden 1965. Af indberetningerne fremgik bl.a., at supermagten havde et indgående kendskab til den omfattende korruption i Tunesien, og specielt at præsidentens og hans kones familier havde stjålet flere milliarder US$ fra den tunesiske stat. Nyheden - som de fleste i virkeligheden kendte i forvejen - nåede også Tunesien, hvor den i januar udløste et bredt oprør mod diktatoren, der allerede havde siddet i 24 år på magten. Oprøret startede, da gadehandleren Mohamed Bouazizi i protest mod myndighedernes overgreb og forholdene i landet den 17. december satte ild til sig selv. Selvantændelsen udløste demonstrationer mod regimet, der efterhånden nåede hele landet. Den 27. december nåede de hovedstaden Tunis. De to mest fremtrædende sektorer i protesterne var unge uddannede og arbejdere, der samledes i krav om arbejde og demokrati. Den 11. januar havde oprøret udviklet sig så langt, at sikkerhedsstyrkerne der var loyale mod præsidenten angreb demonstranterne og dræbte flere hundrede. Præsidenten havde traditionelt anvendt sikkerhedsstyrkerne til at knuse begyndende opposition, men denne rolle havde militæret aldrig haft. Der skete nu dte overraskende, at militæret lagde sig imellem sikkerhedsstyrker og demonstranter. Dobeltmagtsituationen var uholdbar. Der var hyppige væbnede sammenstød mellem militær og sikkerhedsstyrker. Den 14. januar satte præsident Ben Ali landet i undtagelsestilstand, opløste regeringen og lovede nye demokratiske valg indenfor 6 måneder. Men da var løbet allerede kørt. Militæret omringede præsidentpaladset, og kl. 16 fløj han til Malta, for derfra at ville videre til hans traditionelle allierede, Frankrig. Men Sarkozy nægtede at tage imod ham. Han gik i stedet i eksil i Saudi Arabien.

Inden flugten nåede han at indsætte sin netop afsatte premierminister, Mohamed Ghannouchi, på præsidentposten - under «Ben Alis midlertidige fravær». Allerede den 15. januar blev han dog erstattet af parlamentsformanden, Fouad Mebazaa - i formel overensstemmelse med forfatningen. Ghannouchi dannede i stedet en «national samlingsregering», bestående både af repræsentanter fra det gamle regeringsparti, RCD, oppositionen, og repræsentanter fra civilsamfundet. Protesterne fortsatte imidlertid, da Ben Ali nok var fjernet, men systemet - RCD partiet - var intakt. Ghannouchi forsøgte at købe sig tid ved den 18. januar at melde sig ud af RCD. Dagen før - men først dagen før - var RCD blevet smidt ud af den socialdemokratiske internationale, Socialistisk Internationale. Den 20. meldte de øvrige RCD medlemmer i «samlingsregeringen» sig ud af RCD. Protesterne fortsatte uanfægtet, og den 27. januar gennemførte Ghannouchi en regeringsomdannelse, hvor han fjernede alle tidligere RCD medlemmer fra regeringen - bortset fra ham selv. Den 7. februar blev RCD opløst. Det parti der uafbrudt havde styret Tunesien siden uafhængigheden i 1956 var dermed historie.

Den 26. januar udstedte regeringen en arrestordre mod Ben Ali for illegalt at have ført tyvekoster ud af landet, og den 28. udstedte Interpol en international arrestordre mod Ben Ali og 6 medlemmer af hans familie, deriblandt hans kone Leila Trabelsi. De schweiziske myndigheder erklærede samtidig, at de havde indefrosset mere end 10 mio. US$ på konti tilhørende den afsatte præsident eller medlemmer af hans familie.

