Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nasser (1918-1970), nationalistisk araberleder, præsident i Egypten 1954-70. Gamal Abd al Nasser blev født i Alexandria i Egypten og var søn af en lavere funktionær i postvæsnet. Efter endt skolegang blev han uddannet ved Militærakademiet 1938-39. Han gjorde tjeneste som major i krigen mellem arabstaterne og Israel i 1948. Nederlaget blev en afgørende erfaring for ham, og sammen med ligesindede, nationalistiske unge officerer begyndte han at planlægge den magtovertagelse, der skulle gøre ende på den britiske militære tilstedeværelse i landet, den korrupte og konservative regering og det unationale kongehus i Egypten. Kuppet, «revolutionen», skete den 26. juli 1952. Kongehuset blev afskaffet, republikken proklameret i juni 1953 og fra 1954 tog Nasser over som præsident.

Nasser repræsenterer en hel epoke i Egyptens moderne historie. Han var en karismatisk lederskikkelse. Hans politiske ideer fik tilhængere i alle arabiske lande. «Nasserismen» kan kort karakteriseres som nationalistisk og socialdemokratisk. Nasser afviste marxismen. I første række fordi den er ateistisk, men han tog også afstand fra kommunismens begreber om klassekamp og «proletariatets diktatur». Han anerkendte, at der er konflikter mellem klasserne i samfundet, men understregede at de må løses på en fredelig måde indenfor rammerne af den nationale enhed - ved at udviske klasseforskellene.

Hans «arabiske socialisme» skulle styre et samfund, hvor den statslige sektor skulle føre an på alle områder og bære hovedansvaret for udviklingsplanerne. En «ikke-udbyttende» privatkapitalistisk sektor kunne fortsætte ved siden af den offentlige, men integreret i den nationale planlægning og under folkets kontrol. Men Nasser lod aldrig masserne få nogen kontrol. Han ville have folket til at applaudere, ikke deltage. Revolutionen stoppede på halvvejen.

Gennem sine glødende taler, sin ihærdige indsats for arabisk enhed og for befrielsen af Palæstina, gennem den modige beslutning om at trodse de imperialistiske magter og nationalisere Suezkanalen, blev han for araberne selve symbolet på arabisk styrke og genrejsning overfor de fremmede undertrykker - mens den vestlige propaganda fremstillede ham som en Hitler og en Mussolini.

Nasser døde den 28. september 1970 - lige efter det blodige opgør med palæstinenserne i Jordan. Tilbage stod et økonomisk og militært knækket Egypten. Atter i afhængighed til en stormagt - Sovjetunionen - og med enorme uløste sociale problemer.

G.M.