Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 22/9 2005
Læst af: 12.481
: :
Magtudredningen
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Magtudredningen (1994-2003), forskningsprojekt igangsat af Folketinget i 1994 til analyse af «demokrati og magt i Danmark».

I foråret 2004 kom den nye danske Magtudredning til debat. Den afsluttende rapport, Magt og demokrati i Danmark, var ganske vist kommet i oktober 2003, men den 400 sider store rapport skabte ingen debat. Nu kom et frontalangreb på Magtudredningens ledelse for ikke at have behandlet den økonomiske magt og samtidig give en rosenrødt billede af demokratiets tilstand. Angrebet blev båret frem i medierne på en række personlige anklager mod forskningsledelsen for bl.a. at have tilranet sig de fleste midler til sig selv og deres nærmeste kolleger. Det kom der en del offentlig debat og møder ud af, mere røg end ild.

Situationen var som i Norge, hvor højdepunktet af debat blev skabt da det ene af forskningsledelsens medlemmer, Siri Meyer, gik og smækkede med døren med sin kritiske bog Imperiet kaller. Og man kunne hævde, at det har været situationen, hver gang en af de nordiske magtudredningen, den seneste norske og danske med flere hundrede forskere og over 200 publikationer, er afsluttet. Mange pæne ord om nødvendigheden af at skabe en offentlig debat om magtens fordeling og meget lidt reel debat om forskningsresultaterne uden for universiteternes snævre kredse. Ser man den tilsyneladende store mængde presseindlæg igennem er hovedparten polemik og personfikserede kritikker af forskningsledelserne. Omvendt er de to hundrede publikationer næsten kemisk renset for intern kritik dvs. at forskerne forholder sig kritisk til hinandens resultater eller de anvendte metoder og tolkninger. Alle resultater er tilsyneladende lige gode.

Magtudredning som forskningsfelt

Magtudredning som et statsligt initieret, meget bredt afgrænset og fuldt betalt forskningsprojekt, som spænder over flere år uden politisk indgriben, er en nordisk specialitet. Alle nordiske magtudredningers moder blev nedsat af det norske Storting i 1972 og afleverede sin slutrapport i 1982. Den blev berømt, bl.a. fordi dens analyser satte fokus på centrale dele af velfærdssamfundets begyndende kriser – især styrings- og forvaltningsproblemerne. Det var som den første og i realiteten også den eneste en egentlig udredning om den statslige magt. Den skabte nye begreber til analyserne – den segmenterede stat og gav kød og blod til neokorporatismedebatten. Den udgav en lille snes bøger, hvoraf flere blev til lærebøger i hele norden. Dens ledelse var på forhånd uenig og havde forskelligartede forskningsprioriteringer, men dens opdrag var begrænset og fokuseret på statsapparatet snarere end på det politiske system, således blev Stortinget, de politiske partier og de demokratipolitiske overvejelser, som spillede stor rolle i de følgende udredninger stedmoderligt behandlet.

Den aktuelle norske udredning blev nedsat i 1997 og afsluttedes kort før den danske i august 2003 med rapporten Makten og demokratiet. Den norske udrednings noget dystre forudsigelse af «folkestyrets forvitring», og af at «folkestyret er svækket på alle niveauer», er blevet kendt i hele Skandinavien, især efter den danske udredning kom ud med sin tilstandsrapport om det sunde og rubuste demokratiske lighedssamfund. Undren og mistro har været gennemgående i den kritiske modtagelse af både den norske og den danske rapport. Hvordan kan analysen af to lande, hvis politiske systemer ligner hinanden så meget og er udsat for stort set de samme udefra kommende rystelser komme til to så forskellige resultater? Lederen af den første svenske Magtudredning, som blev færdig i 1990, Olof Petersson, anklagede i Nytt norsk Tidsskift (2003/4) de norske og danske forskningsledelser for at konkludere vilkårligt på baggrund af data.

Det er vanskeligt at sammenligne de mange hundrede rapporter og de to omfattende afslutningsbind uden at blive uretfærdig. Men det er med rette blevet fremhævet mange gange, at den norske udredning i modsætning til den danske lægger betydelig vægt på analysen af den økonomiske magt, udgiver flere undersøgelser om den og giver denne problemstilling vægt i sin afslutningsrapport om emnet. Den danske udredning diskuterer ganske vist aspekter af den økonomiske magt i forskellige delundersøgelser, men fremdrager den kun yderst sporadisk og kun i snæver forstand i sin slutrapport. Hvad der er mere interessant end disse forskelle i volumen er, at de økonomiske analyser eller rettere analyserne af den norske velfærdsstats politiske økonomi – det gælder analysen af velfærdssamfundet, det korporative system og arbejdsmarkeds- og fordelingspolitikken, social- og skattesystemet og globaliseringens virkninger – simpelthen påvirker de demokratipolitiske og politologiske analyser mere og dermed farver hele den norske afslutningsbog.

Den norske og den danske magtudredning har holdt møder undervejs, men det har ikke sat sig synlige spor – de vægrer sig også efter afslutningen med at kritisere hinanden, og de trække ikke på analyser og erfaringer fra den svenske udredning. De to undersøgelser vægter forholdet mellem magt og demokrati helt forskelligt. Den norske udredning vægter konflikterne, de skærpede modsætninger og problemerne, som demokratiet skal overkomme i analysen af «magtforskydningens betydning for folkestyret», mens den danske udredning vægter den harmoniorienterede, pluralistiske demokratiteori. Alle modsætninger ses som konstruktive elementer i en proces, der ved de rigtige politiske tiltag kan rummes indenfor rammerne af det allerede forlods besluttede positive slutscenarie.

