Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Tid er en ressource, som i udgangspunktet kan siges at være lige fordelt blandt alle samfundets medlemmer. I modsætning til f.eks. penge, kan tid ikke spares op til senere brug. I økonomisk sprog kan vi udtrykke det således: «Det findes et fast udbud af tid». For fattig og rig, for mænd og kvinder; døgnet består af 24 timer, hverken mere eller mindre. Det faste udbud af timer i døgnet er lige, men ulighederne er store med hensyn til i hvor stor grad den enkelte efter eget valg kan disponere tiden. Ingen kan være flere steder på en gang, og det er i kun ringe udstrækning muligt at gøre mere end en ting ad gangen, selv om travle mennesker ofte ser ud til at forsøge at strække døgnet på denne måde.

Opgaveorienterede samfund

Det der er specielt ved tidsforbruget i moderne industrisamfund er, at det i så stor grad er reguleret af klokken. Det er langt fra naturligt eller selvvalgt at den daglige tilværelse er reguleret på denne måde. At rette sig efter klokken er noget relativt nyt i menneskehedens historie. I tidligere tider var det andre faktorer der bestemte den daglige livsrytme. Den skiftende længde af dagslysets varighed, husdyrenes eller familiemedlemmers fysiologiske behov, årstidsbestemte udendørs arbejdsopgaver. Alt dette er eksempler på, hvad der bestemmer livsrytmen i samfund, der ikke er tidsorienterede, som industrisamfundet er det. Sådanne opgaveorienterede samfund eksisterer fortsat. I disse eksisterer vor opfattelse af begrebet tid ikke, og dermed heller ikke noget begreb om fritid.

Tidsorienterede samfund

Det var den nye arbejdsdisciplin, som industrialiseringen krævede, der gjorde det nødvendigt at ændre menneskenes holdning til anvendelsen af tid. Udtrykket «tid er penge» reflekterer det kapitalistiske industrisamfunds tankegang, hvor arbejderne er på timeløn, og hvor teknologi og konkurrence om profit kræver at «alt» - produktion, trafik, forbrug osv. - bør gå stadig hurtigere. Tidsdimensionen - som den måles i timer - fik sit store sociale gennembrud, da hjem og arbejdsplads blev adskilt, da vi fik lønarbejde og dermed et skarpt skel mellem lønnet arbejdstid og fritid. I den første industrialiseringsfase fandtes der modstand mod den ændring af de gamle arbejdsvaner, som en fast daglig arbejdstid indebar. Da denne modstand ikke gav resultater, ændrede arbejdernes kamp karakter. I stedet for at kæmpe mod den faste arbejdstid tog de kampen op for at få den regulerede arbejdstid sat ned. I kampen for en kortere og mindre udmattende arbejdsdag, blev der i 1880'erne lanceret slagordet: «3 x 8». Det betød, at målet var, at arbejdstid, søvn og fritid skulle optage lige store deler af døgnet - 8 timer hver (se 8 timersdagen). Her betød fritid altså den tid, hvor man ikke havde lønnet arbejde og heller ikke sov. I daglig sprogbrug betyder begrebet fritid fortsat nogenlunde det samme. Men hvis vi mener, at grupper som husmødre og skoleelever også har noget der hedder fritid, og som er adskilt fra den tid de arbejder, indser vi straks, at arbejdstid omfatter mere end lønnet arbejdstid. Det giver os en fornemmelse af, at det ikke er så enkelt at angive, hvad fritid egentlig er, end sige at finde ud af hvor meget fritid den enkelte har.

Fritid - arbejde

Fritid og arbejde er begreber der alene kan forstås i relation til hinanden. Den almindeligt udbredte opfattelse er, at arbejde og fritid i princippet gensidigt udelukker hinanden. Fritid bliver ud fra denne opfattelse den tid, hvor man ikke gør noget pga. ydre forpligtelser, men hvor man vælger aktivitet ud fra egne ønsker eller behov. Tilfredsstillelsen ved at udføre selve aktiviteten antages endvidere at være vigtigere, end det resultat aktiviteten eventuelt medfører. Vi går ud fra, at fritidsaktiviteter er lystbetonede og behagelige, mens de aktiviteter vi er forpligtede til at udføre, har færre af disse kvaliteter. Ud fra denne vurdering bliver det vigtigt at få reduceret arbejdstiden, sådan at fritiden øges. Slagordet «3 x 8» var baseret på en sådan opfattelse og på en realistisk vurdering af de fleste lønarbejderes livssituationen på den tid.

