Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Børn har altid arbejdet. Det står ikke til diskussion, men der er ikke er enighed om, hvad man forstår ved børnearbejde. Uenighederne handler om, hvordan man skal forstå arbejde, når det drejer sig om børn. Er det f.eks. en forudsætning at arbejdet er lønnet? Er det at hjælpe til derhjemme, løbe ærinder, passe små søskende og bære koks ind ikke også arbejde? Og hvornår ophører børn med at være børn? Disse uenigheder får især betydning for vurderingen af hvor mange børn, som har arbejdet, hvor meget de har arbejdet, og hvordan børnearbejdet har ændret sig? Nogle forskere skelner mellem børnearbejde i forståelsen børns arbejde tilbage i historien og børns arbejde, omfattende børns arbejde i dag. Andre foretrækker at skelne mellem lønnet arbejde (engelsk child labour) og at hjælpe til og eller have pligter derhjemme (engelsk child work). Grænsen for barndommen er i den historiske del trukket ved konfirmationsalderen, dvs. 14 år, som var den alder man før i tiden gik ud af skolen på. I det nyeste materiale trækkes grænsen ved udgangen af folkeskolens 9. klasse.

Det er imidlertid ikke sådan, at det op igennem historien kun har været fattige børn, som har arbejdet. Det er mere præcist at sige, at det især har været børn af fattige forældre, som har haft arbejde, men rige folks børn har også skullet arbejde. Som i middelalderen, hvor drengene blev sendt til fremmede fyrster som pager eller for at blive uddannet til ridder, og hvor pigerne kom i huset hos andre velstående familier for at lære at styre et hus. Det var heller ikke ualmindeligt, især i det sydlige Europa, at sønner og døtre af lavadelige familier blev sendt i kloster, hvor de måtte arbejde på lige fod med munke og nonner. Man kan også nævne danske præste- eller embedsmandsdøtre, som blev sendt af sted til slægtninge som privatlærerinder for familiernes yngste, og at gårdmandsbørn langt ind i det 20. århundrede har været selvskrevne til at hjælpe til. I alle disse tilfælde har børnearbejdet haft til formål at forberede børnene på deres liv som voksne.

Vi skal ganske langt op i historien – til 1800-tallet – før en diskussion indfinder sig om det rimelige i, at børn har arbejde. Indtil da opfattedes det som et gode, at børnene havde arbejde; fordi det bidrog til familiernes underhold, og det holdt børnene fra at tigge og lave gale streger. Det var således stor alarm blandt engelske samfundsdebattører i slutningen af 1700-tallet, da man kunne konstatere en stigende børnearbejdsløshed blandt børn på landet. Børnene drog angiveligt rundt fra sted til sted i store bander, tiggede og stjal. Tilsvarende var glæden stor, da de tidlige fabrikker begyndte at benytte sig af børnenes arbejdskraft, idet man her fandt en løsning på børnenes lediggang. Senere blev det skolen, som skulle få tildelt denne rolle.

Fabriksbørn

Det viste sig imidlertid, at glæden blev kort. Med afsæt i forholdene i England rejste der sig i begyndelsen af 1800-tallet en protest mod fabrikkernes brug af børnenes arbejdskraft. Kritikerne hævdede, at arbejdet og de mange arbejdsulykker ødelagde børnenes heldbred og deres moral, fordi børnene alt for tidligt fik kendskab til voksenverdenen på godt og ondt. Tilhængerne af børnearbejdet påpegede, at en almindelig arbejderfamilie ikke ville kunne leve af faderens indtægt alene; indkomsten fra børnenes arbejde var derfor helt nødvendig for at holde familien oven vande. Hertil kom naturligvis fabriksejernes interesse i en billig arbejdskraft, som man lettere kunne disciplinere end tilfældet var med de voksne. Den amerikanske historiker Clark Nardinelli, der har undersøgt det tidlige industrielle børnearbejde, fortæller således om en dreng, som på en engelsk fabrik lavede dårlige søm. «En eller anden greb ham, pressede hans hoved ned mod et jernbord og hamrede et søm gennem hans ene øre». Fra da af lavede drengen tilsyneladende gode søm.

Den fabrikslovgivning, som fulgte i 1830'erne og 1840'erne, var derfor udtryk for et kompromis mellem disse to synspunkter. Arbejdet skulle begrænset, børn skulle beskyttes, men det skulle ikke forbydes. Til at føre opsyn med at loven blev overholdt, ansattes fabriksinspektører. Samme skema fulgte man først i Tyskland og dernæst i Danmark, da den første fabrikslov blev udsendt i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år og en maksimumsarbejdstid på 6,5 time inklusiv en halv times spise- og hvilepause. Senere lovgivning hævede lavalderen og sænkede arbejdstiden, og i 1913 blev fabriksarbejde helt forbudt skolesøgende børn, hvilket i praksis ville sige børn under 14 år. På dette tidspunkt var fabriksbørnene så godt som forsvundet i Danmark.

