Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med industrialiseringen og byernes vækst fra midten af 1800-tallet opstod der en stigende interesse for børnearbejde i Europa. Vi har også beskrivelser af børnearbejde fra andre dele af verden, der daterer sig tilbage til den tids gryende interesse for børns vilkår. Men først mange år senere, fra starten af 1990'erne begyndte man mere systematisk at fokusere på de negative effekter af børnearbejde.

Børnearbejdets omfang

Overordnet set er tallene for børnearbejde dalende. I en forsigtigt optimistisk rapport (maj 2006) skriver den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), at de værste former for børnearbejde muligvis kan være udryddet i løbet af 10 år, det vil sige inden 2016.

ILO opstiller tre kategorier for børnearbejde:

- ikke-risikofyldt arbejde. Denne kategori omfatter arbejde i op til 14 timer pr. uge for børn fra 5 til 11 år, og arbejde i op til 43 timer pr. uge for børn i alderen 12-14 år

- risikofyldt arbejde. Denne kategori omfatter børnearbejde, hvor arbejdstiden overstiger det antal timer, der er angivet for ikke-risikofyldt arbejde samt arbejde, der har ført eller vil føre til uheldige indvirkninger på barnets sundhed eller moralske udvikling

- ubetinget skadeligt børnearbejde. Dette omfatter tvangsarbejde, gældslaveri, deltagelse i væbnede konflikter, prostitution, pornografi og ulovlige aktiviteter.

Fra 2000 til 2004 faldt antallet af børnearbejdere verden over fra 246 millioner til 218 millioner. Ydermere faldt antallet af børn og unge (5-17 år) med risikofyldt arbejde med 26 procent, fra 171 til 126 millioner på verdensplan. Ser man kun på aldersgruppen 5-14 år er faldet endnu mere markant, nemlig 33 procent.

Ifølge ILO skyldes det store fald i børnearbejde større fokus på problemer med børnearbejde og en stigende politisk vilje til at gøre noget ved dem. Det har dog ikke været muligt for ILO at indsamle data vedrørende de ubetinget værste former for børnearbejde, såsom tvangsarbejde og prostitution, og dette indgår derfor ikke i den globale statistik. ILO har imidlertid anslået, at mindst 8 mill. børn under 18 år er beskæftiget inden for de nævnte typer af ubetinget skadeligt arbejde.

Arbejdsmarkedet inddeles i tre brede kategorier:

- Primærproduktion; herunder landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri. Denne kategori omfatter 69 procent af alle børnearbejdere i alderen 5-14 år.

- Industri; herunder minedrift, arbejde i stenbrud, produktion, bygningsarbejde, arbejde med el- gas- og vandforsyning. Her findes 9 procent af børnearbejdere.

- Service; salg, restaurationsbranchen, lagerarbejde, kommunikation. Her arbejder 22 procent af børnearbejderne.

Børn, der er beskæftiget i deres egen husholdning, typisk i hjemmet, på forældrenes gård, i deres butik eller værksted, bliver ikke betragtet som børnearbejdere. Selv om denne gruppe af børn er meget talrig, og selvom arbejdet kan være krævende og måske forhindre, at disse børn går i skole, optræder de ikke i ILO's skøn om børnearbejde. Det er vanskeligt at fremskaffe pålidelige data om udbredelsen af denne type børnearbejde, og der er derfor ikke opstillet et globalt skøn på området.

Børnearbejde er i det hele taget et vanskeligt område at forske i, selv når man udelukker det ulønnede børnearbejde. Og det er især vanskeligt at fremskaffe data om børnearbejde i udviklingslandene. Væksten inden for børnerettighedsbevægelserne siden slutningen af 1980'erne har dog betydet en større interesse og midler til området samt etablering af nye forskningsinstitutioner og –programmer, for eksempel Innocenti Research Centre, der hører under UNICEF, FN's børnefond.

Regionale forskelle

Der er store regionale forskelle på, hvor udbredt børnearbejde er, hvilken betydning det har, og hvordan børnearbejdernes vilkår er. Verdensbanken har foretaget nogle ganske omfattende undersøgelser omkring 1990 af levestandarden i forskellige typer af husstande i udvalgte lande. Disse undersøgelser viser, at børn, særligt drenge, i visse lande bidrager væsentligt til deres familiers indtægt: fra en tredjedel af husstandsindtægten i Ghana, en fjerdedel i Pakistan til kun en tiendedel i Peru, i familier hvor børnene ikke går i skole. Disse familier kan således være meget afhængige af deres børns arbejde og derfor sårbare overfor indskrænkning af børns adgang til beskæftigelse.