Men selv ikke i det kapitalistiske samfund er det lønnede arbejde ulystbetonet for alle grupper, og fritiden kan være fyldt af «pligter», der langt fra altid opleves som behagelige. Vi ved desuden, at mennesker kan «flygte ind i» eller «drukne sig i» arbejde, for at overvinde en vanskelig livssituation. Den påtvungne fritid som arbejdsløshed medfører, opleves heller ikke som noget positivt, selv når man ved at den vil blive kortvarig og uden økonomiske tab. Behovet for at være i lønnet arbejde viser sig at være langt stærkere end vi måske skulle tro ud fra de arbejds- og lønforhold, der tilbydes på de dårligste arbejdspladser. Det kapitalistiske industrisamfunds arbejdsdisciplin gennemsyrer i den grad vore normer og værdier, at det i al fald for mænd ikke ser ud til, at der findes noget acceptabelt alternativ til det at være i lønnet arbejde, selv under meget dårlige arbejdsbetingelser. Fritid har for mænd ingen værdi, hvis den ikke sættes i kontrast til en lønnet arbejdstid.

Husmødre og fritid

For mange kvinder er lønnet arbejde fortsat ikke det vigtigste. Den klare kønsmæssige arbejdsdeling der findes i alle industrialiserede lande, reflekteres i det forhold, at den voksne befolkning under pensionsalderen inddeles i tre hovedkategorier: 1. Erhvervsaktive mænd, 2. Erhvervsaktive kvinder og 3. Husmødre. Den manglende symmetri i opdelingen er slående. Der findes ikke noget mandligt modstykke til husmoderen - en person hvis primære opgave er at udføre ulønnet arbejde til mandens, børnenes og ikke så sjældent også andre familiemedlemmers bedste. Da arbejdet imidlertid er ulønnet, hører husmødrene ikke med til de beskæftigede, og de tælles ikke med blandt de arbejdsløse. For husmødre eksisterer der ikke noget skarpt og meningsfyldt skel mellem arbejdstid og fritid. Arbejdstid er ikke reguleret af klokken. Det er andre familiemedlemmers øjeblikkelige behov der bestemmer, hvornår husmoderen skal gøre hvad. At være en god husmor består først og fremmest i at stå til disposition for andre med sin tid. Arbejdet har et væsentligt træk tilfælles med arbejdet i almindelighed i det førindustrielle samfund: Det er opgaveorienteret, ikke tidsorienteret. Klarest kommer det frem i småbørnshusmoderens arbejdssituation. Hvis hun ikke har nogen, der overtager tilsynet med børnene en vis del af dagen, har hun egentlig ingen fritid, fordi hun altid må «være på vagt» og afbryde alt andet når børnenes øjeblikkelige behov kræver det.

Når husarbejdet i industrisamfundet ikke er tidsreguleret, er det med til at give det en karakter af ikke-arbejde. Det afspejler sig bl.a. i vor sprogbrug, som når f.eks. en hjemmegående husmor der fornyligt har fået lønnet arbejde bliver spurgt: «Hvordan trives du ved at være kommet i arbejde?» Den manglende tidsregulering og bundetheden til hjemmet afspejler sig til dels også i hendes fritidsaktiviteter. Strikning, brodering osv. er aktiviteter, der let kan afbrydes, hvis andet påkalder sig opmærksomheden, og de kan derfor også kombineres med omsorgen for børn eller andre. Desuden giver disse aktiviteter et synligt resultat - ofte mest til glæde og nytte for andre familiemedlemmer. Denne type fritidsaktiviteter optager ret meget af husmødrenes «fritid».

