Befolkning 21,0 mio. Valuta Syriske pund Areal 185.180 Km2 Hovedstad Damaskus (Dimashq) Befolkningstæthed 87,4 indb./Km2     HDI placering 150

Mod vest og ud mod Middelhavet gennemskæres landet i nord-syd retning af Libanon bjergene. Den sydlige del af landet er fladt og ørkenagtig. Mod nord befinder der sig et fladt sletteområde, der strækker sig ned mod Eufrat floddalen (Al-Furat). Produktionen af landbrugsvarer - korn, vin og frugter - er koncentreret i den vestlige del af landet, der får tilstrækkelig nedbør. Mod syd er højsletten Djebel Druze af vulkansk oprindelse også særdeles frugtbar og er opdyrket. Det samme gælder de oaser, der er spredt ud over ørkenområdet, hvoraf den vigtigste er hovedstaden Damaskus. Bomuldsproduktionen og opdræt af får til produktion af fåreuld er beregnet på eksport. Olieproduktionen er den største industrisektor. Forureningen med giftige stoffer der har været anvendt i olieudvindingen har visse steder medført omfattende vandforurening.

Autoritært regime støttet af Rusland, bekæmpet militært af USA. Tyrkiet, Danmark og andre kolonistater.

 

Folket: Er af arabisk oprindelse. I den nordlige del af landet lever armenske, kurdiske og tyrkiske minoriteter. Der findes ingen mere aktuelle opgørelser over antallet af palæstinensiske flygtninge i Syrien, men i 1977 var antallet omkring 200.000. Den jødiske befolkning fik tilladelse til at forlade landet i 1992.

Religion: Befolkningen er overvejende muslimsk, hvoraf de fleste tilhører sunni retningen, fulgt af alawiter, shiiter og ismailiter. Endvidere findes en række kristne minoriteter, der tilhører forskellige sekter indenfor den orientalske kristendom.

Sprog: Arabisk (officiel). De etniske minoriteter taler deres egne sprog.

Politiske partier: Regeringsparti er Det arabiske socialistiske Baath Parti, der blev stiftet i 1947 af Michel Aflaq. Partiet består af den Nationale progressive Front samt en række mindre partier. Det sunni fundamentalistiske Muslimske Broderskab udgør den væbnede politisk-religiøse opposition til regimet. Partier kontrolleret af regimet: Syriens Kommunistparti; den Socialistiske arabiske Enhed; Den socialistiske Enhedsbevægelse; det Arabiske Socialistparti; det Socialistiske demokratiske Unionistparti.

Sociale organisationer: Den faglige Landsføderation består af 10 fagforbund.

Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Arabiya as Suriya

Administrativ inddeling: 14 distrikter

Hovedstad: Damaskus (Dimashq), 1.669.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Aleppo (Halab), 2.319.800 indb.; Homs (Hims), 698.800 indb.; Latakia, 391.300 indb; Hamah 350.900 indb. (2000).

Regering: Bashar al-Assad er siden juli 2000 præsident, genvalgt i 2007, 14 og 21. Parlamentet har ét kammer - Folkerådet - med 250 medlemmer.

Nationaldag: 17. april (Uafhængighedsdagen, 1946). 16. november (Revolutionsdagen, 1978). 25. maj (Modstands- og frihedsdagen, 2000)

Væbnede styrker: 421.000 soldater (1996).

Paramilitære styrker: 8.000 medlemmer af Gendarmeriet.

 

I antikken var Syrien betegnelsen for hele det område, der befandt sig mellem den Anatolske halvø, Tyrkiet og Sinai. De antikke civilisationer var permanent beskæftiget med at bringe dette område under deres overherredømme, lige fra egypterne der anså det for at være adgangsvejen til deres land, til perserne der anså området for at være broen til det imperium de planlagde. På den centrale strækning af områdets kyster udvikledes i perioden mellem det 12. og 7. århundrede f.v.t. den føniske civilisation. Det var et samfund af sø- og handelsfolk, der ikke interesserede sig særligt for geografisk ekspansion eller for politisk samarbejde. De føniske byer var altid uafhængige, omend den ene eller anden i kortere perioder kunne have en form for herredømme over resten. Fønikerne grundlagde verdens første handelsøkonomi. Blandt fønikernes frembringelser er de vigtigste: Opfindelsen af alfabetet, udviklingen af både der var stærke nok til at sejle på det åbne hav, produktionen af keramik og vævede tekstiler, udvidelsen og systematiseringen af den geografiske viden og gennemførelsen af den første rejse omkring det afrikanske kontinent. Diffusionen af denne viden over hele Middelhavsområdet dannede grundlag for det, der senere blev kaldt den «vestlige civilisation» og hvis primære eksponenter blev grækerne.

Efter Alexander den Stores død blev det enorme imperium delt op, og Syrien blev centrum for den seludiske stat - af Seleuco, Alexanders general - der strakte sig helt til Indien. I romertiden var provinsen Syrien næsten permanent skueplads for krige - bl.a. mod de fremtrængende partere.

Området blev gjort arabisk af kalifferne Ummaia, der i 660-750 e.v.t. gjorde Damaskus (Dimashq) til imperiets hovedstad (se også Saudi Arabien). Samtidig skabte de grundlaget for en stærk nationalfølelse. Da Ummaia'erne var slået, flyttedes Abbas slægten hovedstaden til Baghdad, hvor de nye kaliffer havde større opbakning. Selv om Damaskus bevarede sin økonomiske og kulturelle betydning var tabet af politisk magt afgørende, og det afspejlede sig bl.a. i den nærmest ligegyldighed hvormed kalifferne i Baghdad i det 11. århundrede modtog beskeden om korsfarernes invasion af området. Forsvaret blev lagt i hænderne på lokale emirer, og deres interne modsætninger og rivalisering var baggrunden for næsten 200 års kristen dominans i palæstinaområdet, trods det at de kristne var fjernt fra deres bagland.

I det 13. århundrede begyndte egypterne at smide korsfarerne ud. Undervejs blev Syrien nærmest en egyptisk provins og skueplads for sammenstød med invaderende mongolske og tartar styrker. Først i det 16. århundrede mistede egypterne endelig kontrollen over området, der istedet blev underlagt det osmanniske imperium.

Europæisk indblanding

Blandt de efterladenskaber som korsfarerne efterlod sig talte især forstærkningen af de kristne samfund i regionen - især maronitterne. De blev af europæerne brugt som påskud for indblanding fra det 17. århundrede. Da kediven af Egypten Mehmet Ali i 1831 erobrede Syrien, førte de tunge skatter og den tvungne militærtjeneste til et folkeoprør, som både muslimer og kristne deltog i. De europæiske stormagter brugte da overgrebene mod den kristne befolkning som påskud for at intervenere. På den måde blev Alis offensiv bremset, og Frankrig fik overdraget «beskyttelsen af de syriske kristne». Udviklingen kulminerede med egypternes totale tilbagetrækning i 1840, genindførelsen af osmannisk overherredømme og accept fra de tyrkiske sultaner af, at der blev oprettet kristne missioner og skoler betalt af europæerne.

De kristne maronitiske samfund var bl.a. beliggende i bjergområdet mellem Damaskus og Jerusalem, og i 1858 brød de med den herskende klasse og afskaffede de feudale ejendomsforhold til jorden. Deres muslimske naboer - især druserne - besluttede at knuse bevægelsen, før den spredte sig. Det kom til konflikt, der kulminerede med de såkaldte «massakrer» i juni 1860. En måned senere gik franske tropper i land i Beirut under påskud af at «beskytte» de kristne. De tvang den tyrkiske regering til at skabe en separat provins - «Lille Libanon». Provinsen skulle regeres af en kristen - udnævnt af sultanen men godkendt af de europæiske stormagter -, have sit eget politikorps og indenfor provinsen skulle de feudale rettigheder afskaffes. En social konflikt blev på denne måde omformet til at være en konflikt mellem trosretninger, og den kristne befolkning i «Lille Libanon» fik fuldstændig forrang overfor den lokale muslimske befolkning.

1. Verdenskrig

Da det arabiske oprør brød ud under den 1. verdenskrig (se Saudi Arabien, Jordan og Iraq) blev emiren Faisal udnævnt til konge af Syrien, uden at kende til de britisk-franske planer der var udtrykt i Sykes-Picot aftalen, efter hvilken den frugtbare halvmåne skulle opdeles således: Frankrig skulle have kontrol over Syrien og Libanon, mens England skulle have kontrol over Palæstina (herunder også Jordan) samt Iraq.

I 1920 besatte Frankrig landet militært og tvang Faisal til at trække sig tilbage. To måneder senere blev Syrien opdelt i 5 stater: Storlibanon - i det yderligere områder blev føjet til provinsen «Lille Libanon», Damaskus, Alepo, Djabal Druzay og Alawis (Latakia). De 4 sidstnævnte sluttede sig i 1924 atter sammen.

Frem til 1932 var udviklingen præget af nogenlunde ro, men dette år valgtes præsident og parlament. Frankrig havde imidlertid gjort det klart, at det ikke ville acceptere større intern autonomi. Det førte til sammenstød, der først ophørte i 1936, da franskmændene underskrev en aftale, hvor i de anerkendte det retfærdige i de syriske krav, hvoraf det vigtigste var genforening med Libanon. Imidlertid ratificerede den franske regering aldrig aftalen, hvilket udløste yderlige agitation. Den kulminerede i 1939, da den syriske præsident gik af, og den franske administration suspenderede forfatningen af 1930 i Syrien og Libanon.

2. Verdenskrig

I 1941 besatte styrker fra det frie Frankrig og fra England området, for at ophæve samarbejdet med nazismen. To år senere valgtes Chikri Al-Quwatli til præsident i Syrien og Bechara Al-Kuri i Libanon, men da sidstnævnte fremsatte forslag om at fjerne referencerne til det franske mandat i området, tog de franske styrker ham og hans regering til fange. I begge stater udløste arrestationen sammenstød og dertil kom britisk pres på den franske hær. Konflikten blev først løst, da FN i marts 1946 beordrede de europæiske tropper ud af området og således bragte det franske mandat til afslutning. Tilbagetrækningen af de udenlandske styrker var afsluttet i 47. Syriske styrker deltog i 48 sammen med styrker fra andre arabiske lande i kampen mod oprettelsen af staten Israel.

Baath

Efter 2. verdenskrig blev Baath-partiet det politisk ledende parti i Syrien. Det var stiftet i 1947 af Michel Aflaq og Salah ad-Din Bitar. I 50'erne gik Baath sammen med Akram Hawranis socialistparti og dannede det Arabiske socialistiske Baath Parti. Baath er først og fremmest arabisk-nationalistisk, socialt fremskridtsvenligt, «socialistisk» - men ikke-marxistisk, erklæret antiimperialistisk. Men det har også nationalromantiske og antikommunistiske tendenser. Parolerne er: (arabisk) enhed, frihed, socialisme. Parolerne blev i 1958 forsøgt ført ud i livet, da Syrien og Egypten dannede Den forenede arabiske Republik. Det ambitiøse projekt brød sammen i 61, og et nyt forsøg 10 år senere led også skibbrud.

Baath-partiets sociale basis ligger blandt mellemlagene og hos småbønderne på landet - især blandt minoritetsgrupperne. Forbindelsen med officererne i hæren - som i vid udstrækning er blevet rekrutteret fra netop disse lag - har været afgørende for Baaths politiske magt. Partiet deltog i en række militærregeringer i 50'erne og har siden 1963 kontinuert haft magten. Baath har en «national» (dvs. al-arabisk) ledelse med «regionale» afdelinger - dvs. i hvert enkelt arabisk land. Det er også det regeringsbærende parti i Iraq.

Kommunistpartiet blev stiftet i 1924, og fra 1932 ledet af Khaled Bakdash. Det har altid haft stærk indflydelse blandt den fattige landbefolkning og på græsrodsniveau i fagbevægelsen - til trods for Baaths forsøg på kontrol ovenfra. I perioder blev partiet udsat for hård forfølgelse, i andre perioder havde det et tæt samarbejde med Baath. Partiet var stærkt Moskva-orienteret. Der eksisterer også et illegalt kommunistparti - udbrydere fra det officielle parti.

Siden 1966 har der eksisteret dyb splittelse mellem den «nationale» og den syriske «regionale» ledelse af Baath med hensyn til socialismens plads i partiet og forholdet til Sovjetunionen. Men splittelsen udspringer også af stærk personlig rivalisering i topledelsen. Venstrefløjen i Baath var fra omkring 1966 i offensiven og igangsatte omfattende jordreformer og nationaliserede de fleste større virksomheder i landet. Der fandt en omfattende udbygning sted af infrastrukturen, og der blev bygget olieledninger for transport af olie fra Iraq. En vigtig samarbejdsaftale med Sovjetunionen gjorde samtidig bygningen af Tabqa dæmningen mulig. Den skulle sikre elforsyningen og anvendes til vandingsanlæg.

På samme tid blev der ført en politisk kampagne mod de reaktionære regimer i den arabiske verden og propaganderet for en alliance mellem de progressive stater. Under junikrigen i 1967 mistede Syrien Golanhøjderne til Israel og fik et alvorligt flygtningeproblem. Baath-regimet førte en militant antizionistisk politik med fuld støtte til den palæstinensiske befrielseskamp, indtil der i 1970 fandt et kup fra partiets højrefløj sted under ledelse af general Hafez al-Assad.

Kuppet markerede, at en ny middelklasse der var vokset frem i skyggen af Baath, fik fremtrædende magtpositioner. Gennem 1970'erne og især efter oktoberkrigen 1973, gav regimet betydelige økonomiske indrømmelser til det syriske borgerskab og til den udenlandske kapital. Samtidig fandt der stadig klarere økonomisk og politisk tilnærmelse sted til arabiske konservative regimer: Saudi Arabien og i dets kølvand Jordan, Egypten og Sudan. På den anden side strammedes politikken overfor den palæstinensiske befrielsesbevægelse.

Under en afgørende fase i den libanesiske borgerkrig i 1976 intervenerede Syrien direkte mod de palæstinensiske og libanesiske venstreorienterede styrker, som da var i offensiven. En venstrefløjsregering i Libanon ville udgøre et radikalt alternativ til Baath og styrke venstreoppositionen i Syrien.

Indenfor militæret var der betydelig utilfredshed med invasionen af Libanon. Udskiftninger og arrestationer fulgte, men regimet genvandt kontrollen. Udviklingen i Libanon havde ellers medvirket til at sprede uro blandt de talrige religiøse samfund i Syrien. Både de muslimske højrekræfter, Det islamiske Befrielsesparti, Det muslimske Broderskab og Mohammads Falangister mobiliserede mod Assads regering, der er domineret af tilhængere af Alawi-sekten (uortodokse muslimer).

Fra midten af 70'erne skete der en tilnærmelse mellem den irakiske og syriske fraktion af partiet og det førte i 78 til et forsøg på sammenlægning af de to stater, men projektet led ligesom de foregående skibbrud på ideologiske forskelle mellem de to fraktioner. I 79 kritiserede Baath det Muslimske Broderskab og beskyldte det for at være «zionistiske agenter». Regeringen indførte dødsstraf for sabotagehandlinger og gav broderskabets medlemmer en frist frem til den 7. december 80 til at overgive sig, hvis de ville undgå at blive ramt af lovstramningen.

Men broderskabets attentater fortsatte. I 82 gennemførte regeringen en militær offensiv mod det. 10-25.000 mennesker blev dræbt under nedkæmpelsen af oprøret - der havde centrum i byen Hama - og regeringen beskyldte Iraq for at have bevæbnet rebellerne. I april lukkedes grænsen mellem de to lande. Iraqs svar var at lukke olierørledningen, der ellers transporterede olie fra felterne i Kirkuk i irakisk Kurdistan til den syriske havn Banias.

