Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Cabral (1924-1973), politisk teoretiker og befrielsesleder i Guinea-Bissau. Da agenter fra den portugisiske kolonimagt i januar 1973 dræbte Amilcar Cabral, var kampen for Guinea-Bissaus selvstændighed allerede i slutfasen. Som parti- og guerillaleder havde Cabral i sytten år stået i spidsen for befrielseskampen, og leverede samtidigt flere grundlæggende bidrag til diskussionen af revolutionsstrategi og klasseanalyse i den tredje verden. Det er denne enhed mellem teori og praksis, der har givet Cabral hans centrale plads i den anti-imperialistiske kamps historie.

Cabral var blandt de første fra Guinea-Bissau, der fik en højere uddannelse. Efter agronomistudier i Lissabon blev han ansat af kolonimyndighederne for at lede en omfattende folketælling og landbrugsanalyse. Fra 1952 rejste han i flere år på kryds og tværs i landet, og foretog grundige studier af sociale, etniske og økonomiske forhold. I 1956 blev det endelige brud med kolonisystemet gennemført, da Cabral deltog i stiftelsen af befrielsesbevægelsen PAIGC. Han var partiets leder helt frem til sin død.

Et hovedpunkt i Cabrals revolutionsteori er den vægt der lægges på politisk mobilisering og organisering før udbruddet af den væbnede kamp. Da guerillavirksomheden blev indledt i 1963, skete det samtidigt på flere steder, hvor det lokale grundlag var blevet skabt. Dette er en klart anden holdning ifht. guerilla- og revolutionsteori, end den vi finder hos f.eks. Castro, Guevara og Debray. Samtidig understreges behovet for præcise analyser af hvert enkelt lands særegne forhold. Gennem sine studier påviste Cabral hvordan historisk baggrund, etniske forhold og kolonisystemets indvirkning på produktions- og samfundsmønstret var forskellig i forskellige dele af landet. I sin klasseanalyse lagde Cabral særlig vægt på de svagt udviklede produktivkræfter i et koloniområde af Guinea-Bissaus type, hvor flertallet levede som småproducenter i egalitære landsbysamfund. Det var vanskeligt at finde noget landarbejder- eller industriproletariat, lige så lidt som der eksisterede noget borgerskab i traditionel marxistisk forstand. Under sådanne forhold påpeger Cabral den særlige historiske funktion som dele af småborgerskabet - «de revolutionære intellektuelle» - kan have i ledelsen af befrielseskampens indledende faser. Gennem den fremvoksende alliance, i første række med bønderne, der udgør det fysiske massegrundlag - men ingen revolutionær fortrop - kan en del af småborgerskabet «begå selvmord som klasse». Ved samtidig at fremhæve masseorganiseringen i landsbykomiteer, med partiets forrang over den militære ledelse, fremstår Cabral også som talsmand for decentralisering og arbejder/bondemagt på grundplanet.

T.L.E.