Familier, hvor børnene både går i skole og arbejder, klarer sig oftere bedre og er mindre afhængige af barnets indtægt. Imidlertid ser det ikke ud til, at der er en klar sammenhæng mellem børnearbejde og hyppigheden af skolegang. I nogle områder er det mest almindeligt, at børn kombinerer arbejde og skolegang, mens børn (dette gælder især for piger) i andre områder gør hverken eller – som regel fordi de har travlt med huslige pligter. Latinamerikanske lande har markant flere børn i den første kategori, mens asiatiske lande har flest i den anden. Afrikanske lande ligger midt imellem.

Forskellige faktorer har indvirkning på forekomsten af børnearbejde. Blandt disse kan nævnes økonomisk vækst, (som både kan have en positiv og negativ virkning); det øvrige (voksne) arbejdsmarkeds udvikling; forældrenes uddannelsesniveau; adgang til skole og andre lokale faciliteter; samt husstandens sammensætning.

I mange udviklingslande er visse former for børnearbejde almindeligt accepteret. Her er børnenes bidrag til familiens indtægt eller huslige pligter ikke alene vigtigt for familiens overlevelse, det anses også ofte for at være en uadskillelig del af børnenes moralske og praktiske uddannelse.

Helbredsrisici

Børns helbred påvirkes på mange måder af deres arbejde. Også på dette område er det vanskeligt at skaffe tilstrækkelige statistiske data, og det er derfor svært at pege på entydige sammenhænge mellem børnearbejde og helbredsmæssige risici. På den ene side kan børnearbejde i visse situationer have en positiv effekt på barnets helbred, idet lønnen for de fattigste børns vedkommende slet og ret bidrager til deres overlevelse. Det vil samtidig sige, at familien mister en vigtig indtægtskilde, hvis deres børn ikke arbejder. På den anden side er børn mere følsomme overfor påvirkninger fra støj, varme, kemikalier og giftstoffer og er mere udsat for ulykker/uheld end voksne. Endvidere er der en tilbøjelighed til, at børn arbejder i de mest usikre sektorer.

Som nævnt tidligere arbejder langt den største gruppe (ca. 2/3) af de økonomisk aktive børn inden for primærproduktion, særligt landbrug. Industriarbejde, handel og husligt arbejde betragtes som mindre risikabelt, men omfatter samtidig en mindre andel af børnearbejdere, i alt en fjerdedel. Børn ansat inden for byggebranchen, transportbranchen og mineindustrien er udsat for meget høje sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, men andelen af børnearbejdere inden for disse brancher er samtidig forholdsvis lille, under ti procent. Det ulønnede arbejde, som børn påtager sig i familien, ser ikke ud til at være sikrere for deres helbred end lønnet arbejde.

De langsigtede virkninger af børnearbejde er ikke fuldt klarlagte. Dog ser det ud til, at der er en vis sammenhæng mellem arbejde i barndommen og dårligt helbred i voksenlivet. Denne sammenhæng er tydeligst for kvinder.

Bekæmpelse af børnearbejde

Blandt de største internationale aktører på feltet, i særdeleshed ILO, UNICEF og Verdensbanken, er der enighed om at koncentrere indsatsen mod de værste former for børnearbejde. Alle tre organisationer støtter regeringer i udviklingslandene i at få formuleret en politik mod børnearbejde, og de deltager ofte også aktivt i initiativer til at omsætte politikken til praksis.

Selv om kun en meget lille andel af børnearbejdere er beskæftiget inden for eksportbranchen, er der megen offentlig debat i den vestlige verden om børnearbejde netop her. Det er i denne del af den globale økonomi, at det er lettest at iværksætte initiativer imod børnearbejde, f.eks. i form af kampagner eller sanktioner overfor virksomheder, der benytter sig af børn i produktionen. I Verdenshandelsorganisationen (WTO) har der dog været meget delte meninger om den slags indgreb i den internationale handel. Især opponerer udviklingslandene kraftigt imod sanktioner imod handel, der involverer børnearbejde. Det antydes, at sanktionerne snarere er begrundet i protektionisme end i et ønske om at beskytte børns rettigheder.

Der er desuden bred enighed om, at handelssanktionerne kan have ugunstige virkninger på børn. Samarbejde mellem menneskerettighedsorganisationer og erhvervslivet er på den anden side et felt, der er i kraftig vækst. I år 2000 søsatte FN initiativet Global Compact, hvis målsætning blandt andet er at komme i dialog med firmaer med henblik på «effektivt at udrydde børnearbejde».

Der er også en række vigtige regionale initiativer mod børnearbejde. Således indeholder den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA) et system til at overvåge arbejdernes rettigheder i medlemslandene. I USA er der en langvarig tradition for at fastsætte bestemte arbejdsmæssige standarder i sine handelsaftaler, bl.a. med forbud mod børnearbejde. I dag har både USA og EU et såkaldt «general system of preferences», der sikrer handelsfordele til de lande, der lever op til visse arbejderrettigheder. Mens det amerikanske system udelukkende er møntet på varer, der importeres, omfatter EU's politik også et krav om, at ansøgerlande helt forbyder børnearbejde.