I 1980 blev der etableret en alliance mellem Saudi Arabien, Iraq og Jordan. Gnidningerne mellem denne gruppe og Syrien blev yderligere tilspidset ved udbruddet af krigen mellem Iraq og Iran. Den syriske regering beskyldte Iraq for at have fremprovokeret krigen og «for at aflede opmærksomheden fra regionens centrale problem» - det palæstinensiske spørgsmål. I slutningen af året steg spændingen ifht. Jordan, der blev beskyldt for at støtte det Muslimske Broderskab. Dette bragte begge lande på kanten af krig. Kun mægling fra den saudiske prins Abdalla Ibn Abdul-Aziz hindrede konflikten i at udvikle sig videre.

I 1981 brød «misilkrisen» ud i Libanon, da tropper fra den kristne falangistiske milits forsøgte at bringe den libanesiske by Zahde under kontrol. Atter engang greb Syrien militært ind for at hindre de kristnes fremmarch. Syrien installerede sovjettiske SAM-6 jord til luft raketter, hvilket udløste en israelsk reaktion. Krisen blev i første omgang overvundet, men i 82 invaderede Israel Libanon og ødelagde bl.a. de syriske luftbatterier. Damaskus bevarede sin invasionsstyrke på 30.000 mand i Libanon og gjorde dens tilbagetrækning afhængig af tilsvarende tilbagetrækning af de israelske invasionsstyrker.

Midt i 83 udvikledes der en alvorlig krise mellem de syriske myndigheder og ledelsen af PLO, hvilket tilskyndede Syrien til omfattende støtte til de palæstinensiske grupper, der var imod Yasser Arafats lederskab. Imens faldt prisen på olie på verdensmarkedet, hvilket bidrog til yderligere at forværre de økonomiske problemer, krigen havde skabt, og i 84 blev regeringen tvunget til at gennemføre en skrap krisepakke, der bl.a. indebar skærpet kontrol med de finansielle aktiviteter, lukning af grænserne for smugling af almindelige varer - en trafik der hidtil var blevet tolereret - og en drastisk reduktion af de offentlige udgifter. I 85 faldt indsmuglingen fra Libanon med 90% og forværringen af betalingsbalancen blev bremset.

I 85 fornyede Al-Assad sin præsidentperiode med yderligere 7 år, da han ved valget fik 99,8% af stemmerne. Et resultat der svarede til «valgene» i 71 og 78. Trods dette udvikledes der i 87 en alvorlig politisk krise, der tvang premierminister Abdul Rauf al-Kassem til at træde tilbage efter beskyldninger om korruption. Den 1. november blev parlamentsformanden Mahmoud Az-Zoubi valgt som ny præsident.

I april 87 gennemførtes et arabisk topmøde, hvor flertallet mod økonomisk støtte stemte for en genopretning af Syriens position og fordømte Iran for forlængelse af krigen. Syrien ændrede ikke sin holdning til Iran, og benyttede samtidig lejligheden til at nedlægge veto mod at lade Egypten genindtræde i den Arabiske Liga.

I oktober 86 beskyldte den britiske regering Syrien for at støttet gennemførelsen af et terrorattentat mod et israelsk fly i Londons lufthavn. I november afbrød de fleste af EF's medlemslande de diplomatiske forbindelser med Syrien, selv om nogle var uenige i dette skridt. I juli 87 besluttede samtlige EF lande - med undtagelse af Storbritannien - at genoptage forbindelserne, efter at den syriske regering havde meddelt, at den afbrød støtten til Al-Fatah Revolutionsrådet - en palæstinensisk organisation der var imod Yasser Arafat. I maj 90 blev de diplomatiske forbindelser med Egypten genoptaget. Nogle observatører knyttede denne udvikling sammen med reduktionen i Sovjets militære bistand til Syrien.

Da Iraq i august samme år invaderede Kuwait, tilsluttede Syrien sig hurtigt den anti-irakiske alliance og sendte tropper til Saudi Arabien. Dette bidrog til en betydelig forbedring i de diplomatiske relationer med USA. I skyggen af krisen øgede Syrien i betydelig grad sin indflydelse i Libanon, hvor det lykkedes at styrke landets regering og afvæbne de fleste af landets selvstændige militser.

I april 91 mødtes Hafez al-Assad i Damaskus med den iranske præsident Akbar Ashemi Rafsanjani. Efter mødet erklærede Assad den 29. april, at Syrien ville fastholde sin militære tilstedeværelse i Libanon. En beslutning der fik støtte fra Hezbollah (Guds Parti) og fra den iranske Revolutionsgarde. Samme måned deltog Syrien i Konferencen for fred i Mellemøsten, der blev gennemført i Madrid med deltagelse af USA og Sovjet. Syrien tilsluttede sig forslaget om at forhandle med Israel på grundlag af FN resolutionerne 242 og 338, der fordømmer dette lands besættelse af landområder. De arabiske lande fastholdt grundlaget om «fred for jord», der blev afvist af Israel.

I maj undertegnede Libanon og Syrien en samarbejdsaftale, i hvilken Syrien anerkender Libanon som et frit og selvstændigt land - for første gang siden begge lande fik deres selvstændighed fra Frankrig.

Den 2. december blev Assad genvalgt for en fjerde valgperiode. Denne gang med 99,98% af stemmerne, men han var også eneste kandidat. Efter aftale med internationale menneskerettighedsorganisationer gav den syriske regering 15 dage senere amnesti til 2.800 politiske fanger - overvejende medlemmer af det Muslimske Broderskab.

I 92 afskaffede regeringen dødsstraffen og gav 4000 jøder tilladelse til at udvandre. Da PLO og Israel i september 93 underskrev en fredsaftale, gentog Syrien sin støtte til gennemførelsen af forhandlinger om fuldstændig fred i regionen, og krævede samtidig israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder for at sætte gang i disse forhandlinger.

Kort tid senere bekræftede Al-Assad, at han støttede anvendelsen af vold til befrielsen af de besatte områder. Det var en klar støtte til Hamas bevægelsens aktiviteter og udløste omgående en fordømmelse fra USA's side. Denne spænding var ikke til den syriske regerings fordel, der ellers havde draget diplomatisk nytte af sin støtte til den anti-irakiske koalition under Golfkrigen.

Det syriske BNP voksede i 92 med 7% og eksporten af olie og olieprodukter nåede op over 2 mia. dollars. Regeringen gennemførte en meget liberal investeringspolitik, der fritog investeringer for betaling af skat og told. Resultatet var, at der i 93 blev foretaget næsten 1000 investeringer til en samlet sum af 2,5 mia. dollars.

Syrien deltog ikke i den første runde af fredsprocessen i regionen, der resulterede i begrænset palæstinensisk selvstyre og undertegnelsen af en fredsaftale mellem Israel og Jordan i juli 94. I januar fandt der dog et «historisk» møde sted i Geneve mellem USA's præsident Bill Clinton og al-Assad, og i september blev den syriske udenrigsminister for første gang interviewet i israelsk TV.

Da Assads ældste søn og formodede efterfølger, Basel al-Assad døde, øgedes usikkerheden omkring landets politiske fremtid. I august vandt den regerende Progressive Nationalfront valget, men valgdeltagelsen var kun 49% af de stemmeberettigede.

I juni 95 kørte officielle forhandlinger med Israel om tilbagelevering af Golanhøjderne ud i sandet, da Israel gjorde krav på en fortsat begrænset militær tilstedeværelse i området på ubestemt tid. Da Hezbollah i oktober gennemførte et bagholdsangreb mod israelske soldater i det sydlige Libanon blev forhandlingerne yderligere kompliceret. Midt i 96 deltog al-Assad i et topmøde blandt de arabiske lande, der havde til formål at udforme en fælles forhandlingsstrategi overfor Israel.

Som led i stimulering af den private sektor i den syriske økonomi, åbnedes en række nøglesektorer for private investeringer. Det gjaldt produktionen af elektricitet, cement og medicin.

Da USA sidst på efteråret 97 truede med fornyede militære angreb på Iraq, gennemførte Syrien en overraskende tilnærmelse til Baghdad. Tilsyneladende som svar på den tyrkisk-israelske alliance, der var under hastig udformning. Hvis det kom til en militær konfrontation om Golan, ville Syrien blive udsat for pres fra begge de to lande, og hvis Iraq faldt sammen, ville der opstå nye stater - enten efter religiøse eller sproglige skillelinier - og det ville give Tyrkiet mulighed for at bringe oliefelterne i irakisk Kurdistan under tyrkisk kontrol.

Den israelsk-tyrkiske militære aliance planlagde at producere 1000 nye tanks. Truslen fra denne nye militærblok gjorde, at Iran i april 98 sluttede sig til de syrisk-irakiske sikkerhedsforhandlinger.

I 1999 blev Al-Assad genvalgt til sin 7. præsidentperiode af 5 års varighed. Under en af sine valgtaler erklærede den aldrende præsident, at regeringen behøvede «nyt blod» for at kunne gennemføre de økonomiske reformer.

I december blev fredsforhandlingerne med Israel genoptaget i Washington, men de blev atter udsat på ubestemt tid i januar, da Syrien ikke kunne få garantier for, at Israel ville trække sig tilbage fra de besatte områder i 1967 - primært Golan højderne.

I marts 2000 indgav alle 37 medlemmer af Mahmoud el-Zouebis regering deres afskedsbegæring til præsidenten. I stedet blev den gamle leder fra Baath partiet, Mohamed Mustafa Miro indsat som premierminister. Han havde indtil da været guvernør i Alleppo provinsen.

Den 10. juni døde Assad, hvilket henlagde landet i sorg. Han var den eneste præsident størstedelen af befolkningen havde oplevet. Der blev hurtigt indledt de politiske manøvrer der skulle til for at Assads eneste søn, Bashar al-Assad kunne overtage faderens post. Han blev først udnævnt til øverstkommanderende for de væbnede styrker og overtog i juli posten som præsident.

I april 2001 godkendte den nye præsidenten oprettelsen af private banker, og han godkendte endvidere oprettelsen af en privat radiostation, omend denne kun måtte sende musik, og det uden politisk indhold.

Paven besøgte i maj Syrien og ved velkomstceremonien benyttede al-Assad lejligheden til at rette et voldsomt angreb mod Israel, hvor han sammenlignede palæstinensernes lidelser med forfølgelsen af Jesus. Han bad desuden paven om at huske at tage menneskene fra de israelsk besatte Golanhøjder og Palæstina med i sine prædikener. I sit svar opfordrede paven alle parter til at søge en varig fred og til at opbygge forståelse og respekt mellem kristne, muslimer og jøder.

Med enig støtte fra landene i Asien og Afrika fik Syrien i oktober 2001 sæde i FN's Sikkerhedsråd. Hverken modstand fra Israel eller 38 nordamerikanske kongresmedlemmer der opfordrede præsident Bush til at modarbejde Syriens repræsentation lykkedes. USA var bundet, fordi det i kølvandet på angrebet på New York søgte at få opbakning fra de mest indflydelsesrige arabiske lande i dets globale antiterror kamp.

Syriens udenrigspolitik var i hastig forvandling i 2001. Efter voldsomt pres fra den libanesiske regering fjernede Syrien sine tropper fra området omkring Beirut og trak dem til andre dele af landet. I august besøgte den syriske premierminister Miro Iraq under det første højtstående besøg i næsten 20 år, efter at Syrien støttede Iran under den irakisk-iranske krig 1980-88. I november besøgte den britiske premierminister Tony Blair Damuskus i et forsøg på at sikre syrisk støtte til USA's globale krig mod terrorisme. Alligevel var Blair og al-Assad ikke i stand til at nå frem til en fælles definition af begrebet terrorisme, den britiske leder måtte vende hjem uden konkrete resultater.

I november blev flere snese politiske fanger fra det Muslimske Broderskab løsladt, efter at have siddet mere end 20 år i fængsel. Løsladelsen blev af Amnesty International karakteriseret som «et vigtigt skridt frem mod respekt for menneskerettighederne i Syrien». Næsten alle de løsladte havde været holdt i isolation under deres fængselstid, de havde været underkastet tortur og mishandling.

I april 2002 blev en syrisk radarstation i Libanon angrebet af israelske fly efter et partisanangreb fra Hizbollahs side. Det udløste frygt for en militær eskalering, men den israelske aggression forblev ubesvaret fra syrisk side.

I maj inkluderede den nordamerikanske viceudenrigsminister John Bolton Syrien på lande i ondskabens akse. Han beskyldte samtidig Damaskus for at forsøge at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. I april 2003, en måned efter indledningen af USA's angrebskrig mod Iraq, truede USA Syrien med økonomiske og diplomatiske sanktioner, og beskyldte landet for at huse irakiske flygtninge. Den syriske regering afviste USA's beskyldninger.

I januar 2004 besøgte al-Assad som den første syriske statschef nogensinde Tyrkiet. Formålet var at tø relationerne op mellem de to nabolande.

Den 8. marts gennemførte Komiteen til forsvar for de demokratiske rettigheder og menneskerettighederne i Syrien en lille demonstration i Damaskus med krav om frigivelse af politiske fanger og demokrati. To medlemmer af organisationen - Ahmad Jazen og Hassan Wattfa - blev arresteret og sad 2 måneder fængslet. Den 14. april blev organisationens formand, Aktham Naisse, arresteret efter at have udsendt en pressemeddelelse, hvor han beskyldte regeringen for at have arresteret over 1000 kurdere i en operation mod denne minoritet i landet. Han krævede samtidig «regeringens illegale og terroristiske praksis bragt til ophør».

Ligeledes i april fandt der en eksplosion sted i en bygning i Damaskus, der tidligere havde været FN's hovedkvarter i landet. Omstændighederne er ikke blevet klarlagt, men i forlængelse af eksplosionen brød et skyderi ud, der kostede en civil, en politimand og fire aktivister livet. Regeringen lagde ansvaret for hændelserne på islamiske fundamentalister.

I maj indførte USA sanktioner mod Syrien med den begrundelse, at Syrien støtter terrorisme, og ikke hindrer frivillige fra andre arabiske lande i at rejse ind i Iraq for at bekæmpe den nordamerikanske besættelsesmagt. Trods Washingtons beslutning sendte EU en handelsdelegation til Damaskus for at forbedre samhandelen og eksporten af olie og gas til Europa.

Efter mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri i Beirut i februar 2005 steg presset fra USA, EU, FN og den libanesiske opposition for at få trukket Syriens tropper og efterretningsagenter ud af Libanon. Efter konsultationer med andre arabiske statsledere meddelte Bashar al-Assad i marts, at tropperne ville blive trukket tilbage til Bekaa dalen nær grænsen mellem de to lande. Ved et efterfølgende topmøde med den libanesiske præsident Émile Lahoud blev der fastlagt en tidsplan, der gik ud på, at ved parlamentsvalget i Libanon i maj ville alle syriske tropper være trukket tilbage. I Beirut gennemførte Hezbollah en enorm demonstration til støtet for Syrien og i protest mod den udenlandske indblanding i Libanons indre anliggender. Demonstrationen var adskillige gange større end de demonstrationer der de foregående uger var blevet gennemført i Beirut med krav om de syriske troppers exit af landet.