I et forsøg på at bremse den såkaldte Jasminrevolution som nu især rettedes mod premierminister Ghannouchi og gamle partitro guvernører og politimestre rundt om i landet vedtog parlamentet den 9. februar undtagelseslovgivning, der gav præsident Fouad Mebazaa vidtstrakte beføjelser. Han erklærede, at alle partier ville blive lovlige i løbet af få dage, og at Tunesien ville ratificere en lang række internationale traktater, landet ellers havde stået udenfor. Bl.a. ICC, trakterne mod tortur og nedværdigende behandling og Menneskerettighedskonventionens tillæg om politiske og sociale rettigheder. Udgangsforbuddet blev hævet den 15. februar, selv om andre dele af undtagelsestilstanden fortsat var i kraft. Imens fortsatte opgøret rundt om i landet med de gamle repræsentanter fra Ben Ali og RCD. Den 27. februar blev Ghannouchi endelig tvunget til at træde tilbage som premierminister. Han blev erstattet af Beji Caid el Sebsi. Sebsi var født i 1926 og var ved sin tiltræden 84 år. Helt fra landets selvstændighed i 1956 indtog han centrale poster under først Bourguiba og siden Ben Ali. Oppositionen betragtede ham derfor som en fortsættelse af RCD regimet.

Afsættelsen af Ben Ali blev officielt hilst velkommen af USA og EU, selvom begge gennem årtier har plejet nære forbindelser til diktatoren og hans kleptokrati. Bl.a. blev det i januar afsløret, at den franske udenrigsminister i december var blevet fløjet rundt i Tunesien i præsident Ben Alis private fly under en ferie i landet. Både USA og EU frygter, at indførelsen af demokrati i Tunesien vil føre til en regering der ikke lige så ukritisk som de foregående vil bakke op om USA's og EU's interesser i Mellemøsten og Nordafrika. Endnu værre var dog, at oprøret Tunesien spredte sig videre til Ægypten, Marokko, Jordan, Yemen, Bahrain og Libyen, der alle husede diktatorer, der har varetaget USA's og EU's politiske interesser i området.

I marts-juni strømmede flere hundrede tusinde flygtninge fra Libyen ind i Tunesien. En stor del af dem var gæstearbejdere, der havde arbejdet i Libyen og nu blev udsat for represalier under borgerkrigen mellem den Libyske regering og oprørere.

I oktober gennemførtes valg til landets grundlovsgivende forsamling. Valgets store sejrherre blev det højreorienterede og moderat islamistiske Ennahda parti, der fik 37% af stemmerne. 14 andre partier fik valgt medlemmer, men de fik alle under 10% af stemmerne. Der blev valgt 8 uafhængige kandidater ind, men næsten en tredjedel af stemmerne gik til lister, der ikke opnåede repræsentation. Valget var en stor skuffelse for landets sekulære kræfter, der pegede på at Ennahdas valgsejr bl.a. skyldtes massiv financiering fra de islamistiske diktaturer omkring den Persiske Golf.

Moncef Marzouki fra det sekulære parti CPR blev i december 2011 valgt til præsident af den grundlovsgivende forsamling med 155 stemmer for, 3 imod og 42 blanke. Marzouki er uddannet læge og stiftede i 1993 en menneskerettighedsorganisation i protest mod Ben Ali regimets angreb på oppositionen. I 2001 dannede han et politisk parti, der umiddelbart efter blev forbudt. Marzouki gik i eksil i Frankrig og vendte først tilbage i 2011 efter Ben Alis afgang. Umiddelbart efter sin tiltræden udnævnte præsidenten Hamadi Jebali fra Ennahda til posten som premierminister.

I maj 2012 afskedigede justitsministeren 82 dommere og anklagede dem for korruption. 9 af dem blev godt nok genindsat på deres poster 1 måned senere, men i september fjernede eller forflyttede det øverste domstolsråd 700 dommere. Domstolsrådet levede sit eget liv, da den Grundlovsgivende Forsamling ikke kunne blive enig om at erstatte det levn fra Ben Ali tiden med et overgangsråd. Først i april 2013 udpegede forsamlingen et øverste advokatråd til at udpege, forfremme, forflytte og disciplinere landets dommere - i afventning af en ny forfatning.