Ældre forskning har ment, at fremkomsten af stadig strammere regler vedr. brugen af børnenes arbejdskraft kunne forklare denne udvikling. Andre har hævdet, at mekaniseringen gjorde det mindre rentabelt at have børnene ansat. Nyere forskning peger imidlertid på skolens stigende krav på børnenes tid, som gjorde børnene uegnede som fuldtidsarbejdskraft. Endvidere findes der i erindringerne mange historier om, hvordan børnene blev skjult, når inspektørerne kom på besøg. Hertil kommer, at familiernes økonomiske stilling ændrede sig til det bedre, idet realindkomsten fordobledes i perioden 1870 til 1914. Det betød sandsynligvis, at indtægterne fra børnenes arbejde bedre kunne undværes, med mindre der var tale om enlige forsørgere.

Landarbejderbørn og andre børn

Man bør imidlertid være opmærksom på, at fabrikslovgivningen kun omfattede de færreste arbejdende børn, og at børnearbejdet ikke forsvandt med fabriksarbejdets ophør. Det var blot rykket blot over i andre byerhverv, som var bedre forenelige med skolen, først og fremmest vareudbringning og rengøring, eller den nye, meget profitable profession, som mælkedreng. Her var det især sønner af enlige mødre som arbejdede, og det var hårdt arbejde. Drengene skulle hjælpe kusken med at bringe mælken ud til kunderne. Det var op kl. 4 om morgenen og af sted med mælkevognen. Den friske mælk placeredes på dørmåtten, og de tomme flasker blev taget med retur. Historierne er mange om mælkedrengene, som var nogle seje rødder med penge på lommen, og som ikke lod sig byde, hvad som helst. Hverken af deres arbejdsgivere eller af skolen. I 1896 var drengene således yderst aktive i en storstrejke på mejerierne i København og på Frederiksberg med det formål at opnå ret til fagforeningsmedlemskab. Også tobaksindustrien, hvor der var mange børn ansat, oplevede en bølge af børnestrejker i årtierne omkring århundredeskiftet.

Fabrikslovenes bestemmelser var i udgangspunktet kun møntet på industriens børn. Men med skolens nye interesse i børnenes tid i kombination med en markant vækst i det samlede børnearbejde i løbet af 1890'erne, blev der i 1901 åbnet adgang til at man lokalt kunne udstede vedtægter, hvor fabrikslovens bestemmelser vedr. alder og arbejdstid kunne overføres på andet arbejde. Det drejede sig primært om budarbejdet; pigernes hjælp hjemme eller for naboer og anden familie var ikke omfattet af de nye vedtægter. Udover København og Frederiksberg fik omkring 10 danske større provinsbyer en sådan vedtægt. Derimod måtte de mange børn, som var beskæftiget i landbruget, vente indtil 1975, før der indførtes lignende bestemmelser – med ikrafttræden to år senere. Der var dog i 1954 indført begrænsninger på anvendelsen af børn til farligt arbejde.

Det er vanskeligt at afgøre, hvilken rolle lovgivningen spillede i forhold til den øvrige samfundsudvikling for forandringerne i børnearbejdet – både hvad angår antallet af arbejdende børn og den tid, de arbejdede. Dels fordi man ikke kan isolere lovgivningen fra andre forhold, og dels fordi det statistiske materiale er begrænset og meget ujævnt. Mest pålideligt er en stor undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik, offentliggjort i 1908. Den viste, at omkring en tredjedel af alle drenge og en fjerdedel af pigerne i byerne havde lønnet arbejde; på landet var de tilsvarende tal en tredjedel af drengene og en femtedel af pigerne. Lagde man arbejde for forældrene til kom man på landet op på over halvdelen af drengene og en tredjedel af pigerne. I forhold til en mere begrænset undersøgelse, foretaget af Danmarks Lærerforening i 1899, var der tale om et svagt fald i børnearbejdets omfang.

Det fremgik endvidere af 1908-undersøgelsen, at børnearbejdet især var koncentreret på eleverne i skolens ældste klasser, at de fleste børn arbejde 4-6 timer hver dag, ved siden af skolen, men at mange børn på landet arbejdet endnu mere. Især de dage, hvor de ikke gik i skole. På landet havde man nemlig mange steder i sommerhalvåret hverandendagsskolegang samt lange «ferier», så børnene kunne passe deres arbejde. Undersøgelsen dokumenterede også, at børnearbejdsmarkedet var kønsdelt; drengene arbejdede på fabrik, kørte varer ud, gik til hånde og vogtede kvæg. Pigerne passe børn, gjorde rent, malkede køer og lugede roer. Undersøgelsen dokumenterede i øvrigt, at børnearbejdet var mest udbredt i fattige familier; størstedelen af de børn, som var ude og tjene sommeren over, var børn af landarbejdere, og i byerne var sønner og døtre af enlige mødre overrepræsenterede blandt de arbejdende børn.

