Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dominoteorien er et magtpolitisk begreb, der bygger på følgende billede: Svage vestligt orienterede regimer som er truet af kommunistisk magtovertagelse, sammenlignes med en række dominobrikker rejst på højkant. Når den første brik falder, vælter den den næste, som igen vælter nok en brik, osv. til hele rækken er faldet. Billedet af dominoerne er sandsynligvis første gang blevet benyttet af USA's præsident Eisenhower på en pressekonference den 7. april 1954. I forbindelse med USA's støtte til franskmændene, blev han spurgt om Indokinas betydning for «den frie verden». Eisenhower forestillede sig, at Myanmar (Burma), Thailand, Malaysia og Indonesien ville komme i fare, dersom Frankrig tabte Indokina til kommunisterne. Da USA senere overtog krigsførelsen i Indokina, kom dominoteorien for alvor ind i den politiske debat. Udover de allerede nævnte blev lande som Philippinerne og endog New Zealand og Australien anset for mulige dominobrikker langt ude i rækken. Selv om billedet med dominobrikkerne overvejende har været knyttet til krigen i Indokina, er det en almindelig magtpolitisk tanke - også i mange andre forbindelser - at et lands «fald» kan få konsekvenser i nabolandene. Tanken er beslægtet med forestillingen om en bevidst «salamitaktik» fra modpartens side. Det er ikke først og fremmest «tabet» af det enkelte land, der bekymrer, men følgerne for andre lande og for ens egen magtstilling i en hel verdensdel.

Dominoteorien byggede i stor udstrækning på en forenklet forestilling om en enheds-monolitisk kommunisme og en forveksling af nationalistiske kræfter i de enkelte lande med centralstyret international undergravelse. Under og efter Indokinakrigen er disse forestillinger blevet stærkt svækkede, og dominoteorien står i dag lavt i kurs.

N.P.G.