Demonstrationer mod regeringen, den dårlige økonomiske situation og arbejdsløsheden blev hyppigt mødt med vold fra sikkerhedsstyrkernes side, der til gengæld ofte blot så til når salafister gik til angreb på vensttrefløjens demokrationer. Salafisterne demonstrerede for indførels af Sharia i Tunesien. I løbet af 2012 og 13 drog mange af dem imidlertid til Syrien for at kæmpe mod det verslige al-Assad styre. Tunesien var i 2014 det enkeltland der havde leveret flest frivillige til borgerkrigen i Syrien.

Sikkerhedsstyrkerne var grundlæggende de samme som under Ben Ali. Der var ikke gennemført nogen dybtgående reformer eller ryddet op, så metoderne var ofte de samme som under diktaturet.

Generalsekretæren for det marxistiske Demokratiske Patrioters Bevægelse, Chokri Belaid blev i februar 2013 dræbt med 4 skud i brystet. I oktober 2012 havde han og flere andre venstrefløjspartier og grupper dannet den sekulære og anti-islamistiske Folkefront, der havde to pladser i den Grundlovsgivende Forsamling. Efter attentatet demonstrerede tusinder af mennesker foran indenrigsministeriet og flere andre tunesiske byer, hvor demonstranterne anklagede Ennahda for at stå bag attentatet. Premierministeren meddelte efterfølgende, at han opløste regeringen for at danne en national samlingsregering.

I juli 2013 blev den anden fremtrædende venstrefløjspolitiker det år skudt og dræbt: Mohamed Brahmi. Han var grundlægger og tidligere formand for det sekulære Folkebevægelsen (Mouvement du peuple). Efter attentatet erklærede indenrigsministeren på en pressekonference, at det var den samme 9mm pistol der også var blevet brugt ved attentatet i februar. Den mistænkte gerningsmand var den eftersægte tunesiske salafist  Boubacar Hakim, der også var mistænkt for at smugle våben fra Libyen. Brahmi fik en statsbegravelse, og titusinder fulgte ham på den sidste rejse. Under begravelsen krævede tusinder regeringens afgang. Politiet svarede igen med tåregas. Efter begravelsen demonstrerede hundredevis af Brahmis tilhængere og familiemedlemmer foran indenrigsministeriet og lagde skylden for attentatet på Ennahda og dets tilhængere. I parlamentet krævede oppositionen at regeringen trådte tilbage. Det nægtede premierministeren og erklærede han ville blive på sin post frem til det planlagte parlamentsvalg i december. Dette blev imidlertid udsat 10 måneder pga. den politiske krise. Indenrigsministeren afslørede i september, at regeringen faktisk var blevet advaret om, at Brahmi risikerede et attentat, men efterretningstjenesten og politiet havde ikke reageret på disse oplysninger.

For at løse den politiske krise i landet blev regering og opposition i december 2013 enige om at udpege den uafhængige Mehdi Jomaa til at lede en teknokratregering frem til valget i slutningen af 2014.

Ligeledes i december blev der vedtaget en lov der nedsatte en Nationale sandheds og Værdighedskommission, der skulle afdække krænkelser af menneskerettighederne i landet fra dets selvstændighed i 1955 frem til 2013. I maj 2014 blev der valgt 15 medlemmer til kommissionen og i december 2015 havde den modtaget 22.600 beretninger om krænkelser, den gik i gang med at behandle.

Med næsten et års forsinkelse kunne den Grundlovsgivende Forsamling i januar 2014 fremlæggede landets nye demokratiske forfatning. Amnesty International hilste den nye forfatning velkommen, der var et stort fremskridt ifht. sikringen af menneskerettighederne. Amnesty opfordrede dog samtidig politikerne til at arbejde for at få forfatningens paragraffer indarbejdet i den eksisterende lovgivning.