Den syriske indenrigsminister Ghazi Kanaans tilsyneladende selvmord i oktober 2005 forstærkede spændingerne omkring offentliggørelsen af en FN undersøgelse af mordet på Rafiq Hariri. Kanaan og andre embedsmænd i Damaskus var blevet udsat for FN's undersøgelse, og ministeren selv var kun få dage i forvejen blevet afhørt af en international delegation anført af den tyske statsadvokat Detlev Mehlis. «Jeg tror det er den sidste forklaring jeg kan afgive», erklærede Kanaan få timer før sin død, der officielt blev katalogiseret som selvmord. En uge senere blev FN's undersøgelsesrapport offentliggjort. I den hed det at mordet på Hariri blev gennemført af en gruppe med en omfattende bagvedliggende organisation, der havde planlagt mordet gennem flere måneder, og det var ikke særlig sandsynligt at et så kompliceret komplot kunne være gennemført uden at det syriske efterretningsvæsen eller dets libanesiske medarbejdere fik nys herom. Mehlis tilføjede under præsentationen, at den syriske udenrigsminister Faruk al-Sharaa havde interveneret i undersøgelsen ved at tilbyde falske oplysninger. Libanons præsident, den pro-syriske Emile Lahoud afviste rapporten, der også påstod at Lahoud selv havde modtaget et telefonopkald om attentatet få minutter før det blev gennemført. Også den syriske regering afviste rapportens konklusioner, der bl.a. indikerede at flere syriske efterretningsofficerer havde været involveret i attentatet. Damaskus fordømte konklusionerne som «100%» politisk partiske og være «falske». Der blev senere også rettet berettiget kritik mod rapporten, da flere af dens kronvidner trak deres forklaringer tilbage eller insisterede på aldrig at have udtalt sig, som Mehlis citerede dem for.

Vestens formål med at få Syrien ud af Libanon blev klart, da Israel i juli 2006 indledte krig mod Libanon. Israel undgik derved at stå overfor det langt stærkere syriske militær, men kunne nøjes med at stå overfor den svage libanesiske hær og Hezbollah.

I begyndelsen af februar 2006 stak demonstranter ild til Danmarks ambassade i Damaskus som svar på Danmarks anti-muslimske kampagne anført af Jyllandsposten. Norges, Sveriges og Chiles ambassader i samme bygning blev udsat for mindre skader ifbm. branden. En uge senere lukkede Danmark sin ambassade i landet og anklagede de syriske myndigheder for ikke at ville garantere de danske ambassadeansattes sikkerhed.

I maj 2007 blev Bashar al-Assad genvalgt for en ny 7 års periode som præsident. Eftersom han ikke havde nogen modkandidater, fik han 97,62% af stemmerne.

I august erklærede al-Assad at Syrien ikke ville nøjes med andet end tilbageleveringen af hele Golan området, der har været besat af Israel siden 1967. «Vort ønske om fred betyder ikke at vi giver afkald på vore rettigheder. Vi accepterer udelukkende at det område der var vores til 4. juni 1967 tilbageleveres». Erklæringen var optakt til en mulig genoptagelse af fredsforhandlingerne med Israel, der havde været afbrudt siden 2000.

Den 6. september 2007 angreb Israel en installation i Deir ez-Zor provinsen med kampfly. Syrien hævdede det var en forladt militærforlægning. Israel påstod der var tale om en atomreaktor, der var under bygning af nordkoreanske teknikere. Syrien inviterede udenlandske journalister på besøg, og de så ikke andet end en forladt lejr. Iagttagere pegede bagefter på, at bombetogtet kunne være en øvelse før et eventuelt israelsk luftangreb på Irans atominstallationer. Israel bombede i 1981 en civil atomreaktor i Iraq.

Hezbollahs militære øverstkommanderende, Imad Mughniyeh blev i februar 2008 dræbt af en bilbombe i Damaskus. I januar 2015 afslørede Washington Post, at det var CIA og Israel der stod bag henrettelsen, der var en tak for sidst for Israels militære nederlag til Hezbollah i 2006. Bilbomben blev fremstillet af CIA og var gemt i et reservedæk. Den blev udløst af Mossad agenter i Tel Aviv.

al-Assad bekræftede i april 2008 overfor et dagblad i Qatar, at der havde været fredsforhandlinger med Israel igang et års tid med Tyrkiet som mellemmand. Han erklærede videre: «der vil ikke blive tale om direkte forhandlinger med Israel, før en ny præsident indsættes i USA. USA er den eneste part der er kvalificeret til at lede direkte forhandlinger mellem os, og Bush regeringen har hverken visionen eller viljen til fred. Den har ingenting». Forhandlingerne løb dog i sidste ende ud i sandet, fordi den israelske regering ikke var villig til at opgive dens besatte områder.

Den 26. oktober 2008 gennemførte USA et angreb ind i Syrien. Angrebet var rettet mod en lille landsby og kostede 8 syrere livet - deriblandt 3 børn. Syriens udenrigsminister anklagede USA for at have gennemført et «kriminelt og terroristisk» angreb, og bad FN om at tage sagen op i Sikkerhedsrådet, hvor proceduren blev standset af truslen om et nordamerikanske veto. USA hævdede angrebet blev gennemført for at dæmme op for infiltrationen af udenlandske mujahedeens ind i Iraq. Iflg. USA's egne oplysninger er antallet af «infiltratorer» der kommer ind via Syrien dog allerede faldet til en tiendeldel af niveauet året før. Nogle kommentatorer pegede på, at angrebet fandt sted blot 1 uge før præsidentvalget i USA og kunne være et sidste forsøg fra den neokonservative regering på at flytte stemmer til den republikanske kandidat, John McCain, ved f.eks. at provokere Syrien til at svare militært igen. Ifgl. international lov er det strengt forbudt at angribe militære mål i et andet land. Eneste undtagelse er «hot pursuits», hvor et identificeret militært mål flygter over grænsen til et andet land, og der var ikke tale om en sådan undtagelse. Iflg. FN's statutter faldt USA's angreb indenfor kategorien angrebskrig og som sådan omfattet af krigsforbrydelser.

2011 Oprør

Ansporet af oprørene i Tunesien og Ægypten i januar-februar 2011 udbrød også demonstrationer i Syrien. Demonstrationerne havde centrum i Daraa i det sydlige Syrien, hvor det Muslimske Broderskab stod stærkt. Broderskabet havde ikke glemt massakren i 1982, der kostede 10-25.000 mennesker livet. Det syriske regime reagerede vaklende på protesterne. I de første måneder viste det en vis imødekommenhed. Den 22. marts blev guvernøren i Daraa fyret, og den 29. marts blev hele regeringen fyret. En regering under ledelse af Adel Safar blev indsat i april og i slutningen af måneden afskaffede den den forhadte undtagelseslovgivning, der ellers havde været i kraft siden 1982. USA og europæiske kolonistater så imidlertid en mulighed for at vælte styret i Damaskus og optrappede presset. I maj vedtog USA og EU sanktioner mod Syrien. Begge havde 2 måneder forinden indledt en erobringskrig mod Libyen under dække af en FN Sikkerhedsråds resolution, men Rusland og Kina blokkerede for en tilsvarende sanktion mod Syrien, da begge stormagter erkendte, at Vestens formål var erobring. Konflikten i syrien blev derfor udvidet uden åben Vestlig militær indgriben.

Det syriske samfund blev gradvist splittet religiøst og økonomisk. Baath regimet er overvejende funderet på Alawit sekten, hvilken har givet landets Sunni majoritet en sekundær politisk funktion. Regimet har derfor fuld opbakning fra Alawitterne, men også fra den kristne minoritet, der frygter at blive udsat for etnisk udrensning, som det skete i Iraq efter USA's erobring af landet. (Halvdelen af Iraqs kristne valgte efter USA's besættelse at flygte). Samtidig bakker landets økonomiske elite - der i vid udstrækning er sunnier - op om regimet i erkendelse af at den vil komme til at betale dyrt for en borgerkrig.

Tilskyndet af USA, EU og de enevældige diktaturer i golfstaterne spredte oprøret sig til de fleste dele af Syrien, og fra maj organiserede bl.a. CIA indsmugling af våben til oprørerne. I første omgang fra Libanon, hvilket fik den syriske hær til at minere grænsen, og i næste omgang fra Tyrkiet og Jordan. Allerede fra maj var der ikke længere tale om et fredeligt oprør, men et væbnet oprør, og den syriske regering svarede igen med en tilsvarende optrapning af volden. I juni trådte den «Frie syriske Hær» (Free Syrian Army, FSA) for første gang offentligt frem gennem direkte angreb på det syriske militær. Den Frie syriske Hær består overvejende af sunni desertører fra den syriske hær, der ikke ønsker at deltage i militære angreb på demonstranter. Den financieres bl.a. af emiren af Qatar og trænes af militæreksperter fra Storbritannien og USA. Den har baser og træningsfaciliteter i det nordlige Jordan ved grænsen til Syrien og i Tyrkiet. Tyrkiets situation er speciel, fordi landet i forvejen bekæmper et internt kurdisk oprør, og beskylder irakisk Kurdistan for at huse oprørere, samtidig med at landet nu selv støtter det militære oprør i Syrien.

Efter erobringen af Libyen i oktober vendte USA og EU opmærksomheden mod Syrien. I november lykkedes det de konservative golfstater at få smidt det verdslige Syrien ud af den Arabiske Liga, og både Tyrkiet og Jordan erklærede at støtte oprøret.

Konflikten i Syrien antager i stigende grad form religiøse og økonomiske dimensioner, og er ikke længere blot en konflikt mellem landets militær og sikkerhedsstyrker på den ene side og civilbefolkning og den «Frie syriske Hær» på den anden. Overalt i landet kommer det til voldelige konfrontationer mellem de religiøse grupper, og den nationale enhed er i opløsning, på samme måde som det lykkedes USA i Iraq at ødelægge den nationale sammenhængskraft efter erobringen i 2003. I december begyndte irakiske sunnier at blande sig i konflikten i Syrien, da irakisk al-Qaeda gennemførte koordinerede selvmordsattentater i Damaskus. 44 blev dræbt og 166 såret. 2 uger senere gennemførte al-Qaeda en ny terroraktion i Damaskus. Denne gang rettet mod en politibus. Mindst 11 blev dræbt. Terroren øgede i mange sektorer opbakningen til Assad regimet. Befolkningen ønskede ikke det voldskaos, USA's besættelse af nabolandet Iraq kastede dette land ud i.

Den franske journalist Gilles Jacquier blev i januar 2012 dræbt i byen Homs, da en morter affyret af modstandere af Assad regimet slog ned i en Alawi demonstration i en Alawitisk bydel. Udover Jacquier blev 8 syrere dræbt. Journalisten deltog i en rundtur i landet arrangeret af regimet og blev et tilfældigt offer for volden i landet. Drabet demonstrerede samtidig, at volden ikke blot udspringer af Assad regimet, men at oppositionen ligeledes tager voldelige og tilfældige metoder i brug. Homs er med sin varierede etniske og religiøse sammensætning i særlig grad blevet grad blevet centrum for den voldlige konflikt mellem de stridende grupper.

I februar 2012 gennemførtes en folkeafstemning om en ny forfatning. De vigtigste ændringer i forfatningen var Baaths status og afskaffelse af planøkonomien. Baath partiet skulle ikke længere formelt have monopol på den politiske magt i landet. Nye partier kunne oprettes, men de måtte ikke være baseret på etniske, religiøse, regionale eller stammemæssige tilhørsforhold. Nye partier skal godkendes af staten - som i Danmark - for at være opstillingsberettigede. Planøkonomien blev ophævet og landets økonomiske basis skulle fremover være baseret på både den offentlige og den private sektor. Valgdeltagelsen var officielt 57,4%, og 89,4% stemte for den ny forfatning.

2012 Våbenhvile og sammenbrud

Ligeledes i februar udnævnte FN tidligere generalsekretær Kofi Annan til fredsmægler i konflikten. I slutningen af marts lykkedes det ham at forhandle en våbenhvileaftale med den syriske regering til ikrafttræden 12. april. Både den civile og væbnede opposition var fra starten negativt stemt overfor Annan og våbenhvileaftalen, og mente ikke Annan havde «forstået situationen i Syrien». I ugerne op til våbenhvilen indledte oprørerne en voldsom militær offensiv i Hama, der blev mødt af voldsomme bombardementer fra militærets side. I dagene op til deadline 12. april meddelte regeringen, at den ikke ville trække sine militære styrker ud af byerne, med mindre den væbnede opposition gjorde det samme. Det blev afvist af den væbnede opposition. Våbenhvilen den 12. april førte derfor kun til en kortvarig opbremsning i kamphandlingerne. Alligevel sendte FN observatører ind i landet, der skulle overvåge våbenhvilen. Oppositionens støtter i golfstaterne benyttede opbremsningen i kamphandlingerne til at optrappe forsyningen af våben til oppositionen. Samtidig undlod regeringen at trække sine styrker ud af byerne.

USA, Storbritannien og Frankrig fortsatte deres skarpe kritik af Rusland og Kina, der i FN's Sikkerhedsråd hindrede vestlig militær intervention. I 2006 var det USA der gennem 1½ måned hindrede ethvert initiativ fra Sikkerhedsrådets side, da Israel angreb Libanon og dræbte 1300 civile.

I maj gennemførtes valg til parlamentet. Den forrige parlamentsperiode udløb i marts 2011, men valget var siden da blevet udsat gang på gang. Det meste af oppositionen boykottede valget. Eneste deltagende oppositionsparti var Folkefronten for forandring og Befrielse, der havde 45 pladser i det afgående parlament. Den officielle valgdeltagelse var 51,26% - svarende til valgdeltagelsen i USA. Omverdenen kritiserede valget, der ikke inddrog landets egentlige opposition, og derfor heller ikke fremmede en løsning af konflikterne.

Hvem støtter hvem?

Den syriske regering fik fra 2012 overvejende støyte fra Rusland og Iran. Russiske skibe og fly transporterede militært udstyr til landet, trods forsøg fra vesteuropæisk og nordamerikansk side på at hindre leverancerne. Iran menes at have fløjet forsyninger ind. Iraq forsyner Syrien med olie, men ikke våben. FN har ikke vedtaget nogen blokade af landet.

Den «moderate» sunnimuslimske opposition forsynes med våben fra Tyrkiet. Den støttes logistisk og med træning af Tyrkiet (der bl.a. lader den anvende en tyrkisk militærbase 50km fra grænsen til Syrien), Jordan, NATO og specielt USA. Leverancerne kan dog ikke leve op til oppositionens behov, og der er derfor hyppige interne kampe om disse. Udover ammunition leveres også lette våben, granater og raketter. USA har desuden leveret Stinger missiler, men har været tilbageholdende hermed af frygt for at de skulle lande i al-Qaeda gruppernes hænder, som i Libyen efter Gadafis fald i 2011.

Den bedst bevæbnede opposition er de islamistiske grupper, der sioden starten af 2012 især er blevet forsynet fra Qatar, Saudiarabien og Egypten. Det gælder bl.a. Liwa al-Tawheed brigaden, der var den første til at invadere Aleppo i juli. Farouq brigaden opstod ud af kampene i Homs i foråret 2012 og er landets bedst bevæbnede. Den bliver primært forsynet fra Saudiarabien gennem Libanon, hvor det libanesiske parlamentsmedlem Orkab Sakr fungerer som mellemmand. Han er knyttet til den libanesiske oppositionsleder Saad Hariri. De islamiske grupper med al-Nusra i spidsen støttes af Israel. Israel støtter grupperne med efterretninger om det syriske militær, med angreb på det syriske militær og ved behandling af sårede jihadister.

