Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 9/9 2010
Læst af: 15.804
: :
Dyd

«Dyd betegner den karakter, som opfylder betingelserne for at virke til samfundslivets rette fremme og bevarelse», hedder det i Salomonsens store danske leksikon fra det 19. århundrede. Her understreges det centrale ved ordet dyd: Det udtrykker karakteregenskaber der opfattes som moralsk agtværdige i «samfundet». Sagt med andre ord udtrykker ordet dyd egenskaber og holdninger som kræves af enkeltmennesket, og disse krav er sådanne, at de cementerer samfundet, sådan som det allerede er.

Ordet findes i gammelnorsk (dygd, af duga) og betegnede da duelighed, flinkhed, styrke, kraft og ære. Kravet om at vise dygd gjaldt særligt mænd, og brugsmåden afspejler et samfund, hvor netop enkeltmenneskets personlige mod og dygtighed - ikke mindst i kamp - var af afgørende betydning.

Med indføringen af kristendommen blev ordet knyttet til kirkelige moralbud, med egenskaberne tro, håb og kærlighed som de ypperste kristne dyder. Da kirken i 12-1300-tallet styrkede sin stilling i forhold til kongemagten, bliver betydningen moralsk værdifuld egenskab stadig mere almindelig. Dette afspejler en samfundsudvikling fra småkonger, der er direkte afhængige af den enkelte soldats indsats i bondehæren, til en kongemagt der støtter sig på kirken. Opbakningen bag kirken er blevet enkeltmenneskets vigtigste dyd, og magten opretholdes mere ved undersåtternes accept af kirkens værdier, end ved en direkte indsats for kongen.

Med puritanismen og den begyndende kapitalisme fik dyderne et andet indhold og en mere rationel begrundelse. Denne anvendelsesmåde eksisterer fortsat i udtryk som: «nøjsomhed er en dyd», «sparsommelighed er en dyd», og ikke mindst: «en dyd af nødvendighed», der antyder begrundelsen for dyderne. Nøjsomhed og opsparing var nødvendige for alle: Kapitalisten måtte investere og «yngle kapital»; Proletarens nøjsomhed var nødvendig for at overleve. Da vort samfund i dag bygger på massekonsum, vinder denne betydning ikke længere særlig genklang. Systemet værdsætter den fede forbruger, ikke den nøjsomme sparer.

Måske derfor er ordet dyd nu på vej ud af sproget. Forventningerne til enkeltmennesket kan ikke så let formuleres som moralsk agtværdige handlingskrav indenfor et samfund, hvor næsten enhver opførsel tolereres, fordi den alligevel ikke rokker ved systemet. Den enkeltes aktive handling er ikke længere vigtig (se Deltagelse, Mekanisering), og kravet om at tilpasse og indordne sig (fordi alt allerede er ordnet), kan vanskeligt formuleres som en dyd. En anden vanskelighed er, at mange af de gamle laster (som ødselhed) er blevet systemets dyder.

Det er derfor påfaldende, at den betydning af ordet der fortsat lever i folkemunde, er betydningen: Kønslig uberørthed hos kvinder. Kvinden har endnu «dyden i behold», så længe hun ikke har gennemført et samleje, og det synlige udtryk for dette er, at hymen - jomfruhinden - er intakt. Også mænd kan «miste deres dyd», men dette udtryk anvendes kun sjældent, og konsekvenserne er ganske forskellige. For mænd markerer tabet af dyden indtræden i de voksne mænds rækker, for kvinder nærmest løsagtighed.

Nutidig dyd vises altså ved kønslig mådehold og selvfornægtelse, og er således nærmest det passive modstykke til det gammelnorske dugelighet, kraft o.l. Samtidig gælder kravet om at vise dyd i dag overvejende kvinder. Den knibske dyd og dens «sædelighed i kønslig henseende» har frem til vore dage været det borgerlige samfunds krav til sine kvinder. At komme «ren og uberørt» til sin ægtemand og være ham dydig, tro til sin dødsdag var den anstændige kvindes familiebevarende pligt (se Monogami).

