Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 24/5 2019
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 87
: :
Selvdannelse
Left
Rocks
2019-05-17 06:52
2019-03-25 18:19
2019-03-17 12:13

Begrebet selvdannelse anvendes i tre betydninger eller henseender:

For det først anvendes selvdannelse som alment begreb for dannelse og stammer fra den tyske dannelsestradition, der går tilbage til nyhumanisterne (1770-1830). Begrebet selvdannelse (på tysk Selbstbildung) anvendes her til at præcisere og karakterisere, hvad dannelse (tysk: Bildung) i almen forstand er. Som sådan anvendes begrebet selvdannelse til at understrege, at dannelse handler om selvets eller personlighedens dannelse og ikke blot om at tilegne sig en bestemt viden eller bestemte manerer, og til at præcisere, at dannelse i modsætning til socialisering foregår i frihed og forudsætter, at den enkelte af egen kraft og gennem selvvirksomhed danner sig. Det er f.eks. i denne betydning, at R. Kosellecks definition på selvdannelse skal forstås: «Al dannelse er et individs selvdannelse» (Koselleck 2006: 118). 

For det andet anvendes selvdannelse som et diagnostisk begreb for samtidens vilkår for dannelse. Dannelse handler om at blive menneske i og gennem samfund, men det betyder også, at vilkårene for dannelse ændrer sig, fordi samfundet ændrer sig historisk. Ifølge L.-H. Schmidts (1999, 2005) og L. G. Hammershøjs (2003, 2017) diagnoser har de sidste 200 års individualisering betydet, at individets dannelse i højere grad end tidligere foregår på individets præmisser, hvilket er, hvad ordet selvdannelse skal markere. Det betyder på den ene side, at der ikke længere gives almengyldige dannelsesidealer, hvorfor den enkelte selv må finde de forbilleder, der skal danne vedkommendes smag. På den anden side fødes man i dag i mindre grad ind i naturlige og faste fællesskaber, hvilket stiller større krav til, at individerne selv tager initiativ til at overskride deres egen verden og involvere sig med større verdener. Disse vilkår for dannelse giver flere og bedre muligheder for dannelse, men samtidig er faren at dannelsesprojekterne enten forvrænges eller føre til psykisk udmattelse. Endvidere vil fællesskaberne have en tendens til at ændre karakter i retning af smagsfællesskaber, hvor fællesskabet konstitueres af, at individerne har lyst til og smag for samme stil eller stemning.

For det tredje anvendes begrebet selvdannelse som et kritisabelt dannelsesbegreb, og det sker i kritikker, der er kritiske over for selvdannelse forstået som forestillingen om, at man kan «danne sig ud fra sig selv». Dette begreb om selvdannelse kritiseres for at være et selvtilstrækkeligt, selvcentreret og selvudviklingsfokuseret dannelsesbegreb. For eksempel skriver P. Kemp: «som om den ekstremt individuelle selvdannelse var mulig. Som ekstrem individualistisk er denne selvdannelse ikke dannelse af et socialt selv» (Kemp 2005: 33). Dog er der en tendens til, at disse kritikker mere er kritikker af ordet selvdannelse, end af teorier om selvdannelse, der ofte ikke eller kun overfladisk diskuteres eller som end ikke refereres. Ifølge de to første betydninger af begrebet selvdannelse er det meningsløst at tale om, at man skulle kunne danne sig uden om det sociale. Det handler derimod om at forstå, hvordan denne proces foregår, og diagnosticere, hvad de historiske vilkår for dannelse er. 

L.G.Hø.


Litteratur

Hammershøj, L. G.: Selvdannelse og socialitet – forsøg på en socialanalytisk samtidsdiagnose. København (2003). Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Hammershøj, L. G.: Dannelse i uddannelsessystemet. København (2017). Hans Reitzels Forlag
Kemp, P.: Verdensborgeren som pædagogisk ideal. København (2005). Hans Reitzels Forlag
Koselleck, R.: Begriffsgeschichten. Frankfurt am Main (2006). Suhrkamp Verlag.
Schmidt, L.-H.: Diagnosis I – Filosoferende eksperimenter. København (1999a). Danmarks Pædagogiske Institut
Schmidt, L.-H.: Om respekten. København (2005). Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.