Udenlandske jihadister strømmer til Syrien. De kommer oftest ubevæbnede til landet og slutter sig til de islamiske grupper som salafisterne i Jabhat al-Nusraf. De senere måneder har de spillet en central rolle ved frontafsnittene i Aleppo, og karakteriseres af civilbefolkningen som udlændinge. Jihadisterne kommer fra Libyen, Iraq og Afghanistan.

«Militærrådet» består overvejende af afhoppede officerer fra den syriske hær. Frem til midten af 2012 var de overvejende i eksil i Tyrkiet og sålededs udenfor de militære kampe, men fra midten af året har det tyrkiske efterretningsvæsen og CIA arbejdet på at sende dem tilbage til Syrien for at få kommandostrukturerne indenfor det stærkt splittede og fragmenterede FSA.

Kilde: Syria: who's backing who? The Guardian, 11. oktober 2012

I slutningen af maj blev landsbyen Houla udsat for en massakre, der kostede ca. 108 civile livet. Vesten lagde øjeblikkeligt ansvaret på det syriske militær. Syrien lagde øjeblikkeligt ansvaret på «terrorister». Uafhængige undersøgelser indikerede, at der havde været store modsætninger mellem den sunni dominerede landsby Houla og nabolandsbyer domineret af alawitter. Væbnede mænd fra nabolandsbyerne - muligvis regimets Shabiha milits - havde tilsyneladende angrebet Houla og begået massakren. Den blev dermed en alarmerende begivenhed, der indikerede det begyndende sammenbrud i den etniske og religiøse sameksistens, der ellers havde eksisteret i landet. Den 1. juni fordømte FN's Menneskerettighedsråd Syrien for massakren i Houla med 41 stemmer mod 6. FSA meddelte efterfølgende, at den optog sin væbnede aktivitet i fuld omfang.

Den 22. juni skød syrisk antiluftskyts et tyrkisk F-4 kampfly ned over syrisk territorium. Hændelsen var tæt på at udløse et tyrkisk angreb, men det blev afsløret, at kampflyet ikke havde overfløjet Syrien i stor højde, men i lav højde og derfor var blevet skudt ned af almindeligt antiluftskyts, og flyet blev efterfølgende lokaliseret i syrisk territorialfarvand. Tyrkiet undlod derefter at aktivere NATO's «musketered», der ellers hurtigt ville have bragt Syrien i krig med NATO. Hændelsen markerede samtidig, at Tyrkiet var dybt involveret i destabiliseringen af Syrien. Landet havde indrettet en kommandocentral på en militærbase i Antalya som kommando- og efterretningscentral for FSA's operationer i Syrien. USA indrømmede i starten af august, at det var involveret i disse efterretnings- og kommandoaktiviteter til støtte for FSA.

I midten af juli anerkendte det Internationale Røde Kors at Syrien befandt sig i krigstilstand. Dødstallet havde da passeret 20.000.

I sommeren 2012 trak det syriske militær sig ud af de kurdiske områder i den nordlige del af landet. Dette magtvakuum blev ikke umiddelbart udfyldt af de syriske oprørsgrupper, men derimod af kurderne selv. Områdets to partier - Det demokratiske Unionsparti (Partiya Yekîtiya Demokrat, PYD) og det Kurdiske Nationalråd (Encûmena Niştimanî ya Kurdî li Sûriyê, ENKS) - blev enige om at danne det Kurdiske Øverste Råd (Desteya Bilind a Kurd, DBK) med et lige antal repræsentanter fra hvert af de to partier. Rådet fik sæde i områdets største by, Kobanê. De to partier besluttede desuden at danne Folkets Forsvarsenheder (Yekîneyên Parastina, YPG) til forsvar af området. YPG smed i løbet af juli de sidste rester af den syriske hær ud af Kobanê og flere mindre kurdiske byer. I løbet af efteråret fortsatte YPG sin offensiv og kom flere gange i kamp med syriske oprørsgrupper - bl.a. FSA. I starten af november underskrev FSA og YPG imidlertid en fredsaftale om ikke at angribe hinandens områder og støtte hinanden militært. Den væbnede konflikt kom derefter i stigende grad til at stå mellem YPG og de islamistiske oprørsgrupper. 21 af disse underskrev i maj 2013 et manifest hvor de erklærede at YPG var «forrædere mod Jihad», og de ville rense det nordlige Syrien for YPG og PKK.

I midten af juli 2012 indledte FSA en større militær offensiv i Damaskus, og den 18. juli blev landets kristne forsvarsminister, efterretningschefen og 2 højtstående militærfolk dræbt ved et bombeattentat i Damaskus, som FSA tog ansvaret for. I slutningen af måneden trak FSA sine styrker ind i Aleppo i den nordlige del af landet og indledte kampen om den vigtige handelsby. Militæret svarede igen, trak store troppestyrker til Aleppo og angreb FSA med bombefly og kamphelikoptere. FSA's kommandanter erkendte åbent overfor bl.a. det britiske The Guardian, at det havde befolkningen imod sig. Mindst 70% af befolkningen var imod den krig, FSA nu førte ind i byen og som sendte flere hundrede tusinde på flugt. Mange civile blev henrettede af oppositionsgrupperne, fordi de blev lokkede til at afsløre sig som tilhængere af Assadstyret. Overlevelse blev et spørgsmål om at sno sig mellem de stridende parter. Undervejs blev bl.a. byens berømte Soukh brændt ned, som ellers var på UNESCO's kulturarvsliste. Kampene blev hurtigt så hårde, at der kun var salafister og al-Qaeda grupper tilbage på oppositionens side. Assad styret gennemførte til gengæld regelmæssige luftbombardementer af oppositionens stillinger i byen.

I starten af august meddelte fredsformægler Kofi Annan, at han fratrådte som mægler med udgangen af august. Han lagde ikke skjul på, at det skyldtes de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådets manglende vilje til at bakke op om fredsprocessen. USA og Vesten havde i hele perioden fortsat sin politiske og militære støtte til den væbnede opposition og ønskede ikke en politisk løsning men alene et fuldstændig regimeskifte. Omvendt lagde Rusland og Kina ikke tilstrækkelig pres på den syriske regering. Annans tilbagetræden blev beklaget af Rusland og Kina, mens USA's udenrigsminister Hillary Clinton afslørede at hun aldrig havde haft tillid til Annan. Han blev erstattet af FN mægler Lakhdar Brahimi.

Som i først Iraq, siden Libyen og nu også Syrien har CIA arbejdet bag kulisserne for at destabilisere det siddende regime. Bl.a. gennem bestikkelse og opkøb af topembedsmænd og officerer. CIA's foreløbig største køb i Syrien fandt sted i august 2012, da det lykkedes at købe den siddende premierminister, Riyad Farid Hijab til at hoppe af til Jordan. Hijab nåede kun at sidde på posten i 2 måneder. Han blev erstattet på posten af sunnien Wael Nader al-Halqi.

Den 3. oktober blev den tyrkiske grænseby Akçakale ramt af en granat affyret fra Syrien. To voksne kvinder og 3 børn blev dræbt. Tyrkiet lagde hele ansvaret for hændelsen på den syriske regering og angreb samme aften syriske regeringsstillinger med T-155 howitzere, der dræbte 3 syriske soldater. Dagen efter vedtog det tyrkiske parlament med 320 stemmer mod 129, at Tyrkiet kan sende sine soldater ind i «andre lande» på militæroperationer. Et tegn på, at landet planlagde at gå militært ind i borgerkrigen i Syrien. Beslutningen udløste omfattende anti-krigs demonstrationer i Ankara, Istanbul og andre større byer. FN's Sikkerhedsråd fordømte Syrien for «angrebet» og NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen erklærede, at krigsalliancen stod bag Tyrkiet i optrapningen rettet mod Syrien. De følgende uger sendte tyrkisk militær dagligt mortergranater og bomber ind over grænsen mod syriske mål, og den 10. oktober tvang tyrkiske militærfly et civilt syrisk fly ned, dr var på vej fra Moskva til Damaskus. Det skete med påstanden om, at det transporterede våben. Den tyrkiske regering var dog ude af stand til at fremlægge beviser for denne påstand. Konsekvensen af optrapningen var, at Syrien forbød alle overflyvninger af sit territorium af tyrkiske fly, og Tyrkiet svarede igen med et tilsvarende forbud rettet mod syriske fly.

De tyrkiske myndigheder hemmeligholdt deres ballistiske undersøgelser af den granat, der den 3. oktober ramte Akçakale, men den tyrkiske avis Yurt citerede pålidelige kilder for at der var tale om en 120 AE HE-TNT mortergranat, produceret af NATO og leveret af Tyrkiet til de tyrkiske oprørere. Syrisk militær var i forvejen for beskæftiget med at bekæmpe landets oprørsgrupper til at det ville være smart at provokere det militært langt stærkere Tyrkiet. Det mest sandsynlige var, at det var oprørsgrupperne selv - der i forvejen kontrollerer dele af grænseområderne - der sendte mortergranaten ind i Tyrkiet, for at trække dette land dybere ind i konflikten på deres side. Det lykkedes.

Den 1. november henrettede en oppositionsgruppe en gruppe afvæbnede regeringssoldater i byen Saraqeb mellem Aleppo og Damaskus. Henrettelsen blev derefter lagt ud på Youtube. Amnesty International erklærede, at videoen syntes at vise en krigsforbrydelse. I alt blev 28 regeringssoldater dræbt i kamp eller henrettet i Saraqeb. Den politiske opposition og FSA var hurtige til at lægge ansvaret for henrettelserne på den salafistiske Jabhat al-Nusra gruppe. I de samme dage forsøgte USA og Qatar at tømre en ny oppositionskoordinering sammen, i frustration over al-Qaedas og salafisternes tiltagende militære og politiske indflydelse i landet. Qatars emir gennemførte et topmøde i Doha med dette ene punkt på dagsordenen, men den umiddelbare konsekvens var blot yderligere splittelse blandt oppositionen.

Human Rights Watch offentliggjorde i september en skarp kritik af oppositionens anvendelse af tortur og henrettelser: Syria: End Opposition use of Torture, Executions (17. september 2012). Mens Assad regimet på den ene side alene fokuserede på oppositionsens krænkelser, og de vestlige medier alene fokuserede på Asad regimets krænkelser, tegnede de internationale menneskerettighedsorganisationer et mere nuanceret og gruopvækkende billede af krænkelserne i landet.

I 2 dage efter 29. november blev det syriske internet sat ud af drift. I august 2014 kunne Edward Snowden afsløre, at det var hackere fra NSA, der havde afbrudt nettet under arbejde med at aflytte hele den syriske internetkommunikation. I slutningen af december indtog oprørerne den palæstinensiske Yarmouk flygtningelejr i Damaskus. I januar indtog islamistiske grupper anført af al-Nusra Taftanaz flybasen i Idlib provinsen efter flere måneders kampe, og fik dermed adgang til både helikoptere og tunge våben.

I februar 2013 beskød FSA i Quasar Hezbollah positioner inde i Libanon. Det blev et vendepunkt for Hezbollahs deltagelse i kampene i Syrien. Hezbollah havde indtil da overvejende støttet Assad politisk, men gik nu stadig mere militært ind i kampene.

Efter flere ugers kampe indtog oprørere i marts Raqqa i landets østlige del. Det var den første provinshovedstad, der gled regimet af hænde. I slutningen af måneden indledte oprørerne en voldsom offensiv i Damaskus. Deres morterer nåede helt ind til Umayyad pladsen, hvor Baath partiet, flyvevåbnets efterretningstjeneste og det statslige TV havde deres hovedkvarterer. Dagen efter blev der udenfor al-Qusayr optaget en video med Khaled al Hamad, kommandant for oprørsgruppen Al Farooq al-Mustakilla brigaden mens han spiste hjerte og lever fra en dræbt regeringssoldat. Da videoen ramte YouTube vakte den international opstandelse, da den illustrerede at oprørernes bestialske opførsel ikke adskilte sig fra regimets.

Premierminister al-Halqi overlevede et bilbombeattentat i Damaskus i april 2013. Seks personer blev dræbt.

FSA havde i februar trukket Hezbollah mere aktivt ind i kampene. I maj/juni gennemførte regeringshæren og Hezbollah en fælles offensiv, hvor de generobrede den strategisk vigtige by al-Qusayr, der i flere måneder havde været på oprørernes hænder.

Det kurdiske YPG fortsatte sin fremgang da bevægelsen efter ½ års kampe i juli 2013 endelig fik fuld kontrol over den større by Ras al-Ayn. Erobringen øgede imidlertid kurdernes problemer andre steder. Den kurdiske befolkning i Aleppo blev fordrevet eller massakreret af de islamiske militser med al-Nusra fronten i spidsen. Og den 1. august indledte flere FSA brigader og Islamisk Stat (IS) en belejring af Kobanê. Trods den tidligere alliance med FSA kæmpede FSA og IS nu sammen mod kurderne. I slutningen af september erklærede den irakiske kurderleder Masoud Barzani, at han ville intervenere i Syrien til støtte for YPG. Få dage svarede IS igen ved at sprænge flere bomber i den irakisk kurdiske by Erbil.

Efter indtagelsen af al-Qusayr i juni indledte regeringshæren og Hezbollah i Aleppo, der trægte oprørsgrupperne tilbage. I august svarede de igen ved med al-Nusra fronten i spidsen at indlede en offensiv i Latakia provinsen. Oprørerne havde ringe støtte der, da den overvejende var beboet af alawitter og kristne. Men formålet var at bringe krigen ind på fjendens territorium. I løbet af få dage havde de 2.000 bevæbnede oprørere indtaget 12 landsbyer i de bjergrige egne og sendt tusindvis af alawitter og kristne på flugt. I midten genindtog regeringsstyrker provinsen. Human Rights Watch kunne berette, at oprørerne havde dræbt 190 civile under deres offensiv. Deraf var de 67 rene henrettelser. Oprørerne tog desuden 200 gidsler - overvejende kvinder og børn. (“You Can Still See Their Blood”. Executions, Indiscriminate Shootings, and Hostage Taking by Opposition Forces in Latakia Countryside, Human Rights Watch, oktober 2013).

Den 21. august blev der gennemført et giftgasangreb mod Ghouta bydelen i Damaskus. Flere hundrede blev dræbt under angrebet, der af Vesten straks blev tilskrevet Assad styret og udløste en voldsom kampagne for at trække Vesten ind militært. USA's Barack Obama havde i forvejen erklæret,at anvendelsen af kemiske våben var en rød streg der ikke måtte overskrides. De to eneste lande der erklærede sig for øjeblikkeligt at angribe Syrien var Danmark og Frankrig. Krigsmagerne var dog isolerede og i starten af september fremsatte Rusland et forslag, der fik støtte fra USA og endte med at blive vedtaget i FN's Sikkerhedsråd. Forslaget gik ud på at lade FN indsamle alle styrets kemiske kampstoffer og uskadeliggøre dem. Hvem der stod bag giftgasangrebet i Ghouta blev ikke opklaret. Hver af de stridende parter (og deres internationale tilhængere) beskyldte gensidigt hinanden. FN's Menneskerettighedsråd havde allerede i foråret 2013 dokumenteret, at oprørsgrupperne havde erobret kemiske kampstoffer og havde brugt dem i kampe. Israel offentliggjorde aflytninger af kommunikation mellem syriske officerer samme nat angrebet fandt sted der afslørede at de havde været uforberedte på angrebet. Ansvaret blev ikke placeret, men det var klart at der var en part med stærke interesser i at trække Vesten ind som krigsførende part.

Regeringshæren generobrede med støtte fra Hezbollah og shia-militser fra Iraq i løbet af efteråret flere områder omkring Aleppo og Damaskus. Oprørerne blev trængt tilbage. Til gengæld erobrede Islamisk Stat (IS) og al-Nusra i november landets vigtigste oliefelter i Deir al-Zor provinsen i det østlige Syrien.

