Dannelsesbegrebet er et af pædagogikkens mest centrale og komplicerede begreber. Det er et værdi- og normsættende begreb, og derfor naturligt nok altid omdiskuteret.

Dannelse hedder på tysk Bildung, på svensk bildning, på norsk daning, og på engelsk education, der dog også betyder uddannelse. Uddannelse er mere institutionaliseret og kontrolleret og retter sig imod jobfunktioner. Efterhånden som samfundet er blevet mere og mere uddifferentieret, er uddannelsessystemet blevet mere forgrenet, så man gennem de mange forskellige uddannelser kan opnå de kvalifikationer og kompetencer, som man skønner, de forskellige samfundsfunktioner kræver nu og i den nærmeste fremtid.

Dannelse vedrører derimod det, der er relevant for alle mennesker, som mennesker, uanset om man er eller skal være bager, elektriker, sygeplejerske, lærer, revisor, tandlæge, svagstrømsingeniør, fugespecialist eller plastikkirurg. Mens der således er et utal af uddannelser, taler man ikke om dannelse i flertal. Dannelse drejer sig om det fælles og det almene. Udtryk som almendannelse, demokratisk dannelse, æstetisk dannelse o.lign. er således ikke angivelser af specielle «dannelser», men fremhæver snarere træk ved dannelse, som man i en given situation ønsker at fremhæve.

Men der findes naturligvis mange forskellige opfattelser af, hvori dannelse består. Med lidt dyre ord kan man sige, at dannelse handler om, hvad det vil sige at være menneske, hvori det menneskelige består, og hvad det vil sige at udfolde de menneskelige potentialer. Det er ikke overraskende, at der har været og er mange ganske forskellige opfattelser heraf. Det er heller ikke overraskende, at der til alle tider har været grupper af mennesker, der ofte med held har forsøgt at tage patent på en dannelsesopfattelse, der passede på dem selv - og som kunne begrunde, at andre mennesker, sociale lag, klasser, etniske grupper, trossamfund, livsformer mv. kunne opfattes som udannede og dermed mindre værdige, anden- eller tredjerangsmennesker. Dannelsesbegrebet er således også et kulturpolitisk magtinstrument, et legitimerende redskab i de altid pågående in- og eksklusionsprocesser.

Der har i forlængelse heraf været en tendens til at opfatte dannelse som noget lødigt i modsætning til underlødigt, hvilket ofte bliver til noget finkulturelt borgerligt i modsætning til noget plebejerisk, eller til overfladisk kulturfernis og såkaldte gode manerer. De forskellige oprør mod sådanne stivnede dannelsesdefinitioner har i perioder medført en uvilje mod selve dannelsesbegrebet eller i hvert fald ordet. Ofte ender det imidlertid med, at man alligevel fører en dannelsesdiskussion, måske med lidt andre ord, for når man begrunder pædagogiske (i bredeste forstand) tiltag eller synspunkter, vil man før eller siden havne i nogle opfattelser af, hvad det hele går ud på, hvad det til syvende og sidst er, man gerne ser fremmet.

Desuden, som den også i Danmark betydningsfulde tyske didaktiker, Wolfgang Klafki, udtrykker det: «Systematisk betragtet er det nødvendigt med en central, orienterende kategori, sådan som dannelsesbegrebet er det, hvis ikke de praktisk-pædagogiske bestræbelser samt de undersøgelser og refleksioner, der skal belyse og teoretisk begrunde disse bestræbelser, skal falde fra hinanden i et usammenhængende virvar af sideordnede enkeltaktiviteter» (Klafki 2001, s. 114).

Klafki plæderer selv for et dannelsesideal, der helt overordnet formuleres som «evnen til selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet». Solidaritet skal så her forstås som hensyntagen til dem, der af forskellige grunde ikke har samme muligheder for selvbestemmelse og medbestemmelse som en selv. Dette er et eksempel på de senere årtiers interesse for en positiv bestemmelse af dannelse som almen, demokratisk dannelse.

Det almene henviser så til i hvert fald tre forhold. Det drejer sig om noget, der ønskes at være alment udbredt i befolkningen: Dannelse for alle. Det drejer sig desuden om udvikling af alle sider af personen, kognitive, følelsesmæssige, sociale, fysiske, kommunikationsmæssige osv.: Alsidig dannelse. Og endelig drejer det sig om forhold af almindelig interesse, dét der vedkommer os alle: Almindelig eller fælles dannelse.

Hertil kan man føje to yderligere bestemmelser af det almene i almendannelsen; nemlig en fjerde betydning, der drejer sig om evnen til at forstå sig selv som født ind i en kulturel tradition med værdier og normer og forventninger, verdens- og livsanskuelser, som ikke er vilkårlige, men heller ikke absolutte og uforanderlige: Kritisk kultur-historisk dannelse. Og endelig den femte betydning, som drejer sig om spændingsfeltet mellem individualitet og fællesskab, at udvikle evnen og viljen til at være aktiv deltager i de mange fællesskaber, hvor der på alle niveauer udøves og træffes beslutninger om magt og fordeling, om ret og rimeligt, og om gensidige forventninger: Politisk dannelse.

Disse fem betydninger af det almene i begrebet almendannelse kan ikke skilles ad og lægges hver for sig. Det er den samme dannelse, der er tale om, selvom der fremhæves forskellige sider af den. Holder man det hele sammen, får man en bestemmelse af almendannelse, som kan kaldes demokratisk dannelse.

Det er en sådan form for demokratisk dannelse, som det moderne samfund sigter imod med de almendannende dele af uddannelsessystemet. Og her er grundskolen – eller folkeskolen – stadig den mest samlende institution, der tilbyder dannelse for alle. I allerførste paragraf i Lov om folkeskolen gives da også udtryk for et sådant demokratisk dannelsesideal som overordnet ledestjerne for didaktiske, pædagogiske valg på alle niveauer.

I princippet er der bred enighed om en sådan forståelse, men trykket kan lægges meget forskelligt, og der er plads til mange værdidiskussioner. Men sådanne værdidiskussioner er jo netop også en væsentlig del af demokratiet, hvordan man end nærmere bestemmer dette. Dannelse uden demokrati reduceres let til de for tiden herskendes patent på, hvad der er fin kultur og gode manerer, et simpelt magtinstrument. Omvendt vil demokrati uden almen dannelse blot være en tom skal, en procedure eller styreform, der næppe ville kunne overleve ret længe.

K.Sch.