Den politiske kamæleon Beji Caid Essebsi vandt parlaments- og præsidentvalgene i 2014. Den 88 årige Essebsi havde været aktiv først under Bourguiba, dernæst under Ben Ali for til sidst at fungere som overgangs premierminister efter Ben Ali var væltet under det Arabiske Forår i 2011. Efter sin tid som overgangspolitiker dannede han det sekulære parti Nidaa Tounes (NT). Partiet voksede gennem 2012 og 13 idet det tiltrak tidligere medlemmer af Ben Alis parti Rassemblement Constitutionnel Démocratique (RCD), sekulære folk på venstrefløjen, progressive liberale og tilhængere af afdøde Bourguiba. Samtidig blev det støttet af mange medlemmer af landets LO (UGTT). Ved parlamentsvalget i oktober 2014 stormede det ind i parlamentet, blev med 37,6% af stemmerne landets største parti og fik 86 mandater ud af parlamentets 217. Det næststørste parti var Ennahda, der mistede næste 10% opbakning og fik 27,8% af stemmerne og 69 mandater. Valget blev dermed et stort nederlag for landets moderate islamiske kræfter og tilsvarende en sejr for det sekulære samfund. I starten af januar 2015 udpegede NT den uafhængige Habib Essid til ny premierminister. Et valg der blev skarpt kritiseret af oppositionen, da Essid også havde haft poster under Ben Ali regimet. I slutningen af januar præsenterede Essid overraskende en minoritetsregering, der kun havde opbakning fra 102 uf af parlamentets 217 parlamentarikere. Både Ennahda og Folkefronten erklærede fra starten at de vile stemme imod den nye regering. I februar dannede Essid derfor en samlingsregering bestående af alle de større partier: Ennahda, de sekulære partier NT, den Frie patriotiske Union og det liberale Afek Tounes. Denne regering kunne samle flertal i parlamentet.

I november/december 2014 gennemførtes præsidentvalg. Det blev vundet af Beji Caid Essebsi med 55,7% af stemmerne, mod 44,3% til CPR's (Congrès pour la République) Moncef Marzouki. I første runde havde de to fået henholdsvis 39,5% og 33,4%. Valgdeltagelsen var 64,6%. Marzouki indrømmede hurtigt sit nederlag, men i Hamma i den sydlige del af landet kom det til demonstrationer, der blev opløst med tåregas. Demonstranterne så Essebsi som en del af det gamle regime. I Tataouine satte demonstranter ild til NT's kontorer. Essebsi selv blev indsat på præsidentposten den 31. december.

Trods kritikken af NT og Essebsi for at være en tilbagevenden til Ben Ali tiden var Tunesien dog stadig et demokrati, i modsætning til Egypten, Libyen, Syrien og Bahrain hvor vesten og dets allierede havde druknet det arabiske forår i blod.

Den tunesiske blogger Yassine Ayari blev i januar 2015 idømt to års fængsel ved en militærdomstol i Tunis for «bagvaskelse af hæren» i en række kommentarer på Facebook. To uger tidligere var en filminstruktør blevet fængslet for «forulempelse af embedsmand». Hun havde klaget over chikane fra vicepolitimesterens side på den lokale politistation på Facebook.

I marts angreb 2 kriminelle tunesere Bardo Nationalmuseet i Tunis og dræbte 22. De fleste turister. Både IS og AQIM tog ansvaret for den blodige aktion hvis formål var at skræmme turister fra at besøge Tunesien og dermed svække landets økonomi. De 2 attentatmænd blev dræbt under angrebet, men efterforskning afslørede efterfølgende, at de havde gennemgået træning i Libyen og illegalt var kommet tilbage over grænsen til Tunesien. Aktionen var dermed en indirekte konsekvens af at Vesten - deriblandt Danmark - i 2011 havde væltet den siddende regering i Libyen. Efter angrebet demonstrerede tusinder af tunesere samt Frankrings og Italiens premierministre i Tunis' gader mod terrorisme.

I juni angreb en anden kriminel et turisthotel i Sousse i det nordlige Tunesien. 38 turister - de fleste briter - blev dræbt. Gerningsmanden var frustreret over krigen i Libyen og blodbadet i Syrien. To konflikter som Vesten havde fremprovokeret. Gerningsmanden blev dræbt under angrebet og Tunesiens premierminister erklærede efterfølgende at han agtede at lukke 80 moskeer i landet, der prædikede en hadsk form for islam. Landet blev efterfølgende sat i undtagelsestilstand i 3 måneder, og regeringen erklærede at der skulle bygges en sikkerhedsmur langs grænsen til Libyen.

