Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Aktivitetspædagogik er en betegnelsen som er blevet brugt om undervisning der er kendetegnet ved elevaktivitet forstået som plads til den enkelte elevs spontane udfoldelse eller som elevens selvvirksomhed gerne i tværfaglige projektet hvor eleverne selv skal løse problemerne. Undervisningsforløbet afsluttes typiske med kritik og vurdering foretaget af eleverne. Målet er den rigest mulige udvikling for enkelte det barn.

Elevaktivitetens betydning for læring kan f.eks. både føres tilbage til både Rousseau og Dewey (the laboratory school).

Aktivitetspædagogikken er et begreb der navnlig blev anvendt i mellemkrigstiden om forskellige former for skolepraksis der kunne have forskelligt teoretisk udgangspunkt og hvor barnet og dets aktivitet var i centrum. I skandinavisk sammenhæng iværksatte den østrigske Elsa Köhler udviklingsarbejder i Sverige og Norge. Hun samarbejde med blandt andre Esther Hermansson i Gøteborg og udviklingsarbejderne omfattede ca. 4000 børn. Elsa Køhler betegnede sin forskning som «psykologisk forskning i den pædagogiske situation». Og hun hævdede, at en sådan forskning både gjorde det muligt at studere komplicerede livssituationer og at imødekomme pædagogiske krav. Hun betegnede forsøgene som undervisning gennem opdragelse.

I Danmark knyttede arktivitetspædagogikken an til debatten om selvvirksomhed. En paragraf om børnenes opøvelse til selvvirksomhed blev indføjet i skoleloven i 1937 som §15. Cand. psyk. Ester Herlak arbejdede f.eks. efter aktivitetsprincippet ved Skovgaardskolen i Gentofte Kommune fra sidst i 1940'erne. Hun havde besøgt Wien og Gøteborg og hun fulgte en første klasse til realeksamen – nogle børn blev skilt ud efter 7. og nye kom til. De studiefærdigheder hun ønskede at udvikle var :

• færdighed i at formulere et problem
• færdighed i at skaffe sig viden
• færdighed i at fremstille og bearbejde viden.

Fagkredsen var den traditionelle. Dog havde orienteringsfagene stor plads og hendes erfaring var at børnene havde størst udbytte hvis læreren «satte ind» når børnene følte at de havde brug for det. Centralt var, at børnene vidste hvad de ville arbejde med, at opgaven var overkommelig og, at børnene kunne at tale sagte sammen. Hendes undervisning blev ikke kategoriseret som formel forsøgsundervisning, men kunne rummes inden for den daværende skolelovs og læseplans rammer.

E.N.