Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/4 2021
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 618
: :
Børnekultur
Left
Rocks
2021-09-08 15:19
2021-02-26 12:42

Børnekultur som begreb kommer ind i det danske sprog i 1970'erne knyttet til udviklingen af radioudsendelser og tv-programmer for børn. Før da blev der talt om børns leg på gader og stræder, i skove og ved vandløb og om børnelitteratur, den litteratur, som med sociale og moralske værdier og gode rollemodeller rettede sig mod børns fritidslæsning. Udviklingen af begrebet frem til i dag er tæt forbundet med tre centrale forhold: 1. Barndomslandskabet, som ændrer sig radikalt, da kvinderne kommer på arbejdsmarkedet og børn dermed i institutioner. Det indebærer, at børns leg i langt højere grad bliver voksenovervåget og voksenstyret. 2. Synet på børn, der udvikler sig fra et syn, som primært så dem som fremtidens voksne (becomings) til et syn, som også ser dem som mennesker i egen ret med egne værdier, egne tilgange og egne perspektiver på livet (beings). Hvor synet på børn som fremtidens voksne betragtede deres egne tilgange og værdier som pjank, pjat og sjov, der lidt efter lidt skulle aflægges, ser synet på børn som mennesker i egen ret disse tilgange som udgangspunkt og udfordring for både kunst, pædagogik og undervisning. 3.Medieudviklingen,  tv og video fra 1960'erne, computere, IPads og mobiltelefoner fra 1980'erne og frem til i dag, mere end fordobler de kunstneriske og kulturelle tilbud til børns fritid.

I 1950'erne kunne børn lege, låne bøger på biblioteket, høre børneradio, gå til dans, spil, spejder og sport. I dag er mulighederne mangedoblet både fysisk med kultur-, musik-, billedskoler, kreative værksteder og online med computerspil, Instagram og Tik-Tok.

Udviklingen er løbende blevet fulgt op af de såkaldte «moralske panikker» –  voksne bekymringer, når et nyt medie, som børn selv tager til sig, melder sig på banen. De startede med tegneserierne og angsten for, at børns sprog skulle tage skade af alt det uartikulerede. De udviklede sig til konflikt, da kunstnere insisterede på ikke at pædagogisk tilrettelægge alt, men skabe litteratur, teater, film og musik for børn, som tog inspiration fra deres egne tilgange og perspektiver. På den ene side blev der dømt «voksengørelse» og svigt, på den anden var der glæde: endelig kunstneriske tilbud til børn, som faktisk var kunst og fik dem lidt op på tæerne. Bekymringerne tog til med tv og video, som hindrede børns læselyst, gav dem direkte adgang til alt det voksne og efterlod dem som zombier med firkantede øjne. I dag følger bekymringerne de digitale medier, som for nogle hindrer deres fysiske leg og dyrker deres selvfremstilling, for andre er en ny legeplads, som erstatter det læremesterrum på tværs af aldre, der gik tabt, da børn kom i institutioner og primært mødte kammerater på alder med dem selv  

Børnekulturpolitikken har været en central medspiller både i forhold til kvalitetskrav til oplevelser og aktiviteter, som kunne støttes økonomisk, og i forhold til at støtte børns lige muligheder for adgang til dem. Det sidste har betydet, at børns møde med kunst og kultur i overvejende grad er blevet knyttet til deres institutioner. Det er lighedsmæssigt fornuftigt, men skaber til gengæld det centrale børnekulturelle vejkryds, som endnu i dag er den store udfordring: Skal børns møder med kunst og kultur bindes til at bakke op om daginstitutioners, skolers og fritidsordningers mål eller skal de foregå på kulturelle betingelser, bidrage med deres egne mål og dermed skabe variation i børns hverdagsliv?

Børnekultur som landskab klassificeres i dag som de tre K’er: Kultur for børn – professionelle oplevelser skabt for børn; Kultur med børn – professionelle aktivitetstilbud for børn; og børns Kultur. Det er relationerne mellem dem, som driver den børnekulturelle udvikling.