Parlamentet vedtog i juli en stram hastelovgivning mod terror, der gav politi og sikkerhedsstyrker vide beføjelser og bl.a. mulighed for at tilbageholde mistænkte i isolation i op til 15 dage. FN's arbejdsgruppe mod lejesoldater besøgte samme måned landet og konkluderede, at ca. 6.000 tunesere var rejst ud af landet for at slutte sig til kriminelle organisationer i Mali, Syrien, Iraq og Libyen. Arbejdsgruppen opfordrede regeringen til at stoppe denne trafik. Regeringen udstedte efterfølgende et dekret, der pålagde unge under 35 at få deres fars skriftlige godkendelse, hvis de ville rejse til Algeriet, Marokko, Libyen eller Tyrkiet.

I november angreb en selvmordsbombemand en bus og dræbte 12 soldater fra præsidentgarden. De mange attentater i løbet af året viste, at selv om Tunesien politisk var en succeshistorie efter det arabiske forår, blev det ramt af det kaos Vesten havde skabt i Libyen i 2011.

I oktober 2015 blev Tunesiens nationale Dialogkvartet tildelt Nobels Fredspris. Kvartetten blev dannet i 2013 som en koalition af fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer og andre NGO'er med det formål at fremme fred, demokrati og menneskerettigheder.

Regeringen meddelte i februar 2016, at bygningen af en sikkerhedsmur mod grænsen til Libyen var færdig. Muren skulle hindre IS indtrængen i landet. Helt god var den dog ikke. I marts angreb IS en militærforlægning og politistation i Ben Guerdane i den sydlige del af landet. 68 blev dræbt, heriblandt 7 civile.

Sandheds- pg værdighedskommissionen var blevet nedsat for at undersøge krænkelser af de politiske, økonomiske, sociale og øvrige menneskelige rettigheder begået i perioden 1955-2013. I juni kunne den meddele, at den havde modtaget 62.000 klager om overgreb begået i denne periode. Dens første offentlige høring fandt sted i november.

Premierminister Essid tabte en tillidsafstemning i parlamentet i juli 2016 med 3 mod 118. Nogle dage senere overtog Youssef Chahed posten. I slutningen af måneden fik den nye regering 167 stemmer ud af de 194 i parlamentet ved en tillidsafstemning.

I ly af undtagelsestilstanden gennemførte sikkerhedsstyrkerne tusindvis af arrestationer og husransagninger uden dommerkendelse.

Angrebene på landets turisme kostede dyrt i manglende turistindtægter, hvilket yderligere påvirkede økonomien negativt. En lang række protester og demonstrationer mod arbejdsløsheden blev gennemført, og myndighederne benyttede undtagelsestilstanden til at forbyde andre.

Tunesien blev i juli 2017 det første arabiske land, der gjorde det kriminelt at øve vold mod kvinder i hjemmet. Samtidig fjernedes den paragraf i loven om voldtægt der gjorde det muligt for gerningsmanden at undgå straf ved at gifte sig med ofret.

Advokater og politikere anklagede i 2018 den islamistiske Ennahda Bevægelse for at have dannet en hemmelig organisation, der havde infiltreret sikkerhedsstyrkerne og retsvæsenet. De hævdede samtidig, at partiet stod bag mordet på Chokri Belaid og Mohamed Brahmi i 2013. De var to fremtrædende venstrefløjsledere i valgalliancen folkefronten. Ennahda adviste anklagerne og beskyldte Folkefronten for bagtalelse.

Præsident Essebsi døde i juli 2019 efter kort tids sygdom, 92 år gammel. Hans mandat ville være udløbet 5 måneder senere. Præsidentvalget blev fremskyndet og gennemført i 2 runder i september og oktober. Det blev vundet af den uafhængige konservative kandidat Kais Saied med 72,7% af stemmerne mod 27,3% til Nabil Karoui. Saied havde i første runde fået 18,4% af stemmerne og trak de fleste stemmer fra de øvrige 1. runde kandidater i 2. runde. Bl.a. blev han støttet af den islamiske Ennahda Bevægelse.

