Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet fællesskab er rent sprogligt afledt af det oldnordiske ord «fælle(d)».

I daglig tale henviser fællesskabsbegrebet til, at flere personer er fælles om noget bestemt. Det er netop den fælles genstand, der definerer fællesskabet, og ofte associeres fællesskab til fælles ståsted, enighed og indbyrdes solidaritet mellem deltagerne. Denne forståelse af begrebet kan genfindes i flere psykologiske teorier. Omvendt argumenterer andre teoretiske tilgange for, at fællesskab ikke er ensbetydende med, at deltagerne er enige om det, der foregår. Begge forståelser af begrebet søges udfoldet i det følgende.

Fællesskab som samhørighed og enighed

Én af rødderne for tænkningen vedrørende fællesskab repræsenteres af Ferdinand Tönnies (1856-1936), som i sin bog (Gemeinschaft und Gesellschaft fra 1887) skelner sociologisk mellem «Gemeinschaft» (fællesskab) og «Gesellschaft» (samfund). «Gemeinschaft» står for idéen om det nære fællesskab, som repræsenterer samhørighed og solidaritet, hvor samfundet (Gesellschaft) dækker over et mere distanceret relationelt forhold mellem mennesker (Khawaja 2009:68). Tönnies' definition af fællesskabet kan således ses som et eksempel på den ovenfornævnte udbredte forståelse af fællesskab som noget, der indebærer solidaritet og samhørighed. Historisk kan denne udbredte forståelse ses i sammenhæng med tidligere tiders anvendelse af fællesskaber i forbindelse med klassekampe og arbejderkollektiver, hvor arbejdere gjorde fælles front i kampen mod kapitalismen. Begrebet forbindes derfor stadig ofte med marxistiske idéer om fælles interesser, sammenhold og netop samhørighed, som Tönnies allerede i starten af 1900-tallet lagde i begrebet. Tönnies' forståelse af fællesskaber bliver af nogle teoretiske retninger kritiseret for at arbejde med en ontologisk og universalistisk tilgang til begrebet, som forstås løsrevet fra konkrete sammenhænge. Denne kritik er eksempelvis rejst af teoretikere indenfor socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske tilgange (f.eks. Khawaja 2009). Teoretikere indenfor disse retninger vil argumentere for, at fællesskaber må ses i en ikke-essens og som noget imaginært, konstrueret og processuelt, og derfor ikke kan forstås som et fænomen, der har en ontologi (en væren i verden).

I de følgende to afsnit præsenteres en anden og mere konfliktuel forståelse af fællesskabsbegrebet, hvor konflikter og diversitet ses som kilde til udvikling.

Fællesskab som praksisfællesskab

Jean Lave og Etienne Wenger har, med udgangspunkt i social praksisteori, introduceret teorien om situeret læring, hvor læring er knyttet til deltagelsen i et særligt slags fællesskab – nemlig et praksisfællesskab (Lave og Wenger 1991/2003). Der skelnes mellem deltageres forskellige positioner i praksisfællesskabet. Nytilkomne er positioneret som legitime perifere deltagere hvilket henviser til, at den legitime perifere deltager er på en indadgående bane, rettet mod at blive en større del af praksisfællesskabet. Der er dermed et analytisk fokus på relationerne mellem deltagerne, og på hvordan disse relationer ændrer sig. Det kan være forbundet med konflikter, når de 'gamle' og mere magtfulde deltagere skal give nytilkomne adgang. Fællesskab defineres af Lave og Wenger som et virksomhedssystem, hvor deltagerne har en fælles forståelse af, hvad de laver og, hvad det betyder for deres liv og for deres fællesskab (Lave og Wenger 2003:83).

Wenger har siden arbejdet videre med en bog om praksisfællesskaber (Wenger 2004). I bogen (p. 91) præciserer Wenger tre faktorer, som definerer et praksisfællesskab: 1) gensidigt engagement 2) fælles repertoire og 3) fælles virksomhed. Det fælles repertoire dækker over praksisfællesskabets fælles ressourcer, forstået som eksempelvis artefakter, handlinger, diskurser osv. Den fælles virksomhed betyder, at deltagerne handler fælles om noget eller i retning af noget. Fællesskabet og det gensidige engagement er ikke bare noget, der 'er' men noget, der skal vedligeholdes og arbejdes på i det daglige liv. Wenger lægger vægt på, at et praksisfællesskab blandt andet kendetegnes ved homogenitet forstået på den måde, at deltagerne er rettet mod den sammen genstand og at de har en fælles forståelse af, hvad fællesskabet betyder for deres liv (Wenger 2004:198). Wenger fremhæver dog, at der er tale om en kobling mellem homogenitet og diversitet, hvor diversiteten peger på, at deltagernes bidrag til den fælles praksis er forskellige (Wenger 2004:93), lige som deltagere kan have forskellige grader af indflydelse på det fælles.

