Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Chou En-lai |
Chou En-lai (1898-1976), næst efter Mao den mest fremtrædende kinesiske kommunistleder. I modsætning til de fleste kinesiske kommunistiske ledere havde Chou et udstrakt kendskab til andre lande. Han opholdt sig i sin ungdom i længere tid både i Japan og Frankrig. Han havde også længere ophold i Sovjet og blev i 1928 valgt til medlem af Kominterns eksekutivkomite.
Chou var den selvskrevne statsminister, da kommunisterne kom til magten i 1949. Helt frem til 1958 kombinerede han statsministerposten med udenrigsministerposten.
Mens Mao var Kinas ideologiske leder, var det i første række Chou som statsminister der havde til opgave at forvandle Maos ideer og direktiver til praktisk politik. Chou var ingen teoretiker, men en uovertruffen administrator. Trods alle omskiftninger og udrensninger beholdt han statsministerposten helt frem til sin død. Endog under kulturrevolutionens mest vidtgående udskejelser magtede Chou at holde administrationsapparatet gående og derved forhindre kaos og forvirring. Chous rolle i det moderne Kinas opbygning kan vanskeligt overdrives. Han udfyldte på en fremragende måde Mao.
Chou var også kommunisternes mest fremtrædende diplomat. Det var Chou, der ledte forhandlingerne i Xian i 1936, der førte til Chiangs løsladelse, og til et samarbejde mellem Kuomintang og kommunisterne i kampen mod Japan. Chou ledte den kommunistiske delegation i forhandlingerne med Kuomintang i 1946, der kom i gang efter initiativ af den amerikanske general Marshall. Chou førte i 1954 forhandlingerne i Moskva med Stalin om den kinesiske delegation til Geneveforhandlingerne om våbenhvile i Indokina. Hans optræden på den første internationale konference af alliancefri lande i Bandung i 1955 bidrog i høj grad til at øge Kinas prestige blandt U-landene.
Chou var aktiv i de radikale bevægelser, der voksede frem i Kina efter den første verdenskrig, og sluttede sig til kommunistpartiet da det blev stiftet. I 1927 organiserede han kommunisternes magtovertagelse i den kinesiske del af Shanghai, og undslap med nød og næppe Chiangs massemyrderier. De følgende år var han aktiv i den illegale kommunistbevægelse i Shanghai. I 1932 drog han til Sovjetområdet i Kiangsi, hvor han sluttede sig til Mao og Chu The. Efter dette tidspunkt var Chou altid nært knyttet til Mao.
Chou havde nære forbindelser med de fleste kommunistledere i Kina, og også med udenlandske kommunister igennem Komintern. At han altid støttede Mao, skyldes ifølge hans egne udtalelser, at ingen anden kommunistleder havde det nødvendige geni til både at kunne udarbejde strategien for den lange march og at opbygge et socialistisk Kina. Dette indbefattede også Maos nationale linie. Chous erfaringer fra Komintern havde overbevist han om, at «Komintern alene var et sovjetisk redskab, der ikke var i stand til at udvikle en proletarisk revolution noget sted i verden».
Chous sidste store indsats var sammen med Teng udarbejdelsen af den nye økonomiske plan i 1975, der sigtede på at gøre Kina til et moderne socialistisk industriland i år 2000.
I modsætning til mange af de ledende kommunister levede Chou et beskedent liv. Efter hans eget ønske blev hans aske strøet for vinden, og intet mindesmærke blev rejst efter ham.
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Alliancefrie stater, Deng Xiaoping, Frankrig, Første verdenskrig, Japan, Kina, Komintern, Kommunisme, Kulturrevolution, den kinesiske, Mao Tse-tung, Rusland, Stalin, Josef (Vissarionovitsj Dsjugasjvili) | ||