Ligeledes i oktober gennemførtes parlamentsvalg. Essebsis parti NT der var stormet ind i parlamentet i 2014 med 86 mandater blev stort set udslettet. Det fik 3. Både Essebsi og parti var døde. Største parti blev Ennahda, der gik 17 mandater tilbage til 52. Det 3. valg hvor partiet gik tilbage. Det nye parti Tunesiens Hjerte fik næstflest mandater med 38, mens den Demokratiske Bevægelse gik 19 mandater frem til 22. Også på 4., 5., 6. og 7. pladsen var der tale om nye partier, eller partier der fik stor fremgang. Der var med andre ord tale om et helt ommøbleret parlament og en vanskelig parlamentarisk situation. Først i februar 2020 blev der dannet en koalitionsregering bestående af Ennahda, 3 mindre partier og flere uafhængige parlamentsmedlemmer. Ny premierminister blev Elyes Fakhfakh.

Fakhfakh holdt ikke længe på posten. Al Jazeera offentliggjorde i juni 2020 oplysninger fra et uafhængigt medlem af parlamentet, at Fakhfakh havde aktier i virksomheder, der havde fundet regeringskontrakter for ialt 44 mio. dinarer. Han nægtede at have gjort noget forkert, men trådte i juli tilbage. Ny premierminister blev advokaten Hichem Mechichi.

I januar 2021 indledte unge demonstrationer, plyndrede forretninger og banker. Baggrunden var den økonomiske krise i landet, arbejdsløshed, korruption, politibrutalitet og regeringens manglende evne til at håndtere COVID-19 pandemien. Oprøret var især koncentreret i arbejderkvarterer i Tunis, Sousse, Bizerte, Menzel Bourguiba, Nabeul, Kasserine og Siliana. En uge senere indførte regeringen udgangsforbud med henvisning til COVID-19. Men demonstrationerne fortsatte. I marts vedtog parlamentet at tage skridt til oprettelse af en Forfatningsdomstol. Præsidenten saboterede dette skridt. I juli eskalerede hele den politiske og sociale situation, da præsident Saied afskedigede regeringen og lukkede parlamentet. Både menneskerettighedsorganisationer og de politiske partier betegnede skridtet som et «præsidentkup». Saied indførte udgangsforbud. I første omgang for en måned, men det blev i august forlænget på ubestemt tid. Parlamentsformand og formand for Ennahda, Rached Ghannouchi erklærede, at præsidentens skridt var et angreb på demokratiet og opfordrede sine tilhængere til at gå på gaden. Demonstrationerne forstærkedes nu med krav om præsidentens afgang. I oktober udpegede Saied den uafhængige Najla Bouden til at danne regering. Hun blev landets første kvindelige premierminister, men uden særlig megen magt, for præsidenten havde givet sig selv udøvende magt.

Ved udgangen af året var underskuddet på statsbudgettet 7,6% og arbejdsløsheden var steget til 18,4%. COVID-19 pandemien rullede videre. I juli havde præsidenten overdraget ansvaret for vaccinationsprogrammet til militæret og i slutningen af året var ca. 46% vaccineret. Præsidenten udstedte da et dekret, der pålagde offentlige og private arbejdsgivere at fyre de ansatte, der ikke havde et vaccine-pas. Samtidig blev personer over 18 uden vaccine-pas forment adgang til de fleste offentlige områder og til at rejse ud af landet.

Præsidenten pålagde fra juli 21 militærdomstole at føre sager mod politikere og andre civile. Bl.a. for kritik af præsidenten.

I januar 2022 stillede præsidenten 19 fremtrædende poltikere for retten for «valgkrænkelser» under parlamentsvalget i 2019. Blandt de 19 var 4 tidligere premierministre og formanden for Ennahda, Rached Ghannouchi. I februar opløste han det Øverste Juridiske Råd. 200 dommere og advokater demonstrerede efterfølgende mod præsidentens beslutning.

Guia del Mundo