Selv om arbejdsbelastningen aftager efterhånden som børnene bliver større, står husmødre alligevel ikke særligt frit med hensyn til, hvilke aktiviteter de vil fylde den større fritid ud med, hvis de fortsat skal leve op til normerne for husmoderrollen. Netop det at være husmoder indebærer at stå til disposition for andre med sin tid. Derfor må hun så at sige altid kunne forvente at blive afbrudt i det hun er i gang med. Det begrænser mulighederne for at vælge aktiviteter, der kræver, at hun koncentrerer sig over længere tidsperioder ad gangen. Videre uddannelse - også i form af selvstudier - kan en husmoder dårligt gennemføre, hvis hun ikke forstår at bryde normerne for den traditionelle husmoderrolle. I praksis har det vist sig, at det for mange husmødre ikke er så enkelt at få resten af familien til at acceptere en situation, hvor de i nogen udstrækning må indrette sig efter hendes timeplan. Hvor mange der har opgivet en påbegyndt uddannelse eller selvstudium netop af disse årsager, ved vi ikke. Det er nok ikke så få.

Erhvervsaktive kvinder og fritid

For erhvervsaktive kvinder der samtidig har ansvaret for en familiehusholdning, er det vanskeligt at få dagen til at slå til. Mænds deltagelse i husarbejdet har hidtil i ekstremt ringe grad været påvirket af, om konen var erhvervsaktiv eller ikke. En række undersøgelser fra mange lande giver et klart og entydigt billede af, hvordan erhvervsaktivitet medfører dobbeltarbejde for gifte kvinder, mens mænds arbejdsindsats er den samme, uanset hvor stor arbejdsbelastning konen har. Det viser sig altså, at det overalt er kvindernes problem at tilpasse deres lønnede arbejde til arbejdet i familiehusholdningen. Det gælder også i de østeuropæiske lande, hvor det store flertal af gifte kvinder er i lønnet arbejde og har været det i længere tid. Erhvervsaktive kvinder over hele verden viser sig at have ret lidt fritid, selvom de endda sover lidt mindre end både mænd og heldagshusmødre. Det viser sig endvidere, at «fridagene» i stor udstrækning må anvendes til at få det husarbejde fra hånden, som de ikke når på de almindelige arbejdsdage. De fordele som gifte kvinder opnår ved at have lønnet arbejde, må de altså betale for i form af meget lidt fritid. Det er nok ikke så underligt, at gifte erhvervsaktive kvinder deltager mindre end mænd i fagforenings- og anden politisk virksomhed. Det krav der lå i slagordet «3x8», er fortsat langt fra at være opfyldt for denne gruppe.

Ulønnet arbejde - fritidsaktivitet

Hvis vi definerer en fridag som en dag, hvor man ikke bruger nogen tid til det, man normalt er forpligtet til at gøre, er fridage er et sjældent privilegium for kvinder, hvadenten de er erhvervsaktive eller ej. At slippe fri en hel dag fra arbejdet i familiehusholdningen viser sig at være noget, som det store flertal af kvinder meget sjældent oplever.

Nu er det ikke let at trække grænsen mellem, hvad man skal regne som ulønnet arbejde, og hvad det er rimeligere at betragte som fritidsaktivitet. Men hvis det er et vigtigt træk ved fritidsaktiviteter, at de ikke rummer noget rutinepræget element, og at man selv indenfor vide tidsrammer kan bestemme, hvornår man vil gøre dem, er det klart, at mange af arbejdsopgaverne i hjemmet har mere præg af fritidsaktiviter end andre opgaver. Ordne have, male og pudse op, sy osv. er aktiviteter, som i dag i vort samfund har både en «arbejdsside» og en «fritidsside». Desuden giver de os glæden af et synligt resultat. Noget som stadig færre oplever i deres lønnede arbejde. Måske bliver det stadig vigtigere at anvende fritiden til aktiviteter, der giver et synligt resultat, eftersom arbejdet ikke gør det. Den kønsmæssige arbejdsdeling i husholdningen viser sig endvidere ved, at mænd stort set udfører mest af det arbejde, der ikke er rutinemæssigt, og som giver synlige resultater. Mænd præsterer altså ikke kun meget mindre ulønnet arbejde end kvinder. De tager i endnu mindre grad del i de rutineprægede, «usynlige» aktiviteter, men bruger i stedet helst tiden til de arbejdsopgaver, der mere har fritidspræg.

