Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bretton Woods systemet, det internationale finansielle system, der herskede fra 1944 til 1971. Opkaldt efter den lille nordamerikanske by, hvor aftalen blev indgået. USA og England aftalte her efterkrigstidens finansielle system. Hovedidéen var at undgå en gentagelse af 1930'ernes krise ved at sikre en vis politisk regulering af valutakurser og internationale kapitalbevægelser.

Specielt for den engelske forhandler, Keynes, var det vigtigt at undgå store kursudsving, til skade for varehandelen. Derfor ønskede han politisk kontrol med kapitalbevægelserne, således at spekulation kunne forbydes. Og derfor ønskede han en stor international fond (International Monetary Fund, IMF), som lande med betalingsbalance-problemer kunne trække på, så de kunne undgå at ændre valutakursen; kun i tilfælde af længerevarende og strukturelle betalingsproblemer skulle et land devaluere. Fri varehandel, men ikke frie kapitalbevægelser. Faktisk gik Keynes så langt, at han ønskede en fælles verdensvaluta indført, men dette var USA imod. USA ønskede at gøre sin egen dollar til verdensvaluta, og dette lykkedes faktisk frem til systemets kollaps 37 år senere.

Samtidig etableredes Verdensbanken, hvis funktion oprindeligt var at at hjælpe Europa med genopbygningen efter krigen. Endelig ønskede USA og England at liberalisere verdenshandelen ved at gennemføre toldnedsættelse; tanken var at dette skulle ske indenfor en ny organisation (International Trade Organization, ITO), men da den amerikanske Kongres sagde nej hertil, gennemførtes denne liberalisering indenfor GATT (General Agreement on Trade and Tariffs), der var et mere løst forhandlingsforum.

Disse tre fora - IMF, Verdensbanken og GATT - kaldes Bretton Woods institutionerne.

De tre institutioner sigtede på at løse problemer i den rige verden (u-landene var endnu ikke interessante). Det lykkedes stort set IMF - og de vestlige regeringer - at sikre stabile valuta- og betalingsforhold, og GATT-forhandlingerne gav nogen handelsliberalisering. Derimod kom Verdensbanken aldrig til at fungere efter hensigten, eftersom det i stedet blev USA's Marshall-hjælp, der finansierede Europa's genopbygning.

Dette system blev opsagt i 1971, da USA gik fra guldet og lod dollarens kurs flyde; snart fulgte de andre toneangivende valutaer efter.

IMF havde nu ikke længere nogen funktion, og de næste 10 år hørte man da heller ikke meget til institutionen. Med Latinamerikas og Afrikas gældskrise i begyndelsen af 1980'erne blev der brug for at yde store lån til disse lande; dermed opstod det IMF, som vi kender i dag. Et IMF hvis arbejdsområde er de fattige lande, og hvis politiske projekt er at markedsgøre disse lande og åbne dem for investeringer fra de multinationale selskaber og de store finansfonde.

Samtidig fik - eller tiltog - Verdensbanken sig omsider en funktion, nemlig i forhold til fattige lande. I 80'erne eksisterede der en arbejdsdeling mellem IMF og Verdensbanken, således at IMF ydede kortsigtede lån for at løse betalingsbalance problemer, mens Verdensbanken ydede langsigtede lån til store projekter, f.eks. dæmninger. Lånebetingelserne afspejlede dette: IMF krævede en «sund makroøkonomisk politik», især en høj rente, der kunne tiltrække kapital (men som samtidig fordyrede indenlandske investeringer), mens Verdensbanken krævede mere langsigtede reformer (strukturtilpasningsprogrammer). I 90'erne har de to institutioners arbejdsopgaver nærmet sig hinanden, og i overensstemmelse hermed er lånebetingelserne blevet stort set de samme, nemlig dels en deflationær politik (høj rente), dels strukturtilpasningsreprogrammer - især liberaliseringer og nedskæringer af statsudgifterne til sundhed og uddannelse.

Endelig er den tredje af Bretton Woods institutionerne, nemlig GATT-forhandlingerne, blevet til en egentlig organisation: Verdenshandelsorganisationen WTO blev etableret i 1995.

Bretton Woods systemet blev likvideret for 30 år siden, men dets institutioner har overlevet, omend i en meget andet form.

An.Lu.