Begrebet

Hvad er børnekultur? I dag vil alle professionelle børnekulturformidlere svare med de tre K’er: Børnekultur er Kultur for børn – professionelle kunstneriske og kulturelle oplevelsesmuligheder, Kultur med børn – professionelle kunstneriske og kulturelle aktivitetsmuligheder og så børns Kultur – deres lege- og kammeratskabskultur, som det hele er til for. Stiller man spørgsmålet om børnekultur til ikke professionelle, vil svaret i dag ofte være et modspørgsmål: mener du børnelitteratur? Det er ikke forkert. De historisk første kulturtilbud til børn har været litteratur – rim, remser, fabler, moralske fortællinger. Det afslører blot en manglende viden om det komplekse børnekulturelle landskab litteraturen til børn i dag er placeret i og ind i mellem udfordret af.

Børnekultur udspringer af børns leg og bidrager med kunstneriske og kulturelle oplevelser og aktiviteter til at berige deres kultur- og fritidsliv. Børn har altid leget. Så fænomenet er gammelt. Begrebet er til gengæld ungt. Ifølge Nye Ord. Ordbog over nye ord i dansk 1955-1998 kom ordet børnekultur ind i det danske sprog i 1972. Ikke som noget vi havde, men som noget vi manglede: «Vi trænger til en børnekultur, vi trænger til programmer i radio og TV, der er lavet til børn», citeres dagbladet Information for at have skrevet. Folkeskolen citeres for fire år senere, i 1976, at have stillet det centrale spørgsmål: «Hvad er så egentlig børnekultur?» Og i samme åndedrag at have givet et svar: «det drejer sig ikke bare om at give børnene et tilbud om kunst, teater, film, musik og bøger – men det drejer sig også om nye former for samvær ( ...) om påvirkninger, så man bliver mere bevidst om det samfund, man lever i (...)  om at grundlægge et fællesmenneskeligt adfærdsmønster» (Både citater og oplysninger er hentet fra: Pia Jarvad: Nye Ord. Ordbog over nye ord i dansk 1955-1998. Gyldendals røde ordbøger, København, 1999, opslaget Børnekultur).  

Børnekultur er med andre ord udviklet som et kunst- og kultursystem rettet mod børn. En kultur i kulturen, som skal skabe oplevelser og aktiviteter, der kan kvalificere børns kultur- og fritidsliv. Produktionen af litteratur, teater, film, musik, dans, tv, radio, udstillinger, spil – fysisk såvel som online - sker på markedsmæssige vilkår. De kan købes og opsøges af børn og deres forældre, hvis de har tid, råd og lyst. Mellem markedet og børnene selv placerer den nationale, regionale og lokale børnekulturpolitik en række voksne, som vurderer, kvalitetsbestemmer, vælger og vrager på deres vegne: bibliotekarer, pædagoger, lærere og kulturformidlere. Det er dem, der bestemmer, hvad bibliotekerne tilbyder og hvilke muligheder daginstitutioner og skoler åbner for alle, men specielt for dem, som ikke har råd selv. Et system, der gennem sin kvalitetsproduktion og sine kvalitetskriterier både skal bringe «børn i kultur», give dem chancen for at møde kulturlivets kunstneriske og kulturelle muligheder på alderstilpassede vilkår og samtidig beskytte dem mod de markedskræfter, som i højere grad dyrker de underholdende genrer, der stadig hverken forbindes med dannelse eller kvalitet. 

Det tidlige børnekulturelle system

Principperne bag udviklingen af dette børnekulturelle system hentes fra den børnelitterære institution, der blev skabt i et samarbejde mellem skole- og biblioteksverden i begyndelsen af det 20. århundrede for at bekæmpe det underholdende, som børn umiddelbart kunne lide og dyrke den opdragelse og dannelse, voksne prioriterede.  Systemet udvikles med de pædagogiske tilrettelæggelsesteorier, der i 1960erne fremsættes af pædagogiske forskere: den svenske pædagogiske forsker Göte Klingberg og den danske pædagogiske litteraturforsker Torben Weinreich. Frem til midten af 1980'erne bliver «børnekulturen» dermed til som en tilrettelæggelseskultur, der tænker forskelle mellem børn og voksne som udviklings- og opdragelsesforskelle, og som pædagogisk tilrettelægger de kunstneriske og kulturelle tilbud til børn på baggrund af psykologiske og kognitive udviklingsteorier om deres aldersbestemte behov, interesser, læse-, forståelses- og oplevelseskompetencer: hvad kan de 0-3 årige, de 3-6 årige, de 6-9 årige og de 9-12 årige? Hvad kan de forstå? Hvor går grænserne for deres kompetencer? Børnekultur bliver med andre ord udviklet som kultur- og fritidslivs tilbud, hvor de individuelle interesser og den lyst, som styrer de voksnes kulturliv, sættes ud af kraft. For børnenes egen skyld. Børns egne lyster og interesser bliver bestemt set, men ikke anerkendt som veje til viden, indsigt og erkendelse. Kunst for børn får ikke i denne tidlige udgave af det børnekulturelle system lov til at følge børns egne blik og perspektiver. Den skal pædagogisk tilrettelægges. Som Per Højholdt udfordrende konkluderede: Børnelitteratur –kunst? Nej – skråt nedad. At kunst og kultur også i forhold til børn er æstetik, ikke pædagogik, at oplevelser og aktiviteter med begge primært skal berige børns fritidsliv og at det er deres egne lyster og interesser, som bestemmer, hvad de selv finder godt eller skidt, var der ikke stor forståelse for blandt voksne dengang. 