I nord og øst voksede IS sig stadig stærkere, og det gav anledning til stadig flere konflikter med de andre oprørsgrupper. I september erobrede IS byen Azaz fra FSA under de hidtil voldsomste kampe mellem oprørsgrupper. I december erobrede IS Bab al-Hawa grænseovergangen mellem Tyrkiet og Syrien fra FSA og fik samtidig kontrol over flere varehuse, der rummede store våbenleverancer fra Storbritannien og USA til FSA. De to vestlige stater svarede igen ved at indstille forsyningerne til FSA. Det var for pinligt at forsyningerne var endt i IS' hænder, og FSA havde åbenbart ikke styrken til at forsvare dem.

I januar 2014 indledtes Geneva II konferencen om Syrien under ledelse af FN's fredsmægler i landet, Lakhdar Brahimi. Konferencen var fra starten dømt til fiasko, da Vesten spændte ben for at alle interessenter blev inddraget. Iran spillede en nøglerolle i konflikten, men Israel (og USA) hindrede at iranerne blev inviteret. Den syriske regering blev ligeledes holdt udenfor, og op til konferencen havde de fleste af oprørsgrupperne på forhånd meddelt at de ikke ville deltage. Brahimi trak sig fra mæglerposten 4 måneder senere. Han blev i juli erstattet af den svensk-italienske Staffan de Mistura.

I januar 2014 indledte FSA, Mujahedeenhæren og Islamisk Front en koordineret offensiv mod IS i Idlib, Aleppo og Raqqa provinserne. Det lykkedes at trænge IS tilbage, men i løbet af kort tid havde de generobret Raqqa. I midten af februar sluttede al-Nusra sig til offensiven mod IS, der snart måtte trække sig helt ud af Deir Azzor og Idlib provinserne. IS konsoliderede sig i stedet omkring Raqqa i forventning om at al-Nusra ville angribe.

Det kurdiske YPG fortsatte frem til marts 2014 sin fremrykning i det østlige Syrien, hvor al-Nusra og IS styrker blev drevet tilbage og mindre byer erobret. I marts meddelte YPG at det indstillede sin fremrykning, men advarede samtidig sine fjender om, at det agtede at forsvare de erobrede områder. Imens fortsatte de islamistiske grupper med etnisk at rense egne områder for kurdere, der blev dræbt eller drevet på flugt, og belejringen af Kobanê fortsatte, uden at beljrerne dog var i stand til at rykke tættere på.

Den 18. marts angreb Israel en syrisk militærbase med artilleri, efter at 4 af dets soldater var blevet såret af en vejsidebombe under patrulje i Golan.

Efter flere måneders belejring af Homs opgav de sidste oprørere i maj og indgik en aftale med regeringshæren om frit lejde ud af byen. Regeringen havde nu fuld kontrol over provinshovedstaden.

I juni 2014 gennemførtes præsidentvalg. For første gang i landets historie med flere kandidater. Ikke overraskende blev Bashar al-Assad genvalgt med 88,7% af stemmerne. Valgdeltagelsen var 73,4% - et godt stykke under det forrige valgs 96,9% men stadig 50% højere end ved præsidentvalg i USA. Vesten havde på forhånd afvist valget og processen som illegitim. Oprørsgrupperne afviste ligeledes valget og beskød valgstederne med granater. 50 blev dræbt på valgdagen under denne granatbeskydning. FN's Generalsekretær havde på forhånd gjort opmærksom på vanskelighederne ved at gennemføre et valg, samtidig med at borgerkrigen rasede i landet. Der deltog valgobservatører fra 30 forskellige lande i processen. På de fleste syriske ambassader rundt om i verden var det muligt for syrere at afgive deres stemme. Dog ikke i Danmark og flere andre vestlige lande, der aktivt deltog i krigen mod Assad. Bortset fra de vestlige lande der protesterede over resultatet, var reaktionerne fra de fleste andre af verdens lande positive. (Syrians flock to Lebanon border to vote, Daily Star 3. juni 2014).

2014 Islamisk Stat som vigtigste oprørsgruppe

I juni indledte Islamisk Stat (IS) er stor militær offensiv i det nordlige Iraq. Den 5. juni forsøgte IS at indtage Samarra, men blev slået tilbage da der ankom forstærkninger fra Baghdad. Men den 10. kunne den indtage millionbyen Mosul og dagen efter Saddam Huseins fødeby Tikrit. Hele divisioner af soldater forlod deres baser uden at have affyret et eneste skud, og efterlod enorme mængder af våben, ammunition og tungt militært udstyr til IS. I løbet af de følgende uger erobrede IS store områder af det vestlige Iraq, så de fik fuld kontrol over grænserne til Jordan og Syrien. Lange konvojer af erobrede tanks, pansrede mandskabsvogne og biler bevægede sig fra Iraq ind i Syrien, hvor IS skulle bruge dem til at udbygge sine besatte områder der.

Fra midten af juni var der risiko for, at IS ville søge at løbe Baghdad over ende og dermed tage kontrol over centraladministrationen. USA's og Vestens projekt i Iraq lå fuldstændig i ruiner. NATO's arrogante generalsekretær Anders Fog Rasmussen erklærede, at det var irakernes egen skyld. De kunne bare have udnyttet den fantastiske mulighed for at skabe demokrati. Virkeligheden var en helt anden. IS blev ledet af Aby Bakr al-Baghdadi, der havde været officer i Saddams hær. Det var Fog Rasmussens, NATO's og USA's første fejl, da de i 2003 opløste hæren i stedet for at søge at inddrage den i opbygningen af en ny stat. Anden fejl var Vestens marginalisering af den sunni-muslimske befolkning. Det førte midt i 00'erne til oprør i det vestlige Iraq mod den vestlige besættelsesmagt, der først delvist blev bragt under kontrol, da USA begyndte at bestikke de sunni-muslimske klanledere i denne del af landet. Tredje vestlig fejl var krigen mod Bashar al Assad i Syrien. Det havde skabt store områder i det østlige Syrien, der ikke længere var under Assads kontrol. Det var i disse områder med hovedbyen Raqqa som centrum at IS gennem 2012 og 13 voksede sig stærk. IS var i bund og grund et produkt af Vestens fremfærd i Mellemøsten. Samtidig var IS dygtig til at financiere sine operationer gennem salg af syrisk olie til især Tyrkiet og Jordan. Den blev eksporteret på lastbiler og åbenlyst solgt med disse regeringens vidende.

Situationen blev hurtigt desperat for USA, der sammen med resten af Vesten indledte en dæmoniseringskampagne af IS, der blev fremstillet som middelalderlig pga. dens henrettelse af vestlige gidsler. Bevægelsen var i virkeligheden meget moderne. Den havde lært at bruge internettet og de sociale medier til at køre lige så effektive propagandakampagner som vesten, og dens metoder - terror mod befolkningen - havde den især lært af Vesten. Mange af dens ledere havde siddet i USA's fængsler, hvor de var blevet «undervist» i tortur og henrettelser af de nordamerikanske officerer og fangevogtere (IS' leder al-Baghdadi havde selv siddet i nordamerikansk fangenskab i 2005-09). Den vestlige propaganda glemte samtidig at nævne de straffemetoder dens allierede i Golf diktaturene og Saudiarabien anvender: afhugning af lemmer, stening, piskning og hængning.

USA udviklede to taktikker til «bekæmpelse» af IS: ændring af de politiske styrkeforhold i Iraq og bombardementer fra luften. Iraq fik støtte fra USA's hovedfjende, Iran til bekæmpelsen af IS. Allerede den 13. juni var Samarra i Iraq blevet indtaget af iranske Quds og Revolutionsgardister, for at sikre den mod IS overtagelse. Samme dag smed kurdiske peshmergaer (partisaner) IS ud af Kirkuk.

I midten af juli havde IS erobret 10 landsbyer øst for Kobanê. YPG var presset og opfordrede alle kurdere til at bakke op om dets kamp mod IS. I første omgang var den eneste støtte fra PYD's søsterparti i Tyrkiet, PKK der sendte partisaner til støtte for YPG. Men de kunne ikke modstå presset fra IS's tunge våben og mange tusinde partisaner, der blev sat ind i kampene. I sidste halvdel af september erobrede IS snesevis af landsbyer, og YPG opgav at forsvare andre 100. Tusinder af kurdere flygtede over grænsen til Tyrkiet. I slutningen af måneden var antallet af flygtninge over 130.000.

I første halvdel af august indledte IS et nyt fremstød ind i irakisk Kurdistan, hvor den indtog Sinjar og efterfølgende dræbte 500 af byens indbyggere. Sinjar var hovedby for Yazidi religionen og 50.000 af Sinjars befolkning flygtede op på Sinjar bjerget, hvor IS belejrede dem. I ly af den humantiære katastrofe var det en glimrende lejlighed for Vesten til at gribe ind. USA indledte luftbombardementer af IS' positioner ved foden af bjerget. Det var dog ikke USA der brød blokaden, men derimod kurdiske partisaner der fik drevet IS styrkerne på flugt.

De følgende uger sluttede stadig flere lande sig til USA's luftbombardementer i Iraq og Syrien. Den 26. september besluttede det danske Folketing også at bidrage med fly og soldater. Bombekrigen blev indledt uden FN mandat. Formelt kunne kunne man sige, at bombardementerne i Iraq skete efter anmodning fra den irakiske regering, men det var ikke tilfældet i Syrien, hvor Assad erklærede at landet ville anse udenlandske bombardementer i landet som en krænkelse af dets nationale suverænitet. Nu var det kun en kort årrække under den kolde krig i det 20. århundrede at Vesten overhovedet har respekteret andre landes nationale suverænitet, og Vesten indledte derfor bombardementer af især IS positioner i det nordlige Syrien. En fuldbyrdet overtrædelse af FN's charter og en forbrydelse mod freden.

IS fik støtte fra Tyrkiet til sin belejring af Kobanê. Den 11. juni indtog IS Tyrkiets konsulat i Mosul og tog 48 tyrkere til fange. Deriblandt generalkonsulen, kvinder, børn og flere medlemmer af de tyrkiske specialstyrker. Den 20. september indgik IS og Tyrkiet en hemmelig aftale, hvorefter gidslerne blev frigivet og sendt tilbage til Tyrkiet. Nok var aftalen hemmelig, men det var ikke vanskeligt at se hvad IS fik til gengæld. Tyrkiet løslod flere hundrede islamistiske fanger, hvoraf et stort antal af dem rejste til Syrien hvor de sluttede sig til IS. Tyrkiet forpligtigede sig endvidere til at hjælpe IS med at indtage Kobanê på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Mens Tyrkiet købte olie af IS og frit lod forsyninger og partisaner passere fra Tyrkiet ind i Syrien til IS og andre syriske oppositionsgrupper, lukkede Tyrkiet fuldstændig af for kurderne. Tyrkiske grænsevagter beskød i september tyrkiske kurdere, der var rejst til grænsen for at komme deres etniske fæller i Kobani til hjælp. Kurdiske flygtninge fra Kobanê blev oftest behandlet som krigsfanger i Tyrkiet, og Tyrkiet hindrede effektivt forstærkninger og våben i at nå frem til det belejrede Kobanê. Tyrkiet havde to rationaler. For det første var landet ikke interesseret i et kurdisk autonomt område langs grænsen til Tyrkiet. Det ville give det store kurdiske mindretal i Tyrkiet blod på tanden til også at kræve autonomi i de kurdiske områder der. Så var IS et mindre onde i den tyrkiske optik. Det andet rationale var, at Tyrkiet var rasende over USA's «forræderi» i kampen mod Assad i Syrien. I den tyrkiske optik svækkede USA's bombardementer af IS modstanden mod Assad, og Tyrkiet havde satset alt på at få væltet Assad. Derfor havde Tyrkiet heller ingen problemer med at give IS mere eller mindre åben støtte. I forvejen viste meningsundersøgelser i Tyrkiet, at ca. en fjerdedel af den tyrkiske befolkning var positivt stemte overfor IS.

USA og en række vestlige lande havde på dette tidspunkt indledt luftbombardementer af IS, og USA var ikke glad for den strategiske alliance mellem Tyrkiet og IS. Samtidig havde den vestlige propaganda vanskeligt ved at forklare, hvorfor Vesten skulle bekæmpe IS, men ikke hjælpe de eneste der faktisk bekæmpede IS på landjorden - nemlig kurderne. Den 27. september bombede USA derfor for første gang IS stillinger omkring Kobanê. Flere hundrede bombardementer fulgte, men de havde en begrænset virkning. En krig kan ikke vindes fra luften. Bombardementerne skete udelukkende om dagen, og IS' partisaner gemte sig blot, når der blev meldt om bombefly i området.

Den 2. oktober havde IS erobret 350 af 354 landsbyer omkring Kobanê og stod lige udenfor byen. Fremrykningen fortsatte og i slutningen af måneden havde IS kontrol med ca. 60% af byen. 300.000 kurdere var da flygtet til Tyrkiet. Den strategiske situation ændredes først i slutningen af månedes, da det lykkedes USA at tvinge Tyrkiet til at acceptere, at irakisk kurdiske styrker kom YPG til hjælp. Irakerne blev i flere dage holdt tilbage i Tyrkiet, men nåede 1. november frem til Kobanê medbringende ammunition og våben. Samtidig sluttede 3-400 partisaner fra FSA sig til kampene mod IS. Men også IS trak forstærkninger til Kobanê fra bl.a. Aleppo.

USA forsøger at ramme IS stillinger i Kobanê i oktober 2014. Bomberdementerne havde ringe effekt. USA kunne ikke bombe om natten og om dagen holdt IS' partisaner sig skjult eller løb i dækning når bombeflyene nærmede sig. Bombardementerne var meget røg og ringe effekt. Den virkelige kamp foregik på landjorden.

Den kurdiske befolkning i Tyrkiet reagerede med raseri på Tyrkiets alliance med IS. Gennem oktober blev der gennemført kurdiske demonstrationer i mange tyrkiske byer. Den tyrkiske stats svarede igen med vold. Op mod 50 kurdiske demonstranter blev dræbt i Tyrkiet i løbet af oktober, PK truede med at trække sig ud af de igangværende fredsforhandlinger og angreb militærets stillinger. Den 1. november gennemførtes en international protestdag i solidaritet med kurderne i Kobanê. 5.000 demonstrerede i byen Suruc 10km fra grænsen til syrisk kurdistan og 15.000 i Diyarbakir. De tyrkiske sikkerhedsstyrker forholdt sig i ro, og demonstrationerne forløb fredeligt. Tyrkiet holdt dog fortsat grænsen hermetisk lukket for tyrkisk kurdiske forsyninger til Kobanê.

Den vestlige propaganda sagde, at målet med bombardementerne var at svække IS, men bombardementerne havde den stik modsatte effekt. I Syrien deserterede partisaner i tusindvis fra Free Syrian Army og andre oprørsgrupper og sluttede sig til IS. Tusindvis af unge fra Nordafrika, Europa og Kaukasus drog til Mellemøsten, hvor de sluttede sig til IS. Samtidig erklærede stadig flere islamistiske militante grupper rundt om i verden, at de underlagde sig eller allierede sig med IS. Det gjaldt den store al-Nusra gruppe i Syrien, der var tidligere var allieret med al-Qaeda; det gjaldt Taliban i Pakistan; og det gjaldt en lang række militante grupper på den arabiske halvø, i Egypten og resten af Nordafrika. Vesten havde først skabt IS, og nu gjorde Vesten bevægelsen til et fyrtårn for militante islamister i hele verden.