Dyden kan kun «mistes» en gang, og med den betydning den er blevet tillagt, oplever mange kvinder det at «give den fra sig» som en meget alvorlig og næsten ceremoniel handling. Samtidig vil mænd ofte have modstridende holdninger. Den samme mand der ønsker en uberørt hustru kan selv drømme om: «at tage» andre kvinders dyd. I den forstand bliver dyden et trofæ, der er eftertragtet i mandeverdenen og beskyttet blandt kvinderne.

I vore dage stilles dette krav til kvindekønnet imidlertid særligt i religiøse miljøer. Det er mere almindeligt, at dydighed vurderes overfor det at være attraktiv. Mangel på kønslig erfaring kan opfattes som om, at den pågældende ikke er eftertragtet, og den alder hvor det at have sin dyd i behold opfattes som noget positivt er stadig synkende. Dermed er det dydige ifærd med at blive latterliggjort.

Kun i religiøse og politiske grupper, hvor kollektivet stiller store krav til individet, vil ordet fortsat have værdi. Derfor vil også spørgsmålet om, hvilke egenskaber der skal inkluderes i de revolutionære dyder være af betydning.

M.B. / E.Br. / L.Lø.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Sociologi

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)


I moderne dansk benyttes begrebet «dyd» som oftest som betegnelse for moralsk prisværdige egenskaber eller karaktertræk ved mennesker. At være et dydigt menneske vil således sige, at man er et menneske, som er i besiddelse af moralsk værdifulde karaktertræk. På dansk bruges begrebet i vore dage sjældent i daglig tale, men er først og fremmest en filosofisk fagterm, der anvendes indenfor moralfilosofien.

Etymologisk har det danske ord «dyd» sin rod i det oldnordiske ord «dygð» , hvis grundbetydning er «at du eller være god til noget». «Dygð» er beslægtet med de nutidige begreber «dygtig» og «duelig». Modsat «dyd» er «dygð» således ikke nødvendig knyttet til noget specifikt moralsk, men betegner snarere dygtighed og færdighed i en bred forstand, eller helt alment gode kvaliteter og egenskaber af enhver art.

Filosofihistorisk er «dyd» den traditionelle oversættelse og videreførelse af det oldgræske begreb «arete» [αρετή], som er en generel betegnelse for positive egenskaber ved en ting, et dyr eller et menneske. Mere præcist så betegner «arete» de (positive) kvaliteter og egenskaber, der gør en ting, en dyr eller et menneske i stand til at opfylde sin specifikke funktion og formål. Ligesom det oldnordiske «dygð» er «arete» altså ikke et specifikt moralsk begreb, men et begreb der kan anvendes i enhver kontekst, hvor der kan skelnes imellem bedre og dårligere måder at udføre en bestemt formålsstyret aktivitet på.

Historisk har der været en række forskellige bud på, hvilke dyder, der er de vigtigste, og hvilke karaktertræk, der overhovedet kvalificerer som dyder. Hvad angår det første spørgsmål, så fremhæver Platon, bl.a. i sit politiske hovedværk Staten, fire dyder som de væsentligste, nemlig moralsk indsigt eller visdom, retfærdighed, tapperhed/udholdenhed og mådehold/selvbeherskelse.

Disse fire «kardinaldyder» kan genfindes hos en lang række græske tænkere og blev senere overtaget af den kristne tænkning. Her blev de af blandt andre Augustin (354-430) og Thomas Aquinas suppleret med de tre såkaldte «teologiske dyder», tro, håb og kærlighed, der kendes fra Det Nye Testamente (1. Korintherbrev, kap. 13). I vore dage opereres der indenfor filosofien og moralpsykologien undertiden med tre hoveddyder: Mod, retfærdighed og omsorg.