Synet på børn – en pædagogisk eller en kunstnerisk udfordring?

Fra midten af 1980'erne ændrer det sig. Det skyldes synet på børn. Frem til 1960'erne blev de set som fremtidens voksne. At de havde deres egne legende, fjollede tilgange til livet, var ingen voksne i tvivl om. Der var til gengæld heller ingen tvivl om, at opgaven i løbet af deres barndom var at få de barnlige tilgange nedlagt. De skulle opdrages, de skulle undervises, de skulle dannes.  Det betød, at børn frem til 1960'erne primært blev set som en pædagogisk udfordring. De kunne høre radio, gå på biblioteket, i biffen, til sport, spil, spejder og dans. Men hvad end de gjorde og gik til, skulle lytninger, læsninger, øvelser og aktiviteter bidrage til at eliminere det legende og støtte de formelle kompetencer og værdier, der skulle styre deres voksne liv. De skulle lære at læse, stave, skrive, regne og opføre sig tænksomt og fornuftigt. Det skal de principielt stadigvæk, i dag blot med en indsigt i at mere vindes, hvis deres egne sensitive tilgange, kompetencer og værdier bliver den mistelten, udviklingen af de formelle kompetencer må tage i ed. Den indsigt starter i 1960'erne.

Fra 1960'erne op gennem 70'erne, 80'erne og 90'erne blander et andet syn på børn sig nemlig: børn selv som en kreativ, kunstnerisk, pædagogisk og didaktisk udfordring. Det starter egentlig allerede i 1930'erne og 40'erne som et kulturradikalt syn på børn, der ser værdien og betydningen af deres egne legende tilgange til livet. De skal ikke nedlægges, men tværtimod tages i ed som et udgangspunkt. Det starter på Sofie Rifbjergs og Sigurd Næsgaards Seminarium for småbørnspædagoger, hvor Egon Mathiesen, Bernhard Kristensen og Sven Møller Kristensen tager inspirationen fra børn selv ind og giver den plads. Det fortsætter med Bernadotte Skolen og Lilleskolerne. Alle steder med et sammensat personale af pædagoger, lærere, kunstnere og formidlere, som tager børn selv som en legitim kunstnerisk, pædagogisk og didaktisk udfordring. 

Dette syn, hvor respekten for børn som «beings» bliver forudsætningen for deres udvikling som becomings begynder som en lille understrøm, som lidt efter lidt får større betydning. Fra midten af 1980'erne bliver understrømmen en mindre flod. Det skyldes kunstnerne – forfattere, illustratorer, musikere, teater-, film-, danse- og mediefolk. Fra at have arbejdet som pædagogisk tilrettelagt opbakning til daginstitutioner og skoler, insisterer de på at gøre det, de selv kan og er til for – lave kunst med børns egne perspektiver på liv og hverdag som inspiration. Her eksploderer det børnekulturelle system. Nye bud på litteratur, teater, film, dans, billedkunst, tv og medier for børn udfordrer – de voksne. Voksengørelsesdebatten breder sig og deler de voksne vande: Det her er ikke for børn, de kan ikke lide det, det er et svigt. Voksne kunstnere dyrker deres egne interesser, siger den ene fløj. Den anden glæder sig: Kunst for børn, skal være kunst!