«Fritidsproblemet»

At den lønnede arbejdstid er blevet stadig kortere, betyder ikke, at den erhvervsaktive befolkning har fået det mindre travlt. Tvært imod, tempoet er steget, og stadig flere klager over, at tiden ikke rækker, til det de «burde» eller ønsker at gøre. Det gælder fortsat - som i begyndelsen af industrialiseringen - at man ikke bør smide omkring sig med tiden, og at punktlighed er en dyd. Desuden er irritationen over at måtte vente steget, efterhånden som urbaniseringen er øget. På dette felt er det endnu store forskelle, selv indenfor vort land. Måske bidrager de klimatiske forhold til at opretholde en forskel. Stadig flere er nødt til at anvende lommekalenderen for at kunne administrere deres egen tid, og måske er det blevet et statussymbol i mange kredse at have et tætpakket program.

Fritidsproblemet består ikke i, at folk har megen fritid, som mange gerne hævder. Det er heller ikke et stort problem, at der bruges så megen tid foran fjernsynet, eller at de fleste tilbringer størstedelen af fritiden hjemme. Fritidsproblemerne er langt mere indviklede og vanskelige. De varierer i de forskellige sociale klasser, i de forskellige aldersgrupper og for mænd og kvinder. Det afgørende for fritiden bliver hvilken arbejdssituation man har, både på arbejdsmarkedet og i hjemmet.

Selv om arbejdstiden er blevet kortere, ved vi, at karriere kræver villighed til overtid, og i store dele af erhvervslivet kræves det desuden, at man bruger fritiden på bestemte måder, sådan at også den befordrer karrieren. «Den fraværende far» i den øvre middelklasse er den der tager arbejdet med sig hjem, i den forstand at han ikke kan slippe det i tankerne, og dermed ikke kan koncentrere opmærksomheden om sine børn, selv når de er sammen. En aktiv og varieret brug af fritiden levner heller ikke tid til samvær med familien. For familier hvor en eller begge ægtefæller har skifteholdsarbejde, for pendlerfamilien eller for sømandsfamilien har fritidsproblemerne en helt anden karakter. For disse grupper er der ikke blot vanskeligheder forbundet med at få fritidssamværet i stand med familien. Det er også vanskeligt at opretholde stabile sociale forbindelser udenfor familien. Det giver derfor store problemer at deltage i politisk eller anden offentlig virksomhed. For den der er arbejdsløs, har fritidsbegrebet ingen mening.

Det skarpe skel mellem lønnet arbejdstid og fritid - både når det gælder tid og sted - gør det nærmest umuligt at kombinere en fuld erhvervsindsats med personligt forpligtende omsorg for andre mennesker. De grupper der er stærkest truet ved det stadig stigende tempo og krav om effektivitet, er de der i dag først og fremmest har brug for mere af andre menneskers tid. Det gælder især børnene og de gamle. Men også blandt ungdommen og midaldrende finder vi mange, der «trækker sig ud». De klarer ikke tempoet. Nogle gør også bevidst oprør mod det kapitalistiske industrisamfunds arbejdsdisciplin. De kaldes gerne bohemer eller hippies. De søger efter livsformer, hvor de ikke behøver «at hænge i klokkestrengen», og hvor fritid og arbejde smelter sammen.

Kan vi tænke os et samfund, der ikke er så tidsorienteret, men i større grad opgaveorienteret og som samtidig er uden den knaphed på materielle goder, der karakteriserede det førindustrielle samfund? Et samfund hvor arbejde og fritid kan smelte mere sammen, og hvor omsorg for de svageste ikke er betinget af mangel på ligestilling mellem mænd og kvinder, eller mellem andre grupper? Et sådan samfund vil kræve en anden teknologi, end den industrisamfundet baserer sig på i dag. En teknologi der bl.a. ikke kræver så stor og præcis koordinering af så mange menneskers arbejdsindsats. Det er klart, at et sådan samfund ikke kan basere sig på et økonomisk system, hvor konkurrencen om profit er bestemmende for udviklingen.

K. W.