Dette sociale mønster holdt sig frem til 2. Verdenskrig. Ungdomskommissionen, som arbejdede i årene efter krigens afslutning, nåede i en undersøgelse af, hvor mange af de unge, som havde haft arbejde som børn, frem til stort set de samme tal, som var blevet lagt på bordet i 1908. Arbejdstiden var blevet noget formindsket og lå på 2-4 timer dagligt. Men igen pointerede man, at der var stor forskel på børnenes arbejdstider, og at især børn, som var beskæftigede som arbejdsdrenge, tjenestedrenge eller ved husligt arbejde havde betydelig længere arbejdstid, end de som havde en byplads. Igen var børn fra «udtalte Smaakaarshjem», fra familier med mange børn eller med enlige forsørgere overrepræsenterede.

Børnearbejdet ved årtusindeskiftet

Sådan var det ikke længere i 1970'erne, da de næste undersøgelser dukkede op. De viste, at børnene arbejdede for deres egen og for pengenes skyld, og kun ganske få børn var blevet pressede af deres forældre til at tage arbejde. Arbejdstiden var nu nede på mellem 5 og 10 timer om ugen. Mange steder var der ikke arbejde nok til de mange børn, som gerne ville arbejde. En stor national undersøgelse fra 1993 viste imidlertid, at i en tid, hvor voksenverdenen var ramt af arbejdsløshed, var det lykkedes for børnene at fastholde deres position på arbejdsmarkedet. 40 procent af de 13-14 årige havde arbejde, og ca. halvdelen af de 15-17 årige. Samtidig konstaterede man, i kontrast til forholdene tilbage i historien, at det især var børn fra velstillede og veluddannede miljøer, som arbejdede. Helt nye tal – fra sommeren 2005 – viser, at 48 procent af drengene og 44 procent af pigerne i aldersgruppen 13-15 år har erhvervsarbejde ved siden af skolen, i et omfang af omkring 10 timer om ugen. Det svarer nogenlunde til lovens bogstaver, som siger maksimalt 12 timer i skoleåret. Børnearbejdsmarkedet er fortsat relativt kønsopdelt. Det vigtigste erhverv blandt eleverne i alderen 13-15 år er uddeling af (distrikts)aviser og reklamer, som drenge og piger er nogenlunde fælles om. Derimod er funktionerne inden for butikssektoren forskellige for de to køn; pigerne ekspederer, drengene sætter på hylder og sorterer flasker. Endvidere gør pigerne rent og passer børn, mens drengene arbejder på værksted og fabrik. Noget tyder på, at erhvervsfrekvensen er ved at ændre sig, således at lønnet arbejde efter skoletid især har appel til drengene. Pigerne ser ud til at prioritere (lidt) anderledes, ligesom deres tid i større omfang end drengenes er beslaglagt af opgaver inden for hjemmets fire vægge. Derfor kan det heller ikke overraske, at drengene har den største lønindkomst.

Andelen af arbejdende skoleelever synes de sidste 15 år at have stabiliseret sig på lidt under halvdelen. Men arbejdet er nu koncentreret på de ældste elever, hvorimod de 10-13 årige er gledet ud af (det lønnede) arbejdsmarked. Det skyldes ikke kun den lovændring, som indtrådte i sommeren 1996, hvorved lavalderen blev hævet fra 10 til 13 år. Det afspejler også, at der er blevet færre og færre jobs i tilknytning til husarbejdet og landbruget, efterhånden som urbaniseringen har bredt sig. Det var netop her, at de mindste børn historisk har været beskæftiget. Hertil kommer den institutionalisering af mindre børns liv, som har præget barndommen de seneste 25 år. Der er kun få børn i aldersgruppen 10-12 år hjemme i eftermiddagstimerne; de er i skolefritidsordninger eller i en anden form for fritidsaktivitet.