Historisk er der således en vis uenighed om, præcist hvilke karaktertræk, der bør betegnes som dyder. Mod og retfærdighed synes at være blandt de få egenskaber, som næsten alle er enige om at regne som dyder. Hvordan disse to karaktertræk mere konkret skal forstås, er der dog ikke enighed om.

Man kan med fordel drage en systematisk skelnen mellem mellem eudaimonistiske og ikke-eudaimonistiske tilgange til dydsbegrebet. Den eudaimonistisk dydstænkning har sine rødder i den klassiske græske tænkning, hvor «dyd» (dvs. «arete») så godt som altid blev diskuteret i sammenhæng med begrebet «eudaimonia» [ευδαιμονία]. «Eudaimonia» oversættes i dag ofte med «lykke», men en bedre og mere præcis oversættelse af begrebet ville være «et vellykket liv». For grækerne var «eudaimonia» et naturligt og indlysende bud på et svar på spørgsmålet om meningen med livet. Dyderne blev derfor indenfor den græske tænkning defineret som de egenskaber, der gør det muligt for mennesket at opnå «eudaimonia», dvs. leve et godt og vellykket liv.

Sammenkædningen af dydsbegrebet og forestillingen om et vellykket liv giver umiddelbart anledning til mindst to typer af spørgsmål, der blev flittigt diskuteret blandt oldtidens filosoffer, og som sidenhen har haft stor betydning for den filosofiske debat, nemlig 1) hvad består et vellykket liv mere præcist i? og 2) hvordan skal afhængighedsforholdet mellem «dyd» og «vellykket liv» nærmere forstås?

Til det første spørgsmål er der op igennem historien blevet givet en mængde forskellige svar, som det vil føre for vidt at diskutere nærmere her. Nogle mener således, at «eudaimonia» er et liv, som besidder den størst mulige mængde nydelse og vellyst (Epikur; moderne hedonister); andre mener, at «eudaimonia» er et liv hvor mennesket frit kan efterstræbe og få opfyldt sine begær og drifter (sofisterne); og atter andre at et vellykket menneskeliv er et liv, hvor mennesket er absolut selvberoende og intet behøver eller fordrer udover sin egen eksistens (stoikerne). Et af de mest kendte og indflydelsesrige svar blev givet af Aristoteles. I sit moralfilosofiske hovedværk, Den nikomakæiske etik, definerede han «eudaimonia», som et liv i hvilket mennesket aktivt anvender sine fornuftsevner på den bedst mulige måde og i overensstemmelse med den højeste dyd, og dermed realiserer sin natur som fornuftsvæsen.

Som svar på det andet spørgsmål kan der umiddelbart gives tre svar. For det første kan dyderne betragtes instrumentelt, dvs. som instrumenter eller værktøjer, der hjælper mennesket med at opnå et vellykket liv, men som er ikke er absolut nødvendige for eller en nødvendig del af dette liv. Dyderne hjælper os til at nå vores mål, nemlig at leve et godt og vellykket menneskeliv, men principielt set kan man godt leve et vellykket menneskeliv uden at være i besiddelse af dyderne. Blandt de filosoffer der har forsvaret denne idé er sofisterne og Epikur.

For det andet kan dyderne betragtes som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at mennesket kan leve et vellykket liv. Det er kun i kraft af at besidde og udøve dyderne, at menneske er i stand til at leve et godt menneskeliv, men dyderne i sig selv er ikke tilstrækkelige til at gøre et liv vellykket. Aristoteles er formodentlig den mest indflydelsesrige klassiske tænker, som har forfægtet dette synspunkt. I Den nikomakæiske etiks forklarer han således, at for at leve et vellykket liv behøver mennesket ikke blot dyderne, men også visse basale materielle fornødenheder, gode venner, en familie og et godt politisk fællesskab.

For det tredje så kan dyderne betragtes som en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for at kunne leve et vellykket liv. Dyderne er ikke blot nødvendige for at kunne leve et godt liv; at være et dydigt menneske er tværtimod netop det, som udgør et vellykket liv. For at kunne leve et godt liv har mennesket derfor ikke brug for andre goder end dyderne. Blandt de klassiske græske tænkere kan Sokrates, Platon og stoikerne siges at tilslutte sig dette synspunkt.