Både den danske og norske udredning markerer nok en øvre grænse for Magtudredningen som institution mht. bevilling og politisk velvilje på grund af den manglende evne til at skabe debat og foreslå politiske tiltag til demokratiske forbedringer og fornyelse. Men her ser den svenske udvikling anderledes ud.

Den svenske magtudredning

I slutningen af firserne blev der nedsat en Magtudredning i Sverige efter norsk mønster. Dens slutrapport kom i 1990 og analyserede magtens mange former og magteliternes udbredelse, og som noget nyt, der kom til at præge alle de senere rapporter, var der lagt vægt på en redegørelse for demokratiets tilstand. Den blev særlig berømt, fordi den viste de store ændringer der var sket i det socialdemokratiske «folkehjems» virkelighed. Folkehjemmet eller «Den svenske model» var blevet en myte, og det politiske system stod over for store udfordringer i halvfemserne. Det lykkedes at skabe en vis debat om den nye situation, og en betydelig mængde meget læseværdige forskningsresultater, men der var ingen konkrete forslag og reformer til forbedring af det politiske systems træghed og uimodtagelighed for kritik. Men netop kritikken af det politiske systems egen andel af ansvaret for samfundets problemer var vigtig for den fortsatte politiske debat om magtens fordeling.

I 1997 nedsatte den svenske regering en såkaldt parlamentarisk Demokratiudredning på baggrund af en skærpelse af problemerne i Den svenske model: Krisen i statsfinanserne, omformingen eller rationaliseringen af den statslige sektor og EU-medlemsskabet. Men ved Rigsdagsvalget i 1998 faldt valgdeltagelsen direkte, og dette medførte et meget konkret og praktisk tillægsopdrag til demokratiudredningen: Hvordan forbedres demokratiets vilkår og støtten til demokratiet direkte.

Den svenske Demokratiudredning arbejdede på en nye måde i forhold til både den gamle norske fra halvfjerdserne, den gamle svenske fra 1990 og den danske og den nye norske begge nedsat samtidig. Der var tale om en parlamentarisk kommission med ekspertmedlemmer med et flertal af rigsdagsmedlemmer og et kraftigt sekretariat til det udadvendte arbejde. Produktionsmængden er næsten på højde med den nye danske og norske, 100 forskere, 13 store forskerudgivelser eller antologier (herunder om afkorporativisering, globalisering, civilsamfund, medialisering, magtdeling og IT-demokrati) og 32 mindre skrifter og et utal af møder og en snes videnskabelige seminarer. I 2000 kom den afsluttende betænkning på 300 sider En uthållig demokrati (Et tålmodigt demokrati) (SOU 2000:1). Den har også nogle særegenheder ud over de organisatoriske i forhold til den norske og danske rene forskerstyrede udredning i sine politiske og praktiske anbefalinger.

Slutrapporten anbefaler et femårigt forskningsprogram omkring en række centrale demokratiproblemstillinger og nedsættelse af en særlig ekspertfølgegruppe – eller som det smuk hedder på svensk en tankesmedje – som skal komme med løbende udspil og indspark i den politiske debat og til rigsdagen. Og den stiller en lang række konkrete forslag og langsigtede reformforslag til forbedring af det politiske system – skal der være særlig registrering af lobbyister ved rigsdagen som i USA? Nej siger betænkningen. Der tales direkte om, at rigsdagen skal styrke den demokratiske bevidsthed, udvikle evnen og muligheden for deltagelse, styrke selvstyret, øge den institutionelle ansvarlighed og den offentligt ansattes moral og uafhængighed, og endelig om 5 år igen vurdere, eller som det hedder evaluere folkestyret.

Den særlige svenske forståelse af Magtudredningernes brugbarhed understreges af, at der faktisk eksisterer endnu en demokrati- og magttænketank i Sverige, som har samme funktioner som alle magtudredninger har haft, forskning og kvalificering af den demokratiske debat. Det i 1995 nedsatte svenske Demokratiråd udsender hvert år en tilstandsrapport for demokratiet. Rådets medlemmer er forskere og dens formand er den første svenske magtudrednings formand Olof Petersson. Rådets rapport er ofte meget skarpt og kritisk formuleret. I 2002 hed rapporten Demokrati utan ansvar. Det var en endnu tydeligere og mere konkret kritik og reformpakke for en forandring af det politiske demokratis virkemåde i Sverige. Måske bliver de andre nordiske lande nødt til at finde nye magtudredningsformer for at undersøge, om der findes selvdestruktive træk i den nordiske velfærdsmodel og demokratiske system, som kan udbedres. Naturligvis fortsat gennem kritisk kvalificeret forskning men også praktisk politisk dialog med beslutningstagere.

Det ville være en opgave for det nordiske samarbejde, der ofte leder efter meningsfyldte opgaver, at lade de tre forskerhold afslutte deres statslige opdragsforskning med at kritisere hinandens rapporter for indhold, metoder og konklusioner. Opdragsforskning eller forskning om magten, bestilt og betalt af magten, fordrer ekstra megen årvågenhed og hensynsløs kritik. De nordiske forskersamfund er tilsyneladende ikke villige eller kapable til at levere den, derfor må den gensidige kritik blive en del af selve magtanalysen.

Ni.B.


Internet

En uthållig demokrati, Politik för folkstyrelse på 2000-talet. SOU2000:1.
Magtudredningen. En analyse af magt og demokrati i Danmark. Magtudredningen 2003.