Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 26.724
: :
Alliancefrie stater
Nationalforsamlingen i Bandung, Java, hvor den første konference for alliancefrie stater fandt sted i 1959.

Den anden verdenskrig medførte, at USA styrkede sin økonomiske og politiske position i verden i forhold til de «gamle», stærkt krigshærgede europæiske kolonimagter. Men verdenskrigen havde også ført til, at de socialistiske lande stod stærkere end nogen sinde tidligere. De udgjorde derfor en trussel mod USA's langsigtede planer om en kapitalistisk verdensorden. For at virkeliggøre sine planer, måtte USA mobilisere sine «allierede» rundt omkring i verden mod kommunismen. Der fulgte en tid med skærpet ideologisk kamp (se den Kolde krig), hvor de herskende økonomiske interesser i USA kæmpede mod alt, som kunne tænkes at stå i vejen for planerne om kapitalismens udvikling.

Den alliancefrie bevægelse opstod som en konsekvens af den såkaldte kolde krig. Mange af udviklingslandene som netop havde opnået selvstændighed, frygtede at de på en eller anden måde skulle blive draget ind i den kolde krig og måske blive delt på samme måde som Korea og Vietnam. Derfor mødtes de politiske ledere fra en række lande i Asien og Afrika i 1955 til en konference i Bandung i Indonesien.

Der var tale om Afghanistan, Myanmar (Burma), Sri Lanka (Ceylon), Egypten, Ethiopien, Philippinerne, Guldkysten, Indien, Indonesien, Iraq, Japan, Yemen, Jordan, Cambodia, Kina, Laos, Libanon, Liberia, Libyen, Nepal, Nordvietnam, Pakistan, Iran, Saudi-Arabien, Thailand, Syrien, Sudan, Sydvietnam og Tyrkiet. (Siden 1955 har flere af disse lande skiftet navn, og nogle er blevet slået sammen med andre.)

De politiske principper som deltagerne på Bandungkonferencen blev enige om, havde udviklet sig og var blevet formuleret af ledende intellektuelle i de forskellige lande allerede under kolonitiden. Men det var først i Bandung, at disse principper blev formuleret på en sammenhængende måde - i 10 punkter eller artikler. De danner det ideologiske grundlag for det vi i dag kender som den alliancefrie bevægelse eller aftalen mellem de alliancefrie lande. Kortfattet stiller artiklerne følgende krav til de forskellige lande:

Siden alliancens forløber - Bandungkonferencen - og dens spæde begyndelse ved det første topmøde i Jugoslavien i 1961, har alliancens omfang øget kraftig. Siden 1961 er antallet af medlemslande øget fra 25 til omkring 90, og omfatter i dag de fleste udviklingslande i verden. Til trods for relativt store politiske modsætninger indenfor alliancen, er dens politiske betydning vokset betragtelig. På femten år udviklede de alliancefrie stater sig fra at være en gruppe lande med begrænsede krav på reformering af FN til en gruppe med organiseret samarbejde også udenfor FN. Alliancens styrke kom netop til at ligge i det forhold, at gruppen kunne optræde i forskellige internationale fora (FN, UNCTAD FN's konference for handel og udvikling), som pressionsgruppe overfor de udviklede lande.

Cairoprincipperne

Ved topmøderne i Algier i 1973 og Colombo i 1976 opstod der betydelige interne modsætninger pga. forskellige tolkninger om hvilke krav der skal opfyldes for at et land skal kunne accepteres som medlem i bevægelsen. De historiske kriterier for medlemskab er nedlagt i de såkaldte Cairoprincipper, der blev vedtaget i Cairo i 1961:

  1. Landet må følge en uafhængig politik baseret på princippet om sameksistens mellem stater med forskellige politiske og sociale systemer, såvel som på alliancefrihed, eller må være på vej til at udvikle en politik baseret på disse principper.
  2. Det berørte land må konsekvent støtte nationale befrielsesbevægelser.
  3. Landet må ikke være medlem af en militæralliance som omfatter flere stater og er oprettet som en del af konflikter mellem stormagter.
  4. Hvis et land har en tosidig militæraftale med en stormagt eller er medlem i en militærpagt i et område, må aftalen eller pagten ikke være indgået som en del af konflikter mellem stormagterne.
  5. Hvis et fremmed land er givet tilladelse til militære baser, må denne tilladelse ikke være givet som en del af konflikter mellem stormagter.

Tolkningen af det første punkt har vist sig at være det største stridsemne. Spørgsmålet var først og fremmest, hvorvidt de alliancefrie stater aktivt skulle forsøge at nedbryde de allerede eksisterende blokke. På konferencen i Sri Lankas hovedstad Colombo blev der i 1976 stillet forslag om, at Rumænien (Warszawapagten), Portugal (NATO) og Philippinene (SEATO) skulle optages som medlemmer af den alliancefrie bevægelse. Disse forslag gik ikke igennem, til trods for at der i bevægelsen var stor sympati for lande som gjorde forsøg på at bryde ud af de allerede eksisterende blokdannelser.

Samarbejds- og selvstændighedslinie

Det femte topmøde, som blev afholdt i Colombo i 1976, havde sin baggrund i krisen i den verdenskapitalistiske økonomi og de imperialistiske landes modvilje mod at efterkomme krav fra den tredje verden. Dette tvang de underudviklede lande til at reagere. Spørgsmålet var, på hvilken måde de skulle reagere. Ifht. den økonomiske politik fandtes der groft sagt to hovedlinier i Alliancen: en samarbejdslinje og en selvstændighedslinie.