Den eudaimonistiske forståelse af dydsbegrebet har siden de gamle grækere været en af de dominerende tilgange indenfor den filosofiske diskussion af dyderne. Den dag i dag er der således en lang række filosoffer, der tilslutter sig en eller anden form for eudaimonistisk dydsforståelse, blandt andre Philippa Foot, Rosalind Hursthouse, Alasdair MacIntyre og Martha Nussbaum.

Den eudaimonistiske tilgang er imidlertid ikke enerådende. Med kristendommens fremvækst opstod der en anden og alternativ kilde til retfærdiggørelse af dydernes værdi, nemlig Gud. Hos en række middelalderlige, religiøse tænkere er det således ikke «eudaimonia» der begrunder og forklarer dydernes værdi, men derimod dyderne rolle i menneskets stræben efter at udføre Guds vilje. Dyderne forstås således her, som de karaktertræk, der muliggør og fremmer menneskets Gudgivne rolle og funktion.

Der findes også ikke-religiøse, ikke-eudaimonistiske tilgange til dyderne. David Hume (1711-76) begrunder således dydernes værdi ved dels at pege på, hvordan de sikrer social orden og stabilitet (en pointe man også finder hos Thomas Hobbes) og dels at fremhæve, hvordan dyderne helt umiddelbart og naturligt virker tiltrækkende på og ønskværdige for mennesket. Immanuel Kant udvikler en omfattende dydsteori, i hvilken de konkrete dyder betragtes som udtryk for menneskets bagvedliggende sindelag og faste beslutning om at handle i overensstemmelse med den af fornuften givne morallov.

Også indenfor den nyere moralfilosofi finder man eksempler på ikke-eudaimonistiske dydsopfattelser. Ifølge den amerikanske filosof Michael Slote kan dydernes prisværdighed og ønskværdighed ikke udledes af noget dybere formål som eksempelvis «eudaimonia». Dyderne er karaktertræk, der udspringer af en partisk men afbalanceret medmenneskelig omsorg for andre og er som sådan prisværdige i sig selv. Og Robert Adams definerer dyder som karaktertræk, der gør os istand til at efterstræbe og realisere en lang række goder og værdier, som er så forskellige, at de ikke meningsfuldt kan indordnes under ét overbegreb som f.eks. «eudaimonia».

Dydsetik, dvs. moralteorier der tager udgangspunkt i og forsøger at begrunde og forklare dyderne, udgør i dag en interessant og indflydelsesrig moralfilosofisk tilgang til en række forskellige spørgsmål og problemstilllinger. Der er dog stadig en række områder, hvor dydsetiske teorier har behov for at blive yderligere udviklet og forfinet. Et af disse områder er social og politisk filosofi, hvor dydsetikken traditionelt har haft meget lidt at bidrage med. Et grundlæggende og uafklaret spørgsmål i denne sammenhæng er, om en dydsbaseret etik kan være reelt samfundskritisk, eller om dyderne nødvendigvis blot afspejler de til enhver til gældende samfundsnormer.

C.F.Ni.


Litteratur

Opslag om "dyd" i Ordbog over Det Danske Sprog. Findes på nettet: http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=dydOpslag
Opslag om "tugend" i Historisches Wörterbuch der Philosophie, red. Joachim Ritter, Karlfried Gründer og Gottfried Gabriel, Schwabe, Stuttgart, Tyskland, 1971-2004.
Hursthouse, Rosalind: "Virtue Ethics" i The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Sommer 2007 udgave), red. Edward N. Zalta, http://www.seop.leeds.ac.uk/entries/ethics-virtue/Aristoteles
Aristoteles: Etikken, oversat af Søren Porsborg, Det lille Forlag, Frederiksberg, 2000.
Christensen, Anne-Marie S.: Moderne dydsetik - arven fra Aristoteles, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus, 2008.