Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Ungarn
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/7 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 12.361
: :
Buchinger, Immanuel (Manó)

Immanuel (Manó) Buchinger (16. maj 1875 - 18. august 1953), ungarsk arbejderleder, publicist og socialdemokratisk politiker. Buchinger blev født i Neitra (nu Nitra i Slovakiet) og blev efter moderens død opdraget af bedsteforældrene, indtil faderen flyttede til Budapest i anden halvdel af 1880'erne. Der kom Buchinger efter endt skoletid i bogbinderlære. På dette tidspunkt talte og skrev han tysk, slovakisk og ungarsk.

Kort efter århundredskiftet blev han en af lederne i det dengang stærke bogbinderforbund og samtidig aktiv i det ungarske Socialdemokrati (MSzDP). I 1904 valgtes han til hovedbestyrelsen af MSzDP og allerede i 1905 til midlertidig partisekretær. Fra 1907 til marts1919 var han partiets generalsekretær og som sådan ansvarlig for det internationale arbejde. Han repræsenterede MSzDP i Det Internationale Socialistiske Bureau og deltog jævnligt som partiets repræsentant i andre landes partikongresser. Han skrev senere en bemærkelsesværdig bog på ungarsk om sine internationale kontakter og møder i 2. Internationales tid.

Fra 1907 udarbejdede han partibestyrelsens beretninger til partiets kongresser og i 1908 partiets vedtægter. Han var fast medarbejder ved partiets hovedorgan, Népszava, og fra 1908 chefredaktør på partiets tysksprogede dagblad, Volksstimme. I denne tid bidrog han også til det østrigske og det tyske socialdemokratis teoretiske organer, Der Kampf henholdsvis Die Neue Zeit. Han optrådte hyppigt i offentlige forsamlinger som en velformuleret taler - dog var han ikke en af partiets mest fremtrædende oratoriske begavelser.

Han var et yderst loyalt og disciplineret medlem af hovedbestyrelsen og var tilhænger af partiets generelle politiske linje. Det gjaldt også under verdenskrigen, men han forsøgte dog - især under en rejse til Holland i 1915 og i personlig kontakt med den hollandske partileder Troelstra - at finde en vej ud af krigsdeltagelsen. Det var dog Zsigmund Kunfi, der var den førende teoretiker på partiets pacifistiske fløj. I 1917 og i 1919 deltog han i de internationale socialdemokratiske kongresser i Stockholm, henholdsvis Bern for at fremme en socialistisk fredspolitik.

Efter den ungarske revolution i efteråret 1918 blev Buchinger et ikke særligt fremtrædende medlem af den brede nationale rådsforsamling; han blev ikke inddraget i regeringsarbejdet og afviste ethvert samarbejde med kommunisterne. Efter sammenslutningen mellem de to arbejderpartier i marts 1919 trak han sig fra alle partiposter og afholdt sig fra politisk arbejde. I juli 1919 forlod han Ungarn for at slå sig ned i Wien. Han vendte ganske vist tilbage efter rådsrepublikkens fald, men kunne ikke acceptere de nye lederes nye linje for MSzDP. Han tog derfor tilbage til Wien og blev udenrigspolitisk redaktør for bladet Jövó (Fremtiden) i Wien. Fra 1925 var han Népszavas korrespondent i Wien. I sine artikler kritiserede han ikke kun det halvdiktatoriske ungarske regime, men også MSzDPs lederskabs slappe linje overfor regimet. Først i 1929 vendte han tilbage til Ungarn og blev igen hovedbestyrelsesmedlem i MSzDP.

Fra 1931 til 1939 valgtes Buchinger til det ungarske parlament, og fra 1931 blev han ligeledes medlem af Socialistisk Arbejder-Internationales Eksekutivkomité (indtil 1938). I 1935 blev han en af redaktørerne af partiets teoretiske tidsskrift Szocializmus. I parlamentet og i pressen kæmpede han vedholdende og modigt mod fascismen hjemme og i Østrig, Italien og Tyskland, ligesom han kritiserede Ungarns officielle samarbejde med «aksemagterne».

Efter at det ungarske regime i 1938/39 vedtog nye «jødelove» måtte han træde tilbage fra alle officielle og partipolitiske stillinger. Efter at den tyske hær besatte Ungarn i marts 1944 blev Buchinger arresteret og ført til koncentrationslejren Mauthausen i Østrig, hvorfra han blev befriet i 1945. I juni 1945 vendte han tilbage til Ungarn og valgtes igen til parlamentet, hvor han var medlem - selv efter arbejderpartiernes sammenslutning i 1948 - indtil han døde i 1953. Han var ikke i overensstemmelse med MSzDPs nye politiske linje, men kritiserede den kun forsigtigt. Han blev partiets «store gamle mand» og partiforlaget udgav således også hans to binds erindringer i 1947. En af Buchingers store forbilleder var den østrigske partileder Victor Adler, som han også skrev en afhandling om i 1938. Den udkom i bogform sammen med 16 andre biografiske skitser. Adler-portrættet blev oversat til tysk i 1968. Hans korrespondance med Karl Kautsky findes i Karl Kautsky und die Sozialdemokratie Südosteuropa 1883-1938. Korrespondenz, Frankfurt 1986.

Ja.J.