Ved et slag 10-28. august erobrede IS Tabqa luftbasen i det østlige Syrien fra regeringsstyrkerne. Det var bl.a. muligt efter erobringen af de tunge nordamerikanske våben i Iraq 2 måneder inden. IS tog ingen fanger på basen. De soldater og officerer de fik fat i blev halshugget og hovederne udstillet på stager i Raqqa. Tabet af basen og den barbariske måde den faldt på udløste for første gang betydelig kritik internt i den syriske regering og blandt alawitter. IS' halshugninger skulle så rædsel, og det virkede.

Den dramatiske styrkelse af IS i den østlige del af landet skubbede de øvrige oprørsgrupper længere vest på. I midten af august 2014 erobrede al-Nusra fronten det meste af grænseområdet mod Israel og Golanhøjderne fra FSA. Det bekymrede ikke Israel. En højtstående israelske officer udtalte til Jerusalem Post at det var «usandsynligt at Jabhat al-Nusra ville angribe Israel indenfor den nærmeste fremtid». Udtalelsen kom ikke som nogen overraskelse. Israels forsvarsminister Moshe Ya'alon havde i forvejen erklæret at han betragtede den al-Qaeda tilknyttede al-Nusra som en «mild» gruppe. I forvejen havde der været vedvarende rapporter fremme om koordinering mellem al-Nusra og Israel, og flere al-Nusra partisaner skulle have fået behandling på israelske hospitaler. I august indrømmede FSA kommendant Sharif As-Safouri at han arbejdede sammen med Israel, havde modtaget anti-tank våben og ligeledes fået behandlet sårede oprørere på israelske hospitaler. Det så ud til, at både Israel og de syriske oprørsgrupper fulgte det mellemøstlige paradigme om at «min fjendes fjende er min ven». For oprørerne var den israelske støtte kærkommen i kampen mod Assad regimet. For Israel var Syrien den sidste større militære trussel tæt på landet, og 3 års oprør havde bidraget til at gøre denne trussel fuldstændig ufarlig for Israel.

I december slog FN's udsending Staffan de Mistura alarm over den humanitære situation i Aleppo, der stadig husede 60.000 civile. Mistura foreslog at der blev fundet en løsning som i Homs, der blev evakueret af oprørerne efter at byen havde været belejret og udsultet. Der skulle gennemføres en våbenhvile i bl.a. Aleppo og fastlægges en form for grænser mellem de væbnede stridende parter. Mens den syriske regering udtrykte interesse for forslaget blev det afvist af oprørerne.

For i oktober at få Tyrkiet til at acceptere at lade irakiske kurdere rejse gennem Tyrkiet og ind i Kobanê måtte USA love dem at igangsætte et træningsprogram for 5.000 partisaner fra FSA. Historien bidrog dog til hurtigt at gøre aftalen ligegyldig, for FSA var ved at være udraderet i hele landet. Ved indgangen til 2015 var der stort set kun islamistiske oprørere med al-Nusra og IS i spidsen tilbage. Vest havde ikke lært af erfaringerne fra Afghanistan, hvor vestens (USA's) politik skabte al-Qaeda. Efter at have støttet oprørerne siden 2011 begyndte flere europæiske regeringer i 2014 at få kolde fødder, da de opdagede at de gennem deres støtte til oprøret havde fremelsket fanatiske islamister. Flere lande - herunder Danmark - begyndte derefter at overveje hvad de skulle gøre med de hjemvendende jihadister. De europæiske lande havde ingen problemer haft med denne jihadi-turisme i 2011-13. De fleste europæiske lande greb nu tilbage til middelalderlige løsninger som at bandlyse de hjemvendende - fratage dem deres pas og statsborgerskab. På få år havde udviklingen i Mellemøsten skrællet 700 år af den europæiske «civilisation».

Gennem sidste halvår af 2014 hjalp Israel al-Nusra fronten med at fortrænge det syriske militær fra grænsen mod Israel. Det skete dels gennem efterretningsmæssigt samarbejde. Dels ved israelske luftbombardementer af det syriske militærs stillinger. Midt i januar 2015 angreb en israelsk kamphelikoptere en Hezbollah konvoj i nærheden af grænseområdet og dræbte 5 højtstående Hezbollah medlemmer og en iranske general. Det taktiske mål var at styrke al-Nusra og bidrage til at fortrænge Hezbollah fra grænseområdet. Det strategiske mål var at provokere Hezbollah til at svare igen med et angreb mod israelske stillinger. Det ville give Israel et påskud til at indlede en ny krig mod Libanon, der både skulle svække Hezbollah og tvinge bevægelsen til at trække sine soldater ud af Syrien, for derved at styrke de syriske jihadister.

Ved udgangen af januar 2015 havde YPG fordrevet IS fra Kobanê. Over halvdelen af byen var dog ubeboelig som følgelig af ødelæggelserne efter de mange måneders hårde kampe og IS' minering af byens huse og gader. YPG fortsatte sin offensiv for at fordrive IS fra de mange hundrede landsbyer omkring Kobane. I juni stod YPG militsen blot 55 km fra IS' selvudnævnte hovedstad, Raqqa. Tyrkiet besluttede da at rykke IS til undsætning. Samme måned havde det regerende islamistiske AKP parti lidt et alvorligt nederlag, da det fik under 50% af stemmerne ved parlamentsvalget. Ingen andre ville støtte endsige deltage i den islamistiske regering. AKP besluttede sig derfor for at udskrive nyvalg. Det vurderede at et centralt element i at sikre sig sejren ved det senere valg var at knuse kurderne og især det kurdiske HDP, der fik over 13% af stemmerne ved juni-valget. I juli indledte Tyrkiet derfor åben krig mod sin egen kurdiske befolkning og mod kurderne i Syrien. YPG's stillinger blev ved flere lejligheder bombet af tyrkerne og samtidig måtte grupper af PKK partisaner trække sig tilbage til Tyrkiet for at forsvare den kurdiske befolkning mod det tyrkiske militær. Konsekvensen var, at IS fra juli atter kunne gå i offensiven efter at være blevet presset i mange måneder af YPG. I juli kunne IS indtage den antikke by Palmyra, der var sæde for nogle af de smukkeste tempelruiner fra antikken i Syrien. I løbet af efteråret sprang IS tempelkomplekset i luften. En del af bevægelsens omfattende destruktion af fortid, nutid og fremtid i Syrien.

Tyrkiet var ikke interesseret i de kurdiske flygtninge fra Syrien, der kom til landet på flugt fra IS, og disse rejste derfor hurtigt videre mod Europa. Dette bidrog til at skabe strømmen af næsten 1 mio. flygtninge, der gennem 2015 via Grækenland søgte mod EU.

Efter USA i 2014 var begyndt at bombe IS havde de islamistiske enevoldsmonarkier i Saudi Arabien og Golfen leveret mere avancerede våben til jihadisterne i Syrien - bl.a. anti-tank raketter. Det fjernede den fordel Assad regimet indtil da havde haft i form af tanks og pansrede køretøjer, og fra foråret 2015 var regimet derfor i defensiven. Det fik i første omgang støtte fra Hezbollah der hjalp med at rydde jihadist kontrollerede områder i grænseområderne mellem Syrien og Libanon. Siden gik også Iran mere aktivt ind i kampene. I slutningen af september 2015, ret præcist 1 år efter USA var begyndt at smide bomber i sandet i Iraq og Syrien, sluttede også Rusland sig de krigsførende parter, da det begyndte af bombe jihadister fra flybaser i det vestlige Syrien. Mens de vestlige «bombardementer» ingen indflydelse havde haft på krigens gang, gav de russiske hurtigt resultater. Efter 2 måneder var IS tvunget til at halvere lønnen til sine jihadister pga. de russiske bombardementer af de IS kontrollerede oliefelter og tankbilerne der kørte olien til Tyrkiet. Omvendt udløste de russiske bombardementer voldsomme protester fra Vesten, Tyrkiet og de klerikale diktaturer på den arabiske halvø. Jihadisternes støtter truede med kraftig optrapning af våbenleverancerne til Syrien. I november skød Tyrkiet et russisk bombefly ned, påstod det havde været inde i tyrkisk luftrum og anklagede Rusland for at krænke Tyrkiets suverænitet. Dette trods jævnlige tyrkiske invasioner af det nordlige Iraq og bombardementer i Syrien. Rusland benægtede at flyet havde overfløjet Tyrkiet, og realiteten var at det faldt ned flere kilometer inde i Syrien. Den reelle baggrund var, at russerne bl.a. havde bombet turkmenske oprørere i det nordvestlige Syrien. De var støttet af Tyrkiet. Rusland svarede ikke militært igen overfor Tyrkiet, men indstillede turiststrømmen til landet, indførte økonomiske sanktioner og sønderbombede efterfølgende turkmenerne.

Efter IS terroraktioner i Sinai, Beirut og Paris i oktober/november var der i december basis for enstemmig vedtagelse af en Syriens resolution i FN's Sikkerhedsråd, der skulle bane vej for gennemførelsen af en «fredsproces». Der var imidlertid tale om en proces, hvor alle parter handlede på skrømt, og hvor nogle af krigens centrale parter - kurderne (fordi Tyrkiet ikke ville havde dem med), al-Nusra og IS (fordi vesten ikke ville havde dem med) - var udelukket fra forhandlinger. Saudi Arabien sendte en koalition af små ligegyldige syriske oprørsgrupper, for at Assad regimet ikke skulle være de eneste syrere ved fredsforhandlingerne i Geneve. Da forhandlingerne efter få dage blev indstillet optrappede Rusland drastisk sine bombardementer af jihadisterne, og banede derved vej for en syrisk offensiv, der bl.a. skulle «befri» Aleppo. Bombardementerne sendte yderligere 50.000 på flugt, oven i de 15 mio. der allerede var internt eller eksternt fordrevne. Samtidig truede både Tyrkiet og Saudi Arabien med at optrappe deres deltagelse i krigen ved at sende både bombefly og soldater ind i Syrien. Målet var tilsyneladende at fremprovokere militær konfrontation mellem Tyrkiet og Rusland, for derved aktivt at inddrage NATO i krigen på jihadisternes side. Saudi Arabien sendte i starten af februar F-16 fly til den tyrkiske Incirlik luftbase, og Tyrkiet gennemførte daglige artilleribombardementer af YPG stilinger. Tyrkiet ville for enhver pris hindre, at kurderne fik kontrol over de sidste 60 km af grænsen mellem Tyrkiet og Syrien, så Tyrkiet ikke længere kunne sende forsyninger og jihadister ind over grænsen. Efterfølgende kunne Tyrkiet meddele at det var lykkedes deres efterretningsvæsen at fragte 900 jihadister ind i Syrien.

Borgerkrigen i Syrien havde fra starten været en krig mellem de islamistiske diktaturer i regionen på den ene side og Syrien på den anden. Fra 2015 yderligere med deltagelse fra Ruslands, Hezbollahs og Irans side og med potentiale til hurtigt at kunne udvikle sig til militær konflikt mellem stormagterne. Mens USA søgte at træde på bremsen for at hindre udviklingen af et sådant scenarie, trådte Tyrkiet og Saudi Arabien på speederen.

Med udsigt til en drastisk eskalering af krigen lagde Rusland og specielt USA maksimalt pres på deres allierede i krigen, og i slutningen af februar 2016 lykkedes det at få forhandlet en våbenhvile på plads. Undtaget fra våbenhvilen var al-Nusra fronten og IS - i overensstemmelse med FN's resolution fra december. Tyrkiets pris var, at også det kurdiske YPG blev undtaget fra våbenhvilen. tyrkiet ønskede at fortsætte sin krig mod kurderne. Våbenhvilen var altså kun delvis. Krigen mod al-Nusra, IS og YPG fortsatte. Alligevel var de følgende to måneder præget af en betydelig nedgang i krigshandlingerne. I områder hvor kvinder og børn ikke tidligere havde kunnet komme frem, kom de nu efter 2-3 år ud i dagslyset. En begrænset fred sænkede sig over landet. Men der var kun tale om et midlertidigt ophold i kampene. Saudi Arabien, Tyrkiets og deres jihadi bevægelser var interesserede i at genoptage kampene, og det samme var Assad regimet der stadig nærede et håb om sejr. I slutningen af april brød våbenhvilen derfor endelig sammen. Allerede i starten af måneden havde syriske regeringsstyrker og russiske fly fjernet IS fra den historiske by Palmyra og de fortsatte nu fremrykningen mod Deir Azzor. De hårdeste kampe kom dog til at stå omkring Aleppo. I slutningen af juli lykkedes det regeringsstyrker at omringe den østlige jihadi kontrollerede del af byen. Mange tusinde jihadier og omkring 250.000 civile var dermed under belejring. Blot en uge senere lykkedes det dog jihadier at bryde belejringen. Længere mod nord lykkedes det YPG og syriske oprørere at presse IS tilbage. I midten af måneden erobrede de den strategisk vigtige by Manbij fra IS. Det fik Tyrkiet til at invadere Syrien. Først med en snes kampvogne der hurtigt steg til over 100 samt tungt artilleri. Tyrkiets diskurs var, at de ville bekæmpe IS, men den islamiske stat (Tyrkiet) havde intet problem haft med IS i de 2 år bevægelsen havde kontrolleret grænseområdet. Først da den led nederlag til kurderne, rykkede Tyrkiet til undsætning og gik til angreb på YPG. Lokale selvforsvarsgrupper og militser i de befriede byer og landsbyer blev udsat for tyrkiske bombardementer. Tyrkiet og USA stor nu åbent på hver sin side i konflikten. USA trak det korteste strå og forsøgte at få YPG til at trække sig tilbage over Eufrat, hvilket kurderne nægtede. Tyrkiet var nu en åben del af krigen.

I maj besluttede det danske Folketing at gå ind i krigen i Syrien. I juli gennemførte det danske luftvåben de første bombeflyvninger i Syrien til støtte for de syriske jihadier.

I slutningen af juli brød al-Nusra fronten med al-Qaeda og tog navneforandring til Jabhat Fateh al-Sham (Fronten til erobring af al-Sham (det klassiske navn for Levanten: Syrien og Iraq)). De foregående 6 måneder havde der været spekulationer og vedholdende rygter og et forestående brud. al-Nusra rummede to stærke tendenser: de udenlandske jihadier der udgjorde omkring 1/3 af frontens krigere. De var der primært pga. al-Qaedas perspektiv for et kalifat. Flertallet af krigerne var dog syrere, der alene havde et nationalt perspektiv. al-Nusra var blevet svækket af stadige russiske (og nordamerikanske) bombardementer, og samtidig lovede Qatar åben økonomisk og militær støtte hvis den brød med al-Qaeda. Jihadi bevægelsen skulle med andre ord gøres «stueren». Denne erkendelse nåede også al-Qaeda der i slutningen af juli gav sin godkendelse til et brud. Qatar, Saudi Arabien og Tyrkiet kunne nu mere åbent støtte bevægelsen økonomisk og militært. USA lod sig dog ikke umiddelbart overtale. Supermagten føjede Jabhat Fateh al-Sham til sin terrorliste.