Fra midten af 1970'erne begyndte den voksne arbejderbevægelse at interessere sig mere seriøst for arbejdsmiljøet. Denne interesse kom 10 år senere ca. også til at omfatte børn. Én af de første undersøgelser af elever i 7.-9. klasse i Århus dokumenterede således, at 2/3 af de beskæftigede skoleeleverne havde arbejde, hvor de skulle bære eller løfte tunge ting. Kun de færreste havde fået løfteinstruktion og ikke overraskende havde 60% ondt i ryggen. 9% af eleverne, især drengene, arbejdede med farlige stoffer, og kun en tredjedel anvendte nogen form for beskyttelsesmidler. Omkring halvdelen af de børn og unge, som havde denne form for arbejde, angav at de blev syge af det. En fjerdedel af de arbejdende børn oplyste, at de havde været udsat for en ulykke. Flere andre undersøgelser nåede frem til lignende resultater, og i 1989 udarbejdede Arbejdstilsynet en ny bekendtgørelse om børn og unges farlige arbejde. Der var tale om en væsentlig ajourføring af de eksisterende love på området, som var vedtaget i 1969. Udsendelsen af den nye bekendtgørelse blev fulgt op af en landsdækkende kampagne året efter og igen i 1995. Siden 1989 har der stort set ikke været anmeldt tilfælde af opløsningsmiddelforgiftning. Størstedelen af de arbejdsulykker, som børn og unge udsættes for, resulterer i hudskader eller forstuvninger. I perioden fra 1984-95 kunne 14% af arbejdsulykkerne – i alt 1.854 – regnes for alvorlige. I samme periode registreredes 42 dødsfald, primært i trafikken eller ved traktorkørsel. I den efterfølgende femårs periode steg antallet af alvorlige ulykker lidt, mens antallet af dødsfald faldt markant, til 19. Tallene bør tages med forbehold, da der fortsat formentlig er tale om en lang række arbejdsulykker blandt børn og unge, som aldrig bliver anmeldt.

De lange linier

Forhøjelsen af lavalderen for børns arbejde udgør sammen med opstramningerne på arbejdsmiljøområdet, de største lovmæssige ændringer i de sidste 30 år ca. Derimod er der ikke sket de store forandringer med hensyn til arbejdstiden. Børn har lige som voksne fået ret til lidt mere ferie, lidt flere fridage i ugens løb og lidt kortere arbejdstid, de dage de ikke går i skole. Men reglerne om, at børn under 15 år må arbejde to timer dagligt, og højst 12 timer om ugen i skoleåret har stået uantastede siden 1977. At de ikke må have natarbejde har været en vedtaget regel siden 1873. Der er heller ikke den store variation i omfanget af tilladte job. Forudsat at arbejdet er «lettere» og ufarligt – dvs. ingen sprøjtemidler, organiske opløsningsmidler, tunge løft eller traktorkørsel på offentlig vej –, må børn fortsat lave det samme som ufaglærte voksne, nemlig ekspedere, gøre rent, plukke bær, passe mindre husdyr, sætte bøger på plads, udbringe aviser og reklamer, fotokopier m.m. Eneste rigtige nyskabelse er indførelsen i 1996 af arbejdsgivernes pligt til at oplyse forældrene om arbejdets art, hvis barnet er under 15 år.

For det 21. århundredes 13-15 årige skoleelever er arbejdet helt selvfølgeligt og en nødvendighed for at være med i oplevelses- og forbrugssamfundet, men også en ramme om venskab og personlig udvikling. Disse ændringer er formentlig indtruffet inden for de sidste 35 år. Før den tid arbejdede børnene primært for familiens skyld, enten fordi der var brug for deres indtjening eller for deres hjælp. Arbejdet var en del af det at være barn, det stod ikke til diskussion. For nogle børn var det en sur pligt, for andre var det forbundet med stolthed og glæde, når lønningsposen kunne lægges på køkkenbordet.

I dagens Danmark er arbejdet nok en selvfølgelig del af livet for de 13-15 årige, men det er tale om et frivilligt valg og børnene arbejder for deres egen skyld. Meget peger på, at 1970'erne betød et gennembrud for den moderne type af børnearbejde. I 1980'erne konsolideredes denne del af arbejdsmarkedet, på trods af en stigende arbejdsløshed blandt voksne, for at eksplodere i anden halvdel af 1990'erne. Det var også i løbet af 1990'erne, at børns dobbelte rolle i samfundsøkonomien, som arbejdskraft og forbrugere i egen ret for alvor blev tydelig.

Disse forandringer er ikke gået upåagtede hen. Fronterne har til tider været trukket skarpt op. Repræsentanter for bl.a. landbruget har fundet, at adkomsten til at bruge børns arbejdskraft burde liberaliseres yderligere til repræsentanter for dele af fagbevægelsen, som har ønsket det helt forbudt. I dag synes det at være en udbredt opfattelse, at børn i alderen 13-15 år har ret til arbejde, men ikke for enhver pris. Arbejdsmiljølovens bestemmelser skal overholdes, og forældrene skal have indsigt i, hvad arbejdet består i.

N.C-S.