Hos Wenger indholdsbestemmes fællesskaber som noget, deltagere kan deltage i men også ikke-deltage i (Wenger 2004:191). Dette er en forskel i forhold til eksempelvis en kritisk psykologisk definition af begrebet, hvor deltagelse er et grundvilkår, og en analytisk forståelse af menneskers forhold til omverdenen (Dreier 1997).

Fællesskaber forankret i handlesammenhænge

I en kritisk psykologisk tilgang (f.eks. Holzkamp 1985, eller Jartoft 1996 for en nemmere introduktion) bygges på en dialektisk materialistisk forståelsesramme. I denne teoretiske ramme arbejdes med begrebet handlesammenhænge, som kan defineres som mål-middel-sammenhænge, som er konkret forankret i tid og sted (Mørck 2006). Det betyder, at en handlesammenhæng kan siges at være rammen om menneskers handlinger og fællesskaber – om det, vi fælles skaber. Fællesskaber er en grundlæggende analytisk opmærksomhed i en kritisk psykologisk tilgang, fordi mennesker forstås ud fra deres deltagelse i sociale fællesskaber sammen med andre. Sociale fællesskaber kan i en kritisk psykologisk forståelsesramme ses som noget, mennesker altid allerede er involveret i, hvilket står i modsætning til eksempelvis en poststrukturalistisk forståelse af begrebet, som gennemgået ovenfor, hvor fællesskaber ikke er et begreb, der har en væren i verden men er noget, der konstrueres processuelt. Begrebet fællesskab skal i en kritisk psykologisk tilgang heller ikke forstås som noget statisk eller uforanderligt, fordi fællesskabet tager form efter menneskers fælles liv med hinanden. Fællesskabet retter opmærksomheden på mennesker i et fællesskab som betingelser for hinanden og som medskabere af hinandens muligheder (Kousholt 2006:32). Som nævnt er fællesskab ikke et løsrevet eller abstrakt begreb men netop et fællesskab om noget og i en bestemt sammenhæng – mennesker handler sammen i forhold til et fælles tredje – for eksempel det at være en familie. Mennesker deltager samtidig i flere fællesskaber og bevæger sig på den måde på tværs af de forskellige fællesskaber. Det, der foregår i det ene fællesskab kan dermed siges at få betydning for, hvad der sker i andre fællesskaber, man deltager i. Eksempelvis har det betydning for børn, at de bevæger sig på tværs af fællesskabet i deres familie og forskellige børnefællesskaber i daginstitution eller skole samt eventuelt fritidsaktiviteter. Det er således mindst to forskellige typer af fællesskaber i børns liv, hvor der er noget forskelligt på spil og fællesskaber kan dermed få forskellig betydning for børns liv.

I modsætning til Tönnies' definition, betyder fællesskab i en social praksisteoretisk tilgang ikke nødvendigvis, at der er enighed eller samhørighed blandt deltagerne. Man kan sige, at begrebet på den ene side peger på det, der er fælles for deltagere. På den anden side ser det fælles forskelligt ud og har forskellige betydninger for deltagere i et fællesskab. Jean Lave peger på, at størstedelen af de artikler, der arbejder med socialpraksis-teoretiske definitioner af fællesskab, arbejder med en forståelse af fællesskabet som noget homogent og harmonisk (Lave 2008:290). Derfor er det vigtigt at understrege det konfliktuelle aspekt i begrebet.

Fællesskaber som konfliktuelle

Dorte Kousholt argumenterer for, at fællesskaber er konfliktuelle (Kousholt 2006), fordi det fælles kan have meget forskellige betydninger for deltagerne, og det kan føre til konflikter og modstridende interesser. Familien kan tjene som eksempel på et konfliktuelt fællesskab: I et dagligdags familieliv, hvor de forskellige familiemedlemmer deltager i forskellige andre fællesskaber og skal koordinere krav og forventninger fra disse andre fællesskaber med krav og organiseringer i familielivet, kan det let føre til konflikter mellem familiemedlemmerne. På samme måde kan fællesskaber på arbejdspladser rumme mange konflikter, modstrid og dilemmaer, samtidig med at medarbejderne har et fællesskab om at løse det, de er i konflikt om. Det konfliktuelle kan således både være noget, der samler og adskiller deltagere. Klaus Nielsen peger ligeledes på, at fællesskaber er konfliktfyldte, fordi deltagerne har forskellige og ofte modsatrettede interesser (Nielsen 2007). Nielsen argumenterer derfor for, at praksis både må forstås som homogen og heterogen. Deltagere har både forskellige interesser og intentioner (det heterogene aspekt) og en delt opfattelse (det homogene aspekt) af, hvad de laver og hvorfor (Nielsen 2007:6). Nielsen peger på, at ressourcer for udvikling af den sociale praksis netop ligger i forskellene mellem deltagerne, fordi ingen kan det hele, men alle kan noget, og at de forskellige deltagere må forbinde deres eget bidrag til fællesskabet med det, de andre kan bidrage med.

Pe.Ju.