USA og Rusland indgik i starten af september aftale om våbenhvile i Syrien og instruerede hver af deres grupper af militære organisationer om at indstille kampene fra midten af måneden. Som i foråret var IS og Jabhat Fateh al-Sham dog undtaget fra våbenhvilen. Aftalen gik dog efter få dages våbenhvile op i limningen. Årsagen var, at USA, Storbritannien, Australien og Danmark bombede syriske regeringsstyrker udenfor Deir al-Zor. Angrebet kostede et sted mellem 62 og 90 soldater livet og tillod IS at omringe det syriske regimes luftbase udenfor byen. Både USA, Storbritannien og Australien var hurtige til at undskylde angrebet. Danmark undskyldte ikke. Som ved krigen mod Libyen i 2011 var Danmarks militære rolle at gennemføre de angreb, andre vestlige lande ikke kan gennemføre. USA's politiske formål med angrebet på de syriske tropper var at teste reaktionen fra det syriske regime og dets russiske allierede. Det russiske og syriske svar på angrebet var at forstærke angrebene på Aleppo, hvorefter våbenhvilen endelig brød sammen. Udover den danske militære støtte til IS var Danmark nu formelt i krig med Syrien. (Truce teeters after raids on Aleppo, Syria troops, The Daily Star 18/9 2016; Danmark fejlbomber i Syrien – og hvad skal vi så spørge om, tro og lære? Fredsforsker Jan Øberg 19/9 2016).

Koalitionen SDF (Syrian Democratic Forces) der overvejende bestod af det kurdiske YPG indledte i starten af november et storstilet angreb på IS' «hovedstad» Raqqa. Det skete med luftstøtte fra USA og parallelt med storoffensiven i Iraq, der havde til formål at generobre Mosul. I takt med at Raqqa offensiven rykkede tættere på, optrappede den tyrkiske besættelsesmagt i det nordlige Syrien sine angreb på SDF og drabte i hundredevis af SDF soldater. Tyrkiets officielle forklaring var, at landet ville forhindre kurderne i at indtage Raqqa. YPG's officielle forklaring var, at Tyrkiet med alle midler ønskede at bevare IS' besættelse af Raqqa. Tyrkiets massive angreb på SDF bragte landet på kollisionskurs med USA, der støttede SDF offensiven. USA søgte at berolige Tyrkiet ved at love, at der ikke ville være kurdere blandt de SDF styrker der til slut skulle indtage Raqqa. Det var dog et illusorisk løfte. YPG var ubetinget den stærkeste del af SDF, og uden kurderne ville Raqqa ikke kunne erobres fra IS. (Syrian Kurds say Ankara attacking to prevent Raqqa recapture, Daily Star 25/10 2016).

Efter flere måneders belejring og intense bombardementer indtog den syriske regering hjulpet af det libanesiske Hizbollah og iranske styrker i december den østlige del af Aleppo. Jihadisternes vigtigste bastion i det nordlige Syrien var dermed faldet. I de vestlige medier kørte der parallelt hermed en voldsom kampagne mod den syriske offensiv og situationen i Aleppo blev betegnet som folkemord. I slutfasen tillod de syriske styrker at de tilbageværende jihadister og de civile der ønskede det blev evakueret til oprørskontrollerede områder i Idlib provinsen. Det interessante var at det kun var et mindretal af de civile (30-40.000) der ønskede at blive kørt til Idlib. Flertallet af de knap 200.000 civile i det østlige Aleppo ønskede at komme til den vestlige, regeringskontrollerede del af byen. Forløbet bekræftede situationen i slutningen af 2011, da jihadisterne trængte ind i Aleppo. I byen støttede 70-80% Assad regimet, mens kun 20% støttede oprørerne. For første gang i 5 år kunne kristne syrere i december 2016 tænde juletræer i det østlige Aleppo. (Den svenske fredsforsker Jan Øberg var i december 2016 på besøg i Aleppo. Her er hans billeder og rapportager som modsvar til den vestlige propaganda: THE DESTRUCTION OF EASTERN ALEPPO, SYRIA, HUMANS IN LIBERATED ALEPPO, ALEPPO'S EVIL HUMANITARIANS).

I kølvandet til tilbageerobringen af Aleppo forhandlede Tyrkiet og Rusland en våbenhvile på plads med Assad regimet og jihadisterne - med undtagelse af IS og Jabhat Fateh al-Sham. Våbenhvilen holdt dog kun få uger. I ly af krigen i Aleppo gik jihadister frem i andre dele af landet. I starten af december generobrede flere tusinde IS partisaner Palmyra og andre erobrede Wadi Barada området nord for Damaskus. Erobringen af Wadi Barada var det mest alvorlige for regimet, da det var herfra næsten hele hovedstadens vandforsyning kom og den blev efterfølgende afbrudt. Regimet erklærede, at jihadisterne havde forgiftet vandet, hvilket de til gengæld benægtede. Uanset årsagen var Damaskus nu uden drikkevand.

Ved udgangen af 2016 var 470.000 syrere dræbt i den vestligt inspirerede borgerkrig i landet, 7,6 mio. var internt fordrevne og 5 mio. var flygtede til udlandet.

I sidste halvdel af januar 2017 indledtes fredsforhandlinger i Astana i Kazakhstan med deltagelse af den syriske opposition, det syriske regime, Rusland, Tyrkiet og Iran. FN deltog som observatør, men det mest interessante var, at Vesten var fuldstændig fraværende. I de vestlige medier blev forhandlingerne derfor fra starten også dødsdømt, og det var også korrekt at forhandlingerne ikke umiddelbart førte til større våbenhviletiltag, men derved overså Vesten det faktum at de to vigtigste udenlandske militære aktører, Rusland og Tyrkiet var begyndt at samarbejde. Det vigtigste umiddelbare resultat af Astana processen var, at de to lande samt Iran blev enige om at samarbejde om at sikre overholdelsen af FN Sikkerhedsrådsresolution 2254 om våbenhvile. Endelig kom Rusland med et løst forslag til en ny forfatning for Syrien baseret på føderale principper med udstrakt selvstyre til regionerne. Det var et forsøg på at holde sammen på landet og samtidig en anerkendelse af den religiøse og politiske splittelse, der var en realitet. Forslaget gik også imod Israels og Vestens planer om at sprænge den Syriske stat til atomer.

Våbenhvileforløbet var interessant, fordi hverken de vestlige aktører i krigen, Saudi Arabien eller Golfstaterne blev tildelt nogen rolle. Forløbet markerede, at det nu var Tyrkiet og Rusland der var de centrale udenlandske aktører i landet. Samtidig markerede det at Tyrkiets strategiske fokus var skiftet fra at ville fjerne Assad regimet og etablere et sunni-islamisk diktatur til at hindre at kurderne fik et fungerende selvstyre i det nordlige Syrien. Tyrkiets kamp mod kurderne, i og uden for Tyrkiet overtrumfede alt andet.

Israel kom i marts sine pressede venner i IS til undsætning med luftangreb på syriske regeringsstyrker omkring Palmyra i det østlige Syrien. Slyngelsstaten har siden 2011 rutinemæssigt angrebet mål i Syrien, men det var første gang det var så langt fra de israelsk besatte Golanhøjder, og det var første gang Syrien svarede igen med jord-til-luftraketter mod de angribende fly. Syrien hævdede efterfølgende at have skudt et israelsk fly ned, men kunne ikke fremlægge beviser, og Israel benægtede noget fly var blevet ramt. Israel fik i januar installeret det USA udviklede Arrow 3 system i sine fly, der skulle afværge jord-til-luftangreb. Slyngelstaten var interesseret i at teste det nye forsvarssystem, og dette var muligvis også motivation til angrebet. (Israeli warplanes hit targets in Syria as tensions flare, Daily Star 17/3 2017)

Astana fredsprocessen fortsatte i marts og maj. Det umiddelbart vigtigste resultat var etableringen af såkaldte de-eskalerings zoner forskellige steder i landet, der ellers havde været præget af heftige kampe. Den største af disse omfattede den oprørskontrollerede Idlib provins, Hama, Aleppo og Latakia provinserne. 3 yderligere zoner blev etableret i den oprørskontrollerede nordlige del af Homs, det østlige Ghouta og langs grænsen mod Jordan.

I et desperat forsøg på at afspore fredsprocessen angreb USA i starten af april en syrisk luftbase med 59 krydsermissiler. Nogle missiler blev skudt ned og resten forårsagede kun begrænset skade. Angrebet blev legitimeret med, at Syrien angiveligt et par dage forinden havde angrebet byen Khan Sheikhun i det oprørskontrollerede Idlib med kemiske våben og dræbt over 80 mennesker. En påstand der blev afvist af både det syriske regime og Rusland, men som blev slugt råt i den Vestlige verden, hvor masseødelæggelsesvåben historisk havde været en god sællert. FN's afdeling til overvågning af kemiske våben stillede sig tvivlende overfor påstanden, som der ikke umiddelbart var beviser for. En del af baggrunden for USA's angreb var muligvis også, at supermagten få dage forinden havde angrebet et hus i Mosul i Iraq og dræbt over 200 civile. Krigsforbrydelsen skulle druknes i en anden nyhed. (Trump's senseless Syria strikes accomplish nothing, Guardian 6/4 2017; Donald Trump has jumped into a quagmire with his eyes shut, Guardian 7/4 2017)

USA's stærkt upopulære præsident Trump konstaterede, at det militære angreb fik støtte - også fra hans værste modstandere. Få dage senere kastede hans militær derfor den hidtil største ikke-atomare bombe over Afghanistan. Et mediestunt der skulle styrke præsidentens opbakning. I slutningen af juni skød USA's luftvåben et syrisk fly ned i udkanten af det IS besatte Raqqa og påstod efterfølgende det havde angrebet US støttede SDF styrker, der havde omringet Raqqa. En påstand der ikke blev bekræftet af SDF. Nedskydningen førte til voldsomme protester fra Syrien, og medførte som i april at Rusland afbrød det militære samarbejde med USA i Syrien, der skulle hindre konflikt mellem de to landes luftvåben.

Som optakt til nye forhandlinger i Astana i midten af juli indstillede Rusland i starten af måneden sine militære aktioner i landet, og ved et møde mellem Putin og Trump den 7. juli gik også USA med til at instille sine militære aktioner i landet. Konflikten var derefter næsten udelukkende fokuseret på at nedkæmpe IS i Raqqa. Trods voldsomme protester fra tyrkisk side indvilgede USA i april i at levere tungere våben til den kurdisk dominerede SDF hær, der skulle nedkæmpe IS på jorden.

 

Kvindelige kurdiske SDF (YPG) medlemmer fejrer sejren over IS i Raqqa. Jihadisterne frygtede kvinderne, da de ville koste dem deres «plads i paradiset». USA leverede våbnene og bombede Raqqa sønder og sammen. Bombardementer Rusland sammenlignede med de allieredes udslettelse af Dresden under 2. Verdenskrig. Efter at have nedkæmpet IS ophørte USA med sin støtte til kurderne - for at genetablere det ødelagte forhold til Tyrkiet.

Efter ½ års blodige kampe erobrede SDF (der overvejende bestod af YPG/YPJ partisaner) i oktober 2017 Raqqa. IS Kalifatets «hovedstad» var udslettet og med de irakiske styrkers erobring af Mosul i Iraq nogle måneder tidligere, holdt bevægelsen ikke længere nogen strategiske byer, men var sendt ud i ørkenen, stærkt svækket. Ligesom i Mosul var det bevægelsens udenlandske krigere, der var de sidste der blev tilbage, og de fleste vestlige lande bad til, at de ville blive dræbt. Den franske forsvarsminister Florence Parly udtalte det meget klart til den franske TV station Europe 1 i starten af måneden: «Hvis de (partisanerne) bukker under i kampene, så er det bedste». Selv om der vitterligt var mange der blev dræbt, var der også der undslap i konvojerne, der blev indgået aftaler om i kampenes slutfase.

Med den næsten totale sejr over IS i Iraq og Syrien var det atter tid til at bytte allierede i konflikten. Pga. USA's støtte til kurderne havde Tyrkiet i et års tid allieret sig med Rusland og Iran, for samtidig at kunne støtte jihadisterne i Idlib provinsen, der grænsede op til Tyrkiet. USA indstillede nu sin våbenhjælp til kurderne for atter at få Tyrkiet tilbage på sin side. Allianceskiftet afslørede de syriske kurderes store problem. Selv om det langt overvejende var deres forstjeneste, at IS var blevet nedkæmpet i det nordlige Syrien, så havde de ikke længere nogen magtfulde allierede, der kunne redde dem fra Tyrkiet eller den syriske centralregering. I Iraq havde kurderne forsøgt at udråbe en kurdisk stat, men var blevet løbet over ende og nedkæmpet af den irakiske centralregering, da ingen støttede dette projekt. (Foreigners who joined Daesh faced almost certain death in Raqqa, Daily News 21/10 2017; Russia likens US coalition bombing of Raqqa to WWII Dresden, Daily News 22/10 2017; The fall of Raqqa - in pictures, Guardian 21/10 2017)

I frustration over den kurdisk ledede nedkæmpelse af Tyrkiets allierede i Syrien, IS indledte Tyrkiet i januar 2018 krig mod Rojava - Kurdistan i det nordlige Syrien. Regimet i Ankara havde i flere år betegnet de syriske kurdere som terrorister og havde siden august 2016 besat dele af det nordlige Syrien. Inden Tyrkiet indledte krigen besøgte den tyrkiske krigsminister Moskva for at sikre at tyrkerne ikke blev angrebet af russiske fly. Rusland indvilgede i ikke at gribe ind. Begge lande brugte situationen mod USA. Rusland ønskede at svække USA-Tyrkiet alliancen, og Tyrkiet ønskede at markere politisk og militær modstand mod USA's taktiske alliance med kurderne. Fra sidste halvdel af januar angreb Tyrkiet dagligt mål i det vestlige Rojava (Afrin) med fly og artilleri. Syrien protesterede overfor det islamistiske regime i Ankara og sendte enkelte enheder til Afrin, men den kurdiske YPG/YPJ milits stod ellers alene overfor den overvældende tyrkiske krigsmagt. De tyrkiske angreb kostede flere tusinde kurdiske civile livet, og havde i midten af marts sendt omkring 200.000 kurdere på flugt. De ønskede i sagens natur ikke at flygte til Tyrkiet, men søgte i stedet til Aleppo. I midten af februar var der rapporter om tyrkisk anvendelse af kemiske våben mod civilbefolkningen. De tyrkiske krigsforbrydelser og den humanitære katastrofe der udfoldede sig blev stort set ikke rapporteret i de vestlige medier, der i stedet bekymrede sig om Assad regimets angreb på Ghoutas islamistiske militser i udkanten af Damaskus. I midten af marts bukkede Afrin under for den tyrkiske overmagt, besættelsesmagten hejste det tyrkiske flag over byen og YPG/YPJ erklærede derefter, at den gik over til guerillaangreb på besættelsesmagten. (Turkey seeks Russian OK for air campaign against Afrin, Daily Star 19/1 2018; Kurdish doctors report suspected Turkish gas attack in Syria, Daily Star 17/2 2018; Turkey begins assault on Kurdish-held enclave in Syria, Guardian 19/1 2018)

Det syriske regime og dets allierede, Rusland og Iran, optrappede i foråret 2018 angrebene på den oprørskontrollerede bydel Ghouta i udkanten af Damaskus. Bydelen havde flere hundrede tusinde indbyggere og var overvejende under kontrol af den islamistiske oprørsbevægelse Jaish-al-Islam. I midten af marts kom USA islamisterne til undsætning, da supermagten i FN's Sikkerhedsråd krævede gennemførelsen af en 30 dages våbenhvile. USA's FN ambasadør gjorde samtidig opmærksom på, at hvis Sikkerhedsrådet ikke makkede ret, ville USA handle militært på egen hånd. Siden FN's oprettelse har USA haft den overordnede politik, at det kun har overholdt FN's Charter når det var i egen interesse, og ellers har overtrådt det, eller tilladt dets allierede at overtræde det. Kampene fortsatte imidlertid. I stedet blev der med russisk hjælp forhandlet en aftale på plads hvorefter civile og partisaner fik frit lejde på busser fra Ghouta til det oprørskontrollerede Idlib. I de sidste uger af måneden blev 45.000 civile og partisaner på den måde evakueret fra byen. (Rebels strike deal to leave eastern Ghouta, say Assad media, Guardian 1/4 2018)