Medieudviklingen

Medierne har i den grad bidraget til det børnekulturelle landskab. Udviklet det, fordoblet det, forandret det og bestandig skabt «moralske panikker» – voksne bekymringer på børns vegne. Radioen var del af det ældre 50'er landskab med hørespil af Knud Vad Thomsen og Godnat for de små med Inge Åsted. I løbet af 1960'erne blev fjernsynet en realitet for de fleste, i 1980'erne kom videoen til. Med billedmedierne fulgte bekymringerne om faldende læsefærdigheder, læselyst og evner til tænkning. Bekymringerne voksede, da de digitale medier fra 1990'erne placerede sig centralt i det børnekulturelle landskab bl.a. fordi den kendte envejskommunikation fra voksne til børn, nu suppleredes med en to-vejs, hvor børn selv kom til ord og billeder. Computerspillene blev populære – særlig blandt drenge - fra starten og selvom de i begyndelsen var tunge og krævede manualer og teknisk fingerfærdighed for at blive forbundet med hinanden, blev det gjort. Da pc'en, iPad'en og mobiltelefonen kom til, steg ikke alene oplevelsesmulighederne, men også de informationssøgende, skabende og kommunikative muligheder. Børn har, når mulighederne blev givet, været på! De sidder for meget stille, de er inaktive, de leger ikke, de er for absorberede, lyder kritikken stadig. Den overser, at de digitale platforme er blevet en legeplads, som bl.a. har udfyldt det læremestertomrum, institutionaliseringen af børn skabte. Den overser, at de er superaktive, når de spiller, når de oplever, når de skaber og kommunikerer. Den overser, at her er der igen muligheder for, at mindre kan se over skulderen på større og lære kneb og tricks. Her er helt nye kreative muligheder for at tegne, filme, iscenesætte, fotografere og fortælle. 

Det skal understreges, at de voksne bekymringer aldrig har været af det onde. Der er farer, der lurer både fysisk og online. Der skal tages vare på børn. Det skal samtidig understreges, at det allervigtigste, når det gælder børns valg i deres fritid, er at forstå og respektere deres lyst og interesser. Det er mulighederne for at følge den og dem, som skaber sjov, glæde, berigelse – for dem.

Det nye børnekulturelle system

Det kunstneriske landskab har markeret sig, det pædagogisk tilrettelagte er her stadig, de digitale platforme har suppleret med kreative oplevelses- og kommunikationsmuligheder. Børnene er vindere. De stærke bliver udfordret, de svagere bliver støttet. Børnekultur er i dag – som lektor Flemming Mouritsen i 1996 klassificerede det – relationerne mellem Kultur for børn, de professionelle oplevelsestilbud, Kultur med børn, de professionelle aktivitetstilbud og børns Kultur, den lege- og kammeratskabskultur, det hele udspringer fra og skal bidrage til.

Men selvom det børnekulturelle system har udviklet sig kunstnerisk og kulturelt, selvom det stadig har berigelsen af børns fritidsliv og de sensitive kompetencer og værdier, det rummer som sit centrale mål, så er børns institutioner afgørende for ligheden i tilgangen til tilbud, oplevelser og aktiviteter. Det koster penge at købe litteratur, teater-, koncert- og filmbilletter. Det er dyrt at gå til musik, billedkunst, dans og på medieværksteder. Bibliotekerne skaber muligheder. Det gør kulturpolitikken, daginstitutioner og skoler også. Uden dem, ingen lighed i adgang til oplevelser, aktiviteter og muligheder. Men – det er samtidig her det børnekulturelle system anno 2021 skal stå sin prøve. Åbner institutionerne for de kunstneriske og kulturelle oplevelsers og aktiviteters egne bidrag til børns liv i stedet for at binde dem til egne mål, så vinder alle – institutioner, børn, kunstnere, kulturformidlere – og samfundet. Børnekultur udspringer af leg og bidrager til inspiration og kvalificering af leg. Det er det, den er til for.

B.Ju.


Litteratur

Ariés, Philippe (1982): Barndommens historie. Arnold Busck, Nyt Nordisk Forlag
Juncker, Beth (2009, 2011): Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. I: Dansk, kultur og kommunikation. Et pædagogisk perspektiv. Red. Mogens Sørensen. Akademisk Forlag.
Børnekultur i Danmark 1945-2020. (2021) Red. Merete Dahl, Jan Helmer-Petersen, Beth Juncker. Gads Forlag.