Også individuelle virksomheder og brancheorganisationer har gjort en indsats mod børnearbejde i de områder, hvor de har produktion og handelsinteresser, ofte i samarbejde med lokale og internationale menneskerets- og børneorganisationer. Der er udviklet etiske standarder for virksomheden, krav til leverandører i udviklingslande, mærkning af produkter etc.

Der er således en ganske bred interesse for at bekæmpe det skadelige børnearbejde. Det er imidlertid en mangesidig indsats, der skal til, og strategierne må tilpasses de meget forskellige forhold regionalt og lokalt.

Internationalt regulering

Det er ILO, der varetager internationale spørgsmål om arbejderes rettigheder. ILO er tilknyttet FN. Traditionelt har det været ILO's grundlæggende holdning, at børnearbejde helt skulle afskaffes. Siden organisationens oprettelse i 1919 har ILO arbejdet for at begrænse børnearbejde, blandt andet ved at forsøge at få medlemsstaterne til at sætte minimumsaldersgrænser for børnearbejde. Denne indsats førte i 1919 og begyndelsen af 1920'erne til en række internationale aftaler om aldersgrænser for arbejderne i forskellige sektorer: Industri, landbrug osv. I 1973 blev disse traktater samlet i «Convention concerning Minimum Age for Admission to Employment». Helt i tråd med den traditionelle politik indledtes teksten med at forpligte de tilsluttede stater til at arbejde for en fuldstændig afskaffelse af børnearbejde (artikel 1).

I Folkeforbundet (forløberen for FN) og siden FN var indsatsen i forhold til arbejdsmarkedet koncentreret om at afskaffe slaveri og tvangsarbejde. Dog var udgangspunktet de voksne arbejderes rettigheder. Man beskæftigede sig ikke særligt med børn, før FN's Tillægskonvention om slaveri, slavehandel og ordninger, der må sidestilles med slaveri (1956) blev vedtaget. Denne konvention forbyder, at et barn eller ungt menneske under 18 år (…) overgives en anden (…) med henblik på udnyttelse af barnet, respektive det unge menneske, eller dets arbejdskraft (art. 1d).

10 år senere, i 1966, blev FNs to grundlæggende menneskerettighedskonventioner vedtaget: Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. I sidstnævnte blev det indføjet, at der skal tages særlige forholdsregler med hensyn til beskyttelse af børn og unge mod økonomisk og social udnyttelse, og at «[d]et skal være strafbart efter loven at beskæftige dem ved arbejde, der er skadeligt for deres moral eller helbred, er livsfarligt eller må påregnes at hæmme deres normale udvikling (artikel 10,3). Reguleringen af børnearbejde havde et andet udgangspunkt i menneskerettighedskonventionen end i ILO-traktaterne. Her var det barnets velfærd og udvikling, der var i fokus, frem for bekæmpelsen af børnearbejde som sådan. I pædagogiske og børnefilantropiske kredse i de vestlige lande havde man i mange år været optaget af at sikre børns velfærd og udvikling, og det var denne beskyttende tilgang, der nu også slog igennem i den internationale regulering af børnearbejde.

Med vedtagelsen af FN's Konvention om barnets rettigheder i 1989 fik en ny holdning til børn sit internationale gennembrud. Nu skulle børn ikke alene beskyttes mod overgreb og misbrug, men også opfattes som selvstændige individer med egne rettigheder. Børnekonventionen kræver, på linie med Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, beskyttelse af barnet mod økonomisk og social udnyttelse (art. 32). Den indeholder også nye krav om beskyttelse, bl.a. mod seksuel udnyttelse (artikler 34) og mod, at børn bliver rekrutteret til nogen former for krigsrelaterede aktiviteter (artikel 38). Men her er også krav om, at børn tages med på råd i afgørelser, der vedrører dem selv (artikel 12), samt at deres privatliv og foreningsfrihed respekteres (artikel 15 og 16).

Børnekonventionen har vundet tilslutning fra næsten alle verdens lande, og denne succes er ganske uden fortilfælde i de internationale loves historie. Dens perspektiv på indsatsen for at beskytte børn har også haft indvirkning på tilgangen til børnearbejde i ILO. Her har man udvidet det traditionelle fagforeningsmæssige mål om at afskaffe børnearbejde, til at satse mere bredt på at beskytte børns rettigheder og bedre deres arbejdsforhold. I 1999 vedtog ILO for første gang en traktat, der udelukkende handlede om børn: «Convention concerning the Prohibition and Immediate Action for the Elimination of the Worst Forms of Child Labour». Den nye konvention udviklede sig til det største tilløbsstykke i organisationens historie. På kun 7 år har 174 stater tilsluttet sig konventionen (tal fra september 2006).

A.F.J. (Research: Cecilie Feilberg)