Landene som stod for samarbejdslinjen - f.eks. Malaysia, Singapore, Saudi-Arabien, Zaire og Argentina - accepterede deres afhængighed af de imperialistiske lande, og ønskede at løse den økonomiske krise ved at øge strømmen af økonomiske midler fra de imperialistiske lande til de underudviklede lande.

I praksis indebar denne linie et samarbejde mellem imperialismen og de herskende klasser i den tredje verden. Målet for de regimer der fulgte samarbejdslinien var at ændre den økonomiske magtbalance i verden indenfor systemets rammer - til fordel for det nationale borgerskab. Konsekvensen var, at det imperialistiske system forblev uberørt, og linien var derfor til fordel for de herskende klasser over hele verden.

En anden gruppe af lande bestående af bl.a. Algeriet, Indien, Jugoslavien og Libyen kunne acceptere et samarbejde med de imperialistiske lande på visse betingelser. Ved at samarbejde både med imperialistiske og med socialistiske stater, forsøgte denne gruppe af lande at undgå eller begrænse en alt for ensidig afhængighed af imperialistiske lande.

Men regimerne i denne gruppe af alliancefrie stater førte ikke en politik, som havde til formål at ophæve det internationale kapitalistiske system. De ønskede en ny økonomisk verdensorden, men uden at sprænge den gamle.

Lande som Angola, Cuba, Cambodia, Korea, Laos, Moçambique og Vietnam havde derimod en erklæret målsætning om at ophæve det internationale kapitalistiske system. Handel og økonomisk samkvem med imperialistiske lande betragtedes som et nødvendigt onde, som de indtil videre måtte leve med. Men i deres økonomiske politik arbejdede disse lande for at opbygge landbrug og industri med selvforsyning som perspektiv og for at sikre deres egen økonomiske udvikling. De ønskede ikke at blive vævet ind i det verdenskapitalistiske system, og var forberedte på at tage en konfrontation med imperialismen - det være sig en økonomisk, politisk eller til og med en militær konfrontation.

Indenfor det økonomiske område eksisterede der altså to hovedlinier. Det politiske område var imidlertid mere kompliceret. Den udenrigs- og indenrigspolitik der førtes af de forskellige medlemmer af alliancen afslørede, at den bestod af såvel kapitalistiske som socialistiske regimer, progressive som reaktionære, imperialistiske som nykoloniale.

Progressive og reaktionære lande

Kernen i den progressive gruppe bestod af de lande, som fulgte selvstændighedslinien. Her fandtes både socialistiske lande og lande som var i gang med at opbygge socialisme - f.eks. Angola, Benin, Cuba, Guinea, Guinea-Bissau, Iraq, Cambodia, Korea, Laos, Moçambique, Somalia, Sydyemen og Vietnam. I denne progressive gruppe måtte også inkluderes nogle af de lande, som økonomisk set bedrev en samarbejdslinie - f.eks. Algeriet, Jugoslavien, Jamaica og Tanzania.

Den overvejende del af de lande der fulgte samarbejdslinien var åbent reaktionære både i deres udenrigs- og indenrigspolitik. Målt i økonomisk styrke domineredes denne gruppe af de lande, som indenfor det imperialistiske system spillede rollen som subimperialister - dvs. at de var «under-agenter» for en af de store imperialistiske stater, oftest USA. Det gjaldt lande som f.eks. Saudi-Arabien og Zaire.

Talmæssigt dominerede de nykoloniale lande imidlertid den reaktionære gruppe: Argentina, Bahrain, Egypten, Cote d'Ivoire, De forenede arabiske Emirater, Malaysia, Marokko, Mauretanien, Senegal, Singapore, Sudan og Zambia.

Styrkeforholdet mellem de progressive og reaktionære lande i alliancen var frem til 80'erne ret jævnt. Mellemgruppen der vakler mellem progressive og reaktionære standpunkter fik dermed en nøgleposition. Spændingsforholdet mellem progressive og reaktionære lande kom både direkte og indirekte til udtryk i de politiske erklæringer og de mange politiske og økonomiske resolutioner Alliancen fremsatte på sine konferencer frem til slutningen af 80'erne.

Men til trods for de grundlæggende modsætninger havde de alliancefrie stater en betydelig fælles interesse i at sikre bevægelsens enhed. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at alle (de underudviklede) lande i den alliancefrie bevægelse i 70'erne stillede sig bag kravet om en ny økonomisk verdensorden. Alle medlemslandene ønskede med andre ord at få en større del af det økonomiske overskud i verden.

Trods de betydelige indre ideologiske modsætninger var det nok netop dette interessefællesskab om at få en større andel i verdensproduktionen der var det vigtigste omdrejningspunkt for sammenholdet overfor de to store økonomiske systemer. Men samtidig hvilede bevægelsen netop på en balance mellem de reaktionære og progressive kræfter. Da Østeuropa og siden Sovjet i 1989-92 brød sammen rev det tæppet væk under alliancen. Den kunne ikke længere balancere mellem de to konkurrerende økonomiske systemer, de progressive kræfter blev drastisk svækket, den eneste vej frem for den tredje verdens ledere var udviklingen af tætte bånd til den ideologiske sejrherre - den kapitalistiske verden i USA, Japan og Europa. Den tredje verden mistede sin internationale organisering, selv om den havde mere brug for den end på noget tidligere tidspunkt. Samtidig kunne USA uhindret indlede sine straffeekspeditioner mod de lande, der frem til 1990 havde valgt at trodse supermagten. Det gjaldt især: Angola, Cuba, Guinea-Bissau, Iraq, Cambodia, Korea, Laos, Moçambique, Somalia, Sydyemen og Vietnam.

A.J.