I starten af april var 95% af Ghouta under det syriske regimes kontrol. Da sejren var nært forestående gav det derfor ikke mening, at hjælpeorganisationen «De hvide Hjelme» den 7. april oplyste, at regimet havde anvendt giftgas mod civilbefolkningen i Ghouta. Det virkede som et sidste desperat træk fra islamisternes side på at afværge det uafvendelige: regimets sejr i Ghouta. Men timingen var perfekt. Vesten havde de foregående uger udvist 150 russiske diplomater og anklaget Rusland for at stå bag mordforsøg i Storbritannien. Der var oppisket en konflikt med Rusland. Efter få dage annoncerede Trumnp derfor, at USA ville angribe Syrien, og denne melding fik umiddelbart opbakning af de gamle kolonistater Storbritannien og Frankrig. Rusland læste USA's trusler som en fortsættelse af Vestens aggression mod Rusland og erklærede vredt, at Rusland agtede at skyde igen, hvis Vesten angreb Syrien. Vestens ønske om konfrontation med Rusland bragte i nogle dage Verden tæt på en 3. Verdenskrig. Rusland, Kina, FN og det meste af verden opfordrede til at lade organisationen til forbud mod kemiske våben (OPCW) undersøge sagen i Ghouta, men ligesom USA i 2003 ikke ønskede at lade FN's våbeninspektører opspore Saddam Husseins «Masseødelæggelsesvåben» i Iraq, ønskede USA, Storbritannien og Frankrig ikke en FN undersøgelse. Dagen inden OPCW skulle ankomme til Syrien angreb kolonistaterne derfor 14. april Syrien med 103 krydsermissiler og raketter. Rusland der ellers havde erklæret at det ville skyde igen undlod, men oplyste at det syriske militær havde skudt 71 af de 103 missiler ned. En påstand der blev benægtet af USA. Angrebet afslørede dog, at Vesten var bange for det russiske og syriske luftforsvar. Raketterne blev affyret fra fly langt udenfor det syriske luftrum og fra skibe i det Røde Hav. Rusland havde i 2012 lovet Vesten ikke at ville levere det moderne S-300 luftforsvarssystem til Syrien, men efter det vestlige angreb erklærede Rusland, at det ikke længere var bundet af denne aftale. Den mest umiddelbare konsekvens af Vestens aggression var derfor en styrkelse af det syriske luftforsvar.

Hvorfor opstod gaskrisen i Syrien overhovedet? I starten af april meddelte USA's præsident Trump overraskende, at USA ville trække sig helt ud af Syrien, hvor det ellers havde 2000 soldater indsat. Denne melding vakte stor bitterhed i Israel, der frygtede at Iran ville få en stærk position i landet, når landets islamister var nedkæmpet. Rygter talte derfor om, at den Israelske efterretningstjeneste deltog i det plottet omkring det påståede giftgasangreb, med det formål at få USA til at blive. To dage efter det påståede angreb, angreb Israel selv en syrisk militærbase med F-15 kampfly over Libanon. Israel havde rutinemæssigt i årevis angrebet mål i Syrien, men dette angreb var anderledes idet det åbenlyst gik efter iranske tropper i Syrien. Under de tidligere angreb havde Rusland holdt lav profil, fordi Israel tilsyneladende gik efter Hizbollah, men angrebet på iranske tropper udløste en skarp russisk reaktion. Rusland erklærede, at det ikke længere ville tillade uprovokerede israelske angreb på Syrien. Rusland truede med andre ord med at skyde israelske fly ned. En optrapning af konflikten, der var i Israels interesse. Den 4. april var delegationer fra Rusland, Tyrkiet og Iran mødtes for at diskutere en fremtidig plan for Syrien. Israel ønskede at spænde ben for denne plan ved at skabe konflikt og bringe de vestlige kolonistater ind i konflikten, og Rusland ville omvendt ikke tillade det israelske benspænd. I takt med at den væbnede konflikt ophørte i stadig større dele af Syrien, skabte Israel og Vesten nye konflikter, fordi de ikke ønskede det nye landkort der var ved at tegne sig. Et nyt element af internationalisering var dermed bragt ind i konflikten. (Syria and Russia accuse Israel of missile attack on Assad airbase, Guardian 9/4 2018; Israel has launched countless strikes in Syria. What's new is Russia's response, Guardian 9/4 2018; Syria crisis: danger awaits in rush for influence on crowded battlefield, Guardian 15/4 2018)

Rusland indbragte Vestens angreb på Syrien for FN's Sikkerhedsråd og stillede en resolution, der opfordrede til at indstille den væbnede udenlandske aggression mod Syrien. Resolutionen fik udover Rusland kun støtte af Kina og Bolivia. FN's Generalsekretær opfordrede til ikke at optrappe konflikten og opfordrede medlemstaterne til at respekte FN's Charter, der forbyder internationale militære aktioner der ikke er sanktioneret af Sikkerhedsrådet. Kolonistaternes angreb på Syrien blev fordømt i det meste af verden, men bifaldet af de islamiske diktaturer på den arabiske halvø, EU, NATO og vasalstaterne i Europa.

I starten af maj fremlagde Israel «beviser» for, at Iran brød den internationale samarbejdsaftale om atomnedrustning med EU, USA, Rusland og Kina. De israelske beviser blev imidlertid afvist af både EU, Rusland og Kina som fuldstændig utroværdige. Da løgneoffensiven mislykkedes gennemførte Israel 8. maj omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien. 15 blev dræbt, deriblandt 8 iranere. Formålet var som i april at fremtvinge en iransk modreaktion. Det mislykkedes igen. Alligevel erklærede USA 10. maj - som ventet - at det ikke længere ville overholde den internationale samarbejdsaftale med Iran. Beslutningen var i strid med folkeretten, eftersom aftalen havde fået FN's Sikkerhedsråds blå stempel, men både USA og Israel bryder rutinemæssigt folkeretten. Få timer senere gennemførte Israel det mest omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien siden krigen i 1973. 27 blev dræbt, deriblandt 11 iranere og 6 syriske soldater. Atter engang udeblev det iranske modsvar. Israel påstod, at det forud for angrebet var blevet udsat for iransk raketbeskydning i Golan, men Israel kunne ikke efterfølgende fremlægge nogen materielle beviser herfor, og det gav ikke mening at Iran skulle angribe i den højeksplosive situation Israel og USA havde skabt i regionen. (Fears grow as Israel and Iran edge closer to conflict, Guardian 10/5 2018. Trump’s rejection of Iran nuclear deal may be Israel’s dream moment, Guardian 10/5 2018. Israel-Iran conflict is no surprise but implications are unclear, Guardian 10/5 2018. Observatory: 42 killed in Israeli strikes in Syria this week, Daily Star 12/5 2018)

Netanyahu havde få dage før angrebet 10. maj været i Moskva. Øjensyneligt for at true Rusland til ikke at sende S-300 antiluftskyts systemet til Syrien, som Rusland havde truet med efter det vestlige angreb på Syrien i april. Israelske generaler havde på forhånd erklæret, at hvis Rusland sendte S-300 til Syrien, ville Israel angribe systemerne, endnu inden Rusland kunne nå at installere dem. S-300 ville give Syrien en betydelig bedre beskyttelse mod de konstante israelske flyangreb, og dette ønskede Israel at hindre. Slyngelstaten ville have frit råderum i det syriske luftrum. Israel og USA havde formået drastisk at forværre den i forvejen dramatiske politiske-militære situation i regionen med angrebene på Syrien og USA's trusler mod Iran.

Assad regimet fortsatte med russisk hjælp nedkæmpelsen af jihadister i den østlige, vestlige og sydlige del af landet. USA kom i slutningen af maj jihadisterne til undsætning, da det bombede pro-Assad militser omkring Deir Azzoor og i starten af juli bombede Israel syriske styrker i Quneitra provinsen, der lægger på grænsen til Golan højderene. I syd sendte Assads offensiv flere hundrede tusinde syrere på flugt. Jordan havde lukket sin grænse, så de blev spredt over det meste af den sydlige del af landet. I juli generobrede Assaf regimet Deraa, hvor oprøret mod hans styre var startet 7 år tidligere.

Amnesty International offentliggjorde i juni en rapport, der demonterede USA's løgne om «præcisionsbombninger» i Syrien. Under generobringen af Raqqa gennemførte USA tusindvis af drone- og flyangreb på byen. Angreb der ifølge Amnesty kostede flere tusinde civile livet og ødelagde 90% af byen. Efter indsættelsen af Trump som præsident i USA i januar 2017 beordrede han militæret til ikke længere at tage hensyn tll civile under militære operationer i Syrien, Afghanistan og andre lande hvor USA hærgede. Begrebet «Collateral damage» forsvandt ud af den militære diskurs. Militæret skelnede ikke længere mellem civile og bevæbnede - en klar overtrædelse af 4. Genevekonvention. (‘Precision’ airstrikes kill civilians. In Raqqa we saw the devastation for ourselves, Guardian 5/6 2018)

Efter kurderne i 2019 havde nedkæmpet de sidste resten af IS og samlet de overlevende kvinder og børn i koncentrationslejre, meddelte Tyrkiet 5. oktober at det agtede at angribe Syrien for at knuse det kurdiske selvstyre. USA der indtil da havde påstået, at det var kurdernes allierede reagerede ved at meddele, at det trak alle sine styrker ud af området - så Tyrkiet uhindret kunne begå massakrer. Den 9. oktober indledte Tyrkiet sin krig mod Rojava. Dette sendte kurderne i armene på Assad regimet og den 13. indgik de to parter en aftale om i fællesskab at bekæmpe de tyrkiske invasionsstyrker. Tyrkiet stod nu ikke blot overfor kurderne, men også den syriske hær og udsatte sig selv for luftangreb fra Assads allierede, Rusland. Tyrkiet og Rusland indgik derfor den 23. oktober en aftale, der skulle demontere dette konfliktpotentiale: Alle kurdiske styrker skulle trækkes ud af en bufferzone på 30km op mod den tyrkiske grænse; syrisk militær og russisk militærpoliti skulle i fællesskab patruljere i en bufferzone på 10km, og de skulle i løbet af en uges tid erstattes af patruljer med tyrkisk og russisk deltagelse. Tyrkiet ville til gengæld standse sit erobringstogt ind i Rojava. De følgende måneder var situationen højspændt med hyppige sammenstød mellem på den ene side tyrkiske besættelsestropper og på den anden det kurdiske YPG, syrisk militær og russiske militær. Men efter nogle måneder faldt tingene på plads og fungerede som aftalt mellem Tyrkiets diktator og Ruslands Putin. Den største taber i det politiske spil var USA, der var sendt ud af Syrien, samtidig med at det var lykkedes Trump regimet i Washington at sende YPG i armene på Assad og styrke samarbejdet mellem Tyrkiet og Rusland. Eneste plaster på USA's taktiske nederlag var at det lykkedes dets efterretningsvæsen at lokalisere IS' leder Abu Bakr al-Baghdadi i Idlib og ved en kommandoaktion 26. oktober at henrette ham. Den mand som USA selv havde uddannet i sine fængsler i Iraq 15 år tidligere var nu fortid og IS udraderet - takket været det kurdiske YPG.

Efter forskydningen af alliancerne i krigen besluttede den syriske regering i december 2019 at indlede en offensiv mod Idlib for at sikre fri passage ad M5 hovedvejen fra Damaskus til Idlib. Offensiven sendte de følgende måneder ½ million syrere på flugt fra Idlib. I februar 2020 indledte de islamistiske militser i Idlib støttet af den tyrkiske hær et modangreb, der trængte de syriske styrker ud af de områder, de havde erobret. Syrien svarede igen med bombardementer af modstanderne og dræbte under et af disse angreb 34 tyrkiske soldater, der deltog i den islamistiske offensiv. Som hævn indledte regimet i Ankara en ny offensiv mod de syriske styrker. I et forsøg på afspænding mødtes Putin og Erdogan atter engang og aftalte en ny våbenhvile i Idlib fra 6. marts. Samtidig erklærede Tyrkiet, at det ville begynde at genhuse nogle af de millioner af syriske flygtninge det husede i den bufferzone «Tyrkiet kontrollerede». Det var i strid med oktoberaftalen, der kun gav Tyrkiet ret til at patruljere denne zone sammen med Rusland. Tyrkiet begyndte samtidig at udnævne borgmestre i de landsbyer i zoner, besættelsesmagten havde taget kontrol over. Kurderne udtrykte stor nervøsitet ved, at det Tyrkiet de-facto var i gang med var at etnisk udrense den kurdiske befolkning fra bufferzonen og erstatte dem med syriske flygtninge.

USA indførte i juni 2020 voldsomme sanktioner med Syrien under den såkaldte «Caesar Syria Civilian Protection Act». Sanktionspakken havde i modsætning til sin titel ikke til formål at beskytte den syriske befolkning, men at underminere Assad regimet. Regimet overlevede, men størstedelen af befolkningen blev kastet ud i dyb fattigdom. Valutaen styrtdykkede, priserne steg voldsomt, syrerne demonstrerede og Assad fjernede sin premierminister. 

I april 2021 rapporterede Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons (OPCW), at det var overvejende sandsynligt, at det var det syriske regime der stod bag klorangrebet på Saraqib i Idlib i 2018.

Ligeledes i april 2021 besluttede den danske regering at begynde at hjemsende syriske flygtninge til «sikre områder» i Syrien. UNHCR frarådede hjemsendelse og Danmark var det eneste land i verden der kunne få øje på «sikre områder» i Syrien. Det handlede imidlertid ikke om flygtningene, men om det danske apartheidregimes bestræbelser på at tømme Danmark for flygtninge. Også Afghanistan blev af apartheidregimet karakteriseret som «sikkert». Også efter Talibans magtovertagelse i august. (‘Zero asylum seekers’: Denmark forces refugees to return to Syria, Guardian 25/5 2022)

Assad lod sig i maj 2021 genvælge med 95,2% af stemmerne. FN tog afstand fra valget; erklærede at det ikke var en del af fredsprocessen i landet, og at FN ikke havde nogen andel i det. Kolonistaterne i Vesten fordømte valget.

Krigshandlingerne fortsatte i 2021. Det syriske regime og russisk luftvåben angreb byer i Idlib provinsen. Den tyrkiske besættelsesmagt angreb kurdiske områder og syriske styrker. Israel fortsatte sine raketangreb på de syriske styrker, og deres iranske og Hizbollah allierede.

Tyrkiets diktator Erdogan gentog i maj 2022 planerne om at udvise millioner af syriske flygtninge til bufferzonen langs grænsen. Den primære årsag var landets dybe økonomiske krise (forårsaget af Erdogan selv), at flygtningene var stærkt upopulære i Tyrkiet og det forestående valg i Tyrkiet. Med andre ord overvejende valgflæsk til de tyrkiske vælgere. Samtidig ønskede Erdogan at udnytte sin vetomulighed i spørgsmålet om optagelsen af Finland og Sverige i NATO. Men risikoen for massiv etnisk udrensning af kurdere fra grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet stod tilbage. Vesten ignorerede truslen om etnisk udrensning. (Turkey’s plan to forcibly relocate Syrian refugees gains momentum, Guardian 26/5 2022)

A.J.