Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I sin umiddelbare betydning: Det der er efter det moderne. Dette er dog problematisk og afhænger af i hvilken faglig sammenhæng, det ses. I forhold til disse har begrebet en mere eller mindre klar betydning. Inden for arkitektur kan det betragtes som et «efter-moderne», der fra 1970'erne betegner reaktioner på modernismen. Her er der tale om en række træk, som kendetegner postmoderne arkitektur, f.eks. at bruge citater af forskellige historiske perioder uden hensyn til deres kontekst, og en genkomst af ornament. En første forsigtig karakteristik af det postmoderne er dermed, at det er en afsked med forestillingen om, at fælles rammer for forståelse besidder autoritet (og således f.eks. kan sige, at en græsk søjle og en glasfacade hører til forskellige opfattelser med deres bestemte betydninger, som ikke kan forenes i samme bygning), og med at anerkendte former for viden skal leve op til en videnskabelig rationalitet på bekostning af andre elementer, f.eks. emotionelle.

Beslægtede reaktioner kan observeres i andre kulturelle sammenhænge, og forskellige alternative betegnelser til det postmoderne er på spil i 1960'erne og 70'erne, f.eks. transavantgarde, posthistorie og postindustrielt samfund. Af andre kulturelle træk, der bliver vigtige, kan f.eks. peges på kitsch og ironi, og at en anerkendelse af en kommerciel kulturs betydning vinder frem, hvilket bliver til en opfordring til arkitekturen om at lære af Las Vegas (Venturi, Brown, Izenour, Learning from Las Vegas (1972)).

Med offentliggørelsen af Jean-François Lyotards rapport om viden til Universiteternes Råd under regeringen i Quebec La condition postmoderne fra 1979 (da: Viden og det postmoderne samfund (1996)) bliver postmoderne det toneangivende begreb. Centralt for karakterstikken af det postmoderne er en afsked med de store fortællinger. For Lyotard drejer det sig især om afskeden med to fortællinger, der giver viden legitimitet, dels en politisk fortælling om, hvordan menneskets frigørelse nås gennem oplysning, dels en spekulativ filosofisk, der giver viden legitimitet, hvis det kan passes ind i et system af videnskabelig viden. Efterfølgende er fortællingen om afskeden med de store fortællinger generelt kommet til at handle om afskeden med de fortolkninger, der rummer en ramme for en forståelse af verden, som kan give en forklaring på de menneskelige vilkår. Det gælder f.eks. religiøse, metafysiske og historiefilosofiske forklaringer. De er fælles om at besvare spørgsmålet om den sande menneskelighed – om hvad humanitet er. Deres mål er at give en forklaring på livets mening; på hvorledes dets tilsyneladende meningsløshed og lidelse skal gøres meningsfulde. Historiefilosofisk må spørges, hvorfor vi ikke erfarer historien som meningsfuld, når historiens aktør er det fornuftige menneske. Et svar kan da være, at de lidelser, vi erfarer, kun tilsyneladende er meningsløse. De giver i virkeligheden mening set i forhold til historiens samlede forløb. Historien er humanitetens historie, hvor fornuften kommer til fornuft, dvs. vil gøre de erfaringer, der skal til, for at blive erfaren og fornuftig.

Filosofisk er det postmoderne en reaktion på sådanne forklaringsmodeller, der ses som totalitære former, der ophøjer et enkelt kulturelt og historisk perspektiv til at være universelt gældende.

Kulturelt hænger det postmoderne således sammen med erfaringerne af, at de gældende sociale og kulturelle normer i efterkrigsårene går i opløsning, og at nye forklaringsmåder ikke er i stand til at erstatte gamle forklaringer. Det moderne er med sin forestilling om en universel forklaring præget af en alvor: Dersom man ikke indretter sig på denne forklaring af, hvordan alt er til det bedste og livet giver mening, da modarbejder man netop de bedste mål. Det moderne hænger dermed sammen med forestillinger om autoritet, som netop står for fald med bl.a. 1960'ernes ungdomsoprør og 70'ernes frigørende bevægelser. Også de er ofte præget af samme alvor, men deres nedbrydning af autoriteter er samtidig en nedbrydning af deres egen autoritet, og en reaktion på en sådan alvor bliver at holde distance til den – at blive ironisk.

Til en postmoderne kultur hører således en række anfægtelser af traditionelle opfattelser som f.eks. et rationelt og autonomt handlingssubjekts forrang (dette kan siges at have været et af den moderne tids store fortællinger), de moderne videnskabers autoritet (den ovennævnte fortælling om videnskaben som redskab for frigørelse) og de kulturelle fællesskabers homogenitet (en tredje fortælling om universalisme som erstatning for de mangfoldige konfliktskabende forskelle). En postmoderne kultur synes præget af relativisme, multikulturalisme, pluralisme og antiautoritære former. Filosofisk hører det sammen med bl.a. dekonstruktion (Jacques Derrida), poststrukturalisme (Michel Foucault, Gilles Deleuze), videnskabsteoretisk selvkritik (Paul Feyerabend) og feminisme.

Kritikerne af det postmoderne (f.eks. Jürgen Habermas, Fredric Jameson) har set det som en romantisk og neokonservativ bevægelse, der giver køb på det moderne oplysningsprojekts rationalitetsidealer. De postmoderne slår følgeskab med kulturpessimistiske bevægelser, der siden det 19. århundredes romantikere og senere skikkelser som Fr. Nietzsche, Oswald Spengler og Martin Heidegger har åbnet for irrationelle og totalitære former. Det truer med at blive en æstetisk totalitarisme, hvor den rationelle diskurs ofres for en retorisk og emotionel magtudfoldelse f.eks. gennem reklamer og underholdningsindustrien.

En af de få filosoffer, der taler eksplicit om og for det postmoderne, er den italienske filosof og politiker Gianni Vattimo, som over for denne kritik gør gældende, at det postmoderne snarere må ses som en svækkelse af de problematiske strukturer, der har kendetegnet det moderne, f.eks. om en universel politisk orden forstået som en vestlig, borgerlig-liberal orden. Det postmoderne opgiver ikke den politiske pluralisme og frihed, der hører de borgerlige demokratier til, men det afsværger forestillingen om, at det er knyttet til en bestemt form for rationel diskurs og en bestemt udvikling mod emancipation og et transparent samfund. Snarere drejer det sig om at tænke de vestlige idealer om universalitet som afsluttede og som en problematisk arv, den vestlige filosofi må påtage sig og tage ved lære af.

Det kan diskuteres, om det postmoderne vitterlig er en reaktion på eller i opposition til det moderne. Andre opfattelser af det moderne vil se det som en tid, der rummer de elementer, det postmoderne omhandler. Det postmoderne må, snarere end at være et modstykke til det moderne, være en kritisk refleksion over problematiske sider af det moderne og netop en del af et reflekteret moderne. Sådan kunne en karakterstik lyde fra så forskellig filosofisk side som Theodor W. Adorno og Odo Marquard såvel som fra sociologer som Niklas Luhmann, Zygmunt Bauman og Anthony Giddens.

C.Fri.